–

X ved advocaat A. Khalaf,

–

den nederlandske regering ved M.K. Bulterman og C.S. Schillemans, som befuldmægtigede,

–

den belgiske regering ved M. Jacobs, A. Van Baelen og M. Van Regemorter, som befuldmægtigede,

–

den tjekkiske regering ved A. Edelmannová, M. Smolek og J. Vláčil, som befuldmægtigede,

–

den tyske regering ved J. Möller og R. Kanitz, som befuldmægtigede,

–

den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato D.G. Pintus,

–

den østrigske regering ved A. Posch og J. Schmoll, som befuldmægtigede,

–

den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen først ved L. Grønfeldt og G. Wils, derefter ved G. Wils, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (EUT 2013, L 180, s. 31, herefter »Dublin III-forordningen«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem X og Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (statssekretæren for retlige anliggender og sikkerhed, Nederlandene) (herefter »statssekretæren«) vedrørende sidstnævntes afgørelse om afslag på at behandle den ansøgning om international beskyttelse, som X har indgivet i Nederlandene.

3

Følgende fremgår af 3., 20., 32. og 39. betragtning til Dublin III-forordningen:

[...]

[...]

[...]

4

Forordningens artikel 3 med overskriften »Adgang til proceduren for behandling af en ansøgning om international beskyttelse« bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne behandler enhver ansøgning om international beskyttelse fra en tredjelandsstatsborger eller statsløs, der indgiver en ansøgning på en af medlemsstaternes område, herunder ved grænsen eller i transitområderne. En ansøgning behandles kun af den medlemsstat, som er ansvarlig efter kriterierne i kapitel III.

2.   Kan det ikke på grundlag af kriterierne i denne forordning afgøres, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, er det den første medlemsstat, som ansøgningen om international beskyttelse indgives til, der er ansvarlig for behandlingen.

Er det umuligt at overføre en ansøger til den medlemsstat, der primært er udpeget som ansvarlig, fordi der er væsentlige grunde til at tro, at der er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene for ansøgere i den pågældende medlemsstat, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i [chartrets] artikel 4 [...], skal den medlemsstat, der træffer afgørelsen, fortsætte med at undersøge kriterierne i kapitel III for at fastslå, om en anden medlemsstat kan udpeges som ansvarlig.

Kan en overførsel ikke gennemføres i medfør af dette stykke til nogen medlemsstat, der er udpeget på grundlag af kriterierne i kapitel III, eller til den første medlemsstat, hvor ansøgningen blev indgivet, bliver den medlemsstat, der træffer afgørelsen, den ansvarlige medlemsstat.

[...]«

5

Forordningens artikel 5, stk. 1-3, fastsætter:

»1.   For at lette proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, afholder den medlemsstat, som træffer afgørelsen, en personlig samtale med ansøgeren. Samtalen skal også sikre, at de oplysninger, der gives til ansøgeren i overensstemmelse med artikel 4, bliver forstået korrekt.

2.   Den personlige samtale kan undlades, hvis

[...]

3.   Den personlige samtale skal afholdes hurtigt, og under alle omstændigheder inden der træffes afgørelse om at overføre ansøgeren til den ansvarlige medlemsstat i henhold til artikel 26, stk. 1.«

6

Samme forordnings artikel 21 har følgende ordlyd:

»1.   Hvis en medlemsstat, som en ansøgning om international beskyttelse indgives til, mener, at en anden medlemsstat er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen, kan den snarest muligt og under alle omstændigheder inden for en frist på tre måneder efter, at ansøgningen er indgivet, jf. artikel 20, stk. 2, anmode denne anden medlemsstat om at overtage ansøgeren.

[...]

3.   I de i stk. 1 og 2 omhandlede tilfælde skal anmodningen om en anden medlemsstats overtagelse ske ved hjælp af en standardformular, og der skal vedlægges de beviser eller indicier, der er beskrevet i de to lister, der er omtalt i artikel 22, stk. 3, og/eller andre relevante oplysninger fra ansøgerens erklæring, sådan at myndighederne i den anmodede medlemsstat kan kontrollere, om den er ansvarlig efter kriterierne i denne forordning.

[...]«

7

Dublin III-forordningens artikel 22 har følgende ordlyd:

»[...]

2.   Med henblik på proceduren til afgørelse af, hvilken stat der er ansvarlig, anvendes der beviselementer og indicier.

3.   [Europa-]Kommissionen udarbejder og reviderer med jævne mellemrum ved gennemførelsesretsakter to lister med angivelse af, hvilke beviselementer og indicier der er relevante, efter kriterierne i litra a) og b). [...]

[...]

b) Indicier:

[...]

4.   Beviskravet bør ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for en korrekt anvendelse af denne forordning.

5.   Foreligger der ikke formelle beviser, accepterer den anmodede medlemsstat, at den er ansvarlig, såfremt indicierne er sammenhængende, kan efterprøves og er tilstrækkeligt detaljerede til at fastslå ansvaret.

[...]«

8

X er syrisk statsborger. Den 9. november 2021 indgav han en ansøgning om international beskyttelse i Polen.

9

Han indrejste derefter i Nederlandene den 21. november 2021 og indgav den følgende dag en ny ansøgning om international beskyttelse i sidstnævnte medlemsstat.

10

Den 20. januar 2022 anmodede Nederlandene Republikken Polen om at tilbagetage X i henhold til Dublin III-forordningens artikel 18, stk. 1, litra b). Den 1. februar 2022 imødekom sidstnævnte medlemsstat denne anmodning i medfør af denne forordnings artikel 18, stk. 1, litra c).

