This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 62026TN0028
Case T-28/26: Action brought on 15 January 2026 – Spain v Commission
Sag T-28/26: Sag anlagt den 15. januar 2026 – Spanien mod Kommissionen
Sag T-28/26: Sag anlagt den 15. januar 2026 – Spanien mod Kommissionen
EUT C, C/2026/1355, 16.3.2026, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2026/1355/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
|
Den Europæiske Unions |
DA C-udgaven |
|
C/2026/1355 |
16.3.2026 |
Sag anlagt den 15. januar 2026 – Spanien mod Kommissionen
(Sag T-28/26)
(C/2026/1355)
Processprog: spansk
Parter
Sagsøger: Kongeriget Spanien (ved A. Gavela Llopis, L. Aguilera Ruiz og S. Núñez Silva, som befuldmægtigede)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
|
— |
Artikel 11 og 12 i Europa-Kommissionens afgørelse C (2025) 7357 af 6. november 2025 om almindelige gennemførelsesbestemmelser til artikel 27 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og artikel 12, stk. 1, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union annulleres, for så vidt som det herved muliggøres at anvende disse bestemmelser. |
|
— |
Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, for så vidt som den har bestridt denne påstand. |
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender.
|
1. |
Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 9 TEU, artikel 18 TEUF og tjenestemandsvedtægtens artikel 1d, sammenholdt med artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som følge af tilsidesættelse af lighedsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling med hensyn til adgang til offentlig ansættelse ved Den Europæiske Union, i form af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af nationalitet og alder. Denne tilsidesættelse er ikke tilstrækkelig begrundet og ikke forholdsmæssig. Den anfægtede afgørelse [artikel 11, litra b)] indfører forskelsbehandling på grund af nationalitet, idet den tillader, at en ansøger i den afsluttende fase af udvælgelsesproceduren (som er ansættelsesfasen) foretrækkes på grund af vedkommendes nationalitet frem for en anden ansøger med samme kvalifikationer, og den begrænser af denne ene grund – statsborgerskab i en anden medlemsstat, der er bedre repræsenteret – en anden ansøgers muligheder. Ligeledes indebærer indførelsen af muligheden for at anvende rekrutteringsmål baseret på nationalitet [den anfægtede afgørelses artikel 11, litra d)] en mere alvorlig og åbenbar tilsidesættelse af de påberåbte principper om lighed og ikkediskrimination. I dette tilfælde vil den ubestemte og ganske generiske karakter af foranstaltningen desuden give Kommissionen mulighed for på et meget diskretionært grundlag at tilrettelægge ansættelses- og endog udvælgelsesprocedurerne med det formål at begunstige ansøgere fra geografisk underrepræsenterede medlemsstater. Kongeriget Spanien finder derfor, at Kommissionen ved at fastsætte sådanne foranstaltninger i afgørelsens artikel 11 og 12, der giver beføjelse til at bevirke en åbenbart uhensigtsmæssig og uforholdsmæssig differentiering med henblik på at nå et i princippet legitimt mål, nemlig at opnå geografisk balance, har tilsidesat artikel 18 TEUF, sammenholdt med artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og tjenestemandsvedtægtens artikel 1d og artikel 21, stk. 1, og de bør derfor annulleres. |
|
2. |
Andet anbringende om tilsidesættelse af princippet om fortjeneste ved adgang til offentlig ansættelse som fastsat i tjenestemandsvedtægtens artikel 27, idet behovet for at træffe effektive foranstaltninger for at afhjælpe en situation med geografisk uligevægt ikke bemyndiger til at ophæve eller udhule princippet om fortjeneste som kriterium ved ansættelse af personale i Den Europæiske Unions tjeneste. Den anfægtede afgørelse indebærer eller muliggør under alle omstændigheder en tilsidesættelse af princippet om fortjeneste ved personaleudvælgelsen, for så vidt som den fastsætter foranstaltninger, der medfører en begrænsning i form af, at ansættelsesprocedurer tilrettelægges efter nationalitetskriterier, eller at statsborgere fra en bestemt medlemsstat foretrækkes i situationer, hvor kvalifikationerne er lige. Kongeriget Spanien finder, at den anfægtede afgørelses artikel 11 og 12 udgør en åbenbar tilsidesættelse af vedtægtens artikel 27, idet der i disse bestemmelser ikke inddrages kriterier vedrørende ansøgernes kvalifikationer, men derimod ved ansættelsen lægges størst vægt på deres status som statsborgere i bestemte geografisk underrepræsenterede medlemsstater. Denne fremgangsmåde indebærer, at de forpligtelser, som vedtægtens artikel 27 pålægger institutionerne ved ansættelse af personale, nemlig at tage hensyn til kriterier, der reelt er knyttet til fortjeneste og tjenestens interesse, ikke er behørigt opfyldt, hvilket de facto kan resultere i, at stillinger forbeholdes ansøgere på grundlag af nationalitet. Baggrunden for og årsagerne til de geografiske skævheder er desuden meget forskellige, og der er derfor behov for passende foranstaltninger for at afhjælpe denne situation, som ikke består i at lægge størst vægt på nationalitet som afgørende kriterium for ansættelse, hvilket, som anført i første anbringende, er i strid med den primære og afledte EU-ret og ikke opfylder proportionalitetskravet, som Domstolen har fastsat for begrænsninger af EU’s grundlæggende regler. |
ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2026/1355/oj
ISSN 1977-0871 (electronic edition)