EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document C2016/223A/01

Bekendtgørelse om ledig stilling EUPP/1/S — Direktør for Myndigheden for Europæiske Politiske Partier og Europæiske Politiske Fonde, jf. artikel 6, stk. 3, i forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014 (Ansættelsesgruppe AD, lønklasse 12) — Midlertidigt ansat (M/K)

EUT C 223A af 21.6.2016, p. 1–4 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

21.6.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CA 223/1


Bekendtgørelse om ledig stilling EUPP/1/S

Direktør for Myndigheden for Europæiske Politiske Partier og Europæiske Politiske Fonde, jf. artikel 6, stk. 3, i forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014

(Ansættelsesgruppe AD, lønklasse 12)

Midlertidigt ansat

(M/K)

(2016/C 223 A/01)

 

1.   Ledig stilling

Europa-Parlamentet, Rådet og Europa-Kommissionen har besluttet at indkalde ansøgninger til en stilling som direktør for Myndigheden for Europæiske Politiske Partier og Europæiske Politiske Fonde på grundlag af artikel 6, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014 af 22. oktober 2014 om statut for og finansiering af europæiske politiske partier og europæiske politiske fonde (1) (i det følgende benævnt »forordningen«).

Udvælgelsesproceduren vil blive gennemført med administrativ støtte fra Europa-Parlamentet.

Ansættelse sker i lønklasse AD 12. Den månedlige grundløn er på 10 656,56 EUR. Grundlønnen, som beskattes med en EU-skat, men ikke er underkastet national beskatning, vil i henhold til ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i visse tilfælde endvidere blive forhøjet med tillæg (2).

Myndighedens direktør udnævnes af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen i fællesskab for en femårsperiode, der ikke kan forlænges, jf. artikel 2, litra a), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte.

Stillingen kræver fleksibilitet og indebærer talrige kontakter både i og uden for institutionerne. Desuden indebærer stillingen hyppige rejser mellem institutionernes arbejdssteder og uden for disse.

2.   Tjenestested

Bruxelles.

3.   Lige muligheder

EU-institutionerne har en ligestillingspolitik og tager imod ansøgninger uden forskelsbehandling på grund af køn, race, hudfarve, etnisk eller social oprindelse, genetiske egenskaber, sprog, religion eller tro, politisk eller anden anskuelse, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering, civilstand eller familiesituation.

4.   Stillingsbeskrivelse

Myndighedens direktør er ansvarlig for de opgaver, der er fastsat i forordningen, og navnlig for at registrere og kontrollere de europæiske politiske partier og europæiske politiske fonde og pålægge disse sanktioner. Myndigheden repræsenteres af sin direktør, som træffer alle afgørelser på vegne af myndigheden. I dette øjemed skal vedkommende udfylde de funktioner og udøve de beføjelser, der er fastsat i denne forordning.

Myndighedens direktør skal bl.a. varetage følgende arbejdsopgaver:

repræsentation af Myndigheden for Europæiske Politiske Partier og Europæiske Politiske Fonde

samarbejde med EU-institutionerne, Europa-Parlamentets anvisningsberettigede og medlemsstaterne for at sikre kontrol med de europæiske politiske partiers og europæiske politiske fondes overholdelse af de forpligtelser, der er fastsat i forordningen

opstilling af udkast til myndighedens budgetplan (definition af målsætninger og strategier) og evaluering af tjenesteydelser for at garantere disses kvalitet; direktøren skal fungere som anvisningsberettiget, der er bemyndiget ved delegation

oprettelse og forvaltning af registeret over europæiske politiske partier og europæiske politiske fonde

afgørelser om registrering af europæiske politiske partier og europæiske politiske fonde i overensstemmelse med forordningens bestemmelser

afgørelser om afregistrering af europæiske politiske partier og europæiske politiske fonde i overensstemmelse med de procedurer og betingelser, der er fastsat i forordningen

kontrol med, at de registreringsbetingelser, der er fastsat i forordningen, fortsat overholdes af de registrerede europæiske politiske partier og europæiske politiske fonde

afgørelser om sanktioner mod europæiske politiske partier og europæiske politiske fonde i overensstemmelse med forordningens bestemmelser

forelæggelse af en årlig rapport for Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om myndighedens aktiviteter.

Ansættelsesmyndigheden kan tildele myndighedens direktør andre opgaver, forudsat at disse ikke er uforenelige med den arbejdsmængde, der hidrører fra vedkommendes opgaver som direktør for myndigheden, og det ikke er sandsynligt, at de vil skabe interessekonflikter eller udgøre en fare for direktørens fulde uafhængighed.

5.   Adgangskriterier

Adgang til denne udvælgelsesprocedure har ansøgere, som ved ansøgningsfristens udløb opfylder følgende betingelser:

a)   Almindelige betingelser

I henhold til artikel 12, stk. 2, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte skal ansøgeren:

være statsborger i en af Den Europæiske Unions medlemsstater

være i besiddelse af sine borgerlige rettigheder

have opfyldt sine forpligtelser efter de gældende love om værnepligt

opfylde de vandelskrav, der stilles for at bestride det pågældende hverv

kunne fuldføre hele femårsperioden inden pensionsalderen. For midlertidigt ansatte i EU, der har tiltrådt tjenesten efter den 1. januar 2014, defineres pensionsalderen som udgangen af den måned, hvor den pågældende fylder 66 år.

b)   Særlige betingelser

i)   Nødvendige kvalifikationskrav og faglig erfaring

Eksamensbevis for afsluttet universitetsuddannelse, hvis normerede studietid er mindst fire år

eller

eksamensbevis for afsluttet universitetsuddannelse, hvis normerede studietid er mindst tre år, samt mindst et års relevant erhvervserfaring (3).

