1.28.

Institutionelle enheder er økonomiske enheder, som er i stand til at eje varer og aktiver, stifte gæld og udøve økonomiske aktiviteter og på egne vegne indgå transaktioner med andre enheder. I ENS opdeles de institutionelle enheder i fem gensidigt udelukkende institutionelle sektorer bestående af:

De fem sektorer udgør tilsammen den samlede økonomi. Hver sektor er igen opdelt i delsektorer. Systemet rummer et komplet sæt af strøm- og statuskonti for hver sektor og eventuel delsektor samt for den samlede økonomi.

1.29.

De fleste institutionelle enheder udøver som producenter mere end en aktivitet; for at belyse de tekniskøkonomiske sammenhænge er det nødvendigt at opdele dem efter aktivitetens art.

Det er hensigten, at de lokale faglige enheder skal opfylde dette krav som en umiddelbart anvendelig indfaldsvinkel. En lokal faglig enhed omfatter alle dele af en producerende institutionel enhed, som er beliggende et sted eller flere tæt forbundne steder, og som bidrager til udøvelsen af en aktivitet på undergruppeniveau (4 cifre) i ►M11  NACE rev. 2 ◄ .

Egentlig skal der registreres en lokal faglig enhed for hver biaktivitet; hvis de nødvendige regnskabsoplysninger til opdeling af disse aktiviteter imidlertid ikke foreligger, kan en lokal faglig enhed omfatte en eller flere biaktiviteter.

Alle lokale faglige enheder, der udøver samme eller lignende aktiviteter, udgør tilsammen et erhverv.

Der er en hierarkisk relation mellem institutionelle enheder og lokale faglige enheder. En institutionel enhed omfatter en eller flere lokale faglige enheder; en lokal faglig enhed tilhører en og kun en institutionel enhed.

Til mere detaljerede analyser af produktionsprocessen anvendes en analytisk produktionsenhed. Denne enhed, som ikke kan observeres (undtagen i de tilfælde, hvor den lokale faglige enhed kun fremstiller et produkt), er en homogen produktionsenhed, der defineres som en enhed, som ikke udøver biaktiviteter. Disse enheder danner homogene brancher.

1.30.

Den samlede økonomi beskrives ud fra de residente enheder. En enhed er resident, når dens økonomiske interessetyngdepunkt ligger inden for landets økonomiske område — dvs. når den udøver økonomiske aktiviteter igennem længere tid (et år eller mere) på dette område. De institutionelle sektorer omtalt ovenfor består af residente institutionelle enheder.

Residente enheder deltager i transaktioner med ikke-residente enheder (dvs. med enheder, som er residente i andre økonomiske områder). Disse transaktioner er økonomiens udenlandske transaktioner og samles i konto for udlandet. I kontosystemet spiller udlandet samme rolle som en institutionel sektor, selv om ikke-residente enheder kun medregnes i det omfang, de deltager i transaktioner med residente institutionelle enheder. Efter opdelingen af sektorerne er der derfor oprettet en særlig kategori for udlandet.

Fiktive residente enheder betragtes i systemet som institutionelle enheder og defineres således:

1.32.

Strømme er udtryk for skabelse, omdannelse, udveksling, overdragelse eller udslettelse af økonomiske værdier. De medfører ændring af værdien af en institutionel enheds aktiver og passiver. Der findes to slags økonomiske strømme: transaktioner og andre ændringer i aktiver. Transaktioner forekommer på alle konti og i alle tabeller, der viser strømme, undtagen på kontoen for andre mængdemæssige ændringer i status og på omvurderingskontoen. Andre ændringer i status forekommer kun på disse to konti.

Der findes et utal af enkelttransaktioner og andre strømme. Systemet grupperer dem i et forholdsvis begrænset antal kategorier efter deres art.

1.33.

En transaktion er en økonomisk strøm mellem institutionelle enheder efter gensidig aftale, eller en økonomisk strøm inden for en institutionel enhed, som med fordel kan betragtes som en transaktion, ofte fordi enheden handler i to forskellige egenskaber. Det er hensigtsmæssigt at opdele transaktioner i fire hovedgrupper:

1.34.

