–

Nemzeti Útdíjfizetési Szolgáltató Zrt. ved Rechtsanwalt M. Tändler,

–

Europa-Kommissionen ved M. Heller og I. Zaloguin, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 1, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Nemzeti Útdíjfizetési Szolgáltató Zrt., der er et ungarsk aktieselskab med hjemsted i Budapest (Ungarn), og NW, der har bopæl i Tyskland, vedrørende en anmodning om inddrivelse af et gebyr for benyttelse af en betalingspligtig vej.

3

I 10. og 15. betragtning til forordning nr. 1215/2012 anføres:

[...]

4

Forordningens artikel 1, stk. 1, bestemmer:

»Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, uanset rettens art. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender eller statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii).«

5

Nævnte forordnings artikel 4, stk. 1, fastsætter:

»Med forbehold af denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.«

6

Lov nr. I af 1988 om færdsel på vejene (herefter »færdselsloven«) bestemmer i § 33/A, stk. 1, at der skal betales et brugsgebyr for benyttelse af visse veje. I tilfælde af manglende betaling af brugsgebyret opkræves der et tillægsgebyr.

7

Loven bemyndiger den kompetente minister til ved bekendtgørelse at pålægge benyttelsen af visse veje en vejafgift og at fastsætte størrelsen af de brugsgebyrer og tillægsgebyrer, som den registrerede ejer af et køretøj skal betale.

8

Færdselsloven er retsgrundlaget for økonomi- og trafikministerens bekendtgørelse nr. 36/2007 om gebyr for benyttelse af motorveje, motortrafikveje og hovedveje (herefter »bekendtgørelse nr. 36/2007«).

9

I henhold til § 1 i bekendtgørelse nr. 36/2007 finder benyttelsen af betalingspligtige veje sted »inden for rammerne af et privatretligt forhold«.

10

Brugsgebyrets størrelse er fastsat i denne bekendtgørelses § 6. I henhold til § 6, stk. 6, udgør dette gebyr 2975 ungarske forint (HUF) (ca. 10 EUR) for en uge for et køretøj i kategori D 1.

11

I bekendtgørelsens § 7/A, stk. 1, bestemmes det, at der skal betales et tillægsgebyr, hvis et køretøj ved en kontrol ikke har et gyldigt vejafgiftsmærkat. § 6, stk. 7, bestemmer, at dette gebyr opkræves af Nemzeti Útdíjfizetési Szolgáltató.

12

Tillægsgebyrets størrelse er fastsat i § 7/A, stk. 10, sammenholdt med bilag 1, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 36/2007. Ved betaling inden for 60 dage efter modtagelsen af et betalingspåkrav andrager dette gebyr 14875,00 HUF (ca. 50 EUR). Finder betaling ikke sted inden for 60 dage efter modtagelsen af betalingspåkravet, forhøjes nævnte gebyr til 59500,00 HUF (ca. 190 EUR).

13

Sagsøgeren i hovedsagen har bemyndiget Ungarische Autobahn Inkasso GmbH (herefter »UAI«) med hjemsted i Eggenfelden (Tyskland) til at identificere køretøjer og ejere heraf, der er indregistreret i Tyskland og berørt af tillægsgebyret, samt til at inddrive dette gebyr.

14

Efter at ejeren af det pågældende køretøj er identificeret ved hjælp af køretøjets nummerplade, fremsætter UAI ved en første rykkerskrivelse krav om betaling af tillægsgebyret på 14875 HUF tillagt inkassogebyrer. Finder betaling ikke sted efter denne første rykkerskrivelse, forhøjes tillægsgebyret til 59500 HUF.

15

NW er ejer af et køretøj, der er indregistreret i Tyskland. Den 19. december 2019 tilbagelagde han en kort strækning med køretøjet på en betalingspligtig vej i Ungarn, inden han købte det påkrævede vejafgiftsmærkat.

16

Ved rykkerskrivelse af 10. marts 2020 fremsatte UAI krav over for NW om betaling af tillægsgebyret tillige med de påløbne inkassogebyrer. Da NW ikke reagerede herpå, blev der den 13. maj 2020 sendt endnu en skrivelse til denne med henblik på opkrævning af det forhøjede tillægsgebyr samt ekspeditionsgebyrer, udlæg for indhentelse af ejeroplysning, et standardgebyr for udgifter og merværdiafgift.

