This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 62023CN0019
Case C-19/23: Action brought on 18 January 2023 — Kingdom of Denmark v European Parliament and Council of the European Union
Sag C-19/23: Sag anlagt den 18. januar 2023 — Kongeriget Danmark mod Europa-Parlamentet og Rådet for den Europæiske Union
Sag C-19/23: Sag anlagt den 18. januar 2023 — Kongeriget Danmark mod Europa-Parlamentet og Rådet for den Europæiske Union
EUT C 104 af 20.3.2023, pp. 17–18
(BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
|
20.3.2023 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 104/17 |
Sag anlagt den 18. januar 2023 — Kongeriget Danmark mod Europa-Parlamentet og Rådet for den Europæiske Union
(Sag C-19/23)
(2023/C 104/22)
Processprog: dansk
Parter
Sagsøger: Kongeriget Danmark (ved C. Maertens, M. P. Brøchner Jespersen og J. Farver Kronborg, befuldmægtigede)
Sagsøgte: Europa-Parlamentet og Rådet for den Europæiske Union
Påstande
Sagsøgeren nedlægger principalt følgende påstand:
|
— |
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2022/2041 (1) af 19. oktober 2022 om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union annulleres. |
|
— |
Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger. |
Sagsøgeren nedlægger subsidiært følgende påstande:
|
— |
Artikel 4, stk. 1, litra d, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2022/2041 af 19. oktober 2022 om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union annulleres. |
|
— |
Artikel 4, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2022/2041 af 19. oktober 2022 om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union annulleres. |
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for den principale påstand gør regeringen i første række gældende, at de sagsøgte med vedtagelsen af det anfægtede direktiv overskred princippet om tildeling af kompetencer og handlede i strid med artikel 153, stk. 5, TEUF. Det anfægtede direktiv griber direkte ind i fastsættelsen af lønniveauet i medlemsstaterne og vedrører organisationsret, hvilket i medfør artikel 153, stk. 5, TEUF er undtaget fra EU-lovgivers kompetence.
Til støtte for den principale påstand gør regeringen i anden række gældende, at det anfægtede direktiv ikke gyldigt kunne vedtages med hjemmel i artikel 153, stk. 1, litra b), TEUF. Det skyldes, at direktivet forfølger såvel det formål, som fremgår af artikel 153, stk. 1, litra b), TEUF, som det formål, som fremgår af artikel 153, stk. 1, litra f), TEUF. Sidstnævnte formål er ikke accessorisk i forhold til det første og forudsætter anvendelse af en anden beslutningsprocedure end den, som blev fulgt ved vedtagelsen af det anfægtede direktiv, jf. artikel 153, stk. 2, TEUF. De to beslutningsprocedurer er ikke forenelige, da vedtagelse af retsakter efter artikel 153, stk. 1, litra f), TEUF — modsat artikel 153, stk. 1, litra b), TEUF — forudsætter enstemmighed, jf. artikel 153, stk. 2, TEUF.
Til støtte for de subsidiære påstande gør regeringen gældende, at de sagsøgte med vedtagelsen af det anfægtede direktivs artikel 4, stk. 1, litra d), samt artikel 4, stk. 2, overskred princippet om tildeling af kompetencer og handlede i strid med artikel 153, stk. 5, TEUF. Disse bestemmelser griber direkte ind i fastsættelsen af lønniveauet i medlemsstaterne samt vedrører organisationsret, som i henhold til artikel 153, stk. 5, TEUF er undtaget fra EU-lovgivers kompetence.