Appel iværksat den 15. december 2025 af PMC Vlissingen Netherlands BV til prøvelse af dom afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 8. oktober 2025 i sag T-169/24, PMC Vlissingen Netherlands mod Kommissionen

(Sag C-829/25 P)

(C/2026/1192)

Processprog: Engelsk

Parter

Appellant: PMC Vlissingen Netherlands BV (ved avocats J.-P. Montfort, P. Chopova-Leprêtre, A. de Moncuit og N. Kyriazopoulou)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen, Kongeriget Nederlandene, Republikken Østrig, Kongeriget Sverige og Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA)

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanten fremsat fem anbringender.

For det første angav Retten ikke en begrundelse vedrørende appellantens argument om en tilsidesættelse af princippet om god forvaltning som følge af Kommissionens afgørelse om at overlade det til Det Europæiske Kemikalieagenturs (ECHA) sekretariat at vurdere OECD TG 422-studiet (nyt studium). Hverken Kommissionen eller Retten gav forklaringer vedrørende den begrænsede karakter af den korrespondance mellem Kommissionen og ECHA, der førte til denne afgørelse.

For det andet begik Retten en fejl ved at fastslå, at ECHA’s sekretariat havde kompetence til at vurdere det nye studium i en evaluering af vægten af evidens (»weight of evidence«). Det valg at betro ECHA’s sekretariat, i stedet for ECHA’s Udvalg for Risikovurdering, denne opgave krævede en afgørelse af flere juridiske spørgsmål, der burde have været underkastet Rettens fulde, behørigt dokumenterede retslige prøvelse.

Selv hvis det antages, at Kommissionen lovligt kunne betro ECHA’s sekretariat at foretage evidensvægtevalueringen af det nye studium (hvilket ikke var tilfældet), begik Retten for det tredje en fejl, idet den foretog en utilstrækkelig og rent formalistisk prøvelse af dette administrative organs argumenter. Kommissionens konklusion vedrørende den rette klassificering af dibutyltinoxid var ikke baseret på alle de relevante faktiske forhold og omstændigheder og blev gjort usandsynlig.

For det fjerde og subsidiært tilsidesætter Rettens standard for retslig prøvelse artikel 6 og 13 i den europæiske menneskerettighedskonvention, sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

For det femte besvarede Retten under alle omstændigheder ikke appellantens argumentation vedrørende det nye studiums betydning for anvendelsen af studier med analogislutninger til dibutyltindichlorid. Desuden var Rettens begrundelse for konklusionen vedrørende fortolkningen af reglerne for gennemførelse af offentlig høring i henhold til artikel 37, stk. 4, i CLP-forordningen (2) også utilstrækkelig.

(1)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2024/197 af 19.10.2023 om ændring af forordning (EF) nr. 1272/2008 for så vidt angår harmoniseret klassificering og mærkning af visse stoffer (EUT L, 2024/197).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 af 16.12.2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger og om ændring og ophævelse af direktiv 67/548/EØF og 1999/45/EF og om ændring af forordning (EF) nr. 1907/2006 (EUT 2008, L 353, s. 1).