31993D0508

KOMMISSIONENS BESLUTNING af 7. juli 1993 om den stoette, som den italienske regering har besluttet at yde til keramikindustrien i Lazio (Kun den italienske udgave er autentisk)

(93/508/EOEF)KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER HAR -

under henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, saerlig artikel 93, stk. 2, foerste afsnit,

efter at have givet de beroerte parter en frist til at fremsaette deres bemaerkninger i overensstemmelse med ovennaevnte artikel, og

ud fra foelgende betragtninger:

I Ved regional lov nr. 90 af 14. december 1990 (1) har regionen Lazio indfoert en stoetteordning for keramikindustrien. Med henblik paa at stoette beskaeftigelsen og fremme og udvikle lokale traditioner i omraadet Civita Castellana, Fabrica di Roma, Gallese, Corchiano, Castel Sant'Elia, Nepi, Faleria, Stimigliano, Cittaducale, Forano, Castel S. Angelo kan reklamekampagner for keramiske sanitetsvarer, bordservice og lertoej fremstillet af virksomheder med hjemsted og produktion i ovennaevnte omraade finansieres i medfoer af artikel 1. De stoetteberettigede produkters karakteristika bestemmes af regionalregeringen.

Ifoelge artikel 2 i den regionale lov nr. 90 kan der til de investeringer, der er noedvendige for at bibringe produkterne de fastlagte karakteristika, ydes stoette fra regionalregeringen i form af tilskud daekkende op til 25 % af de stoetteberettigede udgifter. I henhold til artikel 3 er der afsat et budget paa 1 mia. lire til reklamekampagnen og 5 mia. lire til investeringerne.

I Lazios regionalregerings beslutning nr. 1468 af 3. marts 1992 fastsaettes naevnte karakteristika for de stoetteberettigede produkter, jf. artikel 1, nr. 2, i den regionale lov nr. 90. Ifoelge en tidligere beslutning nr. 11944 af 17. december 1991 omfatter stoetteberettigede udgifter leasing, omkostninger og afskrivning af investeringer i maksimalt tre aar, udgifter til konsulentbistand, kvalitetssystemer, uddannelse samt visse driftsomkostninger. Alle stoetteberettigede udgifter skal have forbindelse til maalsaetningerne om indfoerelse af kvalitetssystemer i virksomhederne, innovation af produktionsteknikkerne for at forbedre kvaliteten og erhvervelse af tjenesteydelser med henblik paa at foroege eller kontrollere kvaliteten af inputtet, produktionsprocessen og outputtet. Stoetten ydes i form af tilskud paa hoejst 25 % af de stoetteberettigede udgifter, dog hoejst 300 mio. lire pr. virksomhed. Kumulering med andre former for regional eller national stoette er tilladt for op til 70 % af de stoetteberettigede udgifter.

Hverken lov nr. 90 af 1990 eller beslutning nr. 11944 af 1991 og nr. 1468 af 1992 blev forhaandsanmeldt til Kommissionen som foreskrevet i Traktatens artikel 93, stk. 3.

II Ved skrivelse af 29. oktober 1992 fra Italiens Faste Repraesentation anmeldte den italienske regering den paagaeldende stoetteordning til Kommissionen. I anmeldelsen understregede den italienske regering, at selv om den paagaeldende lov allerede var traadt i kraft, ville den foerst blive anvendt i praksis efter at vaere blevet godkendt af Kommissionen.

Kommissionen mente, at der var tale om en forsinket anmeldelse, eftersom hverken den regionale lov nr. 90 af 1990 eller beslutning nr. 1468 indeholder en suspensiv klausul, hvorefter deres anvendelse afhaenger af Kommissionens forhaandsgodkendelse. Kommissionen behandlede derfor stoetteordningen som en ikke-anmeldt stoettesag.

Kommissionen fandt endvidere, at stoetteordningen ville kunne fordreje konkurrencen og paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne, jf. EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1, og at stoetteordningen ikke syntes at kunne henfoeres under en af undtagelsesbestemmelserne i denne artikel. Kommissionen fandt navnlig, at undtagelsesbestemmelserne i artikel 92, stk. 3, litra a) og c), til fordel for visse former for stoette ikke kunne bringes i anvendelse, eftersom virksomheder i saavel stoetteberettigede som ikke-stoetteberettigede omraader kan modtage stoette, og eftersom stoetten kunne kumuleres med anden regionalstoette. Stoette til reklamekampagner og investeringer, der forbedrer kvaliteten, kunne heller ikke siges at fremme udviklingen af keramikindustrien uden at aendre samhandelsvilkaarene paa en maade, der stred med den faelles interesse, jf. artikel 92, stk. 3, litra c). Endvidere har den italienske regering ikke paavist, at der var behov for stoetten, som heller ikke opfylder de kriterier, som Kommissionen har fastsat for stoette til smaa og mellemstore virksomheder. Kommissionen besluttede derfor at indlede den procedure, der er fastlagt i EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 2.

Den italienske regering blev underrettet om denne beslutning ved skrivelse dateret den 18. januar 1993 og blev opfordret til at fremsaette sine bemaerkninger til sagen inden for en maaned. De oevrige medlemsstater og andre interesserede parter blev ogsaa opfordret til at fremsaette deres bemaerkninger (2).

III Det var foerst ved skrivelse af 8. april 1993, at den italienske regering fremsatte sine bemaerkninger til sagen. Den italienske regering gentog, at der endnu ikke var blevet ydet stoette som led i ordningen, idet man afventede Kommissionens godkendelse. Med hensyn til reklamekampagnen pointerede den italienske regering, at den kun ville finde sted inden for Italiens graenser, og at den ville blive forestaaet af Lazio-regionen. Med hensyn til stoetten til stoetteberettigede udgifter understregede den italienske regering, at disse udgifter omfattede »bloede« udgifter til uddannelse og eksterne konsulenter samt investeringsomkostninger, samt at der under sidstnaevnte kategori kun kunne ydes stoette til den aarlige afskrivning i op til tre aar, hvilket ville mindske stoettens omfang. Den italienske regering fremhaevede endvidere de regionale problemer i Civita Castellana-omraadet, stoettens positive konsekvenser for beskaeftigelsen og de saerlige traek ved de keramiske produkter, der fremstilles i det paagaeldende omraade. Sidstnaevnte forhold skulle begraense stoettens konsekvenser for konkurrencen i EF. Endelig anfoerte den italienske regering, at Lazio-regionen ville fjerne muligheden for at kumulere stoetten med andre former for stoette, samt at den ville udfaerdige en mere - praecis beskrivelse af enten stoettemodtagerne eller de stoetteberettigede udgifter.

Som led i proceduren modtog Kommissionen ogsaa bemaerkninger til sagen fra den britiske regering, den tyske regering, kontaktorganet for den europaeiske keramikindustri (CERAM-UNIE) og den britiske sammenslutning af keramikproducenter (British Ceramic Manufacturers Federation).

Ved skrivelse af 6. april 1993 blev disse bemaerkninger fremsendt til den italienske regering, der blev anmodet om at kommentere dem. Disse kommentarer blev fremsendt til Kommissionen ved skrivelse af 17. maj 1993, hvoraf det ogsaa fremgik, at i alt 30 virksomheder ville kunne benytte sig af stoetteordningen.

IV Lazio-regionens finansiering med 1 mia. lire af en reklamekampagne i Italien for at fremme salg af keramiske varer fremstillet i Civita Castellana-omraadet udgoer stoette til producenterne af keramiske varer i dette omraade, jf. EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1. At dette beloeb ikke udbetales direkte til virksomhederne, men via de regionale myndigheder, aendrer ikke denne vurdering, eftersom virksomhederne vil drage fordel af et reklamefremstoed, som de normalt ville skulle finansiere selv.

De tilskud paa i alt 5 mia. lire, der i henhold til den regionale lov nr. 90 af 1990 og den regionale beslutning nr. 11944 1991 kan ydes til daekning af op til 25 % af de stoetteberettigede udgifter for keramikproducenterne i Civita Castellana-omraadet, udgoer stoette til disse producenter, der kan benytte sig af stoetten til at foretage investeringer og paa forskellig vis forbedre kvaliteten af deres produkter uden selv at skulle baere samtlige udgifter forbundet hermed.

