1.

Med den anmodning om præjudiciel afgørelse, som er genstand for dette forslag til afgørelse, har Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) forelagt Domstolen to spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 17, stk. 3, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) ( 2 ) (herefter »forordningen om databeskyttelse«) samt af artikel 12, litra b), og artikel 14, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger ( 3 ), læst i lyset af artikel 7, 8, 11 og 16 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«). Spørgsmålene er blevet rejst under en sag, som TU og RE (herefter samlet »revisionsappellanterne«) har anlagt mod Google LLC (herefter »Google« eller »det revisionsindstævnte selskab«) med påstand om, at der fjernes bestemte links, som vises ved søgning med det revisionsindstævnte selskabs søgemaskine, til en tredjeparts online-artikler, som gør det muligt at identificere revisionsappellanterne, og om, at det undlades at vise billeder, som en af disse artikler er illustreret med, som såkaldte miniaturebilleder (»thumbnails«).

2.

Det er almindeligt kendt, at en søgemaskine ikke blot lagrer indhold, som andre har frembragt på nettet, men har en aktiv rolle i udbredelsen af informationen. »Nettets rigdom« ville kun have potentiel karakter, såfremt brugeren ikke ved hjælp af søgemaskinerne havde adgang til den efterlyste information, og uden formidlingen fra disse søgemaskiner ville mange oplysninger praktisk talt forblive utilgængelige i det store hav af information, som frembringes på internettet. Når søgemaskinen gør det muligt for brugeren at foretage en søgning på visse søgeord, eksempelvis en persons navn, udvælger søgemaskinen de websteder, som skal vises i søgeresultaterne, og deres orden i resultatlisten, hvilket har enorm betydning for udbredelsen af oplysningerne. Disse valg foretages af den anvendte algoritme og afhænger derfor af udvælgelseskriterier, som søgemaskineudbyderen har valgt i forbindelse med programmeringen. Yderligere valg træffes i stor skala inden for rammerne af platformens politikker for indholdsmoderering på baggrund af de standarder, som platformen har introduceret, eksempelvis for at beskytte sin forretningsmodel, for at beskytte visse brugeres følelsesmæssige grænser eller for at opfylde lovbestemte forpligtelser. Disse aktiviteter medfører beslutninger om det indhold, som ikke skal vises i resultaterne af brugernes søgninger.

3.

Søgemaskinen handler således som en »gatekeeper« for informationen, idet dette udtryk betegner enheder, hvis aktivitet er nødvendig for, at tredjemands meninger eller oplysninger kan finde vej til det demokratiske kommunikationskredsløb. Denne kontrolfunktion over informationsstrømmens »døre«, som udøves af søgemaskiner såsom Google, har vigtige konsekvenser for ytrings- og informationsfriheden, som er knæsat i chartrets artikel 11, såvel som for retten til respekt for privatliv og familieliv og retten til beskyttelse af personoplysninger, som er sikret ved chartrets artikel 7 og 8. Inklusionen af en webside på den resultatliste, der vises efter en søgning på en persons navn, og af de oplysninger, der ligger på denne side vedrørende denne person, letter nærmere bestemt i væsentlig grad adgangen til disse oplysninger for enhver internetbruger og kan spille en afgørende rolle i udbredelsen af disse oplysninger, og derfor for udøvelsen af retten til ytrings- og informationsfrihed. Af samme grund kan denne inklusion udgøre et mere alvorligt indgreb i den berørte persons grundlæggende ret til privatlivets fred end websideudgiverens offentliggørelse, således som Domstolen har haft anledning til at præcisere i sin praksis ( 4 ).

4.

I den anmodning om præjudiciel afgørelse, der er genstand for dette forslag til afgørelse, er særtrækkene ved søgemaskinernes funktion og den spænding, som denne funktion medfører mellem de i chartrets artikel 7, 8 og 11 sikrede grundlæggende rettigheder, relevante i et scenario, som Domstolen endnu ikke har undersøgt, dvs. når den registrerede bestrider rigtigheden af de behandlede oplysninger og af denne grund anmoder om fjernelse af links til tredjemands indhold, hvor disse oplysninger findes.

5.

Ud over chartrets artikel 7, 8, 11 og 16, som knæsætter henholdsvis retten til respekt for privatliv og familieliv, retten til beskyttelse af personoplysninger, ytrings- og informationsfriheden samt friheden til at oprette og drive egen virksomhed, er bl.a. artikel 12, litra b), og artikel 14, stk. 1, litra a), i direktiv 95/46, som jeg begrænser mig til at henvise til, og artikel 17 i forordningen om databeskyttelse af betydning for den foreliggende bedømmelse. I henhold til den sidstnævnte artikels stk. 1 har den registrerede ret til at få personoplysninger om sig selv slettet, navnlig hvis personoplysningerne er blevet behandlet ulovligt, og den dataansvarlige har pligt til at slette dem. Artiklens stk. 3, litra a), præciserer, at stk. 1 ikke finder anvendelse, i det omfang denne behandling er nødvendig »for at udøve retten til ytrings- og informationsfrihed«. Jeg vil i løbet af bedømmelsen henvise til de øvrige bestemmelser i direktiv 95/46 og forordningen om databeskyttelse, som er relevante for undersøgelsen af anmodningen om præjudiciel afgørelse.

6.

TU arbejder i ledende stillinger i eller har andel i forskellige selskaber, som tilbyder finansielle tjenesteydelser. RE var TU’s samlever og indtil maj 2015 prokurist i et af disse selskaber. På webstedet www.g…net (herefter »g-net«) blev der den 27. april 2015, den 4. juni 2015 og den 16. juni 2015 offentliggjort tre artikler, som forholdt sig kritisk til nogle af disse selskabers investeringsmodel og rejste tvivl om investeringsmodellens seriøsitet. Artiklen fra den 4. juni 2015 var desuden illustreret med fire billeder, tre billeder af TU og et billede af RE, hvor revisionsappellanterne blev vist bag rattet i luksusbiler, om bord på en helikopter og foran et chartret fly. Billederne antydede – i forbindelse med artiklerne – at revisionsappellanterne levede i fremmedfinansieret luksus. Webstedet g-net drives ifølge oplysningerne på webstedet af G-LLC. Driftsformålet med G-LLC er ifølge selskabet selv »at bidrage til vedvarende forebyggelse af svig i forretningslivet og samfundet gennem aktiv oplysning og permanent gennemsigtighed«. I forskellige publikationer er G-LLC’s forretningsmodel blevet dækket kritisk; bl.a. hævdes det, at selskabet forsøger at afpresse andre selskaber ved først at publicere negative historier og herefter tilbyde at slette historierne eller forhindre den negative mediedækning mod betaling af såkaldte beskyttelsespenge. Ved en indtastning i Googles søgemaskine af revisionsappellanternes for- og efternavne – både separat og i sammenhæng med bestemte firmanavne – blev artiklerne af 4. juni 2015 og af 16. juni 2015 vist, og ved en søgning på bestemte firmanavne blev artiklen af 27. april 2015 vist på listen over søgeresultater. Disse resultater indeholdt et link til de omhandlede artikler. Google inkluderede endvidere de billeder, som var indeholdt i artiklen af 4. juni 2015, som »thumbnails« på listen over resultaterne af en billedsøgning.

7.

Revisionsappellanterne anmodede det revisionsindstævnte selskab om at fjerne dels de omhandlede artikler, som efter deres opfattelse indeholder en lang række fejlagtige udsagn og meninger, der antager karakter af bagvaskelse, baseret på usande fakta, dels miniaturebillederne fra listen over søgeresultater. Revisionsappellanterne hævdede, at de var genstand for afpresning fra G-LLC. Det revisionsindstævnte selskab tog ikke denne anmodning til følge, idet selskabet henviste til den professionelle sammenhæng for artiklerne og de omtvistede billeder, og erklærede ikke at være bekendt med den angivelige urigtighed af oplysningerne i artiklerne. I de første to instanser fik revisionsappellanterne ikke medhold i deres søgsmål.

8.

På denne baggrund har Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

9.

Parterne i hovedsagen, den rumænske, den østrigske og den græske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Parterne i hovedsagen og Kommissionen har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet ved Domstolen den 24. januar 2022.

10.