11

Ved afgørelse af 20. april 2022 gav statssekretæren afslag på at behandle den ansøgning om international beskyttelse, som X havde indgivet i Nederlandene, med den begrundelse, at Republikken Polen var ansvarlig for behandlingen af denne ansøgning, og afviste de af X fremførte argumenter til anfægtelse af vedkommendes overførsel.

12

X har anlagt sag ved rechtbank Den Haag, zittingsplaats ’s-Hertogenbosch (retten i første instans i Haag, tingstedet ’s-Hertogenbosch, Nederlandene), som er den forelæggende ret, til prøvelse af denne afgørelse og med påstand om nedlæggelse af forbud mod sin overførsel til Polen. Samtidigt hermed har han nedlagt påstand om, at der ikke kan ske overførsel, før der er truffet endelig afgørelse i denne sag, hvilket han har fået medhold i.

13

Den forelæggende ret har anført, at X under sagen for det første har gjort gældende, at de polske myndigheder har tilsidesat hans grundlæggende rettigheder.

14

I denne henseende henvises der i forelæggelsesafgørelsen til X’ udsagn om, at han tre gange har været genstand for en summarisk tilbageførsel (pushback) til Belarus efter sin indrejse på det polske område, herunder den ene gang om natten. Han har forklaret endeligt at have lykkedes med at indrejse i Polen med to familiemedlemmer den 7. november 2021, og at han forblev i skoven, inden han blev taget og overgivet til grænsevagterne. Han har tilføjet, at under dette ophold i skoven blev hans levevilkår uholdbare. Han gav samtykke til at få taget fingeraftryk under trussel om at blive sendt tilbage til Belarus og efter råd fra en organisation og uden at vide, at dette svarer til indgivelse af en ansøgning om international beskyttelse. Ved denne lejlighed modtog han nogle dokumenter på polsk og et dokument på arabisk, der indeholdt oplysninger om Dublin III-forordningen, men blev ikke bistået af en tolk. X har anført derefter at være blevet frihedsberøvet i ca. en uge i grænsevagtcentret som alle de andre ansøgere om international beskyttelse, hvor han blev udsat for en yderst dårlig behandling, bl.a. på grund af mangel på mad og enhver mangel på lægelig kontrol. X har anført, at han ikke har indgivet klage til de polske myndigheder med hensyn til denne dårlige behandling med den begrundelse, at det var disse myndigheder selv, der havde udsat ham for den.

15

X har anført at have frygt for, at hans grundlæggende rettigheder igen ville blive tilsidesat, hvis han blev overført til Polen.

16

For det andet har X gjort gældende, at de polske domstole ikke er uafhængige.

17

X har underbygget sine anbringender med sine egne forklaringer og rapporter fra ikke-statslige organisationer vedrørende situationen i Polen for tredjelandsstatsborgere og personer, der er omfattet af en afgørelse om overførsel i henhold til Dublin III-forordningen. Han har ligeledes påberåbt sig retspraksis fra Domstolen, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og de nationale domstole.

18

På grundlag af rapporter fra autoritative kilder, som den henviser til, og på grundlag af officielle dokumenter har den forelæggende ret redegjort for holdningen hos flere medlemsstater, der angiveligt består i at forhindre tredjelandsstatsborgere i at indrejse på deres område, og erklæringer, som omfatter alle medlemsstaterne, om at forebygge migrationen til deres område. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at der er et modsætningsforhold mellem på den ene side denne holdning og disse erklæringer og på den anden side medlemsstaternes forpligtelser i medfør af Genèvekonventionen, den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, og chartret, hvis overholdelse er grundlaget for det fælles europæiske asylsystem. Nærmere bestemt henviser den navnlig til praksis med pushback ved grænserne.

19

Den forelæggende ret har anført, at en sådan praksis er i strid med forpligtelsen til at behandle hver enkelt ansøgning om international beskyttelse og undergraver princippet om gensidig tillid og dette systems funktionsmåde, bl.a. fordi den har den virkning, at tredjelandsstatsborgere tilskyndes til at undgå de medlemsstater, der gør brug heraf.

20

I den foreliggende sag er den forelæggende ret af den opfattelse, at objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajourførte oplysninger viser, at Republikken Polen systematisk i en årrække har tilsidesat flere grundlæggende rettigheder, som tilkommer tredjelandsstatsborgere, gennem pushbacks, ofte under anvendelse af vold, og ved systematisk og under forhold betegnet som »forfærdelige« at frihedsberøve tredjelandsstatsborgere, der indrejser ulovligt på dens område.

21

X’ erklæringer vedrørende de pushbacks, som han havde været genstand for, og hvis troværdighed ikke er betvivlet af statssekretæren, stemmer overens med disse oplysninger.

22

Denne ret har rejst spørgsmålet om, hvorvidt den kompetente myndighed, såfremt strukturelle tilsidesættelser af grundlæggende rettigheder har fundet sted i en medlemsstat i forhold til en ansøger eller tredjelandsstatsborgere generelt, skal afstå fra at træffe en afgørelse om overførsel til denne medlemsstat, eller om princippet om gensidig tillid fortsat finder anvendelse fuldt ud.

23

Selv om der kan træffes en afgørelse om overførsel, ønsker den forelæggende ret oplyst, om den anmodende medlemsstat, i en situation med den ansvarlige medlemsstats systematiske og generelle tilsidesættelse af tredjelandsstatsborgeres rettigheder, stadig kan basere sig på princippet om gensidig tillid for at vurdere ansøgerens situation efter overførslen af den pågældende i henhold til Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 2.

