–

FS ved solicitor S. Kirwan, A. McMahon, BL, og D. Shortall, SC,

–

The Chief Appeals Officer, The Social Welfare Appeals Office, The Minister for Employment Affairs og The Minister for Social Protection ved M. Browne, A. Joyce og J. Quaney, som befuldmægtigede, bistået af barrister K. Binchy, og C. Donnelly, SC,

–

den tjekkiske regering ved J. Pavliš, M. Smolek og J. Vláčil, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved B.-R. Killmann og D. Martin, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 76, stk. 4, og artikel 81 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT 2004, L 166, s. 1, berigtiget i EUT 2004, L 200, s. 1).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem sagsøgeren i hovedsagen, FS, på den ene side, og Chief Appeals Officer (direktøren for klagemyndigheden på området for social beskyttelse, Irland), Social Welfare Appeals Office (klagemyndigheden på området for social beskyttelse, Irland), Minister for Employment Affairs (beskæftigelsesministeren) og Minister for Social Protection (socialministeren), på den anden side, vedrørende afslaget på FS’s begæring om efterbetaling af børnetilskud.

3

Artikel 76, stk. 4 og 5, i forordning nr. 883/2004 med overskriften »Samarbejde« bestemmer følgende:

»4.   Institutionerne og de personer, der er omfattet af denne forordning, har en gensidig forpligtelse til oplysning og samarbejde med henblik på at sikre, at denne forordning anvendes korrekt.

Institutionerne besvarer i overensstemmelse med princippet om god forvaltningsskik alle forespørgsler inden for en rimelig frist og informerer i den forbindelse de berørte personer om oplysninger, der er nødvendige for udøvelsen af deres rettigheder i henhold til denne forordning.

De pågældende underretter hurtigst muligt institutionerne i den kompetente medlemsstat og bopælsmedlemsstaten om enhver ændring i deres personlige forhold eller familiemæssige situation, der har betydning for deres ret til ydelser ifølge forordningen.

5.   Manglende opfyldelse af den i stk. 4, tredje afsnit, nævnte oplysningspligt kan give anledning til foranstaltninger i henhold til den nationale lovgivning, som står i et rimeligt forhold til overtrædelsen. Disse foranstaltninger skal ikke desto mindre svare til dem, der finder anvendelse i lignende situationer, der henhører under national lovgivning, ligesom de ikke i praksis må gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der er tillagt de berørte ved forordningen.«

4

Forordningens artikel 81 med overskriften »Begæringer, erklæringer, klage eller sagsanlæg« bestemmer:

»Begæringer, erklæringer, klager eller sagsanlæg, der i medfør af en medlemsstats lovgivning skal være indgivet til en myndighed, en institution eller en domstol i den pågældende medlemsstat inden en bestemt frist, anses for rettidigt indgivet, såfremt de inden for samme frist er indgivet til en tilsvarende myndighed, institution eller domstol i en anden medlemsstat. I så fald fremsender den myndighed, institution eller domstol, der har modtaget nævnte begæringer, erklæringer, klage eller sagsanlæg, dem straks, enten direkte eller gennem de kompetente myndigheder i de pågældende medlemsstater, til den kompetente myndighed, institution eller domstol i den førstnævnte medlemsstat. Datoen for indgivelse af disse begæringer, erklæringer, klage eller sagsanlæg til en myndighed, institution eller domstol i den sidstnævnte medlemsstat anses for at være datoen for deres indgivelse til den kompetente myndighed, institution eller domstol, der skal behandle dem.«

5

Section 220 i Social Welfare Consolidation Act 2005 (konsolideret lov af 2005 om social beskyttelse) af 27. november 2005 i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »2005-loven«), bestemmer, at den person, som et forsørgelsesberettiget barn normalt bor hos, har ret til børnetilskud for dette barn og benævnes »ydelsesberettiget person«.

6

Denne lovs section 241, stk. 1, bestemmer, at retten til ydelser er betinget af, at der indgives en begæring på den foreskrevne måde.

7

I henhold til section 182, litra k), i Social Welfare (Consolidated Claims, Payment and Control) Regulations 2007 (S.I. nr. 142 af 2007) – Prescribed time for making claim (regulations fra 2007 om kodificerede bestemmelser vedrørende begæringer, betalinger og kontrol på området for social beskyttelse (afledt retsakt nr. 142 af 2007) – forældelse af fristen for indgivelse af begæringer) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, er den foreskrevne frist for så vidt angår begæringer om børnetilskud 12 måneder fra det tidspunkt, hvor den berørte opfylder de betingelser for at være bidragsberettiget, der er fastsat i section 220, og bliver en kvalificeret person.

8

Section 241, stk. 4, i 2005-loven præciserer i det væsentlige, at personer, der ikke har indgivet en begæring om børnetilskud inden for den foreskrevne frist, fortaber retten til efterbetaling af ydelser, der er skyldige før datoen for begæringens indgivelse, medmindre den ansatte, der skal behandle den oprindelige begæring eller en klage vedrørende denne begæring, konstaterer, at den forsinkede indgivelse af begæringen er berettiget. I sidstnævnte tilfælde skal børnetilskuddene betales fra den første dag i den måned, der følger efter den måned, i hvilken den begærende er blevet en ydelsesberettiget person som omhandlet i denne lovs section 220.

9

Section 301 i 2005-loven bestemmer bl.a., at en ansat, der skal behandle den oprindelige begæring, til enhver tid kan ændre en afgørelse truffet af en anden kompetent ansat, når der efter denne afgørelse sker en relevant ændring i omstændighederne.

10

Sagsøgeren i hovedsagen, der er rumænsk statsborger, indgik ægteskab i 2012 i Rumænien, hvor hun fødte et barn i december 2015.

11

Hun indgav en begæring om tildeling af børnetilskud i denne medlemsstat, som blev tildelt hende fra december 2015 eller januar 2016.

12

I oktober 2016 flyttede ægtefællen til sagsøgeren i hovedsagen til Irland for at arbejde dér som ansat i en sundhedsinstitution. Han indgav ikke nogen begæring om tildeling af børnetilskud i denne medlemsstat. Da sagsøgeren i hovedsagen og deres barn i slutningen af 2016 sluttede sig til ham i Irland, indgav hun heller ikke nogen begæring herom i denne medlemsstat, men fortsatte med at modtage de rumænske børnetilskud.

13

Den 10. januar 2018 indgav sagsøgeren i hovedsagen en begæring til de kompetente irske myndigheder med henblik på at blive tildelt irske børnetilskud.

14

Denne begæring blev i henhold til irsk sociallovgivning anset for at være blevet indgivet for sent, eftersom den var blevet indgivet mere end 12 måneder efter det tidspunkt, hvor sagsøgeren i hovedsagen eller hendes ægtefælle var flyttet til Irland. Ifølge denne lovgivning kan en sådan begæring kun give anledning til efterbetaling af børnetilskud, hvis den begærende anfører en begrundelse for, at begæringen er indgivet for sent. Ifølge fast praksis udgør en begærendes manglende viden om retten til at begære børnetilskud imidlertid ikke en sådan begrundelse.

15

Da sagsøgeren i hovedsagen i det foreliggende tilfælde ikke havde anført nogen begrundelse, var de kompetente irske myndigheder i det foreliggende tilfælde af den opfattelse, at hun ikke specifikt havde begæret efterbetaling, og at hun derfor ikke skulle tildeles en sådan.

16

Den begæring om børnetilskud, som sagsøgeren i hovedsagen indgav til disse myndigheder, blev således imødekommet af disse myndigheder i februar 2018, og udbetalingen af de rumænske børnetilskud ophørte næsten samtidigt.

17

Den 13. august 2018 anmodede sagsøgeren i hovedsagen om en fornyet prøvelse af de nævnte myndigheders afgørelse på grundlag af section 301 i 2005-loven, idet hun gjorde gældende, at der burde have været truffet bestemmelse om efterbetaling i hendes tilfælde. Denne anmodning om fornyet prøvelse blev afslået den 22. august 2018.

18

Efter at sagsøgeren i hovedsagen den 12. februar 2019 havde fået afslag på den klage, som hun den 29. august 2018 havde indgivet til klagemyndigheden på området for social beskyttelse, anlagde hun den 10. maj 2019 sag ved den forelæggende ret til prøvelse af denne afgørelse om afslag.

19

Den forelæggende ret har først – uden dog at tilslutte sig denne tilgang – anført, at ifølge sagsøgeren i hovedsagen udgjorde den omstændighed, at hun var berettiget til rumænske familieydelser, en begæring som omhandlet i artikel 81 i forordning nr. 883/2004 med den begrundelse, at den »aktive« begæring i Rumænien burde have været anset for at være en begæring om tildeling af irske børnetilskud i henhold til denne artikel 81 fra det tidspunkt, hvor Irland blev den kompetente medlemsstat.

20

Dernæst ønsker den forelæggende ret oplyst, om artikel 76 i forordning nr. 883/2004 finder anvendelse på den tvist, som er indbragt for den, da sagsøgeren i hovedsagen har gjort gældende, at en manglende overholdelse af den forpligtelse, der er fastsat i denne artikel, ikke fører til, at denne forordnings artikel 81 ikke finder anvendelse. Forpligtelsen til at behandle en begæring er uafhængig af denne forpligtelse, eftersom Domstolen har fastslået, at manglende opfyldelse af oplysningspligten ikke nødvendigvis ville være til hinder for den kontinuerlige dækning under den sociale sikring.

21

Endelig er den forelæggende ret af den opfattelse, at der – for så vidt som sagsøgeren i hovedsagen har tilsidesat sin forpligtelse til at give meddelelse om de relevante ændringer i hendes situation – skal anvendes forholdsmæssige foranstaltninger i henhold til den nationale lovgivning, som ikke i praksis gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der er tillagt de berørte ved den nævnte forordning.

22

Under disse omstændigheder har High Court (ret i første instans, Irland) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

23

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 81 i forordning nr. 883/2004 skal fortolkes således, at begrebet »begæring« som omhandlet i denne artikel udelukkende omfatter en oprindelig begæring, der er indgivet i henhold til en medlemsstats lovgivning af en person, som efterfølgende har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed, eller om det ligeledes omfatter en »løbende« begæring, der indgives i forbindelse med denne medlemsstats kompetente myndigheders periodiske udbetaling af en ydelse, som på tidspunktet for denne udbetaling normalt skal betales af en anden medlemsstat.

24

Hvad angår fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse skal der ifølge Domstolens faste praksis ikke blot tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og de mål, der forfølges med den lovgivning, som den er en del af, ligesom denne bestemmelses tilblivelse ligeledes kan give relevante oplysninger med henblik på dens fortolkning (jf. i denne retning dom af 8.5.2019, Inspecteur van de Belastingdienst,C-631/17, EU:C:2019:381, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

25

I det foreliggende tilfælde har Domstolen allerede for så vidt angår artikel 83 i Rådets forordning nr. 4 af 3. december 1958 om gennemførelse og supplering af forordning nr. 3 om social sikring af vandrende arbejdstagere (EFT 1958, 30, s. 597), hvis indhold i det væsentlige svarer til indholdet af artikel 81 i forordning nr. 883/2004, fastslået, at det fremgår af ordlyden af denne artikel 83, at den vedrører indgivelse af begæringer indgivet af vandrende arbejdstagere (jf. i denne retning dom af 10.6.1982, Camera,92/81, EU:C:1982:219, præmis 7).

26

Artikel 81 i forordning nr. 883/2004 har nemlig til formål at lette vandrende arbejdstageres frie bevægelighed ved ud fra et administrativt synspunkt at forenkle deres skridt, idet de administrative procedurer i de enkelte medlemsstater er meget komplekse, og at undgå, at de berørte fratages deres rettigheder på grund af rene formaliteter. I medfør af denne artikel har indgivelsen af en begæring til en myndighed, en institution eller en domstol i en medlemsstat, som er en anden medlemsstat end den, som skal præstere ydelsen, samme virkning, som hvis begæringen var blevet indgivet direkte til sidstnævnte stats kompetente myndighed (jf. i denne retning for så vidt angår artikel 83 i forordning nr. 4 dom af 10.6.1982, Camera,92/81, EU:C:1982:219, præmis 7, og for så vidt angår artikel 86 i forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14.6.1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (EFT 1971, L 149, s. 2), dom af 27.5.1982, Aubin,227/81, EU:C:1982:209, præmis 23).

27

Det følger heraf, at artikel 81 i forordning nr. 883/2004 skal finde anvendelse, når en begæring om tildeling af børnetilskud indgives af en vandrende arbejdstager til myndighederne i en medlemsstat, som ikke har kompetence til at træffe afgørelse herom i medfør af de lovvalgsregler, der er fastsat i denne forordning.

28

Når en begæring om tildeling af børnetilskud derimod alene indgives til myndighederne i en medlemsstat i medfør af dennes nationale lovgivning, og modtagerens situation begrænser sig til denne medlemsstats område, er denne begæring ikke omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 883/2004 og kan derfor ikke anses for at udgøre en »begæring« som omhandlet i denne forordnings artikel 81.

29

I det foreliggende tilfælde må det konstateres, at sagsøgeren i hovedsagens familiemæssige situation på tidspunktet for indgivelsen af den oprindelige begæring om børnetilskud i Rumænien ikke frembød nogen tilknytning til udlandet, og at de rumænske myndigheder var enekompetente til at behandle denne begæring.

30

Det var først fra det tidspunkt, hvor sagsøgeren i hovedsagen flyttede sin bopæl til Irland, at hun var omfattet af det personelle anvendelsesområde for forordning nr. 883/2004, og at lovvalgsreglerne i denne forordning følgelig fandt anvendelse på hende.

31

Det er imidlertid udelukket, at det forhold, at en berørt person, som ikke har taget nogen administrative skridt, fortsat modtager en periodisk ydelse fra myndighederne i en medlemsstat, kan sidestilles med en »begæring« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 81 i forordning nr. 883/2004.

32

En sådan fortolkning ville nemlig ikke være i overensstemmelse med formålet med artikel 81 i forordning nr. 883/2004, der, således som det fremgår af denne doms præmis 26, netop består i at forenkle de berørtes administrative skridt, henset til kompleksiteten af de procedurer, der findes i de forskellige medlemsstater.

33

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at den ordning for fremsendelse af begæringer, erklæringer, klager eller sagsanlæg, der er indført ved artikel 81 i forordning nr. 883/2004, hvorefter de myndigheder i en medlemsstat, der ikke har kompetence i henhold til de lovvalgsregler, der er fastsat i denne forordning, straks fremsender de begæringer, erklæringer, klager eller sagsanlæg, som forelægges dem, til myndighederne i den kompetente medlemsstat, er betinget af, at institutionerne og de berørte personer overholder den gensidige forpligtelse til oplysning og samarbejde, der påhviler dem.

34

Det fremgår navnlig af artikel 76, stk. 4, i forordning nr. 883/2004, at selv om myndighederne er forpligtede til at besvare alle forespørgsler inden for en rimelig frist og informere de berørte personer om oplysninger, der er nødvendige for udøvelsen af deres rettigheder i henhold til denne forordning, er disse personer for deres vedkommende forpligtet til hurtigst muligt at underrette institutionerne i den kompetente medlemsstat og bopælsmedlemsstaten om enhver ændring i deres personlige forhold eller familiemæssige situation, der har betydning for deres ret til ydelser ifølge den nævnte forordning.

35

I øvrigt ville en fortolkning af begrebet »begæring«, som ikke tager hensyn til den berørte persons administrative skridt, gøre det umuligt for de myndigheder, der skal behandle sagen, at opfylde de forpligtelser, der følger af såvel artikel 76 som af artikel 81 i forordning nr. 883/2004, eftersom de hverken ville kunne afgøre, hvornår de pågældende begæringer, erklæringer, klager eller sagsanlæg skulle fremsendes, eller hvilke myndigheder disse skulle fremsendes til.

36

Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 81 i forordning nr. 883/2004 skal fortolkes således, at begrebet »begæring« som omhandlet i denne artikel udelukkende omfatter en begæring, der er indgivet af en person, som har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed, til myndighederne i en medlemsstat, som ikke har kompetence i medfør af de lovvalgsregler, der er fastsat i denne forordning. Dette begreb omfatter således hverken en oprindelig begæring, der er indgivet i henhold til en medlemsstats lovgivning af en person, der endnu ikke har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed, eller en periodisk udbetaling fra myndighederne i denne medlemsstat af en ydelse, som på tidspunktet for denne udbetaling normalt skal betales af en anden medlemsstat.

37

Under hensyn til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål.

38

Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om EU-retten, nærmere bestemt effektivitetsprincippet, er til hinder for anvendelsen af en national lovgivning, hvorefter tilbagevirkende gyldighed af en begæring om børnetilskud er underlagt en forældelsesfrist på 12 måneder.

39

Det bemærkes i denne henseende, at EU-retten ikke begrænser medlemsstaternes kompetence til selv at udforme deres sociale sikringsordninger, og at det tilkommer hver medlemsstat i lovgivningen at fastsætte betingelserne for tildeling af sociale sikringsydelser, størrelsen af disse ydelser og den periode, hvori de kan oppebæres samt fristerne til at indgive begæringer med henblik på at få tildelt disse ydelser (jf. i denne retning dom af 18.11.2010, Xhymshiti,C-247/09, EU:C:2010:698, præmis 43). Disse betingelser skal ikke desto mindre overholde EU-retten og kan ikke have til virkning at udelukke de personer, hvorpå en national lovgivning i henhold til forordning nr. 883/2004 finder anvendelse, fra anvendelsesområdet for samme lovgivning (jf. i denne retning dom af 4.6.2015, Fischer-Lintjens,C-543/13, EU:C:2015:359, præmis 49).

40

I det foreliggende tilfælde bemærkes, at den forældelsesfrist, der er fastsat i irsk lovgivning, ikke medfører, at de berørte udelukkes fra at modtage børnetilskud, men alene begrænser deres ret til efterbetaling, når de ikke indgiver begæringen herom inden for en frist på 12 måneder fra den dato, hvor betingelserne for tildeling af disse ydelser er opfyldt.

41

Det er således ikke udelukket, at sagsøgeren i hovedsagen, såfremt hun over for de rumænske myndigheder eller de irske myndigheder havde anmeldt sin flytning af bopæl hurtigst muligt, kunne have modtaget efterbetaling af de irske børnetilskud.

42

Som det fremgår af denne doms præmis 34, skal enhver person, der modtager en social ydelse, nemlig i henhold til artikel 76, stk. 4, tredje afsnit, i forordning nr. 883/2004 hurtigst muligt underrette institutionerne i den kompetente medlemsstat og bopælsmedlemsstatens institutioner om enhver ændring i vedkommendes personlige eller familiemæssige situation, der kan have betydning for dennes ret til de ydelser, som er fastsat i denne forordning.

43

I denne henseende har Domstolen allerede udtalt, at den manglende opfyldelse af den i denne bestemmelse fastsatte oplysningspligt i overensstemmelse med denne forordnings artikel 76, stk. 5, kun kan give anledning til foranstaltninger i henhold til den nationale lovgivning, som står i et rimeligt forhold til overtrædelsen, og som dels skal svare til dem, som finder anvendelse i lignende situationer, der henhører under national lovgivning (ækvivalensprincippet), dels i praksis ikke må gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, som er tillagt de berørte ved denne forordning (effektivitetsprincippet) (jf. i denne retning dom af 4.6.2015, Fischer-Lintjens,C-543/13, EU:C:2015:359, præmis 57).

44

Som den forelæggende ret har fremhævet, skal Domstolen, eftersom sagsøgeren i hovedsagen ikke har påberåbt sig en tilsidesættelse af ækvivalensprincippet, ikke undersøge dette i forbindelse med den foreliggende sag.

45

Hvad angår effektivitetsprincippet fremgår det af fast retspraksis, at fastsættelsen af rimelige, præklusive søgsmålsfrister i princippet opfylder kravet om effektivitet, for så vidt som det er udtryk for det grundlæggende retssikkerhedsprincip, som både beskytter den berørte og den pågældende myndighed. Sådanne frister kan nemlig ikke antages at gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt i praksis at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten (jf. i denne retning dom af 15.4.2010, Barth,C-542/08, EU:C:2010:193, præmis 28, og af 8.7.2010, Bulicke,C-246/09, EU:C:2010:418, præmis 36).

46

Domstolen har desuden udtalt, at en national bestemmelse, der begrænser den tilbagevirkende gyldighed af begæringer om børnetilskud til seks måneder, ikke gør det umuligt at udøve de rettigheder, der er tillagt vandrende arbejdstager ved EU-retten (jf. i denne retning dom af 23.11.1995, Alonso-Pérez,C-394/93, EU:C:1995:400, præmis 30 og 32), ligesom den har anerkendt, at fastsættelsen af en national præklusiv frist på tre år ikke er urimelig (jf. i den retning dom af 15.4.2010, Barth,C-542/08, EU:C:2010:193, præmis 28).

47

Det følger heraf, at en forældelsesfrist på 12 måneder ikke i sig selv synes at gøre det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til forordning nr. 883/2004.

48

Henset til ovenstående betragtninger skal det tredje spørgsmål besvares med, at EU-retten, nærmere bestemt effektivitetsprincippet, ikke er til hinder for anvendelsen af en national lovgivning, som underlægger tilbagevirkende gyldighed af en begæring om børnetilskud en forældelsesfrist på 12 måneder, idet denne frist ikke gør det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt for de berørte vandrende arbejdstagere at udøve de rettigheder, der tillægges ved forordning nr. 883/2004.

49

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret: