Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document C2008/117/13

    Indkaldelse af forslag — EACEA/15/08 — Aktion 4.5.b — Indkaldelse af forslag til projekter, der har til formål at støtte informationskampagner om valget til Europa-Parlamentet i 2009 og er rettet mod unge og personer, der arbejder inden for ungdomsområdet — Programmet Aktive Unge

    EUT C 117 af 14.5.2008, p. 30–31 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    14.5.2008   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 117/30


    INDKALDELSE AF FORSLAG — EACEA/15/08

    Aktion 4.5.b — Indkaldelse af forslag til projekter, der har til formål at støtte informationskampagner om valget til Europa-Parlamentet i 2009 og er rettet mod unge og personer, der arbejder inden for ungdomsområdet

    Programmet »Aktive Unge«

    (2008/C 117/13)

    1.   Mål og beskrivelse

    Målet med denne indkaldelse af forslag er at støtte informationskampagner rettet mod unge og personer, der arbejder inden for ungdomsområdet, for at få de unge til at deltage aktivt i valget til Europa-Parlamentet i 2009 og oplyse dem om valgets betydning.

    Da der er specifikke nationale forhold, der gør sig gældende i relation til valget, og i betragtning af de enkelte EU-landes særlige kulturelle identitet, kan et projektforslag kun tage sigte på gennemførelse inden for et enkelt EU-land. Projekternes europæiske dimension vil i forbindelse med denne indkaldelse af forslag manifestere sig i hovedtemaet og de foreslåede aktiviteter samt muligheden for at gennemføre aktiviteterne sammen med europæiske partnere.

    Projektets endelige støttemodtagere er unge EU-statsborgere under 30 år med ret til at stemme ved valget til Europa-Parlamentet og personer, der arbejder inden for ungdomsområdet.

    Denne indkaldelse af forslag vedrører aktion 4.5 (anden del) i programmet »Aktive Unge«. Indkaldelsen offentliggøres i overensstemmelse med bestemmelserne i det årlige arbejdsprogram vedrørende tilskud og aftaler på uddannelses- og kulturområdet for 2008, som blev vedtaget af Kommissionen den 11. marts 2008 i henhold til proceduren i artikel 4 og 7 i afgørelse 1999/468/EF (1).

    Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur er ansvarligt for gennemførelsen af denne indkaldelse af forslag.

    2.   Støtteberettigede ansøgere

    Kun forslag fra:

    almennyttige, ikke-statslige organisationer og

    nationale ungdomsråd

    der har status som juridiske personer og har været lovligt etableret i det EU-land, hvor projektet skal gennemføres, i mindst et år på datoen for indsendelse af ansøgningen

    eller

    paraplyorganisationer, der arbejder inden for ungdomsområdet på europæisk plan (ENGO), og som har medlemsorganisationer i mindst 8 af »Aktive Unge«-programmets programlande (2), har status som juridiske personer og har været lovligt etableret i et EU-land i mindst et år på datoen for indsendelse af ansøgningen

    kan komme i betragtning til støtte.

    Projektforslag fra politiske partiers og bevægelsers ungdomsafdelinger kan dog ikke komme i betragtning til støtte i forbindelse med denne indkaldelse af forslag.

    Hver ansøger må kun indsende ét projekt.

    Projektforslagene kan inddrage partnerorganisationer i det omfang, disse organisationer har deres hjemsted i et EU-land.

    3.   Budget og projektvarighed

    Det samlede budget til medfinansiering af projekterne i forbindelse med denne indkaldelse af forslag anslås til ca. 1 500 000 EUR.

    Forvaltningsorganets finansielle støtte kan ikke overstige 80 % af et projekts samlede støtteberettigede udgifter.

    Forvaltningsorganet forventer at medfinansiere højst 27 projekter eller ét projekt pr. medlemsstat for at dække hele Den Europæiske Union. Afhængigt af antallet og kvaliteten af de indsendte forslag vil Forvaltningsorganet dog ikke på forhånd garantere at dække hele Den Europæiske Union. Forvaltningsorganet forbeholder sig ligeledes mulighed for at undlade at fordele alle de disponible midler.

    Det maksimale støttebeløb til et projekt beregnes i forhold til befolkningstallet i det pågældende land. Der fastsættes et loft for hvert EU-land på følgende måde:

    for projekter, der vedrører oplysning om valget til Europa-Parlamentet i Tyskland, Spanien, Frankrig, Italien, Polen, Rumænien og Det Forenede Kongerige, kan støttebeløbet ikke overstige 90 000 EUR

    for projekter, der vedrører oplysning om valget til Europa-Parlamentet i Belgien, Bulgarien, Den Tjekkiske Republik, Danmark, Estland, Grækenland, Irland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Nederlandene, Østrig, Portugal, Slovenien, Slovakiet, Finland og Sverige, kan støttebeløbet ikke overstige 45 000 EUR

    for projekter, der vedrører oplysning om valget til Europa-Parlamentet i Luxembourg og Malta, kan støttebeløbet ikke overstige 22 500 EUR.

    Det kræves, at projekterne iværksættes mellem den 1. januar 2009 og den 28. februar 2009.

    Projekterne skal have en varighed af mindst 5 måneder og højst 7 måneder.

    4.   Tidsfrist for indsendelse af ansøgninger

    Fristen for indsendelse af ansøgninger til Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur er den 15. juli 2008 (poststemplets dato er afgørende).

    5.   Yderligere oplysninger

    Den fulde udgave af denne forslagsindkaldelse og ansøgningsskemaerne findes på følgende internetadresse:

    http://eacea.ec.europa.eu/youth/calls2008/index_en.htm

    Ansøgninger skal opfylde de krav, der er opstillet i den fulde udgave af denne indkaldelse af forslag, og skal indgives på det hertil beregnede ansøgningsskema.


    (1)  Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23).

    (2)  Programlandene er: Den Europæiske Unions 27 medlemsstater, Tyrkiet, Island, Liechtenstein og Norge.


    Top