EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 22022D1101

Henstilling nr. 1/2022 vedtaget af Associeringsrådet EU-Egypten den 19. juni 2022 om prioriteterne for partnerskabet mellem EU og Egypten 2021-2027 [2022/1101]

ST/2803/2022/INIT

OJ L 176, 1.7.2022, p. 79–87 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reco/2022/1101/oj

1.7.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 176/79


HENSTILLING nr. 1/2022 VEDTAGET AF ASSOCIERINGSRÅDET EU-EGYPTEN

den 19. juni 2022

om prioriteterne for partnerskabet mellem EU og Egypten 2021-2027 [2022/1101]

ASSOCIERINGSRÅDET EU-EGYPTEN —

som henviser til Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Arabiske Republik Egypten på den anden side, og

som tager følgende i betragtning:

(1)

Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Arabiske Republik Egypten på den anden side (»aftalen«) blev undertegnet den 25. juni 2001 og trådte i kraft den 1. juni 2004.

(2)

Aftalens artikel 76 giver Associeringsrådet EU-Egypten beføjelse til at træffe afgørelser med henblik på virkeliggørelse af aftalens mål og til at fremsætte passende henstillinger.

(3)

I henhold til aftalens artikel 86 skal parterne træffe alle fornødne almindelige eller særlige foranstaltninger til at opfylde deres forpligtelser i henhold til aftalen og drage omsorg for, at aftalens mål virkeliggøres.

(4)

I revisionen af den europæiske naboskabspolitik blev det foreslået at indlede en ny fase med gensidigt engagement med partnerne for at øge ejerskabsfølelsen hos begge parter.

(5)

Den Europæiske Union og Egypten er blevet enige om at konsolidere deres partnerskab ved at nå til enighed om en række prioriteter for perioden 2021-2027 (»prioriteterne for partnerskabet mellem EU og Egypten 2021-2027«) med det formål at håndtere fælles udfordringer for Unionen og Egypten og fremme fælles interesser.

(6)

Parterne i aftalen er blevet enige om teksten til prioriteterne for partnerskabet mellem EU og Egypten 2021-2027, der skal understøtte gennemførelsen af aftalen og koncentrere samarbejdet om fælles interesser, der er fastlagt i fællesskab —

HENSTILLER FØLGENDE:

Artikel 1

Associeringsrådet henstiller til, at parterne i aftalen gennemfører de i bilaget til denne henstilling anførte prioriteter for partnerskabet mellem EU og Egypten 2021-2027.

Artikel 2

Prioriteterne for partnerskabet mellem EU og Egypten 2021-2027 erstatter de prioriteter for partnerskabet mellem EU og Egypten, hvis gennemførelse blev anbefalet ved Associeringsrådets henstilling nr. 1/2017 (1).

Artikel 3

Denne henstilling træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Luxembourg, den 19. juni 2022.

På Rådets vegne

J. BORRELL FONTELLES

Formand


(1)  Henstilling nr. 1/2017 vedtaget af Associeringsrådet EU-Egypten den 25. juli 2017 om fastlæggelse af prioriteterne for partnerskabet mellem EU og Egypten (EUT L 255 af 3.10.2017, s. 26).


BILAG

Prioriteterne for partnerskabet mellem EU og Egypten 2021-2027

I.   Indledning

Disse partnerskabsprioriteter tager sigte på at håndtere de fælles udfordringer, som EU og Egypten står over for, at fremme fælles interesser, at sikre langsigtet stabilitet og bæredygtig udvikling på begge sider af Middelhavet og at styrke samarbejdet og realisere det uudnyttede potentiale i forbindelserne. Der lægges særlig vægt på dels at styrke samarbejdet på grundlag af Egyptens strategi »Sustainable Development Strategy Vision 2030« og den reviderede europæiske naboskabspolitik, der er beskrevet i den nye EU-dagsorden for Middelhavsområdet (1) og den dertil knyttede økonomiske plan og investeringsplan for de sydlige nabolande (2), den europæiske grønne pagt og Rådets konklusioner af 16. april 2021 om et fornyet partnerskab med de sydlige nabolande (3), dels at afbøde covid-19-pandemiens negative socioøkonomiske konsekvenser, bl.a. gennem en grøn, digital, modstandsdygtig og inklusiv genopretning. Associeringsaftalen mellem EU og Egypten fastsætter den generelle ramme for samarbejdet og prioriteterne for partnerskabet. Prioriteterne for partnerskabet bygger på 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling (4), FN's mål for bæredygtig udvikling, Parisaftalen om klimaændringer og et fælles engagement i universelle værdier som demokrati, retsstatsprincippet og respekt for menneskerettighederne. Desuden er de i overensstemmelse med det ønske, der blev udtrykt i Det Europæiske Råds konklusioner af 10.-11. december 2020 (5) om et demokratisk, mere stabilt, grønnere og mere velstående sydligt naboskab som en strategisk prioritet for EU.