Inden de præjudicielle spørgsmål behandles, er det nødvendigt at foretage en kort gennemgang af Domstolens praksis angående en søgemaskineudbyders forpligtelser i det tilfælde, at dennes aktivitet omfatter behandling af personoplysninger, navnlig hvis den registrerede udøver sin ret til at få personoplysninger om sig selv slettet. Som det vil fremgå af det følgende, har disse forpligtelser sammenhæng – for at bruge Domstolens formulering – med søgemaskineudbyderens »ansvar, kompetencer og muligheder« ( 5 ), som i sig selv er uløseligt forbundne med den rolle, som søgemaskineudbyderen spiller i internettets økosystem, således som denne kortfattet er beskrevet i indledningen til dette forslag til afgørelse.

11.

Fire grundsætninger fremgår af Domstolens praksis angående behandling af personoplysninger inden for rammerne af søgemaskinernes aktivitet.

12.

Den første grundsætning angår kvalificeringen af søgemaskinernes aktivitet og det faktum, at denne aktivitet henhører under anvendelsesområdet for EU-lovgivningen om beskyttelse af personoplysninger.

13.

I dom af 13. maj 2014, Google Spain og Google ( 6 ) (herefter »Google Spain-dommen«), fastslog Domstolen, at en søgemaskines aktivitet, der består i at finde oplysninger, der er offentliggjort eller lagt på internettet af tredjemand, indeksere disse automatisk, lagre dem midlertidigt og sluttelig gøre dem tilgængelige for internetbrugerne i en vis prioriteret orden, skal kvalificeres som »behandling af personoplysninger« som omhandlet i artikel 2, litra b), i direktiv 95/46, når oplysningerne indeholder »personoplysninger« ( 7 ). Den omstændighed, at disse oplysninger allerede er blevet offentliggjort på internettet og ikke er blevet ændret af søgemaskinen, er irrelevant i denne forbindelse ( 8 ). En logisk følge af denne kvalificering af søgemaskinernes aktivitet er den anden bemærkning i Google Spain-dommen. Søgemaskineudbyderen, som afgør denne aktivitets formål og hjælpemidlerne hertil, skal anses for »registeransvarlig« i henhold til artikel 2, litra d), i direktiv 95/46 for personoplysninger, som den har behandlet i forbindelse med denne aktivitet ( 9 ). I denne forbindelse fastslog Domstolen, at det ville være i strid med denne bestemmelses formål – som består i at sikre en effektiv og fuldstændig beskyttelse af de berørte personer ved at fastsætte en bred definition af begrebet »ansvarlig« – at udelukke en søgemaskineudbyder herfra alene med den begrundelse, at den ikke har kontrol over de personoplysninger, som offentliggøres på tredjemands websider ( 10 ).

14.

Den anden grundsætning, som fremgår af Domstolens praksis, vedrører det potentielt alvorlige indgreb i de berørte personers grundlæggende rettigheder, som en søgemaskines aktivitet kan medføre.

15.

Som allerede anført indebærer internettet en eksponentiel forøgelse af risikoen for krænkelse af de grundlæggende rettigheder til privatlivets fred og beskyttelse af personoplysninger som følge af de måder, hvorpå informationen på nettet frembringes og udbredes. Vel vidende om denne virkelighed præciserede Domstolen i Google Spain-dommen for det første, at en behandling af personoplysninger, der foretages inden for rammerne af en søgemaskines aktiviteter, adskiller sig fra og er mere omfattende end den behandling, som foretages af websideudgivere, hvis behandling består i at lægge oplysninger ud på en internetside ( 11 ). For det andet bemærkede Domstolen, at en behandling af personoplysninger, der foretages af en søgemaskineudbyder, »i væsentlig grad kan påvirke de grundlæggende rettigheder til privatlivets fred og beskyttelse af personoplysninger, når der ved hjælp af søgemaskinen søges på en fysisk persons navn, idet denne behandling gør det muligt for enhver internetbruger at få en resultatliste med en struktureret oversigt over de oplysninger vedrørende denne person, der kan findes på internettet, som potentielt kan vedrøre flere forskellige aspekter af denne persons privatliv, og som uden denne søgemaskine ikke, eller kun med stort besvær, ville kunne sammenkædes, og således fastlægge en mere eller mindre detaljeret profil af personen«. Virkningen af indgrebet i nævnte rettigheder for den berørte person »forstærkes endvidere som følge af den vigtige rolle, som internettet og søgemaskinerne har i det moderne samfund, hvilket giver oplysningerne på en sådan resultatliste en allestedsnærværende karakter« ( 12 ). Derfor har Domstolen fastslået, at »[f]or så vidt som søgemaskinens aktivitet således i forhold til websideudgiveres aktivitet i væsentligt større og yderligere grad kan påvirke de grundlæggende rettigheder til privatlivets fred og beskyttelse af personoplysninger, skal søgemaskineudbyderen i sin egenskab af den person, som afgør formålet med aktiviteten og hjælpemidlerne hertil, inden for rammerne af sit ansvar, sine kompetencer og sine muligheder sikre, at den opfylder kravene i direktiv 95/46, med henblik på at de garantier, som direktivet fastsætter, kan opnå deres fulde virkning, og at en effektiv og fuldstændig beskyttelse af de berørte personer, bl.a. hvad angår deres ret til privatlivets fred, faktisk kan gennemføres« ( 13 ). I dom af24. september 2019, GC m.fl. (Fjernelse af følsomme oplysninger) ( 14 ) (herefter »GC-dommen«), understregede domstolen, at søgemaskineudbyderen fuldt ud skal overholde alle forpligtelser, der påhviler den »registeransvarlige« eller »dataansvarlige« i kraft af henholdsvis direktiv 95/46 og forordningen om databeskyttelse, herunder de forbud og restriktioner vedrørende behandling af følsomme oplysninger som omhandlet i dette direktivs artikel 8, stk. 1 og 5, og artikel 9, stk. 1, og artikel 10, i forordningen om databeskyttelse. I denne dom præciserede Domstolen, at selv om de særlige forhold, som gør sig gældende ved den behandling, som foretages af en søgemaskineudbyder i forbindelse med søgemaskinens aktivitet, ikke kan begrunde, at denne udbyder fritages fra overholdelsen af disse bestemmelser, kan disse særlige forhold imidlertid påvirke omfanget af udbyderens ansvar og konkrete forpligtelser. Eftersom søgemaskineudbyderen ikke er ansvarlig for den omstændighed, at følsomme oplysninger findes på en webside, som en tredjemand har offentliggjort, men for henvisningen til denne side, kan bestemmelserne om behandling af disse oplysninger kun finde anvendelse på denne udbyder på grund af denne visning af links og dermed »ved hjælp af en efterprøvelse under de kompetente nationale myndigheders kontrol på grundlag af en anmodning om fjernelse af links fremsat af den registrerede« ( 15 ).

16.

Den tredje grundsætning, som Domstolen har fastslået, vedrører nødvendigheden af at tage hensyn til alle berørte grundlæggende rettigheder inden for rammerne af en anmodning til søgemaskineudbyderen om fjernelse og at foretage en afvejning af disse rettigheder, som ud over omstændighederne i det konkrete tilfælde tager højde for internetmiljøets teknologiske egenskaber.

17.

