Appel iværksat den 8. marts 2007 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber til prøvelse af dom afsagt den 14. december 2006 af Retten i Første Instans (Femte Afdeling) i sag T-237/02, Technische Glaswerke Ilmenau GmbH mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag C-139/07 P)

(2007/C 140/11)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved V. Kreuschitz og P. Aalto, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Technische Glaswerke Ilmenau GmbH, Schott Glas, Kongeriget Sverige og Republikken Finland

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

De Europæiske Fællesskabers Kommission påstår ophævelse af Retten i Første Instans' dom af 14. december 2006 i sag T-237/02, for så vidt som den annullerer Kommissionens beslutning af 28. maj 2002, der meddelte afslag på aktindsigt i dokumenter vedrørende undersøgelsesprocedurerne angående støtte ydet til Technische Glaswerke Ilmenau GmbH.

Ifølge Retten i Første Instans' og De Europæiske Fællesskabers Domstols faste praksis har parterne i sager om undersøgelse af støtte ikke ret til aktindsigt, og dermed heller ikke støttemodtageren. Det følger heraf, at Rettens konstatering i præmis 87-89 i den appellerede dom, hvorefter der ikke foreligger særlige omstændigheder, der åbenbart taler for at afslå den anmodede aktindsigt, er retlig ukorrekt. Det er tværtimod på baggrund af retspraksis åbenbart, at de omhandlede dokumenter i deres helhed var omfattet af en undtagelse fra retten til aktindsigt, og at der af den grund ikke skulle foretages en individuel vurdering af hvert enkelt dokument.

Derudover er proceduren til undersøgelse af støtte rettet mod den medlemsstat, der har ydet støtten, særligt når støttemodtagerne ikke har et krav på statsstøtte. Derfor må der i forhold til spørgsmålet om aktindsigt gælde, hvad Retten selv har kendt for ret vedrørende traktatbrudsprocedurer i henhold til artikel 226 EF, nemlig at der i sådanne procedurer ikke eksisterer en ret for offentligheden til indsigt i dokumenterne.

Den appellerede dom fører endvidere til det absurde resultat, at offentligheden gennem påberåbelsen af en norm om åbenhed, nemlig Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001 (2), har en videregående adgang til aktindsigt end en støttemodtager, der er umiddelbart genstand for en procedure, og som desuden — netop fordi denne er umiddelbart og individuelt berørt i henhold til artikel 230, stk. 4, EF — har beføjelse til at anlægge sag til prøvelse af den beslutning, der afslutter proceduren. Endnu mere uforståelig er imidlertid en yderligere konsekvens, nemlig at støttemodtagerens ansøgning vil kunne afvises med henvisning til den relevante retspraksis, hvorimod en sådan afvisning íkke kan meddeles i anledning af en ansøgning fra en støttemodtager eller udenforstående tredjemand, der støtter sig på forordningen om gennemsigtighed.

Med den tredje søgsmålgrund anfægter Kommissionen, at det samme udtryk, nemlig ordet »dokument« i entalsform i artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 1049/2001 og i artikel 6 i samme forordning, tillægges forskellig betydning i den appellerede dom. Mens dette ord i artikel 4, stk. 2, betyder, at hvert enkelt dokument skal vurderes selvstændigt, fortolker Retten artikel 6 således, at der også kan anmodes om indsigt i en som forvaltningsakt betegnet sagsmappe.

Med den fjerde søgsmålsgrund gør Kommissionen gældende, at Retten har tilsidesat artikel 255 EF ved ikke at begrunde sin dom med udgangspunkt i ordlyden af den relevante retsforskrift, men at dommen er støttet på selvopfundne postulater, uafhængig af ordlyden.

Endelig gør Kommissionen yderligere gældende, at Retten urigtigt har fastslået, at begge undersøgelsesprocedurer angående støtten ydet til Technische Glaswerke Ilmenau GmbH på tidspunktet for beslutningen vedrørende anmodningen om aktindsigt allerede var afsluttet, således at myndighederne ikke havde interesse i hemmeligholdelse, hvilket til dels på grund af netop den verserende sag ved Domstolen ikke er tilfældet. Retten synes også urigtigt at gå ud fra, at forordning nr. 1049/2001 gør den tidligere retspraksis og de relevante procedureretlige bestemmelser på området for kontrol med statsstøtte irrelevante.

(1)  EFT C 331 s. 29.

(2)  EFT L 145, s. 43.