1

Rådet for Den Europæiske Union har ved sin appel nedlagt påstand om ophævelse af den dom, der blev afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 15. november 2018, PKK mod Rådet (T-316/14, herefter den appellerede dom, EU:T:2018:788), hvorved Retten annullerede:

(herefter samlet »de omtvistede afgørelser«) samt

(herefter samlet »de omtvistede forordninger«), for så vidt som disse afgørelser og gennemførelsesforordninger (herefter samlet »de omtvistede retsakter«) vedrører Kurdistan Workers’ Party (PKK).

2

De Forenede Nationers Sikkerhedsråd vedtog den 28. september 2001 resolution 1373 (2001), hvori der fastlægges strategier til bekæmpelse af terrorisme med alle midler og navnlig bekæmpelse af finansieringen af terrorisme. Resolutionens punkt 1, litra c), bestemmer bl.a., at alle stater straks skal indefryse midler og andre finansielle aktiver eller økonomiske ressourcer tilhørende personer, som begår eller forsøger at begå terrorhandlinger eller fremmer eller medvirker til begåelsen heraf, enheder, der ejes eller kontrolleres af disse personer, samt personer og enheder, der handler på vegne af eller efter instruks fra disse personer og enheder.

3

Nævnte resolution fastsætter ikke en liste over personer, som disse restriktive foranstaltninger skal anvendes på.

4

For at gennemføre resolution 1373 (2001) fra De Forenede Nationers Sikkerhedsråd vedtog Rådet den 27. december 2001 fælles holdning 2001/931/FUSP om anvendelse af specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme (EFT 2001, L 344, s. 93).

5

Denne fælles holdnings artikel 1, stk. 1, 3, 4 og 6, har følgende ordlyd:

»1.   Denne fælles holdning finder i overensstemmelse med bestemmelserne i de følgende artikler anvendelse på personer, grupper og enheder, der er involveret i terrorhandlinger, og som er opført i bilaget.

[…]

3.   I denne fælles holdning forstås ved »terrorhandling« en af følgende overlagte handlinger, som i kraft af sin karakter eller den sammenhæng, hvori den begås, kan tilføje et land eller en international organisation alvorlig skade, og som kan defineres som en forbrydelse i henhold til national lov, når den begås med det formål:

I dette stykke forstås ved »terroristgruppe« en struktureret sammenslutning bestående af mere end to personer, som har bestået i et vist tidsrum, og som handler i forening med det formål at begå terrorhandlinger. Udtrykket »struktureret sammenslutning« betegner en sammenslutning, der ikke er vilkårligt dannet med henblik på umiddelbart at begå en terrorhandling, og hvis medlemmers roller ikke nødvendigvis er formelt defineret, hvis sammensætning ikke nødvendigvis er fast, og hvis struktur ikke nødvendigvis er nærmere fastlagt.

4.   Listen i bilaget udarbejdes på grundlag af præcise oplysninger eller forhold, der viser, at der er truffet en afgørelse af en kompetent myndighed over for de omhandlede personer, grupper og enheder, hvad enten der er indledt en undersøgelse eller en retsforfølgelse for en terrorhandling eller forsøg på at begå, deltage i eller lette gennemførelsen af en sådan handling, baseret på seriøse og troværdige beviser eller indicier, eller der er afsagt dom for sådanne handlinger. Personer, grupper og enheder, der er identificeret af FN’s Sikkerhedsråd som værende forbundet med terrorisme, og som det har beordret sanktioner imod, kan opføres på listen.

I dette stykke forstås ved »kompetent myndighed« en judiciel myndighed, eller hvor judicielle myndigheder ikke har kompetence på det område, som dette stykke dækker, en tilsvarende kompetent myndighed på dette område.

[…]

6.   Navnene på personer og enheder, der er opført på listen i bilaget, underkastes med regelmæssige mellemrum og mindst en gang hvert halve år en fornyet gennemgang for at sikre, at det stadig er berettiget at bevare deres navne på listen.«

6

Idet Rådet fandt, at en forordning var nødvendig for at gennemføre de i fælles holdning 2001/931 beskrevne foranstaltninger på EU-plan, vedtog det forordning (EF) nr. 2580/2001 af 27. december 2001 om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme (EFT 2001, L 344, s. 70).

7

Forordningens artikel 2 fastsætter:

»1.   Med forbehold af artikel 5 og 6

2.   Det er forbudt at levere finansielle tjenesteydelser til eller til gavn for de fysiske eller juridiske personer, grupper eller enheder, som er opført på den i stk. 3 omhandlede liste, jf. dog artikel 5 og 6.

