1

Med deres søgsmål, som er støttet på artikel 263 TEUF, har sagsøgerne, Hengshi Egypt Fiberglass Fabrics SAE (herefter »Hengshi«) og Jushi Egypt for Fiberglass Industry SAE (herefter »Jushi«), nedlagt påstand om annullation af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/776 af 12. juni 2020 om indførelse af endelig udligningstold på importen af visse vævede og/eller stingfæstnede stoffer af glasfiber med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Egypten og om ændring af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/492 om indførelse af endelig antidumpingtold på importen af visse vævede og/eller stingfæstnede stoffer af glasfiber med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Egypten (EUT 2020, L 189, s. 1) (herefter »den anfægtede gennemførelsesforordning«), for så vidt som den vedrører sagsøgerne.

2

Sagsøgerne er to virksomheder, der er oprettet i henhold til lovgivningen i Den Arabiske Republik Egypten, hvis aktionærer er kinesiske enheder. De tilhører begge koncernen China National Building Material (CNBM) (herefter »CNBM-koncernen«). Sagsøgernes virksomhed består i fremstilling og eksport af visse vævede eller stingfæstnede stoffer af glasfiber (herefter »stoffer af glasfiber«) og glasfiberrovings. Sidstnævnte er den væsentligste råvare med henblik på fremstillingen af stoffer af glasfiber. Disse varer sælges bl.a. i Den Europæiske Union.

3

Sagsøgerne har begge hjemsted i den kinesisk-egyptiske økonomiske og handelsmæssige samarbejdszone for Suez (Egypten (Suez Economic and Trade Cooperation Zone, herefter »SETC-zonen«). SETC-zonen blev oprettet i fællesskab af Den Arabiske Republik Egypten og Folkerepublikken Kina. Den stammer fra 1990’erne. I 1997 undertegnede den kinesiske og den egyptiske premierminister et aftalememorandum, hvori de to lande aftalte »at samarbejde om udviklingen af den økonomiske frizone i den nordlige del af Suezbugten«.

4

I 2002 klassificerede den egyptiske stat et geografisk område på mere end 20 km2, som omfattede SETC-zonen, som en særlig økonomisk zone, hvorefter den egyptiske lov nr. 83/2002 om særlige økonomiske zoner (herefter »lov nr. 83/2002«) således finder anvendelse på SETC-zonen.

5

Derefter oprettede offentlige kinesiske og egyptiske enheder virksomheden Egypt TEDA Investment Co. (herefter »Egypt TEDA«), hvoraf den kinesiske stat ejer 80%, og de resterende 20% ejes af den egyptiske stat.

6

I forbindelse med den egyptiske præsidents besøg i Kina i 2012 kvalificerede han SETC-zonen som et nøgleprojekt i det bilaterale samarbejde mellem de to lande. Han udtrykte ligeledes ønske om, at flere og flere kinesiske virksomheder ville investere i SETC-zonen og således deltage i programmet for genoprettelse af Egypten.

7

I 2013 blev SETC-zonen udvidet med 6 km2 i henhold til en aftale mellem Egypt TEDA og de egyptiske myndigheder. Fra samme år blev SETC-zonen udviklet inden for rammerne af det kinesiske »ét bælte, én vej«-initiativ. Dette initiativ omfatter ifølge den vejledende udtalelse af 13. maj 2015 fra det kinesiske statsråd vedrørende internationalt samarbejde på området for produktionskapacitet og fremstilling af udstyr muligheden for virksomheder, »der opererer i udlandet«, for at være begunstiget af fordelagtige skattepolitikker og skattebegunstigelse, lån på lempelige vilkår, finansiel støtte indrømmet gennem syndikerede lån, eksportkreditter, projektfinansiering, egenkapitalinvestering og eksportkreditforsikring.

8

I 2015 blev den særlige økonomiske zone, der er nævnt i præmis 4 ovenfor, hvori SETC-zonen indgik, som led i den »udviklingsplan for Suezkanalen«, som Egypten lancerede, officielt integreret i den økonomiske zone for Suezkanalen, der er en større zone, som omfatter området omkring Suezkanalen og er reguleret ved lov nr. 83/2002.