24

Den forelæggende ret har anført, at det fremgår af præmis 82 i dom af 19. marts 2019, Jawo (C-163/17, EU:C:2019:218), og af 32. betragtning til Dublin III-forordningen, at en medlemsstats overholdelse af sine forpligtelser i medfør af det fælles europæiske asylsystem ikke er begrænset til perioden efter overførslen af en ansøger eller til chartrets artikel 4.

25

Den forelæggende ret har endvidere anført, at såfremt den anmodende medlemsstat ikke kan støtte sig på princippet om gensidig tillid, vil tilpasninger med hensyn til bevisbyrden kunne komme på tale.

26

I tilfælde af en medlemsstats systematiske og generelle tilsidesættelse af grundlæggende rettigheder, også andre end dem, der er sikret ved chartrets artikel 4, har den forelæggende ret konkret overvejet muligheden for i praksis at nedsætte det af ansøgeren krævede bevisniveau, dels med hensyn til den pågældendes erklæringer vedrørende tilsidesættelser af grundlæggende rettigheder, dels med hensyn til de potentielle risici i tilfælde af overførsel. Den har i denne henseende også overvejet muligheden for omvendt bevisbyrde. Det kunne således være op til den anmodende medlemsstat at udelukke enhver alvorlig tvivl med hensyn til den reelle risiko for tilsidesættelse af chartrets artikel 4 eller endda samtlige de grundlæggende rettigheder, der er fastsat heri, i forhold til den pågældende ansøger i tilfælde af overførsel, i analogi med artikel 4, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (EUT 2011, L 337, s. 9), vedrørende de risici, der findes i hjemlandet.

27

Den forelæggende ret er endvidere af den opfattelse, at den anmodende medlemsstat kunne stille krav om individuelle garantier fra den ansvarlige medlemsstat med hensyn til passende modtagelsesforhold og til det videre forløb af asylproceduren, samt at der ikke sker frihedsberøvelse uden retligt grundlag i tillæg til at kunne kontrollere overholdelsen af de tilsikrede garantier.

28

Endelig har den forelæggende ret anført, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ikke reelt vil have mulighed for at indgive en klage i tilfælde af tilsidesættelse af sine grundlæggende rettigheder efter en eventuel overførsel, og har rejst tvivl om konsekvenserne heraf.

29

På denne baggrund har rechtbank Den Haag, zittingsplaats ’s-Hertogenbosch (retten i første instans i Haag, tingstedet ’s-Hertogenbosch) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

30

Den forelæggende ret har anmodet om, at nærværende præjudicielle forelæggelse undergives den fremskyndede procedure i overensstemmelse med artikel 105 i Domstolens procesreglement.

31

Idet den har redegjort for, at den har truffet afgørelse om foreløbige forholdsregler, hvorved den har nedlagt forbud mod overførsel af ansøgeren til Polen, indtil der ved endelig retsafgørelse er truffet afgørelse om forskriftsmæssigheden af den i hovedsagen omhandlede afgørelse om overførsel, har den forelæggende ret anført, at hovedsagen rejser en vigtig problematik, som berører det fælles europæiske asylsystems principper, nemlig problematikken forbundet med pushback-praksis og frihedsberøvelse ved grænseposterne af tredjelandsstatsborgere, der er indrejst på medlemsstaternes område med henblik på at indgive en ansøgning om international beskyttelse. De nationale retsinstanser møder endvidere i stigende grad denne problematik, således at værdien af den præjudicielle afgørelse, der skal træffes, rækker ud over rammerne af den foreliggende hovedsag. Den foreliggende præjudicielle forelæggelses karakter begrunder således, at den undergives den fremskyndede procedure.

32

Procesreglementets artikel 105, stk. 1, fastsætter, at Domstolens præsident efter anmodning fra den forelæggende ret eller i undtagelsestilfælde af egen drift, efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten, kan beslutte at undergive en sag en fremskyndet procedure, når sagens karakter kræver, at den behandles hurtigt.

33

I den foreliggende sag har Domstolens præsident den 19. juli 2022, efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten, besluttet ikke at imødekomme den i nærværende doms præmis 30 omhandlede anmodning fra den forelæggende ret.

34

Det fremgår nemlig af fast retspraksis, at spørgsmålet om anvendelsen af den fremskyndede præjudicielle procedure ikke afhænger af selve karakteren af tvisten i hovedsagen, men af de særlige omstændigheder i den pågældende sag, som skal godtgøre, at det i særlig grad er uopsætteligt, at der træffes afgørelse om de forelagte spørgsmål (dom af 31.1.2023, Puig Gordi m.fl., C-158/21, EU:C:2023:57, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

35

Den omstændighed, at sagen vedrører et eller flere vigtige aspekter ved det fælles europæiske asylsystem, udgør ikke en grund, der medfører en usædvanlig uopsættelighed, hvilket imidlertid er nødvendigt for at begrunde en behandling efter en fremskyndet procedure. Det samme gælder den omstændighed, at et betydeligt antal personer potentielt berøres af de forelagte spørgsmål (jf. i denne retning dom af 21.12.2021, Randstad Italia, C-497/20, EU:C:2021:1037, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

36

Efter generaladvokatens fremsættelse af forslaget til afgørelse den 13. juli 2023 har sagsøgeren i hovedsagen ved skrivelse af 16. august samme år anmodet Domstolen om at henvise den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse til Store Afdeling og har i tilfælde af en sådan henvisning foreslået åbning af retsforhandlingernes mundtlige del.