I denne sammenhæng bemærkede Domstolen først og fremmest, at visningen af oplysninger, der vedrører en person, på en resultatliste efter en søgning på den berørte persons navn foretaget ved hjælp af en søgemaskine på internettet, bevirker et indgreb i personens grundlæggende rettigheder, som – henset til, at dette indgreb potentielt kan være alvorligt – ikke kan berettiges alene ved søgemaskineudbyderens økonomiske interesse i behandlingen, hvorefter Domstolen konstaterede, at »fjernelsen af link i resultatlisten alt efter den omhandlede oplysning kan have betydning for den legitime interesse hos internetbrugere […] i at have adgang til den pågældende oplysning« ( 16 ). I disse situationer skal der ifølge Domstolen »foretages en rimelig afvejning af bl.a. denne interesse og denne persons grundlæggende rettigheder i medfør af chartrets artikel 7 og 8« ( 17 ). Denne nødvendighed blev bekræftet i GC-dommen for så vidt angår artikel 17 i forordningen om databeskyttelse, som har kodificeret retten til sletning af personoplysninger (»retten til at blive glemt«), som fastslået af Domstolen i Google Spain-dommen ( 18 ), og som i stk. 3, litra a), udtrykkeligt fastsætter – som Domstolen i øvrigt bemærkede – kravet om en afvejning af de ovenfor nævnte rettigheder ( 19 ). I denne dom bekræftede Domstolen også sine overvejelser i Google Spain-dommen om kriterierne for denne afvejning, idet Domstolen bemærkede, at »[s]elv om rettighederne for den registrerede, der er beskyttet ved chartrets artikel 7 og 8, generelt vejer tungest i forhold til internetbrugernes informationsfrihed, kan denne afvejning dog i særlige tilfælde afhænge af den pågældende oplysnings art, og hvor følsom den er for den registreredes privatliv, samt offentlighedens interesse i at råde over denne oplysning, hvilket bl.a. kan variere, alt efter hvilken rolle denne person har i det offentlige liv« ( 20 ). Ud over de af Domstolen anvendte formuleringer fremgår det bl.a. af GC-dommen, at afvejningen foretages mellem ligeværdige grundlæggende rettigheder, som udgør ufravigelige betingelser for et velfungerende demokratisk samfund. Det kan således ikke konkluderes på abstrakt vis, at den ene af disse rettigheder er mere tungtvejende end den anden, men afvejningen skal foretages således, at der opnås en sameksistens, som indebærer den mindst mulige krænkelse af de enkelte grundlæggende rettigheder. Det følger endvidere af denne dom, at denne afvejning forskubber sig fra retten til respekt for privatliv og familieliv og retten til beskyttelse af personoplysninger, som er sikret ved chartrets artikel 7 og 8, henimod retten til at informere og retten til at blive informeret, som er knæsat i chartrets artikel 11, i det omfang den berørte person har en rolle i det offentlige liv, og internetbrugerne derfor har en interesse i at modtage oplysninger om denne person ( 21 ).

18.

Den fjerde grundsætning ifølge Domstolens praksis er, at søgemaskineudbyderen i sin egenskab af dataansvarlig for den behandling af personoplysninger, som foretages af hensyn til søgemaskinens driftskrav, tildeles en rolle i at afveje de berørte grundlæggende rettigheder med henblik på at sikre, at behandlingen opfylder bestemmelserne i forordningen om databeskyttelse (og tidligere bestemmelserne i direktiv 95/46) ( 22 ). Denne rolle er blevet kodificeret i artikel 17 i forordningen om databeskyttelse.

19.

Når en registreret udøver »retten til at blive glemt«, skal søgemaskineudbyderen derfor – på grundlag af alle berørte rettigheder og interesser samt i lyset af samtlige omstændigheder i det konkrete tilfælde – afgøre, hvilket indhold der skal inkluderes på listen over resultater af søgninger med denne søgemaskine, og hvilket indhold der derimod skal udelukkes fra denne liste. Når den registeransvarlige (eller den dataansvarlige i medfør af forordningen om databeskyttelse) ikke tager anmodningen om fjernelse til følge, kan den registrerede indbringe dette for tilsynsmyndigheden eller for en retsinstans, med henblik på at de foretager de nødvendige undersøgelser og følgelig pålægger udbyderen at træffe specifikke foranstaltninger ( 23 ). I denne sammenhæng skal det erindres, at artikel 29-gruppen ( 24 ) den 26. november 2014 vedtog retningslinjer for opfyldelse af Google Spain-dommen ( 25 ), som har til formål at oplyse om, hvordan de databeskyttelsesmyndigheder, der er samlet i gruppen, agter at opfylde denne dom. Disse retningslinjer indeholder endvidere en ikke-udtømmende liste over fælles kriterier, som databeskyttelsesmyndighederne vil anvende ved behandlingen af de enkelte sager indgivet til deres nationale kontorer, når søgemaskineudbydere har afvist at slette bestemte oplysninger. Det er ved anvendelsen af disse retningslinjer, at bl.a. Google undersøger de anmodninger om fjernelse, som selskabet modtager.

20.

Det er i lyset af ovenfor beskrevne principper, at de præjudicielle spørgsmål fra Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) skal vurderes.

21.

Google har fremsat en formalitetsindsigelse og gjort gældende, at det første præjudicielle spørgsmål er af hypotetisk karakter, fordi den af Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) foreslåede løsning resulterer i en abstrakt konstruktion, som savner enhver forbindelse med de faktiske omstændigheder i hovedsagen. Endvidere råder Domstolen ikke over de elementer, som er nødvendige for, at den kan give en saglig korrekt besvarelse af det stillede spørgsmål.

22.

I denne forbindelse mener jeg for det første, at Googles argument om, at forelæggelsesafgørelsen ikke er tilstrækkeligt detaljeret vedrørende dette emne, ikke kan tiltrædes. Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) har nemlig efter min opfattelse givet en tilstrækkeligt præcis og fuldstændig rekonstruktion af de faktiske omstændigheder, som kendetegner den tvist, som den skal afgøre, og af behovet for i denne sammenhæng at få svar på det første præjudicielle spørgsmål. Domstolen er i besiddelse af alle de nødvendige oplysninger for at besvare dette spørgsmål, og dette uafhængigt af, at den forelæggende ret hverken har præciseret, hvorvidt revisionsappellanterne i hovedsagen reelt kan opnå retsbeskyttelse over for indholdsudbyderen, eller hvilke konsekvenser det ville få, hvis det blev fastslået, at denne mulighed ikke foreligger. Alene den omstændighed, at det ifølge Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) for at træffe afgørelse i den verserende tvist er nødvendigt indledningsvis at undersøge, om den fremgangsmåde, som efter den forelæggende rets opfattelse finder anvendelse i en situation som den i hovedsagen omhandlede, der er defineret på almindelig og abstrakt vis, er korrekt, indebærer for det andet ikke, at det for Domstolen forelagte præjudicielle spørgsmål er af hypotetisk karakter, hvis det står klart, at svaret på dette spørgsmål kan sætte den forelæggende ret i stand til, efter de nødvendige faktuelle undersøgelser, at løse tvisten i hovedsagen. Afslutningsvis skal det påpeges, at de yderligere argumenter, som Google har fremsat til støtte for sin formalitetsindsigelse vedrørende det første præjudicielle spørgsmål, i det væsentlige angår konsekvenserne af, hvorvidt Domstolen tiltræder den af den forelæggende ret foreslåede løsning, og således realiteten i dette spørgsmål.

23.

Med det første præjudicielle spørgsmål anmodes Domstolen nærmere bestemt om at præcisere en søgemaskineudbyders forpligtelser i forbindelse med en prøvelse af en anmodning om fjernelse baseret på argumentet – ikke ledsaget af beviser – om urigtigheden af visse af oplysningerne i det indekserede indhold, i den konkrete situation nogle artikler med fakta og kommentarer vedrørende investeringsmodellen hos og resultaterne af de selskaber, som ledes af revisionsappellanterne i hovedsagen. Når henses til – i lyset af bl.a. den professionelle sammenhæng for de omhandlede artikler og betydningen af oplysningerne for investorerne i den risikofyldte branche, hvor revisionsappellanterne opererer ( 26 ) – at en fjernelse kun er begrundet, hvis de bestridte oplysninger reelt er urigtige, ønsker Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) oplyst, hvorvidt revisionsappellanterne i hovedsagen er forpligtede til at bevise, at de konkrete oplysninger er urigtige, eller i det mindste til at fremlægge en vis evidens herfor, eller hvorvidt Google skal lægge til grund, at revisionsappellanternes argumenter er korrekte, og gennemføre den anmodede fjernelse, eller selv skal prøve at afklare de faktiske omstændigheder. Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) hælder til en løsning, ifølge hvilken den registrerede på rimelig måde, eksempelvis ved en foreløbig foranstaltning, kan opnå retsbeskyttelse direkte over for indholdsudbyderen, og har nærmere bestemt anmodet Domstolen om at fastslå, om det er korrekt at anlægge en sådan fortolkning af artikel 17, stk. 3, litra a), i forordningen om databeskyttelse.

24.

