EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 31999R1073

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 af 25. maj 1999 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF)

OJ L 136, 31.5.1999, p. 1–7 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)
Special edition in Czech: Chapter 01 Volume 003 P. 91 - 97
Special edition in Estonian: Chapter 01 Volume 003 P. 91 - 97
Special edition in Latvian: Chapter 01 Volume 003 P. 91 - 97
Special edition in Lithuanian: Chapter 01 Volume 003 P. 91 - 97
Special edition in Hungarian Chapter 01 Volume 003 P. 91 - 97
Special edition in Maltese: Chapter 01 Volume 003 P. 91 - 97
Special edition in Polish: Chapter 01 Volume 003 P. 91 - 97
Special edition in Slovak: Chapter 01 Volume 003 P. 91 - 97
Special edition in Slovene: Chapter 01 Volume 003 P. 91 - 97
Special edition in Bulgarian: Chapter 01 Volume 002 P. 129 - 135
Special edition in Romanian: Chapter 01 Volume 002 P. 129 - 135
Special edition in Croatian: Chapter 01 Volume 002 P. 100 - 106

No longer in force, Date of end of validity: 30/09/2013; ophævet ved 32013R0883

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/1999/1073/oj

31999R1073

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 af 25. maj 1999 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF)

EF-Tidende nr. L 136 af 31/05/1999 s. 0001 - 0007


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 1073/1999

af 25. maj 1999

om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 280,

under henvisning til forslag fra Kommissionen(1),

under henvisning til udtalelse fra Revisionsretten(2),

i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 251(3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Institutionerne og medlemsstaterne tillægger beskyttelsen af Fællesskabernes finansielle interesser og bekæmpelsen af svig og enhver anden ulovlig aktivitet, der skader Fællesskabernes finansielle interesser, stor betydning; Kommissionens ansvar i så henseende er snævert forbundet med dens gennemførelse af budgettet i henhold til traktatens artikel 274; vigtigheden af denne indsats bekræftes af traktatens artikel 280;

(2) beskyttelsen af Fællesskabernes finansielle interesser vedrører ikke blot forvaltningen af budgetbevillinger, men også enhver foranstaltning, der berører eller er i stand til at påvirke Fællesskabernes formue;

(3) det er nødvendigt at anvende alle de midler, der er til rådighed, for at nå disse mål, bl.a. i forbindelse med de undersøgelser, som skal udføres på fællesskabsplan, samtidig med at den nuværende ansvarsfordeling og ligevægt mellem medlemsstaterne og Fællesskaberne bevares;

(4) for at styrke midlerne til bekæmpelse af svig har Kommissionen under overholdelse af princippet om den enkelte institutions interne organisatoriske autonomi ved afgørelse 1999/352/EF, EKSF, Euratom(4), under Kommissionen oprettet Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (i det følgende benævnt "kontoret"), som er en tjeneste, der har til opgave at foretage administrative undersøgelser af svig; kontoret er tildelt fuldstændig uafhængighed i forbindelse med sin undersøgelsesfunktion;

(5) det ansvar, som tillægges kontoret, sådan som det er oprettet af Kommissionen, vedrører foruden beskyttelse af de finansielle interesser samtlige aktiviteter til sikring af Fællesskabernes interesser mod uregelmæssig adfærd, der kan have administrative eller strafferetlige konsekvenser;

(6) det er nødvendigt, at kontoret sikrer et samarbejde mellem medlemsstaterne og Kommissionen med henblik på beskyttelse af Fællesskabernes finansielle interesser, som fremgår af traktatens artikel 280;

(7) da det er nødvendigt at styrke bekæmpelsen af svig, bestikkelse og enhver anden ulovlig aktivitet, der skader Fællesskabernes finansielle interesser, bør kontoret kunne foretage interne undersøgelser i alle de institutioner, organer, kontorer og agenturer, som er oprettet ved eller på grundlag af EF-traktaten og Euratom-traktaten (i det følgende benævnt "institutioner, organer, kontorer og agenturer");

(8) i henhold til afgørelse 1999/352/EF, EKSF, Euratom udøver kontoret med henblik på undersøgelsesfunktionen de beføjelser, det er tillagt i kraft af fællesskabslovgivningen, inden for de grænser og på de betingelser, som er fastsat i denne lovgivning;