II.   Prioriteter

Prioriteterne for partnerskabet bør bidrage til at opfylde forhåbningerne hos befolkningerne på begge sider af Middelhavet, navnlig ved at sikre inklusiv bæredygtig udvikling, social retfærdighed, anstændige jobmuligheder, økonomisk velstand og væsentligt forbedrede levevilkår. Nogle af de centrale aspekter af disse mål er inklusiv vækst, understøttet af innovation, effektiv og deltagerorienteret forvaltning baseret på retsstatsprincippet, menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, herunder sociale rettigheder og arbejdstagerrettigheder, styrkelse af kvinders indflydelse og status med henblik på at opnå ligestilling mellem kønnene og børns rettigheder. I prioriteterne tages der også hensyn til EU's og Egyptens respektive roller som internationale aktører, idet der tages sigte på at styrke det bilaterale og det regionale og internationale samarbejde. Bedre konnektivitet mellem EU og Egypten med særlig vægt på intelligent mobilitet, automatiseret og elektronisk mobilitet, digitalisering og grøn økonomi vil være vigtige redskaber, der giver nye samarbejdsmuligheder i denne kontekst. Gennemførelsen af flagskibsinitiativerne i den økonomiske plan og investeringsplanen for den nye dagsorden for Middelhavsområdet, bl.a. gennem Team Europe-initiativer, vil bidrage til at gennemføre prioriteterne for partnerskabet. Disse prioriteter udgør en vigtig del af EU's samarbejde med Egypten og bidrager til at beskytte vores fælles interesser og ressourcer i Middelhavsområdet.

Covid-19-pandemien har udfordret de nationale sundhedssystemer og haft stor indvirkning på økonomien og samfundet. EU og Egypten vil arbejde tæt sammen om langsigtet socioøkonomisk genopretning og bæredygtig udvikling. Begge parter søger at opnå, at genopretningen af økonomierne efter covid-19 skaber størst muligt fordele, og at de potentielle konsekvenser afbødes.

Således vil følgende overordnede prioriteter fungere som retningslinjer for partnerskabet:

1.   Bæredygtig moderne økonomi og social udvikling i Egypten

EU og Egypten vil som vigtige partnere samarbejde om at fremme de socioøkonomiske mål, der er fastsat i Egyptens strategi »Sustainable Development Strategy – Vision 2030«, med særlig vægt på behovene for bæredygtig udvikling.

a)   Styrke modstandsdygtigheden, opbygge velstand og støtte omstillingen til en digital og grøn økonomi

Egypten har forpligtet sig til at opnå varig socioøkonomisk bæredygtighed, bl.a. ved at skabe et gunstigere miljø for inklusiv vækst og skabe anstændige og produktive beskæftigelsesmuligheder, navnlig for unge og kvinder, f.eks. ved at tilskynde til integration af den uformelle sektor i den formelle økonomi. For den langsigtede økonomiske bæredygtighed vil dette omfatte foranstaltninger, der kan skabe et større finanspolitisk råderum for bedre at kunne gennemføre strategien for bæredygtig udvikling, yderligere reformer af subsidier og beskatning, en styrkelse af den private sektors rolle og en forbedring af erhvervsklimaet for at tiltrække flere udenlandske direkte investeringer, bl.a. gennem en mere åben og bæredygtig handelspolitik samt støtte til vigtige infrastrukturprojekter, som f.eks. udvikling af et effektivt, pålideligt og bæredygtigt transportsystem. I betragtning af den betydning, som udviklingen af små og mellemstore virksomheder (SMV'er) har for bæredygtig og inklusiv vækst, vil denne sektor fortsat spille en central rolle i EU's samarbejde med Egypten. Desuden vil EU støtte Egyptens indsats hen imod en reform af den offentlige forvaltning og god regeringsførelse, bl.a. ved at fremme statistikker af høj kvalitet og tage hensyn til den digitale revolution og de dermed forbundne nye forretnings- og samfundsmodeller.