Med delvist forskellige argumenter har alle parter og de øvrige procesdeltagere, der har afgivet indlæg for Domstolen, modsat sig den af Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) foreslåede løsning ( 27 ), i det mindste for så vidt denne løsning i modsætning til den ovenfor i punkt 11-19 i dette forslag til afgørelse nævnte retspraksis indebærer, at den afvejning af interesser, som skal foretages i henhold til artikel 17, stk. 3, litra a), i forordningen om databeskyttelse kun baseres på kriteriet om rimelig retsbeskyttelse over for indholdsudbyderen.

25.

Jeg vil gerne fremhæve, at det klart fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) først har rejst spørgsmålet om den mulige relevans af dette kriterium efter at have foretaget en afvejning af de i chartrets artikel 7, 8 og 11 sikrede rettigheder på grundlag af samtlige relevante forhold i den foreliggende situation og efter at have konkluderet – ud fra den antagelse, at de bestridte oplysninger er rigtige – at internetbrugernes ret til information er mere tungtvejende. Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) har således foreslået en løsning, hvorefter beslutningen om, hvorvidt anmodningen om fjernelse, efter den nødvendige afvejning af de øvrige relevante elementer, skal tages til følge, alene afhænger af, om de oplysninger, som anmodes slettet, er rigtige eller urigtige. Hvis Domstolen besvarer det præjudicielle spørgsmål fra Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) bekræftende, indebærer dette følgelig ikke, at imødekommelsen eller afvisningen af en anmodning om fjernelse baseret på, at de oplysninger, som søgemaskinen gør tilgængelige, angiveligt er urigtige, alene afhænger af, at den registrerede kan opnå retsbeskyttelse over for indholdsudbyderen, og det bevirker ej heller – i modsætning til, hvad Google har gjort gældende – at søgemaskineudbyderen automatisk er forpligtet til at fjerne oplysningerne, såfremt der ikke er adgang til denne retsbeskyttelse. Disse resultater ville i øvrigt være i strid med et korrekt indbyrdes forhold mellem bestemmelserne i artikel 17, stk. 1 og 3, litra a), i forordningen om databeskyttelse som udelukker enhver form for automatisk mekanisme, der kan påvirke den nødvendige afvejning af de berørte grundlæggende rettigheder, som skal foretages af den dataansvarlige, tilsynsmyndigheden eller den kompetente retsinstans. Hvis Domstolen besvarer det første præjudicielle spørgsmål bekræftende, indebærer det simpelthen – såfremt internetbrugernes ret til information og indholdsudbyderens ytringsfrihed på grundlag af samtlige relevante forhold opfattes som mere tungtvejende end rettighederne for den person, der anmoder om sletning af oplysninger, og imødekommelsen af anmodningen om fjernelse kun er begrundet i tilfælde af, at de bestridte oplysninger reelt er urigtige – at den nationale retsinstans, eller søgemaskineudbyderen under den forudgående administrative procedure, kan lægge afgørende vægt på den ovennævnte omstændighed, såfremt denne urigtighed ikke er åbenlys, og den person, der anmoder om sletning af oplysninger, ikke i det mindste har fremlagt en vis evidens herfor. Ved en nærmere betragtning kan eksistensen eller ej af en rimelig måde, hvorpå den registrerede kan opnå retsbeskyttelse over for indholdsudbyderen, i øvrigt ikke i sig selv udgøre det eneste eller afgørende kriterium for, hvorvidt en anmodning om fjernelse skal tages til følge, uanset dennes grundlag, men kan ej heller udgøre et relevant kriterium i forbindelse med den afvejning, som skal foretages i henhold til artikel 17, stk. 3, litra a), i forordningen om databeskyttelse. Dette kriterium i sig selv siger nemlig ikke noget om, hvorvidt den registrerede har ret til at få slettet oplysninger, der er en del af det bestridte indhold, eller hvorvidt indekseringen af dette indhold skal fastholdes med henblik på udøvelsen af retten til ytrings- og informationsfrihed.

26.

Efter disse præciseringer mener jeg, at det med henblik på besvarelse af det første præjudicielle spørgsmål er nødvendigt at afklare, hvilken vægt der i forbindelse med afvejningen af de berørte grundlæggende rettigheder i et tilfælde som det af hovedsagen omfattede skal lægges på dels den berørte persons rolle i det offentlige liv som omhandlet i Domstolens praksis, dels det forhold, at rigtigheden af de behandlede oplysninger er bestridt.

27.

De grundlæggende rettigheder til privatlivets fred og beskyttelse af personoplysninger er, til trods for deres betydning i EU’s grundlæggende lovgivning, ikke absolutte rettigheder ( 28 ). Det fremgår bl.a. af artikel 17, stk. 3, litra a), i forordningen om databeskyttelse, at retten til beskyttelse af personoplysninger skal ses i sammenhæng med sin funktion i samfundet og afvejes i forhold til andre grundlæggende rettigheder i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet ( 29 ). I forbindelse med denne afvejning skal der lægges den korrekte vægt på retten for indehaveren af den webside, som anmodes fjernet, til at informere, og på offentlighedens ret til at modtage de oplysninger, som findes på denne webside.

28.

Som det fremgår af Domstolens ovennævnte praksis, kan offentlighedens interesse i at modtage oplysninger om en vis person variere, bl.a. alt efter »hvilken rolle denne person har i det offentlige liv«. Denne formulering omfatter, for så vidt som det er relevant for den foreliggende sag, ikke alene situationer, hvor denne person bestrider politiske embeder, som pr. definition gør denne person til genstand for offentlighedens demokratiske kontrol, men også situationer, hvor personen har en betydelig økonomisk rolle ( 30 ). Et velfungerende marked har mere generelt som en absolut forudsætning, at der er tillid hos de øvrige økonomiske aktører såvel som hos forbrugerne. Denne tillid kræver, at offentligheden har adgang til oplysninger om personer, som med deres professionelle rolle kan påvirke markedsdynamikkerne og forbrugernes interesser, i nogle tilfælde på klart mere markant vis end politiske beslutningstagere. Naturligvis vedrører disse oplysninger hovedsageligt disse personers professionelle roller, men de kan også udvide sig til at omfatte aspekter af deres privatliv, når disse aspekter er knyttet til eller under alle omstændigheder kan påvirke deres professionelle aktivitet og offentlighedens tillid. I denne henseende skal det fremhæves, at Domstolen allerede har fastslået, at accepten af en økonomisk rolle medfører accepten af en begrænsning af beskyttelsen af privatlivets fred ( 31 ).

29.

Hvis den berørte person har en rolle i det offentlige liv i den ovenfor præciserede forstand – uafhængigt af, om denne rolle reelt er betydelig eller har et mindre omfang inden for rammerne af den afvejning, som skal foretages i henhold til artikel 17, stk. 1 og 3, i forordningen om databeskyttelse – kan retten til at informere og retten til at blive informeret, i lyset af samtlige relevante forhold, veje tungere end de grundlæggende rettigheder, som er sikret ved chartrets artikel 7 og 8. Under de omstændigheder, der foreligger i hovedsagen, forstærkes dette, således som den forelæggende ret har påpeget, også af den professionelle sammenhæng og den journalistiske karakter af de omhandlede offentliggørelser samt af arten af de bestridte oplysninger, som hovedsageligt vedrører aktiviteten af de selskaber, som ledes af revisionsappellanterne.

30.

Den tendens, at retten til ytrings- og informationsfrihed vejer tungere end retten til respekt for privatliv og familieliv og retten til beskyttelse af personoplysninger, såfremt den berørte person har en betydelig rolle i det offentlige liv, vendes på hovedet, hvis det viser sig, at de oplysninger, som er genstand for anmodningen om fjernelse, er urigtige. I en sådan situation kan det sandsynligvis snarere hævdes, at retten til at informere og retten til at blive informeret reelt end ikke er relevante, fordi disse rettigheder ikke kan omfatte retten til at udbrede og have adgang til urigtige oplysninger. Selv uden at løse den gordiske knude, som består i forholdet mellem retten til ytrings- og informationsfrihed og oplysningernes rigtighed ( 32 ), kan det simpelthen anføres, at denne ret, i sin dobbelte – aktive og passive – betydning, såfremt den vedrører urigtige oplysninger, under ingen omstændigheder kan sættes på linje med de grundlæggende rettigheder til privatlivets fred og beskyttelse af personoplysninger. I dette tilfælde gælder nemlig et kriterium om forrang, som er forankret i en af EU’s grundlæggende værdier, dvs. den menneskelige værdighed.

