1

Ved skrivelse af 5. juni 2019, indgået til Det Europæiske Råd den 10. juni 2019, anmodede sagsøgeren, Lukáš Wagenknecht, der er medlem af Senát Parlamentu České republiky (Den Tjekkiske Republiks senat), Det Europæiske Råd om at udelukke Den Tjekkiske Republiks premierminister, Andrej Babiš, fra Det Europæiske Råds møde den 20. juni 2019 og fra fremtidige møder om forhandlingerne vedrørende de finansielle overslag (den flerårige finansielle ramme (FFR) 2021/2027) (herefter »opfordringen til handling«), da der angiveligt forelå en interessekonflikt for denne repræsentant for Den Tjekkiske Republik som følge af hans personlige og familiemæssige interesser i selskaberne i Agrofert-koncernen, der bl.a. driver virksomhed på landbrugsfødevareområdet.

2

Den 24. juni 2019 besvarede Det Europæiske Råd – idet det præciserede, at det ikke traf afgørelse om realiteten i det af sagsøgeren hævdede, og forsikrede ham om, at det tillagde bekæmpelsen af svig og ulovlige aktiviteter, der påvirker Den Europæiske Unions finansielle interesser, den største betydning – opfordringen til handling og forklarede i det væsentlige sagsøgeren, at artikel 15, stk. 2, TEU, der er en bestemmelse i primær ret, på ufravigelig vis fastsætter Det Europæiske Råds sammensætning, da den bestemmer, at dette »består af medlemsstaternes stats- og regeringschefer samt af sin formand og [Europa-]Kommissionens formand«. Denne sammensætning kan således ikke ændres, eftersom bestemmelsen ikke foreskriver muligheden for en sådan ændring. Det Europæiske Råd forklarede endvidere, at spørgsmålet om, hvilke stats- og regeringschefer der skulle repræsentere hver af Unionens medlemsstater, alene henhørte under national forfatningsret. Det Europæiske Råd eller dets formand havde således hverken beføjelse til at afgøre, hvem der skulle repræsentere hver medlemsstat for denne institution, eller til at beslutte, hvilke stats- og regeringschefer det skulle invitere til de forskellige møder i Det Europæiske Råd. Disse principper gælder ligeledes for møderne i Rådet for Den Europæiske Union. På denne baggrund svarede Det Europæiske Råd, under hensyn til opfordringen til handling, sagsøgeren, at det ikke kunne udelukke Den Tjekkiske Republiks premierminister fra de nævnte møder.

3

Den 2. juli 2019 henvendte sagsøgeren sig atter til Det Europæiske Råd og anmodede ved e-mail til generalsekretæren for denne institution om uddybende forklaringer vedrørende det svar, som Det Europæiske Råd havde givet ham den 24. juni samme år. Denne e-mail blev ikke besvaret.

4

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 21. oktober 2019 via en midlertidig e-Curia-konto, som sagsøgerens advokat havde oprettet, har sagsøgeren i medfør af artikel 265 TEUF anlagt søgsmål med påstand om, at det fastslås, at Det Europæiske Råd har gjort sig skyldig i passivitet, for så vidt som denne institution ulovligt undlod at handle som svar på opfordringen til handling.

5

Ved særskilt dokument, der blev indleveret til Rettens Justitskontor samme dag og på samme måde, har sagsøgeren i henhold til artikel 151 i Rettens procesreglement fremsat anmodning om anvendelse af en fremskyndet procedure.

6

Eftersom den fornødne dokumentation til godkendelse af e-Curia-adgangskontoen først blev fremlagt for Rettens Justitskontor den 4. november 2019, selv om den i henhold til procesreglementets artikel 56a, stk. 4, skulle have været fremlagt inden for ti dage efter indleveringen af procesdokumentet, dvs. stævningen i den foreliggende sag, blev sagsøgeren opfordret til at fremsætte sine bemærkninger hertil.

7

Den 21. november 2019 har sagsøgeren fremsat sine bemærkninger, hvori hans advokat har forklaret, at hun den 24. oktober 2019 sendte den fornødne dokumentation til at åbne en e-Curia-konto med det tjekkiske postvæsens internationale tjeneste, der skulle sikre levering til Luxembourg (Luxembourg) inden for to til tre arbejdsdage. Forsendelsen endte imidlertid med at vare mere end 11 dage som følge af forsinkelser, der må tilregnes det tjekkiske og luxembourgske postvæsen. Advokaten har tilføjet, at hun havde udvist omhu, men at hun imidlertid ikke kunne forvente sådanne kontraktmæssige mangler fra disse to leverandører af posttjenester, og at hun heller ikke havde mulighed for at reagere i tide, da hun var hospitalsindlagt forud for fødslen af sit første barn, der fandt sted den 31. oktober 2019.