(9) det bør pålægges kontoret at udøve de beføjelser, der er tillagt Kommissionen ved Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 af 11. november 1996 om Kommissionens kontrol og inspektion på stedet med henblik på beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser mod svig og andre uregelmæssigheder(5); kontoret bør desuden kunne udøve de øvrige beføjelser, der er tillagt Kommissionen med henblik på kontrol og inspektion på stedet i medlemsstaterne, bl.a. i overensstemmelse med artikel 9 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser(6), med henblik på at opdage uregelmæssigheder;

(10) disse undersøgelser bør gennemføres i overensstemmelse med traktaten og især protokollen vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter, under overholdelse af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, og under fuld respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, specielt for rimelighedsprincippet, den berørte persons ret til at udtale sig om de forhold, der vedrører ham, og for princippet om, at kun forhold, som har beviskraft, kan danne grundlag for en undersøgelse; institutionerne, organerne, kontorerne og agenturerne bør fastlægge betingelserne og de særlige vilkår for gennemførelsen af disse interne undersøgelser; følgelig bør vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i nævnte Fællesskaber (i det følgende benævnt "vedtægten") ændres for heri at fastslå, hvilke rettigheder og pligter tjenestemændene og de øvrige ansatte har i forbindelse med interne undersøgelser;

(11) de interne undersøgelser kan kun gennemføres, hvis kontoret sikres adgang til alle institutionernes, organernes, kontorernes og agenturernes lokaler og til alle oplysninger og dokumenter, som måtte være i deres besiddelse;

(12) for at sikre kontorets uafhængighed i forbindelse med udførelsen af de opgaver, det pålægges ved nærværende forordning, bør dettes direktør have beføjelse til at indlede en undersøgelse på eget initiativ;

(13) det påhviler de kompetente nationale myndigheder, eller i givet fald institutionerne, organerne, kontorerne og agenturerne, på grundlag af en rapport udarbejdet af kontoret at beslutte, hvorledes de afsluttede undersøgelser skal følges op; det vil dog være hensigtsmæssigt at pålægge kontorets direktør en forpligtelse til at sende oplysninger, som kontoret måtte have indsamlet under interne undersøgelser om forhold, der måtte kræve en strafforfølgning, direkte til den berørte medlemsstats retslige myndigheder;

(14) det er nødvendigt at fastsætte betingelserne for, hvordan kontorets ansatte skal udføre deres opgaver, og betingelserne for direktørens udøvelse af sit ansvar for kontorets ansattes gennemførelse af undersøgelserne;

(15) for at sikre et godt samarbejde mellem kontoret, medlemsstaterne og de berørte institutioner, organer, kontorer og agenturer er det nødvendigt at lette udvekslingen af oplysninger under overholdelse af fortroligheden af oplysninger, som er omfattet af tavshedspligt, idet det sikres, at de nyder den beskyttelse, der gives oplysninger af denne art;

(16) for at sikre, at der tages hensyn til resultaterne af de undersøgelser, som foretages af kontorets ansatte, og for at sikre den nødvendige opfølgning, er det vigtigt at fastsætte, at rapporterne kan udgøre gyldige bevismidler i administrative eller retslige procedurer; de bør med henblik herpå udarbejdes under hensyntagen til betingelserne for udarbejdelse af de nationale administrative rapporter;

(17) kontoret skal være uafhængigt ved udførelsen af sine opgaver; for at styrke denne uafhængighed er kontoret underlagt regelmæssig kontrol af sin undersøgelsesfunktion gennem et overvågningsudvalg, bestående af uafhængige eksterne personer, som er særligt kvalificerede på kontorets kompetenceområde; dette udvalg skal ligeledes bistå kontorets direktør med at løse dennes opgaver;

(18) de administrative undersøgelser bør foretages under ledelse af kontorets direktør, helt uafhængigt af institutionerne, organerne, kontorerne og agenturerne og af Overvågningsudvalget;

