1.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 27, stk. 3, og artikel 29 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne ( 2 ).

2.

Denne anmodning er blevet fremsat i forbindelse med tvister mellem E.N., S.S. og J.Y., der er ansøgere om international beskyttelse, og Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (statssekretær for sikkerheds- og justitsspørgsmål, Nederlandene, herefter »statssekretæren«) angående sidstnævntes afgørelser om at overføre de pågældende til andre medlemsstater uden at behandle deres ansøgninger om international beskyttelse. De kompetente førsteinstansretter annullerede disse afgørelser. Statssekretæren iværksatte appel og nedlagde bl.a. påstand om, at fristen for overførsel af ansøgere om international beskyttelse som en foreløbig forholdsregel udsættes, hvilket blev imødekommet.

3.

Den forelæggende sag giver Domstolen lejlighed til at præcisere de nærmere regler for beregning af den frist, som den anmodende medlemsstat har til at overføre ansøgeren om international beskyttelse til den ansvarlige medlemsstat.

4.

Den foreliggende sag hænger sammen med den verserende sag Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Frist for overførsel – Menneskehandel) (C-338/21), i hvilken spørgsmålet om, hvorvidt fristen for overførsel i Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 1 (herefter »fristen for overførsel«), udsættes, når den pågældende samtidig med sin ansøgning om international beskyttelse har foretaget en indbringelse af afgørelsen om afslag på udstedelse af en tidsbegrænset opholdstilladelse som omhandlet i artikel 8 i direktiv 2004/81 ( 3 ), behandles.

5.

Til trods for, at Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Nederlandene) i disse to sager ønsker oplyst, hvilke konsekvenser en udsættelse af gennemførelsen af afgørelsen om overførsel har for beregningen af selve fristen for overførsel, er de specifikke spørgsmål, som den har forelagt, forskellige. Derfor er disse sager genstand for to særskilte forslag til afgørelse, der fremsættes samme dag.

6.

I dette forslag til afgørelse vil jeg, når jeg har foretaget min bedømmelse, foreslå Domstolen, at den fastslår, at Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 3, og artikel 29 skal fortolkes således, at når medlemsstaten har valgt at anvende forordningens artikel 27, stk. 3, litra c), og når ansøgeren om international beskyttelse ikke har anmodet om en udsættelse af gennemførelsen af afgørelsen om overførsel i henhold til denne bestemmelse, er det ikke muligt for appeldomstolen – under behandlingen af sagen og på anmodning fra medlemsstatens kompetente myndighed – at anordne en foreløbig forholdsregel, der bevirker, at fristen for overførsel udsættes.

7.

I Dublin III-forordningens artikel 1 fastsættes kriterierne og procedurerne til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne. Følgende fremgår i denne forbindelse af 4., 5. og 19. betragtning til denne forordning:

[…]

8.

Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 3 og 4, bestemmer:

»3.   Med henblik på tilfælde, hvor afgørelser om overførsel påklages eller indbringes, skal det i medlemsstaternes nationale lovgivning fastsættes, at:

4.   Medlemsstaterne kan fastsætte, at de kompetente myndigheder på eget initiativ kan beslutte at udsætte gennemførelsen af afgørelsen om overførsel, indtil resultatet af klagen eller indbringelsen foreligger.«

9.

Forordningens artikel 29, stk. 1, første afsnit, og artikel 29, stk. 2, er affattet således:

»1.   Overførslen af ansøgeren […] fra den anmodende medlemsstat til den ansvarlige medlemsstat sker i overensstemmelse med den anmodende medlemsstats nationale ret efter samråd mellem de berørte medlemsstater, så snart det er praktisk muligt og senest seks måneder efter, at anmodningen fra en anden medlemsstat om overtagelse eller tilbagetagelse af den pågældende er accepteret, eller efter, at der er truffet endelig afgørelse om en klage eller indbringelse, hvor dette tillægges opsættende virkning i overensstemmelse med artikel 27, stk. 3.

[…]

2.   Finder overførslen ikke sted inden for fristen på seks måneder, fritages den ansvarlige medlemsstat for sine forpligtelser til at overtage eller tilbagetage den pågældende, og ansvaret overføres så til den anmodende medlemsstat. Denne tidsfrist kan forlænges til højst et år, hvis overførslen ikke kunne gennemføres på grund af fængsling af den pågældende, eller til højst 18 måneder, hvis den pågældende forsvinder.«

10.