37

Disse anmodninger blev afslået ved afgørelse truffet af afdelingsformanden for Fjerde Afdeling den 23. august 2023.

38

Det bemærkes i denne henseende, at i henhold til procesreglementets artikel 60, stk. 1, tilkommer det Domstolen at bestemme det dommerkollegium, hvortil en sag skal henvises, med forbehold af, at en medlemsstat eller en af EU’s institutioner, som er part i sagen, anmoder om en henvisning til Store Afdeling i henhold til artikel 16, stk. 3, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol. I henhold til nævnte artikel 60, stk. 3, er det på ethvert trin af sagens behandling alene op til det dommerkollegium, hvortil en sag er henvist, at anmode Domstolen om at henvise sagen til et dommerkollegium med et større antal dommere.

39

I den foreliggende sag er det sagsøgeren i hovedsagen, der har anmodet om henvisning til Store Afdeling, og der er ikke noget, der taler for en henvisning til et dommerkollegium med et større antal dommere. Under disse omstændigheder er det ufornødent at behandle sagsøgeren i hovedsagens forslag, som er fremsat for det tilfælde, at sagen henvises til Store Afdeling, om at åbne retsforhandlingernes mundtlige del. Betingelserne for anvendelse af procesreglementets artikel 76, stk. 2, er under alle omstændigheder fortsat opfyldt, idet Domstolen finder, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at den kan træffe afgørelse.

40

Indledningsvis bemærkes, at med de to første spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret oplyst, hvordan Dublin III-forordningen, og navnlig dens artikel 3, stk. 2, andet afsnit, skal fortolkes i tilfælde af alvorlige og systematiske tilsidesættelser af EU-retten begået over for tredjelandsstatsborgere af den medlemsstat, som er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse fra en sådan statsborger, inden den eventuelle overførsel af den pågældende til denne medlemsstat. Nærmere bestemt ønsker den forelæggende ret oplyst, om sådanne tilsidesættelser er af en sådan karakter, at de kan rejse tvivl om anvendelsen af princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne i en sådan grad, at de er til hinder for denne overførsel, eller at de i det mindste indebærer, at den anmodende medlemsstat, som har til hensigt at foretage denne overførsel, sikrer sig, at den pågældende ansøger om international beskyttelse ikke vil blive udsat for en risiko for en behandling, som er i strid med chartrets artikel 4.

41

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at disse spørgsmål vedrører en situation, hvor en ansøger gør gældende, at den ansvarlige medlemsstat foretager summariske tilbageførsler til dens ydre grænser (pushback) og frihedsberøvelser ved dens grænseposter af tredjelandsstatsborgere, der søger at indgive en ansøgning om international beskyttelse, en praksis, som sagsøgeren i hovedsagen selv har oplevet.

42

Det må således lægges til grund, at den forelæggende ret med de to første spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 2, andet afsnit, skal fortolkes således, at den omstændighed, at den medlemsstat, som er ansvarlig for behandlingen af en tredjelandsstatsborgers ansøgning om international beskyttelse, over for sådanne statsborgere, der søger at indgive en sådan ansøgning ved dens grænse, foretager pushbacks og frihedsberøvelser ved sine grænseposter, er til hinder for overførslen af denne statsborger til denne medlemsstat.

43

I denne henseende skal det bemærkes, at EU-retten er baseret på den grundlæggende præmis, hvorefter hver medlemsstat som anført i artikel 2 TEU deler en række fælles værdier, som Unionen er bygget på, med samtlige andre medlemsstater og anerkender, at disse deler dem med den. Denne præmis forudsætter og begrunder, at der foreligger en gensidig tillid mellem medlemsstaterne med hensyn til anerkendelsen af disse værdier og dermed under iagttagelse af EU-retten, der gennemfører disse, og med hensyn til den omstændighed, at deres respektive nationale retsordener er i stand til at yde den samme effektive beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, som er anerkendt i chartret, herunder chartrets artikel 1 og 4, der forankrer en af Unionens og medlemsstaternes grundlæggende værdier, nemlig den menneskelige værdighed, som bl.a. omfatter et forbud mod umenneskelig eller nedværdigende behandling (dom af 30.11.2023, Ministero dell’Interno m.fl. (Fælles folder – indirekte refoulement), C-228/21, C-254/21, C-297/21, C-315/21 og C-328/21, EU:C:2023:934, præmis 130 og den deri nævnte retspraksis).

44

Princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne er af grundlæggende betydning i EU-retten, idet det muliggør oprettelsen og bevarelsen af et område uden indre grænser. Mere specifikt pålægger princippet om gensidig tillid, bl.a. for så vidt angår et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hver af medlemsstaterne at lægge til grund, medmindre der er tale om helt særlige omstændigheder, at samtlige andre medlemsstater overholder EU-retten og navnlig de i EU-retten anerkendte grundlæggende rettigheder (dom af 19.3.2019, Jawo, C-163/17, EU:C:2019:218, præmis 81 og den deri nævnte retspraksis).

45

I sammenhæng med det fælles europæiske asylsystem og navnlig Dublin III-forordningen gælder der derfor en formodning for, at behandlingen af ansøgere om international beskyttelse i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i chartret, Genèvekonventionen og den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (dom af 19.3.2019, Jawo, C-163/17, EU:C:2019:218, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis).