8

Ved afgørelse af 11. december 2019 besluttede Retten at anerkende, at der forelå omstændigheder, som ikke kunne forudses, som omhandlet i artikel 45, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og dermed at sagen ikke skulle afvises i medfør af procesreglementets artikel 56a, stk. 4.

9

Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at Retten fastslår, at »Det Europæiske Råd har udvist passivitet, for så vidt som det i strid med artikel 325, stk. 1, [TEUF] og artikel 61, stk. 1, i forordning (EU, Euratom) 2018/1046 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget ikke vedtog en bindende foranstaltning for at forebygge eller behandle Den Tjekkiske Republiks premierministers, Andrej Babiš, interessekonflikt og for så vidt som det i strid med det forbud mod interessekonflikter, der er fastsat i artikel 61, stk. 1, i forordning 2018/1046, ikke udelukkede Andrej Babiš, Den Tjekkiske Republiks premierminister, fra at deltage i de forhandlinger, der førte til vedtagelsen af Unionens flerårige finansielle ramme for perioden 2021/2027«.

10

Den 23. januar 2020 fremsatte Det Europæiske Råd sine bemærkninger til anmodningen om en fremskyndet procedure.

11

Ved afgørelse af 10. februar 2020 besluttede Retten ikke at imødekomme anmodningen om en fremskyndet procedure.

12

Den 19. marts 2020 har Det Europæiske Råd i henhold til procesreglementets artikel 130, stk. 1, fremsat en formalitetsindsigelse med følgende påstande:

13

Den 27. maj 2020 har sagsøgeren fremsat sine bemærkninger til formalitetsindsigelsen, som er blevet berigtiget, da de var for lange. I disse bemærkninger har sagsøgeren nedlagt påstand om, at søgsmålet antages til realitetsbehandling, at der gives ham medhold, og at Det Europæiske Råd tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

14

Ved særskilt dokument, der ligeledes blev indleveret til Rettens Justitskontor den 27. maj 2020, har sagsøgeren anmodet Rettens præsident om i henhold til artikel 279 TEUF at træffe foreløbige forholdsregler, som består i offentliggørelse af en generel erklæring. Den 12. juni 2020 har Det Europæiske Råd fremsat sine bemærkninger til denne anmodning.

15

Ifølge procesreglementets artikel 130 skal Retten, såfremt sagsøgte anmoder Retten om at tage stilling til, om sagen bør afvises, eller til, om Retten savner kompetence, uden at indlede behandlingen af sagens realitet, snarest træffe beslutning om anmodningen i givet fald efter at have indledt den mundtlige forhandling. I henhold til procesreglementets artikel 126 kan Retten, når det er åbenbart, at den ikke har kompetence til at behandle en sag, eller at sagen må afvises eller er åbenbart ugrundet, på forslag fra den refererende dommer til enhver tid beslutte at træffe afgørelse ved begrundet kendelse uden at fortsætte sagens behandling.

16

Retten finder i denne sag, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at den i medfør af disse bestemmelser kan træffe afgørelse uden at fortsætte sagens behandling.

17

I formalitetsindsigelsen har Det Europæiske Råd anført, at det af flere grunde er klart, at søgsmålet må afvises. For det første har Det Europæiske Råd som institution i overensstemmelse med artikel 265 TEUF nemlig truffet afgørelse inden for to måneder efter, at det blev opfordret til at handle. Det Europæiske Råds svar af 24. juni 2019 til sagsøgeren efter opfordringen til handling bragte således den af sagsøgeren påberåbte passivitet til ophør.

18

For det andet er det Det Europæiske Råds opfattelse, at det som svar på opfordringen til handling ikke var forpligtet til at træffe en foranstaltning om udelukkelse af Den Tjekkiske Republiks premierminister fra forhandlingerne om FFR 2021/2027, eftersom det hverken er tillagt kompetence hertil ved EU-traktaten eller EUF-traktaten.

19

For det tredje har Det Europæiske Råd gjort gældende, at sagsøgeren hverken havde søgsmålsinteresse eller søgsmålskompetence i denne sag i medfør af artikel 265, stk. 3, TEUF.