31.

I listen over de værdier, som Unionen bygger på, sætter artikel 2 TEU, i øvrigt med henvisning til medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, respekten for den menneskelige værdighed på førstepladsen. Endvidere fastsætter chartrets artikel 1 ubetinget, at »[d]en menneskelige værdighed er ukrænkelig«, og at den »skal respekteres og beskyttes«. Den menneskelige værdighed har i den »union af værdier«, som Unionen er, en form for forrang og udgør fundamentet for en stor del af den europæiske konstruktion. Når det står klart, at den menneskelige værdighed er ukrænkelig og altid skal respekteres og beskyttes – uden at der, som det er tilfældet for hovedparten af de i chartret sikrede grundlæggende rettigheder, kan foreligge interesser, som begrunder en begrænsning heraf – kan der ikke påberåbes nogen retlig grund for at krænke den, end ikke nogen grund knyttet til udøvelsen af en grundlæggende ret ( 33 ). Ud over at krænke den berørte persons ret til beskyttelse af personoplysninger rammer en urigtig oplysning denne persons værdighed, fordi den giver et falsk billede af personen og skaber en ændring af dennes identitet. Dette gør sig især gældende i internettets økosystem, hvor oplysningerne spredes hurtigt, findes permanent og, som følge af søgemaskinernes aktivitet, danner en detaljeret profil af den berørte person. Udbredelsen af urigtige oplysninger om en person udgør i den digitale verden en permanent vansiring af personens identitet, som i dag hovedsageligt defineres på nettet, og en alvorlig krænkelse af personens værdighed.

32.

Når dette er sagt, vil jeg erindre om, at forordningen om databeskyttelse i sig selv giver et klart svar på spørgsmålet angående den vægt, som skal lægges på rigtigheden af de behandlede personoplysninger. Blandt de principper for behandling af personoplysninger, som er opremset i forordningens artikel 5, stk. 1, nævner litra d) princippet om »rigtighed«, ifølge hvilket personoplysninger skal »være korrekte og om nødvendigt ajourførte« samtidigt med, at »personoplysninger, der er urigtige i forhold til de formål, hvortil de behandles«, straks skal slettes eller berigtiges ( 34 ). Rigtigheden af oplysningerne udgør ifølge Domstolen en af de fastsatte »lovlighedsbetingelser« for behandling af personoplysninger ( 35 ) og er derfor relevant ved anvendelsen af bl.a. artikel 17, stk. 1, litra d), i forordningen om databeskyttelse.

33.

Når rigtigheden af de af søgemaskineudbyderen behandlede oplysninger bestrides, som i det af hovedsagen omfattede tilfælde, antager spørgsmålet om afvejning af de berørte grundlæggende rettigheder derfor en helt særlig form, i det mindste i den fase, hvor det endnu ikke er fastslået, om oplysningerne er rigtige eller urigtige. I denne fase er nøglespørgsmålet nemlig at fastlægge, hvem der skal foretage denne undersøgelse, og efter hvilken fremgangsmåde.

34.

Inden drøftelsen af dette spørgsmål finder jeg det hensigtsmæssigt at foretage nogle yderligere præciseringer angående den form, som afvejningen af de berørte grundlæggende rettigheder tager, når det drejer sig om søgemaskinernes aktivitet.

35.

Fremgangsmåden for den afvejning af modstridende grundlæggende rettigheder, som søgemaskineudbyderen skal foretage i forbindelse med en prøvelse af en anmodning om fjernelse, påvirkes nødvendigvis af særprægene ved den teknologiske kontekst, i hvilken tvisten er opstået. Spændingen mellem på den ene side informationsfriheden i sit dobbelte – aktive og passive – perspektiv og på den anden side retten til respekt for privatliv og familieliv og retten til beskyttelse af personoplysninger udmønter sig på forskellig vis i den digitale verden. Internetteknologien berører ikke alene den måde, hvorpå retten til information interagerer med retten til respekt for privatliv og familieliv og retten til beskyttelse af personoplysninger, men også de måder, hvorpå disse afvejes. Det er af denne grund, at Domstolens ovennævnte praksis vedrørende »retten til at blive glemt« nævner søgemaskineudbyderens »muligheder«, »kompetencer« og »ansvar«. Dette gør sig også gældende, hvis anmodningen om fjernelse er baseret på, at de oplysninger angiveligt er urigtige, som figurerer på den webside, som det link, der er genstand for anmodningen om fjernelse, henviser til. Søgemaskineudbyderen kan ikke pålægges en generel forpligtelse til at overvåge det lagrede indhold og til at undersøge rigtigheden af dette indhold. En sådan overvågningsforpligtelse ville i øvrigt være meget vanskelig at opfylde. På tilsvarende måde henhører det ikke under søgemaskineudbyderens muligheder efterfølgende at undersøge, om indholdet af en artikel på en webside, som inkluderes på listen over resultater af en søgning, er rigtigt eller urigtigt, idet søgemaskineudbyderen ikke har adgang til de oplysninger, som websideudgiveren råder over, og ikke har de nødvendige beføjelser til en sådan undersøgelse.

36.

Samtidigt må det dog ikke undlades at tage højde for det særlige ansvar, som søgemaskineudbyderen har i sin egenskab af »gatekeeper« for informationen. Eftersom søgemaskineudbyderen har en aktiv rolle, som ikke blot er teknisk og neutral, i udbredelsen af informationen på internettet, og på hvilken denne har oprettet sin forretningsmodel, og hvorfra denne får sin indtjening, skal denne ligeledes spille en aktiv rolle ved fjernelse af indhold med urigtige personoplysninger fra søgeresultaterne, forudsat at denne rolle forbliver inden for rammerne af dennes kompetencer og muligheder. I denne henseende vil jeg anføre, at det særlige ansvar, som er knyttet til visse platformes funktion af »gatekeeper« for informationen, blev understreget i dom af 3. oktober 2019, Glawischnig-Piesczek ( 36 ), hvor Domstolen fastslog, at bestemmelserne i direktivet om elektronisk handel ( 37 ) ikke er til hinder for, at de nationale retter kan pålægge en hosting-udbyder at fjerne eller at hindre adgangen ikke alene til information, der tidligere er erklæret ulovlig, idet den har ærekrænkende karakter, men også til indhold, som har samme betydning, med henblik på at undgå en spredning af denne information, selv om det oprindelige indhold er blevet fjernet. Effektiv beskyttelse af de individuelle rettigheder i relation til den specifikke måde, hvorpå informationen spredes på internettet, begrunder derfor ifølge Domstolen – selv til ugunst for platformens økonomiske interesser – en særlig overvågningsforpligtelse (en generel overvågningsforpligtelse ville være i strid med artikel 15, stk. 1, i direktivet om elektronisk handel), forudsat at dette ikke medfører en uforholdsmæssig byrde for formidlerne. I samme retning går foranstaltningerne til at imødegå udbredelsen af desinformation og hadefulde ytringer på internettet ( 38 ) og EU-rettens tendens til, på specifikke områder, at pålægge platforme såsom Google øgede forpligtelser til at overvåge det lagrede indhold ( 39 ).

37.

Inden for den ovenstående rekonstruerede almindelige ramme overbeviser de løsninger, som bl.a. parterne i hovedsagen og den forelæggende ret har foreslået, mig ikke.

38.

I modsætning til, hvad revisionsappellanterne i hovedsagen har gjort gældende, kan fjernelsen ikke alene være resultatet af en anmodning fremsat ensidigt af den berørte person, som uden at fremlægge beviser hævder, at det omhandlede indhold omfatter urigtige oplysninger, især såfremt der, sådan som det tilsyneladende er tilfældet med revisionsappellanterne, er tale om personer, om hvis aktivitet offentligheden i princippet har ret til information, henset til deres rolle på markedet. En sådan løsning ville lade fjernelsen af indhold, som vedrører den berørte person, afhænge af dennes ensidige valg, uden at der ville være mulighed for at bestride de argumenter, som kan begrunde anmodningen, og den ville indebære en uforholdsmæssig og ubegrundet forringelse af websideudgiverens ret til at informere og af offentlighedens ret til at blive informeret, idet disse rettigheders rolle i et demokratisk samfund ville undergraves.

