Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document C2005/182/43

    Sag C-185/05: Sag anlagt den 26. april 2005 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Italienske Republik

    EUT C 182 af 23.7.2005, p. 23–24 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)

    23.7.2005   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 182/23


    Sag anlagt den 26. april 2005 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Italienske Republik

    (Sag C-185/05)

    (2005/C 182/43)

    Processprog: italiensk

    Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 26. april 2005 anlagt sag mod Den Italienske Republik af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved B. Schima og F. Amato, medlemmer af Kommissionens Juridiske Tjeneste, og med valgt adresse i Luxembourg.

    Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

    1.

    Det fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 9, stk. 4, artikel 17, stk. 1, og artikel 18, stk. 1, første, andet og tredje led, i direktiv 96/82 (1), idet den

    har opretholdt bestemmelser, der er indeholdt i artikel 9, stk. 3 og 4, i lovdekret nr. 344/1999, og hvorefter driftslederen i en virksomhed, hvor der forekommer farlige stoffer, kan sætte anlæg i drift, uden at myndighederne, der skal udtale sig om sikkerhedsrapporten, udtrykkeligt har meddelt driftslederen deres konklusioner af gennemgangen af sikkerhedsrapporten,

    har opretholdt bestemmelser, der er indeholdt i artikel 21, stk. 3, i lovdekret nr. 344/1999, og hvorefter de kompetente myndigheder ikke må forbyde idriftsætning af anlæg, hvis de foranstaltninger til at forebygge eller begrænse faren for større uheld, som driftslederen har truffet, er klart utilstrækkelige,

    ikke har vedtaget bindende bestemmelser, der omhandler inspektion, der udgør planlagte og systematiske undersøgelser af de systemer, der anvendes i virksomheden, hvad enten de er af teknisk, organisatorisk eller ledelsesmæssig art, med henblik på at sikre, at driftslederen kan godtgøre, at han har truffet passende foranstaltninger til at forebygge større uheld i forbindelse med virksomhedens forskellige aktiviteter og passende forholdsregler til at begrænse følgerne af større uheld i og uden for virksomhedsområdet, og

    ikke har vedtaget bestemmelser, hvorefter inspektionen skal sikre, at de data og oplysninger, der er indeholdt i sikkerhedsrapporten eller andre indgivne rapporter, afspejler forholdene på virksomheden i tilstrækkeligt omfang.

    2.

    Den Italienske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

    Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

    Rådets Direktiv 96/82/EF af 9. december 1996 om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer bestemmer, at driftslederen i en virksomhed, hvor der forekommer farlige stoffer, er forpligtet til at udarbejde en sikkerhedsrapport til de kompetente myndigheder. Den Italienske Republik har gennemført direktivet ved lovdekret nr. 334 af 17. august 1999.

    Kommissionen er af den opfattelse, at driftslederen ifølge direktivets artikel 9, stk. 4, ikke må sætte anlæg i drift uden udtrykkelig tilladelse fra de kompetente myndigheder.

    Lovdekretet tillader, at driftslederen kan sætte anlæg i drift, uden at de kompetente myndigheder udtrykkeligt har meddelt driftslederen deres konklusioner af gennemgangen af sikkerhedsrapporten.

    Som det fremgår af direktivets artikel 17, stk. 1, har medlemsstaterne pligt til at forbyde idriftsætning af anlæg, hvis driftslederen klart har truffet utilstrækkelige foranstaltninger til at forebygge eller begrænse faren for større uheld.

    Det er åbenbart, at lovdekretet fritager de kompetente myndigheder fra en sådan forpligtelse.

    Endelig skal medlemsstaterne i medfør af direktivets artikel 18, stk. 1, vedtage bindende bestemmelser, der fastsætter en sådan inspektion, der udgør planlagte og systematiske undersøgelser af de systemer, der anvendes i virksomheden, hvad enten de er af teknisk, organisatorisk eller ledelsesmæssig art, med henblik på at sikre, at driftslederen kan godtgøre, at han har truffet passende foranstaltninger til at forebygge større uheld i forbindelse med virksomhedens forskellige aktiviteter og passende forholdsregler til at begrænse følgerne af større uheld i og uden for virksomhedsområdet. Derudover skal medlemsstaterne ifølge direktivets artikel 18, stk. 1, også vedtage bestemmelser, hvorefter inspektionen skal sikre, at de data og oplysninger, der er indeholdt i sikkerhedsrapporten eller andre indgivne rapporter, afspejler forholdene på virksomheden i tilstrækkeligt omfang.

    Ved lovdekretet er disse bestemmelser ikke blevet gennemført, men henviser blot til et senere gennemførelsesdekret, der endnu ikke er vedtaget.

    Herefter er det Kommissionens opfattelse, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktivets artikel 9, stk. 4, artikel 17, stk. 1, og artikel 18, stk. 1, første, andet og tredje led.


    (1)  EFT L 10 af 14.1.1997, s. 13.


    Top