1.

EU-lovgiver har med vedtagelsen af de specielle kompetenceregler, der er fastlagt i forordning (EU) nr. 1215/2012 ( 2 ) på forsikringsområdet, ønsket at forfølge målet om at beskytte den svage part ( 3 ). Selv om det er forholdsvis enkelt at identificere den svage part, når tvisten, som det oftest er tilfældet, er opstået mellem den skadelidte i en trafikulykke og det forsikringsselskab, der har forsikret den for ulykken ansvarlige parts køretøj, kan det vise sig vanskeligere, når sagen anlægges af den skadelidtes arbejdsgiver, som er indtrådt i sin medarbejders rettigheder.

2.

En sådan situation er ikke ukendt for Domstolen, eftersom den allerede har fastslået, at det af forordning nr. 1215/2012 følger, at en arbejdsgiver med hjemsted i én medlemsstat, der har opretholdt aflønningen af sin medarbejder under dennes fravær efter en trafikulykke, og som er indtrådt i denne medarbejders rettigheder mod det forsikringsselskab, hvor der er tegnet ansvarsforsikring for det i denne ulykke involverede køretøj, og som har hjemsted i en anden medlemsstat, i egenskab af »skadelidt« som omhandlet i artikel 11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 44/2001 ( 4 ) kan sagsøge dette forsikringsselskab ved retterne i den første medlemsstat, når et direkte sagsanlæg er muligt ( 5 ).

3.

Det særegne ved denne præjudicielle forelæggelse beror på det forhold, at den skadelidte i trafikulykken er tjenestemand, og den arbejdsgiver, der er indtrådt i sin medarbejders rettigheder, således er en stat.

4.

I dette forslag til afgørelse vil jeg forklare, hvorfor den løsning, som Domstolen allerede har valgt, kan overføres på den foreliggende sag, uden at ånd eller bogstav i forordning nr. 1215/2012 tilsidesættes i den situation, hvor den arbejdsgiver, der anlægger sagen, og som uomtvisteligt er indtrådt i skadelidtes rettigheder, har statslig karakter. Jeg vil samtidig benytte mig af denne lejlighed til at klarlægge og præcisere Domstolens tidligere praksis for så vidt angår bestemmelsen af såvel den internationale som den stedlige kompetence for den ret, ved hvilken en sådan sag kan anlægges, i det særlige tilfælde hvor tilknytningskriteriet, som er sagsøgers bopæl, skal anvendes på en stat.

5.

I forbindelse med den foreliggende sag er 15., 16., 18., og 34. betragtning til forordning nr. 1215/2012 samt denne forordnings artikel 1, stk. 1, artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 1, relevante.

6.

Nævnes skal endvidere kapitel II, afdeling 3, i forordning nr. 1215/2012 med overskriften »Kompetence i forsikringssager«, som omfatter forordningens artikel 10-16.

7.

Følgende fremgår af denne forordnings artikel 10:

»I forsikringssager afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 6 og artikel 7, nr. 5).«

8.

Den nævnte forordnings artikel 11, stk. 1, litra a) og b), bestemmer:

»En forsikringsgiver, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges:

9.

Samme forordnings artikel 13, stk. 2, fastsætter:

»Artikel 10, 11 og 12 finder anvendelse i tilfælde, hvor skadelidte anlægger sag direkte mod forsikringsgiveren, såfremt der er hjemmel for et direkte sagsanlæg.«

10.

Artikel 63, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 har følgende ordlyd:

»Selskaber og andre juridiske personer har ved anvendelsen af denne forordning bopæl det sted, hvor de har:

11.

En statstjenestemand, der er ansat ved Deutsche Patent- und Markenamt (den tyske patent- og varemærkemyndighed) på myndighedens kontor i München (Tyskland), kom til skade ved en trafikulykke den 8. marts 2020 under et ferieophold i Spanien. Den lejebil, som kolliderede med denne tjenestemand, som var på cykel, var ansvarsforsikret hos det spanske forsikringsselskab Mutua Madrileña Automovilista (herefter »forsikringsselskabet«).

12.

På grund af de skader, som tjenestemanden pådrog sig ved ulykken, var hun uarbejdsdygtig i perioden fra den 8. marts 2020 til den 16. marts 2020. I denne periode opretholdt hendes arbejdsgiver – den tyske forbundsstat – aflønningen af hende. Ved skrivelse af 25. januar 2021 fremsatte den tyske stat over for den af forsikringsselskabet udpegede skadesbehandlingsrepræsentant i Tyskland ( 6 ) krav om refusion af den løn, der fortsat var blevet udbetalt, dvs. 1432,77 EUR. Denne repræsentant nægtede at betale, idet det var tjenestemanden, der var skyld i uheldet.

13.

Dernæst anlagde den tyske stat, stadig i egenskab af arbejdsgiver, et civilt søgsmål ved Amtsgericht München (byretten i München, Tyskland) mod forsikringsselskabet for at opnå betaling af den omtvistede aflønning. Idet dette selskab har hjemsted i Spanien, gjorde det gældende, at denne ret savnede international kompetence i sagen, og bestred begrundelsen for søgsmålet.

14.