17

Under hovedsagen har sagsøgeren således fremsat krav over for NW om betaling af et beløb på i alt 260,76 EUR. Sagsøgeren er af den opfattelse, at tvisten bunder i et privatretligt aftaleforhold, og har præciseret, at sagsøgeren er underlagt de almindelige retsregler i forbindelse med inddrivelsen af sin fordring.

18

Den forelæggende ret ønsker en afklaring af rækkevidden af begrebet »det civil- og handelsretlige område« som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 med henblik på at afgøre, om en sag som hovedsagen er omfattet af dette begreb.

19

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at idet brugeren af en betalingspligtig vej ikke havde købt vejafgiftsmærkat, skal tillægsgebyret anses for at udgøre en bøde, der ensidigt pålægges i henhold til en offentligretlig standard, og ikke er begrænset til blot at udgøre en modydelse for en leveret tjenesteydelse som omhandlet i præmis 36 i dom af 9. marts 2017, Pula Parking, C-551/15, EU:C:2017:193. Fastlæggelsen og opkrævningen af dette gebyr, som ifølge den forelæggende ret har karakter af straf, bør derfor kvalificeres som udøvelse af offentlig myndighed og følgelig ikke være omfattet af det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 1215/2012.

20

På denne baggrund har Amtsgericht Lennestadt (byretten i Lennestadt, Tyskland) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 1, stk. 1, i [forordning nr. 1215/2012] fortolkes således, at en retslig procedure, som iværksættes af et statsligt selskab over for en fysisk person med bopæl i en anden medlemsstat med henblik på inddrivelse af et gebyr, der har karakter af straf og er pålagt på grund af uberettiget benyttelse af en betalingspligtig vej, er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde?«

21

I henhold til artikel 99 i Domstolens procesreglement kan Domstolen, såfremt besvarelsen af et spørgsmål klart kan udledes af retspraksis, eller såfremt besvarelsen af det præjudicielle spørgsmål ikke giver anledning til nogen rimelig tvivl, til enhver tid på forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten beslutte at træffe afgørelse ved begrundet kendelse.

22

Denne bestemmelse skal bringes i anvendelse i forbindelse med den foreliggende anmodning om en præjudiciel afgørelse.

23

Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at et søgsmål om inddrivelse af et gebyr for benyttelse af en betalingspligtig vej, som anlægges af et ved lov bemyndiget selskab, er omfattet af begrebet »det civil- og handelsretlige område« som omhandlet i denne bestemmelse.

24

Hvad angår begrebet »det civil- og handelsretlige område« i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 har Domstolen gentagne gange fastslået, at nævnte begreb med henblik på i videst muligt omfang at sikre, at medlemsstaterne og de berørte personer har samme og ensartede rettigheder og forpligtelser i henhold til denne forordning, ikke skal fortolkes som en ren henvisning til en medlemsstats nationale ret. Dette begreb skal anses for et selvstændigt begreb, som skal fortolkes under hensyn dels til målet med og opbygningen af nævnte forordning, dels til de almindelige principper, der kan udledes af de nationale retsordener under ét (dom af 28.2.2019, Gradbeništvo Korana, C-579/17, EU:C:2019:162, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

25

For at fastslå om et søgsmål er omfattet af begrebet »det civil- og handelsretlige område« som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 og følgelig af denne forordnings anvendelsesområde, er det nødvendigt at afgøre, hvilket retsforhold der består mellem parterne i tvisten, og genstanden for denne tvist, eller alternativt at undersøge, på hvilket grundlag og efter hvilke nærmere regler søgsmålet er anlagt (dom af 16.7.2020, Movic m.fl., C-73/19, EU:C:2020:568, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

26

Selv om visse tvister mellem en offentlig myndighed og en privatperson kan henhøre under anvendelsesområdet for forordning nr. 1215/2012, når søgsmålet omhandler handlinger, der er udført jure gestionis, forholder det sig anderledes, når den offentlige myndighed udøver offentligretlige beføjelser (dom af 25.3.2021, Obala i lučice, C-307/19, EU:C:2021:236, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

27

Hvis en af parterne i tvisten udøver offentlig myndighed, fordi denne part udøver beføjelser, som er særligt vidtgående i forhold til de retsregler, der finder anvendelse i forholdet mellem privatpersoner, er en sådan tvist således udelukket fra »det civil- og handelsretlige område« som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 (dom af 3.9.2020, Supreme Site Services m.fl., C-186/19, EU:C:2020:638, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

28

Den omstændighed, at visse aktiviteter har et offentligt formål, er desuden ikke i sig selv tilstrækkelig til at anse disse aktiviteter for at være udført jure imperii, såfremt de ikke er ensbetydende med udøvelse af beføjelser, som er særligt vidtgående i forhold til de retsregler, der finder anvendelse i forholdet mellem privatpersoner (dom af 3.9.2020, Supreme Site Services m.fl., C-186/19, EU:C:2020:638, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).

29

For så vidt angår den foreliggende hovedsags genstand fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at denne vedrører inddrivelse af en fordring i form af et tillægsgebyr for benyttelsen af en betalingspligtig vej. I den nationale lovgivning er der nemlig foreskrevet en forhøjelse af det oprindelige beløb, hvis forpligtelsen til at betale gebyret for at benytte en sådan vej tilsidesættes. Det beløb, der kræves betalt i det foreliggende tilfælde, er denne tillægsafgift tillagt andre omkostninger til at identificere køretøjets ejer og i forbindelse med inddrivelsen. Søgsmålet, som sagsøgeren i hovedsagen har anlagt, vedrører et privatretligt forhold som omhandlet i bekendtgørelse nr. 36/2007.

30

Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, er både størrelsen af det i hovedsagen omhandlede brugsgebyr og størrelsen af tillægsgebyret fastsat i denne bekendtgørelse, og sagsøgeren i hovedsagen råder ikke over nogen skønsbeføjelse med hensyn til, om det er hensigtsmæssigt at anvende disse gebyrer. Selv om tillægsgebyret medfører en betydelig forhøjelse af det oprindeligt skyldige beløb, fremgår det i øvrigt ikke af de oplysninger, som Domstolen råder over, at det udgør en sanktion for nogen form for færdselslovsovertrædelse. Som sagsøgeren har præciseret i sit skriftlige indlæg, adskiller forpligtelsen til at betale brugsgebyret og tillægsgebyret sig nemlig fra den kompetente myndigheds beføjelse til med hjemmel i færdselslovens § 21, stk. 2, at pålægge en bøde, hvis størrelse kan variere fra 10 000-300 000 HUF (ca. 25-830 EUR), når køretøjets ejer tilsidesætter sin forpligtelse til at betale vejgebyrerne.

31

Hvad angår spørgsmålet om, på hvilket grundlag og efter hvilke nærmere regler søgsmålet i hovedsagen er anlagt, skal det bemærkes, at inddrivelsen af tillægsgebyret foretages af sagsøgeren i hovedsagen på grundlag af de almindelige retsregler inden for rammerne af sagen anlagt for den forelæggende ret.

32

Desuden følger det af Domstolens faste praksis, at en sag er omfattet af »det civil- og handelsretlige område« som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012, hvis sagsøgeren ikke giver sig selv beføjelse til at udstede et tvangsfuldbyrdelsesdokument under fravigelse af de almindelige retsregler, men i henhold til national lovgivning blot er bemyndiget til at inddrive tillægsgebyrer tillagt omkostningerne i forbindelse med denne inddrivelse og til at indlede en retslig procedure med henblik herpå (jf. i denne retning dom af 12.9.2013, Sunico m.fl., C-49/12, EU:C:2013:545, præmis 39, af 9.3.2017, Pula Parking, C-551/15, EU:C:2017:193, præmis 37, og af 25.3.2021, Obala i lučice, C-307/19, EU:C:2021:236, præmis 71).

33

Det følger heraf, at hverken det retsforhold, der består mellem parterne i et søgsmål som det i hovedsagen omhandlede, eller grundlaget og de nærmere regler for anlæggelse et sådant søgsmål kan anses for at udgøre holdepunkter for, at der er udøvet offentligretlige beføjelser i EU-rettens forstand, således at et søgsmål af denne art må anses for at være omfattet af begrebet »det civil- og handelsretlige område« som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 og falder ind under denne forordnings anvendelsesområde.

34

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at et søgsmål om inddrivelse af et gebyr for benyttelse af en betalingspligtig vej, som anlægges af et selskab bemyndiget ved lov, i henhold til hvilken det af denne benyttelse affødte retsforhold kvalificeres som privatretligt, er omfattet af begrebet »det civil- og handelsretlige område« som omhandlet i denne bestemmelse.

35

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Sjette Afdeling) for ret:

Artikel 1, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at et søgsmål om inddrivelse af et gebyr for benyttelse af en betalingspligtig vej, som anlægges af et selskab bemyndiget ved lov, i henhold til hvilken det af denne benyttelse affødte retsforhold kvalificeres som privatretligt, er omfattet af begrebet »det civil- og handelsretlige område« som omhandlet i denne bestemmelse.