EU vil fortsat spille en vigtig rolle med hensyn til at støtte erhvervsklimaet og en bæredygtig økonomisk vækst, f.eks. gennem konkrete flagskibsinitiativer inden for prioriterede sektorer såsom: udvikling af bæredygtige transportformer, offentlig transportinfrastruktur og støtte til Egyptens omstilling til elektrisk mobilitet. I overensstemmelse med Egyptens gennemførelse af sin strategi for bæredygtig udvikling 2030 vil EU udvide sin støtte til Egyptens omstilling til en grøn økonomi, herunder bæredygtig udvikling af landbrugs- og vandsektorerne. I den forbindelse vil EU også støtte udbygningen af den digitale infrastruktur og navnlig universel adgang til forbedrede, økonomisk overkommelige og sikre netværk samt øge bevidstheden om cybersikkerhedstrusler og udveksle oplysninger og viden herom.

EU og Egypten vil i erkendelse af den betydning, som forskning og innovation har for fremskridtene i deres samfund, øge samarbejdet på tværs af sektorer inden for forskning og innovation og med henblik på at fremme digitale teknologier, herunder kunstig intelligens og cybersikkerhed, samtidig med at retten til privatlivets fred beskyttes. I den sammenhæng har Egypten og EU fremhævet deres interesse i at intensivere samarbejdet inden for en række relevante forsknings- og videregående uddannelsesaktiviteter, bl.a. inden for rammerne af Horisont Europa, Erasmus+, PRIMA og Middelhavsunionens regionale platform for forskning og innovation.

I betragtning af Egyptens uvurderlige og mangfoldige kulturarv og det betydelige bidrag, som den kulturelle sektor og turistsektoren yder til landets økonomiske udvikling, bruttonationalprodukt (BNP), beskæftigelse, valutareserver og samfundet mere generelt, vil der blive lagt særlig vægt på forbindelsen mellem kultur, bevarelse af kulturarv og økonomisk udvikling. EU og Egypten vil bl.a. samarbejde om at finde metoder til at beskytte og bevare både den materielle og den immaterielle kulturarv og foreslå relevante fælles samarbejdstiltag på dette område. For at imødegå covid-19-pandemiens negative indvirkning på turistsektoren i Egypten vil EU og Egypten samarbejde om at øge mulighederne på dette område.

b)   Handel og investeringer

EU og Egypten er vigtige handelspartnere. De to parter vil i fællesskab finde passende tilgange til at styrke de bilaterale handels- og investeringsforbindelser, forbedre konkurrenceevnen og sikre adgangen for varer og tjenesteydelser til de respektive markeder i overensstemmelse med Verdenshandelsorganisationens (WTO's) bestemmelser og associeringsaftalen mellem EU og Egypten samt Egyptens yderligere integration i regionale og globale værdikæder.

EU og Egypten vil arbejde tæt sammen om at fremlægge fælles praktiske forslag for at hjælpe Egypten med at øge sin konkurrenceevne og markedsgennemsigtighed, styrke de eksisterende handels- og investeringsforbindelser og sikre, at handels- og konkurrencebestemmelserne i associeringsaftalen mellem EU og Egypten overholdes fuldt ud, og at aftalen gennemføres på en måde, der sætter landet i stand til at udnytte sit fulde potentiale. For bedre at beskytte forbrugernes sundhed og sikkerhed vil EU støtte omstillingen til bæredygtige fødevaresystemer samt udviklingen af effektive rammer for forbrugersikkerhed under hensyntagen til WTO-bestemmelserne, internationalt vedtagne sundheds- og plantesundhedsstandarder og relevante EU-regler og -principper. Begge parter vil arbejde tæt sammen for at tiltrække og øge europæiske investeringer, navnlig ved at skabe et gunstigt investeringsklima og overveje muligheder som f.eks. den økonomiske zone for Suezkanalen (Suez Canal Economic Zone), en mere åben og bæredygtig handelspolitik og forbedring af de lovgivningsmæssige rammer.

EU vil støtte Egyptens politikker til fremme af e-handel, digital handel, konkurrenceregulering og styrkelse af landets investeringspotentiale ved at forbedre erhvervsklimaet og udviklingen af den egyptiske strategi for grøn informations- og kommunikationsteknologi (IKT).

c)   Social udvikling og social retfærdighed

EU støtter Egyptens bestræbelser på at fremme og reformere social udvikling og social retfærdighed og en meningsfuld, inklusiv social dialog og på at håndtere de sociale og demografiske udfordringer, der er forbundet med en hurtig befolkningstilvækst, herunder knaphed på vand og sårbar fødevaresikkerhed. Dette omfatter også styrkelse af landets menneskelige ressourcer, navnlig unge, kvinder og børn. EU vil støtte Egyptens bestræbelser på at fremme økonomisk og social beskyttelse af personer i sårbare situationer i Egypten, navnlig dem, der er udsat for eventuelle negative virkninger af økonomiske reformer og følgerne af eksterne chok såsom covid-19-pandemien, gennem omfattende sociale sikkerhedsnet og målrettede sociale beskyttelsesprogrammer, der er i overensstemmelse med målene for initiativet om et anstændigt liv (Haya Karima) og Takaful- og Karama-programmerne. Der vil blive lagt særlig vægt på fremme af kvinders indflydelse og status og kvinders og pigers rolle i samfundet og økonomien, således som det er afspejlet i den nationale strategi for styrkelse af kvinders indflydelse og status 2030. Desuden vil EU og Egypten fortsat fremme inklusiv socioøkonomisk udvikling i landdistrikter og byer samt forbedre leveringen af basale tjenester, støtte moderne uddannelse af høj kvalitet, også med henblik på at sikre sammenhæng med arbejdsmarkedets behov, forbedre befolkningens digitale og faglige færdigheder og fremme teknisk uddannelse og erhvervsuddannelse samt sundhedssystemer.

EU og Egypten vil samarbejde i sundhedssektoren med henblik på at mindske det pres, som covid-19 lægger på sundhedstjenesterne, og i forbindelse med vacciner, bl.a. for at støtte Egyptens ambitioner om at blive et regionalt knudepunkt for produktion og eksport til Afrika og Mellemøsten. EU vil dele sine erfaringer med hensyn til at etablere en inklusiv sygesikringsordning og et bedre sundhedssystem.

d)   Energi, miljø og klimaindsats

EU og Egypten vil samarbejde om diversificering af energikilder og omstilling til en lavemissionsøkonomi med særligt fokus på vedvarende energikilder, energieffektivitetsforanstaltninger og en gradvis overgang til bæredygtige transportformer med lave CO2-udledninger på land og inden for søfart og civil luftfart. EU vil efter anmodning fra den egyptiske regering støtte dens bestræbelser på at ajourføre sin integrerede energistrategi, der sigter mod at opfylde landets krav til bæredygtige udvikling og nedbringe drivhusgasemissionerne. En styrkelse af energi- og klimadialogen mellem EU og Egypten vil bidrage til at identificere centrale samarbejdsområder. Dette kan eventuelt omfatte støtte til Egyptens bestræbelser på at blive et energiknudepunkt i regionen med fokus på vedvarende energi, løbende samarbejde inden for rammerne af East Med Gas Forum og gennemførelse af gensidigt fordelagtige energiprojekter, herunder sammenkoblingsprojekter mellem Egypten og EU.

EU og Egypten vil også samarbejde om fælles forskning, udveksling af erfaringer og bedste praksis, teknologioverførsel og fremme af subregionalt samarbejde (inden for Middelhavsområdet) under behørig hensyntagen til bevarelsen af de marine økosystemer i Middelhavsområdet.

EU og Egypten vil styrke samarbejdet om at fremme økoturismekonceptet, herunder beskyttelse af biodiversiteten i Egypten og i Middelhavet, navnlig i forbindelse med forvaltning af naturreservater og genopretning af forringede naturressourcer.

EU og Egypten vil samarbejde om at fremme indsatsen på klima- og miljøområdet for at opnå bæredygtig udvikling i overensstemmelse med deres forpligtelser i henhold til UNFCCC, Parisaftalen og klimabeslutningerne fra Glasgow. EU vil støtte gennemførelsen af Egyptens nationalt bestemte bidrag på områderne modvirkning og tilpasning, bl.a. gennem klimafinansiering. EU og Egypten vil desuden samarbejde om at nå de mål, der bl.a. er opstillet i udviklingsdagsordenen for 2030 og i Sendairammen for katastrofeforebyggelse.

EU vil støtte Egyptens bestræbelser på at fremme den grønne omstilling, skabe grøn vækst og beskæftigelse, optimere potentialet og anvendelsen af landets energikilder, yderligere diversificere sit energimiks gennem vedvarende energi og energieffektivitet, styrke forvaltningen og fastlægge miljøvenlige udviklingsveje.

EU vil støtte Egypten med hensyn til at fremme bæredygtig finansiering, herunder grønne obligationer, vedtage standarder for miljømæssig bæredygtighed i landets indenlandske investeringsportefølje samt styrke landets kapacitet til at producere og eksportere vedvarende energi, især i form af elektricitet og vedvarende brint.

I lyset af risikoen for knaphed på vand på nationalt og regionalt plan vil EU støtte Egypten i forvaltningen af vandressourcer samt andre områder af fælles interesse såsom bevarelse af biodiversitet, sanitet, håndtering af fast affald, herunder bekæmpelse af industriforurening, kemikalier og håndtering af farligt affald, samt bekæmpelse af ørkendannelse og jordforringelse. Egypten og EU er også i færd med at undersøge de muligheder, der inden for rammerne af Middelhavsunionen er fastlagt for samarbejde om klima, miljø og blå økonomi.

EU og Egypten vil styrke samarbejdet med henblik på omstillingen til bæredygtige fødevaresystemer, herunder bæredygtig forvaltning af landbrug, fiskeri og bevarelse af naturlige produktionsfaktorer for at styrke fødevaresikkerheden.

2.   Partnere i udenrigspolitik

a)   Stabilisering i og uden for det fælles naboskabsområde

Konflikterne og kriserne i Middelhavsområdet udgør en væsentlig hindring for politisk stabilitet og bæredygtig udvikling. EU's og Egyptens fælles bestræbelser på at forebygge og løse konflikter, fremme sikkerhedssamarbejde, afbøde konsekvenserne af konflikter og tackle de grundlæggende årsager hertil er derfor altafgørende prioriteter for at beskytte vores befolkninger og give dem mulighed for at trives. Partnerskabet mellem EU og Egypten er vigtigt for stabiliteten og velstanden i Middelhavsområdet, Mellemøsten og Afrika, og samarbejdet mellem EU og Egypten vil fortsat tage sigte på at bidrage til konfliktløsning, fredsopbygning, udbygning af den regionale økonomiske integration og håndtering af politiske og økonomiske udfordringer i disse regioner.

I betragtning af de strategiske retningslinjer for partnerskabet er EU og Egypten fast besluttet på at styrke samarbejdet om udenrigspolitik på bilateralt, regionalt og internationalt niveau, navnlig i FN og multilaterale fora, herunder Middelhavsunionen samt Den Arabiske Liga (LAS) og Den Afrikanske Union, som Egypten er medlem af. EU og Egypten er også fast besluttet på at samarbejde inden for rammerne af årlige ministermøder mellem EU og de sydlige partnere som foreslået i Rådets konklusioner om et fornyet partnerskab med de sydlige nabolande – en ny dagsorden for Middelhavsområdet. Prioriteterne omfatter en fornyet indsats for at støtte israelere og palæstinensere i at nå frem til en løsning i fredsprocessen i Mellemøsten, der bygger på EU's og Egyptens centrale rolle i denne kontekst. I det østlige Middelhavsområde vil Egypten og EU og dets medlemsstater bl.a. styrke det regionale samarbejde i overensstemmelse med folkeretten, herunder De Forenede Nationers havretskonvention (UNCLOS). Egypten og EU vil arbejde sammen om gennemførelsen af relevante resolutioner fra Sikkerhedsrådet, navnlig om fredsprocessen i Mellemøsten, Libyen og Syrien. Egypten er desuden værtsland for Den Afrikanske Unions center for genopbygning og udvikling efter konflikter og hovedsædet for Den Arabiske Liga, som EU fortsat vil uddybe og udvide samarbejdet med. Derudover vil EU og Egypten søge at skabe større samarbejde på multilateralt plan og om store regionale og internationale udfordringer, der berører begge parter, herunder klimaindsatsen.

I lyset af Egyptens centrale rolle i den globale udvikling og landets yderligere ambitioner i så henseende vil et af målene for samarbejdet mellem EU og Egypten være at udvide partnerskabet mellem EU og Egypten i hele regionen, herunder i Afrika, på områder af fælles interesse og gennem initiativer såsom Aswan-forummet for bæredygtig fred og udvikling. Det er en topprioritet for EU og Egypten at nå frem til en international aftale om spørgsmålet om den etiopiske dæmning hurtigst muligt i overensstemmelse med principerklæringen fra 2015 og folkeretten for at beskytte Egyptens vandsikkerhed og fremme fred og stabilitet i regionen som helhed. En international aftale baseret på en forhandlingsordning vil bidrage til, at denne tvist omdannes til en mulighed for at tiltrække udenlandske investeringer og øge stabiliteten for landene i regionen og for millioner af mennesker. EU er rede til at støtte den proces, der ledes af Den Afrikanske Union, i samarbejde med internationale partnere, herunder EU, og til at spille en mere aktiv rolle, hvis det er nyttigt og ønskeligt for alle parter, ved at fremlægge sine erfaringer med forvaltning af fælles vandressourcer i overensstemmelse med folkeretten. Desuden støtter EU og Egypten forslag om at udvikle interregionalt samarbejde, herunder trilateralt samarbejde i Afrika.

b)   Samarbejde om krisestyring og -indsats

EU og Egypten vil intensivere samarbejde og konsultationer og udveksling af erfaringer vedrørende krisestyring og -forebyggelse, både bilateralt og regionalt, bl.a. gennem Cairo Center for Training on Conflict Resolution and Peacekeeping in Africa (CCCPA), for at håndtere de komplekse udfordringer med hensyn til fred, stabilitet og udvikling som følge af konflikter, klimaændringer, naturkatastrofer og epidemier, bl.a. gennem COVAX, i og uden for deres fælles naboskabsområde. Indsatsen for at fremme modstandsdygtighed over for og tilpasning til klimaændringer vil blive styrket, bl.a. gennem investeringer i forebyggende foranstaltninger og styrkelse af samarbejdet om civilbeskyttelse og katastroferisikostyring.

3.   Styrkelse af stabiliteten

EU og Egypten deler målet om stabilitet i deres respektive samfund og regioner. Menneskerettigheder, civile, politiske, økonomiske, sociale, arbejdsmarkedsmæssige og kulturelle rettigheder, som fastsat i international menneskerettighedslovgivning, traktaten om Den Europæiske Union og de demokratiske principper, der er nedfældet i den egyptiske forfatning, er af afgørende betydning for stabiliteten hos begge parter og er en fælles værdi, der udgør hjørnestenen i en moderne demokratisk stat. Egypten og EU bekræfter på ny deres tilsagn om yderligere at fremme demokrati, grundlæggende frihedsrettigheder og menneskerettigheder, ligestilling mellem kønnene og lige muligheder som forfatningsmæssige rettigheder for alle deres borgere i overensstemmelse med deres internationale forpligtelser som grundlag for langsigtet stabilitet og sikkerhed. Egypten tog vigtige skridt ved at ophæve undtagelsestilstanden i 2021 og fastlægge Egyptens nationale strategi for menneskerettigheder (2021-2026). Den nationale strategi har fire fokusområder og bekræfter Egyptens nationale mål om at realisere alle borgerlige, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder for at opnå stabilitet, fremskridt og bæredygtig udvikling i landet. I den forbindelse vil EU yde støtte til Egypten med hensyn til at gennemføre disse rettigheder og mål.

a)   God regeringsførelse og en moderne, demokratisk stat

Egypten og EU bekræfter på ny deres tilsagn om at sikre ansvarlighed, retsstatsprincippet, den fulde respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder og om at tilgodese deres borgeres behov. Disse tilsagn danner grundlag for EU's yderligere støtte til Egyptens bestræbelser på at øge de statslige institutioners kapacitet med henblik på at gennemføre en effektiv reform af den offentlige sektor og fremme de retshåndhævende institutioners kapacitet til at garantere sikkerhed for alle. I overensstemmelse med folkeretten og bedste praksis vil EU og Egypten styrke samarbejdet om modernisering af retsvæsenet og om kapacitetsopbygning, navnlig gennem anvendelse af moderne teknologi, bekæmpelse af korruption, svig, hvidvask af penge og håndtering af inddrivelse af udbytte fra kriminalitet. EU og Egypten vil også overveje at udvikle det strafferetlige og civilretlige samarbejde og føre forhandlinger om samarbejdsaftaler mellem Egypten og EU's retshåndhævende myndigheder. EU og Egypten vil også samarbejde om at sikre et højt beskyttelsesniveau for personoplysninger i overensstemmelse med internationale databeskyttelsesstandarder.

Det parlamentariske samarbejde mellem EU og Egypten, bl.a. gennem strukturerede udvekslinger mellem parlamentariske udvalg og grupper, vil styrke koordinationen og fremme den gensidige forståelse. EU vil også støtte Egyptens indsats for at planlægge og levere offentlige tjenester på alle niveauer samt for i højere grad at sikre ligestilling i de økonomiske, sociale og politiske muligheder og fremme social integration for alle.

b)   Sikkerhed og terrorisme

Sikkerhed er et fælles mål. Terrorisme og voldelig ekstremisme, der fører til terrorisme, truer den sociale struktur i landene på begge sider af Middelhavet. De udgør en stor trussel mod vore borgeres sikkerhed og trivsel. Bekæmpelsen af disse trusler er et fælles mål for EU og Egypten, som kan samarbejde gennem en global tilgang. Der vil derigennem kunne tages fat på de underliggende årsager til terrorisme med fuld respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder med henblik på at bekæmpe og forebygge radikalisering og fremme socioøkonomisk udvikling. EU og Egypten er enige om, at det er nødvendigt at samarbejde om at støtte den tværreligiøse dialog med henblik på at konsolidere principperne om broderskab mellem mennesker, maksimere det fælles grundlag for en fredskultur og samtidig afvise vold blandt mennesker, fremme religiøs tolerance og beskytte religions- og trosfriheden. EU og Egypten er fortsat indstillet på at samarbejde i bekæmpelsen af ekstremisme og enhver form for forskelsbehandling, herunder islamofobi, racisme og fremmedhad.

EU og Egypten vil styrke det operationelle samarbejde på områder vedrørende sikkerhed og terrorbekæmpelse, herunder luftfartssikkerhed og sikkerhedsforanstaltninger samt kapacitet til at forebygge og bekæmpe grænseoverskridende organiseret kriminalitet såsom smugling af migranter, menneskehandel, herunder handel med børn, ulovlig handel med kulturgoder og tilbagelevering af ulovligt handlede kulturgenstande i overensstemmelse med folkeretten, ulovlig narkotikahandel, finansiering af terrorisme og hvidvask af penge.

Begge parter er enige om at udvide deres samarbejde på området for gennemførelsen af FN's handlingsprogram om bekæmpelse af ulovlig handel med håndvåben og lette våben, herunder gennem udveksling af erfaringer, uddannelse og andre kapacitetsopbyggende aktiviteter.

c)   Migration og mobilitet

EU og Egypten understreger betydningen af fortsat at samarbejde om på en effektiv og virkningsfuld måde at håndtere udfordringerne i forbindelse med irregulær migration samt alle andre aspekter af migration og mobilitet, herunder lovlig migration, i overensstemmelse med EU's og medlemsstaternes kompetencer, gennem omfattende, skræddersyede og gensidigt fordelagtige partnerskaber og i overensstemmelse med ånden i den politiske erklæring fra topmødet i Valletta og den fælles Vallettahandlingsplan, og noterer sig samtidig Europa-Kommissionens meddelelse om den nye pagt om migration og asyl (6).

EU vil fortsat støtte den egyptiske regerings bestræbelser på at styrke sin migrations- og asylforvaltningsramme og rettidigt mobilisere finansiering under de relevante instrumenter. EU ser med tilfredshed på Egyptens positive resultater med hensyn til håndteringen af irregulære migrationsstrømme og vil på grundlag heraf fortsat støtte Egyptens indsats for at forebygge og bekæmpe irregulær migration, styrke grænseforvaltningen og bekæmpe menneskehandel og menneskesmugling, herunder gennem identifikation af og bistand til ofrene for menneskehandel.

EU og Egypten går ind for beskyttelse af migranters, asylansøgeres og flygtninges rettigheder under fuld overholdelse af menneskerettighedslovgivningen og flygtningeretten. EU vil søge at støtte og styrke Egyptens kapacitet til at beskytte disse rettigheder, yde beskyttelse i overensstemmelse med internationale standarder og sørge for, at også flygtninge, migranter og asylansøgere har adgang til basale tjenester som f.eks. sundhed og uddannelse. EU vil søge at styrke sit samarbejde med Egypten om frivillig genbosætning. EU og Egypten vil fremme og lette samarbejdet om identifikation, tilbagesendelse, herunder støtte til frivillig tilbagevenden, tilbagetagelse og bæredygtig reintegration af irregulære migranter til deres oprindelsesland. EU og Egypten vil undersøge mulighederne for samarbejde om grænseforvaltning.