I en afgørelse af 16. februar 2022 erklærede Amtsgericht München (byretten i München), at den ikke havde international kompetence. Denne ret fastslog således, at den tyske stat ikke kunne påberåbe sig kompetence i medfør af artikel 11, stk. 1, litra b), og artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012, eftersom disse bestemmelser fastsætter undtagelser, som skal fortolkes strengt, og som ikke kan omfatte en arbejdsgiver, hvis denne er statslig. Efter at have foretaget en generel vurdering af beskyttelsesbehovet konkluderede Amtsgericht München (byretten i München), at den tyske stat, som i øvrigt fungerer som socialsikringsinstitution, især inden for rammerne af alderdoms- og sygesikring, ikke kan påberåbe sig disse regler.

15.

Den tyske stat har iværksat appel ved Landgericht München I (den regionale ret i første instans i München I, Tyskland), som er den forelæggende ret. Den tyske stat har gjort gældende, at den som arbejdsgiver for tjenestemanden med føje kunne påberåbe sig artikel 11, stk. 1, litra b), og artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012, eftersom den ved lovbestemt subrogation var indtrådt i den skadelidte medarbejders erstatningskrav mod det forsikringsselskab, der havde forsikret det køretøj, som var involveret i den omtvistede trafikulykke. Det følger af Domstolens praksis vedrørende de regler, der er fastsat i disse bestemmelser ( 7 ), dels at der hverken skal anlægges en vurdering fra sag til sag eller foretages nogen differentiering efter et svaghedskriterium, dels at enhver af hensyn til kompetencereglernes forudsigelighed bør kunne anlægge sag ved retterne på det sted, hvor skadelidte har bopæl, når vedkommende handler i medfør af lovbestemt subrogation og ikke i egenskab af forsikringsgiver eller socialsikringsinstitution.

16.

Det i hovedsagen sagsøgte forsikringsselskab har for den forelæggende ret gjort gældende, at det af beskyttelsesformålet i artikel 11, stk. 1, litra b), og artikel 13 i forordning nr. 1215/2012 følger, at alene en part, der befinder sig i en svag stilling i forhold til den forsikringsgiver, som vedkommende sagsøger, kan påberåbe sig disse rettigheder som en undtagelse til hovedreglen om, at det er retterne på det sted, hvor sagsøgte har bopæl, der har kompetencen. Domstolen har i øvrigt afvist denne mulighed for såvel en socialsikringsinstitution som visse erhvervsdrivende i forsikringsbranchen, uanset disses størrelse ( 8 ). Det må udelukkes, at der foreligger en sådan svag stilling, når sagsøgeren er en EU-medlemsstat og dermed en folkeretlig enhed, navnlig hvis denne – som det er tilfældet med sagsøgeren i hovedsagen – leverer ydelser, der i kraft af deres art svarer til socialforsikringsydelser, og fører tilsyn med de forsikringsselskaber, der opererer på dens område.

17.

Ifølge den forelæggende ret afhænger spørgsmålet om, hvorvidt appellen er begrundet, af, om det var med føje, at retten i første instans erklærede sig inkompetent i henhold til artikel 11, stk. 1, litra b), og artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012. Den forelæggende ret har i denne henseende anført, at ingen af parterne i tvisten i hovedsagen har bestridt, at den tyske stat i overensstemmelse med gældende spansk lovgivning ( 9 ) og i kraft af lovbestemt subrogation, som er fastsat i tysk civilret ( 10 ), agter at anlægge sag direkte mod forsikringsselskabet i dettes egenskab af forsikringsgiver for det køretøj, der var involveret i trafikulykken, hvor tjenestemanden blev kvæstet.

18.

Henset til parternes respektive argumenter og den relevante nationale retspraksis ( 11 ) ønsker den forelæggende ret oplyst, om en medlemsstat, der i egenskab af arbejdsgiver anlægger sag direkte mod en forsikringsgiver på grundlag af sin lovbestemte indtrædelse i de rettigheder, som tilkommer en tjenestemand, der er skadelidt ved en ulykke, kan påberåbe sig de specielle kompetenceregler i forsikringssager, som er fastlagt til fordel for »skadelidte« ( 12 ) ved bestemmelserne i artikel 11, stk. 1, litra b), og artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012, sammenholdt med 15. og 18. betragtning hertil. Denne ret har fremhævet denne arbejdsgivers særlige retlige karakter i forbindelse med tvisten i hovedsagen, idet den samtidig er et folkeretligt retssubjekt.

19.

På denne baggrund har Landgericht München I (den regionale ret i første instans i München I) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 13, stk. 2, i [forordning nr. 1215/2012], sammenholdt med denne forordnings artikel 11, stk. 1, litra b), fortolkes således, at også en EU-medlemsstat i sin egenskab af arbejdsgiver, der har opretholdt aflønningen af en tjenestemand under dennes (midlertidige) uarbejdsdygtighed efter en trafikulykke og er indtrådt i de rettigheder, der tilkommer denne, over for et selskab, som er etableret i en anden medlemsstat, i hvilket det køretøj, der var involveret i ulykken, er ansvarsforsikret, kan anlægge sag mod forsikringsselskabet som »skadelidt« i den [førstnævnte] bestemmelses forstand ved retten på det sted, hvor den uarbejdsdygtige tjenestemand har bopæl, såfremt der er hjemmel for et direkte sagsanlæg?«

20.

Den tyske regering, forsikringsselskabet, den spanske regering samt Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.

21.

Det følger af den samlede læsning af artikel 11, stk. 1, litra b), og artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012, at når skadelidte kan anlægge sag direkte mod forsikringsgiver ( 13 ), kan en forsikringsgiver, der har bopæl på en medlemsstats område, sagsøges i en anden medlemsstat ved retten på det sted, hvor sagsøger har bopæl.

22.

Disse bestemmelser, der specifikt gælder forsikringsbranchen ( 14 ), tillader således en undtagelse ( 15 ) fra hovedreglen om, at retterne på det sted, hvor sagsøgte har bopæl, har kompetencen ( 16 ), således som det følger af navnlig 15. betragtning til, artikel 4, stk. 1, eller artikel 11, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1215/2012. Idet denne forordnings artikel 11, stk. 1, litra b), og artikel 13, stk. 2, fremstår som mere gunstige for sagsøgeren, bidrager disse bestemmelser til forfølgelsen af formålet om beskyttelse af den svage part ( 17 ).

23.

I MMA IARD-dommen tog Domstolen stilling til en situation, der umiddelbart lå meget tæt på den foreliggende præjudicielle sag. Domstolen fastslog således, at en arbejdsgiver med hjemsted i én medlemsstat, der har opretholdt aflønningen af sin medarbejder under dennes fravær efter en trafikulykke, og som er indtrådt i denne medarbejders rettigheder mod det forsikringsselskab, hvor der er tegnet ansvarsforsikring for det i denne ulykke involverede køretøj, og som har hjemsted i en anden medlemsstat, i egenskab af »skadelidt« som omhandlet i artikel 11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 44/2001 kan sagsøge dette forsikringsselskab ved retterne i den første medlemsstat, når et direkte sagsanlæg er muligt.

24.

Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt det er muligt at overføre denne løsning på tvisten i hovedsagen, hvor arbejdsgiveren er en medlemsstat.

25.

Forsikringsselskabet har gjort gældende, at den tyske stat i forbindelse med tvisten i hovedsagen ikke handler som arbejdsgiver, men som folkeretligt retssubjekt. Et sådant retssubjekt kan imidlertid ikke påberåbe sig de specielle kompetenceregler i forordning nr. 1215/2012.

26.

Indledningsvis må denne argumentation forkastes.

27.

Arbejdsgiverens egenskab af statslig enhed har ikke – og kan heller ikke få – til følge, at arten af den anlagte retssag ændres, eller at sagsøgtes stilling svækkes. Der er nemlig ingen, der har bestridt, at hovedsagen er af civilretlig karakter. Hvis dette ikke var tilfældet, ville forordning nr. 1215/2012 i øvrigt ikke finde anvendelse ( 18 ). Som den tyske stat har anført i sine skriftlige indlæg ( 19 ), er den omfattet af de samme procedureregler i forbindelse med sagsanlægget mod forsikringsselskabet. Den har pligt til at gøre sine rettigheder gældende over for sidstnævnte i forbindelse med en almindelig civil retssag i lighed med enhver anden arbejdsgiver, der er indtrådt i sin medarbejders rettigheder. Den tyske stat skal være repræsenteret ved en advokat og kan i givet fald tabe sagen som enhver anden part. Som den spanske regering i sine skriftlige indlæg med rette har gjort gældende, handler en medlemsstat, når den anlægger sag i en anden medlemsstat i henhold til kompetencereglerne i forordning nr. 1215/2012, som enhver, der har søgsmålskompetence efter denne forordnings bestemmelser.

28.

I modsætning til, hvad forsikringsselskabet har hævet, handler den tyske stat alene i egenskab af arbejdsgiver for den skadelidte ved en trafikulykke ( 20 ), uden at den kan påberåbe sig nogen rettigheder eller beføjelser, der er særligt vidtgående i forhold til de almindelige retsregler. Følgelig er jeg af den opfattelse, at den situation, som dette selskab har beskrevet i sine skriftlige indlæg som åbenlyst skæv til fordel for staten som arbejdsgiver, må relativiseres, idet – og jeg gentager – den tyske stat her ikke handler som et folkeretligt retssubjekt, der udøver sine beføjelser som offentlig myndighed (acta jure imperii), men alene og udelukkende som arbejdsgiver, der er indtrådt i sin ved en trafikulykke skadelidt tjenestemands rettigheder (acta jure gestionis).

29.

Den tyske stat handler således i forbindelse med tvisten i hovedsagen i egenskab af offentlig arbejdsgiver. Den forelæggende ret er imidlertid af den opfattelse, at hvis den skulle overføre løsningen i MMA IARD-dommen på denne særlige sagsøger, kunne en sådan tilgang synes vanskelig at forene med andre af Domstolens domme, hvori denne konkret efterprøvede beskyttelsesbehovet hos den part, der ansås for at være den svageste, inden den lod vedkommende omfatte af de specielle kompetenceregler, og navnlig udelukkede, at en socialsikringsinstitution eller en erhvervsdrivende i forsikringssektoren kunne påberåbe sig forum actoris.

30.

På denne baggrund skal jeg først gennemgå den påberåbte retspraksis nærmere. Dernæst skal konsekvenserne af denne analyse drages for det særlige tilfælde, hvor den arbejdsgiver, der er indtrådt i sin medarbejders rettigheder, er en stat. Når jeg har fastslået, at de specielle kompetenceregler på forsikringsområdet efter min opfattelse kan påberåbes af den tyske stat under omstændighederne i tvisten i hovedsagen, skal det endelig bestemmes, ved hvilken ret dens søgsmål skal anlægges.

31.

Indledningsvis gør jeg opmærksom på, at artikel 11, stk. 1, litra b), og artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012 er bestemmelser, som anses for at kunne sidestilles med artikel 9, stk. 1, litra b), og artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 44/2001, eftersom de førstnævntes ordlyd i det væsentlige er en gentagelse af sidstnævntes. Den fortolkning, som Domstolen allerede har anlagt for så vidt angår bestemmelserne i forordning nr. 44/2001, er følgelig fortsat gyldige for de tilsvarende bestemmelser i forordning nr. 1215/2012 ( 21 ).

32.

Den forelæggende ret har identificeret to tendenser i Domstolens praksis, som, hvis de skulle anvendes på den foreliggende sag, ville føre til enten den konklusion, at en stat i egenskab af arbejdsgiver ikke kunne påberåbe sig forum actoris i henhold til de særlige bestemmelser i forordning nr. 1215/2012 på forsikringsområdet, eller den stik modsatte konklusion.

33.

Ifølge den første tendens har Domstolen nærmere bestemt fastslået, at artikel 9, stk. 1, litra b), og artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 44/2001 skulle fortolkes således, at en socialsikringsinstitution, som er indtrådt i en ved en bilulykke direkte skadelidt persons erstatningskrav i henhold til lov, ikke kan anlægge sag direkte ved retterne i den medlemsstat, på hvis område den har sin bopæl, mod den i en anden medlemsstat bosiddende forsikringsgiver for den person, der påstås at være ansvarlig for ulykken ( 22 ).

34.

Domstolen nåede frem til denne konklusion efter et ræsonnement, som den baserede på en fortolkning af forordning nr. 44/2001 ( 23 ) med udgangspunkt i denne forordnings opbygning og målsætning, og påpegede de analyserede bestemmelsers karakter af undtagelse ( 24 ).

35.

Domstolen anførte videre, at »[d]en beskyttelsesfunktion, som er knyttet til disse bestemmelser, indebærer, at de specielle kompetenceregler […] ikke udvides til at omfatte personer, som ikke har behov for beskyttelsen« ( 25 ). I den pågældende sag var det imidlertid ikke blevet gjort gældende, at socialsikringsinstitutionen var en økonomisk svagere part og retligt set mindre erfaren end forsikringsgiveren, og der forelå ingen begrundelse for at yde særlig beskyttelse i forholdet mellem professionelle aktører inden for forsikringsbranchen ( 26 ).

36.

Domstolen fastslog dermed klart, at den, der i henhold til lov var indtrådt i den direkte skadelidte persons krav, og som selv kunne anses for den svage part, kunne påberåbe sig de pågældende særlige kompetenceregler ( 27 ).

37.

For at underbygge sit ræsonnement mindede Domstolen endelig om sin praksis fra dom af 15. januar 2004, Blijdenstein ( 28 ), hvorefter en offentlig myndighed ikke i medfør af de specielle kompetenceregler ifølge Bruxelleskonventionen ( 29 ) kunne iværksætte et regressøgsmål ved retterne i den kontraherende stat, hvor den har sin bopæl, for at inddrive beløb, som den i henhold til offentlig ret har udbetalt til en underholdsberettiget, i hvis krav myndigheden er indtrådt, mod den underholdsforpligtede, der er bosat i en anden kontraherende stat, for så vidt som den ikke kan anses for en svagere part i forhold til nævnte underholdsforpligtede ( 30 ).

38.

I en anden sammenhæng fastslog Domstolen efter at have påpeget, at »en særlig beskyttelse i forholdet mellem professionelle aktører inden for forsikringsbranchen ikke er begrundet, idet ingen af parterne kan anses for at befinde sig i en svagere situation end modparten« ( 31 ), at artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012, sammenholdt med forordningens artikel 11, stk. 1, litra b), skal fortolkes således, at den ikke kan påberåbes af en fysisk person, som driver virksomhed med at gøre erstatningskrav gældende over for forsikringsgivere, og som påberåber sig en aftale om overdragelse af krav indgået med offeret for en trafikulykke i en sag mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab, der har hjemsted i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor den skadelidte har bopæl, ved en domstol i denne sidstnævnte medlemsstat ( 32 ). Den proceduremæssige situation, hvori en part må anses for at være svagere, berøres ikke af en sådan konstatering, eftersom der er tale om et retsforhold mellem to erhvervsdrivende ( 33 ). En vurdering fra sag til sag af spørgsmålet om, hvorvidt en erhvervsdrivende kan anses for en »svag part« i forhold til at kunne omfattes af begrebet »skadelidte« som omhandlet i artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012, ville skabe en risiko for retsusikkerhed og være i modstrid med formålet med denne forordning ( 34 ).

39.

Ifølge den anden tendens tog Domstolen i MMA IARD-dommen stilling til spørgsmålet om, hvorvidt artikel 9, stk. 1, litra b), i forordning nr. 44/2001, sammenholdt med denne forordnings artikel 11, stk. 2, skulle fortolkes således, at den arbejdsgiver, der har opretholdt aflønningen af sin skadelidte medarbejder under dennes fravær efter en trafikulykke, kan sagsøge ansvarsforsikringsselskabet for det køretøj, der var skyld i trafikulykken, ved retterne i den medlemsstat, hvor arbejdsgiveren har sit hjemsted, når et direkte sagsanlæg er muligt.

40.

Domstolen fastslog, at »en arbejdsgiver med hjemsted i én medlemsstat, der har opretholdt aflønningen af sin medarbejder under dennes fravær efter en trafikulykke, og som er indtrådt i denne medarbejders rettigheder mod det forsikringsselskab, hvor der er tegnet ansvarsforsikring for det i denne ulykke involverede køretøj – hvilket selskab har hjemsted i en anden medlemsstat – som »skadelidt« [som omhandlet i artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 44/2001], kan sagsøge dette forsikringsselskab ved retterne i den første medlemsstat, når et direkte sagsanlæg er muligt« ( 35 ).

41.

For at nå frem til denne konklusion påpegede Domstolen først, at en forsikringssag er kendetegnet ved en vis ubalance mellem parterne, og at bestemmelserne i kapitel II, afdeling 3, i forordning nr. 44/2001 om fastlæggelsen af kompetencen på dette område tilsigter at korrigere denne ubalance ved at lade den svage part nyde godt af kompetenceregler, der er gunstigere for denne parts interesser end de almindelige kompetenceregler ( 36 ).

42.

Dernæst undersøgte Domstolen spørgsmålet om, hvorvidt en arbejdsgiver, der er indtrådt i den direkte skadelidtes rettigheder, falder ind under begrebet »victime« [o.a: på dansk »skadelidt«] som omhandlet i artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 44/2001 ( 37 ). Endelig bemærkede Domstolen efter at have konstateret, at denne forordnings artikel 9, stk. 1, litra b), i det væsentlige omhandler personer, som har lidt skade uden nødvendigvis at være den direkte skadelidte person ( 38 ), at »en vurdering fra sag til sag af spørgsmålet om, hvorvidt den arbejdsgiver, der fortsætter udbetalingen af løn, kan anses for at være den »svage part«, der kan være omfattet af begrebet »skadelidte« som omhandlet i artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 44/2001, desuden ville medføre en risiko for retsusikkerhed og være i strid med formålet med den nævnte forordning, der er angivet i 11. betragtning til denne, ifølge hvilken kompetencereglerne bør frembyde en høj grad af forudsigelighed« ( 39 ).

43.

Domstolen fastslog således, at »de arbejdsgivere, der er indtrådt i deres medarbejderes erstatningsrettigheder – i egenskab af personer, som har lidt skade, og uanset deres størrelse og deres retlige form – kan påberåbe sig de særlige kompetenceregler, der er fastsat i denne forordnings artikel 8-10« ( 40 ). Følgelig kan en arbejdsgiver, der er indtrådt i rettighederne for en ved en trafikulykke skadelidt lønmodtager, hvis aflønning vedkommende har opretholdt, i egenskab af»skadelidt« sagsøge forsikringsselskabet for det køretøj, der var involveret i denne ulykke, ved retterne i den medlemsstat, hvor den pågældende arbejdsgiver har sit hjemsted ( 41 ), når et direkte sagsanlæg er muligt ( 42 ).

44.

I MMA-IARD-dommen afviste Domstolen klart og udtrykkeligt tanken om fra sag til sag at vurdere en arbejdsgivers stilling, når denne er indtrådt i sin medarbejders rettigheder ( 43 ), hvorfor arbejdsgiveren i enhver situation, og idet arbejdsgiveren handler i denne egenskab, kan påberåbe sig de specielle kompetenceregler på forsikringsområdet, der er fastsat i forordning nr. 44/2001. Afvisningen af en sådan vurdering er blevet gentaget i Domstolens senere praksis ( 44 ).

45.

For at opnå en høj grad af forudsigelighed, som er det mål, der forfølges med bestemmelserne i forordning nr. 44/2001, kan de specielle kompetenceregler, der er fastlagt på forsikringsområdet for at beskytte den svage part, således påberåbes, uden at denne svagere stilling konkret godtgøres. Det er i denne henseende tilstrækkeligt, at reglerne gøres gældende af personer, der falder ind under disse bestemmelsers personelle anvendelsesområde, dvs. forsikringstageren, den sikrede, den begunstigede eller den skadelidte ( 45 ). Af denne brede formulering af personkategorierne følger intet krav om godtgørelse af deres reelle økonomisk eller retligt svage stilling ( 46 ). Selv om forsikringsselskabet, som er den sagsøgte i hovedsagen, med rette har gjort gældende, at undtagelserne fra hovedreglen om, at retterne på det sted, hvor sagsøgte har bopæl, har kompetencen, skal fortolkes strengt, må det ikke desto mindre konstateres, at det i den foreliggende sag er undtagelsen i sig selv, der er bredt formuleret.

46.

Med denne fortolkning tillod Domstolen nødvendigvis den mulighed, at disse regler kan påberåbes af en arbejdsgiver, som ikke befinder sig i en »svag« stilling i forhold til forsikringsgiver, eftersom hverken arbejdsgiverens størrelse eller retlige form kan rejse tvivl om en sådan mulighed ( 47 ).

47.

Kernen i den foreliggende præjudicielle sag kræver, at Domstolen besvarer spørgsmålet om, hvorvidt den løsning, som den valgte i MMA IARD-dommen, kan overføres på en situation, hvor den arbejdsgiver, der er indtrådt i den ved en trafikulykke skadelidt persons rettigheder, er en stat, som sagsøger ansvarsforsikringsselskabet for føreren af køretøjet ved sine egne retter med henblik på at opnå erstatning for den aflønning, som den har opretholdt i tjenestemandens fraværsperiode.

48.

Efter min opfattelse bør dette spørgsmål i lyset af de forhold, jeg netop har mindet om, besvares bekræftende.

49.

Dertil kommer tre sæt argumenter.

50.

For det første gør jeg opmærksom på, at den arbejdsgiver, som MMA IARD-dommen omhandlede, allerede var en offentligretlig juridisk person, nemlig et organ, der drev fem hospitaler ( 48 ).

51.

For det andet skal det for så vidt angår den retlige kontekst påpeges, at bestemmelserne i forordning nr. 1215/2012, som den forelæggende ret har henvist til i sit præjudicielle spørgsmål, svarer til ( 49 ) dem, som Domstolen fortolkede i MMA-IARD-dommen, og at målet om forudsigelighed ikke har mistet betydning i denne forordning ( 50 ).

52.

For det tredje er arbejdsgiverens særlige retlige karakter (den tyske stat), henset til Domstolens konstatering i MMA-IARD-dommens præmis 35, ikke til hinder for, at arbejdsgiveren kan påberåbe sig de specielle kompetenceregler på forsikringsområdet og sagsøge forsikringsgiveren ved de tyske retter. Domstolen opstillede i denne dom en slags formodning ( 51 ) for, at en arbejdsgiver, som er indtrådt i en skadelidts rettigheder, fra det øjeblik, hvor vedkommende agter at gøre sin rettigheder gældende i denne egenskab over for et forsikringsselskab, kan påberåbe sig disse specielle kompetenceregler, som er fastsat i den afledte ret.

53.

Denne tilgang er efter min opfattelse baseret på tanken om, at en arbejdsgiver, der er indtrådt i en medarbejders rettigheder, i en sådan konstellation er tvunget ind i en sag anlagt mod en sagsøgt, som i sin egenskab af forsikringsgiver i sagens natur har langt mere erfaring med tvister om forsikringsspørgsmål end arbejdsgiveren ( 52 ). Arbejdsgiveren må i denne ene egenskab derfor altid antages at indtage en svagere stilling. Det handler om kompetencereglernes forudsigelighed.

54.

Der er derfor en vis logik i at videreføre historien om arbejdsgiverens næsten institutionelle svagere stilling, herunder i tilfælde, hvor arbejdsgiveren er en stat, som alene handler i egenskab af arbejdsgiver, der er indtrådt i sin medarbejders, den skadelidte persons, rettigheder. Det er konsekvensen af et valg, som Domstolen har truffet, eftersom den har udelukket enhver vurdering fra sag til sag af arbejdsgiverens svagere stilling.

55.

Idet jeg foreslår Domstolen af opretholde et maksimalistisk standpunkt, sikrer jeg mig samtidig, at alle situationer, hvor arbejdsgiveren reelt indtager en svagere stilling, faktisk bliver omfattet. Jeg er således enig med generaladvokat Bobek, som i sit forslag til afgørelse i MMA IARD-sagen ( 53 )»[u]nder alle omstændigheder [stadig var] af den opfattelse, at den lejlighedsvise […] overinkludering af nogle enheder [var] en mere rimelig løsning end en […] konkret […] undersøgelse af parternes [styrkeforhold, som i praksis er vanskelig at foretage]« ( 54 ). Bekræftelsen af, at det er unødvendigt at foretage en vurdering fra sag til sag af den svage parts stilling, sikrer, at de to mål, der forfølges med forordning nr. 1215/2012, nemlig beskyttelsen af den svage part og garantien for en høj grad af forudsigelighed med hensyn til kompetencereglerne, er opfyldt.

56.

For så vidt angår det argument, som forsikringsselskabet, som er den sagsøgte i hovedsagen, har udledt af dom af 15. januar 2004, Blijdenstein ( 55 ), forekommer analogien med de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag mig begrænset, eftersom denne dom for det første ikke vedrørte den selvstændige ordning for fordeling af retternes kompetence i forsikringssager og for det andet omhandlede et krav af en helt anden art, idet der i den nævnte dom var tale om støtte af social karakter.

57.

Det følger således af min bedømmelse, at en medlemsstat, som i egenskab af arbejdsgiver har opretholdt aflønningen af en af sine tjenestemænd under dennes uarbejdsdygtighed som følge af en trafikulykke, og som er indtrådt i denne medarbejders rettigheder mod et forsikringsselskab med hjemsted i en anden medlemsstat, hos hvem der er tegnet ansvarsforsikring for det i denne ulykke involverede køretøj, skal betragtes som en »skadelidt« person, jf. artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012, der kan påberåbe sig at være omfattet af de specielle kompetenceregler i denne bestemmelse, som i lighed med samme forordnings artikel 11, stk. 1, litra b), er fastsat med henblik på at gøre det muligt for den skadelidte ved sine egne retter at sagsøge dette selskab med påstand om, at dette tilpligtes at erstatte den løn, som arbejdsgiveren har udbetalt.

58.

Når den internationale kompetence for retterne i den medlemsstat, som er arbejdsgiver, er fastslået, skal endelig også den stedlige kompetence ledsages af nogle præciseringer.

59.

Det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den tjenestemand, der kom til skade ved trafikulykken i Spanien, har bopæl i München. Hun er ansat ved den tyske patent- og varemærkemyndighed, som – medmindre jeg tager fejl, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve – har hjemsted i München. Den tyske stat har anlagt sit søgsmål i første instans ved Amtsgericht München (byretten i München). Denne ret har øjensynlig stedlig kompetence, uanset om det er i kraft af det sted, hvor skadelidte har bopæl, eller arbejdsgiveren har sit »hjemsted«.

60.

På denne baggrund er nedenstående uddybning ikke umiddelbart nødvendig for den forelæggende ret med hensyn til afgørelsen af den tvist, der verserer for den.

61.

Jeg finder det dog af to grunde vigtigt at uddybe min analyse.

62.

For det første har den forelæggende ret og de berørte parter, som har deltaget i den skriftlige forhandling for Domstolen, identificeret »den« stedligt kompetente ret på forskellige måder. Det præjudicielle spørgsmåls ordlyd omhandler således spørgsmålet om, hvorvidt en stat i egenskab af arbejdsgiver, der er indtrådt i en medarbejders rettigheder, har mulighed for at sagsøge forsikringsselskabet ved retten på det sted, hvor den uarbejdsdygtige tjenestemand har bopæl. Den tyske stat har i sine skriftlige indlæg gjort gældende, at en arbejdsgiver, der er indtrådt i sin tjenestemands rettigheder, burde kunne anlægge sag ved nøjagtig samme ret som den, ved hvilken denne tjenestemand selv oprindeligt kunne have anlagt sag i henhold til artikel 13, stk. 2, sammenholdt med artikel 11, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1215/2012, og således anlægge sit søgsmål ved retten på det sted, hvor den pågældende tjenestemand har bopæl. Forsikringsselskabet har først bestridt, at det var muligt at anlægge sag mod selskabet ved retten på det sted, hvor den administrative myndighed har hjemsted, idet den derefter har henvist til retten på det sted, hvor tjenestemanden har bopæl ( 56 ). Den spanske regering har blot henvist til »andre retter end retten på det sted, hvor sagsøgte har bopæl« ( 57 ). Kommissionen har forsynet Domstolen med en mere udførlig analyse og foreslået følgende sondring. Hvis arbejdsgiveren skal betragtes som en »skadelidt« person som omhandlet i artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012, er det retten på det sted, hvor arbejdsgiveren har bopæl, som har kompetence. Hvis arbejdsgiveren blot er indtrådt i sin skadelidte medarbejders rettigheder, er det retten på det sted, hvor denne medarbejder har bopæl, som har kompetence til at påkende det direkte anlagte søgsmål. Med henblik på løsningen af tvisten i hovedsagen har Kommissionen gjort gældende, at den medlemsstat, som er arbejdsgiver og er indtrådt i sin medarbejders rettigheder, kan sagsøge forsikringsselskabet ved retten på det sted, hvor den uarbejdsdygtige tjenestemand har bopæl, når et direkte sagsanlæg er muligt.

63.

For det andet tog Domstolen i MMA IARD-dommen alene stilling til spørgsmålet om international kompetence, idet den blot i generelle vendinger henviste til retterne i den medlemsstat, hvor arbejdsgiveren havde sit hjemsted ( 58 ).

64.

Jeg gør derfor indledningsvis opmærksom på, at selv om afgrænsningen af værnetinget for den ret, i hvis retskreds stedet, hvor sagsøger har bopæl, er beliggende som omhandlet i artikel 11, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1215/2012, principielt henhører under de organisatoriske beføjelser for den medlemsstat, hvor denne ret er beliggende ( 59 ), har Domstolen anerkendt, at denne bestemmelse »direkte kan udpege en bestemt ret i en medlemsstat uden henvisning til de regler for fordeling af den stedlige kompetence, der er gældende i denne medlemsstat, og således ikke blot fastlægge den internationale kompetence, men også den nævnte rets stedlige kompetence i de tilfælde, der er omfattet af denne bestemmelse« ( 60 ).

65.

Når dette er præciseret, bør Kommissionens forslag efter min opfattelse indledningsvis forkastes. Domstolen slog nemlig meget klart fast, at en arbejdsgiver, der var indtrådt i en medarbejders rettigheder, selv var »skadelidt« som omhandlet i artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012 ( 61 ). Denne arbejdsgiver, der er indtrådt i sin medarbejders rettigheder, og som falder ind under anvendelsesområdet for denne bestemmelse, kan derfor blive omfattet af reglen i denne forordnings artikel 11, stk. 1, litra b), hvorefter arbejdsgiveren i egenskab af sagsøger kan sagsøge forsikringsgiveren ved retten på det sted, hvor arbejdsgiveren har bopæl. En ordlydsfortolkning af disse to bestemmelser er efter min opfattelse tilstrækkelig til at nå frem til denne konklusion.

66.

Jeg er ligeledes uenig med Kommissionen, når den har gjort gældende, at rettighederne for den enhed, der er indtrådt i en andens rettigheder, ikke er denne enheds egne rettigheder og følgelig ikke udløser kompetencemæssige rettigheder hos den pågældende enhed, som er selvstændige i forhold til den direkte skadelidte persons rettigheder. Den arbejdsgiver, der er indtrådt i sin medarbejders rettigheder, er den eneste, der kan påberåbe sig de pågældende rettigheder. Arbejdsgiverens indlemmelse i kategorien af personer, der er omfattet af de specielle kompetenceregler på forsikringsområdet, i egenskab af »skadelidt« er endvidere baseret på tanken om anerkendelse af arbejdsgiverens eget tab. Jeg har på denne baggrund vanskeligt ved at få øje på den risiko for mangedobling af værneting, som en indtrædelse i andres rettigheder skulle afføde.

67.

Selv om flytningen af sagen fra en medlemsstat til en anden allerede i sig selv er belastende for sagsøgte, tvivler jeg i øvrigt på, at denne belastning forværres af den omstændighed, at det er den ene ret frem for den anden ret i samme medlemsstat, som skal påkende sagen. Når forum actoris med andre ord først er fastlagt, forekommer det mig temmelig ligegyldigt set fra sagsøgtes side, om søgsmålet behandles ved retten på det sted, hvor medarbejderen har bopæl, eller ved retten på det sted, hvor arbejdsgiveren har hjemsted.

68.

Det følger af det ovenfor anførte, at for at reglerne i artikel 11 og 13 i forordning nr. 1215/2012 reelt kan være specielle, og for at de fuldt ud opfylder deres beskyttelsesfunktion, må det konkluderes, at den arbejdsgiver, der er indtrådt i sin ved en trafikulykke skadelidt medarbejders rettigheder, skal kunne anlægge sag mod forsikringsselskabet ved retten på det sted, hvor denne har bopæl eller hjemsted ( 62 ).

69.

Det er også i den retning, man skal forstå MMA IARD-dommen, hvori Domstolen adskillige gange henviste til retterne i den medlemsstat, hvor den arbejdsgiver, der var indtrådt i sin medarbejders rettigheder, havde hjemsted ( 63 ). Derimod er kriteriet om retten på det sted, hvor medarbejderen har bopæl, bemærkelsesværdigt fraværende i Domstolens ræsonnement ( 64 ).

70.

Det følger derfor af artikel 13, stk. 2, sammenholdt med artikel 11, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1215/2012, at det søgsmål, som anlægges direkte af den arbejdsgiver, der er indtrådt i sin medarbejders rettigheder mod et forsikringsselskab med hjemsted i en anden medlemsstat, skal anlægges ved retten på det sted, hvor denne arbejdsgiver har hjemsted.

71.

Derved opstår spørgsmålet om, hvordan dette sted skal bestemmes, når arbejdsgiveren er en stat. Således som det er tilfældet i forbindelse med tvisten i hovedsagen, opfatter staten i egenskab af arbejdsgiver sin særlige funktion i lyset af sin administrative organisation.

72.

Det er ikke, fordi tjenestemanden udførte sine opgaver i München, at staten som arbejdsgiver skal betragtes som havende hjemsted i München. Kriteriet for det sted, hvor »medarbejderen« udøver sin beskæftigelse, har ikke noget at gøre med spørgsmålet om bestemmelsen af det sted, hvor arbejdsgiveren befinder sig ( 65 ). I øvrigt placeres juridiske personers bopæl i overensstemmelse med forskrifterne i artikel 63, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 på det sted, hvor de har deres vedtægtsmæssige hjemsted, deres hovedkontor eller deres hovedvirksomhed ( 66 ).

73.

Selv om staten som arbejdsgiver anlægger direkte søgsmål mod forsikringsselskabet, sker det imidlertid i medfør af lovbestemt subrogation i en andens rettigheder, hvorved staten som arbejdsgiver erhverver en fordring som følge af den aflønning af tjenestemanden, som den via en af sine enheder har opretholdt under denne tjenestemands fravær.

74.

I en sådan situation og af hensyn til kompetencereglernes forudsigelighed og retssikkerheden ( 67 ) foreslår jeg derfor at lægge til grund, at staten som arbejdsgiver, der er indtrådt i sin tjenestemands rettigheder, kan sagsøge forsikringsselskabet ved retten på det sted, hvor den administrative enhed, der beskæftiger tjenestemanden og har opretholdt aflønningen af vedkommende under dennes fravær, har hjemsted. Indtrædelsen i en andens rettigheder bliver nemlig kun relevant som følge af, at der er blevet udbetalt løn til tjenestemanden, og det er som følge af, at denne enhed har foretaget udbetalingen under tjenestemandens fravær på grund af ulykken, at arbejdsgiveren betragtes som skadelidt.

75.

På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger er det min opfattelse, at artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012, sammenholdt med denne forordnings artikel 11, stk. 1, litra b), skal fortolkes således, at en medlemsstat, der handler som en arbejdsgiver, der er indtrådt i den ved en trafikulykke skadelidt tjenestemands rettigheder, hvis aflønning den har opretholdt, i egenskab af »skadelidt« kan sagsøge det forsikringsselskab, hvor der er tegnet ansvarsforsikring for det i denne ulykke involverede køretøj, og som har hjemsted i en anden medlemsstat, ved retten på det sted, hvor den administrative enhed, som beskæftiger denne tjenestemand, har hjemsted.

76.

Henset til samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det spørgsmål, som Landgericht München I (den regionale ret i første instans i München I, Tyskland) har forelagt, således:

»Artikel 13, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, sammenholdt med denne forordnings artikel 11, stk. 1, litra b),

skal fortolkes således, at

en medlemsstat, der handler som en arbejdsgiver, der er indtrådt i den ved en trafikulykke skadelidt tjenestemands rettigheder, hvis aflønning den har opretholdt, i egenskab af »skadelidt« kan sagsøge det forsikringsselskab, hvor der er tegnet ansvarsforsikring for det i denne ulykke involverede køretøj, og som har hjemsted i en anden medlemsstat, ved retten på det sted, hvor den administrative enhed, som beskæftiger denne tjenestemand, har hjemsted.«