(19) det påhviler kontorets direktør at sørge for beskyttelse af personoplysninger og overholdelsen af fortroligheden af de oplysninger, som indhentes i forbindelse med undersøgelserne; tjenestemændene og de øvrige ansatte i Fællesskaberne må desuden sikres retlig beskyttelse svarende til den, der er fastsat i artikel 90 og 91 i vedtægten;

(20) kontorets aktiviteter bør evalueres ved udløbet af en treårig periode;

(21) denne forordning indskrænker ikke medlemsstaternes beføjelser til og ansvar for at træffe foranstaltninger til at bekæmpe svig, der skader Fællesskabernes finansielle interesser; overdragelsen af opgaven med at foretage eksterne administrative undersøgelser til et uafhængigt kontor er fuldt ud i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, som fastsat i traktatens artikel 5; et sådant kontors virke vil gøre bekæmpelsen af svig, bestikkelse og enhver anden ulovlig aktivitet, der skader Fællesskabernes finansielle interesser, mere effektiv, og den er dermed også i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Formål og opgaver

1. Med henblik på at styrke bekæmpelsen af svig, bestikkelse og enhver anden ulovlig aktivitet, der skader Det Europæiske Fællesskabs finansielle interesser, udøver Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig, oprettet ved Kommissionens beslutning 352/1999 EF, EKSF, Euratom (i det følgende benævnt "kontoret"), de undersøgelsesbeføjelser, der er tillagt Kommissionen ved fællesskabslovgivningen og de gældende aftaler på området.

2. Kontoret formidler Kommissionens bistand til medlemsstaterne med henblik på at tilrettelægge et snævert, løbende samarbejde mellem deres kompetente myndigheder for at samordne indsatsen for at beskytte Det Europæiske Fællesskabs finansielle interesser mod svig. Kontoret bidrager til udformning og udvikling af metoder til bekæmpelse af svig og enhver anden ulovlig aktivitet, der skader Det Europæiske Fællesskabs finansielle interesser.

3. Inden for de forskellige institutioner, organer, kontorer og agenturer, der er oprettet ved eller på grundlag af traktaterne (i det følgende benævnt "institutioner, organer, kontorer og agenturer"), foretager kontoret administrative undersøgelser, der har til formål:

- at bekæmpe svig, bestikkelse og enhver anden ulovlig aktivitet, der skader Det Europæiske Fællesskabs interesser

- at undersøge alvorlige tilfælde i forbindelse med udøvelse af arbejdet, der kan indebære manglende opfyldelse af tjenestemænds eller de øvrige ansattes forpligtelser, der kan medføre en disciplinærsag eller i givet fald en straffesag, eller manglende opfyldelse af lignende forpligtelser hos medlemmerne af institutioner og organer, ledere af kontorer og agenturerne og de ansatte i institutioner, organer, kontorer og agenturer, der ikke er omfattet af vedtægten.

Artikel 2

Administrative undersøgelser

I nærværende forordning forstås ved "administrative undersøgelser" (i det følgende benævnt "undersøgelser") alle former for kontrol, inspektion og andre foranstaltninger, som gennemføres af kontorets ansatte i forbindelse med varetagelsen af deres opgaver i overensstemmelse med artikel 3 og 4 med henblik på at opfylde de formål, der er fastlagt i artikel 1, og i givet fald fastslå de kontrollerede aktiviteters uregelmæssige karakter. Disse undersøgelser berører ikke medlemsstaternes kompetence på det strafferetlige område.

Artikel 3

Eksterne undersøgelser

Kontoret udøver den beføjelse, der er tillagt Kommissionen ved forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96, til at foretage kontrol og inspektion på stedet i medlemsstaterne og i tredjelande i overensstemmelse med de gældende samarbejdsaftaler.

Som led i sin undersøgelsesfunktion foretager kontoret i medlemsstaterne og i tredjelande i overensstemmelse med de gældende samarbejdsaftaler kontrol og inspektion i henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 og til sektorbestemmelserne i artikel 9, stk. 2, i samme forordning.

Artikel 4

Interne undersøgelser

1. På de områder, der er omhandlet i artikel 1, foretager kontoret administrative undersøgelser (i det følgende benævnt "interne undersøgelser"), inden for institutionerne, organerne, kontorerne og agenturerne.

De interne undersøgelser foretages under overholdelse af bestemmelserne i traktaterne, særlig protokollen vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter, under overholdelse af vedtægten og på de betingelser og særlige vilkår, der er fastsat i nærværende forordning og i beslutninger, som hver enkel institution, organ, kontor og agentur vedtager. Institutionerne konsulterer hinanden om den ordning, der skal fastsættes ved en sådan beslutning.

2. Forudsat at de i stk. 1 nævnte bestemmelser er opfyldt, gælder følgende:

- Kontoret skal uden varsel og omgående have adgang til alle oplysninger, som institutionerne, organerne, kontorerne og agenturerne er i besiddelse af, og til disses lokaler. Kontoret skal have beføjelse til at kontrollere institutionernes, organernes, kontorernes og agenturernes regnskaber. Kontoret skal kunne tage kopi og få udskrifter af alle dokumenter og af indholdet af enhver databærer, som institutionerne, organerne, kontorerne og agenturerne er i besiddelse af, og om fornødent sikre sig disse dokumenter eller oplysninger for at undgå enhver risiko for deres forsvinden.

- Kontoret kan anmode om, at medlemmerne af institutionerne og organerne, lederne af kontorerne og agenturerne og de ansatte i institutionerne, organerne, kontorerne og agenturerne afgiver mundtlige oplysninger.

3. På de betingelser og særlige vilkår, der er fastsat i forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96, kan kontoret foretage kontrol på stedet hos berørte erhvervsvirksomheder for at få adgang til de oplysninger om eventuelle uregelmæssigheder, som disse virksomheder måtte være i besiddelse af.

Kontoret kan i øvrigt anmode enhver berørt person om de oplysninger, som det finder nyttige for sine undersøgelser.

4. Institutionerne, organerne, kontorerne og agenturerne underrettes, når kontorets ansatte foretager en undersøgelse af deres lokaler, og når de får adgang til dokumenter eller anmoder om oplysninger, som disse institutioner, organer, kontorer og agenturer er i besiddelse af.

5. Hvis undersøgelserne viser, at der er mulighed for, at et medlem, en leder, en tjenestemand eller anden ansat er personligt involveret, underrettes den institution eller det organ eller det kontor eller agentur, som vedkommende tilhører.

I de tilfælde, hvor undersøgelsen kræver absolut fortrolighed eller anvendelse af undersøgelsesmidler, som henhører under en national retslig myndigheds beføjelse, kan denne underretning udsættes.

6. Uanset bestemmelserne i traktaterne, særlig protokollen vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter og bestemmelserne i vedtægten, omfatter den beslutning, som de enkelte institutioner, organer, kontorer og agenturer træffer, jf. stk. 1, især regler om:

a) den forpligtelse, som medlemmerne af og tjenestemændene og de øvrige ansatte i institutionerne og organerne og lederne af og tjenestemændene og de øvrige ansatte i kontorerne og agenturerne har til at samarbejde med og afgive oplysninger til kontorets ansatte

b) de procedurer, som kontorets ansatte skal følge ved gennemførelsen af de interne undersøgelser, og sikringen af rettighederne for de personer, der er berørt af en intern undersøgelse.

Artikel 5

Indledning af undersøgelser

De eksterne undersøgelser indledes på grundlag af en beslutning truffet af kontorets direktør, som handler på eget initiativ eller som følge af en anmodning fra en berørt medlemsstat.

De interne undersøgelser indledes på grundlag af en beslutning truffet af kontorets direktør, som handler på eget initiativ eller på grundlag af en anmodning fra den institution, det organ eller det kontor eller agentur, hvor undersøgelsen skal gennemføres.

Artikel 6

Gennemførelse af undersøgelserne

1. Kontorets direktør leder gennemførelsen af undersøgelserne.

2. Kontorets ansatte udfører deres opgaver mod forevisning af en skriftlig bemyndigelse, hvori deres identitet og beføjelser er angivet.

3. De af kontorets ansatte, der er udpeget til at foretage en undersøgelse, skal i forbindelse med hver kontrol være i besiddelse af en skriftlig fuldmagt, som er udstedt af direktøren og indeholder oplysninger om genstanden for undersøgelsen.

