1)

Skal Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/23/EU af 26. februar 2014 om tildeling af koncessionskontrakter (1) fortolkes således, at det er til hinder for, at en medlemsstats lovgivning med henblik på at sikre etiske offentlige indkøb kan undlade at give en økonomisk aktør, der ved endelig dom er dømt for en særlig grov overtrædelse, og som af denne grund er udelukket fra at deltage i procedurerne for tildeling af koncessionskontrakter i en periode på fem år, mulighed for at fremlægge dokumentation for, at de foranstaltninger, som denne har truffet, er tilstrækkelige til over for den ordregivende myndighed at bevise aktørens pålidelighed på trods af, at denne udelukkelsesgrund foreligger?

2)

Når Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/23/EU af 26. februar 2014 giver medlemsstaterne mulighed for at overdrage opgaven med at vurdere aktørernes overensstemmelsestiltag til andre myndigheder end den ordregivende myndighed, betyder det så, at denne vurdering kan overdrages til en retslig myndighed? Besvares dette spørgsmål bekræftende, kan mekanismer som bestemmelserne i fransk ret om ophævelse, retlig rehabilitering og undladelse af at opføre dommen i attest nr. 2 fra strafferegisteret, da sidestilles med overensstemmelsestiltag i direktivets forstand?