20

Sagsøgeren har gjort gældende, at sagen kan antages til realitetsbehandling.

21

Det Europæiske Råd undlod nemlig at handle, idet Den Tjekkiske Republiks premierminister, som befandt sig i den formodede interessekonflikt, var til stede ved mødet i Det Europæiske Råd den 20. juni 2019, hvorunder Unionens budget blev drøftet, således som det fremgår af punkt 4 på dagsordenen til dette møde. Ifølge sagsøgeren er Det Europæiske Råd umiddelbart forpligtet til at handle over for denne situation med Den Tjekkiske Republiks premierministers interessekonflikt, henset til artikel 325, stk. 1, TEUF og artikel 61, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT 2018, L 193, s. 1).

22

Sagsøgeren har – idet det er hans opfattelse, at han er både umiddelbart og individuelt berørt af den akt, som han havde anmodet Det Europæiske Råd om at vedtage med henblik på at bringe denne institutions angivelige passivitet i forhold til Den Tjekkiske Republiks premierministers angivelige interessekonflikt til ophør – gjort gældende, at Det Europæiske Råds svar på opfordringen til handling ikke indeholdt en konklusion, eftersom den var selvmodsigende og ikke fastlagde denne institutions standpunkt. Sagsøgeren har desuden kritiseret generalsekretærens manglende svar på hans anmodning af 2. juli 2019, selv om Det Europæiske Råds standpunkt efter hans opfattelse krævede uddybende forklaringer.

23

Endelig har sagsøgeren i sine bemærkninger til formalitetsindsigelsen anført en ny og efter hans opfattelse afgørende faktisk omstændighed for nærværende sags udfald, nemlig dom afsagt den 11. februar 2020 af Ústavní soud (forfatningsdomstol, Den Tjekkiske Republik) i plenum i sagen Pl. ÚS 4/2017, der netop behandler spørgsmålet om interessekonflikter svarende til dem, som sagsøgeren har gjort gældende i den foreliggende sag. Det er endvidere så meget desto vigtigere, at Retten indrømmer ham søgsmålskompetence i den foreliggende sag, dels henset til hans nationale repræsentationsbemyndigelse i Den Tjekkiske Republiks senat, som indebærer, at han kan udøve kontrol med sin medlemsstats premierminister, dels fordi han efter anlæggelsen af søgsmålet i lighed med medlemmer af Europa-Parlamentet har modtaget dødstrusler og for sit eget vedkommende har været genstand for en smædekampagne.

24

Det skal indledningsvis bemærkes, at det følger af ordlyden af artikel 265, stk. 1, TEUF, at såfremt Parlamentet, Det Europæiske Råd, Rådet, Europa-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller Unionens organer, kontorer og agenturer i strid med traktaterne undlader at træffe afgørelse, kan medlemsstaterne eller Unionens andre institutioner indbringe klage for Den Europæiske Unions Domstol for at få fastslået denne overtrædelse af traktaten.

25

Artikel 265, stk. 3, TEUF bestemmer endvidere, at enhver fysisk eller juridisk person på samme betingelser kan indbringe klage til Den Europæiske Unions Domstol over, at en af Unionens institutioner eller et af dens organer, kontorer eller agenturer har undladt at udstede en retsakt til ham, henstillinger og udtalelser dog undtaget. Det følger imidlertid af ordlyden af sidstnævnte bestemmelse, at for at en fysisk eller juridisk persons passivitetssøgsmål kan antages til realitetsbehandling, skal denne person godtgøre, at han befinder sig i en identisk eller lignende situation som en mulig adressat for en retsakt, som institutionen har pligt til at træffe i forhold til ham (jf. i denne retning dom af 10.6.1982, Bethell mod Kommissionen, 246/81, EU:C:1982:224, præmis 15 og 16, samt kendelse af 23.5.1990, Asia Motor France mod Kommissionen, C-72/90, EU:C:1990:230, præmis 10-12, og af 23.1.1991, Prodifarma mod Kommissionen, T-3/90, EU:T:1991:2, præmis 35). Med andre ord skal denne fysiske eller juridiske person enten godtgøre, at han er adressat for en retsakt, som den indklagede institution angiveligt har undladt at træffe i forhold til ham, eller at den nævnte retsakt ville have berørt ham umiddelbart og individuelt på en tilsvarende måde som den måde, hvorpå adressaten for en sådan retsakt berøres (jf. i denne retning dom af 26.11.1996, T. Port, C-68/95, EU:C:1996:452, præmis 59, og af 15.9.1998, Gestevisión Telecinco mod Kommissionen, T-95/96, EU:T:1998:206, præmis 58).

