This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 92003E000338
WRITTEN QUESTION P-0338/03 by Charles Tannock (PPE-DE) to the Commission. Europol's role in identifying progress in the Candidate Countries' efforts to tackle organised crime.
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0338/03 af Charles Tannock (PPE-DE) til Kommissionen. Europols rolle i kandidatlandenes bestræben på at takle organiseret kriminalitet.
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0338/03 af Charles Tannock (PPE-DE) til Kommissionen. Europols rolle i kandidatlandenes bestræben på at takle organiseret kriminalitet.
EUT C 51E af 26.2.2004, pp. 19–20
(ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0338/03 af Charles Tannock (PPE-DE) til Kommissionen. Europols rolle i kandidatlandenes bestræben på at takle organiseret kriminalitet.
EU-Tidende nr. 051 E af 26/02/2004 s. 0019 - 0020
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0338/03 af Charles Tannock (PPE-DE) til Kommissionen (5. februar 2003) Om: Europols rolle i kandidatlandenes bestræben på at takle organiseret kriminalitet Kommissionen offentliggjorde sidste juni en betænkning, i hvilken den udpegede svagheder i flere af kandidatlandenes juridiske systemer og antikorruptions systemer og antydede, at der var et behov for at styrke de administrative strukturer, så de kan håndtere de enorme summer til støtte af landbruget og regional støtte, som de vil modtage efter tiltrædelse. Generelt er der bekymring for, selv mellem dem, som er for udvidelsen, at visse kandidatlande ikke har gjort tilstrækkeligt for at slå ned på organiseret kriminalitet. Dette gælder især for de lande, der er involveret i narkotikasmugling, menneskesmugling og korruption. Europa-Parlamentet nævnte dette problem i dens seneste betænkning om udvidelsen vedtaget den 20. november sidste år. Stykke 6 i denne betænkning indeholder følgende udtalelse: vedbliver at prioritere bekæmpelse af korruption og øget gennemsigtighed i de offentlige udgifter højt; gentager, at det forventer at modtage en rapport fra hvert ansøgerland og fra Europol om korruption og organiseret kriminalitet, hvori der redegøres for tidligere og nuværende foranstaltninger, og som indeholder faste tilsagn om, hvordan det enkelte land planlægger at bekæmpe korruption og organiseret kriminalitet i fremtiden; Støtter Kommissionen Parlamentets henstilling om, at Europol skal spille en rolle i denne proces i samarbejde med kandidatlandene, og, hvis dette er tilfældet, synes Kommissionen så, at Europol skal modtage yderligere støtte for at kunne udføre denne opgave effektivt? Svar afgivet på Kommissionens vegne af António Vitorino (6. marts 2003) Kommissionen deler Europa-Parlamentets holdning for så vidt angår betydningen af at bekæmpe organiseret kriminalitet generelt, herunder narkotikahandel, menneskehandel og korruption. Det gælder for såvel de nuværende medlemsstater som de fremtidige. For at tage fat på de problemer, det ærede medlem rejser, og navnlig for at styrke kampen mod organiseret kriminalitet overvejer Kommissionen at medtage kapitlet om retlige og indre anliggender i den tredje rapport om samhørighed og i forbindelse med strukturfondsforanstaltninger for tidsrummet 2007-2013. Dette vil gøre det muligt via strukturfondene at samfinansiere særlige foranstaltninger med henblik på at forebygge og/eller mindske organiseret kriminalitet og kriminalitet generelt. Det vil desuden gøre det muligt at samfinansiere foranstaltninger med henblik på at løse problemer i forbindelse med forvaltningen af grænserne i et udvidet EU. Kommissionen har mere generelt gentagne gange understreget, at den lægger meget stor vægt på at sikre, at de tiltrædende lande og ansøgerlandene har opbygget en passende administrativ og retlig kapacitet på tidspunktet for tiltrædelsen. Kommissionen holder systematisk øje med, at alle de løfter, de tiltrædende lande har afgivet i forbindelse med tiltrædelsesforhandlingerne, herunder naturligvis løfterne om at styrke den administrative og retlige kapacitet i forbindelse med bekæmpelse af organiseret kriminalitet, korruption, narkotika og menneskehandel, opfyldes. For at bistå ansøgerlandene i deres bestræbelser har Fællesskabet i forbindelse med sin bistand under Phare-programmet fokuseret på institutionsopbygning og investeringer. I 2002 arbejdede Kommissionen sammen med hvert af de lande, den forhandlede med, om at udarbejde en handlingsplan for at styrke deres administrative og retlige kapacitet. Handlingsplanerne er nu ved at blive gennemført. I forbindelse med handlingsplanerne har Kommissionen stillet yderligere 250 mio. EUR til rådighed, hvilket har øget Fællesskabets samlede bidrag til at styrke den administrative og retlige kapacitet i disse lande i 2002 til 1 mia. EUR. Europol er et væsentligt instrument for EU i forbindelse med bekæmpelse af organiseret kriminalitet. Et af midlerne til at vurdere truslen mod de forskellige former for alvorlige internationale forbrydelser er den årlige situationsrapport om organiseret kriminalitet i EU, som Europol udarbejder på grundlag af medlemsstaternes bidrag. Europol er først for nylig blevet kompetent for så vidt angår korruption. Den 6. december 2001 vedtog Rådet Rådets afgørelse om bemyndigelse af Europol til at bekæmpe korruption(1). Afgørelsen trådte først i kraft den 1. januar 2002. I lyset af Europols begrænsede ressourcer har Rådet afstukket bestemte områder, Europol skal prioritere. Det er op til Rådet at træffe beslutning om disse prioriterede områder og om nødvendigt at ændre dem. Dette kan kun ske efter forslag fra Europols bestyrelse. Korruption har hidtil ikke figureret som et af de prioriterede områder i forbindelse med bekæmpelse af kriminalitet, som Europol er blevet anmodet om at tage sig af. Korruption er derfor ikke et emne, der i særlig grad er fremhævet i de seneste rapporter om organiseret kriminalitet i EU. Europols opgave er at støtte medlemsstaterne i deres bestræbelser for at bekæmpe organiseret kriminalitet. Dette gælder også for ansøgerlandene, når de er tiltrådt EU og konventionen om Europol. Europol kan kun udføre denne støttefunktion i tæt samarbejde med alle medlemsstater, som fremover også omfatter de nye medlemmer. Europol har ikke beføjelse til at holde øje med situationen for så vidt angår korruption i EU og dets nabolande. Hver gang Europol skal involveres, kræves det, at det sker på grundlag af et partnerskab. Det vil kun være muligt at udarbejde en rapport om situationen for så vidt angår organiseret kriminalitet i de fremtidige medlemsstater, herunder situationen for så vidt angår korruption, i tæt samarbejde med de berørte lande og på grundlag af deres bidrag. For at få et overblik er det nødvendigt altid at fokusere på alle lande i EU og ikke kun de nye medlemsstater. Hvis dette bliver et prioriteret område for Europol, vil det være nødvendigt i et relevant forum at se nærmere på behovet for at afsætte yderligere midler til Europol for at sætte organisationen i stand til med held at udføre de yderligere opgaver. (1) EFT C 358 af 15.12.2001.