46

Det kan imidlertid ikke udelukkes, at dette system i praksis støder på betydelige funktionelle vanskeligheder i en bestemt medlemsstat, således at der foreligger en alvorlig risiko for, at ansøgere om international beskyttelse i tilfælde af overførsel til denne medlemsstat bliver behandlet på en måde, som er uforenelig med deres grundlæggende rettigheder (dom af 19.3.2019, Jawo, C-163/17, EU:C:2019:218, præmis 83 og den deri nævnte retspraksis).

47

Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 2, andet afsnit, fastsætter således, at en ansøger om international beskyttelse ikke kan overføres til den medlemsstat, som er ansvarlig for behandlingen af vedkommendes ansøgning, hvis der er væsentlige grunde til at tro, at den pågældende vil løbe en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i chartrets artikel 4, på grund af systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene for ansøgere om en sådan beskyttelse i den pågældende medlemsstat.

48

I den foreliggende sag har sagsøgeren i hovedsagen gjort gældende, at der foreligger systemfejl i modtagelsesforholdene i den ansvarlige medlemsstat bestående i pushbacks ved de ydre grænser af tredjelandsstatsborgere, der søger at indgive en ansøgning om international beskyttelse, eller som er lykkedes med at indgive en sådan ansøgning, men ligeledes at der foreligger systemfejl i asylproceduren, idet pushbacks af en tredjelandsstatsborger udgør en hindring for indledningen af denne procedure.

49

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at det forhold, at der føres en sådan praksis, er dokumenteret ved objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajourførte oplysninger.

50

Hvad for det første angår pushback-praksis ved EU’s ydre grænser, som indebærer, at personer, der søger at indgive en ansøgning om international beskyttelse, sendes ud af EU’s område, eller at personer, der har indgivet en sådan ansøgning, sendes ud af dette område, inden denne ansøgning er blevet genstand for den behandling, der er fastsat i EU-retten, skal det bemærkes, at en sådan praksis tilsidesætter artikel 6 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (EUT 2013, L 180, s. 60).

51

Denne bestemmelse, som vedrører adgang til proceduren for meddelelse af international beskyttelse, udgør en af grundpillerne i det fælles europæiske asylsystem og er en del af de lovgivningsmæssige normer i Unionen, som konkretiserer den grundlæggende ret, som er sikret ved chartrets artikel 18, til at anerkendes som en person med international beskyttelse, for så vidt som de i EU-retten fastsatte betingelser er opfyldt (jf. i denne retning dom af 14.5.2020, Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság Dél-alföldi Regionális Igazgatóság, C-924/19 PPU og C-925/19 PPU, EU:C:2020:367, præmis 192). Den nævnte bestemmelse indebærer, at enhver tredjelandsstatsborger eller statsløs har ret til at indgive en ansøgning om international beskyttelse, herunder ved en medlemsstats grænser, ved over for en af de myndigheder, der er omhandlet i denne samme bestemmelse, at tilkendegive sit ønske om at blive tildelt international beskyttelse. Denne ret skal indrømmes den pågældende, uanset om vedkommende opholder sig ulovligt på dette område, og uanset chancerne for, at en sådan ansøgning får et gunstigt udfald (dom af 22.6.2023, Kommissionen mod Ungarn (Hensigtserklæring, der skal indgives før en ansøgning om asyl), C-823/21, EU:C:2023:504, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

52

Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 31 og 32 i forslaget til afgørelse, gør en pushback-praksis indgreb i dette grundlæggende element i det fælles europæiske asylsystem, for så vidt som den forhindrer udøvelsen af retten til at indgive en ansøgning om international beskyttelse og følgelig afviklingen, efter de nærmere regler fastsat i EU-retten, af proceduren for indgivelse og behandling af en sådan ansøgning.

53

En sådan pushback-praksis tilsidesætter under alle omstændigheder artikel 6 i direktiv 2013/32, men den kan desuden være i strid med princippet om non-refoulement. Som det fremgår af tredje betragtning til Dublin III-forordningen, er dette princip, i medfør af hvilket ingen kan sendes tilbage til forfølgelse, sikret som en grundlæggende rettighed ved chartrets artikel 18, sammenholdt med Genèvekonventionens artikel 33, og ved chartrets artikel 19, stk. 2 (jf. i denne retning dom af 22.11.2022, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Udsendelse – medicinsk cannabis), C-69/21, EU:C:2022:913, præmis 55). En pushback-praksis tilsidesætter dermed alene nævnte princip, hvis den består i at sende personer, der i EU søger at indgive en ansøgning om international beskyttelse, tilbage til et tredjeland, på hvis område de løber ovennævnte risiko for forfølgelse.

54

Hvad for det andet angår praksis med frihedsberøvelse ved grænseposterne henviser 15. betragtning til direktiv 2013/33 på samme måde som 20. betragtning til Dublin III-forordningen til princippet om, at en person ikke bør frihedsberøves alene af den grund, at vedkommende søger international beskyttelse.

55

Henset til alvoren af det indgreb i retten til frihed, som følger af en frihedsberøvende foranstaltning, og henset til vigtigheden af denne ret, er der opstillet strenge rammer for den beføjelse, som indrømmes de kompetente nationale myndigheder til at frihedsberøve tredjelandsstatsborgere. En frihedsberøvelsesforanstaltning kan således kun iværksættes eller forlænges under overholdelse af de generelle og overordnede regler, som fastsætter betingelserne og de nærmere bestemmelser herfor (dom af 8.11.2022, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Prøvelse af egen drift af frihedsberøvelsen), C-704/20 og C-39/21, EU:C:2022:858, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis).

56

En tredjelandsstatsborger må endvidere ikke frihedsberøves under det fælles europæiske asylsystem, når en mindre indgribende foranstaltning kan anvendes effektivt (jf. i denne retning dom af 8.11.2022, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Prøvelse af egen drift af frihedsberøvelsen), C-704/20 og C-39/21, EU:C:2022:858, præmis 78).

57

Det følger af ovenstående betragtninger, at en praksis som den, der er konstateret i den foreliggende sag, med pushback og frihedsberøvelse ved grænseposterne er uforenelig med EU-retten og udgør alvorlige fejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene for ansøgere. Det følger imidlertid ikke nødvendigvis heraf, at disse fejl opfylder de to kumulative betingelser, der er fastsat i Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 2, andet afsnit, og som skal være opfyldt, for at en overførsel af en ansøger om international beskyttelse til den medlemsstat, hvor en sådan praksis består, kan forhindres.

58

Ifølge denne bestemmelse kan kun »systemfejl«, som »medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i [chartrets] artikel 4«, gøre en sådan overførsel umulig.

59

Hvad i den foreliggende sag angår den første af disse to betingelser tilkommer det den forelæggende ret at efterprøve, om de fejl, der er konstateret, stadig gør sig gældende i Polen, og om de generelt vedrører asylproceduren og modtagelsesforholdene for ansøgere om international beskyttelse eller i det mindste for visse grupper af ansøgere om international beskyttelse som helhed, såsom gruppen af personer, der søger at opnå international beskyttelse efter at have krydset eller forsøgt at krydse grænsen mellem Polen og Belarus.

60

Såfremt det måtte vise sig, at dette er tilfældet, vil disse fejl kunne kvalificeres som »systemfejl«, henset til Domstolens praksis, der gør det muligt at sidestille fejl, der berører visse grupper af personer, med systemfejl (jf. i denne retning dom af 19.3.2019, Jawo, C-163/17, EU:C:2019:218, præmis 90).

61

I modsat fald må det fastslås, at denne første betingelse, der er fastsat i Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 2, andet afsnit, ikke er opfyldt i det foreliggende tilfælde. Denne bestemmelse vil i dette tilfælde ikke være til hinder for overførslen af ansøgeren til den ansvarlige medlemsstat.

62

For så vidt angår den anden betingelse om, at der skal foreligge en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i chartrets artikel 4 som følge af systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene for ansøgere, tilkommer det den forelæggende ret at bedømme, om systemfejlene medfører en risiko for, at den pågældende person udsættes for en behandling, som er i strid med chartrets artikel 4.

63

Det påhviler i denne henseende den forelæggende ret at undersøge dels, om der er alvorlige grunde til at antage, at sagsøgeren i hovedsagen i tilfælde af overførsel vil løbe en reel risiko for på ny at blive sendt til grænsen mellem Polen og Belarus og dér være genstand for en pushback til Belarus eventuelt efter en frihedsberøvelse ved en grænsepost, dels om sådanne foranstaltninger eller en sådan praksis indebærer, at den pågældende vil lide alvorlige materielle afsavn, der ikke gør det muligt for den pågældende at dække sine mest basale behov, såsom behovet for at brødføde sig, vaske sig og have et sted at bo, og som vil udgøre et indgreb i personens fysiske eller mentale tilstand eller stille personen i en dårlig forfatning, der er i strid med den menneskelige værdighed, idet vedkommende stilles i en situation, der er så alvorlig, at den kan sidestilles med umenneskelig eller nedværdigende behandling (jf. i denne retning dom af 19.3.2019, Jawo, C-163/17, EU:C:2019:218, henholdsvis præmis 85 og 87 samt 91-93).

64

Den situation, der skal tages i betragtning ved denne bedømmelse, er den, som den pågældende ansøger risikerer at befinde sig i ved overførslen eller efter overførslen til den ansvarlige medlemsstat (jf. analogt dom af 19.3.2019, Jawo, C-163/17, EU:C:2019:218, præmis 85, 87 og 88, og af 30.11.2023, Ministero dell’Interno m.fl. (Fælles folder – indirekte refoulement), C-228/21, C-254/21, C-297/21, C-315/21 og C-328/21, EU:C:2023:934, præmis 134 og 135), og ikke den, som den pågældende befandt sig i, da vedkommende oprindeligt indrejste på denne medlemsstats område.

65

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første og det andet spørgsmål besvares med, at Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 2, andet afsnit, skal fortolkes således, at den omstændighed, at den medlemsstat, som er ansvarlig for behandlingen af en tredjelandsstatsborgers ansøgning om international beskyttelse, over for sådanne statsborgere, der søger at indgive en sådan ansøgning ved dens grænse, har foretaget pushbacks og frihedsberøvelser ved dens grænseposter, ikke i sig selv er til hinder for overførslen af denne tredjelandsstatsborger til denne medlemsstat. Overførslen af nævnte tredjelandsstatsborger er imidlertid udelukket, såfremt der foreligger alvorlige grunde til at antage, at vedkommende ved overførslen eller herefter vil løbe en reel risiko for at blive udsat for en sådan praksis, og såfremt denne praksis, ud fra de omstændigheder, som det tilkommer de kompetente myndigheder og den ret, for hvilken der eventuelt er indbragt en klage over afgørelsen om overførsel, at bedømme, kan sætte vedkommende i en situation, hvor denne lider alvorlige materielle afsavn af en så alvorlig karakter, at det kan sidestilles med en umenneskelig eller nedværdigende behandling, som er forbudt i henhold til chartrets artikel 4.