3.   Rådet udarbejder, reviderer og ændrer med enstemmighed den liste over personer, grupper og enheder, som denne forordning finder anvendelse på, i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 1, stk. 4, 5 og 6, i fælles holdning 2001/931[…]. Listen omfatter:

8

I den appellerede doms præmis 1-7, 56-61 og 81-93 sammenfattede Retten de faktiske omstændigheder, der lå til grund for den tvist, som var blevet indbragt for den. For så vidt angår behandlingen af nærværende appel skal følgende lægges til grund.

9

Den 2. maj 2002 vedtog Rådet fælles holdning 2002/340/FUSP om ajourføring af fælles holdning 2001/931 (EFT 2002, L 116, s. 75). I bilaget til fælles holdning 2002/340 ajourførtes listen over de personer, grupper og enheder, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger, som er fastsat i fælles holdning 2001/931 (herefter »den omtvistede liste«), idet bl.a. navnet på Kurdistan Workers’ Party (PKK) blev opført på denne liste som »Det Kurdiske Arbejderparti (PKK)«. Samme dag vedtog Rådet afgørelse 2002/334/EF om gennemførelse af artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 2580/2001 og om ophævelse af afgørelse 2001/927/EF (EFT 2002, L 116, s. 33). Navnet på PKK blev i denne afgørelse opført på den liste, der er fastsat i artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 2580/2001, idet der er anvendt samme ordlyd som i den omtvistede liste.

10

Opførelsen af PKK på denne liste er bl.a. blevet opretholdt ved de omtvistede retsakter. Siden den 2. april 2004 har den omtvistede liste for så vidt angår PKK indeholdt angivelsen »»Det Kurdiske Arbejderparti« – »PKK« (alias »KADEK«, alias »KONGRA-GEL«)«.

11

I begrundelserne vedrørende gennemførelsesforordning nr. 125/2014 og nr. 790/2014 (herefter »retsakterne af 2014«) beskrev Rådet PKK som en enhed, der var involveret i terrorhandlinger, og som siden 1984 havde begået adskillige handlinger af denne art, der havde kostet mere end 30000 tyrkiske og udenlandske statsborgere livet.

12

Rådet anførte, at PKK fortsat begik terrorvirksomhed, selv om enheden navnlig siden 2009 ensidigt havde erklæret våbenhvile et vist antal gange. Rådet præciserede i denne henseende, at de af PKK begåede terrorhandlinger omfattede bombeattentater, raketangreb, brug af sprængstof, drab og bortførelse af tyrkiske statsborgere og udenlandske turister, gidseltagning, angreb mod de tyrkiske sikkerhedsstyrker og væbnede sammenstød med disse, angreb på olieanlæg, mod offentlig transport og på tyrkiske diplomatiske, kulturelle og kommercielle faciliteter i forskellige lande, afpresning af tyrkiske statsborgere bosat i udlandet samt andre kriminelle handlinger med det formål for øje at finansiere sine aktiviteter. For at illustrere dette opstillede Rådet en liste på 69 hændelser, der fandt sted mellem den 14. november 2003 og den 19. oktober 2011. Efterfølgende kvalificerede Rådet disse handlinger, som det tilskriver PKK, som »terrorhandling[er]« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 1, stk. 3, i fælles holdning 2001/931.

13

Rådet tilføjede, at PKK havde været genstand for tre nationale afgørelser, hvoraf den første var blevet vedtaget den 29. marts 2001 af Secretary of State for the Home Department (indenrigsminister, Det Forenede Kongerige, herefter »indenrigsministeren«) og truffet på grundlag af UK Terrorism Act 2000 (Det Forenede Kongeriges lov af 2000 om terrorisme), som suppleret ved en afgørelse af 14. juli 2006, der trådte i kraft den 14. august 2006, og hvori det blev fastslået, at »KADEK« og »KONGRA-GEL« udgjorde andre betegnelser for PKK (herefter »indenrigsministerens afgørelse af 2001«). Ved denne afgørelse, og henset til PKK’s udførelse af terrorhandlinger og denne enheds deltagelse i sådanne handlinger, forbød indenrigsministeren PKK, eftersom denne var en organisation, der var involveret i terrorhandlinger. Rådet præciserede, at en national regeringskommission regelmæssigt foretog en fornyet gennemgang af den nævnte afgørelse.

14

De to øvrige nationale afgørelser blev vedtaget af Amerikas Forenede Staters regering. Der er tale om dels den afgørelse, hvorved PKK blev kvalificeret som »udenlandsk terrororganisation« i henhold til section 219 i US Immigration and Nationality Act (USA’s lov om immigration og statsborgerskab), som ændret, dels den afgørelse, hvorved PKK blev kvalificeret som »særligt udpeget global terrorist« i henhold til Executive Order no 13224 (præsidentielt dekret nr. 13224) (herefter samlet »afgørelserne fra myndighederne i USA«). Hvad angår disse afgørelser fra myndighederne i USA bemærkede Rådet, at den afgørelse, hvorved PKK blev kvalificeret som »udenlandsk terrororganisation«, kunne gøres til genstand for domstolsprøvelse, mens den, hvorved PKK blev kvalificeret som en »særligt udpeget global terrorist«, kunne give anledning til både administrativ kontrol og domstolsprøvelse.

15

På denne baggrund fandt Rådet, at de tre nationale afgørelser, der er omhandlet i de to foregående præmisser, var blevet vedtaget af »kompetent[e] myndighed[er]« som omhandlet i artikel 1, stk. 4, i fælles holdning 2001/931. Rådet anførte endvidere, at disse tre nationale afgørelser fortsat var gældende, og fandt, at begrundelsen for den oprindelige opførelse af PKK på den omtvistede liste fortsat var gyldig.

16

I begrundelserne vedrørende de omtvistede afgørelser og de omtvistede forordninger, der blev vedtaget i perioden fra 2015 til 2017 (herefter »retsakterne af 2015-2017«), anførte Rådet, at opretholdelsen af PKK på den omtvistede liste var støttet på afgørelser vedtaget af tre kompetente myndigheder, bl.a. indenrigsministerens afgørelse af 2001 og afgørelserne fra myndighederne i USA, som er genstand for henholdsvis bilag A og C til disse begrundelser. I denne henseende anførte Rådet indledningsvis, at det havde foretaget en selvstændig undersøgelse af de oplysninger, der var indeholdt i disse afgørelser, og at hver af de nævnte afgørelser ifølge Rådets konstateringer indeholdt tilstrækkelige grunde til at begrunde, at PKK på EU-plan blev opført på den omtvistede liste.

17

Dernæst anførte Rådet, at såvel indenrigsministeren som USA’s myndigheder ifølge Rettens praksis begge kan anses for »kompetent[e] myndighed[er]« som omhandlet i artikel 1, stk. 4, i fælles holdning 2001/931, samtidig med at det præciserede, at det havde kontrolleret, at de faktiske forhold, der lå til grund for de nævnte afgørelser, var omfattet af begreberne »terrorhandlinger« og »terroristgruppe« og fortsat forelå. Endelig præciserede Rådet, at det ikke rådede over nogen oplysninger, der talte for, at opførelsen af PKK blev fjernet fra den omtvistede liste, og at de grunde, som udgjorde grundlaget for opførelsen af denne organisation på listen, fortsat var aktuelle, således at denne opførelse skulle opretholdes.

18

Bilagene til begrundelserne vedrørende retsakterne af 2015-2017 indeholdt for hver enkelt national afgørelse en redegørelse for definitionen af begrebet »terrorisme« i national ret, en beskrivelse af de gældende nationale administrative og retslige procedurer, en sammenfatning af den processuelle baggrund for og følgerne af den pågældende nationale afgørelse, en sammenfatning af de konklusioner, som de kompetente myndigheder havde draget med hensyn til PKK, en beskrivelse af de faktiske omstændigheder, som disse kompetente myndigheder havde lagt til grund, og konstateringen af, at disse omstændigheder udgjorde »terrorhandling[er]« som omhandlet i artikel 1, stk. 3, i fælles holdning 2001/931.

19

I bilag A til begrundelserne vedrørende retsakterne af 2015-2017 anførte Rådet, at PKK var blevet forbudt ved indenrigsministerens afgørelse af 2001, for så vidt som der var rimelig grund til at antage, at sidstnævnte begik eller deltog i »terrorhandling[er]« som omhandlet i artikel 1, stk. 3, i fælles holdning 2001/931. Ved afgørelse af 3. december 2014 (herefter »indenrigsministerens fornyede afgørelse af 2014«) gav denne minister afslag på en anmodning om at ophæve forbuddet mod PKK, idet ministeren støttede sig på de seneste terrorangreb, der ifølge den pågældende var blevet begået af PKK, og som viste, at PKK fortsat var involveret i »terrorhandling[er]« som omhandlet i artikel 1, stk. 3, i fælles holdning 2001/931.

20

I bilag C til disse begrundelser, som vedrører afgørelserne fra myndighederne i USA, anførte Rådet, at den årlige rapport om terrorisme fra 2013, som blev udfærdiget af USA’s udenrigsministerium, indeholdt de konkrete grunde, på grundlag af hvilke afgørelsen om at udpege PKK som »udenlandsk terrororganisation« blev truffet og opretholdt.

21

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 1. maj 2014 har PKK anlagt et søgsmål, hvorved der i organisationens sidste skriftlige indlæg er blevet nedlagt påstand om annullation af de omtvistede retsakter, for så vidt som disse vedrører organisationen, idet denne tilpassede sine påstande under sagen, i takt med at de omtvistede retsakter ophævede og erstattede hinanden.

22

Europa-Kommissionen samt Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland fik tilladelse til at intervenere i sagen for Retten til støtte for Rådets påstande.

23

Til støtte for sit søgsmål med påstand om annullation af de omtvistede retsakter fremsatte PKK i det væsentlige otte anbringender. Retten begrænsede sig til at behandle det syvende anbringende vedrørende en tilsidesættelse af begrundelsespligten. Ved den appellerede dom fastslog Retten, at dette anbringende var begrundet, og annullerede følgelig de omtvistede retsakter, for så vidt som de vedrører PKK.

24

I forbindelse med behandlingen af det syvende anbringende bemærkede Retten indledningsvis, at der skulle sondres mellem de retsakter, hvorved navnet på en person eller en enhed oprindeligt opføres på en liste om indefrysning af midler, og som reguleres i artikel 1, stk. 4, i fælles holdning 2001/931, og de retsakter om opretholdelse af dette navn på listen, som reguleres i denne fælles holdnings artikel 1, stk. 6.

25

Retten fastslog dernæst, at retsakterne af 2014 og retsakterne af 2015-2017 ikke var tilstrækkeligt begrundet.

26

Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 13. og den 20. maj 2019 har Kongeriget Nederlandene og Den Franske Republik fået tilladelse til at intervenere til støtte for Rådets påstande.

27

Rådet og Det Forenede Kongerige har nedlagt følgende påstande:

28

Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellen tages til følge.

29

Den Franske Republik har nedlagt følgende påstande:

30

PKK har nedlagt følgende påstande:

31

Rådet har til støtte for sin appel fremsat syv anbringender.

32

Med det første appelanbringende har Rådet anfægtet Rettens betragtninger, hvorefter de omtvistede afgørelser er afgørelser om opretholdelse, som udelukkende henhører under artikel 1, stk. 6, i fælles holdning 2001/931.

33

Det andet til det femte appelanbringende vedrører den appellerede doms præmisser vedrørende retsakterne af 2014. Med det andet anbringende gøres det gældende, at Retten fejlagtigt konkluderede, at afgørelserne fra myndighederne i USA ikke kan danne grundlag for den oprindelige opførelse af PKK på den omtvistede liste. Det tredje anbringende vedrører den appellerede doms præmisser, hvorefter Rådet tilsidesatte sin begrundelsespligt, for så vidt som det ikke redegjorde for grundene til, at de nationale afgørelser udgjorde afgørelser truffet af en »kompetent myndighed« som omhandlet i artikel 1, stk. 4, i fælles holdning 2001/931. Med det fjerde anbringende har Rådet bestridt Rettens betragtninger, hvorefter Rådet – henset til, at PKK et vist antal gange ensidigt havde erklæret våbenhvile, og til de fredsforhandlinger, som var blevet indledt med den tyrkiske regering – var forpligtet til at støtte opretholdelsen af PKK på den omtvistede liste på nyere forhold. Det femte anbringende vedrører de præmisser i den appellerede dom, hvori det blev fastslået, at Rådet havde tilsidesat sin begrundelsespligt for så vidt angår de 69 hændelser, som denne institution havde støttet sig på med henblik på at godtgøre, at risikoen for PKK’s deltagelse i terroraktiviteter fortsat bestod.

