Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document C2009/224/08

    Regional ruteflyvning i Finnmark og Nord-Troms (Norge) — Indkaldelse af udbud

    EUT C 224 af 17.9.2009, p. 15–18 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    17.9.2009   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 224/15


    Regional ruteflyvning i Finnmark og Nord-Troms (Norge)

    Indkaldelse af udbud

    2009/C 224/08

    1.   Indledning

    Norge har besluttet at offentliggøre et nyt udbud om udførelse af ruteflyvning i Finnmark og Nord-Troms i perioden 1. april 2010-31. marts 2013.

    Med virkning fra den 1. april 2010 har Norge besluttet at ændre forpligtelserne til offentlig tjeneste for regional ruteflyvning i Finmarken og Nord-Troms, som tidligere er offentliggjort i henhold til artikel 4, stk. 1, litra a), i Rådets forordning (EØF) nr. 2408/92 af 23. juli 1992 om EF-luftfartsselskabers adgang til luftruter inden for Fællesskabet (1). De ændrede forpligtelser blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (2) og i EØS-tillægget.

    Såfremt intet luftfartsselskab inden for to måneder efter sidste frist for afgivelse af tilbud (jf. punkt 6) har fremsendt dokumentation til Transport- og Kommunikationsministeriet, der viser, at det vil udbyde ruteflyvning pr. 1. april 2010 i overensstemmelse med den ændrede forpligtelse til offentlig tjeneste, der gælder for et eller flere af de tilbud, der er anført i punkt 2 i denne bekendtgørelse, vil ministeriet anvende udbudsproceduren i artikel 4, stk. 1, litra d), i forordning (EØF) nr. 2408/92, hvorefter adgangen til de pågældende ruter, som er omhandlet i hvert af de i punkt 2 anførte tilbud, fra 1. april 2010 vil være begrænset til et enkelt luftfartsselskab.

    Formålet med denne indkaldelse er at indkalde tilbud, som vil blive benyttet som grundlag for tildelingen af disse enerettigheder.

    Nedenfor gengives de vigtigste dele af udbudsbetingelserne. Den komplette indkaldelse af tilbud kan downloades fra http://www.regjeringen.no/en/dep/sd/Documents/Other-documents/Tenders eller rekvireres gratis ved henvendelse til:

    Ministeriet for Transport og Kommunikation

    Postboks 8010 Dep.

    0030 Oslo

    NORWAY

    Tlf. +47 22248353

    Fax +47 22245609

    Alle tilbudsgivere har pligt til at gøre sig bekendt med den komplette indkaldelse af tilbud.

    2.   Flyvninger, der er omfattet af indkaldelsen

    Indkaldelsen omfatter ruteflyvninger fra den 1. april 2010 indtil den 31. marts 2013 i overensstemmelse med de forpligtelser til offentlig tjeneste, der er nævnt i afsnit 1. Følgende ruteområder og hertil hørende udbud er omfattet af indkaldelsen:

    Ruteområde 1:

    Ruterne mellem Kirkenes, Vadsø, Vardø, Båtsfjord, Berlevåg, Mehamn, Honningsvåg, Hammerfest og Alta

    Ruteområde 2:

    Hasvik–Tromsø, Hasvik–Hammerfest, Sørkjosen–Tromsø

    Luftfartsselskaberne opfordres til at byde på en kombination af de to ruteområder, især hvis dette reducerer den samlede krævede kompensation for ruteområderne. I så tilfælde er tilbudsgiverne forpligtede til at forelægge tilbud for hvert enkelt ruteområde, hvis de kun vælges for et område.

    Hvis tilbudsgiverne ønsker at indgive tilbud på tilladte kombinationer af ruteområder, skal de også forelægge tilbudsbudgetter for hvert enkelt ruteområde. Udbudsbudgettet skal vise fordelingen af udgifter og indtægter for hvert af ruteområderne i kombinationen og klart angive den krævede kompensation for hvert enkelt ruteområde.

    Afgiver et luftfartsselskab et tilbud, hvor kompensationskravet er på 0 (nul) NOK, vil dette blive forstået som et ønske fra luftfartsselskabets side om at beflyve ruten på eneretsbasis, men uden nogen kompensation fra den norske stat.

    3.   Adgang til at afgive tilbud

    Alle luftfartsselskaber, som har en gyldig licens udstedt af en medlemsstat i henhold til forordning (EØF) nr. 2407/92 om udstedelse af licenser til luftfartsselskaber, kan afgive tilbud.

    4.   Udbudsprocedure

    Indkaldelsen af tilbud er omfattet af bestemmelserne i artikel 4, stk. 1, litra d)-i), i forordning (EØF) nr. 2408/92 og § 4 i den norske forskrift nr. 256 af 15. april 1994 om tilbud i forbindelse med forpligtelser til offentlig tjeneste med henblik på at gennemføre artikel 4 i forordning (EØF) nr. 2408/92.

    Indkøbet vil ske ved en offentlig udbudsprocedure.

    Transport- og Kommunikationsministeriet forbeholder sig ret til efterfølgende at indlede forhandlinger, hvis der kun er modtaget ét tilbud ved udløbet af fristen for afgivelse af tilbud, eller hvis kun ét tilbud ikke forkastes. Sådanne forhandlinger skal være i overensstemmelse med de pålagte forpligtelser til offentlig tjeneste. Endvidere har parterne under sådanne forhandlinger ikke ret til at foretage afgørende ændringer i de oprindelige udbudsbetingelser. Fører de efterfølgende forhandlinger ikke til en acceptabel løsning, forbeholder Transport- og Kommunikationsministeriet sig ret til at aflyse hele udbudsproceduren. Der kan i så fald offentliggøres en ny indkaldelse af tilbud med nye betingelser.

    Transport- og Kommunikationsministeriet kan foretage indkøb via forhandlinger uden forudgående offentliggørelse, hvis der ikke afgives noget tilbud. I så fald må der ikke foretages afgørende ændringer i de oprindelige forpligtelser til offentlig tjeneste eller i de øvrige kontraktbetingelser. Hvis resultatet af indkaldelsen af tilbud giver væsentlige grunde hertil, forbeholder Transport- og Kommunikationsministeriet sig ret til at forkaste alle tilbud.

    Tilbuddet er bindende for tilbudsgiver, indtil udbudsproceduren er afsluttet, eller kontrakten er tildelt.

    5.   Tilbuddet

    Tilbuddet skal udformes i overensstemmelse med kravene i § 5 i udbudsbetingelserne, herunder kravene i forpligtelserne til offentlig tjeneste.

    6.   Afgivelse af tilbud

    Fristen for afgivelse af tilbud er mandag d. 19. oktober 2009, kl. 12:00 (lokal tid). Tilbuddet skal modtages af Transport- og Kommunikationsministeriet på den adresse, der er anført i punkt 1, senest til fristen for afgivelse af tilbud.

    Tilbuddet skal enten afleveres personligt på Transport- og Kommunikationsministeriets kontoradresse eller sendes pr. post eller kurertjeneste.

    Tilbud, der modtages for sent, vil blive forkastet. Tilbud, der modtages efter fristen for afgivelse af tilbud, men før datoen for åbningen af tilbuddene, vil dog ikke blive forkastet, hvis det klart fremgår, at tilbuddet er blevet afsendt i så god tid, at det normalt skulle have været modtaget inden fristen. Kvittering for afsendelse af tilbuddet accepteres som bevis for afsendelsen og for afsendelsestidspunktet.

    Alle tilbud skal afgives i 3 — tre — eksemplarer.

    7.   Tildeling af kontrakten

    7.1.

    Som hovedregel vil kontrakten blive tildelt det tilbud eller den tilladte kombination af ruteområder, hvor der forlanges det laveste kompensationsbeløb for hele kontraktperioden fra den 1. april 2010 til den 31. marts 2013.

    7.2.

    Hvis der inden for en hvilken som helst af de kombinationer af ruteområder, der er tilladt i henhold til punkt 2, er tilbud, der ikke forlanger nogen kompensation, men kun eneret i henhold til punkt 2, sidste afsnit, skal kontrakten uanset bestemmelserne i punkt 7.1. tildeles sådanne tilbud, hvorefter bestemmelserne i punkt 7.1. finder anvendelse på resten af tilbuddet.

    7.3.

    Kan kontrakten ikke tildeles, fordi der er tilbud, der forlanger et identisk kompensationsbeløb, tildeles kontrakten det tilbud, der udbyder det største antal pladser igennem hele kontraktperioden.

    8.   Kontraktperiode

    Alle kontrakter indgås for perioden fra den 1. april 2010 til den 31. marts 2013. Kontrakten er uopsigelig undtagen i de situationer, der er beskrevet i de kontraktbestemmelser, der er gengivet i punkt 11.

    9.   Økonomisk kompensation

    Luftfartsselskabet er berettiget til økonomisk kompensation fra Transport- og Kommunikationsministeriet i overensstemmelse med tilbudsaftalen. Kompensationen skal angives for hvert af de tre driftsår og for hele kontraktperioden.

    Der kan ikke ske nogen justering af kompensationen i det første driftsår.

    For andet og tredje driftsår beregnes kompensationen på ny på basis af tilbudsbudgettet korrigeret for driftsindtægter og driftsudgifter. Disse justeringer skal ligge inden for rammerne af Norges Statistiske Kontors forbrugerprisindeks for den tolvmåneders periode, der slutter den 15. februar samme år.

    Der foretages ikke ændringer i kompensationen som følge af, at kapaciteten justeres i opadgående eller nedadgående retning i medfør af punkt 5.1, andet afsnit, i kontraktbetingelserne.

    Dette er underlagt det forbehold, at Norges Storting ved vedtagelsen af det årlige budget stiller de nødvendige midler til disposition for Transport- og Kommunikationsministeriet til at dække kompensationsbeløbene.

    Luftfartsselskabet beholder alle indtægter fra tjenesten. Er indtægterne større eller udgifterne mindre end de tal, som tilbudsbudgettet er baseret på, kan luftfartsselskabet beholde differencen. Tilsvarende er Transport- og Kommunikationsministeriet ikke forpligtet til at dække eventuelle negative saldi i forhold til tilbudsbudgettet.

    Alle offentlige afgifter, herunder luftfartsafgifter, skal betales af luftfartsselskabet.

    Uafhængigt af eventuelle erstatningskrav vil enhver annullering af flyvningerne medføre, at kompensationsbeløbet reduceres i forhold til det antal flyvninger, som ikke udføres af årsager, der direkte kan tilskrives luftfartsselskabet, såfremt antallet af aflyste flyvninger i løbet af et driftsår overskrider 1,5 % af det planlagte antal flyvninger i overensstemmelse med den godkendte fartplan.

    10.   Genforhandling

    Opstår der i løbet af kontraktperioden materielle eller uforudsete ændringer i de forudsætninger, denne kontrakt er baseret på, kan hver af parterne anmode om forhandling med henblik på revision af kontrakten. En sådan anmodning skal fremsættes senest tre måneder efter, at ændringen er opstået.

    Væsentlige ændringer i de offentlige afgifter, som det påhviler luftfartsselskabet at betale, udgør altid en grund til genforhandling.

    Medfører nye lovkrav eller administrative krav eller instrukser udstedt af den civile luftfartsadministration, at en flyveplads skal benyttes på en anden måde end oprindeligt antaget af luftfartsselskabet, skal parterne tilstræbe at forhandle ændringer af kontrakten, som giver luftfartsselskabet mulighed for at fortsætte driften i resten af kontraktperioden. Lykkes det ikke for parterne at nå til enighed, har luftfartsselskabet ret til erstatning efter reglerne for lukning eller konkurs (punkt 11), forudsat at de finder anvendelse.

    11.   Ophævelse af kontrakten som følge af kontraktbrud eller uforudsete ændringer i væsentlige betingelser

    Med de begrænsninger, der følger af insolvenslovgivningen, kan Transport- og Kommunikationsministeriet opsige kontrakten med øjeblikkelig virkning, hvis luftfartsselskabet bliver insolvent, indleder gældssanering, går konkurs eller underkastes enhver anden af de situationer, der er omhandlet i § 14, nr. 2, i den norske forskrift nr. 256 fra april 1994.

    Transport- og Kommunikationsministeriet kan opsige kontrakten med øjeblikkelig virkning, hvis luftfartsselskabets licens inddrages eller ikke fornyes.

    Såfremt luftfartsselskabet på grund af force majeure eller andre forhold uden for dets kontrol ikke har været i stand til at opfylde sine forpligtelser til offentlig tjeneste ifølge kontrakten i mere end fire af de sidste seks måneder, kan kontrakten opsiges af begge parter med en måneds skriftligt varsel.

    Beslutter Stortinget at nedlægge en flyveplads, eller lukkes en flyveplads som følge af en instruks udstedt af den civile luftfartsadministration, ophører parternes ordinære kontraktforpligtelser med at have virkning fra det tidspunkt, hvor flyvepladsen rent faktisk nedlægges eller lukkes.

    Hvis perioden mellem det tidspunkt, hvor luftfartsselskabet første gang informeres om nedlæggelsen eller lukningen, og det tidspunkt, hvor nedlæggelsen eller lukningen faktisk sker, overstiger et år, har luftfartsselskabet ikke ret til erstatning for eventuelle økonomiske tab, det måtte blive påført som følge af ophævelsen af kontrakten. Er ovennævnte periode mindre end et år, har luftfartsselskabet ret til at tilbageføres til den økonomiske situation, det ville have befundet sig i, hvis driften var fortsat i et år fra den dato, hvor det fik underretning om nedlæggelsen eller lukningen, eller subsidiært indtil den 31. marts 2013, hvis denne dato indtræffer tidligere.

    I tilfælde af væsentligt kontraktbrud kan kontrakten ophæves med øjeblikkelig virkning af den anden part.


    (1)  Forordning (EØF) nr. 2408/92 er erstattet af forordning (EF) nr. 1008/2008. Forordning (EF) nr. 1008/2008 indgår ikke i EØS-aftalen. Retsgrundlaget for dette udbud er derfor forordning (EØF) nr. 2408/92, der er gældende som en norsk forordning.

    (2)  Se side 6 i denne EUT.


    Top