1.

Omfatter begrebet forsikringsgiver som omhandlet i artikel 11, stk. 1, og artikel 13, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1215/2012 (1) om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (omarbejdning) også et erstatningsorgan som omhandlet i artikel 10, stk. 1, i direktiv 2009/103/EF (2) om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse (kodificeret udgave), der som garantifond i den medlemsstat, hvor et ikke forsikret køretøj er hjemmehørende, kan drages til ansvar på grund af en tingsskade, som dette køretøj har forvoldt i en anden medlemsstat?

2.

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende:

Er det tilstrækkeligt for at kunne benytte den særlige kompetence i henhold til artikel 11, stk. 1, og artikel 13, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1215/2012 i forbindelse med et søgsmål mod et erstatningsorgan som omhandlet i artikel 10, stk. 1, i direktiv 2009/103/EF, at sagsøgeren påstår, at der foreligger et direkte krav mod erstatningsorganet, og dette organ ikke bestrider, at der kan rejses et direkte søgsmål?