1.

Princippet om EØS-staternes erstatningsansvar for tab, der er forvoldt private og erhvervsdrivende som følge af tilsidesættelser af EØS-retten, som de er ansvarlige for, finder også anvendelse, når den omhandlede tilsidesættelse følger af en afgørelse fra en national ret, der træffer afgørelse i sidste instans.

Staten ifalder kun ansvar for en tilsidesættelse af EØS-retten som følge af en afgørelse truffet af en national ret, der træffer afgørelse i sidste instans, i det exceptionelle tilfælde hvor retten helt åbenbart har tilsidesat gældende EØS-ret.

Under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende, hvor alle nationale retsmidler til prøvelse af en retsafgørelse, der angiveligt er i strid med EØS-retten, er udtømt, skal betingelsen om, at en afgørelse er truffet af en national ret, der træffer afgørelse i sidste instans, anses for at være opfyldt.

2.

EØS-retten er til hinder for en national lovgivning, der generelt udelukker statens ansvar for skader, som private eller erhvervsdrivende har lidt som følge af en tilsidesættelse af EØS-retten, der kan tilskrives en ret, der træffer afgørelse i sidste instans, ved at fastsætte yderligere betingelser, såsom at i) en afgørelse skal ophæves eller ændres, ii) en afgørelse skal være bortfaldet med den virkning, at en rettidig appel til prøvelse af afgørelsen ikke kan antages til realitetsbehandling eller i øvrigt pådømmes, eller iii) en offentligt ansat er dømt for en strafbar handling i forbindelse med afgørelsen.