9.7.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 171/31

—

Principalt, at Kommissionens beslutning nr. K(2004) 4876 endelig udg. af 19. januar 2005 annulleres i det omfang den bestemmer, at Elf Aquitaine har overtrådt artikel 81 EF mellem den 1. januar 1984 og den 7. maj 1999 og artikel 53 EØS mellem den 1. januar 1994 og den 7. maj 1999.

—

Som følge heraf annulleres (i) artikel 2, litra c), i Kommissionens beslutning K(2004) 4876 endelig udg. af 19. januar 2005, i det omfang den pålægger Elf Aquitaine og Atofina en bøde på 45 mio. EUR med solidarisk hæftelse, (ii) samme beslutnings artikel 3, i det omfang den pålægger Elf Aquitaine at bringe de omtvistede overtrædelser af artikel 81 EF og artikel 53 EØS til ophør, og (iii) førnævnte beslutnings artikel 4, punkt 9, i det omfang den retter nævnte beslutning til Elf Aquitaine.

—

Subsidiært, at Kommissionens beslutning K(2004) 4876 endelig udg. af 19. januar 2005 annulleres i det omfang den pålægger Elf Aquitaine og Atofina en bøde på 45 mio. EUR med solidarisk hæftelse.

—

Mere subsidiært, at Kommissionens beslutning K(2004) 4876 endelig udg. af 19. januar 2005 ændres i det omfang, den pålægger Elf Aquitaine og Arkema en bøde på 45 mio. EUR med solidarisk hæftelse, idet den omhandlede bøde nedsættes til et passende beløb.

—

Kommissionen tilpligtes i alle tilfælde at betale alle sagens omkostninger.

Med sit første anbringende gør sagsøgeren gældende, at retten til forsvar er blevet tilsidesat. Sagsøgeren hævder, at Kommissionen ikke har redegjort klart for sine argumenter i meddelelsen af klagepunkter, ikke har løftet den bevisbyrde, der påhviler den, og ikke har taget oplysninger, der er fremkommet under den administrative procedure, i betragtning.

Med sit andet anbringende gør sagsøgeren gældende, at den anfægtede beslutning er utilstrækkeligt begrundet, idet Kommissionen i beslutningen angiveligt for første gang har antaget, at sagsøgeren kan gøres ansvarlig for sit datterselskabs adfærd, ligesom der ikke er taget stilling til sagsøgerens indsigelser.

Med det tredje anbringende gør sagsøgeren endvidere gældende, at det er selvmodsigende, at selskabet på den ene side gøres ansvarlig for overtrædelsen, mens det på den anden side anerkendes, at datterselskabet ikke deltog på særlig højt niveau.

Sagsøgerens fjerde anbringende vedrører en påstået overtrædelse af bestemmelserne om moderselskabers ansvar for overtrædelser begået af deres datterselskaber.

Med sit femte anbringende hævder sagsøgeren dernæst, at den anfægtede beslutning tilsidesætter en række grundlæggende principper, som er anerkendt af samtlige medlemsstater og som udgør en integreret del af fællesskabsretten, nemlig princippet om personligt strafansvar, legalitetsprincippet og det generelle princip om uskyldsformodning.

Det sjette anbringende vedrører en række påståede overtrædelser, som Kommissionen skulle have begået under den procedure, som gik forud for den anfægtede beslutnings vedtagelse, hvilket ifølge sagsøgeren udgør en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik.

Sagsøgeren fremfører endvidere som sit syvende anbringende, at den omstændighed, at princippet om, at moderselskaber kan gøres ansvarlige for overtrædelser begået af deres datterselskaber, er anvendt for første gang i den anfægtede beslutning, er i strid med retssikkerhedsprincippet.

Med de to næste anbringender gør sagsøgeren gældende, at Kommissionen har gengivet de fremlagte dokumentbeviser forkert og at den anfægtede beslutning er et udslag af magtfordrejning.

Subsidiært påstår sagsøgeren bøden annulleret, fordi Kommissionens begrundelse for dens fastsættelse er helt usammenhængende.

Mere subsidiært påstår sagsøgeren bøden nedsat.