26

Endvidere skal en sådan fysisk eller juridisk person begrunde en retlig interesse i medfør af artikel 265 TEUF, som forudsætter, at søgsmålet med sit resultat kan bibringe parten en fordel (dom af 7.6.2007, Wunenburger mod Kommissionen, C-362/05 P, EU:C:2007:322, præmis 42, af 17.4.2008, Flaherty m.fl. mod Kommissionen, C-373/06 P, C-379/06 P og C-382/06 P, EU:C:2008:230, præmis 25, og af 4.6.2015, Andechser Molkerei Scheitz mod Kommissionen, C-682/13 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2015:356, præmis 25). Derimod foreligger der ikke en søgsmålsinteresse, når medhold i sagen under alle omstændigheder ikke vil kunne hjælpe sagsøgeren (jf. dom af 23.11.2017, Bionorica og Diapharm mod Kommissionen, C-596/15 P og C-597/15 P, EU:C:2017:886, præmis 85 og den deri nævnte retspraksis).

27

I den foreliggende sag skal det for det første fastslås, at den retsakt, som sagsøgeren har anmodet Det Europæiske Råd om at udstede, nemlig udelukkelsen af Den Tjekkiske Republiks premierminister fra møderne i denne institution om forhandlingerne af de finansielle overslag, ikke ville have været en retsakt udstedt af Det Europæiske Råd til sagsøgeren, men en afgørelse fra denne institution med den nævnte premierminister som modtager. Selv om sagsøgeren har påberåbt sig sin egenskab af medlem af den pågældende medlemsstats nationale repræsentation, i dette tilfælde Den Tjekkiske Republiks senat, som generel søgsmålsinteresse, følger det således ikke desto mindre heraf, at den retspraksis, der er omhandlet ovenfor i præmis 25 og 26, derimod kræver, at han, hvad angår beviset for søgsmålsinteressen, godtgør en opstået og aktuel personlig interesse i, at det fastslås, at Det Europæiske Råd angiveligt har udvist passivitet. Det står endvidere under alle omstændigheder klart, at den betingelse, der er fastsat om søgsmålsinteressen i artikel 265, stk. 3, TEUF, og om, at den fysiske eller juridiske person, der har foreholdt den indklagede institution, at denne har undladt at udstede en retsakt til den pågældende, – henstillinger og udtalelser dog undtaget –, som vedkommende ville have været adressat for, eller som ville have berørt vedkommende umiddelbart og individuelt, ikke er opfyldt i sagsøgerens tilfælde, eftersom de af Det Europæiske Råd ønskede foranstaltninger tværtimod vedrørte tredjemand (jf. i denne retning kendelse af 23.1.1991, Prodifarma mod Kommissionen, T-3/90, EU:T:1991:2, præmis 37, og af 26.11.1996, Kuchlenz-Winter mod Rådet, T-167/95, EU:T:1996:172, præmis 20).

28

For det andet følger det af artikel 265, stk. 2, TEUF, at et sådant søgsmål kun kan antages til behandling, hvis den pågældende institution eller det pågældende organ, kontor eller agentur har været opfordret til at handle. Det følger imidlertid af nævnte stk. 2, at klagen kun kan indbringes inden for en yderligere frist, hvis institutionen, organet, kontoret eller agenturet ikke har taget stilling inden to måneder efter opfordringen til handling.

29

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at denne bestemmelse omhandler den indklagede institutions passivitet ved undladelse af at træffe afgørelse eller at tage stilling (dom af 13.7.1971, Deutscher Komponistenverband mod Kommissionen, 8/71, EU:C:1971:82, præmis 2, af 19.11.2013, Kommissionen mod Rådet, C-196/12, EU:C:2013:753, præmis 22, og af 23.11.2017, Bionorica og Diapharm mod Kommissionen, C-596/15 P og C-597/15 P, EU:C:2017:886, præmis 52). De betingelser for at antage et passivitetssøgsmål til realitetsbehandling, der er fastsat i artikel 265 TEUF, er således i princippet ikke opfyldt, når den institution, der opfordres til at handle, har taget stilling til denne opfordring, inden søgsmålet anlægges (dom af 1.4.1993, Pesqueras Echebastar mod Kommissionen, C-25/91, EU:C:1993:131, præmis 11, og af 21.7.2016Nutria mod Kommissionen, T-832/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:428, præmis 45).

30

Det følger endvidere af retspraksis, at artikel 265 TEUF sigter til passivitet gennem undladelse af at træffe afgørelse eller tage stilling, og ikke til vedtagelsen af en anden retsakt end den, som de berørte parter måtte ønske eller anse for nødvendig (dom af 21.7.2016, Nutria mod Kommissionen, T-832/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:428, præmis 46; jf. ligeledes i denne retning dom af 1.4.1993, Pesqueras Echebastar mod Kommissionen, C-25/91, EU:C:1993:131, præmis 12 og den deri nævnte retspraksis).

31

Når institutionen støttet på forklaringer giver afslag på at handle i overensstemmelse med en sådan opfordring, udgør dette følgelig en stillingtagen, der afbryder en passivitet, og et således udtrykt og begrundet afslag udgør dermed en retsakt, der kan anfægtes som omhandlet i artikel 263 TEUF (jf. i denne retning dom af 26.4.1988, Asteris m.fl. mod Kommissionen, 97/86, 99/86, 193/86 og 215/86, EU:C:1988:199, præmis 32 og 33, og kendelse af 7.12.2017, Techniplan mod Kommissionen, T-853/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:928, præmis 20).

32

Selv om Det Europæiske Råd den 24. juni 2019 i klare vendinger forklarede sagsøgeren grundene til, at det ikke kunne handle, som det var blevet anmodet om, har sagsøgeren i den foreliggende sag ikke tilsigtet at anlægge nærværende søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Det Europæiske Råds afgørelse, som den fremgår af skrivelsen af 24. juni 2019, om ikke at tage skridt i den i opfordringen til handling ønskede retning. Som led i et sådant annullationssøgsmål ville sagsøgeren eventuelt, med forbehold for, at han kunne godtgøre, at han havde søgsmålskompetence i forhold til denne afgørelse, kunne have anfægtet de af Det Europæiske Råd anførte grunde i afgørelsen om ikke at udelukke Den Tjekkiske Republiks premierminister fra de omtvistede møder i denne institution.

33

I denne forbindelse er den omstændighed, at sagsøgeren i sin skrivelse af 2. juli 2019 anmodede Det Europæiske Råd om yderligere uddybende forklaringer hvad angår rækkevidden af dets skrivelse af 24. juni 2019, der blev sendt som svar på opfordringen til handling, og hvis indhold sagsøgeren anfægtede, uden betydning for formaliteten vedrørende nærværende søgsmål, som den er undersøgt ovenfor i præmis 28-32. Selv om den kritik, som sagsøgeren fremførte i skrivelsen af 2. juli 2019, eventuelt kunne have været fremsat som led i et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF, skal det nemlig fastslås, at sagsøgeren i denne skrivelse imidlertid ikke på ny opfordrede Det Europæiske Råd til at handle på en bestemt måde som omhandlet i artikel 265, stk. 2, TEUF. Denne skrivelse kan følgelig ikke betragtes som en ny opfordring til handling, i forhold til hvilken Det Europæiske Råd efterfølgende forholdt sig passivt.

34

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt Det Europæiske Råd i den foreliggende sag, sådan som det har gjort gældende i formalitetsindsigelsen, ikke havde nogen forpligtelse i forhold til de foranstaltninger, sagsøgeren anmodede om i opfordringen til handling, da institutionen ikke havde kompetence til at vedtage sådanne foranstaltninger, skal det endvidere under alle omstændigheder fastslås, at dette spørgsmål ikke henhører under en af betingelserne for antagelse til realitetsbehandling af et passivitetssøgsmål, men er et spørgsmål, der skal realitetsbehandles. Med henblik på afgørelsen af, om påstanden om passivitet kan tages til følge, tilkommer det nemlig netop Retten at undersøge, om den pågældende institution på det tidspunkt, hvor den fik tilsendt opfordringen til handling som omhandlet i artikel 265, stk. 2, TEUF, havde en pligt til at handle i den i opfordringen til handling af sagsøgeren ønskede retning (jf. i denne retning dom af 29.9.2011, Ryanair mod Kommissionen, T-442/07, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:547, præmis 27 og 28).

35

Uanset om der er grundlag for de af sagsøgeren fremførte påstande mod Den Tjekkiske Republiks regeringschef om korruption og mod dommen afsagt af Ústavní soud (forfatningsdomstol), skal det i den foreliggende sag, sådan som Det Europæiske Råd har gjort gældende, fastslås, at denne institution ikke har noget råderum ved anvendelsen af artikel 15, stk. 2, TEU, når den inviterer medlemsstaternes stats- og regeringschefer til møderne i Det Europæiske Råd. Eftersom denne bestemmelse ikke indeholder nærmere præciseringer herom, skal den nemlig forstås således, at den tager udgangspunkt i en forudsætning om, at det er medlemsstaternes ansvar at vedtage nationale foranstaltninger, herunder forfatningsmæssige foranstaltninger, som gør det muligt at afgøre, om de ved møderne i denne institution skal repræsenteres af deres respektive stats- eller regeringschefer, og i givet fald om der er grunde, som kan medføre, at en af disse hindres i at repræsentere sin respektive medlemsstat for Det Europæiske Råd.

36

Denne konklusion gælder så meget desto mere, eftersom kompetencefordelingen inden for en medlemsstat – eventuelt med forbehold af den i artikel 7 TEU fastsatte procedure, såfremt der ikke foreligger nationale foranstaltninger, der kan forebygge enhver åbenbar interessekonflikt i repræsentationen af en medlemsstat, eller af foranstaltningerne omhandlet i artikel 258 TEUF og 259 TEUF hvad angår de sektormæssige betalinger, som på anfægtelig vis er påtaget på vegne af Unionen og for dennes regning – er omfattet af den beskyttelse, der ydes ved artikel 4, stk. 2, TEU, hvorefter Unionen er forpligtet til at respektere medlemsstaternes nationale identitet, som den kommer til udtryk i deres grundlæggende politiske og forfatningsmæssige strukturer (jf. dom af 18.6.2020, Porin kaupunki, C-328/19, EU:C:2020:483, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

37

Med henblik på anvendelsen af artikel 15, stk. 2, TEU tilkommer det således alene medlemsstaterne i henhold til deres nationale forfatningsmæssige bestemmelser at afgøre, om de som led i det forskellige arbejde for Det Europæiske Råd skal repræsenteres af enten deres stats- eller regeringschef. Det er følgelig klart, at Det Europæiske Råd i det foreliggende tilfælde under alle omstændigheder ikke tilsidesatte artikel 265, stk. 3, TEUF, da det afslog at følge opfordringen til handling, uanset om repræsentanten for Den Tjekkiske Republik ved denne institution befandt sig i en interessekonflikt, henset til artikel 325, stk. 1, TEUF og artikel 61, stk. 1, i forordning 2018/1046.

38

Hvad angår anbringenderne om Den Tjekkiske Republiks premierministers angivelige interessekonflikt skal det for øvrigt bemærkes, at lovligheden af de betalinger, som Unionen gennemfører inden for rammerne af de midler, der udbetales i medlemsstaterne på dennes vegne og for dennes regning, henhører under gældende EU-ret for disse midler og er underlagt de betingelser, der fastsættes heri, sådan som eksempelvis dem, der er genstand for f.eks. sag T-76/20, Den Tjekkiske Republik mod Kommissionen, der verserer for Retten.

39

Henset til samtlige de ovenfor anførte betragtninger skal Det Europæiske Råds formalitetsindsigelse tiltrædes, og følgelig skal søgsmålet afvises fra realitetsbehandling og under alle omstændigheder anses for at være retligt ugrundet, idet det – som svar på sagsøgerens argumentation om, at der vil være tale om nægtelse af adgang til domstolsprøvelse, såfremt søgsmålet afvises, selv om han er medlem af et nationalt parlament og har været genstand for trusler mod sin fysiske integritet – skal fremhæves, at artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ikke har til formål at ændre den domstolskontrolordning, der er fastlagt i traktaterne (dom af 3.10.2013, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet, C-583/11 P, EU:C:2013:625, præmis 97, og kendelse af 28.2.2017, NF mod Det Europæiske Råd, T-192/16, EU:T:2017:128, præmis 74).

40

Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Det Europæiske Råd har nedlagt påstand herom, skal sagsøgeren betale sagsomkostningerne.

På grundlag af disse præmisser bestemmer

RETTEN (Ottende Afdeling):