Kommissionen fastslaar derfor, at der foreligger stoette til keramikproducenterne i Civita Castellana-omraadet paa i alt 6 mia. lire (svarende til 3,3 mio. ECU paa datoen for denne beslutning).

V Ifoelge EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 3, skal Kommissionen underrettes saa betids om enhver paataenkt indfoerelse eller aendring af stoetteforanstaltninger, at den kan fremsaette sine bemaerkninger hertil. Denne forpligtelse skal fortolkes paa den maade, at anmeldelsen skal finde sted foer afslutningen af den lovgivningsproces, hvorved der indfoeres en ret til stoetten. I denne sag blev saavel den regionale lov nr. 90 af 1990 som den regionale regerings beslutninger, der er foreskrevet ved denne lov, vedtaget uden forudgaaende anmeldelse til Kommissionen og uden en bestemmelse om, at stoetten kun kunne ydes med Kommissionens godkendelse. At der endnu ikke er ydet stoette til individuelle virksomheder, aendrer ikke Kommissionens opfattelse, hvorefter den italienske regering undlod at anmelde sine stoetteplaner i overensstemmelse med EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 3.

VI Der foreligger konkurrence mellem producenterne af keramisk bordservice, lertoej og keramiske sanitetsvarer, og disse varer handles mellem medlemsstaterne. Som anfoert i skrivelsen af 18. januar 1993 til den italienske regering, hvori den blev anmodet om at fremsaette sine bemaerkninger, er Italien nettoeksportoer af keramiske sanitetsvarer og lertoej.

I 1990 eksporterede Italien 21 533 tons keramiske sanitetsvarer (KN-kode 6910) til andre medlemsstater og importerede 2 304 tons. Samme aar eksporterede Italien 36 283 tons keramisk lertoej (KN-kode 6911 og 6912) til andre medlemsstater og importerede 26 377 tons.

I 1991 eksporterede Italien 20 569 tons keramiske sanitetsvarer til andre medlemsstater og importerede 2 288 tons. Samme aar eksporterede Italien 37 976 tons keramisk lertoej til andre medlemsstater og importerede 29 286 tons.

I de foerste elleve maaneder af 1992 eksporterede Italien 17 346 tons keramiske sanitetsvarer til andre medlemsstater og importerede 2 988 tons. I samme tidsrum eksporterede Italien 33 617 tons keramisk lertoej til andre medlemsstater og importerede 24 554 tons.

Naar finansiel stoette styrker nogle virksomheders stilling i forhold til andre, som de konkurrerer med i EF, anses stoetten at paavirke konkurrencen med disse andre virksomheder.

I de bemaerkninger, som den italienske regering har fremsat som led i denne procedure, har den udtalt, at sanitetsvarer er hovedproduktet for keramikindustrien i Civita Castellana-omraadet. Da det er karakteristisk for produkterne fra dette omraade at der er tale om stentoej, befinder hovedkonkurrenterne sig uden for EF. Af de 3 140 000 enheder, der blev produceret i dette omraade i 1992, blev kun 20 % eksporteret. Heraf gik de 62,5 % til tredjelande.

Denne omstaendighed aendrer imidlertid ikke den konklusion, at stoetten til keramikindustrien i Civita Castellana-omraadet truer med at fordreje konkurrencevilkaarene, jf. EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1. Sanitetsvarer af stentoej fremstilles ogsaa i andre medlemsstater, navnlig Frankrig og Spanien, og kvalitetssanitetsvarer af stentoej kan til en vis grad konkurrere med tilsvarende varer lavet af det dyrere procelaen.

Ifoelge EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1, er statsstoette af den art, der er naermere beskrevet i den paagaeldende artikel, principielt uforenelig med det faelles marked.

De undtagelser fra denne uforenelighed, som er anfoert i artikel 92, stk. 2, kan ikke finde anvendelse i denne sag paa grund af den paagaeldende stoettes art og formaal. Den italienske regering har i oevrigt heller ikke gjort disse undtagelsesbestemmelser gaeldende.