66

Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 2, sammenholdt med chartrets artikel 4, skal fortolkes således, at den medlemsstat, som har anmodet den ansvarlige medlemsstat om tilbagetagelse af en ansøger om international beskyttelse, og som ønsker at overføre denne ansøger til denne sidstnævnte medlemsstat, inden den kan foretage denne overførsel, for det første skal tage alle de oplysninger, som ansøgeren har fremlagt for den, i betragtning, navnlig for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt der eventuelt foreligger en reel risiko for ved overførslen eller herefter at blive underkastet en umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i nævnte artikel 4, for det andet skal samarbejde om fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder og/eller efterprøve rigtigheden heraf og for det tredje i tilfælde af alvorlige og strukturelle tilsidesættelser af tredjelandsstatsborgeres grundlæggende rettigheder i den ansvarlige medlemsstat skal anmode denne om at fremkomme med individuelle garantier for overholdelsen af den pågældende tredjelandsstatsborgers grundlæggende rettigheder i tilfælde af overførsel.

67

Hvad angår den bevisordning, som gør det muligt at bringe Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 2, andet afsnit, i anvendelse, skal der, i mangel af specifikke præciseringer i denne bestemmelse, henvises til de almindelige bestemmelser og denne forordnings opbygning.

68

Det bemærkes i denne henseende, at EU-lovgiver inden for rammerne af nævnte forordning ikke har begrænset sig til at indføre organisatoriske regler, der kun regulerer forbindelserne mellem medlemsstaterne med henblik på afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, men har valgt at knytte ansøgerne om international beskyttelse til denne proces ved at forpligte medlemsstaterne til at oplyse dem om ansvarlighedskriterierne og at give dem mulighed for at fremlægge de oplysninger, der muliggør en korrekt anvendelse af disse kriterier (dom af 7.6.2016, Ghezelbash, C-63/15, EU:C:2016:409, præmis 51).

69

Indledningsvis, og således som generaladvokaten har anført i punkt 46 i forslaget til afgørelse, skal den personlige samtale, som er fastsat i Dublin III-forordningens artikel 5, såvel som en eventuel klage over en afgørelse om overførsel således give ansøgeren om international beskyttelse mulighed for at fremlægge alle de oplysninger, som vedkommende er i besiddelse af.

70

Ifølge Dublin III-forordningens artikel 5, stk. 1 og 3, har den personlige samtale til formål at lette proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig. Denne personlige samtale skal afholdes hurtigt, og under alle omstændigheder inden der træffes afgørelse om overførsel.

71

Det følger dernæst af Dublin III-forordningens artikel 5, stk. 2, at ansøgeren skal have mulighed for »at fremlægge alle [...] oplysninger, der er relevante for en korrekt afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig«.

72

Heraf følger, at ansøgeren skal have mulighed for at fremlægge alle relevante beviselementer og indicier som omhandlet i denne forordnings artikel 22, stk. 2 og 3, der knytter sig til fastlæggelsen af den medlemsstat, der er ansvarlig.

73

Endvidere tager forordningens artikel 21, stk. 3, sigte på de nævnte beviselementer og indicier, men også andre relevante oplysninger fra ansøgerens erklæring, sådan at myndighederne i den anmodede medlemsstat kan kontrollere, om den er ansvarlig efter kriterierne i nævnte forordning.

74

Endelig er det i samme forordnings artikel 22, stk. 4 og 5, præciseret dels, at beviskravet ikke bør gå ud over, hvad der er nødvendigt for en korrekt anvendelse af denne forordning, dels at såfremt der ikke foreligger formelle beviser, accepterer den anmodede medlemsstat, at den er ansvarlig, såfremt indicierne er sammenhængende, kan efterprøves og er tilstrækkeligt detaljerede til at fastslå ansvaret.

75

Det følger nemlig af de forhold, der er anført i nærværende doms præmis 68-74, at EU-lovgiver ikke har fastsat noget krav for så vidt angår karakteren eller vægten af evidens med hensyn til de oplysninger, som ansøgeren kan fremlægge i forbindelse med sin deltagelse i proceduren til fastlæggelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, bl.a. for at fastslå, om der eventuelt foreligger alvorlige grunde til at antage, at den pågældende vil blive udsat for en reel risiko som omhandlet i denne forordnings artikel 3, stk. 2, andet afsnit, i tilfælde af overførsel til den ansvarlige medlemsstat.

76

Følgelig skal samtlige de oplysninger, der er blevet fremlagt af ansøgeren med henblik på at godtgøre, at en risiko for en behandling i strid med chartrets artikel 4 foreligger, tages i betragtning, idet domstolene i den medlemsstat, der skal foretage fastlæggelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, på grundlag af objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajourførte oplysninger og i lyset af den i EU-retten sikrede norm for beskyttelse af de grundlæggende rettigheder skal vurdere realiteten med hensyn til de påberåbte fejl og mangler (jf. i denne retning dom af 19.3.2019, Jawo, C‑163/17, EU:C:2019:218, præmis 90, og af 30.11.2023, Ministero dell’Interno m.fl. (Fælles folder – indirekte refoulement), C-228/21, C-254/21, C-297/21, C-315/21 og C-328/21, EU:C:2023:934, præmis 136).

77

Det bemærkes endvidere, at medlemsstaterne, uafhængigt af hensyntagen til de oplysninger, som ansøgeren fremlægger, har pligt til ikke at overføre en ansøger til den ansvarlige medlemsstat, når de ikke kan være uvidende om, at de systemmæssige fejl og mangler ved asylproceduren og modtagelsesforholdene for asylansøgere i denne medlemsstat giver alvorlige grunde til at antage, at ansøgeren vil blive udsat for en reel risiko for at blive underkastet umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i chartrets artikel 4 (jf. i denne retning dom af 21.12.2011, N.S. m.fl., C-411/10 og C-493/10, EU:C:2011:865, præmis 94, og af 19.3.2019, Jawo, C-163/17, EU:C:2019:218, præmis 85). Det kan således ikke udelukkes, at den medlemsstat, som skal fastlægge, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, kan være foranlediget til på eget initiativ at tage relevante oplysninger, som den har kendskab til, i betragtning for at kunne afgøre, om Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 2, andet afsnit, skal anvendes.

78

Heraf følger, at den medlemsstat, som skal fastlægge, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en tredjelandsstatsborgers ansøgning om international beskyttelse, for det første skal tage hensyn til alle oplysninger, som modtages fra sidstnævnte, bl.a. for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt der eventuelt foreligger en risiko for behandling i strid med chartrets artikel 4 i tilfælde af overførsel af denne tredjelandsstatsborger. Denne førstnævnte medlemsstat skal for det andet samarbejde om fastlæggelsen af de faktiske oplysninger ved at vurdere realiteten med hensyn til denne risiko på grundlag af objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajourførte oplysninger og i lyset af den i EU-retten sikrede norm for beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, i givet fald ved på eget initiativ at tage hensyn til relevante oplysninger, som den ikke kan se bort fra, vedrørende eventuelle systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene for ansøgere om international beskyttelse i den ansvarlige medlemsstat.

79

I det tilfælde, hvor sådanne fejl er godtgjort og udgør alvorlige grunde til at antage, at ansøgeren om international beskyttelse i tilfælde af overførsel vil løbe en reel risiko for en behandling i strid med chartrets artikel 4, skal den medlemsstat, der skal fastlægge, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, i henhold til Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 2, andet afsnit, fortsætte gennemgangen af de kriterier, der er opstillet i denne forordnings kapitel III, for at afgøre, om en anden medlemsstat kan udpeges som ansvarlig.

80

Når dette er sagt, kan den medlemsstat, som ønsker at foretage en overførsel, inden det fastslås, at der foreligger en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling i tilfælde af overførsel til den ansvarlige medlemsstat, søge at opnå individuelle garantier, der er tilstrækkelige til at udelukke denne risiko (jf. i denne retning dom af 16.2.2017, C.K. m.fl., C-578/16 PPU, EU:C:2017:127, præmis 83 og 84).

81

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det tredje spørgsmål besvares med, at Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 2, sammenholdt med chartrets artikel 4, skal fortolkes således, at

82

Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om besvarelsen af det tredje spørgsmål ville blive ændret af den omstændighed – såfremt den måtte anses for godtgjort – at ansøgeren om international beskyttelse ikke kunne, eller ikke effektivt kunne, indbringe sagen for myndighederne og indgive påklage i den ansvarlige medlemsstat.

83

Det bemærkes, at den ved artikel 267 TEUF indførte procedure er et middel til samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter, som giver Domstolen mulighed for at forsyne de nationale retter med de elementer vedrørende fortolkningen af EU-retten, som er nødvendige for, at de kan afgøre den for dem verserende tvist. Inden for rammerne af dette samarbejde tilkommer det den nationale ret, for hvilken hovedsagen er indbragt, som alene har direkte kendskab til de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisten, og som har ansvaret for den afgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen følgelig principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 7.12 2023, mBank (Forbrugererklæring), C-140/22, EU:C:2023:965, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

84

Når dette er sagt, kan Domstolen ikke træffe afgørelse om et præjudicielt spørgsmål, når det klart fremgår, at den af den nationale ret ønskede fortolkning eller vurdering af en EU-bestemmelses gyldighed savner enhver forbindelse med realiteten i den sag, der er indbragt for den, eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en brugbar besvarelse af de stillede spørgsmål (jf. i denne retning dom af 7.9.2022, Cilevičs m.fl., C-391/20, EU:C:2022:638, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

85

I denne sidstnævnte henseende skal nødvendigheden af, at den nationale ret angiver de nøjagtige grunde til, at den har rejst spørgsmål om fortolkningen af fællesskabsretten og har fundet det nødvendigt at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål, fremhæves (dom af 6.12.2005, ABNA m.fl., C-453/03, C-11/04, C-12/04 og C-194/04, EU:C:2005:741, præmis 46, og kendelse af 15.4.2011, Debiasi, C-613/10, EU:C:2011:266, præmis 22).

86

Det må i den foreliggende sag fastslås, at den forelæggende ret ikke med den fornødne klarhed og præcision har redegjort for de vanskeligheder, som sagsøgeren i hovedsagen ville kunne komme til at stå over for i tilfælde af overførsel til den ansvarlige medlemsstat.

87

Den har endvidere heller ikke klart redegjort for de grunde, af hvilke den fastslår en forbindelse mellem vanskeligheder med at iværksætte effektive retsmidler i denne medlemsstat efter overførslen af en ansøger og det bevisniveau, der kræves af denne i forbindelse med proceduren for fastlæggelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af vedkommendes ansøgning, vedrørende de faktiske omstændigheder, som den pågældende ansøger har påberåbt sig til støtte for sit anbringende om, at vedkommende vil løbe en risiko for en behandling i strid med chartrets artikel 4 i tilfælde af overførsel til nævnte medlemsstat på grund af systemfejl eller generelle fejl i asylproceduren eller i modtagelsesforholdene.

88

Det følger heraf, at det fjerde spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling.

89

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret: