Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document C2008/038/06

Indkaldelse af forslag — EACEA/31/07 — Unge for verden : Samarbejde med lande, der ikke er nabolande til Den Europæiske Union — Programmet Aktive unge

EUT C 38 af 12.2.2008, p. 8–9 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

12.2.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 38/8


INDKALDELSE AF FORSLAG — EACEA/31/07

»Unge for verden«: Samarbejde med lande, der ikke er nabolande til Den Europæiske Union

Programmet »Aktive unge«

(2008/C 38/06)

1.   Mål og beskrivelse

Denne indkaldelse af forslag har til formål at støtte projekter, der fremmer samarbejdet på ungdomsområdet mellem programlande og partnerlande, som ikke er naboer til Den Europæiske Union, og sigter mod at:

fremme udveksling af erfaring og god praksis inden for ungdomsområdet og inden for ikke-formel læring

bidrage til udvikling af ungdomspolitikker, ungdomsarbejde, frivilligt arbejde og til opbygning af kapaciteter og lederkompetencer i ungdomsorganisationer og -strukturer

udvikle partnerskaber og bæredygtige netværk mellem ungdomsorganisationer.

Projekterne skal behandle et af følgende temaområder:

1)

styrkelse af civilsamfund og medborgerskab og demokrati

2)

bekæmpelse af racisme og fremmedhad

3)

dialog mellem etniske grupper og religioner

4)

postkonfliktløsning og genopbygning

5)

kvinders aktive deltagelse i samfundet

6)

mindretalsrettigheder.

Dette samarbejde er rettet mod personer, der arbejder inden for ungdomsområdet, ungdomsledere og andre med ansvar for ungdomsaktiviteter samt unge og andre aktører, der er aktive inden for ungdomsorganisationer og -strukturer, og som er interesserede i at gennemføre projekter, der fremmer samarbejdet inden for området.

Denne indkaldelse af forslag omfatter aktion 3.2 i programmet »Aktive unge«.

Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur er ansvarligt for gennemførelsen af denne indkaldelse af forslag.

2.   Hvem kan søge

Forslagene skal være indsendt af nonprofitorganisationer, ikke-statslige organisationer eller af lokale og regionale instanser. Kun ansøgninger fra ansøgere, der er etableret i et af programlandene, er ansøgningsberettigede.

Programlandene er:

Den Europæiske Unions medlemsstater (1): Tyskland, Østrig, Belgien, Bulgarien, Cypern, Danmark, Spanien, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Ungarn, Irland, Italien, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Polen, Portugal, Den Tjekkiske Republik, Rumænien, Det Forenede Kongerige, Slovakiet, Slovenien, Sverige

EFTA-lande, der er parter i EØS-aftalen (Island, Liechtenstein og Norge)

kandidatlande, der er omfattet af en førtiltrædelsesstrategi, i overensstemmelse med de generelle principper og betingelser for disse landes deltagelse i EF-programmer, som er fastsat i de respektive rammeaftaler (Tyrkiet).

Projekterne skal inddrage partnere fra mindst 4 forskellige lande (inklusive ansøgeren), herunder mindst 2 programlande, hvoraf mindst en skal være en EU-medlemsstat, og 2 partnerlande.

3.   Budget for og varighed af projekterne

Det samlede budget til samfinansiering af projekterne i forbindelse med denne indkaldelse af forslag anslås til ca. 2 500 000 EUR.

Forvaltningsorganets finansielle støtte kan ikke overstige 80 % af et projekts samlede støtteberettigede udgifter. Tilskuddet kan højst udgøre 100 000 EUR.

Det kræves, at projekterne iværksættes mellem den 1. november 2008 og den 31. december 2008. De skal have en varighed af mindst 6 måneder og højst 12 måneder.

4.   Frist

Ansøgninger skal sendes til Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur (EACEA) senest den 15. april 2008 (poststemplets dato er afgørende).

5.   Yderligere oplysninger

Den fulde udgave af denne indkaldelse af forslag og ansøgningsskemaerne findes på følgende internetadresse:

http://eacea.ec.europa.eu/youth/calls2008/action32/index_en.htm

Ansøgningerne skal opfylde de krav, der er opstillet i den fulde udgave af denne indkaldelse af forslag, og skal indgives på det hertil beregnede ansøgningsskema.


(1)  Enkeltpersoner fra et oversøisk land og territorium (OLT) og evt. de relevante offentlige og/eller private organer og institutioner i et OLT er støtteberettigede under Aktive unge-programmet med forbehold af programmets bestemmelser og ordninger gældende for den medlemsstat, de er associeret med. De pågældende OLT er opført i bilag 1 A til Rådets afgørelse 2001/822/EF af 27. november 2001 om de oversøiske landes og territoriers associering med Det Europæiske Fællesskab (EFT L 314 af 30.11.2001, s. 1).


Top