0. GENERELT

0.1. Fabrikat (fabrikantens handelsbetegnelse):

0.2. Type:

0.2.1. Eventuel(le) handelsbetegnelse(r):

0.3. Typeidentifikationsmærker, såfremt disse er markeret på køretøjet/komponenten/ den separate tekniske enhed (1) (3):

0.3.1. Mærkets anbringelsessted:

0.4. Køretøjsklasse (4):

0.5. Fabrikantens virksomhedsnavn og adresse:

0.8. Navn(e) og adresse(r) på samlefabrik(ker):

0.9. Navn og adresse på fabrikantens eventuelle repræsentant:

1. KØRETØJETS ALMINDELIGE SPECIFIKATIONER

1.1. Fotografier, billeder og/eller tegninger af repræsentativt køretøj/komponent/separat teknisk enhed (1):

0. GENERELT

0.1. Fabrikat (fabrikantens handelsbetegnelse):

0.2. Type:

0.2.1. Eventuel(le) handelsbetegnelse(r):

0.3. Typeidentifikationsmærker, såfremt disse er markeret på køretøjet/komponenten/ den separate tekniske enhed (1) :

0.3.1. Mærkets anbringelsessted:

0.4. Køretøjsklasse ( 2 ):

0.5. Fabrikantens navn og adresse:

0.8. Navn(e) og adresse(r) på samlefabrik(ker):

0.9. Navn og adresse på fabrikantens eventuelle repræsentant:

1. KØRETØJETS ALMINDELIGE SPECIFIKATIONER

1.1. Fotografier og/eller tegninger af et repræsentativt køretøj:

1. Supplerende oplysninger (eventuelt): se tillæg.

2. Teknisk tjeneste, som er ansvarlig for udførelse af prøvningerne:

3. Prøvningsrapportens dato:

4. Prøvningsrapportens nummer:

5. Eventuelle bemærkninger: se tillæg.

6. Sted:

7. Dato:

8. Underskrift:

1. Baseret på FN-regulativ ved hjælp af EU-typegodkendte komponenter eller separate tekniske enheder: ja / nej ( 3 )

2. Godkendelsesprocedure i henhold til artikel 30, stk. 7, i forordning (EU) 2018/858 (virtuel prøvning): ja / nej (3)

3. Godkendelsesprocedure i henhold til artikel 72, stk. 1, og bilag VII i forordning (EU) 2018/858 (intern teknisk tjeneste): ja / nej (3)

4. I tilfælde af komponenter og separate tekniske enheder, eksempel på typegodkendelsesmærkningen af komponenten eller den separate tekniske enhed:

5. Bemærkninger:

1.1. Generelle bestemmelser;

1.1.1. Ethvert køretøj skal være udstyret med en lovpligtig fabrikationsplade som beskrevet i denne afdeling A.

1.1.2. Den lovpligtige fabrikationsplade skal fastgøres af køretøjets fabrikant eller dennes repræsentant.

1.1.3. Den lovpligtige fabrikationsplade skal bestå af enten:

1.1.4. Metalplader skal være fastgjort med nitter eller tilsvarende.

1.1.5. Etiketter skal være af en sådan art, at det kan ses, hvis nogen har forsøgt at manipulere med dem, at de er sikret mod svindel, og at de går i stykker, hvis nogen forsøger at fjerne dem.

1.2. Oplysninger, der skal indgå i den lovpligtige fabrikationsplade

1.2.1. Følgende oplysninger skal på ikke sletbar vis være påtrykt den lovpligtige fabrikationsplade i den nævnte rækkefølge:

1.2.2. Højden på tegnene som omhandlet i punkt 1.2.1, litra d), skal være mindst 4 mm.

1.2.3. Højden på tegnene i oplysningerne i punkt 1.2.1, bortset fra køretøjets identifikationsnummer, skal være mindst 2 mm.

1.3. Særlige bestemmelser

1.3.1. Påhængskøretøjer

1.3.1.1. Hvis der er tale om et påhængskøretøj, skal den største teknisk tilladte statiske vertikale masse på koblingspunktet anføres.

1.3.1.2. Koblingspunktet skal betragtes som en aksel. Denne aksel nummereres "0".

1.3.1.3. Den første aksel nummereres "1", den anden "2" osv., adskilt af en bindestreg.

1.3.1.4. Vogntogets masse som omhandlet i punkt 1.2.1, litra f), udelades.

1.3.2. Tunge køretøjer

1.3.2.1. For så vidt angår køretøjer i klasse N3, O3 eller O4, skal største teknisk tilladte akseltryk på en akselgruppe anføres. Oplysningen vedrørende "akselgruppe" skal markeres med bogstavet "T" efterfulgt af en bindestreg.

1.3.2.2. For så vidt angår køretøjer i klasse M3, N3, O3 eller O4, kan fabrikanten på den lovpligtige fabrikationsplade angive den tilsigtede tilladte totalmasse ved registrering/ibrugtagning.

1.3.2.2.1. Den del af fabrikantens lovpligtige fabrikationsplade, hvor masserne er anført, inddeles i to kolonner: de tilsigtede tilladte totalmasser ved registrering/ibrugtagning anføres i venstre kolonne og de største teknisk tilladte totalmasser i højre kolonne.

1.3.2.2.2. Den tocifrede kode for den land, hvor det er hensigten, at køretøjet skal registreres, anføres som overskrift i venstre kolonne. Koden skal være i overensstemmelse med ISO-standard 3166-1:2006.

1.3.2.3. Kravene i punkt 1.3.2.1 finder ikke anvendelse, hvis:

1.4. Supplerende oplysninger

1.4.1. Fabrikanten kan angive supplerende oplysninger under eller ved siden af de foreskrevne påskrifter, uden for et klart afgrænset rektangel, der ikke indeholder andet end de i punkt 1.2 og 1.3 omhandlede oplysninger.

1.5. Modeller for den lovpligtige fabrikationsplade

1.5.1. Eksempler på de forskellige modeller for den lovpligtige fabrikationsplade findes i afdeling B.

1.5.2. De data, der er anført i modellerne, er fiktive.

1.6. Krav med hensyn til placering på køretøjet

1.6.1. Den lovpligtige fabrikationsplade skal være solidt fastgjort på et iøjefaldende og let tilgængeligt sted.

1.6.2. Placeringen skal vælges, således at den del, som pladen fastgøres på, ikke udsættes for udskiftning, mens køretøjet stadig er i brug.

2.0.1. Alle køretøjer skal være mærket med en VIN-kode.

2.0.2. VIN-koden skal være en unik kode, der utvetydigt kan henføres til et bestemt køretøj.

2.0.3. VIN-koden skal påføres chassiset eller køretøjet, når køretøjet forlader produktionslinjen.

2.0.4. Fabrikanten skal sikre køretøjets sporbarhed i en periode på 30 år ved hjælp af VIN-koden.

2.0.5. Ved typegodkendelse kontrolleres det ikke nødvendigvis, om fabrikanten har truffet foranstaltninger til sikring af sporbarhed af køretøjet som omhandlet i punkt 2.0.4.

2.1. VIN-koden består af følgende tre sektioner og et kontrolciffer:

2.2. Fabrikantkoden (WMI) består af en kode, der tildeles fabrikanten med henblik på at kunne identificere denne.

2.2.1. Koden omfatter tre alfanumeriske tegn, dvs. store latinske bogstaver eller arabiske tal, som tildeles af den kompetente myndighed i det land, hvor fabrikanten har sit hovedsæde.

2.2.2. Den kompetente myndighed handler i overensstemmelse med den internationale organisation omhandlet i ISO-standard 3780: 2009 vedrørende "Road vehicles — World manufacturer identifier (WMI) code".

2.2.3. Hvis fabrikanten globalt fremstiller mindre end 500 køretøjer om året, er det tredje tegn altid "9". Til identifikation af sådanne fabrikanter tildeler den i punkt 2.2 omhandlede kompetente myndighed også tredje, fjerde og femte tegn i køretøjsindikatorsektionen (VIS).

2.3. Køretøjsdeskriptorsektionen (VDS) omfatter fem alfanumeriske tegn, dvs. store latinske bogstaver og arabiske tal, som anvendes til at angive køretøjets almindelige specifikationer. Hvis fabrikanten ikke bruger en eller flere af de fem tegn, skal de ubrugte positioner udfyldes med alfanumeriske tegn efter fabrikantens valg, således at det samlede antal tegn er seks.

2.4. Den niende position i VIN-koden er et kontrolciffer, der er matematisk korrekt i overensstemmelse med den formel, der er angivet i afdeling C.

2.5. Køretøjsindikatorsektionen (VIS) består af otte alfanumeriske tegn, dvs. store latinske bogstaver og arabiske tal, hvoraf mindst fire tegn skal være tal.

2.6. Højden af tegn i VIN-koden, indpræget i chassiset, skal være mindst 7 mm.

2.7. Der må ikke være mellemrum mellem tegnene.

2.8. Brug af bogstaverne "I", "O" og "Q" er ikke tilladt.

2.9. Starten og slutningen af VIN-koden skal afgrænset af et symbol efter fabrikantens valg. Dette symbol bør hverken være et romersk bogstav eller et arabertal.

2.9.1. Kravet i punkt 2.9 kan fraviges, hvis VIN-koden er angivet på en enkelt linje.

2.9.2. Hvis VIN-koden angives på to linjer, finder kravet i punkt 2.9 anvendelse på begge linjer.

2.10. Krav til placeringen af VIN-koden på køretøjet

2.10.1. VIN-koden skal angives på en enkelt linje.

2.10.1.1. Hvis VIN-koden af tekniske årsager, f.eks. pladsmangel, ikke kan angives på en enkelt linje, kan den nationale myndighed på fabrikantens anmodning tillade, at VIN-koden angives på to linjer. I så fald må de sektioner af koden, der er omhandlet i punkt 2.1, ikke brydes.

2.10.2. VIN-koden skal påføres ved indprægning eller mekanisk udhamring i chassiset, stellet eller lignende konstruktionsdel.

2.10.3. Teknikker, der har bevist, at de giver samme grad af beskyttelse mod ændring ved manipulering eller forfalskning som mekanisk udhamring, kan anvendes i stedet for ovenstående.

2.10.4. VIN-koden skal være påføres på et klart synligt og let tilgængeligt sted på en sådan måde, at mærkningen ikke kan fjernes eller forringes.

