EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 01994L0063-20180704

Consolidated text: Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 94/63/EF af 20. december 1994 om forebyggelse af emissioner af flygtige organiske forbindelser (VOC) ved benzinoplagring og benzindistribution fra terminaler til servicestationer

ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/1994/63/2018-07-04

01994L0063 — DA — 04.07.2018 — 003.001


Denne tekst tjener udelukkende som dokumentationsværktøj og har ingen retsvirkning. EU's institutioner påtager sig intet ansvar for dens indhold. De autentiske udgaver af de relevante retsakter, inklusive deres betragtninger, er offentliggjort i den Europæiske Unions Tidende og kan findes i EUR-Lex. Disse officielle tekster er tilgængelige direkte via linkene i dette dokument

►B

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDETS DIREKTIV 94/63/EF

af 20. december 1994

om forebyggelse af emissioner af flygtige organiske forbindelser (VOC) ved benzinoplagring og benzindistribution fra terminaler til servicestationer

(EUT L 365 af 31.12.1994, s. 24)

Ændret ved:

 

 

Tidende

  nr.

side

dato

►M1

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 1882/2003 af 29. september 2003

  L 284

1

31.10.2003

►M2

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) nr. 1137/2008 af 22. oktober 2008

  L 311

1

21.11.2008

►M3

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2018/853 af 30. maj 2018

  L 150

155

14.6.2018




▼B

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDETS DIREKTIV 94/63/EF

af 20. december 1994

om forebyggelse af emissioner af flygtige organiske forbindelser (VOC) ved benzinoplagring og benzindistribution fra terminaler til servicestationer



Artikel 1

Anvendelsesområde

Dette direktiv gælder for arbejdsgange, installationer, køretøjer og fartøjer, som benyttes i forbindelse med oplagring, påfyldning og transport af benzin fra én terminal til en anden eller fra en terminal til en servicestation.

Artikel 2

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

a) »benzin«: ethvert mineraloliederivat, med eller uden tilsætningsstoffer, som har et damptryk (Reid-metoden) på 27,6 kilo-pascal eller derover og benyttes som brændstof i motorkøretøjer, dog ikke flaskegas (LPG)

b) »dampe«: enhver luftformig forbindelse, som fordamper fra benzin

c) »oplagringsanlæg«: enhver stationær tank på en terminal, som benyttes til benzinoplagring

d) »terminal«: ethvert anlæg, der benyttes til benzinoplagring og benzinpåfyldning af tankbiler, jernbanetankvogne eller fartøjer, herunder samtlige oplagringsfaciliteter på anlægget

e) »mobil beholder«: alle former for tanke, som transporteres ad vej, jernbane eller vandvej med henblik på overførsel af benzin fra én terminal til en anden eller fra en terminal til en servicestation

f) »servicestation«: ethvert anlæg, hvor motorkøretøjers brændstoftanke påfyldes benzin fra stationære tanke

g) »eksisterende« benzinoplagringsanlæg, påfyldningsanlæg, servicestationer og mobile beholdere: alle anlæg, servicestationer og mobile beholdere, som var i brug før den i artikel 10 anførte dato, eller for hvilke der i medfør af krav i den nationale lovgivning er udstedt individuel bygge- eller driftstilladelse inden den i artikel 10 anførte dato

h) »ny«, når det drejer sig om benzinoplagringsanlæg, påfyldningsanlæg, servicestationer og mobile beholdere: alle anlæg, servicestationer og mobile beholdere, der ikke er omfattet af litra g)

i) »gennemstrømningsmængde«: den største samlede årlige benzinmængde, som i de tre foregående år er blevet overført fra et oplagringsanlæg på en terminal eller på en servicestation til mobile beholdere

j) »dampgenvindingsanlæg«: udstyr til genvinding af benzin fra dampe, herunder en terminals eventuelle regulerende tanksystemer

k) »fartøj«: et fartøj, der foretager indlandssejlads, som defineret i kapitel 1 i Rådets direktiv 82/714/EØF af 4. oktober 1982 om indførelse af tekniske forskrifter for fartøjer på indre vandveje ( 1 )

l) »målreferenceværdi«: den vejledende værdi, der er fastsat med henblik på helhedsvurderingen af, om de tekniske foranstaltninger i bilagene er tilstrækkelige. Målreferenceværdien er ikke en grænseværdi for de enkelte anlæg, terminaler og servicestationer

m) »midlertidig oplagring af dampe«: midlertidig oplagring af dampe i en tank med fast tag på en terminal med henblik på efterfølgende overførsel til og genvinding på en anden terminal. Overførsel af dampe fra ét oplagringsanlæg til et andet på en terminal anses ikke som midlertidig og oplagring af dampe i henhold til dette direktiv

n) »påfyldningsanlæg«: ethvert anlæg på en terminal, hvorfra benzin fyldes på mobile beholdere. Påfyldningsanlæg til tankbiler omfatter en eller flere påfyldningsanordninger

o) »påfyldningsanordning«: enhver anordning på en terminal, hvorfra benzin kan fyldes på én tankbil ad gangen.

Artikel 3

Oplagringsanlæg på terminaler

1.  Oplagringsanlæg skal konstrueres og benyttes i overensstemmelse med de tekniske forskrifter i bilag I.

Formålet med disse bestemmelser er at reducere det samlede årlige benzintab fra de enkelte oplagringsanlæg i forbindelse med benzinpåfyldning og benzinoplagring på terminaler til under målreferenceværdien på 0,01 vægtprocent af gennemstrømningsmængden.

Medlemsstaterne kan bibeholde eller kræve strengere foranstaltninger på nationalt plan eller i geografiske områder, hvor særlige forhold gør sådanne foranstaltninger nødvendige af hensyn til sundheds- eller miljøbeskyttelsen.

Medlemsstaterne kan anvende andre tekniske foranstaltninger til reduktion af benzintab end dem, der er fastsat i bilag I, hvis det godtgøres, at disse alternative foranstaltninger er mindst lige så effektive.

Medlemsstaterne underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen om alle sådanne eksisterende foranstaltninger eller om alle særlige foranstaltninger i henhold til dette stykke, som påtænkes iværksat, og om grundene til at iværksætte dem.

2.  Stk. 1 finder anvendelse

a) fra den i artikel 10 anførte dato: på nye anlæg

b) tre år efter den i artikel 10 anførte dato: på eksisterende anlæg, hvis den gennemstrømningsmængde, som aftappes på en terminal, er over 50 000 tons om året

c) seks år efter den i artikel 10 anførte dato: på eksisterende anlæg, hvis den gennemstrømningsmængde, som aftappes på en terminal, er over 25 000 tons om året

d) ni år efter den i artikel 10 anførte dato: på alle andre eksisterende oplagringsanlæg på terminaler.

Artikel 4

Påfyldning og tømning af mobile beholdere på terminaler

1.  Påfyldnings- og tømningsudstyr skal konstrueres og benyttes i overensstemmelse med de tekniske forskrifter i bilag II.

Formålet med disse bestemmelser er at reducere det samlede årlige benzintab i forbindelse med påfyldning og tømning af mobile beholdere på terminaler til under målreferenceværdien på 0,005 vægtprocent af gennemstrømningsmængden.

Medlemsstaterne kan bibeholde eller kræve strengere foranstaltninger på nationalt plan eller i geografiske områder, hvor særlige forhold gør sådanne foranstaltninger nødvendige af hensyn til sundheds- eller miljøbeskyttelsen.

Medlemsstaterne kan anvende andre tekniske foranstaltninger til reduktion af benzintab end dem, der er fastsat i bilag II, hvis det godtgøres, at disse alternative foranstaltninger er mindst lige så effektive.

Medlemsstaterne underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen om alle sådanne eksisterende foranstaltninger eller om alle særlige foranstaltninger i henhold til dette stykke, som påtænkes iværksat, og om grundene til at iværksætte dem. Kommissionen kontrollerer, om disse foranstaltninger er kompatible med traktaten og dette stykke.

▼M2

Alle terminaler med udstyr til påfyldning af tankbiler skal udstyres med mindst én påfyldningsanordning, som opfylder de specifikationer for bundpåfyldningsudstyr, der er fastsat i bilag IV. Kommissionen tager regelmæssigt disse specifikationer op til fornyet undersøgelse og reviderer dem, hvis det er relevant. Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 8, stk. 2.

▼B

2.  Stk. 1 finder anvendelse:

a) fra den i artikel 10 anførte dato: på nye terminaler til påfyldning af tankbiler, jernbanetankvogne og/eller fartøjer

b) tre år efter den i artikel 10 anførte dato: på eksisterende terminaler til påfyldning af tankbiler jernbanetankvogne og/eller fartøjer, hvis gennemstrømningsmængden er over 150 000 tons om året

c) seks år efter den i artikel 10 anførte dato: på eksisterende terminaler til påfyldning af tankbiler og jernbanetankvogne, hvis gennemstrømningsmængden er over 25 000 tons om året

d) ni år efter den i artikel 10 anførte dato: på alle andre eksisterende påfyldningsanlæg for tankbiler og jernbanetankvogne på terminaler.

3.  Ni år efter den i artikel 10 anførte dato skal specifikationerne for bundpåfyldningsudstyr i bilag IV gælde for samtlige påfyldningsanordninger til tankbiler på alle terminaler, medmindre de er undtaget herfra i henhold til stk. 4.

4.  Bestemmelserne i stk. 1 og 3 gælder undtagelsesvis hverken for:

a) eksisterende terminaler med en gennemstrømningsmængde på under 10 000 tons om året, eller

b) nye terminaler med en gennemstrømningsmængde på under 5 000 tons om året, hvis de er beliggende på små, fjerntliggende øer.

▼M3

Medlemsstaterne underretter Kommissionen om terminaler, der berøres af en sådan undtagelse.

▼B

5.  Kongeriget Spanien kan indrømme en fravigelse på et år i forhold til tidsfristen i stk. 2, litra b).

Artikel 5

Mobile beholdere

1.  Mobile beholdere skal konstrueres og benyttes i overensstemmelse med følgende forskrifter:

a) mobile beholdere skal konstrueres og benyttes således, at resterende dampe tilbageholdes i beholderen, når benzinen aftappes

b) mobile beholdere, som leverer benzin til servicestationer og terminaler, skal konstrueres og benyttes således, at de kan modtage og tilbageholde returdampe fra servicestationernes eller terminalernes oplagringsanlæg. For jernbanetankvogne kræves dette kun, hvis de leverer benzin til servicestationer eller til terminaler, hvor dampe oplagres midlertidigt

c) bortset fra udslip gennem sikkerhedsventilerne skal de i litra a) og b) omhandlede dampe tilbageholdes i den mobile beholder, indtil ny påfyldning finder sted på en terminal.

Benyttes den mobile beholder efter aftapning af benzinen til andre produkter end benzin, og er genvinding eller midlertidig oplagring af dampe ikke mulig, kan ventilation tillades i et geografisk område, hvor det ikke er sandsynligt, at emissionerne vil bidrage væsentligt til miljø- eller sundhedsproblemer

d) medlemsstaternes kompetente myndigheder skal sikre, at tankbiler trykprøves regelmæssigt med henblik på damptæthed, og at vakuum/trykventiler på alle mobile beholdere fra tid til anden efterses for korrekt funktion.

2.  Stk. 1 finder anvendelse:

a) fra den i artikel 10 anførte dato: på nye tankbiler, jernbanetankvogne og fartøjer

b) tre år efter den i artikel 10 anførte dato: på eksisterende jernbanetankvogne og fartøjer, hvis de påfyldes på en terminal, på hvilken forskrifterne i artikel 4, stk. 1, finder anvendelse

c) på eksisterende tankbiler, når de er udstyret, så de kan påfyldes fra bunden i overensstemmelse med specifikationerne i bilag IV.

3.  Bestemmelserne i stk. 1, litra a), b) og c), gælder undtagelsesvis ikke for dampudslip som følge af måling foretaget med målepind på:

a) eksisterende mobile beholdere, og

b) nye mobile beholdere, der tages i brug inden for fire år efter datoen i artikel 10.

Artikel 6

Påfyldning af oplagringsanlæg på servicestationer

1.  Påfyldnings- og oplagringsudstyr skal konstrueres og benyttes i overensstemmelse med de tekniske forskrifter i bilag III.

Formålet med disse bestemmelser er at reducere det samlede årlige benzintab i forbindelse med benzinpåfyldning på servicestationers oplagringsanlæg til under målreferenceværdien på 0,01 vægtprocent af gennemstrømningsmængden.

Medlemsstaterne kan bibeholde eller kræve strengere foranstaltninger på nationalt plan eller i geografiske områder, hvor særlige forhold gør sådanne foranstaltninger nødvendige af hensyn til sundheds- eller miljøbeskyttelsen.

Medlemsstaterne kan anvende andre tekniske foranstaltninger til reduktion af benzintab end dem, der er fastsat i bilag III, hvis det godtgøres, at disse alternative foranstaltninger er mindst lige så effektive.

Medlemsstaterne underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen om alle sådanne eksisterende foranstaltninger eller om alle særlige foranstaltninger i henhold til dette stykke, som påtænkes iværksat, og om grundene til at iværksætte dem.

2.  Stk. 1 finder anvendelse:

a) fra den i artikel 10 anførte dato: på nye servicestationer

b) tre år efter den i artikel 10 anførte dato:

 på eksisterende servicestationer med en gennemstrømningsmængde på over 1 000  m3 om året

 på eksisterende servicestationer, uanset deres gennemstrømningsmængde, hvis de er beliggende under permanente bolig- eller arbejdslokaler

c) seks år efter den i artikel 10 anførte dato: på eksisterende servicestationer med en gennemstrømningsmængde på over 500 m3 om året

d) ni år efter den i artikel 10 anførte dato: på alle andre eksisterende servicestationer.

3.  Stk. 1 og 2 gælder undtagelsesvis ikke for servicestationer med en årlig gennemstrømningsmængde på under 100 m3.

4.  Medlemsstaterne kan undtage servicestationer med en årlig gennemstrømningsmængde på under 500 m3 fra kravene i stk. 1, hvis de er beliggende i et geografisk område eller på et sted, hvor det ikke er sandsynligt, at dampene vil bidrage væsentligt til miljø- eller sundhedsproblemer.

▼M3

Medlemsstaterne giver Kommissionen nærmere oplysninger om de områder, hvor de agter at indrømme en sådan undtagelse, og efterfølgende om eventuelle ændringer med hensyn til sådanne områder.

▼B

5.  Kongeriget Nederlandene kan indrømme en afvigelse fra tidsplanen i stk. 2 på følgende betingelser:

 de foranstaltninger, der kræves i denne artikel, gennemføres som led i et bestående og bedre program for servicestationer, der samtidig bekæmper forskellige miljøproblemer som f. eks. vand-, luft-, jord- og affaldsforurening, og hvis gennemførelse er nøje planlagt

 tidsplanen må kan fraviges med højst to år, idet hele programmet skal være gennemført inden for den tidsfrist, der er fastsat i stk. 2, litra d)

 Kommissionen skal underrettes om beslutningen om at fravige tidsplanen i stk. 2, herunder fuldstændige oplysninger om omfanget og varigheden af undtagelsen.

6.  Kongeriget Spanien og Den Portugisiske Republik kan indrømme en afvigelse på et år i forhold til tidsfristen i stk. 2, litra b).

▼M2

Artikel 7

Tilpasning til den tekniske udvikling

Bortset fra grænseværdierne i bilag II, punkt 2, kan Kommissionen tilpasse bilagene til den tekniske udvikling. Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 8, stk. 2.

▼M1

Artikel 8

Udvalg

1.  Kommissionen bistås af et udvalg.

▼M2

2.  Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1-4, og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

▼M2 —————

▼M3

Artikel 9

Overvågning og rapportering

Kommissionen opfordres til at forelægge sammen med sine rapporter, hvis det er relevant, forslag til ændring af dette direktiv, herunder navnlig udvidelse af anvendelsesområdet til at omfatte dampkontrol- og -genvindingssystemer for påfyldningsanlæg og fartøjer.

▼B

Artikel 10

Nationale gennemførelsesbestemmelser

1.  Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 31. december 1995. De underretter straks Kommissionen herom.

Når medlemsstaterne vedtager disse love og administrative bestemmelser, skal de indeholde en henvisning til dette direktiv, eller de skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne.

2.  Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 11

Afsluttende bestemmelse

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.




BILAG I

FORSKRIFTER FOR OPLAGRINGSANLÆG PÅ TERMINALER

1.

Den udvendige væg og taget på tanke, som er anbragt over jorden, der skal være malet i en farve med en samlet strålevarmereflektionskoefficient på mindst 70 %. Dette arbejde skal planlægges således, at det udføres som led i den almindelige periodiske vedligeholdelse af tankene mindst hvert tredje år. Medlemsstaterne kan indrømme undtagelser fra denne bestemmelse for at beskytte særlige landskabelige værdier, som er fastslået af nationale myndigheder.

Denne bestemmelse gælder ikke for tanke, der er forbundet med et dampgenvindingsanlæg, som opfylder kravene i bilag II, punkt 2.

2.

Tanke med udvendigt flydetag skal være forsynet med en primær tætning, som dækker det ringformede mellemrum mellem tankvæggen og flydetagets udvendige omkreds, tætning oven over den primære. Tætningerne skal være udformet således, at der tilbageholdes i alt mindst 95 % af dampene i sammenligning med tilsvarende tanke med fast tag, som ikke er forsynet med udstyr til tilbageholdelse af dampe (dvs. en tank med fast tag, der kun er udstyret med en vakuum/tryksikkerhedsventil).

3.

Alle nye oplagringsanlæg på terminaler, hvor der skal ske dampgenvinding i henhold til direktivets artikel 4, jf. bilag II, skal enten:

a) være tanke med fast tag forbundet med et dampgenvindingsanlæg i overensstemmelse med forskrifterne i bilag II, eller

b) være konstrueret med et udvendigt eller indvendigt flydetæppe med en primær og sekundær tætning, der opfylder kravene i punkt 2.

4.

Eksisterende tanke med fast tag skal enten:

a) være forbundet med et dampgenvindingsanlæg i overensstemmelse med forskrifterne i bilag II, eller

b) være forsynet med et indvendigt flydetæppe med primær tætning, der skal være udformet således, at der tilbageholdes i alt mindst 90 % af dampene i sammenligning med tilsvarende tanke med fast tag, som ikke er forsynet med udstyr til tilbageholdelse af dampe.

5.

Forskrifterne for udstyr til tilbageholdelse af dampe i punkt 3 og 4 gælder ikke for tanke med fast tag på terminaler, hvor midlertidig oplagring af dampe er tilladt i henhold til bilag II, punkt 1.




BILAG II

FORSKRIFTER FOR PÅFYLDNINGS- OG TØMNINGSUDSTYR PÅ TERMINALER

1.

Omladningsdampe fra mobile beholdere, som fyldes, skal gennem en damptæt forbindelsesledning returneres til et dampgenvindingsanlæg og regenereres på terminalen.

Denne bestemmelse gælder ikke for tankbiler, der påfyldes ovenfra, så længe denne påfyldningsmetode er tilladt.

På terminaler, som fylder benzin på fartøjer, kan et dampforbrændingsanlæg træde i stedet for et dampgenvindingsanlæg, hvis dampgenvinding er usikker eller teknisk umulig på grund af mængden af returdampe. Forskrifterne for emissioner til atmosfæren fra dampgenvindingsanlæg gælder også for dampforbrændingsanlæg.

På terminaler med en gennemstrømningsmængde på under 25 000 tons om året kan der anvendes midlertidig dampoplagring i stedet for umiddelbar dampgenvinding på terminalen.

2.

Den gennemsnitlige VOC-koncentration i emissioner fra dampgenvindingsanlæg må — iberegnet korrektion for fortynding under behandlingen — aldrig overstige 35 g/Nm3 for en time.

Det Forende Kongerige kan for dampgenvindingsanlæg, der er installeret inden den 1. januar 1993, indrømme en undtagelse fra dette krav på følgende betingelser:

 anlægget skal overholde en grænseværdi på 50 g/Nm3 inden for en time ifølge målinger, der er udført efter angivelserne i dette bilag II

 undtagelsen må højst gælde ni år fra den i artikel 10 anførte dato

 Kommissionen skal underrettes om, hvilke anlæg der er omfattet af undtagelsen, herunder oplysninger om anlæggenes gennemstrømningsmængde og dampemissioner.

De kompetente myndigheder i medlemsstaterne skal sikre, at der fastlægges måle- og analysemetoder, samt at målingernes og analysernes hyppighed fastsættes.

Målingerne foretages i løbet af en hel arbejdsdag (mindst syv timer) med normal gennemstrømningsmængde.

Målingerne kan være kontinuerlige eller diskontinuerlige. Ved diskontinuerlige målinger skal der foretages mindst fire målinger i timen.

Måleudstyrets, kalibreringsgassens og måleprocedurens samlede måleunøjagtighed må ikke overstige 10 % af den målte værdi.

Måleudstyret skal mindst kunne måle koncentrationer på ned til 3 g/Nm3.

Reproducerbarheden skal være mindst 95 % af den målte værdi.

3.

Medlemsstaternes kompetente myndigheder skal sørge for, at forbindelsesledninger og rør regelmæssigt efterses for utætheder.

4.

Medlemsstaternes kompetente myndigheder skal sørge for, at påfyldningen afbrydes ved påfyldningsanordningen, hvis der sker udslip af dampe. Lukkeanordninger til dette formål skal være monteret på påfyldningsanordningen.

5.

Når påfyldning af mobile beholdere fra oven tillades, skal påfyldningsarmens munding holdes så nær den mobile beholders bund som muligt for at undgå stænk.




BILAG III

FORSKRIFTER FOR PÅFYLDNINGSUDSTYR OG OPLAGRINGSANLÆG PÅ SERVICESTATIONER OG TERMINALER, HVOR DAMPE OPLAGRES MIDLERTIDIGT

Dampe, som fortrænges ved påfyldning af oplagringsanlæg på servicestationer og af beholdere med fast tag, der anvendes til midlertidig dampoplagring, skal gennem en damptæt forbindelsesledning returneres til den mobile beholder, der leverer benzinen. Påfyldning må ikke finde sted, medmindre disse anordninger forefindes og fungerer korrekt.




BILAG IV

FORSKRIFTER FOR BUNDPÅFYLDNING; DAMPINDSAMLING SAMT OVERLØBSBESKYTTELSE FOR EUROPÆISKE TANKBILER

1.   Koblinger

1.1.

Væskekoblingsanordningen på påfyldningsarmen skal være en hunkobling svarende til en 4 tommers (101,6 mm) A. P. I. -hankobling anbragt på køretøjet, som defineret i:

 API RECOMMENDED PRACTICE 1004

 SEVENTH EDITION, NOVEMBER 1988

Bottom Loading and Vapour Recovery for MC-306 Tank Motor Vehicles (Section 2.1.1.1, Type of Adapter used for Bottom Loading).

1.2.

Dampindsamlingskoblingen på påfyldningsanordningens dampindsamlingsslange skal være en hunkobling med tap og not, svarende til en 4 tommers (101,6 mm) hankobling med tap og not, anbragt på køretøjet, som defineret i:

 API RECOMMENDED PRACTICE 1004

 SEVENTH EDITION, NOVEMBER 1988

Bottom Loading and Vapour Recovery for MC-306 Tank Motor Vehicles (Section 4.1.1.2, Vapour Recovery Adapter).

2.   Påfyldningsbetingelser

2.1.

Den normale påfyldningshastighed skal pr. påfyldningsarm være 2 300 liter i minuttet (dog højst 2 500 liter i minuttet).

2.2.

Når terminalen fungerer under spidsbelastning, må påfyldningsanordningens dampindsamlingssystem, herunder dampgenvindingsanlægget, højst frembringe et modtryk på 55 millibar på køretøjssiden af dampindsamlingskoblingen.

2.3.

Alle godkendte køretøjer med bundpåfyldning skal være forsynet med en identifikationsplade med angivelse af det største tilladte antal påfyldningsarme, der må anvendes samtidig, således at det sikres, at ingen dampe ved et maksimalt modtryk i anlægget på 55 millibar, jf. punkt 2. 2, slipper ud gennem sektionernes P- og V-ventiler.

3.   Tilslutning af køretøjets jordforbindelse/overløbskontrol

Påfyldningsanordningen skal være forsynet med en overløbskontrolenhed, som, når den er tilsluttet køretøjet, skal give et fejlsikkert tilladelsessignal, for at påfyldning kan finde sted, såfremt ingen af sektionsoverløbssensorerne registrerer et højt niveau.

3.1.

Køretøjet skal tilsluttes kontrolenheden på påfyldningsanordningen via en industriel elektrisk standardforbindelsesdel med 10 ben. Hanforbindelsesdelen skal være påmonteret køretøjet, og hunforbindelsesdelen skal være fastgjort til et bøjeligt kabel, der tilsluttes kontrolenheden på påfyldningsanordningen.

3.2.

Højniveaudetektorerne på køretøjet skal være enten termistorsensorer med 2 ledere, optiske sensorer med 2 ledere, optiske sensorer med 5 ledere eller et tilsvarende, kompatibelt system, der er fejlsikkert. (NB: Termistorerne skal have en negativ temperaturkoefficient).

3.3.

Kontrolenheden på påfyldningsanordningen skal passe til køretøjssystemer med både 2 og 5 ledere.

3.4.

Køretøjet skal være forbundet med påfyldningsanordningen via den fælles tilbageledning for overløbssensorerne, der skal være tilsluttet stikben nr. 10 på hanforbindelsesdelen via køretøjets chassis. Stikben nr. 10 på hunforbindelsesdelen skal være tilsluttet kontrolenhedens indkapsling, som skal være tilsluttet påfyldningsanordningens jordforbindelse.

3.5.

Alle godkendte køretøjer med bundpåfyldning skal være forsynet med en identifikationsplade (jf. punkt 2. 3.) med angivelse af den anvendte type overløbskontrolsensorer (dvs. 2 eller 5 ledere).

4.   Tilslutningernes placering

4.1.

Udformningen af påfyldningsanordningens påfyldnings- og dampindsamlingsudstyr skal opfylde følgende betingelser for køretøjstilslutningen.

4.1.1.

Højden på væskekoblingsanordningernes midterakse skal være: højst 1,4 meter (tom), mindst 0,5 meter (læsset), med en foretrukken højde på mellem 0,7 og 1,0 meter.

4.1.2.

Den horisontale afstand mellem koblingsanordningerne skal være mindst 0,25 meter (den foretrukne minimumsafstand er 0,3 meter).

4.1.3.

Samtlige væskekoblingsanordninger skal være placeret inden for et felt, som højst må være 2,5 meter langt.

4.1.4.

Dampindsamlingskoblingsanordningen skal helst placeres til højre for væskekoblingsanordningerne i en højde på højst 1,5 meter (tom) og mindst 0,5 meter (læsset).

4.2.

Jordforbindelses/overløbstilslutningen skal placeres til højre for væske- og dampindsamlingskoblingsanordningerne i en højde på højst 1,5 meter (tom) og mindst 0,5 meter (læsset).

4.3.

Ovennævnte tilslutninger må kun anbringes på den ene side af køretøjet.

5.   Sikkerhedsblokeringsmekanismer

5.1.   Jordforbindelse/overløbskontrol

Påfyldning må ikke tillades, medmindre den kombinerede jordforbindelses/overløbskontrolenhed har givet et tilladelsessignal.

I tilfælde af overløb eller tab af køretøjets jordforbindelse skal kontrolenheden på påfyldningsanordningen lukke påfyldningsanordningens kontrolventil.

5.2.   Dampindsamlingskontrol

Påfyldning må ikke tillades, medmindre dampindsamlingsslangen er tilsluttet køretøjet, og der er fri passage for de fortrængte dampe, således at de kan flyde fra køretøjet ind i anlæggets dampindsamlingssystem.



( 1 ) EFT nr. L 301 af 28.10.1982, s. 1.

Top