—

Brugen af ordet »præparater« i den anfægtede forordning synes at have til formål at forbyde brugen af ingredienser i form af hele planter og naturlige planteekstrakter som fødevarer. Tilsætningsforordningen tillægger ikke Kommissionen beføjelse til at forbyde fødevarer.

—

Kommissionen burde have fulgt den strengere procedure og det retlige kriterium, der er fastsat i direktiv 2002/46/EF.

—

Sagsøgerne har ikke mulighed for at afgøre, om der skal foretages yderligere overvågning af deres produkter i henhold til den anfægtede forordnings artikel 1, stk. 2, idet betydningen af begrebet »præparater« inden for rammerne af tilsætningsforordningen er uklar.

—

Forholdet mellem de to artikler i tilsætningsforordningen er uklar.

—

Under alle omstændigheder tilsidesætter den anfægtede forordning princippet om forbud mod forskelsbehandling, idet sagsøgernes produkter er omfattet heraf, men ikke de mange fødevarer, der også indeholder hydroxyantracenderivater i tilsvarende mængder.

—

Det relevante retlige kriterium gør opførelsen i bilaget til tilsætningsforordningen betinget af, at der identificeres skadelige virkninger for menneskers sundhed.

—

EFSA’s konklusioner indeholder ikke en konstatering af, at der foreligger skadelige virkninger for menneskers sundhed.

—

Kommissionens tilgang er uforholdsmæssig, idet den ikke opfylder det kriterium om »nødvendighed«, der er fastsat i tilsætningsforordningen.

—

Kommissionen tog ikke hensyn til data, der er blevet offentliggjort efter 2017, og som viser, at der ikke er indtrådt skadelige virkninger for menneskers sundhed som følge af indtagelse af de pågældende stoffer.