39.

Heller ikke den af Google foreslåede løsning er overbevisende, idet den udelukker enhver form for involvering af søgemaskineudbyderen og indebærer, at den berørte person skal henvende sig til websideudgiveren med henblik på at anmode om fjernelse af det indhold, hvis rigtighed bestrides. Hvis en sådan løsning blev valgt, ville våbnet i hænderne på en person, som anser sine grundlæggende rettigheder til privatlivets fred og beskyttelse af personoplysninger for at være blevet krænket, være uden brod. Hvis websideudgiveren afviste anmodningen om fjernelse af oplysningerne, ville disse nemlig fortsat udbredes via søgemaskinen og, såfremt de reelt var urigtige, ville de fortsætte med at krænke den berørte persons grundlæggende rettigheder på uberettiget vis. Således ville vi stå over for et modsat tilfælde i forhold til det foregående, hvor afvejningen af grundlæggende rettigheder fuldt ud ville være til gavn for retten til information, og hvor de i chartrets artikel 7 og 8 sikrede grundlæggende rettigheder ville være genstand for uforholdsmæssig og uacceptabel forringelse.

40.

Hvad endeligt angår den af den forelæggende ret foreslåede løsning, ifølge hvilken den berørte person, når dette er muligt, skal anlægge sag mod websideudgiveren, fører denne efter min opfattelse også til en uforholdsmæssig forringelse af de i chartrets artikel 7 og 8 omhandlede rettigheder. For det første står den hurtighed, hvormed oplysningerne spredes sig på internettet, og vanskelighederne forbundet med deres efterfølgende fjernelse, såfremt det fastslås, at de er urigtige, i kontrast til behandlingstiden for retssager, selv efter de fremskyndede procedurer, og den heraf følgende skade for den berørte person ville kunne være uoprettelig. For det andet ville denne løsning kunne vise sig at være vanskelig at gennemføre i alle de tilfælde, som ikke er sjældne i internettets økosystem, hvor der foreligger betydelige praktiske hindringer for at anlægge sag mod udbyderen af det websted, hvor det omtvistede indhold findes, idet denne kan have hjemsted i et tredjeland eller være vanskelig at identificere. Såfremt det endvidere blev lagt til grund, at muligheden for at opnå retsbeskyttelse over for indholdsudbyderen har afgørende betydning med hensyn til beskyttelsen af den berørte persons rettigheder under omstændigheder som dem, der foreligger i hovedsagen, ville søgemaskineudbyderens ansvar derved reduceres, hvilket i sig selv er i strid med både anerkendelsen af, at behandling af personoplysninger knyttet til søgemaskinernes aktivitet er af selvstændig karakter, og det af Domstolen fastslåede princip om, at den berørte person skal kunne henvende sig til den dataansvarlige med henblik på at få slettet oplysningerne om vedkommende, uafhængigt af om den, som først har lagt det omtvistede indhold på nettet, forinden har fjernet disse oplysninger. Som jeg allerede har haft lejlighed til at fremhæve, er dette princip – sammen med den rolle, som søgemaskinerne har i udbredelsen af indhold på internettet og i konsekvens heraf i forøgelsen af den skade, som enkeltpersoner kan lide ved offentliggørelse på internettet af oplysninger om dem – nemlig til hinder for enhver løsning, som frigør søgemaskineudbyderen fra forpligtelsen, som påhviler denne i egenskab af dataansvarlig, til at overholde lovlighedsbetingelserne for behandlingen, herunder rigtigheden af de behandlede oplysninger.

41.

I alle ovenfor analyserede løsninger vægtes én af de berørte grundlæggende rettigheder klart tungest, mens det er nødvendigt at finde en ligevægt, som indebærer den mindst mulige forringelse af disse grundlæggende rettigheder. Jeg vil i det følgende forklare, hvordan denne ligevægt efter min opfattelse kan opnås.

42.

I et tilfælde som det af hovedsagen omfattede, hvor retten til sletning i det væsentlige afhænger af, om det fastslås, at oplysningerne i det indhold, som anmodes fjernet, er rigtige, og dermed om de af søgemaskineudbyderen behandlede personoplysninger er korrekte, udgøres den eneste løsning efter min opfattelse af fastlæggelsen af en specifik »procedural fairness«.

43.

I internettets økosystem er der sket en etablering af »private magter« – herunder på grund af dette medies tekniske egenskaber og de økonomiske dynamikker, som uundgåeligt fører til koncentrationen af økonomisk og social magt hos nogle få platforme – som kraftigt kan påvirke udøvelsen af de grundlæggende rettigheder, navnlig de i chartrets artikel 7, 8 og 11 omhandlede. I særdeleshed er indflydelsen på den effektive nydelse af disse grundlæggende rettigheder en automatisk konsekvens af den rolle som »gatekeeper« for informationen, som visse platforme har. For at imødekomme dette fænomen har Domstolen i sin praksis vedrørende »retten til at blive glemt« i det væsentlige fastslået, at de grundlæggende rettigheder i chartrets artikel 7 og 8 har direkte horisontal virkning. Det logisk følgende trin for at sikre virkningen af disse rettigheder er at give enkeltpersoner tilstrækkelige proceduremæssige garantier over for de dataansvarlige elektroniske platforme, idet disse garantier indebærer, at disse platforme pålægges forpligtelser, som selvsagt skal være passende i forhold til egenskaberne hos det teknologiske medie og særprægene ved konflikterne mellem grundlæggende rettigheder i internetmiljøet. I internettets verden opleves efter min mening behovet for en form for »procedural data due process« ( 40 ).

44.

En enkeltperson har i henhold til forordningen om databeskyttelse ret til at anmode om fjernelsen af en webside med oplysninger om vedkommende, som efter dennes egen opfattelse ikke er rigtige. Udøvelsen af denne ret medfører dog efter min mening en byrde for vedkommende til at angive de elementer, hvorpå anmodningen er baseret, og til at fremlægge en vis evidens for urigtigheden af det indhold, som anmodes fjernet, såfremt dette, henset bl.a. til arten af de pågældende oplysninger, ikke viser sig at være åbenlyst umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt ( 41 ). At pålægge en sådan byrde synes at være i overensstemmelse med ordlyden og opbygningen af forordningen om databeskyttelse, hvor den registreredes ret til berigtigelse, ret til sletning, ret til begrænsning af behandling og ret til indsigelse er underkastet specifikke betingelser, og det påhviler den, som ønsker at udøve dem, at bevise, at de respektive betingelser er opfyldt.

45.

Når søgemaskineudbyderen modtager en anmodning om fjernelse, skal denne – henset til sin rolle i udbredelsen af informationen og det heraf følgende ansvar – fastlægge, om anmodningen er grundet, ved hjælp af de undersøgelser, som henhører under dennes konkrete muligheder. Disse undersøgelser kan baseres på de oplysninger, som søgemaskineudbyderen lagrer, og som vedrører den berørte person og udgiveren af den webside, hvor det omtvistede indhold er offentliggjort, idet søgemaskineudbyderen hurtigt kan analysere disse oplysninger ved hjælp af de teknologiske instrumenter, som denne råder over. Så vidt muligt skal søgemaskineudbyderen endvidere hurtigt aktivere en kontradiktorisk dialog med den websideudgiver, som oprindeligt har udbredt informationen, og som således gives mulighed for at fremsætte sine synspunkter til støtte for rigtigheden af de behandlede personoplysninger og behandlingens lovlighed. Afslutningsvis skal søgemaskineudbyderen beslutte, hvorvidt den tager anmodningen om fjernelse til følge, og give en kortfattet begrundelse for sin beslutning.

46.

Kun i det tilfælde, hvor der genstår betydelig tvivl om rigtigheden eller urigtigheden af de pågældende oplysninger, eller såfremt vægten af de urigtige oplysninger åbenlyst er lidet relevant i konteksten for den omhandlede offentliggørelse, og forudsat at disse oplysninger ikke er følsomme, kan søgemaskineudbyderen afvise anmodningen. Den berørte person kan i så fald henvende sig til den kompetente retsinstans, som har beføjelsen til at foretage de nødvendige undersøgelser, eller indgive klage over søgemaskineudbyderens beslutning til den i artikel 51 i forordningen om databeskyttelse omhandlede tilsynsmyndighed.

