Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 22014A0430(02)

Aftale mellem Den Europæiske Union og Republikken Aserbajdsjan om lempelse af reglerne for udstedelse af visa

OJ L 128, 30.4.2014, p. 49–60 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

In force

30.4.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 128/49


AFTALE

mellem Den Europæiske Union og Republikken Aserbajdsjan om lempelse af reglerne for udstedelse af visa

DEN EUROPÆISKE UNION, i det følgende benævnt »Unionen«,

og

REPUBLIKKEN ASERBAJDSJAN,

i det følgende benævnt »parterne«,

SOM ØNSKER at fremme mellemfolkelige kontakter som en vigtig forudsætning for stabil udvikling af økonomiske, humanitære, kulturelle, videnskabelige og andre bånd, ved at lette udstedelsen af visa til statsborgere i Den Europæiske Union og Republikken Aserbajdsjan på basis af gensidighed,

SOM BEMÆRKER partnerskabs- og samarbejdsaftalen om oprettelse af et partnerskab mellem Unionen og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Aserbajdsjan på den anden side samt forhandlingerne om en associeringsaftale mellem EU og Aserbajdsjan, der blev indledt i 2010,

SOM HENVISER TIL fælleserklæringen fra topmødet om det østlige partnerskab i Prag den 7. maj 2009, hvor der blev udtrykt politisk støtte til liberalisering af visumordningen under sikre forhold,

SOM ANERKENDER, at lempelse af visumreglerne ikke må føre til ulovlig migration, og som er særlig opmærksomme på sikkerheds- og tilbagetagelsesaspekterne,

SOM TAGER HENSYN TIL protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed og protokollen om Schengenreglerne som integreret i Den Europæiske Union, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og som bekræfter, at denne aftales bestemmelser ikke finder anvendelse på Det Forenede Kongerige og Irland,

SOM TAGER HENSYN TIL protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og som bekræfter, at denne aftales bestemmelser ikke finder anvendelse på Kongeriget Danmark,

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:

Artikel 1

Formål og anvendelsesområde

Formålet med denne aftale er på basis af gensidighed at lempe reglerne for udstedelse af visa til statsborgere i Den Europæiske Union og Republikken Aserbajdsjan til et planlagt ophold på højst 90 dage for hver periode på 180 dage.

Artikel 2

Generel bestemmelse

1.   De i denne aftale indeholdte bestemmelser om lempelse af visumreglerne finder kun anvendelse på statsborgere i Den Europæiske Union og Republikken Aserbajdsjan i det omfang, de ikke er fritaget for visumpligt i henhold til Republikken Aserbajdsjans, Unionens eller medlemsstaternes lovgivning eller andre internationale aftaler.

2.   Republikken Aserbajdsjans eller medlemsstaternes eller Unionens lovgivning finder anvendelse på spørgsmål, der ikke er omfattet af denne aftale, bl.a. afslag på visumansøgninger, anerkendelse af rejsedokumenter, dokumentation for tilstrækkelige subsistensmidler, nægtelse af indrejse og udsendelsesforanstaltninger.

Artikel 3

Definitioner

I denne aftale forstås ved:

a)

»medlemsstat«: enhver af Den Europæiske Unions medlemsstater, med undtagelse af Kongeriget Danmark, Irland og Det Forenede Kongerige

b)

»statsborger i Den Europæiske Union«: en statsborger i en medlemsstat som defineret i litra a)

c)

»statsborger i Republikken Aserbajdsjan«: en person, der har statsborgerskab i Republikken Aserbajdsjan i overensstemmelse med dens lovgivning

d)

»visum«: tilladelse udstedt af en medlemsstat eller Republikken Aserbajdsjan med henblik på transit gennem eller forventet ophold på medlemsstaternes eller Republikken Aserbajdsjans område af en varighed på højst 90 dage for hver given periode på 180 dage

e)

»person med lovligt ophold«:

for Republikken Aserbajdsjans vedkommende, en statsborger i Den Europæiske Union med midlertidig eller permanent opholdstilladelse til en periode på over 90 dage på Republikken Aserbajdsjans område

for Den Europæiske Unions vedkommende, en statsborger i Republikken Aserbajdsjan med tilladelse eller ret til at opholde sig i over 90 dage på en medlemsstats område i henhold til Unionens lovgivning eller national lovgivning.

Artikel 4

Dokumentation for rejsens formål

1.   For følgende kategorier af statsborgere i Den Europæiske Union og Republikken Aserbajdsjan er følgende dokumenter tilstrækkelig dokumentation for rejsens formål over for den anden part:

a)

nære pårørende — ægtefæller, børn (herunder adopterede), forældre (herunder værger), bedsteforældre og børnebørn — der besøger statsborgere i Den Europæiske Union med lovligt ophold på Republikken Aserbajdsjans område, eller statsborgere i Republikken Aserbajdsjan med lovligt ophold i medlemsstaterne, eller statsborgere i Den Europæiske Union bosat i den medlemsstat, hvor de er statsborgere, eller statsborgere i Republikken Aserbajdsjan bosat på Republikken Aserbajdsjans område:

en skriftlig indbydelse fra værten

b)

medlemmer af officielle delegationer, herunder faste medlemmer af sådanne delegationer, der efter en officiel indbydelse stilet til medlemsstaterne, Den Europæiske Union eller Republikken Aserbajdsjan skal deltage i officielle møder, samråd, forhandlinger eller udvekslingsprogrammer samt arrangementer afholdt af mellemstatslige organisationer på Republikken Aserbajdsjans eller en medlemsstats område, jf. dog artikel 10

et brev udfærdiget af en kompetent myndighed i en medlemsstat eller Republikken Aserbajdsjan eller af en Den Europæiske Unions institutioner, hvoraf det fremgår, at ansøgeren er medlem af dens delegation eller fast medlem af dens delegation på rejse til den anden parts område for at deltage i de angivne arrangementer, ledsaget af en kopi af den officielle indbydelse

c)

for forretningsfolk og repræsentanter for erhvervsorganisationer:

en skriftlig indbydelse fra værten, der skal være en juridisk person, virksomhed, organisation eller en filial eller afdeling heraf, en statslig eller lokal myndighed i Republikken Aserbajdsjan eller en af medlemsstaterne eller en arrangør af handelsmesser eller udstillinger, konferencer eller symposier på Republikken Aserbajdsjans eller en af medlemsstaternes område, påtegnet af de kompetente myndigheder i overensstemmelse med den nationale lovgivning

d)

for chauffører i international gods- eller passagertransport mellem Republikken Aserbajdsjans og medlemsstaternes område i køretøjer indregistreret i medlemsstaterne eller i Republikken Aserbajdsjan:

en skriftlig anmodning fra det nationale selskab eller transportforbund i Republikken Aserbajdsjan eller de nationale vognmandsforbund i medlemsstaterne, som foretager international transport ad landevej, med angivelse af turenes formål, varighed og hyppighed

e)

for elever, studerende, universitetsuddannede under videreuddannelse og medfølgende lærere, der rejser i studie- eller uddannelsesøjemed, herunder inden for rammerne af udvekslingsprogrammer og andre uddannelsesrelaterede aktiviteter:

en skriftlig indbydelse eller optagelsesbevis fra værtsuniversitetet, -læreanstalten eller -skolen eller studenterkort eller beviser på de kurser, der skal følges

f)

for personer, der skal deltage i videnskabelige, akademiske, kulturelle eller kunstneriske aktiviteter, herunder universitets- og andre udvekslingsprogrammer:

en skriftlig indbydelse fra værtsorganisationen til at deltage i disse aktiviteter

g)

for journalister og det tekniske personale, der ledsager journalister i arbejdsøjemed:

attestering eller anden dokumentation udstedt af en faglig organisation eller ansøgerens arbejdsgiver for, at den pågældende person er uddannet journalist, og hvoraf det fremgår, at formålet med rejsen er at udføre journalistisk arbejde, eller at den pågældende person er medlem af det tekniske personale, der ledsager journalisten i arbejdsøjemed

h)

for deltagere i internationale sportsbegivenheder og deres professionelle ledsagere:

en skriftlig indbydelse fra værtsorganisationen, kompetente myndigheder, nationale sportsforbund i medlemsstaterne eller Republikken Aserbajdsjan eller Republikken Aserbajdsjans eller medlemsstaternes nationale Olympiske Komité

i)

for deltagere i officielle udvekslingsprogrammer arrangeret af venskabsbyer:

en skriftlig indbydelse fra disse byers borgmester/kommunaldirektør

j)

for personer, der rejser af lægelige årsager, og for de nødvendige ledsagende personer:

et officielt dokument fra den behandlende institution, som bekræfter behovet for lægebehandling på denne institution og for at være ledsaget, og dokumentation for, at vedkommende har tilstrækkelige finansielle midler til at betale for lægebehandlingen

k)

for medlemmer af erhverv, der deltager i internationale udstillinger, konferencer, symposier, seminarer eller andre lignende arrangementer, der afholdes på Republikken Aserbajdsjans eller medlemsstaternes område:

en skriftlig indbydelse fra værtsorganisationen, som bekræfter, at den pågældende person deltager i arrangementet

l)

for repræsentanter for civilsamfundsorganisationer, der rejser med henblik på uddannelse, seminarer og konferencer, også inden for rammerne af udvekslingsprogrammer

en skriftlig indbydelse fra værtsorganisationen, en bekræftelse af, at den pågældende person repræsenterer en organisation i civilsamfundet, og en etableringstilladelse for organisationen fra det relevante register udstedt af en statslig myndighed i overensstemmelse med national lovgivning

m)

for slægtninge, som deltager i en begravelse:

et officielt dokument, der bekræfter dødsfaldet samt slægtskab eller andet tilhørsforhold mellem ansøgeren og den begravede

n)

for deltagere i besøg på militære og civile gravsteder:

et officielt dokument, der bekræfter gravstedets eksistens og bevarelse samt slægtskab eller andet tilhørsforhold mellem ansøgeren og den begravede

2.   Den i stk. 1 omhandlede skriftlige anmodning/indbydelse skal indeholde følgende oplysninger:

a)

for den indbudte person: fulde navn, fødselsdato, køn, statsborgerskab, pasnummer, rejsetidspunkt, rejsens formål, antal indrejser samt eventuelt navn på ægtefælle og børn, der ledsager den indbudte person

b)

for den person, som indbyder: fulde navn og adresse

c)

for den juridiske person, virksomhed eller organisation, som indbyder: fulde navn og adresse og:

hvis indbydelsen er udsendt af en organisation eller en myndighed, tillige navn og stilling på den person, der har underskrevet indbydelsen

hvis den, som indbyder, er en juridisk person eller virksomhed eller en filial eller afdeling heraf etableret på en medlemsstats eller Republikken Aserbajdsjans område, tillige det i den pågældende medlemsstat eller i Aserbajdsjan lovpligtige registreringsnummer.

3.   Til de i stk. 1 omhandlede personkategorier udstedes alle visumtyper efter den forenklede procedure uden krav om nogen anden dokumentation, indbydelse eller attestering af rejsens formål, som måtte være foreskrevet i parternes lovgivning.

Artikel 5

Udstedelse af visa til flere indrejser

1.   Medlemsstaternes og Republikken Aserbajdsjans diplomatiske og konsulære repræsentationer skal udstede visa til flere indrejser gældende i op til fem år til følgende kategorier af personer:

a)

ægtefæller, børn (herunder adopterede), som er under 21 år eller forsørgelsesberettigede, forældre (herunder værger), der besøger statsborgere i Den Europæiske Union med lovligt ophold på Republikken Aserbajdsjans område, eller statsborgere i Republikken Aserbajdsjan med lovligt ophold i medlemsstaterne, eller statsborgere i Den Europæiske Union bosat i den medlemsstat, hvor de er statsborgere, eller statsborgere i Republikken Aserbajdsjan bosat på Republikken Aserbajdsjans område

b)

faste medlemmer af officielle delegationer, der efter en officiel indbydelse rettet til medlemsstaterne, Den Europæiske Union eller Republikken Aserbajdsjan, regelmæssigt skal deltage i møder, samråd, forhandlinger eller udvekslingsprogrammer eller i arrangementer afholdt af mellemstatslige organer på Republikken Aserbajdsjans eller en af medlemsstaternes område.

Uanset første punktum begrænses gyldigheden af visa til flere indrejser, hvis behovet for eller intentionen om at rejse ofte eller regelmæssigt tydeligvis er begrænset til et kortere tidsrum, til dette tidsrum, navnlig når

for så vidt angår de i litra a) omhandlede personer, gyldigheden af tilladelsen til statsborgere i Republikken Aserbajdsjan med lovligt ophold i en af medlemsstaterne eller til statsborgere i Den Europæiske Union med lovligt ophold i Republikken Aserbajdsjan

for så vidt angår gyldigheden af de i litra b) omhandlede personers status som fast medlem af en officiel delegation

er på under fem år.

2.   Medlemsstaternes og Republikken Aserbajdsjans diplomatiske og konsulære repræsentationer udsteder visa til flere indrejser med en gyldighed på et år til følgende kategorier af personer, forudsat at de i det foregående år har fået udstedt mindst ét visum og har gjort brug af det i overensstemmelse med reglerne om indrejse og ophold på den besøgte stats område:

a)

studerende og universitetsuddannede under videreuddannelse, der jævnligt rejser i studie- eller uddannelsesøjemed, herunder inden for rammerne af udvekslingsprogrammer

b)

journalister og det tekniske personale, der ledsager journalister i arbejdsøjemed

c)

deltagere i officielle udvekslingsprogrammer arrangeret af venskabsbyer

d)

chauffører i international gods- eller passagertransport mellem Republikken Aserbajdsjans og medlemsstaternes område i køretøjer indregistreret i medlemsstaterne eller i Republikken Aserbajdsjan

e)

personer, der regelmæssigt kommer på besøg af lægelige årsager, og de nødvendige ledsagende personer

f)

medlemmer af liberale erhverv, der deltager i internationale udstillinger, konferencer, symposier, seminarer eller andre lignende arrangementer, som regelmæssigt rejser til Republikken Aserbajdsjan eller medlemsstaterne

g)

repræsentanter for civilsamfundsorganisationer, der regelmæssigt rejser til Republikken Aserbajdsjan eller medlemsstaterne med henblik på uddannelse, seminarer og konferencer, også inden for rammerne af udvekslingsprogrammer

h)

personer, der deltager i videnskabelige, kulturelle eller kunstneriske aktiviteter, herunder universitets- og andre udvekslingsprogrammer, og som jævnlig rejser til Republikken Aserbajdsjan eller medlemsstaterne

i)

deltagere i internationale sportsbegivenheder og deres professionelle ledsagere

j)

medlemmer af officielle delegationer, der efter en officiel indbydelse stilet til medlemsstaterne, Den Europæiske Union eller Republikken Aserbajdsjan, regelmæssigt skal deltage i møder, samråd, forhandlinger eller udvekslingsprogrammer eller i arrangementer afholdt af mellemstatslige organer på Republikken Aserbajdsjans eller en af medlemsstaternes område

k)

forretningsfolk og repræsentanter for erhvervsorganisationer, der jævnligt rejser til Republikken Aserbajdsjan eller medlemsstaterne.

Uanset første punktum begrænses gyldigheden af visa til flere indrejser, hvis behovet for eller intentionen om at rejse ofte eller regelmæssigt tydeligvis er begrænset til et kortere tidsrum, til dette tidsrum.

3.   Medlemsstaternes og Republikken Aserbajdsjans diplomatiske og konsulære repræsentationer udsteder visa til flere indrejser med en gyldighed på mindst to år og højst fem år til de i stk. 2 nævnte personkategorier, forudsat at de i de foregående to år har gjort brugt af et visum til flere indrejser med etårig gyldighed i overensstemmelse med reglerne om indrejse og ophold på den besøgte stats område, medmindre behovet for eller intentionen om at rejse ofte eller regelmæssigt tydeligvis er begrænset til et kortere tidsrum, i hvilket tilfælde gyldigheden af visummet til flere indrejser begrænses til dette tidsrum.

4.   De i stk. 1, 2 og 3 omhandlede personers samlede ophold på medlemsstaternes eller Republikken Aserbajdsjans område må ikke overstige 90 dage for hver periode på 180 dage.

Artikel 6

Gebyrer for behandling af visumansøgninger

1.   Gebyret for behandling af visumansøgninger udgør 35 EUR.

Dette gebyr kan ændres efter reglerne i artikel 14, stk. 4.

2.   Der beregnes ikke gebyr for behandling af visumansøgninger til følgende personkategorier, jf. dog stk. 3:

a)

nære pårørende — ægtefæller, børn (herunder adopterede), forældre (herunder værger), bedsteforældre og børnebørn — til statsborgere i Den Europæiske Union med lovligt ophold på Republikken Aserbajdsjans område, eller til statsborgere i Republikken Aserbajdsjan med lovligt ophold på medlemsstaternes område, eller til statsborgere i Den Europæiske Union bosat i den medlemsstat, hvor de er statsborgere, eller til statsborgere i Republikken Aserbajdsjan bosat på Republikken Aserbajdsjans område

b)

medlemmer af officielle delegationer, herunder faste medlemmer af officielle delegationer, der efter en officiel indbydelse stilet til medlemsstaterne, Den Europæiske Union eller Republikken Aserbajdsjan skal deltage i officielle møder, samråd, forhandlinger eller udvekslingsprogrammer samt arrangementer afholdt af mellemstatslige organisationer på Republikken Aserbajdsjans eller en medlemsstats område

c)

elever, studerende, universitetsuddannede under videreuddannelse og medfølgende lærere, der rejser i studie- eller uddannelsesøjemed, herunder inden for rammerne af udvekslingsprogrammer og andre uddannelsesrelaterede aktiviteter

d)

handicappede og deres eventuelt nødvendige ledsagere

e)

deltagere i internationale sportsbegivenheder og deres professionelle ledsagere

f)

personer, der skal deltage i videnskabelige, kulturelle eller kunstneriske aktiviteter, herunder universitetsprogrammer og andre udvekslingsprogrammer

g)

personer, der kan dokumentere, at deres rejse er nødvendig af humanitære grunde, f.eks. for at få presserende lægebehandling, samt disse personers ledsagere, eller for at deltage i en nær pårørendes begravelse eller besøge en nær pårørende, der er alvorligt syg

h)

repræsentanter for organisationer i civilsamfundet, der rejser med henblik på uddannelse, seminarer og konferencer, også inden for rammerne af udvekslingsprogrammer

i)

pensionister

j)

børn under 12 år

k)

journalister og det tekniske personale, der ledsager journalister i arbejdsøjemed.

3.   Hvis en medlemsstat eller Republikken Aserbajdsjan samarbejder med en ekstern serviceudbyder med henblik på udstedelse af et visum, kan den eksterne serviceudbyder opkræve et servicegebyr. Servicegebyret skal være stå i et rimeligt forhold til de omkostninger, som den eksterne serviceudbyder har afholdt ved udførelsen af sine opgaver, og må ikke overstige 30 EUR. Medlemsstaterne og Republikken Aserbajdsjan giver fortsat alle ansøgere mulighed for at indgive ansøgninger direkte til deres konsulater.

For Unionens vedkommende, udøver den eksterne serviceudbyder sin virksomhed i overensstemmelse med visumkodeksen og under fuld overholdelse af Republikken Aserbajdsjans lovgivning.

For Republikken Aserbajdsjans vedkommende, udøver den eksterne serviceudbyder sin virksomhed i overensstemmelse med aserbajdsjansk lovgivning og EU-medlemsstaternes lovgivning.

Artikel 7

Frist for behandling af visumansøgninger

1.   Medlemsstaternes og Republikken Aserbajdsjans diplomatiske og konsulære repræsentationer skal træffe afgørelse om ansøgningen inden for en frist på 10 kalenderdage fra datoen for modtagelsen af ansøgningen og den for visumudstedelsen krævede dokumentation.

2.   Fristen for at træffe afgørelse om en visumansøgning kan forlænges op til 30 kalenderdage i enkelttilfælde, navnlig når der er behov for nærmere granskning af ansøgningen.

3.   Fristen for afgørelse om en visumansøgning kan afkortes til 2 arbejdsdage eller derunder i hastende tilfælde.

Hvis det kræves, at ansøgerne får en aftale om indgivelse af en ansøgning, skal denne som hovedregel finde sted inden to uger fra det tidspunkt, hvor der blev anmodet om en aftale. Uanset bestemmelserne ovenfor, skal eksterne serviceudbydere sikre, at en visumansøgning generelt kan indgives hurtigst muligt.

I begrundede hastetilfælde kan konsulatet give ansøgere lov til at indgive deres ansøgning enten uden tidsbestilling, eller også skal der straks aftales en tid.

Artikel 8

Udrejse efter tab eller tyveri af dokumenter

Statsborgere i Den Europæiske Union og statsborgere i Republikken Aserbajdsjan, der har mistet deres identitetsdokumenter, eller som har fået disse dokumenter stjålet under ophold i Republikken Aserbajdsjan eller medlemsstaterne, kan rejse ud af Republikken Aserbajdsjans eller medlemsstaternes område på gyldige identitetsdokumenter, der giver ret til at passere grænsen uden visum eller anden tilladelse, og som er udstedt af medlemsstaternes eller af Republikken Aserbajdsjans diplomatiske eller konsulære repræsentationer.

Artikel 9

Forlængelse af visa under ekstraordinære omstændigheder

Statsborgere i Den Europæiske Union og statsborgere i Republikken Aserbajdsjan, der på grund af force majeure ikke har mulighed for at forlade Republikken Aserbajdsjans område eller medlemsstaternes område inden for den frist, der er anført i deres visum, skal i overensstemmelse med Republikken Aserbajdsjans eller værtslandets lovgivning vederlagsfrit have forlænget deres visums gyldighed i det tidsrum, det er nødvendigt, før de kan vende tilbage til deres opholdsland.

Artikel 10

Diplomatpas

1.   Statsborgere i Den Europæiske Union og statsborgere i Republikken Aserbajdsjan, der er indehavere af gyldigt diplomatpas, har ret til indrejse i, udrejse af og transit gennem Republikken Aserbajdsjans eller medlemsstaternes område uden visum.

2.   De i stk. 1 omhandlede personer kan opholde sig på Republikken Aserbajdsjans eller medlemsstaternes område i højst 90 dage for hver periode på 180 dage.

Artikel 11

Territorial gyldighed af visa

Med forbehold af nationale regler og bestemmelser angående Republikken Aserbajdsjans og medlemsstaternes nationale sikkerhed og med forbehold af EU-reglerne om visa med begrænset territorial gyldighed har statsborgere i Den Europæiske Union og statsborgere i Republikken Aserbajdsjan ret til at rejse på medlemsstaternes og Republikken Aserbajdsjans område på lige fod med statsborgere i Den Europæiske Union og statsborgere i Republikken Aserbajdsjan.

Artikel 12

Blandet udvalg til forvaltning af aftalen

1.   Parterne nedsætter et blandet ekspertudvalg (herefter kaldet »udvalget«) bestående af repræsentanter for Den Europæiske Union og Republikken Aserbajdsjan. Unionen repræsenteres af Europa-Kommissionen bistået af eksperter fra medlemsstaterne.

2.   Udvalget har navnlig til opgave at:

a)

føre tilsyn med gennemførelsen af denne aftale

b)

fremsætte forslag til ændring eller udvidelse af denne aftale

c)

bilægge tvister, som opstår i forbindelse med fortolkning eller anvendelse af denne aftales bestemmelser.

3.   Udvalget mødes, når det er nødvendigt, efter anmodning fra en af parterne, og mindst én gang om året.

4.   Udvalget fastsætter selv sin forretningsorden.

Artikel 13

Aftalens forhold til bilaterale aftaler mellem medlemsstaterne og Republikken Aserbajdsjan

Denne aftale har fra og med sin ikrafttrædelse forrang for bestemmelser i enhver bilateral eller multilateral aftale indgået mellem de enkelte medlemsstater og Republikken Aserbajdsjan, for så vidt bestemmelserne i sidstnævnte aftaler omhandler spørgsmål omfattet af denne aftale.

Artikel 14

Afsluttende bestemmelser

1.   Denne aftale ratificeres eller godkendes af parterne i overensstemmelse med deres respektive procedurer og træder i kraft den første dag i den anden måned efter den dato, hvor parterne meddeler hinanden, at ovennævnte procedurer er afsluttet.

2.   Uanset stk. 1 træder denne aftale ikke i kraft før datoen for ikrafttrædelsen af aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Aserbajdsjan om tilbagetagelse, hvis denne dato ligger senere end den i stk. 1 omhandlede dato.

3.   Denne aftale indgås på ubestemt tid, men kan opsiges efter reglerne i stk. 6.

4.   Denne aftale kan ændres ved skriftlig overenskomst mellem parterne. Ændringer træder i kraft, efter at parterne har givet hinanden meddelelse om, at de interne procedurer i den henseende er afsluttet.

5.   Hver af parterne kan suspendere hele aftalen eller en del af den, når hensyn til den offentlige orden, den nationale sikkerhed eller folkesundheden tilsiger det. Afgørelsen herom meddeles den anden part senest 48 timer før dens ikrafttrædelse. Den part, der suspenderer anvendelsen af denne aftale, underretter omgående den anden part, når grundene til suspensionen ikke længere består.

6.   Hver part kan opsige denne aftale med skriftligt varsel til den anden part. Aftalen ophører 90 dage efter denne opsigelse.

Udfærdiget i Vilnius, den niogtyvende november totusind og tretten i to eksemplarer på bulgarsk, dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, italiensk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, kroatisk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk, ungarsk og aserbajdsjansk, idet hver af disse tekster har samme gyldighed.

За Европейския съюз

Рог la Unión Europea

Za Evropskou unii

For Den Europæiske Union

Für die Europäische Union

Euroopa Liidu nimel

Για την Ευρωπαϊκή Ένωση

For the European Union

Pour l'Union européenne

Za Europsku uniju

Per l'Unione europea

Eiropas Savienības vārdā –

Europos Sąjungos vardu

Az Európai Unió részéről

Għall-Unjoni Ewropea

Voor de Europese Unie

W imieniu Unii Europejskiej

Pela União Europeia

Pentru Uniunea Europeană

Za Európsku úniu

Za Evropsko unijo

Euroopan unionin puolesta

För Europeiska unionen

Avropa İttifaqı adından

Image

За Азербайджанската република

Por la República de Azerbaiyán

Za Ázerbájdžánskou republiku

For Republikken Aserbajdsjan

Für die Republik Aserbaidschan

Aserbaidžaani Vabariigi nimel

Για τη Δημοκρατία χου Αζερμπαϊτζάν

For the Republic of Azerbaijan

Pour la République d'Azerbaïdjan

Za Republiku Azerbajdžan

Per la Repubblica dell'Azerbaigian

Azerbaidžanas Republikas vārdā –

Azerbaidžano Respublikos vardu

Az Azerbajdzsán Köztársaság részéről

Għar-Repubblika tal-Azerbajģan

Voor de Republiek Azerbeidzjan

W imieniu Republiki Azerbejdżanu

Pela República do Azerbaijāo

Pentru Republica Azerbaidjan

Za Azerbajdžanskú republiku

Za Azerbajdžansko republiko

Azerbaidžanin tasavallan puolesta

För Republiken Azerbajdzjan

Image

Image


PROTOKOL

til aftalen angående de medlemsstater, der ikke i fuldt omfang anvender Schengenreglerne

De medlemsstater, der er bundet af Schengenreglerne, men som i afventning af den relevante rådsafgørelse endnu ikke udsteder Schengenvisa, udsteder nationale visa, hvis gyldighed er begrænset til deres område.

I overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 582/2008/EF af 17. juni 2008 om indførelse af en forenklet ordning for personkontrol ved de ydre grænser, som bygger på, at Bulgarien, Cypern og Rumænien ensidigt anerkender visse dokumenter som ligestillede med deres nationale visa i forbindelse med transit gennem deres område (1) er der truffet harmoniserede foranstaltninger for at forenkle de regler, der gælder for indehavere af Schengenvisa og Schengenopholdstilladelser med hensyn til transit gennem de medlemsstater, som endnu ikke anvender Schengenreglerne i fuldt omfang.


(1)  EUT L 161 af 20.6.2008, s. 30.


FÆLLESERKLÆRING

om aftalens artikel 10 om diplomatpas

Unionen eller Republikken Aserbajdsjan kan suspendere anvendelsen af en del af aftalen, navnlig artikel 10, efter proceduren i artikel 14, stk. 5, såfremt den anden part misbruger bestemmelserne i artikel 10, eller anvendelsen af disse bestemmelser fører til en trussel mod den offentlige sikkerhed.

Hvis anvendelsen af artikel 10 suspenderes, indleder parterne forhandlinger med hinanden inden for rammerne af det ved aftalen nedsatte udvalg for at løse de problemer, der førte til suspensionen.

Begge parter erklærer, at de vil bestræbe sig på at sikre et højt sikkerhedsniveau for diplomatpas, bl.a. ved at indføre biometriske identifikatorer. For Unionens vedkommende vil dette blive sikret i overensstemmelse med kravene i Rådets forordning (EF) nr. 2252/2004 af 13. december 2004 om standarder for sikkerhedselementer og biometriske identifikatorer i pas og rejsedokumenter, som medlemsstaterne udsteder (1).


(1)  EUT L 385 af 29.12.2004, s. 1.


FÆLLESERKLÆRING

om Danmark

Parterne tager til efterretning, at denne aftale ikke finder anvendelse på de procedurer for visumudstedelse, der anvendes af Kongeriget Danmarks diplomatiske og konsulære repræsentationer.

Under disse omstændigheder er det ønskeligt, at myndighederne i Kongeriget Danmark og Republikken Aserbajdsjan snarest indgår en bilateral aftale om lempelse af reglerne for udstedelse af visa til kortvarigt ophold svarende til den aftale, der er indgået mellem Den Europæiske Union og Republikken Aserbajdsjan.


FÆLLESERKLÆRING

om det Forenede Kongerige og Irland

Parterne tager til efterretning, at denne aftale ikke gælder for Det Forenede Kongeriges og Irlands område.

Under disse omstændigheder er det ønskeligt, at myndighederne i Det Forenede Kongerige, Irland og Republikken Aserbajdsjan snarest indgår bilaterale aftaler om lempelse af reglerne for udstedelse af visa.


FÆLLESERKLÆRING

om Island, Norge, Schweiz og Liechtenstein

Parterne noterer sig de tætte forbindelser mellem Den Europæiske Union og Schweiz, Island, Liechtenstein og Norge, navnlig i henhold til aftalerne af 18. maj 1999 og 26. oktober 2004 om disse landes associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne.

Under disse omstændigheder er det ønskeligt, at myndighederne i Schweiz, Island, Liechtenstein og Norge og Republikken Aserbajdsjan snarest indgår en bilateral aftale om lempelse af reglerne for udstedelse af visa til kortvarigt ophold svarende til den aftale, der er indgået mellem Den Europæiske Union og Republikken Aserbajdsjan.


FÆLLESERKLÆRING

om samarbejde om rejsedokumenter

Parterne er enige om, at det blandede udvalg, der nedsættes i henhold til aftalens artikel 12, som led i tilsynet med aftalens gennemførelse bør vurdere, hvilken betydning de respektive rejsedokumenters sikkerhedsniveau har på den måde, hvorpå aftalen fungerer. Parterne er derfor enige om regelmæssigt at underrette hinanden om de foranstaltninger, der træffes for at undgå mange forskellige rejsedokumenter og udvikle de tekniske sikkerhedsaspekter af rejsedokumenter, samt om de foranstaltninger, der træffes i forbindelse med personliggørelsesprocessen ved udstedelsen af rejsedokumenter.


FÆLLESERKLÆRING

om tjenestepas

Inden for rammerne af disse forhandlinger bekræfter parterne, at aftalen ikke påvirker de enkelte medlemsstaters og Republikken Aserbajdsjans mulighed for at indgå bilaterale aftaler om visumfritagelse for indehavere af tjenestepas.


Top