—

Artikel 14, 26, 57 og 60 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) (1)

—

Artikel 8, 16 og 24 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (2)

—

Artikel 9 og 20 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/41/EF af 3. juni 2003 om arbejdsmarkedsrelaterede pensionskassers aktiviteter og tilsynet hermed (3)

—

Artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked (4)

—

Artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed (5), og

—

Artikel 31 i EØS-aftalen.

—

I denne stævning nedlægger EFTA-Tilsynsmyndigheden påstand om, at Norge har tilsidesat sine forpligtelser i medfør af EØS-retten, idet Norge har opretholdt et krav om tilladelse for norske finansielle institutioner, der opretter datterselskaber i andre EØS-stater, jf. § 4-1 i den norske lov om finansielle institutioner (LFI).

—

Tilsynsmyndigheden gør gældende, at den omhandlede bestemmelse de facto indebærer et krav om forudgående tilladelse, idet kravet om tilladelse fastholdes.

—

Ved brev af 15. oktober 2015 meddelte Tilsynsmyndigheden Norge, at den af egen drift havde indledt en sag vedrørende kravet om tilladelse til at oprette datterselskaber af norske finansielle institutioner i andre EØS-stater, jf. § 4-1 i LFI, og anmodede Norge om at fremlægge visse oplysninger med henblik på behandling af sagen.

—

Norge afgav de ønskede oplysninger ved brev af 8. februar 2016, hvori Norge i det væsentlige hævdede, at kravet om tilladelse i § 4-1 sikrede finansiel stabilitet og var i overensstemmelse med EØS-aftalens artikel 31.

—

Efter brevveksling i 2018 og 2019 sendte Tilsynsmyndigheden den 11. december 2019 en åbningsskrivelse til Norge, hvori den anførte, at Norge har tilsidesat direktiv 2009/138/EF, 2013/36/EU, 2003/41/EF, 2015/2366/EU, 2009/110/EF og/eller EØS-aftalens artikel 31, idet Norge har opretholdt et krav om tilladelse som det, der er fastsat i § 4-1 i LFI.

—

I sit svar af 2. marts 2020 fastholdt Norge sit synspunkt om, at tilladelsesordningen bidrog til det legitime mål at sikre finansiel stabilitet i Norge, men anførte også, at de norske myndigheder ville undersøge, om andre foranstaltninger end kravet om forudgående tilladelse muligvis kunne være egnede til at sikre det samme høje beskyttelsesniveau for finansiel stabilitet.

—

Tilsynsmyndigheden afgav en begrundet udtalelse til Norge den 8. juli 2020, som Norge besvarede den 9. december 2020.

—

Den 7. juli 2022 meddelte Norge Tilsynsmyndigheden, at de relevante bestemmelser i § 4-1 i LFI var blevet ændret. Tilsynsmyndigheden sendte en supplerende åbningsskrivelse til Norge den 5. oktober 2022, som Norge besvarede ved brev af 2. december 2022, hvoraf det fremgik, at de norske myndigheder ikke var enige i Tilsynsmyndighedens vurdering af, at ændringerne af den relevante lovgivning havde ført til indførelsen af en de facto-tilladelsesordning.

—

Tilsynsmyndigheden sendte en supplerende begrundet udtalelse til Norge den 19. april 2023, hvori den fastholdt sit standpunkt i den supplerende åbningsskrivelse, som Norge besvarede den 20. juni 2023. De norske myndigheder gav udtryk for, at de var uenige i Tilsynsmyndighedens konklusion og anmodede om en forlængelse af risten "for at sikre den nødvendige tid til den lovgivningsproces, der er påkrævet for at kunne ændre" § 4-1 i LFI.

—

Tilsynsmyndigheden afslog ved brev af 25. juli 2023 anmodningen om en forlængelse af fristen og besluttede at indbringe sagen for EFTA-Domstolen.

—

Tilsynsmyndigheden gør gældende, at det i den omhandlede norske lovgivning ikke klart er fastsat, hvilke kriterier der skal være opfyldt, for at en norsk finansiel institution, der ønsker at etablere eller erhverve en finansiel institution i form af et datterselskab i en anden EØS-stat, kan undgå et påbud fra det norske finanstilsyn om, at etableringen eller erhvervelsen ikke må gennemføres, eller om at det kun kan ske, såfremt yderligere betingelser, der fastsættes af finanstilsynet, er opfyldt.

—

Tilsynsmyndigheden er derfor nået frem til den konklusion, at et de facto-godkendelseskrav som det, der er fastsat i § 4-1, første til femte afsnit, i LFI er i strid med artikel 14, 26, 57 og 60 i direktiv 2009/138/EF, artikel 8, 16 og 24 i direktiv 2013/36/EU, artikel 9 og 20 i direktiv 2003/41/EF, artikel 5 i direktiv (EU) 2015/2366 samt artikel 3 i direktiv 2009/110/EF, og at dette krav udgør en uberettiget begrænsning af etableringsfriheden i strid med EØS-aftalens artikel 31.