Artikel 8:81 i Algemene wet bestuursrecht (den almindelige forvaltningslov) ( 4 ) af 4. juni 1992 bestemmer:

»Hvis der er anlagt sag til prøvelse af en afgørelse ved en forvaltningsdomstol, eller hvis der, inden der eventuelt er anlagt sag ved forvaltningsdomstolen, er foretaget en indbringelse […], kan dommeren i sager om foreløbige foranstaltninger ved den forvaltningsdomstol, der er eller kan blive kompetent i hovedsagen, iværksætte foreløbige foranstaltninger, såfremt det er påkrævet af hensyn til de interesser, der står på spil.«

11.

Følgende fremgår af denne lovs artikel 8:108, stk. 1:

»Såfremt andet ikke fremgår af dette afsnit, finder afsnit 8.1-8.3 anvendelse mutatis mutandis på appelsager […]«

12.

E.N., S.S. og J.Y. indgav ansøgning om international beskyttelse i Nederlandene henholdsvis den 12. juli og den 7. oktober 2019 samt den 22. november 2020. Statssekretæren anmodede andre medlemsstaters myndigheder om at overtage eller tilbagetage dem. Den 27. oktober og den 20. november 2019 samt den 19. januar 2021 accepterede disse myndigheder direkte eller indirekte disse anmodninger om overtagelse eller tilbagetagelse.

13.

Statssekretæren afslog den 9. januar og den 8. februar 2020 samt den 16. februar 2021 at behandle ansøgningerne om international beskyttelse med den begrundelse, at myndighederne i andre medlemsstater var ansvarlige for behandlingen af ansøgningen, og at E.N., S.S. og J.Y. skulle overføres til disse myndigheder. E.N., S.S. og J.Y. anlagde annullationssøgsmål til prøvelse af disse afgørelser. Det fremgår af de berørte parters udtalelser i retsmødet, at de ikke har anmodet om en udsættelse af gennemførelsen af disse afgørelser, indtil der foreligger en afgørelse af deres påklage ( 5 ).

14.

Retterne i første instans annullerede henholdsvis den 25. februar og den 16. september 2020 ( 6 ) samt den 1. april 2021 afgørelserne om afslag på behandling af ansøgningerne om international beskyttelse samt afgørelserne om overførsel og pålagde statssekretæren at træffe nye afgørelser angående ansøgningerne om international beskyttelse indgivet af E.N., S.S. og J.Y.

15.

Statssekretæren iværksatte appel til prøvelse af disse domme ved Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager). Statssekretæren anmodede om foreløbige foranstaltninger i forbindelse med disse appeller, med påstand om, dels at denne myndighed ikke skal træffe en ny afgørelse om ansøgningerne om international beskyttelse, før der er taget stilling til appellen, dels at fristen for overførsel blev udsat. Den forelæggende ret imødekom disse anmodninger henholdsvis den 17. marts og den 16. november 2020 samt den 28. maj 2021.

16.

Den forelæggende ret har præciseret, at den skal fastslå, at fristen for overførsel er udløbet, og at Nederlandene dermed er blevet ansvarlig for behandlingen af de ansøgninger om international beskyttelse, som E.N., S.S. og J.Y. har indgivet, hvis Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, og artikel 29, stk. 1, må anses for at være til hinder for, at en anmodning fra statssekretæren i appelsagen om, at en anmodning om foreløbige foranstaltninger med det formål at udsætte fristen for overførsel, tages til følge.

17.

Den forelæggende ret har fremhævet, at Nederlandene har valgt at gennemføre Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 3, litra c), i henhold til hvilken den pågældende inden for en rimelig frist kan anmode en domstol om at udsætte gennemførelsen af afgørelsen om overførsel, indtil der foreligger et resultat af vedkommendes klage eller indbringelse.

18.

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at en løsning, hvorefter Dublin III-forordningens artikel 27 og 29 er til hinder for, at en anmodning fra statssekretæren om foreløbige foranstaltninger med det formål at udsætte fristen for overførsel, efterkommes under appelsagen, kan begrundes dels med definitionen af begrebet »den pågældende« som anført i forordningens artikel 27, stk. 3, litra c), dels med målet om en hurtig bestemmelse af den medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse.

19.

Den har dog anført oplysninger, der gør det muligt at konkludere, at nævnte forordning ikke er til hinder for, at en anmodning fra statssekretæren om foreløbige foranstaltninger med henblik på udsættelse af fristen for overførsel efterkommes under appelsagen.

20.

For det første har den forelæggende ret af dom af 26. september 2018, Staatssecretaris van Veiligheid en justitie (Opsættende virkning af appelsager) ( 7 ), udledt, at såfremt et direktiv fastsætter en forpligtelse til at sikre, at der er tale om effektive retsmidler i første instans, er denne forpligtelse ikke til hinder for en procedure enten i anden instans eller i en appelinstans.

21.

For det andet har den forelæggende ret påpeget, at selv om et af Dublin III-forordningens mål er hurtigt at fastsætte den medlemsstat, der er ansvarlig for ansøgningen om international beskyttelse, bør det sikres, at der findes effektive retsmidler til prøvelse af afgørelser om overførsel til den ansvarlige medlemsstat. Den pågældende kan dermed prioritere en supplerende retsbeskyttelse frem for en hurtig bestemmelse af den ansvarlige medlemsstat.

22.

Ifølge denne ret har en sådan fortolkning til formål at undgå to uønskede situationer, nemlig dels at den pågældende overføres til den ansvarlige medlemsstat, mens klagen behandles, for derefter at blive tilbagesendt til den anmodende medlemsstat, hvis klagen tages til følge, dels at den pågældende ikke kan overføres til den ansvarlige medlemsstat, og at fristen for overførsel udløber under appelsagen, således at ansøgningen om international beskyttelse skal behandles af den anmodende medlemsstat, selv om den pågældende ikke gives medhold.

23.

For det tredje er denne ret af den opfattelse, at statssekretæren også under appelsagen har mulighed for at anmode om en udsættelse af overførslen. Den modsatte løsning ville risikere at fratage statssekretæren enhver konkret mulighed for at iværksætte appel, for så vidt som fristen for overførsel ikke altid vil være tilstrækkelig til, at den ret, som sagen er indbragt for, kan nå at træffe afgørelse.

24.

Under disse omstændigheder har Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal [Dublin III-forordningens] artikel 27, stk. 3, og artikel 29 […] fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at appelinstansen, når afgørelser i sager som de her omhandlede efter medlemsstatens retssystem kan appelleres, under sagens behandling på begæring af medlemsstatens kompetente myndighed træffer en foreløbig foranstaltning om udsættelse af fristen for overførsel?«

25.

E.N., S.S. og J.Y., den nederlandske og den tyske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.

26.

I det fælles retsmøde med sag C-338/21, der blev afholdt den 14. juli 2022, blev E.N., S.S. og J.Y., den nederlandske regering og Kommissionen hørt, og de blev navnlig anmodet om mundtligt at besvare spørgsmål fra Domstolen.

27.

Med sit præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 3, og artikel 29, stk. 1, skal fortolkes således, at de er til hinder for en national praksis, i henhold til hvilken en appeldomstol – når en medlemsstats retssystem indeholder bestemmelser om andeninstansprøvelse i forbindelse med påklage af afgørelser om overførsel eller indbringelser af disse afgørelser, som omhandlet i nævnte artikel 27, stk. 3 – under behandlingen af sagen og på medlemsstatens kompetente myndigheds anmodning kan anordne en foreløbig foranstaltning, der bevirker, at fristen for overførsel udsættes.

28.

Med henblik på en besvarelse af den forelæggende rets spørgsmål skal det først og fremmest påpeges, at Dublin III-forordningen ikke som sådan indeholder bestemmelser om muligheden for, at den nationale ret kan udsætte den frist på seks måneder, som den anmodende medlemsstat har til at foretage overførslen af ansøgeren om international beskyttelse til den ansvarlige medlemsstat.

29.

Forordningens artikel 27, stk. 3, fastsætter derimod mulighed for, at en national ret kan udsætte gennemførelsen af afgørelsen om overførsel enten automatisk ( 8 ) eller på anmodning fra den pågældende ( 9 ). Det er denne udsættelse, der får konsekvenser for beregningen af fristen for overførsel.

30.

I henhold til nævnte forordnings artikel 29, stk. 1, begynder fristen for overførsel således principielt at løbe fra tidspunktet for en anden medlemsstats accept af anmodningen om overtagelse eller tilbagetagelse af den pågældende. Når den pågældende påklager eller indbringer en afgørelse om overførsel, begynder denne frist imidlertid at løbe fra tidspunktet for den endelige afgørelse om denne klage eller indbringelse, når den opsættende virkning er blevet indrømmet i henhold til denne forordnings artikel 27, stk. 3.

31.

Denne sidstnævnte bestemmelse opstiller tre nærmere regler, der gør det muligt at udsætte gennemførelsen af afgørelsen om overførsel. Medlemsstaterne skal fastsætte enten, for det første, at en klage over denne afgørelse giver den pågældende ret til at forblive i den medlemsstat, der har vedtaget nævnte afgørelse, indtil resultatet af klagen foreligger ( 10 ), hvilket bevirker, at overførslen ikke kan gennemføres, eller, for det andet, at overførslen, efter at der er indgivet en klage over afgørelsen om overførsel, automatisk suspenderes i en rimelig periode, i løbet af hvilken en domstol eller et domstolslignende organ træffer en afgørelse om at tillægge denne klage opsættende virkning ( 11 ), eller, for det tredje, at den pågældende har lejlighed til at indgive en klage med henblik på at opnå udsættelse af gennemførelsen af afgørelsen om overførsel, indtil der foreligger et resultat af vedkommendes klage ( 12 ). Det følger af forholdet mellem Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 3, og artikel 29, stk. 1, at det først er, når udsættelsen af gennemførelsen af afgørelsen om overførsel er blevet indrømmet i henhold til en af de tre bestemmelser i forordningens artikel 27, stk. 3, at starttidspunktet for fristen for overførsel kan udsættes i henhold til forordningens artikel 29, stk. 1.

32.

Det skal imidlertid påpeges, dels at Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 3, ikke bestemmer, at den anmodende medlemsstats kompetente myndighed kan anmode om udsættelse af gennemførelsen af afgørelsen om overførsel, dels at Nederlandene blandt de tre alternative bestemmelser om en sådan udsættelse, der er fastsat i denne bestemmelse, har valgt bestemmelsen om, at ansøgeren om international beskyttelse kan anmode om en sådan udsættelse ( 13 ).

33.

Den nederlandske ordning, som den i hovedsagen omhandlede, bestemmer dog, at den kompetente administrative myndighed efter annullation af afgørelsen om overførsel i første instans kan anmode dommeren i sager om foreløbige foranstaltninger ved appeldomstolen om at fastslå, at den ikke skal træffe en ny afgørelse om ansøgningen om international beskyttelse, før appeldomstolen har taget stilling til klagen, heller ikke selv om ansøgeren om international beskyttelse ikke har nedlagt påstand om udsættelse af afgørelsen om overførsel i første instans, eller en sådan udsættelse ikke er blevet indrømmet.

34.

Det skal derfor afgøres, om Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 3, og artikel 29, stk. 1, er til hinder for sådan retlig praksis, når Nederlandene har valgt at anvende forordningens artikel 27, stk. 3, litra c), og ansøgeren om international beskyttelse ikke har nedlagt påstand om udsættelse af gennemførelsen af afgørelsen om overførsel i første instans.

35.

Med henblik herpå skal det fremhæves, at bestemmelserne i Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 3, og artikel 29 forfølger særskilte mål.

36.

For det første skal procedurerne for overtagelse og tilbagetagelse af ansøgere om international beskyttelse gennemføres i henhold til en række ufravigelige frister, herunder den frist på seks måneder, som den anmodende medlemsstat har til at overføre den pågældende til den ansvarlige medlemsstat i henhold til Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 1 ( 14 ).

37.

Disse frister bidrager på afgørende vis til realiseringen af det i femte betragtning til forordningen omhandlede formål om en hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse ved at sikre, at disse procedurer for overtagelse og tilbagetagelse iværksættes uden unødig forsinkelse ( 15 ).

38.

For det andet havde EU-lovgiver med vedtagelsen af forordningens artikel 27, stk. 3, til hensigt at styrke de proceduremæssige garantier for ansøgeren om international beskyttelse ( 16 ), og nærmere bestemt den retsbeskyttelse, der er sikret ved chartrets artikel 47 ( 17 ).

39.

Det er med andre ord for at sikre den pågældende en tilstrækkelig retsbeskyttelse, at Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 3, giver denne mulighed for at opnå, at den anmodende medlemsstats kompetente myndigheder ikke kan overføre vedkommende til en anden medlemsstat.

40.

Som Domstolen fastslog i sin dom af 29. januar 2009, Petrosian ( 18 ), følger det af forholdet mellem disse mål, at fristen for gennemførelse af overførslen med henblik på at forene garantien for en effektiv retsbeskyttelse af de pågældende med overholdelsen af de ufravigelige frister, der er pålagt medlemsstaterne, skal kunne udsættes til først at løbe fra afsigelsen af den retlige afgørelse, hvormed overførselssagen realitetsbehandles, og som ikke længere udgør nogen hindring for gennemførelse af overførslen.

41.

Det har siden da fremgået af fast retspraksis, at EU-lovgiver ikke har haft til hensigt, at kravet om en hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse skulle veje tungere end retsbeskyttelsen af ansøgerne om international beskyttelse ( 19 ).

42.

I lyset af det ovenstående er det efter min opfattelse hensigtsmæssigt at påpege, at der kun kan sås tvivl om målet om en hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse ved at udsætte beregningen af fristen for overførsel, når gennemførelsen af afgørelsen om overførsel er blevet udsat på de i Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 3, fastsatte vilkår med henblik på at sikre ansøgeren om international beskyttelse en tilstrækkelig retsbeskyttelse. Det er således kun til gavn for denne ansøger, at der findes retsmidler til prøvelse af afgørelser om overførsel, og at en udsættelse af gennemførelsen af disse afgørelser, der medfører udsættelse af fristen for overførsel, kan anordnes.

43.

Jeg er således af den opfattelse, at appeldomstolens udsættelse af gennemførelsen af afgørelsen om overførsel på den anmodende medlemsstats kompetente myndigheds anmodning ikke gør det muligt at sikre ansøgere om international beskyttelse en effektiv retsbeskyttelse.

44.

I hovedsagen havde E.N., S.S. og J.Y. således i første instans opnået annullation af afgørelsen om overførsel uden at have nedlagt påstand om udsættelse af gennemførelsen af denne.

45.

Der kan fremsættes to bemærkninger hertil.

46.

Hvad angår for det første annullation af afgørelsen om overførsel skal det fremhæves, at en udsættelse af gennemførelsen af afgørelsen om overførsel i medfør af Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 3, hænger uløseligt sammen med en klage over denne afgørelse, uden at den nødvendigvis er automatisk. Det er netop fordi der findes en afgørelse om overførsel, at gennemførelsen af denne kan udsættes, således at ansøgeren om international beskyttelse effektivt kan bestride afgørelsen.

47.

Desuden kan enhver udskydelse af beregningen af fristen på seks måneder for gennemførelse af overførslen efter min opfattelse kun begrundes i den pågældendes interesse i en retslig myndigheds tydeliggørelse af lovligheden af afgørelsen om overførsel ( 20 ).

48.

Eftersom retterne i første instans har annulleret afgørelsen om overførsel, løber E.N., S.S. og J.Y. ikke længere en risiko for at blive overført til den ansvarlige medlemsstat under hele appelproceduren. Der findes ingen risiko for sidstnævntes retsbeskyttelse, og de kan forblive på den anmodende medlemsstats område og gyldigt forsvare deres rettigheder ved en appeldomstol.

49.

Hvad angår for det andet klagens manglende opsættende virkning har Domstolen allerede fastslået, at EU-lovgiver med vedtagelsen af Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 3, erkendte, at medlemsstaterne kan beslutte, at indgivelsen af en klage over en afgørelse om overførsel ikke i sig selv er tilstrækkelig til at udsætte den overførsel, som dermed kan finde sted uden at afvente behandlingen af denne klage, forudsat at der ikke er anmodet om udsættelse, eller at der er givet afslag på anmodningen om udsættelse ( 21 ).

50.

Det fremgår imidlertid af udtalelserne fra E.N.’s, S.S.’ og J.Y.’s advokater i retsmødet, at de i forbindelse med deres klager i første instans over afgørelserne om overførsel af dem ikke havde anmodet om, at de pågældende klager skulle have opsættende virkning ( 22 ).

51.

I denne henseende er det muligt heraf at udlede, at E.N., S.S. og J.Y. har ønsket at prioritere en hurtig behandling af deres ansøgning om international beskyttelse, og at en udsættelse af gennemførelsen af afgørelsen om overførsel, som statssekretæren anmodede om i appelsagen, snarere er et udtryk for denne administrative myndigheds interesse i at opretholde de afgørelser om overførsel, der er blevet annulleret i første instans, og sikre gennemførelse af den afgørelse om overførsel, der er blevet udsat, og følgelig den udsatte beregning af fristen for overførsel.

52.

Jeg kan således konstatere, at det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at de foreløbige foranstaltninger, der er iværksat i appelsagen på den kompetente nationale myndigheds initiativ, hovedsageligt har til formål at undgå, at fristen for overførsel udløber, inden appellen er blevet behandlet. Foranstaltningerne indrømmes således alene til fordel for denne myndighed.

53.

Som Nederlandene har præciseret i retsmødet, er der intet til hinder for, at de kompetente nationale myndigheder kan overføre ansøgeren om international beskyttelse til den ansvarlige medlemsstat under hele sagen i første instans, for så vidt som den klage, som ansøgeren om international beskyttelse har indgivet i første instans, ikke er ledsaget af foreløbige foranstaltninger, der udsætter gennemførelsen af afgørelsen om overførsel ( 23 ).

54.

Det er ganske vist korrekt, at et sådant scenario kan foranledige den anmodende medlemsstat til at overføre en ansøger om international beskyttelse til den medlemsstat, der har accepteret at overtage eller tilbagetage denne, selv om afgørelsen om overførsel efterfølgende annulleres af den anmodende medlemsstats kompetente domstole.

55.

Det skal imidlertid påpeges, at Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 3, i dette tilfælde bestemmer, at »den medlemsstat, som har gennemført overførslen, straks [tilbagetager] den pågældende« ( 24 ).

56.

Når den anmodende medlemsstat har valgt at anvende Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 3, og den pågældende ikke har anmodet om udsættelse af gennemførelsen af afgørelsen om overførsel i første instans, kan ingen hindring for gennemførelsen af denne afgørelse begrunde, at det følgelig er nødvendigt at udsætte fristen for overførsel.

57.

Jeg konkluderer på denne baggrund, at der ikke findes nogen grund til, at den anmodende medlemsstat skulle afvige fra den frist på seks måneder, der er fastsat i Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 1, at regne fra det tidspunkt, hvor den ansvarlige medlemsstat har accepteret dens anmodning om overtagelse eller tilbagetagelse af den pågældende, hvis denne person ikke i første instans har anmodet om udsættelse af gennemførelsen af afgørelsen om overførsel.

58.

Den appel, som de kompetente nationale myndigheder har iværksat, kan dermed hverken medføre udsættelse af gennemførelsen af afgørelsen om overførsel, som alene den pågældende kan anmode om, eller udsættelse af fristen for overførsel.

59.

Det ville forholde sig anderledes, hvis E.N., S.S. og J.Y. i første instans havde anmodet om og opnået en udsættelse af gennemførelsen af afgørelsen om overførsel. Såfremt der er tale om en klage med opsættende virkning, hvilket det tilkommer den nationale ret at afgøre, opretholdes en sådan afgørelse om udsættelse, indtil appeldomstolens afgørelse foreligger, uanset hvor mange instanser, der er fastsat i national ret. Det er kun i dette tilfælde, at fristen for overførsel kan begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor klagen over afgørelsen om overførsel eller indbringelsen angående denne afgørelse ikke længere har opsættende virkning.

60.

En sådan fortolkning understøttes af Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 3, der bestemmer, at en ansøger om international beskyttelse kan anmode om udsættelse af gennemførelsen af afgørelsen om overførsel, »indtil der foreligger et resultat af vedkommendes klage eller indbringelse« og af forordningens artikel 29, stk. 1, første afsnit, der bestemmer, at fristen for overførsel begynder at løbe, når »der er truffet endelig afgørelse om en klage eller indbringelse«, når gennemførelsen af afgørelsen om overførsel er blevet udsat i henhold til artikel 27, stk. 3.

61.

I lyset af det ovenstående foreslår jeg Domstolen, at den fastslår, at for så vidt som den anmodende medlemsstat har valgt at anvende Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 3, og ansøgeren om international beskyttelse ikke har anmodet om en udsættelse af gennemførelsen af afgørelsen om overførsel i henhold til denne bestemmelse, er det ikke muligt for appeldomstolen under behandlingen af sagen og på anmodning fra medlemsstatens kompetente myndighed at anordne en foreløbig foranstaltning, der bevirker, at fristen for overførsel udsættes.

62.

På baggrund af samtlige ovenfor anførte betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de af Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Nederlandene) forelagte præjudicielle spørgsmål således:

»Artikel 27, stk. 3, og artikel 29 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne,

skal fortolkes således, at

når medlemsstaten har valgt at anvende forordningens artikel 27, stk. 3, litra c), og ansøgeren om international beskyttelse ikke har anmodet om en udsættelse af gennemførelsen af afgørelsen om overførsel i henhold til denne bestemmelse, er det ikke muligt for appeldomstolen under behandlingen af sagen og alene på anmodning fra medlemsstatens kompetente myndighed at anordne en foreløbig foranstaltning, der bevirker, at fristen for overførsel som omhandlet i nævnte forordnings artikel 29, stk. 1, udsættes.«