Mindst 12 års erhvervserfaring, der er erhvervet efter opnåelse af ovennævnte kvalifikationer, heraf mindst tre år i en ledende stilling.

ii)   Sprogkundskaber

Der kræves indgående kendskab til et af Den Europæiske Unions officielle sprog (4) og tilfredsstillende kendskab til mindst et andet af disse sprog.

iii)   Interessekonflikter og uafhængighed

Ansøgeren må ikke være medlem af Europa-Parlamentet, være valgt til nogen politisk forsamling eller være nuværende eller tidligere ansat i et europæisk politisk parti eller en europæisk politisk fond. Den valgte ansøger må ikke have en interessekonflikt mellem hvervet som direktør for myndigheden og andre officielle hverv, den pågældende måtte udøve, navnlig i relation til anvendelsen af forordningens bestemmelser.

Myndighedens direktør skal være uafhængig i udøvelsen af sine opgaver. Den pågældende må hverken søge eller tage imod instrukser fra nogen institution eller regering eller fra noget andet organ, kontor eller agentur, når vedkommende handler på vegne af myndigheden. Myndighedens direktør skal afholde sig fra enhver handling, som er i modstrid med karakteren af vedkommendes hverv.

6.   Udvælgelseskriterier

særdeles gode analyserings- og beslutningstagningsevner

dokumenteret erfaring i forvaltning af menneskelige og budgetmæssige ressourcer i en EU-institution eller et af EU's organer, kontorer eller agenturer eller i en offentlig eller privat organisation, der regelmæssigt samarbejder med EU

særdeles godt kendskab til de lovgivningsmæssige og finansielle rammer for europæiske politiske partier og europæiske politiske fonde

godt kendskab til finansforordningen og dens gennemførelsesbestemmelser

særdeles godt kendskab til EU's institutionelle rammer

godt kendskab til engelsk eller fransk af hensyn til den interne og interinstitutionelle kommunikation

evne til at udvikle og viderekommunikere en vision, danne sig et overblik over systemer og processer og formulere konkrete henstillinger og pragmatiske løsninger

ledelseserfaring på højt niveau og de nødvendige ledelsesevner til at forvalte personale og et budget samt et bredt udvalg af interessenter

evne til at handle selvstændigt

erfaring i kommunikations- og netværksaktiviteter for at kunne repræsentere Myndigheden for Europæiske Politiske Partier og Fonde på højeste niveau og for at udvikle og opretholde effektive forbindelser med aktører i andre EU-institutioner og i medlemsstaterne.

7.   Udvælgelsesprocedure

Udvælgelseskomitéen består af generalsekretærerne for Europa-Parlamentet, Rådet og Europa-Kommissionen; Europa-Parlamentets generalsekretær er formand. Udvælgelseskomitéen nedsætter et forhåndsudvælgelsespanel, der sammensættes af en repræsentant for hver af de tre institutioner, som hjælper udvælgelseskomitéen med at vurdere alle de skriftlige ansøgninger med hensyn til de relevante adgangskriterier og med at indkredse de ansøgere, hvis profil stemmer bedst overens med udvælgelseskriterierne.

På grundlag af denne forhåndsudvælgelse opstiller udvælgelseskomitéen en liste over de ansøgere, der vil blive indkaldt til en samtale.

På grundlag af resultatet af forhåndsudvælgelsesproceduren og samtalerne opstiller udvælgelseskomitéen en prioriteret liste med højst tre ansøgere, der forelægges for de tre institutioner til endelig godkendelse.

8.   Indgivelse af ansøgning

Ansøgningsfristen udløber den:

4. juli 2016 kl. 12.00 belgisk tid.

Ansøgerne bedes, udelukkende pr. e-mail, sende et motivationsbrev i PDF-format (mærket »For the attention of the Secretary-General of the European Parliament, Recruitment Notice EUPP/1/S«) og et CV (i Europass-format (5)), påført procedurens referencenummer (EUPP/1/S) i emnefeltet, til:

EP-SENIOR-MANAGEMENT@ep.europa.eu.

E-mailens afsendelsesdato og -tidspunkt gælder som dato og tidspunkt for indgivelse af ansøgningen.

Scannede dokumenter skal være læselige.

Ansøgere, der indkaldes til samtale, skal på datoen for samtalen fremlægge dokumentation i form af kopier for deres uddannelse, erhvervserfaring og nuværende hverv. Disse dokumenter vil ikke blive returneret til ansøgerne.

De personlige oplysninger, som ansøgerne forelægger som led i denne udvælgelsesprocedure, vil blive behandlet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (6).


(1)  EUT L 317 af 4.11.2014, s. 1.

(2)  Se Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 (EFT L 56 af 4.3.1968, s. 1) som ændret ved Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 723/2004 (EUT L 124 af 27.4.2004, s. 1) og senest ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1023/2013 af 22. oktober 2013 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union (EUT L 287 af 29.10.2013, s. 15).

(3)  Der tages ikke hensyn til dette års erhvervserfaring i forbindelse med vurderingen af den i det efterfølgende led krævede erhvervserfaring.

(4)  Den Europæiske Unions officielle sprog er: bulgarsk, dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, irsk, italiensk, kroatisk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk og ungarsk.

(5)  http://europass.cedefop.europa.eu/

(6)  EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.


Top