Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document C2012/396/07

    Åben indkaldelse — Europæisk samarbejde om videnskabelig og teknisk forskning (COST)

    EUT C 396 af 21.12.2012, p. 18–19 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    21.12.2012   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 396/18


    ÅBEN INDKALDELSE

    Europæisk samarbejde om videnskabelig og teknisk forskning (COST)

    2012/C 396/07

    COST bringer forskere og eksperter i forskellige lande, som arbejder med specifikke emner, sammen. COST finansierer IKKE selve forskningen, men støtter netværksaktiviteter såsom møder, konferencer, kortvarig videnskabelig udveksling og opsøgende aktiviteter. I øjeblikket modtager omkring 250 videnskabelige netværk (aktioner) støtte.

    COST indkalder forslag til aktioner, der bidrager til Europas videnskabelige, teknologiske, økonomiske, kulturelle eller samfundsmæssige udvikling. Forslag, der fungerer som forløbere for andre europæiske programmer og/eller forelægges af nyuddannede forskere, er særligt velkomne.

    Det er afgørende for opbygningen af det europæiske forskningsrum (EFR), at der udvikles stærkere forbindelser mellem europæiske forskere. COST stimulerer nye, innovative, tværfaglige og brede forskningsnetværk i Europa. Forskerhold gennemfører Costaktiviteter for at styrke grundlaget for opbygning af videnskabelig ekspertise i Europa.

    COST er inddelt i ni brede områder (biomedicin og molekylær biovidenskab; kemi og molekylær videnskab og teknologi; Earth System Science og miljøstyring; fødevarer og landbrug; skove og produkter og tjenesteydelser i forbindelse hermed; individer, samfund, kulturer og sundhed; informations- og kommunikationsteknologier; materialer, fysik og nanovidenskab; transport og byudvikling). Nærmere oplysninger om, hvad hvert område skal dække, findes på http://www.cost.eu

    Ansøgere bedes angive, hvilket område deres emne falder ind under. Tværfaglige forslag, der ikke umiddelbart falder ind under et enkelt område, bør dog indgives som forslag, der går på tværs af områderne, og vil blive evalueret separat.

    Forslagene bør inddrage forskere fra mindst fem Costlande. Der kan forventes finansiel støtte til aktioner i 19 deltagende lande på ca. 130 000 EUR p.a., normalt i fire år, forudsat at der er budgetmidler til rådighed.

    Forslagene vurderes i to trin (forslag, der går på tværs af områderne; se nedenfor). Foreløbige forslag (højst 1 500 ord/3 sider), som skal indgives ved hjælp af onlinemodellen på http://www.cost.eu/opencall, skal indeholde en kort oversigt over forslaget og dets tilsigtede resultater. Forslag, der ikke opfylder Costs støttekriterier (f.eks. anmodninger om forskningsfinansiering), udelukkes. Støtteberettigede forslag vurderes af de relevante områdeudvalg i overensstemmelse med de kriterier, der er offentliggjort på http://www.cost.eu Ansøgere, der har indgivet foreløbige forslag, som er blevet udvalgt, vil blive anmodet om at forelægge et fuldstændigt forslag. Fuldstændige forslag underkastes peerevaluering i overensstemmelse med vurderingskriterierne på http://www.cost.eu/opencall Afgørelsen træffes sædvanligvis i løbet af seks måneder fra indkaldelsesdatoen, og aktionerne forventes herefter iværksat inden for tre måneder.

    Indkaldelsesdatoen for foreløbige forslag er den 29. marts 2013 kl. 17.00 Bruxellestid. Omkring 20 % vil blive anmodet om at indgive et fuldstændigt forslag med henblik på den endelige udvælgelse af ca. 40 nye aktioner, forudsat at der er budgetmidler til rådighed. Fuldstændige forslag vil blive indkaldt den 30. maj 2013 med indgivelsesfrist den 26. juli 2013.

    De forelagte forslag, der går på tværs af områderne, følger en specifik pilotevalueringsprocedure, der kræver indgivelse af et enkelt forslag. Dette forslag vil blive fjernevalueret i to trin, efterfulgt af høringer i panelet vedrørende forslag, der går på tværs af områderne. Nærmere oplysninger findes på http://www.cost.eu/domains_actions/TDP Indkaldelsesdatoen for forslag, der går på tværs af områderne, er den 14. juni 2013 kl. 17.00 Bruxellestid. Afgørelserne om godkendelse af tiltagene forventes truffet i november 2013.

    Næste indkaldelsesdato forventes at blive den 27. september 2013, herunder en specifik indkaldelse af forslag, der går på tværs af områderne, efter en specifik pilotprocedure

    Forslagsstillere, der ønsker det, kan kontakte deres nationale Costkoordinator for at få oplysninger og vejledning — se http://www.cost.eu/cnc

    Forslag skal indgives online til Costkontorets websted.

    COST modtager finansiel støtte til sine koordineringsaktiviteter fra EU's FTU-rammeprogram. Costkontoret, der er oprettet af European Science Foundation (ESF), som er ansvarlig for gennemførelsen af COST, varetager og forvalter de administrative, videnskabelige og tekniske sekretariatsopgaver i forbindelse med COST, dets områdeudvalg og dets aktioner.


    Top