Fürstlicher Oberster Gerichtshof (Fyrstendømmet Liechtensteins højesteret) har ved skrivelse af 7. november 2025, som indgik til EFTA-Domstolens justitskontor den 18. november 2025, anmodet EFTA-Domstolen om en rådgivende udtalelse om nedenstående spørgsmål i sagen Sabine Mohr-Egger mod Liechtensteinische Alters- und Hinterlassenen-versicherung, Liechtensteinische Invalidenversicherung og Liechtensteinische Familienausgleichskasse:

Det første spørgsmål:

Skal artikel 14, stk. 5b, i forordning (EF) nr. 987/2009, som ændret ved forordning (EU) nr. 465/2012, hvorefter virksomhed af marginalt omfang lades ude af betragtning ved fastlæggelsen af, hvilken lovgivning der finder anvendelse i henhold til artikel 13 i forordning (EF) nr. 883/2004 (grundforordningen), fortolkes således, at allerede den omstændighed, at indkomsten fra politisk virksomhed, der udøves i bopælsstaten, og som ifølge national lovgivning svarer til en tjenestemands og dermed en arbejdstagers indkomst, udgør mindre end 0,5 % af den indkomst, som den forsikrede har fra en beskæftigelse som selvstændig erhvervsdrivende i en anden medlemsstat, i denne forbindelse er tilstrækkelig til, at der foreligger en virksomhed af marginalt omfang, eller skal yderligere kriterier lægges til grund, f.eks. varigheden af aktiviteten som arbejdstager på den ene side og den selvstændige beskæftigelse på den anden side, omfanget af den aktivitet som arbejdstager, der udøves helt uafhængigt af beskæftigelsen som selvstændig erhvervsdrivende, for det politiske parti i bopælsstaten samt stedet for udførelsen af aktiviteten som arbejdstager, den faktiske udøvelse heraf eller den måde, hvorpå den udøves som følge af udnævnelsen til en politisk funktion, eller er andre kriterier relevante, og i givet fald hvilke?

Det andet spørgsmål:

Såfremt det ved besvarelsen af det første spørgsmål ikke i tilstrækkeligt omfang afklares, om den pågældende aktivitet som arbejdstager skal kvalificeres som marginal, ønskes det oplyst, om artikel 34, stk. 1, litra b), og stk. 2, litra b), i lov af 14. december 1952 om alders- og efterladteforsikring (AHVG), henset til 1., 5., 10., 12., 15. og 17. betragtning til forordning (EF) nr. 883/2004, sammenholdt med samme forordnings artikel 13, stk. 4 og 5, skal fortolkes således, at en forsikringstager, der oppebærer alderspension i bopælsmedlemsstaten som følge af sin tidligere selvstændige virksomhed i denne stat, ikke desto mindre skal være omfattet af den obligatoriske sociale sikringsordning i den medlemsstat, hvor virksomheden som selvstændig erhvervsdrivende fortsat udøves.