Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 91998E000934

    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL nr. 934/98 af Elena MARINUCCI til Kommissionen. Life-programmet

    EFT C 386 af 11.12.1998, p. 57 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    European Parliament's website

    91998E0934

    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL nr. 934/98 af Elena MARINUCCI til Kommissionen. Life-programmet

    EF-Tidende nr. C 386 af 11/12/1998 s. 0057


    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0934/98

    af Elena Marinucci (PSE) til Kommissionen

    (26. marts 1998)

    Om: Life-programmet

    I december 1997 forelagde Kommissionen med ca. tre måneders forsinkelse Rådet den i artikel 7 i forordning 1404/96 (Life)(1) fastsatte rapport. Rapporten skal danne grundlag for dialogen med budgetmyndigheden om referencegrundlaget med henblik på en eventuel revision, dvs. forhøjelse, under hensyn til de modtagne ansøgninger. Dialogen har tilsyneladende ikke kunnet gennemføres i tide, og oven i købet har Kommissionen foreslået at nedskære referencebeløbet i forhold til den oprindelige finansieringsoversigt.

    Vil Kommissionen i denne forbindelse bringe oplysninger om følgende:

    1. Den procentvise gennemførelse af budgettet for de tre sektorer under Life, både for forpligtelsesbevillingerne og betalingsbevillingerne?

    2. Den procentvise forhøjelse af antallet af projekter, der er modtaget via medlemsstaterne for regnskabsåret 1998?

    Hvorledes vil Kommissionen, såfremt budgetgennemførelsen er tilfredsstillende, og såfremt antallet af projekter under Life er steget navnlig i de lande, der har gjort betydelige anstrengelser for at oplyse om Life og om resultaterne af programmet, begrunde sine afslag til kvalificerede projekter, der ikke kan få støtte, fordi der mangler bevillinger?

    Er Kommissionen ikke bange for at blive mødt med berettiget kritik af sin halvhjertede miljøpolitik, når den ikke evner at give succesfulde støtteinstrumenter som Life den opbakning, de fortjener? Hvilke forhold er en eventuel mistillid til Life-programmet begrundet i?

    Svar afgivet på Kommissionens vegne af Ritt Bjerregaard

    (25. maj 1998)

    Den rapport, der skal forelægges i henhold til artikel 7 i forordning (EF) 1404/96 om ændring af forordning (EØF) 1973/92 om oprettelse af et finansielt instrument for miljøet (LIFE)(2), er så ganske afgjort indløbet for sent, skønt dens væsentligste konklusion tilgik Rådet mundtligt og rettidigt. Denne konklusion gik ud på, at LIFE ville kunne få brug for flere ressourcer, op til og ud over det nuværende referencebeløb, som er på 450 mio ecu. Dog var Kommissionen, i betragtning af den nuværende økonomiske situation i Europa, af den opfattelse, at det var nødvendigt først at indgive et foreløbigt budgetoverslag, hvori der næsten ikke krævedes nogen stigning i de samlede bevillinger i forhold til det foregående år. I LIFE's tilfælde ville det som en direkte konsekvens af dette politiske valg være umuligt at nå op på det referencebeløb, som var planlagt for perioden som helhed.

    Budgettet for 1998 som vedtaget af budgetmyndigheden har i alt væsentligt bekræftet det politiske valg, Kommissionen havde foreslået. Forordningens referencebeløb blev faktisk ikke revideret i betragtning af, at det kun var et vejledende tal.

    Gennemførelsen af 1997 - budgettet var for Life-natur's vedkommende på 100 % af forpligtelsesbevillingerne og 86 % af betalingsbevillingerne. For Life-miljø's vedkommende var gennemførelsen på 100 % af forpligtelsesbevillingerne og 100 % af betalingsbevillingerne. For Life-tredjelande's vedkommende var der tale om 96 % af forpligtelsesbevillingerne og 79 % af betalingsbevillingerne.

    Den procentvise stigning i projektforslagene for 1998 i sammenligning med 1997 var for Life-natur's vedkommende på 10 %, for Life-miljø's vedkommende på 23 % og for Life-tredjelande's vedkommende på 50 %.

    LIFE's generelle målsætning er bidrage til videreudvikling og gennemførelse af Fællesskabets politik og lovgivning på miljøbeskyttelsesområdet. Det er naturligvis uheldigt, at LIFE's begrænsede finansielle midler ikke gør det muligt at finansiere samtlige levedygtige forslag. Dette gælder i endnu højere grad, når man tager i betragtning, hvilken forbedring af kvaliteten der er sket for de modtagne forslags vedkommende, hvilket til dels skyldes de oplysningskampagner, Kommissionen har gennemført i samarbejde med medlemsstaterne.

    Kommissionen anser LIFE for at være et yderst vigtigt og succesrigt instrument. Men for at kunne udarbejde det revisionsforslag, der er fastsat i artikel 14 i LIFE-forordningen, foretages der for øjeblikket en ekstern vurdering af LIFE's resultater. Rapporten fra de eksterne eksperter forventes at være klar til juni i år.

    Endelig, set i lyset af ovennævnte, kan Kommissionen kun understrege, at den har fuld tillid til det pågældende instrument, som er og forbliver særdeles vigtigt for den praktiske gennemførelse af miljøbeskyttelsespolitikken i de nuværende støtteberettigede lande og i ansøgerlandene.

    (1) EFT L 181 af 20.7.1996, s. 1.

    (2) EFT L 181 af 20.7.1996, s. 1.

    Top