VII I EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3, anfoeres de former for stoette, der kan betragtes som forenelige med det faelles marked. Foreneligheden med Traktaten skal vurderes i en EF-sammenhaeng og ikke i relation til en enkelt medlemsstat. For at sikre det faelles markeds korrekte funktion og foelge principperne i Traktatens artikel 3, litra f), er det derfor noedvendigt at anlaegge en strikt fortolkning af de undtagelser fra princippet i artikel 92, stk. 1, som er anfoert i artikel 92, stk. 3, ved vurderingen af en stoetteordning eller individuelle stoetteforanstaltninger.

Isaer gaelder det, at undtagelsesbestemmelserne kun kan bringes i anvendelse, hvis Kommissionen finder, at det uden den paagaeldende stoette ikke vil vaere muligt for markedskraefterne alene at faa stoettemodtagerne til at foretage handlinger, der kan bidrage til opfyldelsen af et af de tilstraebte maal.

Hvis undtagelsesbestemmelserne bringes i anvendelse i tilfaelde, der ikke bidrager til opfyldelsen af et saadant maal, eller hvor stoetten ikke er noedvendig herfor, vil industrien eller virksomhederne i bestemte medlemsstater faa uretmaessige fordele, deres finansielle stilling vil blive styrket, og dermed vil samhandelen mellem medlemsstaterne blive paavirket, uden at dette er begrundet i den faelles interesse som omhandlet i artikel 92, stk. 3.

Med hensyn til undtagelsesbestemmelsen i artikel 92, stk. 3, litra a), vedroerende stoette til fremme af den oekonomiske udvikling i visse omraader skal det bemaerkes, at levestandarden i Lazio-regionen ikke er usaedvanlig lav, og der hersker ej heller en alvorlig underbeskaeftigelse.

Hvad angaar undtagelsesbestemmelserne i artikel 92, stk. 3, litra b), skal det bemaerkes, at stoetten ikke tager sigte paa at afhjaelpe en alvorlig forstyrrelse i den italienske oekonomi eller at fremme virkeliggoerelsen af vigtige projekter af faelleseuropaeisk interesse. Den italienske regering har da heller ikke anfoert argumenter for anvendelse af disse undtagelsesbestemmelser.

Hvad angaar undtagelsesbestemmelsen i artikel 92, stk. 3, litra c), vedroerende stoette til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene, forudsat at stoetten ikke aendrer samhandelsvilkaarene paa en maade, der strider mod den faelles interesse, noterer Kommissionen sig, at den italienske regering i forbindelse med proceduren udtalte, at den ville aendre vilkaarene i stoetteordningen med henblik paa at udelukke enhver kumulering med anden stoette, samt at den anfoerte, at kun smaa og mellemstore virksomheder med op til 250 ansatte og en aarsomsaetning paa under 20 mio. ECU var stoetteberettigede.

Kommissionen har forstaaelse for smaa og mellemstore virksomheders saerlige problemer og har derfor i sin meddelelse (92/C 213/02) »Faellesskabets rammebestemmelser for statsstoette til smaa og mellemstore virksomheder (SMV)« (3), i det foelgende benaevnt »Faellesskabets rammebestemmelser«, meddelt, at den ikke vil modsaette sig investeringsstoette paa op til 7,5 % brutto til virksomheder med hoejst 250 ansatte og enten en aarsomsaetning paa hoejst 20 mio. ECU eller en samlet balance paa 10 mio. ECU, og hvori hoejst 25 % af kapitalen ejes af et eller flere selskaber, som ikke opfylder denne definition. Kommissionen anfoerte endvidere i Faellesskabets rammebestemmelser, at den ikke ville modsaette sig investeringsstoette paa op til 15 % brutto til smaa virksomheder med hoejst 50 ansatte og enten en aarsomsaetning paa hoejst 5 mio. ECU eller en samlet balance paa hoejst 2 mio. ECU, og hvori hoejst 25 % af kapitalen ejes af et eller flere selskaber, som ikke opfylder denne definition. Naar det gaelder stoette til smaa og mellemstore virksomheder til konsulentbistand, uddannelse og formidling af viden, er stoette paa op til 50 % brutto tilladt ifoelge Faellesskabets rammebestemmelser.

Lazio-regionens stoette overstiger imidlertid disse graenser.

Stoetten til finansiering af en reklamekampagne kan hverken betragtes som »bloed« eller investeringsstoette. Der er snarere tale om driftsstoette, da reklamer indgaar i den markedsfoering, som virksomheder normalt forventes at finanisiere selv som en noedvendig forudsaetning for deres forretninger. Eftersom stoette af denne art ligger saerdeles taet paa markedet, vil den aendre samhandelsvilkaarene paa en maade, der strider mod den faelles interesse. Den italienske regerings udtalelse om, at reklamekampagnen er begraenset til Italien, rokker ikke ved denne vurdering, da reklamekampagnen vil faa en begraensende virkning paa den nuvaerende og den potentielle import af keramiske varer fra andre medlemsstater.

Tilskuddet paa 25 % af stoetteberettigede udgifter er heller ikke i overensstemmelse med Faellesskabets rammebestemmelser. De stoetteberettigede udgifter omfatter investeringer i anlaegsaktiver, herunder nye anlaeg og maskiner. I sine bemaerkninger i forbindelse med proceduren har den italienske regering korrekt peget paa, at investeringsstoetten vil ligge under 25 %, eftersom der kun vil blive ydet stoette til afskrivningen i maksimalt tre aar. Med en afskrivningsperiode paa fem aar vil investeringsstoetten derfor ikke overskride 15 % brutto. Det er imidlertid stadig et godt stykke over loftet paa 7,5 % for mellemstore virksomheder, jf. Faellesskabets rammebestemmelser.

De stoetteberettigede udgifter omfatter ogsaa udgifter til erhvervelse eller udvikling af kvalitetssystemer, hvortil der kan ydes stoette paa 25 %. Stoette af denne art kan ikke karakteriseres som »bloed«, men udgoer ogsaa snarere investeringsstoette, som langt overskrider graenserne i Faellesskabets rammebestemmelser.

De stoetteberettigede udgifter omfatter endvidere udgifter til raamaterialer og forbrugsvarer, der anses for strengt noedvendige for udviklingen af kvalitetsforbedringssystemer, og som skal bogfoeres saerskilt. Stoette, der giver virksomheder mulighed for at erhverve raamaterialer og forbrugsvarer, er hverken »bloed« eller investeringsstoette. Der er snarere tale om driftsstoette, som ikke kan henfoeres under undtagelsesbestemmelsen i Traktatens artikel 92, stk. 3, litra c).

Endelig omfatter de stoetteberettigede udgifter ogsaa udgifter til uddannelse og konsulentbistand. Af Faellesskabets rammebestemmelser fremgaar det, at Kommissionen vil se positivt paa denne form for »bloed« stoette op til en graense paa 50 %. Stoetten paa 25 % til dette formaal til keramikindustrien i Civita Castellana-omraadet ligger et godt stykke under denne graense.

Kommissionen har ikke fundet nogen berettigelse for den stoette, der overskrider taersklerne i Faellesskabets rammebestemmelser. Det er helt naturligt for virksomheder at forsoege at forbedre kvaliteten af deres produkter for at forblive konkurrencedygtige. At tillade investeringsstoette til visse producenter til dette formaal vil vaere konkurrencefordrejende og aendre samhandelsvilkaarene. Endvidere skal det ogsaa tages med i betragtning, at den paagaeldende stoette ikke tilbydes smaa og mellemstore virksomheder i Lazio-regionen generelt, men kun virksomheder inden for en bestemt branche. Den branche maessige koncentration af stoetten til et horisontalt formaal, f.eks. fremme af smaa og mellemstore virksomheder, vil have en klar konkurrencefordrejende virkning for konkurrenterne inden for branchen, og denne virkning vil blive opfattet som saadan af disse konkurrenter. Den konkurrencefordrejende virkning vil vaere mere udtalt, hvis de fleste af eller alle virksomhederne inden for denne branche er smaa og mellemstore virksomheder, hvilket oejensynligt er tilfaeldet for keramikindustrien i Civita Castellana-omraadet.

Som foelge af den skarpe konkurrence inden for keramikindustrien, navnlig med hensyn til sanitetsvarer, der er hovedproduktet for keramikindustrien i Civita Castellana-omraadet, vil den investeringsstoette, der i henhold til den regonale lov nr. 90 af 1990 kan ydes til kvalitetsforbedringer, aendre samhandelsvilkaarene paa en maade, der strider mod den faelles interesse, for saa vidt som stoetten overskrider graenserne i Faellesskabets rammebestemmelser for stoette til smaa og mellemstore virksomheder. Ligesaa vil driftsstoette til reklamer, raamaterialer og forbrugsvarer aendre samhandelsvilkaarene paa en maade, der strider mod den faelles interesse.

Dele af Lazio-regionen er berettiget til regionalstoette efter undtagelsesbestemmelsen i artikel 92, stk. 3, litra c). Blandt kommunerne i Civita Castellana-omraadet er kun Stimigliano beliggende i et stoetteberettiget omraade efter artikel 92, stk. 3, litra c). Kommunerne Castel Sant'Elia, Civita Castellana, Corchiano, Fabrica di Roma, Faleria, Gallese og Nepi er i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 2052/88 (4) stoetteberettiget i henhold til strukturfondenes maal nr. 5b. Det er imidlertid ikke tilfaeldet for kommunerne Cittaducale, Forano og Castel S. Angelo. Stoetteordningen for keramikindustrien i Civita Castellana-omraadet er derfor ikke begraenset til virksomheder i stoetteberettigede omraader efter artikel 92, stk. 3, litra c). Kommissionen noterer sig ogsaa, at hverken stoetten til reklamekampagner eller stoetten til stoetteberettigede udgifter er betinget af nyinvestering eller oprettelse af arbejdspladser, jf. Kommissionens samordningsprincipper for anvendelsen af artikel 92, stk. 3, litra c), paa regionalstoette. Af alle disse grunde opfylder den paagaeldende stoetteordning ikke kriteriet om, at den skal bidrage til at fremme udviklingen af visse erhvervsgrene eller oekonomiske regioner uden at aendre samhandelsvilkaarene paa en maade, der strider mod den faelles interesse, jf. artikel 92, stk. 3, litra c).

Den italienske regering har i forbindelse med proceduren haevdet, at stoetteordningen svarer til den stoetteordning, som Kommissionen har godkendt inden for rammerne af det operationelle program under maal nr. 5b, delprogram 2, punkt 2 og 4, for Lazio-regionen. Kommissionen er ikke enig i, at de to stoetteordninger er ens. For det foerste er det i henhold til delprogram 2 for perioden 1991-1993 tilladt at yde statsstoette til visse investeringer foretaget af smaa og mellemstore industrivirksomheder, dog saaledes at stoetteintensiteten hoejst maa andrage 15 % for virksomheder med under 50 ansatte og 7,5 % for virksomheder med 50-150 ansatte. Disse oevre graenser er i overensstemmelse med Faellesskabets rammebestemmelser. Ifoelge den ved den regionale lov nr. 90 af 1990 indfoerte stoetteordning kan producenterne af keramiske varer modtage op til 15 % eller endda 25 % i investeringsstoette. For det andet er det kun virksomheder fra en eller anden industrigren i maal nr. 5b-omraader, der kan modtage stoette som led i delprogram 2 efter 1992, hvorimod stoetteordningen i den regionale lov nr. 90 af 1990 gaelder for keramikvirksomheder saavel inden for som uden for disse omraader. Desuden indeholder delprogram 2 ikke nogen mulighed for at yde stoette til finansiering af en reklamekampagne for keramiske varer fremstillet af stoetteberettigede virksomheder, saaledes som stoetteordningen i den regionale lov nr. 90 af 1990 goer det. Af disse aarsager gaar stoetten til keramikindustrien langt ud over den stoette, som Kommissionen har godkendt under maal nr. 5b.

Uanset dette har Kommissionen ogsaa taget hensyn til, at der i punkt 4.1 i Faellesskabets rammebestemmelser er taget hoejde for omraader, der er berettigede til stoette fra strukturfondene i henhold til maal nr. 2 og 5b, men som ikke er nationale stoetteomraader. I saadanne omraader kan der indtil udgangen af 1993 ydes investeringsstoette til smaa og mellemstore virksomheder op til et bestemt beloeb, der fastsaettes for hver enkelt ordning. Men hensyn til stoetteordningen for keramikindustrien i Civita Castellana-omraadet er Kommissionen af den opfattelse, at investeringsstoettelofterne paa 7,5 % for mellemstore virksomheder og 15 % for smaa virksomheder kan haeves til henholdsvis 10 % og 20 % for virksomheder i maal nr. 2 og 5b-omraader indtil udgangen af 1993.

Denne opfattelse er helt paa linje med den holdning, som Kommissionen indtog i sin beslutning af 2. juni 1993 vedroerende den ved lov nr. 317 af 1991 indfoerte generelle stoetteordning for smaa og mellemstore virksomheder i Italien. Efter 1993 vil stoettelofterne for virksomheder i maal nr. 2 og 5b-omraader afhaenge af, om disse omraader fortsat vil vaere stoetteberettigede i henhold til disse maal.

Ifoelge punkt 4.1. i Faellesskabets rammebestemmelser kan der til smaa og mellemstore virksomheder i omraader omfattet af Traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), ogsaa ydes stoette paa yderligere 10 procentpoint brutto af investeringen foruden den af Kommissionen godkendte regionalstoette efter den gaeldende sats, dog op til et samlet maksimum paa 30 % netto. Kommissionen noterer sig, at Stimigliano ligger i et saadant omraade. I forbindelse med proceduren meddelte den italienske regering Kommissionen, at den ville udelukke al kumulering mellem stoetten i henhold til lov nr. 90 af 1990 og andre former for stoette, saaledes at der ikke er risiko for kumulering med regionalstoette efter Faellesskabets rammebestemmelser.

Den italienske regering har som led i proceduren udtalt, at Lazio-regionen vil udfaerdige en mere praecis beskrivelse af enten stoettemodtagerne eller de stoetteberettigede udgifter. Som det fremgaar af det foregaaende, er de aendringer af vilkaarene i stoetteordningen, som den italienske regering har foreslaaet - saasom at begraense stoettemodtagerne til smaa og mellemstore virksomheder - ikke tilstraekkelige til, at stoetteordningen som helhed kan henfoeres under en af undtagelsesbestemmelserne i Traktatens artikel 92, stk. 3. Denne beslutning angiver, hvilke dele af stoetteordningen, der er henholdsvis uforenelige og forenelige med det faelles marked -

VEDTAGET FOELGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

1. Stoetten paa 1 mia. lire, som i henhold til artikel 1, stk. 1, i Lazio-regionens regionale lov nr. 90 af 1990 er afsat til en reklamekampagne for keramikindustrien i Civita Castellana-omraadet, er uforenelig med det faelles marked efter EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1, og maa ikke udbetales.

2. Investeringsstoetten paa 5 mia. lire, som i henhold til artikel 2 i lov nr. 90 af 1990 er afsat til smaa og mellemstore virksomheder som defineret i Faellesskabets rammebestemmelser for statsstoette til smaa og mellemstore virksomheder (SMV), er forenelig med det faelles marked,

- forudsat at den ikke overskrider foelgende graenser:

- 20 % brutto for smaa virksomheder i omraader, der er berettiget til stoette i henhold til maal nr. 2 og 5b for strukturfondene paa tidspunktet for tildelingen af stoetten

- 15 % brutto for andre smaa virksomheder

- 10 % brutto for mellemstore virksomheder i omraader, der er berettiget til stoette i henhold til maal nr. 2 og 5b for strukturfondene paa tidspunktet for tildelingen af stoetten

- 7,5 % brutto for andre mellemstore virksomheder, og

- forudsat at de stoetteberettigede udgifter ikke omfatter erhvervelse af raavarer og forbrugsvarer.

Artikel 2

Den italienske regering underretter senest to maaneder efter datoen for meddelelsen af denne beslutning Kommissionen om de foranstaltninger, den har truffet for at efterleve beslutningen.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til Den Italienske Republik.

Udfaerdiget i Bruxelles, den 7. juli 1993.

Paa Kommissionens vegne

Karel VAN MIERT

Naestformand

(1) Bollettino Ufficiale della Regione Lazio nr. 36 af 29. 12. 1990.

(2) EFT nr. C 46 af 18. 2. 1993, s. 3.

(3) EFT nr. C 213 af 19. 8. 1992, s. 2.

(4) EFT nr. L 185 af 15. 7. 1988, s. 9.