Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62023CN0097

Sag C-97/23 P: Appel iværksat den 17. februar 2023 af WhatsApp Ireland Ltd til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Fjerde Udvidede Afdeling) den 7. december 2022 i sag T-709/21, WhatsApp Ireland mod European Data Protection Board

EUT C 121 af 3.4.2023, p. 8–9 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

3.4.2023   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 121/8


Appel iværksat den 17. februar 2023 af WhatsApp Ireland Ltd til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Fjerde Udvidede Afdeling) den 7. december 2022 i sag T-709/21, WhatsApp Ireland mod European Data Protection Board

(Sag C-97/23 P)

(2023/C 121/12)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: WhatsApp Ireland Ltd (ved Rechtsanwalt H.-G. Kamann, avocats F. Louis og A. Vallery, solicitors P. Nolan, B. Johnston og C. Monaghan, Senior Counsel P. Sreenan og D. McGrath, og barrister-at-Law C. Geoghegan og E. Egan McGrath)

Den anden part i appelsagen: Det Europæiske Databeskyttelsesråd (EDPB)

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den appellerede kendelse ophæves.

Det fastslås, at sag T-709/21 antages til realitetsbehandling.

Sagen hjemvises til Retten med henblik, at denne træffer afgørelse.

Det Europæiske Databeskyttelsesråd tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse med appelsagen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har WhatsApp fremsat to anbringender.

WhatsApp har med sit første anbringende gjort gældende, at Retten begik en fejl ved fortolkningen af begrebet »anfægtelig retsakt« og af Domstolens praksis i henhold til artikel 263 TEUF, idet den fastslog, at EDPB’s bindende afgørelse nr. 1/2021 af 28. juli 2021 om den tvist mellem de berørte tilsynsmyndigheder, der er opstået med hensyn til et udkast til afgørelse om WhatsApp, som er udarbejdet af Data Protection Commission (den irske tilsynsmyndighed) (herefter »den anfægtede afgørelse«), alene udgør en forberedende retsakt. Retten begik således en fejl ved at fastslå, at WhatsApp som ikkeprivilegeret sagsøger skulle godtgøre, at den anfægtede afgørelse væsentligt ændrede selskabets retsstilling. Retten begik ligeledes en fejl ved at konkludere, at WhatsApp ikke er umiddelbart berørt af den anfægtede afgørelse. Endvidere er Rettens retlige analyse fejlagtig. Retten burde have fastslået, i) at den anfægtede afgørelse ikke blot udgør en mellemkommende retsakt, men snarere fastlægger EDPB’s endelige holdning for så vidt angår de spørgsmål, som EDPD forelægges med henblik på stillingtagen i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 65 (1), (ii) at den anfægtede afgørelse har haft retsvirkninger og væsentligt ændret WhatsApps retsstilling, og iii) at WhatsApp er umiddelbart berørt af den anfægtede afgørelse, idet denne afgørelse ikke overlod et reel skøn til den irske tilsynsmyndighed, som var ansvarlig for afgørelsens gennemførelse.

Med det andet anbringende har WhatsApp gjort gældende, at Retten begik retlige fejl ved fortolkningen af begrebet »bindende afgørelse« som omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel 65, stk. 1, og af princippet om ensartet fortolkning og anvendelse af EU-retten.


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27.4.2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT 2016, L 119, s. 1).


Top