Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62025TN0534

Sag T-534/25: Sag anlagt den 1. august 2025 – Den Hellenske Republik mod Kommissionen

EUT C, C/2025/5717, 3.11.2025, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2025/5717/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2025/5717/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

C-udgaven


C/2025/5717

3.11.2025

Sag anlagt den 1. august 2025 – Den Hellenske Republik mod Kommissionen

(Sag T-534/25)

(C/2025/5717)

Processprog: græsk

Parter

Sagsøger: Den Hellenske Republik (ved: K. Georgiadis, E. Leftheriotou, A.E. Vasilopoulou og E-E. Krompa)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2025/1147 af 11. juni 2025 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som visse medlemsstater har afholdt inden for rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (meddelt under nummer C(2025) 3622) (EUT L af 13.6.2025) annulleres for så vidt angår de kapitler, hvorved Den Hellenske Republik pålægges finansielle korrektioner svarende til 418 005 413,88 EUR (et nettobeløb på 414 976 886,29 EUR) i sektoren for arealstøtte for ansøgningsårene 2015-2016, 2017-2019 og 2020-2022 og efter undersøgelserne ΑΑ/2016/013/GR (korrektion for 24 402 845,20 EU), ΑΑ/2019/006/GR (korrektion for 119 884 096,46 EUR – nettokorrektion for 118 481 691,48 EUR), ΑΑ/2022/004/GR (korrektion for 250 863 169,17 EUR – nettokorrektion for 249 237 046,56) og med hensyn til krydsoverensstemmelse for ansøgningsårene 2021-2022 efter undersøgelse XC/2022/005/GR (korrektion for 22 855 303,05 EUR), som præciseret i søgsmålsgrundene.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat 20 anbringender.

De første tre anbringender vedrører undersøgelse ΑΑ/2016/013/GR. Det gøres navnlig gældende, at Kommissionens afgørelse blev vedtaget i strid med regnskabsafslutningsproceduren og den retskraft, der følger af dommen af 9. september 2020 i sag Τ-46/19 (det første anbringende), og at pålæggelsen af en finansiel korrektion skete i strid med artikel 52, stk. 4, litra a), i forordning nr. 1306/2013 (det andet anbringende). Det gøres endvidere gældende, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en begrundelsesmangel og blev vedtaget i strid med retningslinjerne for kvalitativ vurdering af systemet til identifikation af landbrugsparceller (LPIS) »Executable Test Suite (ETS) LPIS data quality measures, version 6.0« og proportionalitetsprincippet (det tredje anbringende).

De følgende syv anbringender vedrører undersøgelse ΑΑ/2019/006/GR. Det fjerde anbringende vedrører Kommissionens klagepunkter om forgrønnelsesmetoder i både ovennævnte undersøgelse ΑΑ/2019/006/GR og den efterfølgende undersøgelse AA/2022/004/GR og angår en urigtig fortolkning og anvendelse af de relevante bestemmelser i artikel 44-46 i forordning nr. 1307/2013. Det femte anbringende, som svarer til det tredje anbringende, vedrører en urigtig fortolkning af EU-retten samt tilsidesættelse af retningslinjerne om kvalitativ vurdering af LPIS »Executable Test Suite (ETS) LPIS data quality measures, version 6.0« og proportionalitetsprincippet. Med det sjette anbringende gøres det gældende, at Kommissionens vurdering af den korrekte identificering af referenceparcellerne i LPIS i både undersøgelse ΑΑ/2019/006/GR og ΑΑ/2022/004/GR savner retsgrundlag og er i strid med princippet om den berettigede forventning. Det gøres desuden gældende, at der er foretaget urigtig fortolkning og anvendelse af de relevante EU-retlige bestemmelser med hensyn til konstateringerne om antallet af kontroller på stedet i ordningerne for frivillig koblet støtte (det syvende anbringende) og administrative kontroller af disse ordninger (det ottende anbringende). Det niende anbringende om passende foranstaltninger på grundlag af resultaterne af den kvalitative vurdering af LPIS vedrører en tilsidesættelse af artikel 34 i forordning nr. 908/2014, en faktisk fejl og en begrundelsesmangel. Endelig vedrører det tiende anbringende den omstændighed, at den anvendte faste korrektion, navnlig procentdelene 5,94 % og 6,52 %, er ulovlig og ubegrundet.

Ud over det fjerde og det sjette anbringende vedrører otte anbringender undersøgelse ΑΑ/2022/004/GR. Det gøres navnlig gældende, at klagepunktet om kontrollen med den kunstige skabelse af betingelserne for støtten er ubegrundet (det ellevte anbringende), at klagepunktet om de arealer, som landbrugeren råder over, savner retsgrundlag og er vilkårligt og ubegrundet (det tolvte anbringende), at konstateringen om manglende administrativ kontrol af ordningerne for frivillig koblet støtte er ulovlig og skal annulleres (det trettende anbringende), at Kommissionens konklusion om permanente græsarealer er støttet på en urigtig fortolkning af EU-retten (det fjortende anbringende), og at opretholdelsen af landbrugsarealer mod opgivelse er støttet på et urigtigt faktisk grundlag og dermed behæftet med en faktisk fejl (det femtende anbringende). Med hensyn til den korrekte beregning af støtten gøres det endvidere gældende, at Kommissionens afgørelse savner grundlag, er ubegrundet og faktuelt forkert (det sekstende anbringende), og at denne institutions klagepunkt om den supplerende kontrol ligeledes savner grundlag og er ubegrundet (det syttende anbringende). Endelig følger det af det attende anbringende, at den pålagte korrektion er uforholdsmæssig.

Endelig gøres det med hensyn til krydsoverensstemmelse XC/2022/005/GR gældende, at Kommissionen, som anvendte en fast korrektion på 5 % for at konstatere den manglende gennemførelse af kontroller i løbet af året, har foretaget en urigtig fortolkning og anvendelse af de EU-retlige bestemmelser (det nittende anbringende) og anvendt en uforholdsmæssig finansiel korrektion (det tyvende anbringende).


ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2025/5717/oj

ISSN 1977-0871 (electronic edition)


Top