EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62021TN0244

Sag T-244/21: Sag anlagt den 4. maj 2021 — Luossavaara-Kiirunavaara mod Kommissionen

EUT C 289 af 19.7.2021, p. 37–39 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

19.7.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 289/37


Sag anlagt den 4. maj 2021 — Luossavaara-Kiirunavaara mod Kommissionen

(Sag T-244/21)

(2021/C 289/54)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Luossavaara-Kiirunavaara AB (Luleå, Sverige) (ved advokaterne A. Bryngelsson, F. Sjövall og A. Johansson)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Artikel 1, stk. 3, i Europa-Kommissionens afgørelse af 25. februar 2021 om nationale gennemførelsesforanstaltninger vedrørende midlertidig gratistildeling af drivhusgasemissionskvoter i overensstemmelse med artikel 11, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 (1) annulleres.

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat seks anbringender.

1.

Første anbringende om, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter reglerne om emissionshandelssystemet (ETS), herunder navnlig bilag 1 til Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/331 af 19. december 2018 (2) og artikel 10a, stk. 1, i direktiv 2003/87/EF (3).

Sagsøgeren har anført, at den anfægtede afgørelse, herunder navnlig 13. betragtning til afgørelsen, afgørelsens artikel 1, stk. 3, og bilag III hertil, tilsidesætter artikel 10a, stk. 1, i direktiv 2003/87/EF og bilag 1 til Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/331. Produktbenchmarket for sintret malm, der er fastsat i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/331, skal fortolkes i overensstemmelse med direktiv 2003/87/EF, traktaterne og de generelle EU-retlige principper. I henhold til dette direktiv og retspraksis skal substitutionsprodukter og alternative produktionsmetoder inkluderes i det samme produktbenchmark for at fremme de mest klimavenlige teknologier. Som det fremgår af de fremlagte beviser, er sintrede jernmalmpiller og sintrede jernmalmspartikler hinandens umiddelbare erstatninger. Det gøres gældende, at Kommissionen ved at afslå at inkludere sagsøgerens produktionsanlæg til sintrede piller i benchmarket anvendte direktiv 2003/87/EF og delegeret forordning (EU) 2019/331 forkert og anlagde et åbenbart urigtigt skøn.

2.

Andet anbringende om, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter principperne om ligebehandling og ikke-forskelsbehandling.

Det gøres gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter de nævnte principper, idet den forskelsbehandler selskaber og sektorer på en sådan måde, at visse foretagender begunstiges ubehørigt. Dette vedrører både behandlingen af sintrede partikler i forhold til produktionen af sintrede piller og behandlingen af sagsøgerens pilleproduktion i forhold til andre pilleproduktioner.

3.

Tredje anbringende om, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter EU’s internationale miljøretlige forpligtelser.

Med det tredje anbringende har sagsøgeren anført, at den anfægtede afgørelse er i strid med EU’s udtrykkelige tilsagn afgivet i forbindelse med EU’s nationalt bestemte bidrag i henhold til Parisaftalen fra 2015.

4.

Fjerde anbringende om, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter den kompetente institutions pligt til omhyggeligt og uvildigt at undersøge alle relevante forhold i den enkelte sag.

Den anfægtede afgørelse afspejler en politisk holdning, som Kommissionen har indtaget, og som ifølge sagsøgeren ikke er baseret på en objektiv, dybdegående, teknisk vurdering af de omhandlede produkter og teknikkers substituerbarhed, men som i stedet bygger på angivelser fra en af de berørte parter, nemlig en stålindustrisorganisation, uden at vurdere de tekniske indsigelser, som bl.a. er blevet rejst af sagsøgeren og den svenske miljøstyrelse, og uden at høre en neutral tredjemand.

5.

Femte anbringende om, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter begrundelsespligten i henhold til artikel 296 TEUF.

Den anfægtede afgørelse indeholder ifølge sagsøgeren ikke den mindste form for begrundelse for den tekniske substituerbarhed mellem sintrede piller og sintrede partikler eller for anvendelsen af princippet om ligebehandling, men henviser blot til benchmarket som værende »skræddersyet til« at udelukke (sagsøgerens) produktion af sintrede piller. Som følge heraf er det umuligt for de berørte personer at afgøre, hvilke årsager der ligger til grund for afgørelsen, ud fra selve afgørelsen.

6.

Sjette anbringende om — subsidiært — at erklære delegeret forordning (EU) 2019/331 ugyldig i henhold til artikel 277 TEUF fra datoen for afsigelsen af dommen, for så vidt som denne forordning finder anvendelse på den anfægtede afgørelse.

Med det sjette anbringende, som er fremsat subsidiært i forhold til de ovenfor nævnte anbringender, har sagsøgeren anført, at såfremt delegeret forordning (EU) 2019/331 skal fortolkes således, at den udelukker sagsøgerens sintrede piller (men ikke de sintrede piller fra en navngiven konkurrerende producent (4)), skal denne forordning i sig selv erklæres ugyldig, idet den er i strid med direktiv 2003/87/EC og generelle EU-retlige principper.


(1)  Kommissionens afgørelse (EU) 2021/355 af 25.2.2021 om nationale gennemførelsesforanstaltninger vedrørende midlertidig gratistildeling af drivhusgasemissionskvoter i overensstemmelse med artikel 11, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (EUT 2021, L 68, s. 221).

(2)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/331 af 19.12.2018 om fastlæggelse af midlertidige EU-regler for harmoniseret gratistildeling af emissionskvoter i henhold til artikel 10a i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (EUT 2019, L 59, s. 8).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13.10.2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF (EUT 2003, L 275, s. 32).

(4)  Forklarende note: Navnet på denne producent er blevet udeladt.


Top