47.

Hvis indholdet vedrører en person, som har en rolle i det offentlige liv i den ovenfor beskrevne forstand, skal beslutningen om fjernelse være baseret på særligt relevante konstateringer af, at oplysningerne er urigtige, henset til, at retten til information i princippet er mere tungtvejende end de i chartrets artikel 7 og 8 omhandlede rettigheder. Hvis der i et sådant tilfælde genstår rimelig tvivl om rigtigheden eller urigtigheden af oplysningerne, skal anmodningen om fjernelse efter min opfattelse ikke tages til følge. Under alle omstændigheder, og så meget desto mere når det omtvistede indhold vedrører en person i kraft af dennes rolle i det offentlige liv, skal anmodningen om fjernelse ikke tages til følge, såfremt indholdet alene omfatter meninger, selv hvis disse er stærkt kritiske eller fremsættes med meget livlige eller uærbødige toner, eller såfremt der er tale om satire ( 42 ). Berigtigelse af urigtige oplysninger vedrører nemlig netop oplysninger om fakta, og ikke meninger, som under alle omstændigheder bidrager til udviklingen af den politiske debat i et demokratisk samfund, medmindre de ikke antager karakter af bagvaskelse. Det står derimod klart, at søgemaskineudbyderen, selv om anmodningen oprindeligt ikke tages til følge, skal fjerne oplysningerne, hvis en retsinstans efterfølgende fastslår, at disse oplysninger er urigtige.

48.

Endeligt kan søgemaskineudbyderen, såfremt det under de konkrete omstændigheder synes at være hensigtsmæssigt for at undgå en uoprettelig skade for den berørte person, midlertidigt suspendere indekseringen ( 43 ) eller angive i søgeresultaterne, at rigtigheden af visse af oplysningerne i det indhold, hvortil det omhandlede link henviser, er bestridt ( 44 ), idet det står fast, at først og fremmest websideudgiveren har ret til at fremsætte indsigelse mod et sådant initiativ ved den kompetente retsinstans.

49.

Jeg mener, at den foreslåede løsning skaber en rimelig afvejning af de berørte rettigheder og endvidere undgår risikoen for at omdanne Google til »sandhedens vogter« eller gennemføre en form for privat censur af informationen på nettet. Den sidstnævnte risiko ville nemt foreligge, såfremt søgemaskineudbyderen pålægges generelle forpligtelser til ikke at lagre indhold med urigtige oplysninger eller generelle forpligtelser til at fastlægge, om de oplysninger, som anmodes fjernet, er urigtige eller ej. For at undgå eventuelt ansvar ville søgemaskineudbyderen i dette tilfælde være ansporet til at fjerne alt tvivlsomt indhold, selv i mangel af elementer, som på rimelig vis kan føre til at antage, at indholdet er urigtigt, med heraf følgende alvorlig forringelse af informationsfriheden. Med henblik på at imødekomme denne risiko er det hensigtsmæssigt, at udøvelsen af retten til sletning følger en procedure, hvorunder alle berørte parter har specifikke forpligtelser.

50.

På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det første præjudicielle spørgsmål med, at artikel 17, stk. 3, litra a), i forordningen om databeskyttelse skal fortolkes således, at der ved den afvejning af de i chartrets artikel 7, 8, 11 og 16 sikrede modstridende grundlæggende rettigheder, som skal foretages i forbindelse med en prøvelse af en anmodning til søgemaskineudbyderen om fjernelse baseret på, at oplysningerne i det indekserede indhold, angiveligt er urigtige, ikke kan lægges afgørende vægt på, om den registrerede på rimelig måde – f.eks. ved et fogedforbud – kan opnå retsbeskyttelse over for indholdsudbyderen. Inden for rammerne af en sådan anmodning påhviler det den registrerede at fremlægge en vis evidens for urigtigheden af det indhold, som anmodes fjernet, såfremt dette, henset til bl.a. arten af de pågældende oplysninger, ikke viser sig at være umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt. Det påhviler søgemaskineudbyderen at fastlægge, om de behandlede oplysninger reelt er urigtige, på grundlag af de undersøgelser, som henhører under dennes konkrete muligheder, bl.a. ved om muligt at henvende sig til udgiveren af den indekserede webside. Såfremt det under de konkrete omstændigheder synes at være hensigtsmæssigt for at undgå en uoprettelig skade for den berørte person, kan søgemaskineudbyderen suspendere indekseringen midlertidigt eller angive i søgeresultaterne, at rigtigheden af visse af oplysningerne i det indhold, hvortil det omhandlede link henviser, er bestridt.

51.

Med det andet præjudicielle spørgsmål ønsker Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) nærmere bestemt oplyst, om der ved den afvejning af de i chartrets artikel 7, 8, 11 og 16 sikrede modstridende rettigheder og interesser, som i henhold til artikel 12, litra b), og artikel 14, stk. 1, litra a), i direktiv 95/46 samt artikel 17, stk. 3, litra a), i forordningen om databeskyttelse skal foretages i forbindelse med en prøvelse af en anmodning til søgemaskineudbyderen, i dennes egenskab af dataansvarlig, om fjernelse – fra listen over resultater af en billedsøgning på en fysisk persons navn – af billeder af denne person, vist i form af miniaturebilleder, skal tages afgørende hensyn til konteksten for den offentliggørelse på internettet, hvor ovennævnte billeder oprindeligt er blevet vist, når søgemaskinen ikke viser denne kontekst, men henviser til den via et link, som vises sammen med ovennævnte miniaturebilleder. Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) har anført, at revisionsappellanternes billeder, hvis de betragtes separat, ikke yder noget grundlæggende bidrag til den offentlige debat, men i konteksten for den artikel, hvor de findes, bidrager de til at formidle de i artiklen angivne oplysninger og udtrykte meninger.

52.

Google er af den opfattelse, at dette spørgsmål er af hypotetisk karakter, for det første fordi hovedsagen i modsætning til, hvad der synes at fremgå af forelæggelsesafgørelsen, ikke vedrører en anmodning om fjernelse af resultater af en billedsøgning ud fra revisionsappellanternes navn, men det generelle forbud mod at vise miniaturebilleder af de billeder, som illustrerer en af de omtvistede artikler, og for det andet eftersom Google siden september 2017 ikke længere har indekseret de omhandlede billeder, og de omtvistede artikler siden den 28. juni 2018 ikke længere har været tilgængelige på webstedet g-net. Det skal i denne henseende erindres, at ifølge Domstolens faste praksis tilkommer det udelukkende den nationale ret, for hvilken tvisten er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, både om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, og relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen ( 45 ). Domstolen kan kun afvise at træffe afgørelse om et præjudicielt spørgsmål forelagt af en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål ( 46 ). I den foreliggende sag fremgår det ikke åbenlyst af de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, at den forelæggende rets spørgsmål angående fortolkningen af bestemmelserne i direktiv 95/46 og forordningen om databeskyttelse er af hypotetisk karakter, eller at den ønskede fortolkning af disse bestemmelser savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand. Hvad særligt angår den omstændighed, at hverken de omhandlede billeder eller de omtvistede artikler længere vises på webstedet g-net, har den forelæggende ret anført, at den tager udgangspunkt i, at fjernelsen af dette indhold udelukkende er midlertidig, og at revisionsappellanterne i hovedsagen fortsat har en interesse i, at der træffes afgørelse om deres anmodning om fjernelse. Under disse omstændigheder kan der efter min opfattelse ikke sås tvivl om, at den ønskede fortolkning har forbindelse med realiteten og er relevant.

53.

Angående realiteten i spørgsmålet fra Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) skal det først og fremmest konstateres, som Google med rette har anført, at billedsøgninger på navn med en søgemaskine på internettet er underkastet samme regler, som finder anvendelse på internetsøgninger. Domstolens ovenfor i punkt 11-19 i dette forslag til afgørelse nævnte praksis omfatter derfor også anmodninger om fjernelse, som vedrører resultater af denne form for søgninger. Visningen under disse resultater af billeder af fysiske personer i form af miniaturebilleder udgør en behandling af personoplysninger, hvor søgemaskineudbyderen har egenskab af »registeransvarlig« eller »dataansvarlig« som omhandlet i henholdsvis artikel 2, litra d), i direktiv 95/46 og artikel 4, nr. 7), i forordningen om databeskyttelse, hvorfor søgemaskineudbyderen skal, inden for rammerne af sit ansvar, sine kompetencer og sine muligheder, overholde bestemmelserne i disse retsakter. Når søgemaskineudbyderen modtager en anmodning om fjernelse af resultater af en billedsøgning, skal denne foretage en afvejning af de berørte grundlæggende rettigheder og vurdere, om den registreredes ret til respekt for privatliv og familieliv og ret til beskyttelse af personoplysninger er mere tungtvejende end ytrings- og informationsfriheden eller omvendt. I denne forbindelse skal søgemaskineudbyderen tage hensyn til samtlige relevante forhold ( 47 ).

54.

Løsningen af spørgsmålet om, hvorvidt disse forhold også skal inkludere indholdet af websiden med det billede, som anmodes fjernet, afhænger efter min opfattelse af den korrekte fastlæggelse af genstanden for og karakteren af den omhandlede behandling. I hovedsagen har revisionsappellanterne som anført anmodet om fjernelse af fire billeder af dem. Denne anmodning vedrører derfor hverken oplysningerne i teksten af den artikel, som vises på udgiverens webside samtidigt med ovennævnte billeder, eller disse billeder i deres funktion af visuel og beskrivende støtte for denne tekst og som en integrerende del af den omhandlede artikel. Indekseringen ved hjælp af en internetsøgning af linket til denne artikel og til billederne heri udgør en særskilt behandling, med en særskilt genstand, som revisionsappellanterne har bestridt med en særskilt anmodning om fjernelse (med hensyn til hvilken Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) har forelagt det første præjudicielle spørgsmål).

55.

Når søgemaskinen finder fysiske personers billeder, som er offentliggjort på internettet, og gengiver dem under resultaterne af en billedsøgning i form af miniaturebilleder, uafhængigt af det indhold, hvor de findes, og ved at fratage dem den oprindeligt tildelte eventuelt informerende eller beskrivende værdi, tilbyder søgemaskineudbyderen en tjenesteydelse, i forbindelse med hvilken denne foretager en selvstændig behandling af personoplysninger, som er særskilt i forhold til både behandlingen foretaget af udgiveren af den webside, hvorfra billederne er taget, og fra behandlingen med henblik på indeksering af denne side, for hvilken behandling denne udbyder ligeledes er ansvarlig. Som Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) med rette har anført, synes søgemaskineudbyderen, henset til karakteren af en sådan behandling, hvor en del af tredjemands indhold, med en egen selvstændighed, selektioneres og vises særskilt, at handle i egenskab af indholdets ophavsmand snarere end i egenskab af formidler heraf.

56.

Efter min opfattelse følger det af ovenstående betragtninger, at der ved den afvejning af modstridende grundlæggende rettigheder, som i henhold til de relevante bestemmelser i direktiv 95/46 og forordningen om databeskyttelse skal foretages i forbindelse med en prøvelse af en anmodning om fjernelse af en fysisk persons billeder fra resultaterne af en billedsøgning på denne persons navn, udelukkende skal tages hensyn til den informerende værdi af billederne som sådanne, uafhængigt af det indhold, hvor de optræder på den webside, hvorfra de er taget. Såfremt en enkeltperson med sin anmodning om fjernelse af linket til en webside derimod bestrider visningen af billeder i konteksten af indholdet af denne side, ville det omvendt være den informerende værdi af disse billeder inden for denne kontekst, der skal tages i betragtning ved ovennævnte afvejning.

57.

De argumenter, som Google har fremført i sit skriftlige indlæg, kan efter min mening ikke så tvivl om ovenstående konklusion. Det er ganske vist sandt, at miniaturebilleder i en billedsøgning vises sammen med linket til indholdet af den webside, hvor de findes, men dette ændrer ikke ved, at søgemaskinen viser dem helt selvstændigt og særskilt fra disse billeders kontekst. I modsætning til en internetsøgning, hvis resultater ikke gør det muligt umiddelbart at benytte det indekserede indhold, udgør visningen i en billedsøgning af grafisk indhold, herunder miniaturebilleder af billeder, som er offentliggjort på internettet, i sig selv det af brugeren efterlyste resultat uafhængigt af, om brugeren efterfølgende vælger at åbne den webside, hvorfra de er taget. Den af den forelæggende ret fremhævede omstændighed, at en sådan visning svarer til Googles forretningsmodel, og at det teknisk set ikke ville være muligt at gøre det anderledes, sætter på tilsvarende måde ikke spørgsmålstegn ved den selvstændige karakter af den behandling af oplysninger, som denne visning medfører.

58.

Det kan ganske vist ikke udelukkes, at den berørte person ved at anmode om fjernelse af vedkommendes billeder i virkeligheden forsøger at begrænse adgangen – via det link, som ledsager disse billeder – til det indhold, hvor disse billeder findes, og til oplysninger af eventuelt offentlig interesse deri. I denne forbindelse skal det dog anføres, at fjernelse af billeder fra resultaterne af en billedsøgning utvivlsomt begrænser mulighederne for at få adgang til det indhold, hvori de findes, men dette indhold forbliver alligevel direkte tilgængeligt via en almindelig internetsøgning. En sådan søgning gør det i øvrigt muligt at vise, via det indekserede link, hele indholdet, herunder billederne, idet disse billeder i deres oprindelige kontekst fuldt ud spiller den af websideudgiveren eventuelt tildelte rolle, dvs. at formidle og understøtte de angivne oplysninger og de udtrykte meninger. Selv hvis anmodningen om fjernelse af de i hovedsagen omhandlede artikler ikke blev taget til følge, henset til, at ytrings- og informationsfriheden er mere tungtvejende end revisionsappellanternes ret til respekt for privatliv og familieliv og ret til beskyttelse af personoplysninger, ville den eventuelle imødekommelse af anmodningen om fjernelse af deres billeder ikke medføre en uforholdsmæssig eller ubegrundet begrænsning af denne frihed, hvis disse billeder, således som Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) har anført, har en lidet informerende værdi, når de betragtes uden for deres kontekst.

59.

På grundlag af præciseringerne i foregående punkt medfører den konklusion, som jeg har draget i punkt 56 i dette forslag til afgørelse, langt fra en næsten fuldstændig beskyttelse af individets ret til sit eget image, men anerkender denne ret dens korrekte dimension inden for de personlige rettigheder. Et individs image er nemlig et af personlighedens vigtigste attributter, fordi det udtrykker personens originalitet og gør det muligt at adskille vedkommende fra vedkommendes ligemænd. En persons ret til beskyttelse af sit image udgør en af betingelserne for dennes personlige realisering og forudsætter, at personen har kontrol med sit image, og navnlig kan modsætte sig spredningen heraf ( 48 ). Selv om ytrings- og informationsfriheden utvivlsomt omfatter offentliggørelse af billeder ( 49 ), har en persons ret til fortrolighed i denne sammenhæng følgelig en særlig vægt, henset til billedernes evne til at formidle meget personlige, og endog intime, oplysninger om en person eller dennes familie ( 50 ).

60.

På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det andet præjudicielle spørgsmål med, at artikel 12, litra b), og artikel 14, stk. 1, litra a), i direktiv 95/46 samt artikel 17, stk. 3, litra a), i forordningen om databeskyttelse skal fortolkes således, at der ved den afvejning af de i chartrets artikel 7, 8, 11 og 16 sikrede modstridende grundlæggende rettigheder, som skal foretages i forbindelse med en prøvelse af en anmodning til en søgemaskineudbyder om fjernelse fra resultaterne af en billedsøgning på en fysisk persons navn af billeder af denne person, som vises i form af miniaturebilleder, ikke skal tages hensyn til konteksten for den offentliggørelse på internettet, hvor ovennævnte billeder oprindeligt er blevet vist.

61.

På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de præjudicielle spørgsmål, som Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) har forelagt, på følgende måde: