Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 92002E002213

    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2213/02 af Karin Junker (PSE) til Kommissionen. Støtte til OXFAM-kampagnen Make Trade Fair.

    EUT C 242E af 9.10.2003, p. 12–13 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    European Parliament's website

    92002E2213

    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2213/02 af Karin Junker (PSE) til Kommissionen. Støtte til OXFAM-kampagnen Make Trade Fair.

    EU-Tidende nr. 242 E af 09/10/2003 s. 0012 - 0013


    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2213/02

    af Karin Junker (PSE) til Kommissionen

    (22. juli 2002)

    Om: Støtte til OXFAM-kampagnen Make Trade Fair

    OXFAM startede den 11. april 2002 kampagnen Make Trade Fair. Med denne kampagne slår OXFAM til lyd for, at adgangen til de europæiske markeder gøres lettere for de fattigere lande.

    Til kravene hører, at der oprettes en ny institution, som fremmer distribution og hindrer overproduktion, således at priserne hæves til et rimeligt niveau, og der gives garanti for, at dette ikke undergraves gennem aftaler.

    Parallelt hermed bør der gives garanti for adgang til nye teknologier og først og fremmest til basislægemidler også på grundlag af en demokratisering af WTO.

    Hidtil har Kommissionen snarere prioriteret sin støtte til Fair Trade-aktiviteter lavere.

    Kommissionen bedes derfor oplyse, om og hvorledes den støtter eller har til hensigt at støtte OXFAM-kampagnen Make Trade Fair, især med hensyn til AVS-samarbejdet?

    Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pascal Lamy

    (8. oktober 2002)

    EU gik forrest i kampagnen for en ny handelsrunde, der med succes blev iværksat sidste november 2001 i Doha. Det erklærede mål med denne runde er at fremme integrationen af udviklingslande i verdensøkonomien. Efter rundens igangsætning fortsætter forhandlingerne i Genève for at nå dette mål, og resultatet af disse forhandlinger vil sikkert forbedre mulighederne for, at udviklingslandenes produkter får adgang til det europæiske marked. I denne forbindelse skal det noteres, at EU ikke afventede den nye runde for at fremme denne adgang: Alt undtagen våben-initiativet, der var blevet iværksat forinden, åbnede i praksis dørene for EU's marked til alle produkter fra de mindst udviklede lande.

    Mens yderligere adgang til europæiske og eventuelle andre markeder vil blive til gavn for økonomien i de fleste udviklingslande, er dette måske ikke tilstrækkeligt for de lande, der hovedsageligt eksporterer varer, som Oxfam rigtigt har bemærket. Kommissionen er for øjeblikket ved at undersøge eventuelle svar på dette problem.

    I forbindelse med forhandlingerne i Verdenshandelsorganisationen (WTO) har Kommissionen også til hensigt at behandle problemerne med adgang til nye teknologier, herunder lægemidler, og har allerede forelagt sine forslag i Genève med henblik herpå.

    Med henvisning til forbedret adgang til lægemidler har WTO-medlemmer godkendt en erklæring om sundhedsspørgsmål og handelsrelaterede aspekter om intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPS-aftalen) i Doha i november 2001: med hensyn til erklæringens stk. 6 har EU foreslået at ændre artikel 31 i TRIPS-aftalen.

    Samtidig vil Kommissionen fortsat arbejde på at fremme åbenheden i WTO, som angivet i den nyligt vedtagne beslutning fra WTO om forenklet frigivelse af dokumenter.

    Herudover har Kommissionen til hensigt at fremme integrationen af udviklingslande i verdensøkonomien, også på bilateralt og regionalt plan, herunder særligt i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS-landene), hvor Fællesskabet og AVS i henhold til Cotonou-aftalen er parat til at indlede forhandlinger om økonomiske partnerskabsaftaler.

    Hvad angår redelig samhandel, der udøves af private virksomheder, støtter Kommissionen dette initiativ, samtidig med at den respekterer sine internationale forpligtelser. Endvidere deltager Fællesskabet allerede aktivt i internationale bestræbelser for at sikre, at de internationale varemarkeder fungerer mere åbent og effektivt.

    Endelig har Kommissionen siden kampagnens begyndelse været i regelmæssig kontakt med Oxfam på møder og seminarer og har undersøgt deres forslag. Denne dialog har været konstruktiv og nyttig og vil ganske givet fortsætte under Doha-udviklingsdagsordenen, forhandlingerne om de økonomiske partnerskabsaftaler og andre steder.

    Top