Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62022TN0797

    Sag T-797/22: Sag anlagt den 26. december 2022 — Ordre néerlandais des avocats du barreau de Bruxelles m.fl. mod Rådet

    EUT C 63 af 20.2.2023, p. 61–62 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    20.2.2023   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 63/61


    Sag anlagt den 26. december 2022 — Ordre néerlandais des avocats du barreau de Bruxelles m.fl. mod Rådet

    (Sag T-797/22)

    (2023/C 63/79)

    Processprog: fransk

    Parter

    Sagsøgere: Ordre néerlandais des avocats du barreau de Bruxelles (Bruxelles, Belgien) og ti andre sagsøgere (ved advokaterne P. de Bandt, T. Ghysels, J. Nowak, T. Bontinck og A. Guillerme)

    Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

    Sagsøgernes påstande

    Artikel 1, nr. 12), i Rådets forordning (EU) 2022/1904 af 6. oktober 2022 om ændring af forordning (EU) nr. 833/2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine, og artikel 1, nr. 13), i Rådets forordning (EU) 2022/2474 af 16. december 2022 om ændring af forordning (EU) nr. 833/2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine, for så vidt som disse bestemmelser erstatter og ændrer henholdsvis artikel 5n, stk. 2 og stk. 4-12, og artikel 5n, stk. 2 og stk. 4-11, i Rådets forordning (EU) nr. 833/2014 af 31. juli 2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine, for så vidt angår juridiske rådgivningsydelser.

    Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

    Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

    Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender.

    1.

    Med det første anbringende gøres det gældende, at den grundlæggende ret til beskyttelse af privatlivet og den grundlæggende ret til adgang til domstolsprøvelse, der er fastsat i artikel 7, henholdsvis artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, er blevet tilsidesat, idet den generelle ordning, hvorved det forbydes at yde juridisk rådgivning, udgør et indgreb i enhver borgers ret til at henvende sig til en advokat for at få juridisk rådgivning og et indgreb i princippet om advokaters tavshedspligt og i princippet om advokaters uafhængighed.

    2.

    Med det andet anbringende gøres det gældende, at proportionalitetsprincippet er blevet tilsidesat, idet indførelsen af en generel ordning, hvorved det forbydes at yde juridisk rådgivning, ikke er egnet til at nå de legitime mål, som Unionen forfølger i forbindelse med konflikten mellem Rusland og Ukraine, og går ud over, hvad der er strengt nødvendigt for at nå disse mål.

    3.

    Med det tredje anbringende gøres det gældende, at retssikkerhedsprincippet er blevet tilsidesat, idet den indførte ordning, hvorved det forbydes at yde juridisk rådgivning, hverken er klar eller præcis og på ingen måde gør det muligt at forudsige dens anvendelse.


    Top