9

I 2016 indviede den egyptiske og den kinesiske præsident officielt projektet for udvidelse af SETC-zonen med 6 km2 og undertegnede den 21. januar 2016 en aftale mellem den kinesiske og den egyptiske stat (herefter »2016-samarbejdsaftalen«), hvori SETC-zonens betydning og retlige status blev præciseret.

10

I henhold til 2016-samarbejdsaftalen udvikler staten i begge lande SETC-zonen i fællesskab. Dette foregår i overensstemmelse med deres respektive nationale strategier, nemlig på den ene side Kinas »ét bælte, én vej«-initiativ og på den anden side Egyptens udviklingsplan for Suezkanalen. Til dette formål leverer den egyptiske stat jord, arbejdskraft og visse skattefordele, mens de kinesiske virksomheder, der opererer i zonen, driver produktionsanlægget med deres aktiver og ledere. Som kompensation for manglende egyptiske midler støtter den kinesiske stat også dette projekt ved at stille den nødvendige finansiering til rådighed for Egypt TEDA og de kinesiske virksomheder, der opererer i SETC-zonen.

11

Efter en klage indgivet den 1. april 2019 i henhold til artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1037 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (EUT 2016, L 176, s. 55, herefter »antisubsidiegrundforordningen«) af intervenienten, Tech-Fab Europe eV, på vegne af producenter, der tegner sig for mere end 25% af den samlede EU-produktion af stoffer af glasfiber, indledte Kommissionen i henhold til denne artikel en antisubsidieundersøgelse vedrørende importen til EU af stoffer af glasfiber med oprindelse i Kina og Egypten. Den 16. maj 2019 offentliggjorde Kommissionen en indledningsmeddelelse i Den Europæiske Unions Tidende (EUT 2019, C 167, s. 11).

12

Det fremgår nærmere bestemt af 127. betragtning til den anfægtede gennemførelsesforordning, at den vare, der er genstand for undersøgelsen, er stoffer af vævede eller stingfæstnede endeløse glasfiberrovings og/eller garn med eller uden andre elementer, undtagen varer, som er imprægnerede eller præimprægnerede (prepregs), og undtagen open mesh-stoffer med en cellestørrelse på over 1,8 mm i både længde og bredde, der vejer mere end 35 g/m2, i øjeblikket henhørende under KN-kode ex70193900, ex70194000, ex70195900 og ex70199000 (Taric-kode 7019390080, 7019400080, 7019590080 og 7019900080).

13

Undersøgelsen af subsidier og skade omfattede perioden fra den 1. januar 2018 til den 31. december 2018. Undersøgelsen af udviklingstendenser af relevans for vurderingen af skade og årsagssammenhængen omfattede perioden fra den 1. januar 2015 frem til udgangen af undersøgelsesperioden.

14

I undersøgelsesperioden fremstillede Jushi både stoffer af glasfiber og glasfiberrovings. Jushi anvendte glasfiberrovings, som virksomheden selv fremstillede, til at fremstille stoffer af glasfiber, men den solgte ligeledes glasfiberrovings til ikke-forretningsmæssigt forbundne kunder i både Egypten og andre lande samt til Hengshi. Sidstnævnte virksomhed fremstillede stoffer af glasfiber af glasfiberrovings, som den købte af Jushi samt af et andet forretningsmæssigt forbundet selskab og et ikke-forretningsmæssigt forbundet selskab, der begge havde hjemsted i Kina.

15

Jushi solgte stoffer af glasfiber direkte til ikke-forretningsmæssigt forbundne kunder i Egypten og EU. Virksomheden eksporterede ligeledes stoffer af glasfiber til tre forretningsmæssigt forbundne kunder i EU, nemlig Jushi Spain SA, Jushi France SAS og Jushi ltalia Srl. Den solgte desuden stoffer af glasfiber i EU gennem et selskab med hjemsted uden for EU, Jushi Group (HK) Sinosia Composite Materials Co. Ltd. Jushis salg af stoffer af glasfiber i EU udgjorde ca. [fortroligt]% ( 2 ) af sagsøgernes samlede afsætning af denne vare i undersøgelsesperioden.

16

Hengshi, som kun fremstiller stoffer af glasfiber, solgte ikke disse på det egyptiske marked, men solgte disse i EU direkte til ikke-forretningsmæssigt forbundne kunder samt gennem et forretningsmæssigt forbundet selskab med hjemsted uden for EU, Huajin Capital Ltd. Hengshis salg af stoffer af glasfiber i EU udgjorde ca. [fortroligt]% af sagsøgernes samlede afsætning af denne vare i undersøgelsesperioden.

17

Den 21. februar 2019 indledte Kommissionen en særskilt antidumpingundersøgelse vedrørende importen til EU af stoffer af glasfiber med oprindelse i Kina og Egypten (herefter »den parallelle antidumpingundersøgelse«). Den 7. juni 2019 indledte den ligeledes en antisubsidieundersøgelse vedrørende importen af glasfiberrovings med oprindelse i Egypten (herefter »den parallelle antisubsidieundersøgelse vedrørende glasfiberrovings«).

18

Den 14. juni 2019 fremsatte sagsøgerne bemærkninger til subsidierne, skaden og Unionens interesse. De indleverede deres besvarelse af antisubsidiespørgeskemaet den 1. juli 2019. Den 27. september 2019 indleverede sagsøgerne deres svar på Kommissionens anmodning om supplerende oplysninger. Denne institution havde foretaget kontrolbesøg i sagsøgernes lokaler og i lokaler tilhørende selskaber, der var forretningsmæssigt forbundet med sagsøgerne.

19

Den 26. juli 2019 indleverede den egyptiske stat sin besvarelse af antisubsidiespørgeskemaet. Den 15. oktober 2019 indleverede sagsøgerne deres svar på Kommissionens anmodning om supplerende oplysninger. Den 23. december 2019 underrettede denne institution den egyptiske stat om sin hensigt om at anvende antisubsidiegrundforordningens artikel 28, henset til visse oplysninger om de retlige og institutionelle rammer samt til den mellemstatslige aftale mellem Folkerepublikken Kina og Den Arabiske Republik Egypten om SETC-zonen. Den 3. januar 2020 svarede den egyptiske stat Kommissionen og tilsendte den de ønskede oplysninger.

20

Den 27. februar 2020 meddelte Kommissionen sagsøgerne den endelige fremlæggelse af oplysninger, hvortil de fremsatte deres bemærkninger den 20. marts 2020. Der blev afholdt en høring med Kommissionen vedrørende denne fremlæggelse af oplysninger.

21

Den 17. april 2020 vedtog Kommissionen en supplerende endelig fremlæggelse af oplysninger, hvortil sagsøgerne fremsatte deres bemærkninger den 22. april 2020. Der blev der afholdt en høring med Kommissionen vedrørende denne fremlæggelse af oplysninger.

22

Den 12. juni 2020 vedtog Kommissionen den anfægtede gennemførelsesforordning. Denne forordning blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 15. juni 2020 og trådte i kraft dagen efter offentliggørelsen.

23

Ved nævnte forordning er der blevet indført en endelig udligningstold på 10,9% på sagsøgernes import af stoffer af glasfiber til EU.

24

Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

25

Kommissionen har, støttet af intervenienten, nedlagt følgende påstande:

71

Sagsøgerne har påberåbt sig tre hovedklagepunkter til støtte for dette led. For det første har de gjort gældende, at Kommissionens fortolkning af antisubsidiegrundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), ikke er begrundet i medfør af EU-retten. For det andet er der ikke grundlag for Kommissionens påberåbelse af WTO-reglerne med henblik på fortolkningen af denne forordnings artikel 3, nr. 1), litra a). For det tredje er Kommissionens fortolkning af artikel 1, stk. 1, litra a), nr. 1), i aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger (herefter »SCM-aftalen«) i strid med WTO’s praksis og folkeretten.

72

Til støtte for det første klagepunkt har sagsøgerne gjort gældende, at det fremgår af en ordlydsfortolkning af antisubsidiegrundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), hvis ordlyd er klar og præcis – og uden at det i øvrigt er nødvendigt at fortolke den i lyset af Wienerkonventionen om traktatretten af 23. maj 1969 (herefter »Wienerkonventionen«) og forslaget til bestemmelser om statsansvar for folkeretsstridige handlinger, som vedtaget af Kommissionen for international Ret under De forenede Nationer i 2001 (herefter »Folkeretskommissionens bestemmelser«) – at ikke alene den stat, der yder det finansielle bidrag, men også selve det finansielle bidrag skal henhøre under oprindelses- eller eksportlandets område. Denne fortolkning understøttes af den overordnede sammenhæng, hvori antisubsidiegrundforordningen indgår, bl.a. forordningens artikel 10, stk. 7, og artikel 13, stk. 1.

73

Til støtte for det andet klagepunkt har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen med urette fortolkede antisubsidiegrundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), i lyset af WTO-reglerne. De har således anført, at selv om Unionens retsinstanser i henhold til retspraksis kan efterprøve lovligheden af en EU-retsakt i lyset af WTO-reglerne, når Unionen har ønsket at opfylde en særlig inden for rammerne af WTO påtaget forpligtelse, kan en fortolkning i lyset af WTO-reglerne i det foreliggende tilfælde imidlertid ikke påberåbes i forhold til de bestemmelser i antisubsidiegrundforordningen, som er forskellige fra SCM-aftalens bestemmelser. Sagsøgerne har gjort gældende, at SCM-aftalens ordlyd adskiller sig på åbenbar vis fra forordningens ordlyd med hensyn til definitionen af begrebet »subsidier«.

74

Til støtte for det tredje klagepunkt har sagsøgerne anført, at selv hvis det antages, at der skal tages hensyn til WTO-reglerne ved fortolkningen af udtrykket »stat« i antisubsidiegrundforordningen, er Kommissionens fortolkning af SCM-aftalens artikel 1, stk. 1, litra a), nr. 1), fortsat urigtig, idet den er i strid med Wienerkonventionens artikel 31, stk. 1 og 3. Det fremgår nemlig klart af denne artikel i SCM-aftalen, at handlinger udført af offentlige myndigheder i tredjelande ikke kan tilregnes staten i oprindelses- eller eksportlandet. Denne fortolkning understøttes af andre bestemmelser i denne aftale, herunder artikel 13, stk. 1, 2 og 4, og artikel 18, stk. 1, litra a).

75

Desuden er artikel 11 i Folkeretskommissionens bestemmelser ikke en »relevant« folkeretlig retsregel som omhandlet i Wienerkonventionens artikel 31, stk. 3, litra c), med henblik på fortolkningen af udtrykket »stat« i SCM-aftalens artikel 1, stk. 1, litra a), nr. 1). WTO’s appelorgan fastslog ikke noget andet i sagen »De Forenede Stater – Endelig antidumping- og udligningstold på visse varer med oprindelse i Kina« (WT/DS 379/AB/R). I replikken har sagsøgerne tilføjet, at såfremt de bestemmelser, der fandt anvendelse under undersøgelsen, havde været SCM-aftalen og ikke antisubsidiegrundforordningen, kunne Kommissionen have kvalificeret de finansielle bidrag, som de kinesiske enheder indrømmede sagsøgerne, som subsidier som omhandlet i SCM-aftalens artikel 1, stk. 1, uden at skulle »tilregne« disse finansielle bidrag den egyptiske stat i henhold til artikel 11 i Folkeretskommissionens bestemmelser. Artikel 11 i Folkeretskommissionens bestemmelser finder under alle omstændigheder ikke anvendelse i den foreliggende sag, eftersom denne artikel tilsigter at regulere en adfærd hos en stat, der er blevet en del af en anden stat efter at have erhvervet et geografisk område, som kan tilregnes efterfølgerstaten, eller en stats senere gennemførelse af en privat forseelse, der er blevet begået eller er under udførelse. Det er nemlig artikel 16-18 i Folkeretskommissionens bestemmelser, der regulerer statens ansvar som følge af en anden stats handlinger, og ikke artikel 11 i disse bestemmelser.

76

Kommissionen har, støttet af intervenienten, bestridt disse argumenter.

77

Som det fremgår af præmis 72 ovenfor, har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionens fortolkning af antisubsidiegrundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), bl.a. begrebet »staten« i oprindelses- eller eksportlandet, ikke er begrundet i medfør af EU-retten.

78

For at besvare dette spørgsmål skal det bemærkes, at det følger af retspraksis, at de enkelte EU-retlige regler skal vurderes i deres rette sammenhæng og fortolkes i lyset af EU-rettens bestemmelser som helhed, den bagvedliggende målsætning og EU-rettens udviklingstrin på tidspunktet for den pågældende bestemmelses anvendelse (jf. i denne retning dom af 28.7.2016, Association France Nature Environnement, C-379/15, EU:C:2016:603, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

79

Det skal i denne henseende for det første bemærkes, at antisubsidiegrundforordningens artikel 3 bestemmer, at subsidier anses for at foreligge, hvis betingelserne i stk. 1 og 2 er opfyldt, nemlig at staten i oprindelses- eller eksportlandet yder et »finansielt bidrag«, og der herved opnås en »fordel«.

80

I henhold til nævnte forordnings artikel 2, litra b), forstås ved »staten« en regering eller et hvilket som helst offentligt organ inden for oprindelses- eller eksportlandets område.

81

Ved definitionen af »staten« i denne artikel fortolkes begrebet »staten« blot således, at det omfatter oprindelses- eller eksportlandets offentlige organer. Denne bestemmelse udelukker imidlertid ikke, at det finansielle bidrag kan tilregnes staten i oprindelses- eller eksportlandet for den pågældende vare i medfør af konkrete tilgængelige beviser.

82

For det andet skal det bemærkes, at det i femte betragtning til denne forordning anføres, at det »[v]ed afgørelsen af, om der foreligger subsidier, er […] nødvendigt at påvise, at en statslig eller en offentlig myndighed har ydet et finansielt bidrag inden for et lands område, eller at der har været tale om indkomst- eller prisstøtte som omhandlet i artikel XVI i GATT 1994, og at en virksomhed derved har opnået en fordel«.

83

Udtrykket »inden for et lands område«, som anvendes i denne betragtning, indebærer ikke, at det finansielle bidrag skal hidrøre direkte fra staten i oprindelses- eller eksportlandet. Som Kommissionen har anført, udelukker anvendelsen af denne ordlyd derimod ikke muligheden for at konkludere, at de finansielle bidrag kan tilregnes staten i oprindelses- eller eksportlandet for den omhandlede vare.

84

Antisubsidiegrundforordningen udelukker således ikke, at et finansielt bidrag, selv om det ikke hidrører direkte fra staten i oprindelses- eller eksportlandet, kan tilregnes denne.

85

Ovenstående konklusion er så meget desto mere relevant i den specifikke kontekst for SETC-zonen, hvori sagsøgerne opererer.

86

I første række tog Kommissionen i 690. betragtning til den anfægtede gennemførelsesforordning hensyn til to erklæringer fra to egyptiske præsidenter om SETC-zonen. I den første erklæring fra 2012 kvalificeredes SETC-zonen som et nøgleprojekt i det bilaterale samarbejde mellem Kina og Egypten. Den anden erklæring fra 2014 vedrørte »ét bælte, én vej«-initiativet, og det præciseredes bl.a. heri, at dette initiativ var en vigtig mulighed for genopretning i Egypten, og at de egyptiske myndigheder var parate til at deltage aktivt og yde støtte. De egyptiske myndigheder ønskede at samarbejde med Kina om bl.a. at udvikle projekter for Suezkanalen og SETC-zonen og tilskynde kinesiske virksomheder til at investere i Egypten.

87

I denne henseende fremgår det af 691. betragtning til den anfægtede gennemførelsesforordning, at kendetegnene ved det kinesiske »ét bælte, én vej«-initiativ er kendte, og at det følger af statsrådets vejledende udtalelse af 13. maj 2015 vedrørende internationalt samarbejde på området for produktionskapacitet og fremstilling af udstyr, at de foranstaltninger, som virksomheder, »der opererer i udlandet«, kan opnå, bl.a. omfatter finanspolitik og politikker for skattebegunstigelse, lån på lempelige vilkår, finansiel støtte gennem syndikerede lån, eksportkreditter, projektfinansiering, egenkapitalinvestering og endelig eksportkreditforsikring.

88

I anden række tog Kommissionen i 693. betragtning til den anfægtede gennemførelsesforordning hensyn til den omstændighed, at SETC-zonen havde været genstand for 2016-samarbejdsaftalen mellem den kinesiske og den egyptiske stat. Det foreskrives bl.a. i denne aftales artikel 1, at Folkerepublikken Kina har mulighed for at håndhæve visse af sine love inden for SETC-zonen. Det bestemmes i nævnte aftales artikel 4, stk. 1, at »[d]en kinesiske regering udpeger [SETC-]zonen som Kinas oversøiske økonomiske og handelsmæssige samarbejdszone«, og at »[s]amarbejdszonen under oprettelsen, tiltrækningen af aktører og driften er berettiget til relevant politisk støtte og lettelser, der ydes af den kinesiske regering til oversøiske økonomiske og handelsmæssige samarbejdszoner«. Aftalens artikel 5, stk. 1, bestemmer derudover, at den kinesiske stat støtter samarbejdszonen ved »at tilskynde relevante finansielle institutioner til at stille finansieringsfaciliteter til rådighed for investeringsprojekter i samarbejdszonen, forudsat at lånebetingelserne og kravene til anvendelse af lån er opfyldt«.

89

I tredje række fremgår det af 660. betragtning til den anfægtede gennemførelsesforordning, at den kinesiske og den egyptiske stat for at sikre gennemførelsen af 2016-samarbejdsaftalen indførte en høringsmekanisme på tre niveauer, nemlig en samarbejdsaftale om oprettelse af en administrationskommission for SETC-zonen, en administrationskommission for zonen, og dernæst at Egypt TEDA, og at de relevante egyptiske modparter oplyste om problemer og vanskeligheder. Det fremgår i øvrigt af 652. betragtning til forordningen, at Egypt TEDA er 80% ejet af den kinesiske stat og 20% af den egyptiske stat og har til formål at fremme udviklingen af SETC-zonen i Egypten.

90

Endelig fremgår det af 726. og 745. betragtning til den anfægtede gennemførelsesforordning, at den finansielle støtte, som indrømmes de kinesiske selskaber i Egypten, var særligt betydelig.

91

Den kinesiske og den egyptiske stat oprettede således SETC-zonen i et snævert samarbejde som en zone med særlige retlige og økonomiske kendetegn, som gjorde det muligt for den kinesiske stat at indrømme de kinesiske virksomheder i denne zone alle de fordele, der var uadskilleligt forbundet med det kinesiske »ét bælte, én vej«-initiativ.

92

På denne baggrund kan det ikke anerkendes, at en økonomisk og juridisk konstruktion i en størrelsesorden som SETC-zonen, der var oprettet i et snævert samarbejde mellem den kinesiske og den egyptiske stat på højeste niveau, kan unddrages antisubsidiegrundforordningen, uden at dette påvirker den effektive virkning heraf eller dens formål og genstand.

93

For det tredje er Kommissionens fortolkning af antisubsidiegrundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), i modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, hverken i strid med denne forordnings artikel 10, stk. 7, eller artikel 13, stk. 1. Med hensyn til artikel 10, stk. 7, udelukker antisubsidiegrundforordningen nemlig på ingen måde, at staten i oprindelses- eller eksportlandet kan høres om de finansielle bidrag, som de kan tilregnes. I det foreliggende tilfælde fremgår det endvidere af sagsakterne, at Kommissionen opfordrede den egyptiske stat til at indlede en høring om spørgsmål som eksempelvis de fordelagtige lån, som indrømmedes af kinesiske enheder.

94

Med hensyn til nævnte forordnings artikel 13, stk. 1, som bl.a. giver oprindelses- eller eksportlandet mulighed for at eliminere eller begrænse subsidierne eller at træffe andre foranstaltninger vedrørende deres effekt, er en sådan mulighed fortsat gyldig i tilfælde, hvor det finansielle bidrag kan tilregnes staten i oprindelses- eller eksportlandet. I det foreliggende tilfælde havde den egyptiske stat således mulighed for at bringe det tætte samarbejde med den kinesiske stat til ophør med hensyn til de finansielle bidrag eller at foreslå foranstaltninger med henblik på at begrænse de pågældende subsidiers virkninger.

95

Henset til det ovenstående skal det fastslås, at hverken antisubsidiegrundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), eller forordningens generelle opbygning udelukker, at et finansielt bidrag, som er indrømmet af et tredjelands offentlige myndigheder, kan tilregnes staten i oprindelses- eller eksportlandet i et tilfælde som det i den foreliggende sag omhandlede, henset til de specifikke tilgængelige beviser, således som de er anført i præmis 86-91 ovenfor.

96

I modsætning til, hvad sagsøgerne har anført, understøttes denne konklusion af SCM-aftalens artikel 1, i lyset af hvilken antisubsidiegrundforordningen skal fortolkes. Det skal i denne henseende bemærkes, at såfremt Unionen har ønsket at opfylde en særlig inden for rammerne af WTO påtaget forpligtelse, eller såfremt den pågældende EU-retsakt udtrykkeligt henviser til specifikke bestemmelser i WTO-aftalerne, tilkommer det dog Unionens retsinstanser at efterprøve den pågældende EU-retsakts lovlighed efter WTO-reglerne (jf. analogt dom af 14.7.2021, Interpipe Niko Tube og Interpipe Nizhnedneprovsky Tube Rolling Plant mod Kommissionen, T-716/19, EU:T:2021:457, præmis 95).

97

Det fremgår af tredje betragtning til antisubsidiegrundforordningen, at forordningen bl.a. skal sikre, at reglerne i SCM-aftalen »i videst muligt omfang afspejles« i EU-lovgivningen.

98

Det er i retspraksis endvidere allerede blevet fastslået, at antisubsidiegrundforordningens artikel 3 med overskriften »Definition af subsidier« og SCM-aftalens artikel 1 i meget vidt omfang har identisk ordlyd og er fuldstændig identiske hvad angår deres materielle indhold (jf. i denne retning dom af 10.4.2019, Jindal Saw og Jindal Saw Italia mod Kommissionen, T-300/16, EU:T:2019:235, præmis 99).

99

Desuden fremgår det ikke af betragtningerne til antisubsidiegrundforordningen, at lovgiver havde hensigt om at fravige det materielle indhold af SCM-aftalens artikel 1, stk. 1, litra a), nr. 1). Som det fremgår af tredje betragtning til denne forordning, der er omtalt i præmis 97 ovenfor, har lovgiver derimod ønsket at opfylde en særlig inden for rammerne af SCM-aftalen påtaget forpligtelse som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 96 ovenfor.

100

I modsætning til, hvad sagsøgerne har anført, skal bestemmelserne i antisubsidiegrundforordningen således i videst muligt omfang fortolkes i lyset af SCM-aftalens tilsvarende bestemmelser (dom af 10.4.2019, Jindal Saw og Jindal Saw Italia mod Kommissionen, T-300/16, EU:T:2019:235, præmis 101). Det samme gør sig gældende med hensyn til forordningens artikel 3, som tilsigter at gennemføre indholdet af SCM-aftalens artikel 1 (dom af 10.4.2019, Jindal Saw og Jindal Saw Italia mod Kommissionen, T-300/16, EU:T:2019:235, præmis 102).

101

For det første skal det hvad angår SCM-aftalens artikel 1, stk. 1, litra a), nr. 1), bemærkes, at subsidier i denne bestemmelse defineres som et finansielt bidrag fra en stat eller et offentligt organ inden for »et« WTO-medlems område. Denne formulering udelukker således ikke muligheden for, at et finansielt bidrag, som indrømmes af et tredjeland, kan tilregnes staten i oprindelses- eller eksportlandet, eftersom det er tilstrækkeligt, at det finansielle bidrag fra staten eller et offentligt organ skal henhøre under »et« WTO-medlems område.

102

For det andet rejser SCM-aftalens artikel 13 og 18, som vedrører henholdsvis høringer og forpligtelser, ikke tvivl om de ovenstående betragtninger. Ordlyden af og genstanden for disse bestemmelser udelukker nemlig ikke situationer, hvor det finansielle bidrag tilregnes et WTO-medlem, eftersom medlemmer, hvis varer kan gøres til genstand for en undersøgelse, kan høres om de finansielle bidrag, der kan tilregnes dem, og desuden kan medlemmer, hvis varer kan gøres til genstand for en undersøgelse, pålægge begrænsninger for de subsidier, der kan tilregnes dem.

103

Henset til det ovenstående skal det bemærkes, at eftersom Kommissionen korrekt fortolkede antisubsidiegrundforordningen i lyset af SCM-aftalen, er den omstændighed, at den eventuelt tog hensyn til artikel 11 i folkeretskommissionens bestemmelser, irrelevant. Dermed skal det foreliggende leds tredje klagepunkt ligeledes forkastes, og følgelig forkastes dette led i det hele.

[udelades]

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Første Udvidede Afdeling):