De fleste transaktioner indebærer relationer mellem to eller flere institutionelle enheder. Systemet registrerer dog visse handlinger inden for de institutionelle enheder som transaktioner. Formålet med at registrere disse interne transaktioner er at give et mere analytisk brugbart billede af produktion, endelig anvendelse og omkostninger.

Forbrug af fast realkapital er en vigtig intern transaktion, der registreres i systemet som en omkostning. De fleste af de andre transaktioner inden for enheden er produkttransaktioner, som typisk registreres, når den institutionelle enhed — i sin egenskab af både producent og endelig forbruger — forbruger egne produkter. Dette gælder ofte husholdninger og offentlig forvaltning og service.

1.35.

Al egenproduktion, der indgår som endelig anvendelse inden for samme institutionelle enhed registreres. Egenproduktion til forbrug i produktionen inden for samme institutionelle enhed registreres kun, hvis produktion og forbrug i produktionen finder sted i forskellige lokale faglige enheder inden for samme institutionelle enhed. Produktion produceret og anvendt som forbrug i produktionen inden for samme lokale faglige enhed registreres ikke.

1.36.

De fleste transaktioner, som registreres i systemet, er monetære transaktioner, hvor de pågældende enheder foretager eller modtager betalinger, påtager sig gældsforpligtelser eller modtager aktiver opgjort i valutaenheder.

Transaktioner, som ikke indebærer udveksling af kontantbeløb eller fordringer eller gældsforpligtelser opgjort i pengebeløb, er ikke-monetære transaktioner. Interne transaktioner er sædvanligvis ikke-monetære transaktioner. Ikke-monetære transaktioner mellem to eller flere institutionelle enheder forekommer ved produkttransaktioner (byttehandel), fordelingstransaktioner (betaling i naturalier, overførsel i naturalier osv.) og andre transaktioner (byttehandel med ikke-producerede, ikke-finansielle aktiver).

Systemet registrerer alle transaktioner i pengeværdi. Når værdien af ikke-monetære transaktioner skal registreres, må den derfor opgøres indirekte eller estimeres.

1.37.

Transaktioner mellem to eller flere enheder kan enten være tosidige eller ensidige transaktioner. I det første tilfælde leveres varer, tjenester eller aktiver med f.eks. penge som modydelse. I det sidste tilfælde er der typisk tale om ydelse af betaling i kontanter eller naturalier fra en institutionel enhed til en anden uden modydelse. De tosidige transaktioner finder sted inden for alle fire kategorier af transaktioner, mens ensidige transaktioner hovedsagelig finder sted inden for fordelingstransaktioner i form af f.eks. skatter, sociale bistandsydelser eller gaver.

1.38.

Systemets behandling af de fleste transaktioner følger af sig selv, således at forstå at transaktionerne registreres på samme måde, som de opfattes af de involverede institutionelle enheder. Behandlingen af nogle transaktioner ændres imidlertid for at tydeliggøre de underliggende økonomiske relationer. Der kan være tale om tre former for ændringer: omkanalisering, opdeling og identifikation af transaktionens egentlige part.

1.39.

En transaktion, som af de involverede enheder anses for at have fundet sted direkte mellem enhed A og C, kan registreres, som om den var foregået indirekte gennem en tredje enhed B. I så fald registreres transaktionen mellem A og C som to transaktioner: en mellem A og B, og en mellem B og C. Transaktionen er således omkanaliseret.

Et velkendt eksempel herpå er arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger indbetalt direkte til socialforsikringsfondene. Systemet registrerer disse betalinger som to transaktioner: i) arbejdsgiverne betaler arbejdsgiverbidrag til socialeordninger til de ansatte, og ii) de ansatte betaler samme bidrag til socialforsikringsfondene. Formålet med denne omkanalisering af arbejdsgiverbidragene til sociale ordninger er at tydeliggøre de økonomiske relationer bag transaktionen. I dette tilfælde går det ud på at vise, at arbejdsgiverbidragene til sociale ordninger er bidrag, der betales til gunst for de ansatte.

En anden form for omkanalisering er de transaktioner, som i systemet registreres som foregået mellem to eller flere institutionelle enheder, selv om der ifølge de involverede parter ikke finder nogen transaktion sted. Et eksempel herpå er behandlingen af formueindkomst, der hidrører fra investering af visse forsikringstekniske reserver, og som tilbageholdes af forsikringsselskaberne. Systemet registrerer denne indkomst som betalt af forsikringsselskabet til forsikringstagerne, som derefter tilbagebetaler det samme beløb til selskabet som ekstrapræmier.

1.40.

Når en transaktion, som de involverede parter betrager som en enkelt transaktion, registreres som to eller flere transaktioner i forskellige kategorier, er transaktionen opdelt. Opdeling medfører normalt ikke, at yderligere enheder inddrages i transaktionen.

Betaling af skadesforsikringspræmier er et typisk eksempel på opdelte transaktioner. Selv om forsikringstagerne og forsikringsselskaberne betragter disse betalinger som en transaktion, opdeler systemet dem i to helt forskellige transaktioner: betaling som modydelse for skadesforsikringstjenester og nettoskadesforsikringspræmier. Registrering af handelsavancer er et andet vigtigt eksempel på opdeling af transaktioner.

1.41.

Når en enhed udfører en transaktion på en anden enheds vegne, registreres transaktionen udelukkende på den egentlige parts konto. Man bør i reglen ikke gå videre end dette princip ved f.eks. at forsøge at fordele skatter og subsidier på de endelige betalere eller modtagere på grundlag af antagelser.

1.42.

I definitionen af en transaktion præciseres det, at der skal foreligge en gensidig aftale mellem de pågældende institutionelle enheder. Når en transaktion finder sted efter gensidig aftale, er det underforstået, at de institutionelle enheder er bekendt med og indforstået med den pågældende transaktion. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at alle enheder frivilligt deltager i transaktionerne, eftersom nogle transaktioner er påtvunget ved lov. Dette gælder især visse fordelingstransaktioner såsom betaling af skat og bøder. Ikke-kompenseret beslaglæggelse af aktiver regnes dog ikke for en transaktion, selv om den er pålagt ved lov.

Illegale økonomiske aktiviteter regnes kun for transaktioner, hvis alle de involverede enheder deltager frivilligt i aktiviteten. Således er køb og salg af samt byttehandel med narkotika og stjålne effekter transaktioner, mens tyveri ikke er.

1.43.

Under andre ændringer i aktiver registreres ændringer, som ikke følger af transaktioner ( 25 ). Det er enten:

1.44.

Disse ændringer kan groft inddeles i tre hovedkategorier:

1.45.

Eksempler på ændringer inden for kategori a) er fund og udtømmelse af aktiver i undergrunden, og naturlig vækst af ikke-avlede/dyrkede biologiske ressourcer. Kategori b) omfatter ændringer (som regel tab) af aktiver som følge af naturkatastrofer, krig eller alvorlige kriminelle voldshandlinger ( 26 ). Ensidig annullering af gæld og ikke-kompenseret beslaglæggelse af aktiver hører også ind under kategori b). Kategori c) består af ændringer som følge af omklassificering eller omstrukturering af institutionelle enheder eller aktiver og passiver.

1.46.

Kapitalgevinster og -tab skyldes ændringer i værdien af aktiver. De forekommer i forbindelse med alle finansielle og ikke-finansielle aktiver og passiver. Kapitalgevinster og -tab tilfalder henholdsvis påføres ejerne af aktiver eller passiver udelukkende i kraft af, at de ejer disse aktiver eller passiver i en periode, og uden at de undergår nogen form for ændringer.

Kapitalgevinster og -tab opgjort på basis af gældende markedspriser kaldes nominelle kapitalgevinster/-tab. Disse kan opdeles i neutrale kapitalgevinster og -tab, som afspejler ændringerne i det generelle prisniveau, og reale kapitalgevinster og -tab, som afspejler ændringer i de relative priser på aktiverne.

1.47.

Ved beholdninger forstås mængden af aktiver og passiver på et givet tidspunkt. Beholdninger opgøres ved begyndelsen og ved slutningen af hver regnskabsperiode og opføres på statuskonti ( 27 ).

Der foretages også beholdningsopgørelser over befolkning og arbejdskraft. Disse beholdninger opgøres imidlertid som gennemsnitsværdier igennem regnskabsperioden.

Der foretages beholdningsopgørelser over alle aktiver inden for systemets rammer; dvs. over finansielle aktiver og passiver og ikke-finansielle aktiver, både producerede og ikke-producerede. Dog medtages kun aktiver, som indgår i økonomiske aktiviteter, og som er underlagt ejerrettigheder. Således opgøres ikke aktiver som menneskelig kapital og naturgivne ressourcer, der ikke har nogen ejer.

Inden for systemets grænser er det udtømmende både med hensyn til strømme og beholdninger. Det betyder, at alle ændringer i beholdninger forklares fuldt ud med de registrerede strømme.

1.49.

I kontiene for løbende transaktioner anvender systemet betegnelsen »tilgang« for kontoens højre side, der benyttes til registrering af forøgelser af en enheds eller sektors økonomiske værdier. Venstre side af kontoen indeholder de transaktioner, der reducerer en enheds eller sektors økonomiske værdier, og kaldes »anvendelse«.

Akkumulationskontienes højre side betegnes »ændringer i passiver og nettoformue« og venstre side »ændringer i aktiver«.

Statuskontiene har »passiver og nettoformue« (forskellen mellem aktiver og passiver) på højre side og »aktiver« på venstre. En sammenligning af to på hinanden følgende statuskonti viser ændringerne i passiver og nettoformue og ændringerne i aktiver.

1.50.

For de enkelte enheder eller sektorer gælder i nationalregnskabet princippet om dobbelt bogholderi. Hver transaktion skal bogføres to gange, en gang som tilgang (eller ændringer i passiver) og en gang som anvendelse (eller ændringer i aktiver). Summen af transaktioner, der registreres som tilgang eller ændringer i passiver, skal være lig summen af transaktioner, der registreres som anvendelse eller ændringer i aktiver, hvorved kontienes konsistens kan kontrolleres.

Betragter man nationalregnskabet med alle enheder og sektorer gælder i praksis princippet om firdobbelt bogholderi, eftersom de fleste transaktioner berører to institutionelle enheder. Hver transaktion af denne type skal registreres to gange af hver af de to parter. F.eks. registreres en kontant socialydelse fra en offentlig enhed til en husholdning i den offentlige enheds konti som anvendelse under overførsler og som en negativ anskaffelse af aktiver under sedler og mønt samt indskud; på husholdningssektorens konti registreres den som tilgang under overførsler og som anskaffelse af aktiver under sedler og mønt samt indskud.

Transaktioner inden for en enkelt enhed (som f.eks. en enheds forbrug af egen produktion) medfører derimod kun to posteringer, hvis størrelse må beregnes.

1.51.

Med undtagelse af visse poster vedrørende befolkning og arbejdskraft opgør systemet alle strømme og beholdninger i monetær værdi; der gøres ikke forsøg på at opgøre nytteværdien af strømme og beholdninger. Strømme og beholdninger måles efter deres markedsværdi, dvs. den værdi, strømmene og beholdningerne rent faktisk omsættes til eller kunne omsættes til i kontanter. Markedspriserne er derfor udgangspunkt for værdiansættelse i ENS.

1.52.

Når der er tale om monetære transaktioner eller aktiver og passiver i kontanter, er de nødvendige værdier umiddelbart tilgængelige. I de fleste andre tilfælde foretages værdiansættelsen fortrinsvis ved sammenligning med markedsprisen for tilsvarende varer og tjenester eller aktiver. Denne metode benyttes f.eks. ved byttehandel og ved tjenester i forbindelse med ejerboliger. Når markedspriser for tilsvarende produkter ikke er tilgængelige f.eks. ved ikke-markedsmæssige ydelser produceret af offentlig forvaltning og service, bør værdien sættes lig produktionsomkostningerne. Hvis ingen af disse to veje er farbare, kan strømme og beholdninger vurderes til nutidsværdien af det forventede fremtidige afkast. Denne sidste metode er dog behæftet med så stor usikkerhed, at den kun bør benyttes som allersidste udvej.

1.53.

Beholdninger bør værdiansættes til løbende priser på tidspunktet for opstilling af statuskontoen og ikke til de priser der gjaldt på produktions- eller anskaffelsestidspunktet for de varer og aktiver, der indgår i statuskontoen. Det er somme tider nødvendigt at værdiansætte beholdninger til nedskrevet aktuel anskaffelsesværdi eller til produktionsomkostningerne.

1.57.

Systemet registrerer strømme, efter optjeningstidspunkt; dvs. på det tidspunkt, hvor økonomiske værdier skabes, omdannes eller afvikles, eller når fordringer og gæld opstår, omdannes eller afvikles.

På den måde registreres produktion på produktionstidspunktet, ikke når den betales af en køber, og salget af et aktiv registreres, når ejendomsretten overdrages, ikke når betalingen erlægges. Renter registreres i den regnskabsperiode, hvori de påløber, uanset om de faktisk betales i den periode eller ej. Registrering i overensstemmelse med optjeningstidspunktet gælder alle strømme, både monetære og ikke-monetære, såvel inden for en enhed som mellem enheder.

I nogle tilfælde er det imidlertid nødvendigt at være fleksibel med hensyn til registreringstidspunktet. Dette gælder især skatter og andre strømme i relation til sektoren offentlig forvaltning og service, som ofte registreres på kassebasis på denne sektors konti. Det er undertiden vanskeligt at ændre registreringen af disse strømme på kassebasis til registrering eller optjeningstidspunktet. I disse tilfælde kan det derfor være nødvendigt at anvende tilnærmede værdier. ►M4  Ud over denne fleksibilitet med hensyn til registreringstidspunktet har det af praktiske grunde i tilknytning til proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud været nødvendigt at fastlægge en særlig registrering af skatter og bidrag til sociale ordninger, der skal betales til sektoren offentlig forvaltning og service, således at denne sektors (og modsektorers) nettolåntagning/nettolångivning ikke omfatter skatter og bidrag til sociale ordninger, som ikke forventes at indgå. Som en undtagelse fra det generelle princip for registrering af transaktioner kan skatter og bidrag til sociale ordninger, der skal betales til sektoren offentlig forvaltning og service, enten registreres eksklusiv den del, som ikke forventes at indgå, eller, hvis denne del er inkluderet, udlignes i samme regnskabsperiode gennem en kapitaloverførsel fra sektoren offentlig forvaltning og service til de relevante sektorer. ◄

Alle strømme bør registreres samtidig for alle de involverede institutionelle enheder og på alle de pågældende konti. Dette princip kan synes enkelt, men gennemførelsen af det er ikke. Ikke alle institutionelle enheder bruger de samme bogføringsprincipper, og selv om de gør, kan der være forskelle i selve bogføringen af praktiske grunde som f. eks. forsinkelser i kommunikationen. Derfor sker det, at de involverede parter registrerer en transaktion på forskellige tidspunkter. Disse forskelle fjernes ved korrektioner.

1.58.

Med konsolidering menes eliminering af transaktioner — både under tilgang og anvendelse — mellem enheder, som tilhører samme gruppe, og eliminering af gensidige finansielle aktiver og passiver.

Inden for delsektorer og sektorer konsolideres strømme og beholdninger mellem enhederne principielt ikke.

Der kan dog opstilles konsoliderede konti med henblik på supplerende beskrivelser og analyser. For nogle analyser er oplysninger om en (del-)sektors transaktioner med andre sektorer og den tilsvarende finansielle stilling over for de andre sektorer vigtigere end de globale bruttotal.

Endvidere giver konti og tabeller over kreditor/debitor-relationer et detaljeret billede af, hvordan økonomien finansieres, og disse opgørelser anses for meget nyttige for forståelsen af, gennem hvilke kanaler de finansielle overskud løber fra långiver til låntager.

1.59.

De enkelte enheder og sektorer kan have samme slags transaktioner både på anvendelsessiden og tilgangssiden (f. eks. både betaler og modtager de renter) og samme slags finansielle instrument både som aktiv og som passiv.

Systemet anbefaler registrering af bruttostørrelserne bortset fra den nettoficering, der følger af klassifikationerne.

Nettoficering ligger således implicit i nogle kategorier af transaktioner, hvoraf det tydeligste eksempel er »lagerændringer«, som understreger den analytisk vigtige betydning af de samlede investeringer frem for de små daglige til- og afgange.

Med få undtagelser viser den finansielle konto og kontoen for andre ændringer i status på samme måde nettostigningen i aktiver og passiver, således at det endelige resultat af disse strømme tydeligt kommer frem ved slutningen af regnskabsperioden.

1.60.

I de enkelte enheder (institutionelle enheder; lokale faglige enheder) og grupper af enheder (institutionelle sektorer og i forlængelse heraf udlandet; erhverv) registreres på forskellige underkonti transaktioner og andre strømme, som har relation til særlige aspekter af de økonomiske aktiviteter (f. eks. produktion). Sådanne serier af transaktioner balancerer sædvanligvis ikke og dermed heller ikke de pågældende konti. Derfor indsættes en saldopost. Der skal som regel også indsættes en saldopost mellem de samlede aktiver og samlede passiver i en institutionel enhed eller sektor. Saldoposter er i sig selv relevante størrelser til måling af økonomiske resultater. Når de gøres op for økonomien som helhed, danner de betydningsfulde aggregater.

2.28.

2.29.

Offentlige kvasi-selskaber er kvasi-selskaber, der ejes direkte af offentlige forvaltnings- og serviceenheder.

2.30.

Denne delsektor omfatter også selskaber og kvasi-selskaber, der er genstand for direkte udenlandske investeringer (se 4.65), og som ikke hører under delsektoren udenlandsk kontrollerede ikke-finansielle selskaber (S.11003).

2.31.

Denne delsektor omfatter:

2.45.

2.46.

Delsektor S.121 omfatter følgende finansielle formidlere:

2.47.

Delsektor S.121 omfatter ikke myndigheder og organer (bortset fra centralbanken), som regulerer eller fører tilsyn med finansielle selskaber eller finansmarkederne. Disse henregnes under delsektor S.124 (se punkt 2.58, litra g)) ( 40 ).

2.48.

2.49.

De monetære finansielle institutioner (MFI'er) omfatter delsektoren centralbanken (S.121) og delsektoren andre monetære finansielle institutioner (S.122) og svarer til de monetære finansielle institutioner til statistiske formål, som defineret af EMI (se punkt 2.41).

2.50.

MFI'er kan ikke uden videre benævnes »banker«, for de kan eventuelt omfatte nogle finansielle selskaber, som ikke kan kalde sig banker, og nogle, som måske ikke må kalde sig banker i visse lande, mens andre finansielle selskaber, der betegner sig selv som banker, måske slet ikke er MFI'er. Generelt henregnes følgende finansielle formidlere under delsektor S.122:

2.51.

Følgende finansielle formidlere kan også klassificeres i delsektor S.122, når deres aktivitet består i fra offentligheden at modtage midler, der skal tilbagebetales, enten i form af indlån eller under andre former, såsom løbende udstedelse af obligationer og andre tilsvarende værdipapirer. Ellers skal de klassificeres i delsektor S.123:

2.52.

Delsektor S.122 omfatter ikke:

2.53.

2.54.

Delsektor S.123 omfatter forskellige former for finansielle formidlere, især dem, der hovedsagelig er beskæftiget med langfristet finansiering. I de fleste tilfælde er det den ofte lange løbetid, som adskiller disse fra delsektoren andre monetære finansielle institutioner. Eftersom der ikke er tale om passiver i form af forsikringstekniske reserver, er det muligt af afgrænse denne delsektor i forhold til delsektoren forsikringsselskaber og pensionskasser.

2.55.

Delsektor S.123 omfatter navnlig følgende finansielle selskaber og kvasi-selskaber, medmindre der er tale om MFI'er:

2.56.

Delsektor S.123 omfatter ikke non-profit institutioner med status af uafhængige juridiske enheder, som er rettet mod andre finansielle formidlere, undtagen forsikringsselskaber og pensionskasser, men som ikke udfører finansiel formidling. Disse klassificeres i delsektor S.124 (se punkt 2.44).

2.57.

2.58.

Delsektor S.124 omfatter navnlig følgende finansielle selskaber og kvasi-selskaber:

2.59.

Delsektor S.124 omfatter ikke holdingselskaber, der udelukkende kontrollerer og leder en gruppe af datterselskaber, som hovedsagelig udfører finansielle hjælpetjenester, men ikke selv er finansielle hjælpeenheder. Disse klassificeres i delsektor S.123 (se punkt 2.43).

2.60.

2.61.

De indgåede forsikringskontrakter kan være individuelle og/eller gruppekontrakter, hvad enten det offentlige har gjort deltagelse obligatorisk eller ej. Socialsikringskontrakter (se punkt 4.83-4.91) udgør undertiden en betydelig del af de indgåede kontrakter.

2.62.

Delsektor S.125 omfatter både interne forsikringsselskaber og genforsikringsselskaber.

2.63.

Delsektor S.125 omfatter ikke:

2.64.

Delsektoren forsikringsselskaber og pensionskasser kan opdeles i:

Selvstændige pensionskasser er pensionskasser, der har fri beslutningsret og fører et fuldstændigt regnskab. De er således institutionelle enheder. Ikke-selvstændige pensionskasser er ikke institutionelle enheder og betragtes som en del af den institutionelle enhed, der har oprettet dem.

2.65.

Risici vedrørende enkeltpersoner eller grupper kan dækkes af både livsforsikringsselskaber og ikke-livsforsikringsselskaber. Nogle forsikringsselskaber begrænser deres aktiviteter til kun at omfatte gruppekontrakter. Disse selskaber har ret til at forsikre hver gruppe.

2.66.

Pensionskasser kan beskrives som institutioner, der forsikrer grupperisici vedrørende de forsikredes sociale risici og behov (se punkt 4.84). Typiske grupper af deltagere i sådanne policer er ansatte i en enkelt virksomhed eller en gruppe af virsomheder, ansatte inden for en bestemt branche eller erhverv samt personer med samme profession. De ydelser, der er fastsat i forsikringsaftalen, kan omfatte ydelser, der udbetales til enken/enkemanden og den forsikredes børn efter dennes død (navnlig ved dødsfald i tjenesten), ydelser der udbetales ved udtræden af tjenesten samt ydelser, der udbetales, hvis den forsikrede bliver invalid.

2.67.

I nogle lande dækkes alle disse former for risici på samme måde af forsikringsselskaber og af pensionskasser. I andre lande skal nogle af disse risikokategorier dækkes af livsforsikringsselskaber. I modsætning til livsforsikringsselskaber er pensionskasser (ved lov) forbeholdt bestemte grupper af lønmodtagere og selvstændige.

2.71.

Delsektor S.1311 omfatter ligeledes non-profit institutioner, som kontrolleres og hovedsagelig finansieres af de centrale myndigheder, og hvis kompetenceområde dækker hele det økonomiske område.

2.72.

Delsektor S.1312 omfatter ligeledes non-profit institutioner, der kontrolleres og hovedsagelig finansieres af delstatsmyndigheder, og hvis kompetenceområde er begrænset til delstaternes økonomiske område.

2.73.

Delsektor S.1313 omfatter ligeledes non-profit institutioner, der kontrolleres og hovedsagelig finansieres af de lokale myndigheder, og hvis kompetenceområde er begrænset til de lokale myndigheders økonomiske område.

2.74.

Der er sædvanligvis ingen direkte forbindelse mellem de bidrag, der indbetales af et medlem, og den risiko, som den pågældende er udsat for.

2.79.

2.80.

2.81.

2.82.

2.83.

Ved andre løbende overførsler forstås alle andre løbende overførsler end formueindkomster, pensioner og indtægter, der tilfalder personer, som bor permanent på institutioner.

2.84.

Personer, der bor permanent på institutioner, klassificeres separat, fordi kriteriet om den største indtægtskilde ikke muliggør en meningsfuld klassifikation af disse personer i en af ovenstående delsektorer.

2.85.

Hvis oplysninger om den vigtigste indtægtskilde for husholdningen som helhed ikke foreligger til brug ved opdelingen i sektorer, benyttes referencepersonens indkomst som det næstbedste kriterium til klassificeringsformål. Referencepersonen i en husholdning er normalt den person, der har den største indkomst. Hvis sidstnævnte oplysning ikke er til rådighed, kan fordelingen på delsektorer foretages på grundlag af indkomsten for den person, der erklærer, at han/hun er referencepersonen.

2.86.

Andre kriterier kan imidlertid også være relevante og nødvendige til forskellige former for analyse eller som grundlag for politiske beslutninger, f.eks. en aktivitetsbaseret opdeling af husholdningerne i deres egenskab af erhvervsdrivende: landbrugshusholdninger, ikke-landbrugshusholdninger (industrien, servicefagene).