2.10.5. VIN-koden skal være placeres i køretøjets højre side.

Bemærk:  Venstre kolonne er ikke obligatorisk

Bemærk:  Venstre kolonne er ikke obligatorisk

1.1. Hvert nummer i VIN-koden tildeles sin faktiske matematiske værdi og hvert bogstav tildeles følgende værdi:

1.2. Den værdi, der er tildelt for hvert tegn, ganges med den nedenfor anførte vægtfaktor (VIN):

1.3. De heraf følgende produkter tilføjes, og det samlede tal divideres med 11.

1.4. Kontrolcifferet (nr. 0 til 9 eller bogstav X) er baseret på resten, enten i brøkform eller i decimaltal (afrundet til nærmeste tusindedel), som anført i nedenstående tabel.

1. Supplerende oplysninger:

1.1. Kort beskrivelse af køretøjstypen med hensyn til konstruktion, dimensioner, linjer og materialesammensætning:

2. Placeringen af køretøjets identifikationsnummer:

3. Placeringen af den lovpligtige fabrikationsplade:

4. Lovpligtig fabrikationsplade til køretøj, der er opbygget i flere etaper: ja / nej (1)

5. Bemærkninger:

1. I dette bilag forstås ved:

1.1. »næsten plan overflade«: en overflade af et fast materiale, som også kan bestå af et mønstret gitterværk eller tremmer med en krumningsradius på mindst 3 000  mm

1.2. »mønstret gitteroverflade«: en overflade bestående af regelmæssige mønstre såsom runde, ovale, sekskantede, rektangulære eller kvadratiske huller, jævnt fordelt med højst 15 mm indbyrdes afstand

1.3. »tremmeoverflade«: en overflade bestående af parallelle tremmer, som er jævnt fordelt med en indbyrdes afstand på højst 15 mm

1.4. »nominel overflade«: den teoretisk geometrisk perfekte overflade uden hensyntagen til uregelmæssigheder i overfladen såsom fremspring eller fordybninger

1.5. »køretøjets midterplan i længderetningen«: køretøjets symmetriplan eller, såfremt køretøjet ikke er symmetrisk, det lodrette plan i længderetningen, som skærer midtpunktet for køretøjets aksler

1.6. »hældning«: vinkelafvigelsen i grader i forhold til det lodrette plan.

2. Tekniske krav

2.1. Køretøjer skal være udstyret med et område til montering og fastgørelse af bagnummerplader.

2.1.1. Køretøjer i klasse M og N skal desuden udstyres med en et område til montering og fastgørelse af fornummerplader.

2.1.2. Køretøjer i klasse O3 og O4 skal være udstyret med to særskilte områder til montering og fastgørelse af bagnummerplader (dvs. give mulighed for eventuel identifikation af et trækkende køretøj, hvis dette kræves af en national myndighed).

2.2. Form og dimensioner for området til montering af en nummerplade

2.2.1. Området til montering skal udgøre en rektangulær flade med følgende minimumsdimensioner:

2.3. Montering og fastgørelse af for- og bagnummerplader.

2.3.1. Området til montering af for- eller bagnummerpladen skal bestå af en plan eller næsten plan rektangulær overflade.

2.3.1.1. En adapterplade eller et adapterbeslag kan danne grundlag for monteringsfladen for en nummerplade, hvis den leveres som standardudstyr. Den kan være udformet således, at det kun er fastgjort til køretøjet i kombination med en nummerplade.

2.3.1.2. Køretøjsfabrikanten kan vælge at anbringe valgfrie eller alternative områder til montering af nummerplader på køretøjet, forudsat at de også opfylder kravene.

2.3.2. Den overflade, der skal dækkes af for- eller bagnummerpladen, kan have huller eller mellemrum. Dog må sådanne huller eller mellemrum højst være 75 mm høje, uden at deres bredde tages i betragtning.

2.3.3. Den overflade, der skal dækkes af for- eller bagnummerpladen, kan have fremspring, såfremt disse ikke er højere end 5,0 mm i forhold til den nominelle overflade. Mellemlag af meget blødt materiale, såsom skum- eller filtprodukter, der skal stoppe vibrationer i nummerpladen, tages ikke i betragtning.

2.3.4. Området til montering af for- eller bagnummerpladen skal være således, at prøvepladen, som defineret i punkt 3.4, når den er fastgjort efter fabrikantens anvisninger, opfylder følgende krav:

2.3.4.1. Placeringen af området til montering af en for- eller bagnummerplade:

2.3.4.1.1. Området til montering af en nummerplade fortil på køretøjet skal være således, at nummerpladen kan placeres fuldt ud inden for to parallelle lodrette planer i længderetningen gennem køretøjets yderpunkter uden hensyntagen til anordninger til indirekte udsyn. Selve det angivne område må ikke udgøre det bredeste punkt på køretøjet.

2.3.4.1.2. Området til montering af en nummerplade bag på køretøjet skal være således, at nummerpladen kan placeres fuldt ud inden for to parallelle lodrette planer i længderetningen gennem køretøjets yderpunkter uden hensyntagen til anordninger til indirekte udsyn. Selve det angivne område må ikke udgøre det bredeste punkt på køretøjet.

2.3.4.1.3. For- eller bagnummerpladerne skal være vinkelret (± 5°) på køretøjets midterplan i længderetningen, målt i pladens centrum. ►M1  Den typegodkendende myndighed kan dog tillade en tolerance på op til ± 15°, hvis fabrikanten anmoder herom med henblik på at placere fornummerpladen fortil på køretøjet med en afvigelse fra centerlinjen af tekniske, aerodynamiske eller andre årsager. ◄

2.3.4.2. For- og bagnummerpladens stilling i forhold til det lodrette tværgående plan:

2.3.4.2.1. Det tillades, at nummerpladen hælder i forhold til det lodrette plan med ikke under – 5° og ikke over 30° under forudsætning af, at højden for pladens øverste kant ikke er over 1 500  mm fra vejbanen

2.3.4.2.2. Det tillades, at nummerpladen hælder i forhold til det lodrette med ikke under – 15° og ikke over 5° under forudsætning af, at højden for pladens øverste kant er over 1 500  mm fra vejbanen.

2.3.4.3. Bag- og fornummerpladens højde over vejbanen:

2.3.4.3.1. Den forreste nummerplades nederste kant må ikke være under 100 mm fra vejbanen.

2.3.4.3.2. Den bageste nummerplades nederste kant må ikke være under 200 mm fra vejbanen.

2.3.4.3.3. Højden på bag- og fornummerpladens øverste kant må ikke være over 1 500  mm fra vejbanen.

2.3.4.3.3.1. For køretøjer til særlig anvendelse, hvor det ikke er praktisk muligt at overholde højdebestemmelsen for området til montering af for- eller bagnummerpladen på grund af køretøjets konstruktion, må den maksimale højde, uanset punkt 2.3.4.3.3, være større end 1 500  mm, forudsat at den er så tæt på dette niveau, som køretøjets konstruktion tillader det.

2.3.4.4. Geometrisk synlighed:

2.3.4.4.1. For- og bagnummerplader skal være synlige i hele området inden for følgende fire planer:

2.3.4.4.2. Der må ikke placeres nogen konstruktionselementer i det ovenfor beskrevne område, heller ikke selv om disse er gennemsigtige.

2.3.4.5. Mellemrummet mellem den monterede og fastgjorte nummerplades kanter og pladeområdets faktiske overflade må højst være på 5,0 mm langs pladens kant hele vejen rundt.

2.3.4.5.1. Dette mellemrum kan overskrides, hvis det måles over et hul eller en sprække i en overflade bestående af mønstret gitter eller mellem tremmerne i et gitter.

2.3.5. Den monterede og fastgjorte prøveplades placering og form, bestemt som angivet ovenfor, især den resulterende krumningsradius, skal tages i betragtning med henblik på kravene til bagnummerpladebelysning.

2.4. Øvrige krav

2.4.1. En eventuel nummerplade må ikke helt eller delvis anvendes til fastgørelse, montering eller påklemning af andre køretøjsdele, komponenter eller anordninger (f.eks. må belysningsanordningen ikke fastgøres på en nummerplade).

2.4.2. Ingen køretøjsdel, adapterplade, komponent eller anordning må løsnes eller afmonteres som følge af fjernelse af en nummerplade.

2.4.3. Når nummerpladen er fastgjort, må dens synlighed under normale køreforhold ikke begrænses, navnlig som følge af vibrationer og dynamiske kræfter, f.eks. opstået ved luftstrømme under kørslen.

2.4.4. Det er ikke tilladt at angive en monteringsplacering, som let kan dreje op og/eller ned under de i punkt 2.3.4.2.1 og 2.3.4.2.2 fastsatte vinkler i forhold til køretøjskonstruktionen under normale kørselsforhold (dvs. med døre eller adgangspaneler lukket).

2.4.5. Når det er angivet af køretøjsfabrikanten, at et motorkøretøj er egnet til bugsering (punkt 2.11.5 i det i artikel 24, stk. 1, i forordning (EU) 2018/858 angivne oplysningsskema), og en del af en mekanisk tilkoblingsanordning, uanset om den er monteret på den pågældende type motorkøretøj, (delvist) kan dække for området til montering og fastgørelse af bagnummerpladen, finder følgende anvendelse:

3. Prøvningsprocedure

3.1. Bestemmelse af prøvepladens lodrette hældning og dens højde fra vejbanen.

3.1.1. Køretøjet skal holde på en jævn vandret flade. De styrende hjul skal anbringes i ligeud-stilling, og køretøjets masse justeres til massen i køreklar stand, men uden fører, før målingerne foretages.

3.1.2. Hvis køretøjet er udstyret med hydropneumatisk, hydraulisk eller pneumatisk hjulophæng eller en anordning, der kan justeres i forhold til lasten, skal det afprøves med dette hjulophæng eller denne anordning under de normale driftsvilkår, som angives af fabrikanten.

3.1.3. Hvis den primære og synlige side af prøvepladen vender nedad, udtrykkes målingen af hældningen som en negativ (minus)vinkel.

3.2. Fremspring måles vinkelret direkte på den nominelle overflade, der skal dækkes af nummerpladen.

3.3. Måling af afstanden mellem kanten af den monterede og fastgjorte prøveplade og overfladen foretages vinkelret direkte på den faktiske overflade, der skal dækkes af nummerpladen.

3.4. Den nummerplade, der anvendes til kontrol af produktionens overensstemmelse, skal have et af de to sæt mål, der er specificeret i punkt 2.2.1, og en tykkelse på maks. 4,0 mm. Hjørnerne skal have en radius på 10 mm.

1. Supplerende oplysninger:

1.1. Kort beskrivelse af køretøjstypen med hensyn til konstruktion, dimensioner, linjer og materialesammensætning:

1.2. Beskrivelse af områderne til montering af nummerplader (foran og bagtil):

2. Området til montering af nummerpladen er egnet til fastgørelse af en nummerplade med de maksimale mål (mm):

2.1. Foran: 520 × 120 / 340 × 240 (2)

2.2. Bagtil: 520 × 120 / 340 × 240 (2)

2.3. Anden bageste nummerplade for køretøjer i klasse O3 og O4: 520 × 120/340 × 240 (2)

4. Skjules området til montering af bagnummerpladen ved montering af nogen form for mekanisk tilkoblingsanordning? ja / nej (2)

5. Bemærkninger:

1. I dette bilag forstås ved:

1.1. »viskerfelt«: det område/de områder af forruden, der bestryges af viskerbladet/-bladene ved rudeviskersystemets normale driftsforhold

1.2. »viskersystemets intermitterende drift«: en automatisk ikke-kontinuerlig drift af viskersystemet, hvor der efter hver fuldstændig cyklus forekommer en periode, hvor viskerne er stationære i en specifik pauseposition

1.3. »betjeningsanordning til forrudevaskersystem«: en anordning til manuelt at tænde og slukke for vaskersystemet

1.4. »vaskerpumpe«: en anordning til overførsel af væske fra vaskersystemets beholder til forrudens yderside

1.5. »dyse«: en anordning til påføring af væske til forruden

1.6. »fuldt spædet system«: et system, der er blevet aktiveret normalt for en bestemt periode, og hvor væsken er blevet overført gennem pumpen og rørsystemet og ud af dysen/dyserne

1.7. »rengjort område«: det tidligere tilsmudsede område, hvor der efter tørring ikke længere er spor af dråber eller smuds

1.8. »synsfelt A«: prøveområde A som defineret i punkt 2.2 i bilag 21 til FN-regulativ nr. 43 om ensartede forskrifter for godkendelse af sikkerhedsrudematerialer og deres montering på køretøjer ( 7 )

1.9. »synsfelt B«: det reducerede prøveområde B som defineret i punkt 2.4 i bilag 21 til FN-regulativ nr. 43 uden udelukkelse af det i nævnte regulativs punkt 2.4.1 definerede område (dvs. synsfelt A er medtaget)

1.10. »tredimensionalt referencesystem«: et referencesystem som beskrevet i bilag 1 til den konsoliderede resolution om køretøjers konstruktion (R.E.3)

1.11. »køretøjets hovedkontakt«: den anordning, hvormed køretøjets indbyggede elektroniske system bringes fra at være slukket, som når køretøjet er parkeret uden fører, til normal driftsfunktion.

2. Tekniske krav

2.1. Forrudeviskersystem.

2.1.1. Alle køretøjer, som har en forrude, skal være udstyret med et forrudeviskersystem, der er i stand til at fungere, når køretøjets hovedkontakt er blevet aktiveret, uden at føreren behøver foretage andet end at tænde for den betjeningsanordning, der anvendes til at starte og standse forrudeviskersystemet (positionen "on").

2.1.1.1. Forrudeviskersystemet skal bestå af en eller flere viskerarme, hvis viskerblade nemt skal kunne udskiftes.

2.1.2. Forrudeviskerfeltet skal dække mindst 98 % af synsfelt A.

2.1.3. Forrudeviskerfeltet skal dække mindst 80 % af synsfelt B.

2.1.4. Forrudeviskerfeltet skal opfylde kravene i punkt 2.1.2 og 2.1.3, når systemet fungerer med en viskerfrekvens svarende til punkt 2.1.5.1, og skal prøves under de betingelser, der er fastsat i punkt 3.1.10 til 3.1.10.3.

2.1.5. Forrudeviskersystemet skal have mindst to viskerfrekvensindstillinger:

2.1.5.1. Den ene frekvens må ikke være mindre end 10 og ikke over 55 cyklusser pr. minut.

2.1.5.2. Den anden frekvens må ikke være under 45 fuldstændige cyklusser pr. minut.

2.1.5.3. Der skal være en forskel på mindst 15 cyklusser pr. minut mellem den højeste og en lavere viskerfrekvensindstilling.

2.1.5.4. Forrudeviskersystemet kan anvendes i intermitterende drift for at opfylde kravene i punkt 2.1.5.1 til 2.1.5.3.

2.1.6. Frekvenserne i punkt 2.1.5 til 2.1.5.3 skal prøves på de betingelser, der er fastsat i punkt 3.1.1 til 3.1.6 og punkt 3.1.8.

2.1.7. Når forrudeviskersystemet standses ved at slukke på betjeningsanordningen (positionen "off"), skal viskerarm/-arme og –blad/-blade køre tilbage til hvileposition.

2.1.8. Forrudeviskersystemet skal være i stand til at forblive blokeret i en sammenhængende periode på 15 sekunder. Det er tilladt at anvende automatiske kredsløbsbeskyttelsesanordninger, såfremt det med henblik på nulstilling ikke kræver andre betjeninger end af forrudeviskerens betjeningsanordning.

2.1.9. Forrudeviskersystemets evne til at forblive blokeret, jf., punkt 2.1.8, skal prøves på de betingelser, der er fastsat i punkt 3.1.7.

2.1.10. Hvis forrudeviskerarmens/-armenes eller –bladets/bladenes hvileposition ikke er uden for synsfelt B, skal det være muligt manuelt at flytte viskerarmen/-armenes på en sådan måde, at viskerbladet/-bladene kan løftes fra dets/deres placering på forruden, således at forruden kan rengøres manuelt.

2.1.11. Forrudeviskersystemet skal kunne fungere i 120 sekunder på en tør forrude i en omgivende temperatur på – 18 °C, uden at dette medfører en forringet ydeevne.

2.1.12. Forrudeviskersystemets ydeevne ved – 18o C skal prøves på de betingelser, der er fastsat i punkt 3.1.11.

2.1.13. Forrudeviskersystemet skal fortsat opfylde kravene i punkt 2.1.2 uden forringet ydeevne, når det fungerer ved højeste frekvens, og når køretøjet er genstand for en relativ lufthastighed på 80 % af den mindste af følgende værdier: køretøjets konstruktivt bestemt største hastighed eller 160 km/h. Synsfelt A på forruden skal forberedes i overensstemmelse med punkt 3.1.8 og 3.1.9. De aerodynamiske påvirkninger kombineret med størrelsen og formen af forruden, viskerarmen/-armene og viskerbladet/-bladene skal prøves under disse betingelser under hensyntagen til punkt 3.1.9.1. Viskerbladet/-bladene skal under prøvningen forblive i berøring med forruden, og der må ikke forekomme et fuldstændigt løft. Viskerbladet/-bladene skal forblive i fuld berøring med forruden i det felt, der er fastsat i punkt 2.1.2, for hver fuldstændig cyklus, og der må ikke forekomme delvise løft ved opad- eller nedadgående viskning.

2.2. Forrudevaskersystem.

2.2.1. Alle køretøjer, som har en forrude, skal være forsynet med et forrudevaskersystem, der er i stand til at fungere, når køretøjets hovedkontakt er blevet aktiveret, og som er i stand til at modstå de heraf følgende belastninger og tryk, når dyserne er tilkoblet og systemet er aktiveret i overensstemmelse med proceduren i punkt 3.2.1.1 til 3.2.1.1.2.

2.2.2. Forrudevaskersystemets ydeevne må ikke blive nedsat, når det er genstand for temperaturcyklusser som fastsat i punkt 3.2.1 til 3.2.5.

2.2.3. Forrudevaskersystemet skal kunne sprøjte væske på forrudens målfelt uden tegn på spild, frakobling af rørledninger eller fejl ved dyserne under normale betingelser og omgivende temperaturer mellem – 18 °C og 80 °C. Hvis dyserne er blokeret, må systemet desuden ikke vise tegn på spild eller frakobling af nogen rørledning.

2.2.3.1. Hvis forrudevaskersystemet omfatter en funktion til at mindske overtryk i tilfælde af blokering af dyserne (f.eks. en overtryksventil), er en sådan funktion tilladt, uanset punkt 2.2.3, andet punktum, forudsat at følgende betingelser er opfyldt:

2.2.4. Forrudevaskersystemet skal kunne levere en tilstrækkelig mængde væske til at rengøre mindst 60 % af synsfelt A på de betingelser, der er fastsat i punkt 3.2.6 til 3.2.6.4 i dette bilag.

2.2.5. Forrudevaskersystemet skal kunne aktiveres manuelt ved hjælp af betjeningsanordningen for forrudevasker. Aktivering og deaktivering af systemet kan desuden være koordineret og kombineret med andre af køretøjets systemer.

2.2.6. Væskebeholderens rumfang skal være ≥ 1,0 liter.

3. Prøvningsprocedure

3.1. Prøvningsbetingelser for forrudeviskersystem.

3.1.1. De nedenfor beskrevne prøvninger skal gennemføres på de betingelser, der er fastsat i punkt 3.1.2 til 3.1.5, medmindre andet er anført.

3.1.2. Den omgivende temperatur skal være mellem 5 °C og 40 °C.

3.1.3. Forruden holdes konstant våd.

3.1.4. Elektriske forrudeviskersystemer skal desuden opfylde nedenstående supplerende betingelser.

3.1.4.1. Alle batterier skal være fuldt opladt ved prøvningens påbegyndelse.

3.1.4.2. En eventuel motor skal køre med et omdrejningstal på højst 30 % af det omdrejningstal, hvorved den yder sin maksimale effekt. Hvis dette viser sig at være praktisk umuligt pga. særlige motorstyringsstrategier, f.eks. ved hybride elkøretøjer, fastsættes et realistisk scenario, hvori indgår motorhastigheder og periodisk eller fuldstændigt fravær af en motor i drift under normale kørselsforhold. Hvis forrudeviskersystemet kan opfylde kravene uden en motor i drift, behøver motoren ikke være i drift.

3.1.4.3. Nærlyset skal være tændt.

3.1.4.4. Alle påmonterede varme-, ventilations-, afrimnings- og afdugningssystemer (uanset placering i køretøjet) skal være i drift med det maksimale strømforbrug.

3.1.5. Forrudeviskersystemer, der fungerer ved hjælp af trykluft eller vakuum, skal kunne arbejde konstant med de foreskrevne viskerfrekvenser, uanset motorens omdrejningstal og belastning eller batteriets minimale og maksimale ladeniveauer, der er fastsat for normal drift af fabrikanten.

3.1.6. Forrudeviskersystemets viskerfrekvenser skal opfylde kravene i punkt 2.1.5 til 2.1.5.3 efter en indledende driftsperiode på 20 minutter på en våd forrude.

3.1.7. Kravene i punkt 2.1.8 betragtes som opfyldt, når viskerarmene fastholdes i en position svarende til en halv cyklus i 15 sekunder, mens forrudeviskerens betjeningsanordning er indstillet på den højeste viskerfrekvens.

3.1.8. Forrudens yderside affedtes omhyggeligt med metylalkohol eller tilsvarende affedtende middel. Når ruden er tør, påføres en ammoniakopløsning på mindst 3 % og højst 10 %. Når ruden atter er tør, tørres den efter med en tør bomuldsklud.

3.1.9. Forrudens yderside påføres et ensartet lag af prøvningsblandingen, der skal være i overensstemmelse med kravene i punkt 4, som skal tørre ind.

3.1.9.1. Når forrudens yderside er blevet forberedt i henhold til punkt 3.1.8 og 3.1.9, kan forrudevaskersystemet anvendes under de relevante prøvninger.

3.1.10. Forrudeviskersystemets viskerfelt som anført i punkt 2.1.4 fastsættes på følgende måde:

3.1.10.1. Forrudens yderside skal være behandlet som foreskrevet i punkt 3.1.8 og 3.1.9.

3.1.10.2. For at kontrollere, om kravene i punkt 2.1.2 og 2.1.3 er opfyldt, skal forrudeviskersystemet aktiveres under hensyntagen til punkt 3.1.9.1, og der udføres en aftegning af viskerfeltet, som sammenlignes med en aftegning af synsfelterne A og B.

3.1.10.3. Den tekniske tjeneste kan tillade en alternativ prøvningsprocedure (f.eks. virtuel prøvning) for at kontrollere, om kravene i punkt 2.1.2 og 2.1.3 er opfyldt.

3.1.11. Kravene i punkt 2.1.11 skal være opfyldt i en omgivende temperatur på – 18 ± 3 °C, idet køretøjet skal have været opbevaret ved denne temperatur i mindst fire timer. Køretøjet skal forberedes til at fungere på de betingelser, der er fastsat i punkt 3.1.4 og 3.1.5. Viskersystemet skal under prøvningen betjenes normalt, men ved højeste viskerfrekvens. Det er ikke nødvendigt at observere viskerfeltet.

3.2. Prøvningsbetingelser for forrudevaskersystemet.

3.2.1. Prøvning nr. 1. Forrudevaskersystemet fyldes helt op med vand (fuldt spædet) og anbringes i en omgivende temperatur på 20 ± 2 °C i mindst fire timer. Vandet skal være stabiliseret ved denne temperatur.

3.2.1.1. Alle dyser tilproppes der, hvor væsken kommer ud af dyserne, og forrudevaskersystemets betjeningsanordning betjenes seks gange på et minut, og hver arbejdsgang skal vare mindst tre sekunder. Hvis det imidlertid ikke er teknisk muligt at tilproppe det sted, hvor væsken strømmer ud, kan tilpropningen ske inden i dyserne.

3.2.1.1.1. Hvis forrudevaskersystemet drives ved førerens muskelkraft, skal betjeningskraften være 11,0 til 13,5 daN i tilfælde af en hånddrevet pumpe. Betjeningskraften skal være 40,0 til 44,5 daN i tilfælde af en foddrevet pumpe.

3.2.1.1.2. For elektriske pumper skal prøvningsspændingen være mindst lig den nominelle spænding, men må ikke overstige denne med mere end 2 V.

3.2.1.2. Forrudevaskersystemets ydeevne ved prøvningens afslutning skal være i overensstemmelse med punkt 2.2.3.

3.2.2. Prøvning nr. 2. Forrudevaskersystemet fyldes helt op med vand (fuldt spædet) og anbringes i en omgivende temperatur på – 18 ± 3 °C i mindst fire timer. Vandet behøver ikke at være stabiliseret ved denne temperatur.

3.2.2.1. Forrudevaskersystemets betjeningsanordning aktiveres seks gange på et minut, og hver arbejdsgang skal vare mindst tre sekunder, i overensstemmelse med punkt 3.2.1.1.1 og 3.2.1.1.2. Systemet anbringes derefter i en omgivende temperatur på 20 ± 2 °C, indtil isen er fuldstændig smeltet. Vandet behøver ikke at være stabiliseret ved denne temperatur. Forrudevaskersystemets ydeevne kontrolleres ved at aktivere systemet i overensstemmelse med punkt 3.2.1.1 til 3.2.1.2.

3.2.3. Prøvning nr. 3. Eksponeringsprøvning ved lav temperatur

3.2.3.1. Forrudevaskersystemet fyldes helt op med vand (fuldt spædet) og anbringes i en omgivende temperatur på – 18 ± 3 °C i mindst fire timer, idet det sikres, at alt vaskersystemets vand er frosset. Systemet anbringes derefter i en omgivende temperatur på 20 ± 2 °C, indtil isen er fuldstændig smeltet, dog ikke længere end i fire timer. Denne nedfrysnings/optøningsproces gentages seks gange. Ved prøvningens afslutning, når forrudevaskersystemet er placeret i en omgivende temperatur på 20 ± 2 °C, og isen er fuldstændig tøet, selv om vandet ikke behøver at være stabiliseret ved denne temperatur, kontrolleres forrudevaskersystemets ydeevne ved at aktivere det i overensstemmelse med punkt 3.2.1.1 og 3.2.1.2.

3.2.3.2. Forrudevaskersystemet fyldes helt op (fuldt spædet) med en frostsikker forrudevaskervæske bestående af en 50 % opløsning af metanol eller isopropylalkohol i vand, hvis hårdhed ikke overstiger 205 mg/l (Ca). Systemet anbringes i en omgivende temperatur på – 18 ± 3 °C i mindst fire timer. Væsken behøver ikke at være stabiliseret ved denne temperatur. Forrudevaskersystemets ydeevne kontrolleres ved at aktivere systemet i overensstemmelse med punkt 3.2.1.1 til 3.2.1.2.

3.2.4. Prøvning nr. 4. Eksponeringsprøvning ved høj temperatur

3.2.4.1. Hvis dele af forrudevaskersystemet er placeret i motorrummet, fyldes det helt op med vand (fuldt spædet) og anbringes i en omgivende temperatur på 80 ± 3 °C i mindst otte timer. Vandet behøver ikke at være stabiliseret ved denne temperatur. Forrudevaskersystemets ydeevne kontrolleres ved at aktivere systemet i overensstemmelse med punkt 3.2.1.1 til 3.2.1.2.

3.2.4.2. Hvis ingen dele af forrudevaskersystemet er placeret i motorrummet, fyldes det helt op med vand (fuldt spædet) og anbringes i en omgivende temperatur på 80 ± 3 °C i mindst otte timer. Vandet behøver ikke at være stabiliseret ved denne temperatur. Herefter anbringes systemet i en omgivende temperatur på 20 ± 2 °C. Når vandets temperatur er stabiliseret, kontrolleres forrudevaskersystemets ydeevne ved at aktivere systemet i overensstemmelse med punkt 3.2.1.1 og 3.2.1.2. Derefter fyldes systemet helt op med vand (fuldt spædet) og anbringes i en omgivende temperatur på 60 ± 3 °C i mindst otte timer. Vandet behøver ikke at være stabiliseret ved denne temperatur. Forrudevaskersystemets ydeevne kontrolleres ved at aktivere systemet i overensstemmelse med punkt 3.2.1.1 til 3.2.1.2. Fabrikanten kan alternativt anmode om, at forrudevaskersystemet prøves på de betingelser, der er fastsat i punkt 3.2.4.1.

3.2.5. Prøvningerne af forrudevaskersystemet som fastsat i punkt 3.2.1 til 3.2.4.2 udføres i rækkefølge på samme forrudevaskersystem. Systemet kan enten prøves, således som det er monteret på den køretøjstype, hvortil der søges om EU-typegodkendelse, eller separat. Hvis der søges om EU-typegodkendelse af en separat teknisk enhed, skal systemet prøves separat.

3.2.6. Prøvning nr. 5. Prøvning af forrudevaskersystemets ydeevne

3.2.6.1. Forrudevaskersystemet fyldes helt op med vand (fuldt spædet). Med standset køretøj og uden større vindpåvirkning må dysen/dyserne justeres, så de er rettet mod det tilsigtede område på forrudens yderside.

3.2.6.2. Forrudens yderside skal være behandlet som angivet i punkt 3.1.8 og 3.1.9.

3.2.6.3. Forrudevaskersystemet aktiveres i overensstemmelse med fabrikantens anvisninger, jf. dog punkt 3.2.1.1.1 og 3.2.1.1.2 i dette bilag. Prøvningens samlede varighed må ikke overstige 10 fuldstændige automatiske driftscyklusser af forrudeviskersystemet ved højeste viskerfrekvens.

3.2.6.4. For at kontrollere, om kravene i punkt 2.2.4 er opfyldt, udføres der en aftegning af det relevante rengjorte felt, som sammenlignes med en aftegning af synsfelt A. Hvis det er tydeligt for iagttageren, at kravene er opfyldt, er det ikke nødvendigt at udføre aftegningerne.

3.2.7. Prøvningen som fastsat i punkt 3.2.6 til 3.2.6.4 udføres altid på den køretøjstype, hvortil der søges om EU-typegodkendelse, også når det er en separat teknisk enhed, der er monteret i køretøjet.

4. Specifikationer for prøvningsblanding ved prøvning af forrudevisker- og forrudevaskersystemer.

4.1. Den blanding, der er henvist til i punkt 3.1.9, består af følgende:

4.1.1. Vand med hårdhed mindre end 205 mg/l (Ca): 92,5 volumenprocent.

4.1.2. Mættet saltopløsning i vand (natriumklorid): 5,0 volumenprocent.

4.1.3. Støv, sammensat som angivet i punkt 4.1.3.1 til 4.1.3.2.6 nedenfor: 2,5 volumenprocent.

4.1.3.1. Specifikationer for analyse af prøvningsstøv

4.1.3.1.1. 68 ± 1 % SiO2 i vægtprocent

4.1.3.1.2. 4 ± 1 % Fe2O3 i vægtprocent

4.1.3.1.3. 16 ± 1 % Al2O3 i vægtprocent

4.1.3.1.4. 3 ± 1 % CaO i vægtprocent

4.1.3.1.5. 1,0 ± 0,5 % MgO i vægtprocent

4.1.3.1.6. 4 ± 1 % baser i vægtprocent

4.1.3.1.7. 2,5 ± 0,5 % glødetab i vægtprocent

4.1.3.2. Specifikationer for partikelstørrelsesfordeling efter kornstørrelse

4.1.3.2.1. 12 ± 2 % af kornstørrelse 0 til 5 μm

4.1.3.2.2. 12 ± 3 % af kornstørrelse 5 til 10 μm

4.1.3.2.3. 14 ± 3 % af kornstørrelse 10 til 20 μm

4.1.3.2.4. 23 ± 3 % af kornstørrelse 20 til 40 μm

4.1.3.2.5. 30 ± 3 % af kornstørrelse 40 til 80 μm

4.1.3.2.6. 9 ± 3 % af kornstørrelse 80 til 200 μm

1. Supplerende oplysninger:

1.1. Kort beskrivelse af køretøjstypen med hensyn til konstruktion, dimensioner, linjer og materialesammensætning:

1.2. Beskrivelse af visker- og vaskersystemernes funktionsprincip:

1.3. Detaljeret beskrivelse af viskersystemet (f.eks. antal viskerblade, bladlængde, viskerarmens dimensioner osv.):

1.4. Detaljeret beskrivelse af vaskersystemet (f.eks. antal dyser, antal udgange pr. dyse, vaskerpumpe, væskebeholder, rørledninger og fastgørelse til pumpe og dyser osv.):

1.5. Væskebeholderens kapacitet (liter):

1.6. Køretøjets konstruktivt bestemte tophastighed (i km/h):

2. Styring: venstre/højre (2)

3. Systemer til venstrestyring og spejlvendte systemer til højrestyring: ja / nej (2)

4. Aerodynamisk spoiler påmonteret viskerarmen/viskerbladet (2) på førersiden/centrum/passagersiden/… (2)

5. Bemærkninger:

1. Supplerende oplysninger:

1.1. Kort beskrivelse af typen af separat teknisk enhed:

1.2. Detaljeret beskrivelse af vaskersystemet:

1.2.1. Antal dyser:

1.2.2. Antal udgange pr. dyse:

1.2.3. Beskrivelse af vaskersystemets rørledninger og fastgørelse til pumpe og dyser:

1.2.4. Beskrivelse af vaskerpumpe:

1.2.5. Væskebeholderens kapacitet (liter):

2. Egnet til venstre-/højrestyring: venstre/højre (3)

3. En del af systemet kan være placeret i motorrummet: ja / nej (3)

4. Separat teknisk enhed: universal/køretøjsspecifik (3)

5. Bemærkninger:

6. Liste over køretøjstyper, hvortil den separate tekniske enhed er blevet godkendt (eventuelt):

1. EU-typegodkendelsesmærket til separate tekniske enheder, jf. artikel 38, stk. 2, i forordning (EU) 2018/858, skal bestå af:

1.1. Et rektangel, hvori der er anbragt et lille "e" efterfulgt af et kendingsnummer for den medlemsstat, der har meddelt typegodkendelsen for komponenten eller den separate tekniske enhed i overensstemmelse med følgende:

1.2. I nærheden af rektanglet, to cifre, der angiver den ændringsserie, som fastsætter de krav, som disse separate tekniske enheder er i overensstemmelse med, i øjeblikket "00", efterfulgt af et mellemrum og det femcifrede tal som omhandlet i punkt 2.4 i bilag IV til forordning (EU) 2018/858.

2. EU-typegodkendelsesmærket til de separate tekniske enheder må ikke kunne slettes og skal være letlæselige.

3. Figur 1 viser et eksempel på et EU-typegodkendelsesmærke for en separat teknisk enhed.

Forklaring Dette EU-typegodkendelsesmærke for separat teknisk enhed er blevet udstedt af Nederlandene og har nummer 00406. De to første cifre "00" angiver, at den separate tekniske enhed blev godkendt i henhold til denne forordning.

1. I dette bilag forstås ved:

1.1. »dækkets omgrænsningslinje«: et dæks maksimale tværsnitsbredde og udvendige diameter, inkl. tolerancer som tilladt og specificeret i dækkets komponentgodkendelse

1.2. »anordning til kørsel i sne«: en snekæde eller tilsvarende anordning, der sikrer trækkraft i sne, som skal kunne monteres på køretøjets dæk/hjul-kombination, og som ikke i sig selv er et snedæk, vinterdæk, helårsdæk eller anden type dæk.

2. Tekniske krav

2.1. Generelle bestemmelser

2.1.1. Køretøjet skal være forsynet med en hjulafskærmning for hvert hjul.

2.1.2. Hjulafskærmningen kan bestå af karrosseridele eller separate hjulafskærmninger og skal være konstrueret på en sådan måde, at de i videst mulige omfang beskytter andre trafikanter mod opslyngede sten, jord, is, sne og vand samt mindsker farerne som følge af kontakt med roterende hjul.

2.2. Særlige krav

2.2.1. Hjulafskærmningerne skal opfylde kravene i punkt 2.2.1.1 til 2.2.1.4 med køretøjets masse justeret til den masse, der er angivet af fabrikanten for køretøjet i køreklar stand med en ekstra passager i første sæderække (hvis relevant) og eventuelle styrende hjul i stilling til ligeudkørsel.

2.2.1.1. I den del, der udgøres af de radiale planer ved en vinkel på 30° fremad og 50° bagud fra hjulenes centrum (se figur 1), skal hjulafskærmningens samlede bredde (q) mindst være tilstrækkelig til at dække den samlede dæksbredde (b) under hensyntagen til dækkets omgrænsningslinje samt yderværdierne for dæk- og hjulkombinationer som specificeret af fabrikanten. Hvis der er tale om tvillingehjul skal der tages hensyn til dækkenes omgrænsningslinjer og den samlede bredde (t) over de to dæk.

2.2.1.1.1. Ved bestemmelse af de bredder, der henvises til i punkt 2.2.1.1, tages påskrifter, prydmønstre, bånd eller riller til beskyttelse af dæksiden ikke i betragtning.

2.2.1.2. Hjulafskærmningens bagkant må ikke ende højere oppe end ved et horisontalt plan 150 mm over hjulenes rotationsakse, og desuden:

2.2.1.2.1. hvis der er tale om enkelthjul, skal skæringspunktet for hjulafskærmningens bagkant med det horisontale plan som omhandlet i punkt 2.2.1.2 (se figur 1, punkt A) ligge på ydersiden af dækkets midterplan i længderetningen

2.2.1.2.2. hvis der er tale om tvillingehjul, skal skæringspunktet for hjulafskærmningens bagkant med det horisontale plan som omhandlet i punkt 2.2.1.2 (se figur 1, punkt A) ligge på ydersiden af yderste dæks midterplan i længderetningen.

2.2.1.3. Hver hjulafskærmnings udformning og placering skal være således, at den er så tæt ved dækket som muligt. Særligt inden for det område, der afgrænses af de i punkt 2.2.1.1 omhandlede radiale planer, skal den opfylde følgende forskrifter:

2.2.1.3.1. Dybden (p) af fordybningen, der befinder sig i dækaksens lodrette plan, målt fra den yderste og den inderste kant af hjulafskærmningen ved det lodrette længdeplan, der går gennem dækket inden i hjulafskærmningen, skal være mindst 30 mm. Denne dybde (p) kan gradvis reduceres til nul i retning mod de radiale planer, der er omhandlet i punkt 2.2.1.1.

2.2.1.3.2. Afstanden (c) mellem hjulafskærmningens underkant og aksen gennem hjulenes omdrejningspunkt må ikke overstige 2 gange r, hvor radius (r) er dækkets statiske radius.

2.2.1.4. Hvis der er tale om køretøjer med ophæng med niveauregulering, skal kravene i punkt 2.2.1.3.1. og 2.2.1.3.2 være opfyldt, når køretøjet er i normal køreposition som specificeret af fabrikanten.

2.2.2. Hjulafskærmningerne kan bestå af flere dele, forudsat der efter monteringen ingen åbninger er mellem de enkelte dele eller inden for disse.

2.2.3. Hjulafskærmningerne skal være solidt fastgjorte. De kan dog være aftagelige, enten som en enhed eller i dele.

2.3. Anordninger til kørsel i sne

2.3.1. Hvis der er tale om køretøjer, hvor kun to hjul er drevne hjul, skal fabrikanten attestere, at køretøjet er konstrueret således, at mindst en type anordning til kørsel i sne kan anvendes på mindst en af de dæk- og hjulkombinationer, der er godkendt til køretøjets drevne aksel. Den anordning til kørsel i sne og de(n) dæk- og hjulkombination(er), der er egnet til køretøjstypen, skal nærmere angives af fabrikanten i punkt 6.6.4 i oplysningsskemaet.

2.3.2. Hvis der er tale om køretøjer, hvor alle hjul er drevne hjul, herunder køretøjer, hvor drivaksler kan udkobles manuelt eller automatisk, skal fabrikanten attestere, at køretøjet er konstrueret således, at mindst en type anordning til kørsel i sne kan anvendes på mindst en af de dæk- og hjulkombinationer, der er godkendt til køretøjets drevne aksel. Den anordning til kørsel i sne og de(n) dæk- og hjulkombination(er), der er egnet til køretøjstypen, skal nærmere angives af fabrikanten i punkt 6.6.4 i oplysningsskemaet.

2.3.3. Køretøjsfabrikanten skal medtage relevante anvisninger vedrørende korrekt anvendelse af de specificerede anordninger til kørsel i sne i motorkøretøjets brugervejledning (f.eks. brugermanual eller instruktionsbog).

(1) Dæksbredden (b) bestemmes ved dækkes overkant (dæksbredden mellem de radiale planer omhandlet i punkt 2.2.1.1).

1. Supplerende oplysninger:

1.1. Kort beskrivelse af køretøjstypen med hensyn til konstruktion, dimensioner, linjer og materialesammensætning:

1.2. Beskrivelse af hjulafskærmningerne:

1.3. Dæk-/hjulkombination(-er) (inkl. dækdimension, fælgdimension og indpresningsdybde):

1.4. Beskrivelse af de/de typer anordning til kørsel i sne, som kan anvendes:

1.5. Dæk-/hjulkombination(-er) (inkl. dækdimension, fælgdimension og indpresningsdybde), som skal anvendes med anordningen til kørsel i sne:

2. Permanent trækkende aksel(aksler): aksel 1 / aksel 2 / … (1)

3. Ophæng med niveauregulering: ja / nej (1)

4. Hjulafskærmning: aftagelig/ikke aftagelig (1) som enhed/i dele (1)

5. Bemærkninger:

1.1. »afrimet område«: det område af forruden, der har en tør ydre overflade eller en ydre overflade, der er dækket af smeltet eller delvis smeltet våd rim, som kan fjernes af køretøjets forrudeviskersystem

1.2. »dug«: et lag kondensat på den indvendige side af forrudens overflade

1.3. »afdugget område«: det område af forruden, som, efter tidligere at have været dækket af dug, frembyder en tør indvendig overflade uden dråber eller spor af vand

1.4. »synsfelt A«: prøveområde A som defineret i punkt 2.2 i bilag 21 til FN-regulativ nr. 43

1.5. »synsfelt B«: det reducerede prøveområde B som defineret i punkt 2.4 i bilag 21 til FN-regulativ nr. 43 uden udelukkelse af det i nævnte regulativs punkt 2.4.1 definerede område (dvs. synsfelt A er medtaget)

1.6. »køretøjets hovedkontakt«: den anordning, hvormed køretøjets indbyggede elektroniske system bringes fra at være slukket, som når køretøjet er parkeret uden fører, til normal driftsfunktion.

2.1.1. Ethvert køretøj, som har en forrude, skal være udstyret med en anordning, som gør det muligt at fjerne rim og is fra forrudens udvendige overflade. Forrudens afrimningssystem skal være virkningsfuld nok til at sikre et tilstrækkeligt udsyn gennem forruden i koldt vejr.

2.1.2. Systemets effektivitet kontrolleres ved efter start af køretøjet med bestemte mellemrum at bestemme forrudens afrimede overflade, efter at køretøjet i forvejen har været hensat i et kølerum i en vis tid.

2.1.3. Opfyldelse af kravene i punkt 2.1.1 og 2.1.2 prøves efter den metode, der er beskrevet i punkt 3.1.

2.1.4. Følgende krav skal være opfyldt:

2.1.4.1. 20 minutter efter prøvningsperiodens begyndelse skal synsfelt A være 80 % afrimet

2.1.4.2. 25 minutter efter prøvningsperiodens begyndelse skal forrudens afrimede område på passagersiden være som det, der er omhandlet i punkt 2.1.4.1 for førersiden.

2.1.4.3. 40 minutter efter prøvningsperiodens begyndelse skal synsfelt B være 95 % afrimet.

2.2.1. Ethvert køretøj, som har en forrude, skal være udstyret med et system, som gør det muligt at fjerne dug fra forrudens indvendige overflade.

2.2.2. Afdugningssystemet skal være virkningsfuldt nok til at genskabe udsynet gennem forruden, når den er tildugget. Systemets effektivitet efterprøves efter proceduren i punkt 3.2.

2.2.3. Følgende krav skal være opfyldt:

2.2.3.1. Synsfelt A skal efter 10 minutter være 90 % afdugget.

2.2.3.2. Synsfelt B skal efter 10 minutter være 80 % afdugget.

3.1.1. Prøvningen udføres ved en temperatur på – 8 ± 2 °C eller – 18 ± 3 °C som valgt af fabrikanten.

3.1.1.1. Prøvningen skal udføres i et kølerum, som er stort nok til at rumme det komplette køretøj, og som er udstyret til at holde en af de i punkt 3.1.1 angivne temperaturer i rummet under hele prøvningen og cirkulere kold luft. I kølerummet skal den foreskrevne prøvningstemperatur (eller en lavere temperatur) holdes i mindst 24 timer før den prøvningsperiode, hvorunder køretøjet eksponeres for kulde, påbegyndes. ►M1  Hvis det er muligt at kontrollere, om kølekammerets temperatur, målt på repræsentative steder såsom luftudløbet eller væggene, er stabiliseret ved den foreskrevne prøvningstemperatur, kan perioden på 24 timer imidlertid afkortes. ◄

3.1.2. Inden køretøjet anbringes i prøvningslokalet, affedtes de indvendige og udvendige overflader af forruden grundigt med denatureret sprit eller et tilsvarende affedtningsmiddel. Når ruden er tør, påføres en ammoniakopløsning på højst 2 % eller en ammoniakopløsning til kommerciel brug uden tilsætning af duftstoffer. Når ruden atter er tør, tørres den efter med en tør bomuldsklud.

3.1.3. Køretøjet skal være slukket og opbevares ved prøvningstemperaturen i mindst 10 timer før prøvningens påbegyndelse.

3.1.3.1. Hvis det er muligt at fastslå, om temperaturerne i motorens kølervæske og i smøreolien er stabiliseret ved prøvningstemperaturen, kan den i punkt 3.1.3 omhandlede periode afkortes.

3.1.4. Efter den i punkt 3.1.3 foreskrevne eksponeringsperiode, påføres et ensartet lag is på 0,044 g/cm2 over hele forrudens udvendige overflade ved hjælp af en vandpistol ved et arbejdstryk på 3,5 ± 0,2.

3.1.4.1. Pistoldysen, der er indstillet til en så udbredt og kraftig stråling som muligt, holdes vinkelret på glasoverfladen i en afstand af 200-250 mm fra denne og føres således, at der dannes et ensartet lag is fra den ene side til den anden af forruden.

3.1.4.1.1. For at opfylde forskrifterne i punkt 3.1.5 kan der benyttes en vandpistol med en dyse med en diameter på 1,7 mm og en kapacitet på 0,395 l/min, som kan frembringe en stråle på 300 mm i diameter på glasoverfladen fra en afstand af 200 mm fra denne. Ethvert andet apparat, som sikrer opfyldelse af disse forskrifter, kan ligeledes anvendes.

3.1.5. Efter at der er dannet is på forruden, skal køretøjet forblive i kølerummet i mindst 30 minutter og i højst 40 minutter.

3.1.6. Efter den i punkt 3.1.5 omhandlede periode skal en eller to observatører tage plads i køretøjet, hvorefter køretøjets hovedkontakt drejes til positionen "on" og en eventuel motor startes, om nødvendigt ved ydre midler. Prøvningsperioden begynder i det øjeblik køretøjets hovedkontakt er blevet aktiveret.

3.1.6.1. Hvis køretøjet er monteret med motor, skal motorens omdrejningstal i de første fem minutter af prøvningsperioden tilpasses i overensstemmelse med fabrikantens anbefalinger for opvarmning ved start i koldt vejr.

3.1.6.2. Under de sidste 35 minutter af prøvningsperioden (eller under hele dens varighed, hvis opvarmningsperioden på fem minutter ikke anvendes) gælder følgende:

3.1.6.2.1. En eventuel motor skal køre med et omdrejningstal på højst 50 % af det omdrejningstal, hvorved den yder sin maksimale effekt. Hvis dette viser sig at være praktisk umuligt pga. særlige motorstyringsstrategier, f.eks. ved hybride elkøretøjer, fastsættes et realistisk worst case-scenarie. I scenariet skal indgå omdrejningstal, periodisk eller fuldstændigt fravær af en motor i drift under normale kørselsforhold ved en omgivende temperatur på – 8 °C eller – 18 °C, afhængigt af hvilken prøvningstemperatur fabrikanten har valgt. Hvis systemet kan opfylde forskrifterne for afrimning uden en motor i drift, behøver motoren ikke være i drift.

3.1.6.3. Alle batterier skal være fuldt opladt ved prøvningens påbegyndelse. Højspændingsbatterier til køretøjer med elektrisk drivaggregat skal dog være opladt > 60 %.

3.1.6.5. Temperaturen i prøvningslokalet måles i højde med forruden og på et sådant sted, at den ikke bliver mærkbart påvirket af varmen fra det prøvede køretøj.

3.1.6.6. Den horisontale hastighed af den luft, der afkøler rummet, skal være så svag som muligt, og i alle tilfælde under 8 km/t foran forruden, målt umiddelbart før prøvningen på et punkt i køretøjets midterplan, 300 mm foran forrudens nederste kant og i højde med forrudens midte.

3.1.6.7. Motorhjelm, tag, alle døre, vinduer og dyser, skal, med undtagelse af indtag og afgange for varme- og ventilationssystemet, være lukkede; på fabrikantens anmodning kan et eller to vinduer være åbne i en samlet højde på højst 25 mm.

3.1.7.8. Betjeningsenheden til køretøjets afrimningssystem indstilles som anbefalet af køretøjsfabrikanten for den pågældende prøvningstemperatur.

3.1.6.9. Forrudeviskerne må benyttes under prøvningen, men dette skal ske uden andet manuelt indgreb end aktivering af eventuelle betjeningsenheder indvendigt i køretøjet.

3.1.7. Hvert femte minut at regne fra prøvningens begyndelse afmærker observatøren/observatørerne det afrimede område på forrudens indvendige overflade.

3.1.8. Når prøvningen er afsluttet i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 3.1.7, skal det afrimede områdes omrids på forrudens indvendige overflade registreres og markeres med henblik på angivelse af synsfelt A og B.

3.2.1. Inden køretøjet anbringes i prøvningslokalet, affedtes de indvendige og udvendige overflader af forruden grundigt med denatureret sprit eller et tilsvarende affedtningsmiddel. Når ruden er tør, påføres en ammoniakopløsning på højst 2 % eller en ammoniakopløsning til kommerciel brug uden tilsætning af duftstoffer. Når ruden atter er tør, tørres den efter med en tør bomuldsklud.

3.2.2. Afprøvningen foretages i et konditioneringsrum, der er stort nok til at rumme det komplette køretøj og i stand til at frembringe og holde en prøvningstemperatur på – 3 ± 1 °C under hele prøvningsperioden.

3.2.2.1. Temperaturen i prøvningslokalet måles i højde med forruden og på et sådant sted, at den ikke bliver mærkbart påvirket af varmen fra det prøvede køretøj.

3.2.2.2. Den horisontale hastighed af den luft, der afkøler rummet, skal være så svag som muligt, og i alle tilfælde under 8 km/t foran forruden, målt umiddelbart før prøvningen på et punkt i køretøjets midterplan, 300 mm foran forrudens nederste kant og i højde med forrudens midte.

3.2.2.3. Motorhjelm, tag, alle døre, vinduer og dyser, skal, med undtagelse af indtag og afgange for varme- og ventilationssystemet, være lukkede; på fabrikantens anmodning kan et eller to vinduer fra afdugningsprøvningens begyndelse være åbne i en samlet højde på højst 25 mm.

3.2.3. Duggen frembringes ved hjælp af den i punkt 4 beskrevne dampgenerator. Generatoren skal indeholde vand nok til at frembringe mindst 70 ± 5 g/h damp for hver af fabrikanten angivne siddeplads ved en omgivende temperatur på – 3 °C.

3.2.4. Forrudens indvendige overflade renses som angivet i punkt 3.2.1, inden køretøjet anbringes i konditioneringsrummet. Den omgivende lufttemperatur sænkes og stabiliseres ved – 3 ± 1 °C. Køretøjet skal være slukket og opbevares ved prøvningstemperaturen i mindst 10 timer før prøvningens påbegyndelse. Perioden på 10 timer kan imidlertid afkortes, hvis det er muligt at fastslå, at temperaturerne i motorens kølervæske og i smøreolien er stabiliseret ved den foreskrevne prøvningstemperatur.

3.2.5. Dampgeneratoren anbringes således, at dens udblæsningsåbninger befinder sig i køretøjets midterplan i længderetningen i anden sæderække. Den anbringes normalt bag forsæderne. Hvis dette ikke er muligt som følge af køretøjets udformning, anbringes generatoren foran ryglænene i en hensigtsmæssig stilling så lig den ovenfor beskrevne som muligt.

3.2.6. Efter at generatoren har fungeret i fem minutter inde i køretøjet, skal en eller to observatører hurtigt stige ind i køretøjet, idet adgangsdørene ikke må være åbne i mere end sammenlagt 8 sekunder, og tage plads på forsædet/forsæderne, hvorefter generatorens udstrømning reduceres med 70 ± 5 g/h pr. observatør.

3.2.7. Et minut efter, at observatøren/observatørerne er steget ind i køretøjet, må køretøjets hovedkontakt drejes til positionen "on" og en eventuel motor startes, om nødvendigt ved ydre midler. Prøvningsperioden begynder i det øjeblik køretøjets hovedkontakt er blevet aktiveret.

3.2.7.1. Hvis køretøjet er monteret med en motor, skal denne køres med et omdrejningstal på højst 50 % af det omdrejningstal, hvorved den yder sin maksimale effekt. Hvis dette viser sig at være praktisk umuligt pga. særlige motorstyringsstrategier, f.eks. ved hybride elkøretøjer, fastsættes et realistisk worst case-scenarie. I scenariet skal indgå omdrejningstal, periodisk eller fuldstændigt fravær af en motor i drift under normale kørselsforhold ved en omgivende temperatur på – 1 °C. Hvis systemet kan opfylde forskrifterne for afdugning uden en motor i drift, behøver motoren ikke være i drift.

3.2.7.2. Betjeningsenheden til køretøjets afdugningssystem indstilles som anbefalet af køretøjsfabrikanten for den pågældende prøvningstemperatur.

3.2.7.3. Alle batterier skal være fuldt opladt ved prøvningens påbegyndelse. Højspændingsbatterier til køretøjer med elektrisk drivaggregat skal dog være opladt > 60 %.

3.2.8. Ved prøvningens afslutning registreres det afduggede område og markeres med henblik på angivelse af forrudens synsfelt A og B.

4.1. Den dampgenerator, der anvendes ved prøvningen, skal have følgende generelle egenskaber:

4.1.1. Vandbeholderen skal have en kapacitet på mindst 2,25 l.

4.1.2. Varmetabet ved kogepunktet må højst være 75 W ved en omgivende temperatur på – 3 ± 1 °C.

4.1.3. Blæseren skal have en kapacitet på 0,07-0,10 m3 /min ved 0,5 mbar statisk tryk.

4.1.4. Rundt om generatorens top skal der, med lige stor afstand, være placeret seks dampafgangshuller (se figur 1).

4.1.5. Generatoren kalibreres ved – 3 ± 1 °C, således at der foretages aflæsning for hver 70 ± 5 g/h-udstrømning op til højst n gange dette tal, hvor n er det højeste antal siddepladser angivet af fabrikanten.

4.2. De angivne dele skal have følgende dimensioner og materielle egenskaber:

4.2.1. Dyse

4.2.1.1. Dimensioner:

4.2.1.1.1. Længde: 100 mm

4.2.1.1.2. Indvendig diameter 15 mm

4.2.1.2. Materiale:

4.2.1.2.1. Messing

4.2.2. Dispersionskammer

4.2.2.1. Dimensioner:

4.2.2.1.1. Rørets udvendige diameter 75 mm

4.2.2.1.2. Pladetykkelse 0,38 mm

4.2.2.1.3. Længde: 115 mm

4.2.2.1.4. Seks huller med diameter 6,3 mm placeret med lige stor afstand, 25 mm over dispersionskammerets bund.

4.2.2.2. Materiale:

4.2.2.2.1. Messing

1. Supplerende oplysninger:

1.1. Kort beskrivelse af køretøjstypen med hensyn til konstruktion, dimensioner, linjer og materialesammensætning:

1.2. Beskrivelse af afrimnings- og afdugningssystemerne:

1.3. Beskrivelse af indvendig udformning eller fittings, som kan påvirke prøvningsresultaterne

1.4. Det maksimale antal siddepladser:

1.5. Forrudens egenskaber:

1.6. Den elektriske installations nominelle spænding (V):

2. Styring: venstre/højre (1)

3. Motor: styret tænding / kompressionstænding / elektrisk / elhybrid / (1)

4. Afrimningstemperatur: -8°C / -18°C (1)

5. Bemærkninger:

1.1.1. Alle motorkøretøjer skal have en slæbeanordning monteret fortil.

1.1.2. Køretøjer i klasse M1, som defineret i forordning (EU) 2018/858, bilag I, del A, skal også have en slæbeanordning monteret bagtil, bortset fra køretøjer, der ikke er egnet til anvendelse til bugsering.

1.1.3. En slæbeanordning bagtil kan erstattes af en mekanisk tilkoblingsanordning som defineret i FN-regulativ nr. 55, under forudsætning af at kravene i punkt 1.2.1 er opfyldt.

1.2.1. Enhver slæbeanordning monteret på køretøjet skal være i stand til at modstå en statisk trækkraft og en statisk trykkraft svarende til tyngdekraftens indvirkning på mindst halvdelen af køretøjets største teknisk tilladte totalmasse.

1.3.1. For at et strandet motorkøretøj kan fjernes fra vejbanen på egne hjul, skal køretøjet kunne bugseres eller sættes i bugseringstilstand med køretøjets nøgle til stede og uden brug af specialværktøjer eller demontering af dele, der ikke er konstrueret til dette formål, i overensstemmelse med den fremgangsmåde, der er angivet af fabrikanten i motorkøretøjets brugsanvisning. Fabrikanten kan begrænse betingelserne for bugsering i brugsanvisningen med hensyn til bugseringshastighed og -strækning for at undgå uoprettelige skader, dog skal der være mulighed for en bugseringsstrækning på mindst 100 m på mindre end 10 minutter.

2.1. Prøvebelastninger i form af både trækkraft og trykkraft påføres på hver slæbeanordning monteret på køretøjet.

2.2. Prøvebelastningerne påføres i den vandrette længderetning i forhold til køretøjet.

1. Supplerende oplysninger:

1.1. Kort beskrivelse af køretøjstypen med hensyn til konstruktion, dimensioner, linjer og materialesammensætning:

1.2. Samlet antal slæbeanordninger og deres placering:

1.3. Fastgørelses- og monteringsmetode på køretøjet:

1.4. Køretøjets største teknisk tilladte totalmasse (kg):

2. Slæbeanordning(er) fortil: aftagelig / ikke aftagelig (1) krog / øje / andet (1)

3. Slæbeanordning(er) bagtil: aftagelig / ikke aftagelig (1) krog / øje / andet / ingen (1)

4. Køretøjet er/er ikke (1) egnet til bugsering

5. Bemærkninger:

1.1. »skærm«: stift eller halvstift element, der skal opfange vand, som af dækket slynges op under kørslen, og lede det mod jorden, og som kan indgå helt eller delvis i karosseriet eller andre dele af køretøjet, f.eks. den nederste del af lastfladen

1.2. »stænklap«: et bøjeligt element, som sidder bag hjulet, hvor det er fastgjort lodret til den nederste del af chassiset eller lastfladen eller til skærmen, og som mindsker risikoen i forbindelse med mindre genstande, navnlig småsten, som dækket under kørslen hvirvler op og slynger opad eller udad mod andre trafikanter

1.3. »luft/vand-separator«: et element, som er indbygget i den udvendige skærmkant og/eller stænklappen og tillader passage af luft, men begrænser spredning af forstøvet vand

1.4. »energiabsorberende anordning«: et element, som er indbygget i skærmen og/eller stænklappen og/eller den udvendige skærmkant, og som absorberer det opsprøjtede vands energi og således begrænser spredning af forstøvet vand

1.5. »udvendig skærmkant«: et element, som er anbragt i et omtrent lodret plan parallelt med køretøjets langsgående plan, og som kan være en del af en skærm eller af køretøjets karrosseri

1.6. »styrende hjul«: hjul, som aktiveres af køretøjets styretøj

1.7. »selvstyrende aksel«: en aksel, der kan dreje omkring et midtpunkt på en sådan måde, at den beskriver en vandret bue

1.8. »selvstyrende hjul«: hjul, som ikke aktiveres af køretøjets styretøj, og som kan dreje i en vinkel på ikke over 20° på grund af jordens gnidningsmodstand

1.9. »løftbar aksel« : en aksel som defineret i bilag XIII, del 2, afdeling A, punkt 1.34

1.10. »ubelæsset køretøj«: et køretøj i køreklar stand som angivet i bilag XIII, del 2, afdeling A, punkt 1.3

1.11. »slidbane«: den del af dækket, der er defineret i punkt 2.8 i FN-regulativ nr. 30 ( 13 ) eller FN-regulativ nr. 54 ( 14 )

2.1. Generel bestemmelse

2.2. Prøvninger

2.3. Følgende skal indleveres til den tekniske tjeneste, der forestår typegodkendelsesprøvningen:

2.4. Mærkning

2.5. Symbolet »A« for anordninger af den energiabsorberende type eller »S« for anordninger af luft/ vand-separatortypen anbringes i tilknytning til godkendelsesmærket, jf. del 3, afdeling C.

3.1.  Prøvning af afskærmningsanordninger af den energiabsorberende type

3.1.1. Princip

3.1.2. Udstyr

3.1.3. Prøvningsbetingelser

3.1.3.1. Prøvning skal finde sted i et lukket rum under forhold, der udelukker træk.

3.1.3.2. Den omgivende temperatur og prøveeksemplarernes temperatur skal være 21 (± 3) °C.

3.1.3.3. Der anvendes deioniseret vand.

3.1.3.4. Prøveeksemplarerne skal befugtes før hver prøvning.

3.1.4. Procedure

3.1.4.1. Et 500 (+0/–5) mm bredt og 750 mm højt prøveeksemplar af det udstyr, der skal prøves, fastgøres til prøveudstyrets lodrette plade, idet det sikres, at prøveeksemplaret er placeret et godt stykke inden for vandopsamlerens kanter, og at ingen hindringer kan afbøje vandet, hverken før eller efter at prøveeksemplaret rammes.

3.1.4.2. Vandstyrken indstilles på 0,675 (+/– 0,01) l/s, og der sprøjtes mindst 90 l og højst 120 l vand mod prøveeksemplaret i vandret afstand af 500 (+/– 2) mm (figur 8 i tillægget).

3.1.4.3. Vandet skal kunne løbe fra prøveeksemplaret ned i vandopsamleren. Den opsamlede vandmængde beregnes i procent i forhold til den forstøvede vandmængde.

3.1.4.4. Prøvningen udføres fem gange på prøven i overensstemmelse med punkt 3.1.4.2 og 3.1.4.3. Den gennemsnitlige opsamlede vandmængde under rækken af de fem prøvninger beregnes i procent.

3.1.5. Resultater

3.1.5.1. Den gennemsnitlige procentdel som beregnet i punkt 3.1.4.4 skal være 70 % eller derover.

3.1.5.2. Hvis den største og den mindste procentdel opsamlet vand i en række af fem afprøvninger afviger med mere end 5 % fra den gennemsnitlige procentdel, gentages rækken af fem prøvninger.

3.1.5.3. Det kontrolleres, om anordningens lodrette stilling påvirker resultaterne. Hvis det er tilfældet, gentages den procedure, der er beskrevet i punkt 3.1.4.1 til 3.1.4.4, i de stillinger, der giver den største og den mindste procentdel opsamlet vand; kravene i punkt 3.1.5.2 gælder også i dette tilfælde.

3.2. Prøvning af afskærmningsanordninger af luft/vand-separatortypen

3.2.1. Princip

3.2.2. Udstyr

3.2.3. Prøvningsbetingelser

3.2.3.1. Prøvning skal finde sted i et lukket rum under forhold, der udelukker træk.

3.2.3.2. Den omgivende temperatur og prøveeksemplarernes temperatur skal være 21 (± 3) °C.

3.2.3.3. Der anvendes deioniseret vand.

3.2.3.4. Prøveeksemplarerne skal befugtes før hver prøvning.

3.2.4. Procedure

3.2.4.1. En prøve på 305 × 100 mm sikres lodret i prøvningsenheden. Det kontrolleres, at der ikke er tomrum mellem prøveeksemplaret og den øverste bøjede plade, og at bakken er rigtigt anbragt. Forstøverens beholder fyldes med 1 ± 0,005 l vand, og den anbringes som vist på diagrammet.

3.2.4.2. Forstøveren skal være indstillet således:

3.2.4.3. Der forstøves med vand, indtil al vandtåge er forsvundet, og den forløbne tid noteres. Vandet løber fra prøveeksemplaret ned i bakken i 60 sekunder, og den opsamlede vandmængde måles. Den vandmængde, som er tilbage i forstøverens beholder, måles. Den opsamlede vandmængde beregnes i procent i forhold til den forstøvede vandmængde.

3.2.4.4. Prøven udføres fem gange, og den gennemsnitlige opsamlede mængde beregnes. Før hver prøve kontrolleres det, at bakken, forstøverens beholder og målebeholderen er tørre.

3.2.5. Resultater

3.2.5.1. Den gennemsnitlige procentdel som beregnet i punkt 3.2.4.4 skal være 85 % eller derover.

3.2.5.2. Hvis den største og den mindste procentdel opsamlet vand i en række af fem afprøvninger afviger med mere end 5 % fra den gennemsnitlige procentdel, gentages rækken af fem prøvninger. Hvis den største og den mindste procentdel opsamlet vand også ved den anden række af fem prøvninger afviger med mere end 5 % fra den gennemsnitlige procentdel, og hvis den laveste værdi ikke opfylder kravene i punkt 3.2.5.1, nægtes typegodkendelse.

3.2.5.3. Når anordningens lodrette stilling påvirker resultaterne, skal fremgangsmåden i punkt 3.2.4.1 til 3.2.4.4 gentages i de stillinger, som giver den største og den mindste procentdel opsamlet vand. kravene i punkt 3.2.5.2 gælder også i dette tilfælde.

4.1. Alle køretøjer af klasse N og O, undtagen terrængående køretøjer som defineret i bilag I til forordning (EU) 2018/858, skal være således konstrueret og/eller monteret med afskærmningssystemer, at de opfylder kravene i dette bilag. Hvis der er tale om køretøjer, som består af chassis og førerhus, er det tilstrækkeligt at anvende disse krav på de hjul, der befinder sig under førerhuset.

4.2. Kravene i dette bilag vedrørende afskærmningsanordninger som defineret i artikel 2, nr. 19), gælder ikke for køretøjer i klasse N, O1 og O2 med største tilladte totalmasse på ikke over 7,5 ton, køretøjer, som består af chassis og førerhus, køretøjer uden karrosseri samt køretøjer, hvor tilstedeværelsen af afskærmningsanordninger er uforenelig med deres anvendelse. Hvis sådanne anordninger alligevel er monteret på disse køretøjer, skal de være i overensstemmelse med denne forordnings krav.

4.3. Et køretøj, der er repræsentativt for den køretøjstype, som ønskes godkendt, indleveres, udstyret med afskærmningssystem, til den tekniske tjeneste, der skal foretage prøvningerne.

4.4. Aksler

4.4.1.  Løftbare aksler

4.4.2.  Selvstyrende aksler

4.5.  Den udvendige skærmkants placering

4.6.  Køretøjets stand

4.7.  Afskærmningssystemer

4.7.1. Afskærmningssystemet skal overholde de i punkt 4.8 eller 4.10 anførte specifikationer.

4.7.2. Afskærmningssystemet til ikke-styrende hjul eller selvstyrende hjul, der er dækket af karrosseriets bund eller lastfladens nederste del, skal overholde de specifikationer, der er fastsat i punkt 4.8 eller 4.10, eller specifikationerne i punkt 4.9.

4.8.  Krav vedrørende energiabsorberende afskærmningssystemer til aksler med styrende, selvstyrende eller ikke-styrende hjul

4.8.1. Skærme

4.8.1.1. Skærmen skal dække området umiddelbart over dækket eller dækkene og foran og bagved disse, på følgende måde:

4.8.1.2. Forsiden af den bageste del af skærmen skal være forsynet med en afskærmningsanordning, der overholder specifikationerne i del 3.1. Denne anordning skal dække indersiden af skærmen op til en højde, hvor en lige linje fra hjulets centrum danner en vinkel på mindst 30o med en vandret linje gennem hjulets centrum (figur 3 i tillægget).

4.8.1.3. Hvis skærmene består af flere elementer, må disse, når de er monteret, ikke frembyde åbninger, som tillader passage af stænk, når køretøjet er i bevægelse. Denne forskrift anses for opfyldt, hvis, både når køretøjet er i belæsset og ubelæsset stand, alle radiale vandstråler, der bevæger sig udad fra hjulets centrum over hele bredden af dækkets slidbane og inden for det område, som skærmen dækker, altid rammer en del af afskærmningssystemet.

4.8.2. Udvendige skærmkanter

4.8.2.1. Når det drejer sig om enkeltakslede køretøjer, må den udvendige skærmkants nederste kant ikke række ud over følgende afstande og radier målt fra hjulets centrum, undtagen i de yderste ender, som kan være afrundede (figur 2 i tillægget).

4.8.2.2. Ved flerakslede køretøjer finder kravene i punkt 4.8.2.1 ikke anvendelse mellem de vertikale tværplaner, der går gennem centrum af den forreste og den bageste aksel, idet den udvendige skærmkant her kan være lige af hensyn til afskærmningssystemets kontinuitet. (Figur 4 i tillægget ).

4.8.2.3. Afstanden mellem det øverste og nederste punkt af afskærmningssystemet (skærm og udvendig skærmkant) målt i et tværsnit vinkelret på skærmen (se figur 1b og 2 i tillægget) skal være mindst 45 mm i alle punkter bag en lodret linje gennem hjulets centrum (eller det forreste hjuls centrum, hvis der er tale om flerakslede køretøjer). Denne afstand kan gradvis mindskes foran denne lodrette linje.

4.8.2.4. Når køretøjet er i bevægelse, må der ikke i de udvendige skærmkanter eller mellem de udvendige skærmkanter og skærmens øvrige dele være åbninger, som tillader passage af stænk.

4.8.2.5. Kravene i punkt 4.8.2.3 og 4.8.2.4 kan fraviges lokalt, hvis skærmkanten er sammensat af forskellige elementer, der kan bevæge sig i forhold til hinanden.

4.8.2.6. Sættevognstrækkere med lavt chassis, dvs. sådanne, hvor koblingsfladen (defineret i punkt 6.20 i ISO-standard 612:1978) er anbragt i en højde på højst 1 100  mm over jorden, kan være konstrueret sådan, at de ikke er omfattet af kravene i punkt 4.8.1.1, litra a), 4.8.1.3 og 4.8.2.4. For at undgå, at afskærmningssystemet ødelægges, må skærme og skærmkanter ikke dække området umiddelbart over dækkene på bagakslerne, når disse sættevognstrækkere er koblet til en sættevogn. Skærmene og skærmkanterne på sådanne køretøjer skal dog opfylde kravene i punkt 4.8.1.1, litra a), 4.8.1.3 og 4.8.2.4 i de områder, der ligger mere end 60° fra en lodret linje gennem hjulets centrum, foran og bagved disse dæk.

4.8.3. Stænklapper

4.8.3.1. Stænklappens bredde skal opfylde kravene til »q« i punkt 4.8.1.1, litra c), undtagen i de tilfælde, hvor en del af stænklappen sidder inden for skærmen. I så tilfælde skal den være mindst lige så bred som dækkets slidbane.

4.8.3.2. Stænklappen skal være anbragt omtrent lodret.

4.8.3.3. Den nederste kants maksimale højde må ikke overstige 200 mm (figur 3 i tillægget).

4.8.3.4. Stænklappen må ikke være mere end 300 mm fra dækkets bageste punkt målt i vandret linje.

4.8.3.5. Når det drejer sig om flerakslede køretøjer, hvor afstanden »d« mellem dækkene på aksler, der støder op til hinanden, er mindre end 250 mm, skal kun det bageste hjulpar være forsynet med stænklapper. Der skal være en stænklap ved hvert hjul, når afstanden »d« mellem dækkene på aksler, der støder op til hinanden, er mindst 250 mm (figur 4 i tillægget).

4.8.3.6. Stænklappen må ikke bøjes mere end 100 mm bagud, når den påvirkes med en kraft på 3 N pr. 100 mm stænklapbredde i et punkt, der ligger 50 mm over stænklappens nederste kant.

4.8.3.7. Hele forsiden af den del af stænklappen, som er i overensstemmelse med de fastsatte mindstemål, skal være forsynet med en afskærmningsanordning, der svarer til specifikationerne i del 3.1.

4.8.3.8. Der må ikke mellem skærmens nederste bagkant og stænklappen være åbninger, som tillader passage af stænk.

4.8.3.9. Når afskærmningsanordningen er i overensstemmelse med specifikationerne for stænklapper i punkt 4.8.3, er en ekstra stænklap ikke påkrævet.

4.9.  Krav til afskærmningssystemer med energiabsorberende afskærmningsanordninger til aksler med ikke-styrende eller selvstyrende hjul (jf. punkt 5.2)

4.9.1. Skærme