Dette vil gå hånd i hånd med samarbejde om håndtering og bekæmpelse af de underliggende årsager til irregulær migration og tvangsfordrivelse fra tredjelande, navnlig konflikter og ustabilitet, underudvikling, fattigdom og arbejdsløshed, samtidig med at der sættes ind for at imødegå de negative virkninger af klimaændringer og tørke. Disse tiltag vil bl.a. være baseret på udvikling af socioøkonomiske muligheder, navnlig forbedrede perspektiver for unge, gennem jobskabelsesinitiativer i forbindelse med genopretningen efter covid-19.

Velordnet, sikker, regulær og ansvarlig mobilitet for personer, herunder til uddannelsesmæssige formål, samtidig med at det forsøges at undgå hjerneflugt, kan bidrage til udviklingen af færdigheder og viden, hvilket igen kan bidrage til Egyptens udvikling. Mobilitet kan også slå varig bro mellem en højt kvalificeret arbejdskraft i EU og Egypten i overensstemmelse med EU's og medlemsstaternes kompetencer.

III.   Principper for samarbejdet

Fremme af den menneskelige faktor og mellemfolkelige kontakter vil styrke forbindelserne og dermed konsolidere partnerskabet mellem EU og Egypten. Gensidig ansvarlighed over for og ansvar for den europæiske befolkning og det egyptiske folk er et afgørende aspekt af prioriteterne for partnerskabet.

Spørgsmål af fælles interesse bør også løses gennem et stærkere regionalt og subregionalt (syd-syd) samarbejde. I den henseende vil EU og Egypten samarbejde inden for rammerne af Middelhavsunionen og gennem Anna Lindh-fonden, navnlig i forbindelse med den tværkulturelle dialog.

En kultur præget af dialog har vist sig at være et værdifuldt redskab, når det handler om at udvikle gensidig respekt. Det vil være afgørende at uddybe dialogen om spørgsmål som demokrati, menneskerettigheder, socioøkonomisk udvikling, handel, investeringer og regionale og internationale spørgsmål af fælles interesse. Dialogen vil også skabe mulighed for at udbygge partnerskabet og gøre status over dets rækkevidde og resultater.

I overensstemmelse med den egyptiske regerings prioriteter vil fokus på unge – der er fundamentet for den langsigtede stabilitet i vores samfund – og på kvinder være et tværgående emne i alle prioriteterne for partnerskabet. Det er et vigtigt mål at styrke og udstyre dem med de retlige og praktiske redskaber, der gør, at de kan påtage sig deres rolle i samfundet gennem en aktiv deltagelse i økonomien og forvaltningen af deres land. EU og Egypten vil fortsætte med at udveksle erfaringer vedrørende bekæmpelse af forskelsbehandling af og vold mod kvinder og fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder samt fremme af integration og skabelse af muligheder for de unge.

EU og Egypten er enige om, at civilsamfundet er en vigtig og effektiv bidragsyder til gennemførelsen af deres prioriteter for partnerskabet og til en transparent og deltagerorienteret forvaltning i en moderne, demokratisk stat, og at det kan støtte den bæredygtige udviklingsproces i Egypten. De vil samarbejde med civilsamfundet med henblik på at bidrage effektivt til den økonomiske, politiske og sociale udviklingsproces i overensstemmelse med den egyptiske forfatning og den relevante nationale lovgivning.

IV.   Konklusion

I en ånd af fælles ejerskab har EU og Egypten i fællesskab fastlagt disse prioriteter for partnerskabet. I tilknytning til gennemgangen af dagsordenen for Middelhavsområdet og Rådets konklusioner er der i 2024 planlagt en midtvejsevaluering med henblik på at evaluere partnerskabsprioriteternes virkninger og om nødvendigt tilpasse dem. Associeringsudvalget og associeringsrådet vil fortsat være de vigtigste organer, der skal forestå den samlede evaluering af gennemførelsen af prioriteterne for partnerskabet på årsbasis.


(1)  JOIN(2021) 2 final.

(2)  SWD(2021) 23 final.

(3)  https://ec.europa.eu/neighbourhood-enlargement/news_corner/news/new-agenda-mediterranean-council-approves-conclusions-renewed-partnership-southern_en.

(4)  FN's resolution 70/1 »Transforming our World: the 2030 Agenda for Sustainable Development«.

(5)  https://www.consilium.europa.eu/media/47296/1011-12-20-euco-conclusions-en.pdf

(6)  COM(2020) 609 final.


Top