4. Kontorets ansatte optræder under kontrol og inspektion på stedet på en måde, der er i overensstemmelse med de regler og sædvaner, der gælder for tjenestemænd i den pågældende medlemsstat, med vedtægten for tjenestemænd og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber, samt med de beslutninger, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1, andet afsnit.

5. Undersøgelserne gennemføres uopholdeligt i en periode, som skal stå i et rimeligt forhold til sagens omstændigheder og kompleksitet.

6. Medlemsstaterne sørger for, at deres kompetente myndigheder i overensstemmelse med de nationale bestemmelser yder den bistand til kontorets ansatte, der er nødvendig for at de kan udføre deres opgaver. Institutionerne og organerne sørger for, at deres medlemmer og ansatte yder den bistand til kontorets ansatte, der er nødvendig for at de kan udføre deres opgaver. Tilsvarende gælder for kontorernes og agenturernes ledere og ansatte.

Artikel 7

Forpligtelse til at underrette kontoret

1. Institutionerne, organerne, kontorerne og agenturerne meddeler omgående kontoret alle oplysninger om eventuelle tilfælde af svig eller bestikkelse eller enhver anden ulovlig aktivitet.

2. Institutionerne, organerne, kontorerne og agenturerne og medlemsstaterne i det omfang, national ret tillader det, fremsender på anmodning af kontoret eller på eget initiativ alle de dokumenter og oplysninger, som de er i besiddelse af, om en igangværende intern undersøgelse.

Medlemsstaterne fremsender dokumenter og oplysninger om eksterne undersøgelser i overensstemmelse med bestemmelserne herfor.

3. Institutionerne, organerne, kontorerne og agenturerne, og medlemsstaterne i det omfang, national ret tillader det, fremsender desuden til kontoret alle andre dokumenter og oplysninger, der anses for at være relevante, og som de er i besiddelse af, om bekæmpelse af svig, bestikkelse og enhver anden ulovlig aktivitet, som skader Fællesskabernes finansielle interesser.

Artikel 8

Tavshedspligt og beskyttelse af oplysninger

1. Alle oplysninger, der indhentes i forbindelse med eksterne undersøgelser, uanset i hvilken form det måtte være, er beskyttet af reglerne for disse undersøgelser.

2. De oplysninger, der meddeles eller indhentes i forbindelse med interne undersøgelser, uanset i hvilken form det måtte være, er omfattet af tavshedspligt og beskyttet i henhold til de bestemmelser, der gælder for De Europæiske Fællesskabers institutioner.

Oplysningerne må ikke meddeles til andre end dem, der i De Europæiske Fællesskabers institutioner eller i medlemsstaterne i kraft af deres hverv skal have kendskab til dem, eller anvendes til andre formål end til bekæmpelse af svig, bestikkelse og enhver anden ulovlig aktivitet.

3. Direktøren påser, at kontorets anstatte og alle andre personer, der handler under hans myndighed, overholder fællesskabsbestemmelserne og de nationale bestemmelser om beskyttelse af personoplysninger, navnlig bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger(7).

4. Kontorets direktør og medlemmerne af Overvågningsudvalget, der er omhandlet i artikel 11, påser, at bestemmelserne i denne artikel og traktatens artikel 286 og 287 anvendes.

Artikel 9

Undersøgelsesrapport og opfølgning af undersøgelserne

1. Ved afslutningen af en undersøgelse, som foretages af kontoret, udarbejder det under direktørens myndighed en afsluttende rapport, som bl.a. indeholder oplysninger om de konstaterede forhold, i givet fald det økonomiske tab og konklusionerne af undersøgelsen, herunder henstillinger fra kontorets direktør om, hvorledes undersøgelsen bør følges op.

2. Disse rapporter udarbejdes under hensyntagen til de procedurekrav, der er fastsat i den pågældende medlemsstats lovgivning. De således udarbejdede rapporter kan på lige fod med og på samme vilkår som de administrative rapporter, de nationale administrative inspektører udarbejder, udgøre gyldige bevismidler i administrative eller retslige procedurer i den medlemsstat, hvor dette måtte være påkrævet. De bedømmes efter samme regler som dem, der gælder for de administrative rapporter, som de nationale administrative inspektører udarbejder, og har samme værdi som disse.

3. Den rapport, der udarbejdes efter en ekstern undersøgelse, og alle relevante dokumenter vedrørende undersøgelsen sendes til de pågældende medlemsstaters kompetente myndigheder i overensstemmelse med reglerne for eksterne undersøgelser.

4. Den rapport, der udarbejdes efter en intern undersøgelse, og alle relevante dokumenter vedrørende undersøgelsen sendes til den pågældende institution, det pågældende organ eller det pågældende kontor eller agentur. Institutionerne, organerne, kontorerne og agenturerne følger de interne undersøgelser op, især med de disciplinære eller retslige skridt, som resultaterne måtte kræve, og underretter kontorets direktør, inden for en af denne i rapportens konklusioner anført frist, om, hvordan undersøgelserne er fulgt op.

Artikel 10

Kontorets fremsendelse af oplysninger

1. Med forbehold af artikel 8, 9 og 11 og bestemmelserne i forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 kan kontoret når som helst fremsende oplysninger, som det har indhentet under eksterne undersøgelser, til de berørte medlemsstaters kompetente myndigheder.

2. Med forbehold af artikel 8, 9 og 11 fremsender kontorets direktør til de retslige myndigheder i den berørte medlemsstat de oplysninger, som kontoret har indsamlet i forbindelse med interne undersøgelser, om forhold, der kan føre til strafferetlig forfølgning. Hvis ikke det er til skade for undersøgelsen, underretter han samtidig den berørte medlemsstat.

3. Med forbehold af artikel 8 og 9 kan kontoret når som helst fremsende oplysninger, som det har indhentet under interne undersøgelser, til den berørte institution, organ, kontor eller agentur.

Artikel 11

Overvågningsudvalget

1. Overvågningsudvalget styrker kontorets uafhængighed ved hjælp af regelmæssig kontrol af udøvelsen af undersøgelsesfunktionen.

Overvågningsudvalget afgiver på anmodning af direktøren eller på eget initiativ udtalelser til direktøren om kontorets virksomhed, uden dog at gribe ind i de igangværende undersøgelsers forløb.

2. Udvalget består af fem uafhængige eksterne personer, som i deres respektive hjemlande opfylder betingelserne for at indtage høje embeder inden for de områder, der vedrører kontorets virksomhed. De udnævnes af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen efter fælles overenskomst.

3. Medlemmernes mandatperiode er på tre år. Genudnævnelse kan finde sted én gang.

4. Ved mandatets udløb fortsætter medlemmerne med at udføre deres opgaver, indtil deres mandat fornys, eller der er udnævnt en efterfølger.

5. Ved udøvelsen af deres hverv hverken søger eller modtager medlemmerne instrukser fra nogen regering eller nogen institution, noget organ eller noget kontor eller agentur.

6. Overvågningsudvalget udpeger selv sin formand. Det fastsætter selv sin forretningsorden. Det afholder mindst ti møder om året. Det træffer sine beslutninger med et flertal af medlemmerne. Dets sekretariatsopgaver varetages af kontoret.

7. Direktøren sender hvert år overvågningsudvalget programmet for kontorets aktiviteter, jf. artikel 1. Direktøren underretter regelmæssigt udvalget om kontorets aktiviteter, dets undersøgelser, resultaterne af undersøgelserne og om, hvordan disse er fulgt op. Hvis en undersøgelse har varet mere end ni måneder, underretter direktøren Overvågningsudvalget om grundene til, at det endnu ikke har været muligt at afslutte undersøgelsen, og om, hvilken frist der må forudses at være nødvendig, inden den kan afsluttes. Direktøren underretter udvalget om de tilfælde, hvor den pågældende institution, organ, kontor eller agentur ikke har fulgt hans henstillinger op. Direktøren underretter udvalget om de tilfælde, hvor det er nødvendigt at fremsende oplysninger til en medlemsstats retslige myndigheder.

8. Overvågningsudvalget afgiver mindst en aktivitetsrapport pr. år, som det sender til institutionerne. Udvalget kan forelægge rapporter om resultaterne og opfølgningen af de undersøgelser, som kontoret foretager, for Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen og Revisionsretten.

Artikel 12

Direktøren

1. Kontoret ledes af en direktør, der udpeges af Kommissionen for en femårig periode, som kan forlænges én gang.

2. Med henblik på udpegelsen udarbejder Kommissionen en liste over kandidater med de fornødne kvalifikationer efter indkaldelse af ansøgninger, der i givet fald offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende, og efter positiv udtalelse fra Overvågningsudvalget. Efter samråd med Europa-Parlamentet og Rådet udpeger Kommissionen direktøren.

3. Direktøren hverken søger eller modtager instrukser fra nogen regering eller nogen institution, noget organ eller noget kontor eller agentur ved udførelsen af sine opgaver i forbindelse med indledning og gennemførelse af eksterne og interne undersøgelser og i forbindelse med udarbejdelsen af rapporter over undersøgelserne. Hvis direktøren mener, at en foranstaltning truffet af Kommissionen vedrører hans uafhængighed, kan han anlægge en sag mod sin institution ved Domstolen.

Direktøren aflægger regelmæssigt rapport til Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen og Revisionsretten om resultaterne af kontorets undersøgelser under overholdelse af undersøgelsernes fortrolighed, de berørte personers legitime rettigheder og i givet fald de nationale bestemmelser vedrørende retslige procedurer.

Disse institutioner sikrer overholdelsen af fortroligheden i de undersøgelser, der foretages af kontoret, de berørte personers legitime rettigheder og, såfremt der forekommer retslige procedurer, alle nationale bestemmelser vedrørende sådanne procedurer.

4. Kommissionen hører Overvågningsudvalget, inden den træffer beslutning om en disciplinærsag mod direktøren. Foranstaltninger vedrørende disciplinære sanktioner over for direktøren skal træffes i form af begrundede afgørelser, som sendes til Europa-Parlamentet og Rådet til orientering.

Artikel 13

Finansiering

Bevillingerne til kontoret, hvis samlede beløb opføres under en særlig budgetpost inden for del A i den sektion af Unionens almindelige budget, som vedrører Kommissionen, er detaljeret omhandlet i et bilag til den nævnte del.

De stillinger, der er tildelt kontoret, er anført i et bilag til oversigten over Kommissionens personale.

Artikel 14

Prøvelse af lovligheden

I afventning af en ændring af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i disse Fællesskaber kan enhver tjenestemand eller anden ansat i De Europæiske Fællesskaber på betingelserne i artikel 90, stk. 2, i vedtægten over for kontorets direktør indbringe en klage over en akt, der indeholder et klagepunkt imod ham, og som kontoret har udstedt i forbindelse med en intern undersøgelse. Artikel 91 i vedtægten finder anvendelse på de beslutninger, der træffes i forbindelse med sådanne klager.

Ovennævnte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse på tjenestemænd og ansatte i institutioner, organer, kontorer og agenturer, der ikke er omfattet af vedtægten.

Artikel 15

Evalueringsrapport

I løbet af tredje år efter denne forordnings ikrafttræden sender Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en evalueringsrapport om kontorets aktiviteter, vedlagt Overvågningsudvalgets udtalelse sammen med eventuelle forslag til ændring eller udvidelse af kontorets opgaver.

Artikel 16

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft den 1. juni 1999.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 25. maj 1999.

På Europa-Parlamentets vegne

J. M. GIL-ROBLES

Formand

På Rådets vegne

H. EICHEL

Formand

(1) EFT C 21 af 26.1.1999, s. 10.

(2) Udtalelse afgivet den 14. april 1999 (endnu ikke offentliggjort i EFT).

(3) Europa-Parlamentets udtalelse af 6. maj 1999 (endnu ikke offentliggjort i EFT). Rådets afgørelse af 25. maj 1999.

(4) Se 20 side i denne EFT.

(5) EFT L 292 af 15.11.1996, s. 2.

(6) EFT L 312 af 23.12.1995, s. 1.

(7) EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31.

Top