34

Det sjette og det syvende appelanbringende vedrører Rettens betragtninger vedrørende retsakterne af 2015-2017. Med det sjette anbringende gøres det gældende, at Retten med urette fastslog, at Rådet i forbindelse med begrundelsen vedrørende disse retsakter ikke kunne lægge til grund, at risikoen for, at PKK deltog i terroraktiviteter, fortsat bestod, ved at henvise til afgørelser om fornyet gennemgang af de nationale afgørelser, hvorpå den oprindelige opførelse af denne organisations navn på den omtvistede liste var støttet. Med det syvende anbringende har Rådet bestridt Rettens betragtninger, hvorefter Rådets skrivelse af 27. marts 2015, hvorved Rådet meddelte PKK begrundelsen vedrørende gennemførelsesforordning 2015/513 og afgørelse 2015/521, samtidig med at det i denne skrivelse besvarede de argumenter, som PKK havde fremført under den procedure, der førte til vedtagelsen af denne gennemførelsesforordning og denne afgørelse, ikke kunne tages i betragtning som en del af begrundelsen for den nævnte gennemførelsesforordning og den nævnte afgørelse.

35

Det første anbringende vedrører den appellerede doms præmis 52-54, 103 og 104, hvori Retten nærmere bestemt fastslog, at de omtvistede retsakter udelukkende henhørte under artikel 1, stk. 6, i fælles holdning 2001/931. Rådet – støttet af Den Franske Republik, Det Forenede Kongerige og Kommissionen – var af den opfattelse, at disse retsakter ligeledes henhørte under denne fælles holdnings artikel 1, stk. 4. Retten burde derfor også have undersøgt deres lovlighed i lyset af sidstnævnte bestemmelse.

36

PKK har bestridt denne argumentation og nedlagt påstand om, at det første anbringende forkastes.

37

Ifølge Domstolens faste praksis skal der sondres mellem de retsakter, hvorved navnet på en person eller en enhed oprindeligt opføres på en liste om indefrysning af midler, og som reguleres af artikel 1, stk. 4, i fælles holdning 2001/931, og de retsakter, hvorved den pågældendes navn opretholdes på denne liste, og som reguleres af denne fælles holdnings artikel 1, stk. 6 (jf. i denne retning domme af 26.7.2017, Rådet mod LTTE, C-599/14 P, EU:C:2017:583, præmis 58-62, og Rådet mod Hamas, C-79/15 P, EU:C:2017:584, præmis 36-40, samt dom af 20.6.2019, K.P., C-458/15, EU:C:2019:522, præmis 50-52).

38

Retten begik derfor ikke nogen retlig fejl ved at undersøge de omtvistede afgørelser, hvorved PKK er blevet opretholdt på den omtvistede liste, udelukkende i lyset af artikel 1, stk. 6, i fælles holdning 2001/931.

39

Det følger heraf, at det første appelanbringende skal forkastes som ugrundet.

40

Det tredje og det femte appelanbringende, som skal behandles samlet, er rettet mod den appellerede doms præmis 67, 68, 77 og 78, hvori Retten fastslog, at retsakterne af 2014 var behæftet med en begrundelsesmangel, for så vidt som de var støttet på indenrigsministerens afgørelse af 2001 og afgørelserne fra myndighederne i USA samt en liste over 69 hændelser, der fandt sted mellem den 14. november 2003 og den 19. oktober 2011.

41

Hvad nærmere bestemt angår indenrigsministerens afgørelse af 2001 bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 68, at begrundelserne vedrørende retsakterne af 2014 ikke indeholdt nogen redegørelse for de grunde, der lå til grund for denne afgørelse, og hverken angav grundene til, at Rådet var af den opfattelse, at de pågældende faktiske omstændigheder var omfattet af begrebet »terrorhandling« som omhandlet i artikel 1, stk. 3, i fælles holdning 2001/931, eller grundene til, at det var af den opfattelse, at den nævnte afgørelse udgjorde en afgørelse fra en »kompetent myndighed« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i denne fælles holdnings artikel 1, stk. 4. I sidstnævnte henseende fastslog Retten, at PKK havde rejst tvivl om denne kvalificering under retsforhandlingerne for Retten.

42

Hvad angår listen over de 69 hændelser, der fandt sted mellem den 14. november 2003 og den 19. oktober 2011, fastslog Retten i den appellerede doms præmis 77 og 78, at eftersom PKK inden for rammerne af sagen for Retten havde bestridt, at visse af disse hændelser faktisk havde fundet sted, og at de kunne tilskrives PKK, samt bestridt de omstændigheder, hvorunder de var indtruffet, påhvilede det Rådet i forbindelse med begrundelsen vedrørende retsakterne af 2014 at godtgøre grundlaget for de påståede omstændigheder og Retten at efterprøve den materielle rigtighed af disse omstændigheder. Ifølge Retten gjorde de oplysninger, der fremgik af begrundelserne til retsakterne af 2014, det imidlertid ikke muligt for denne at udøve sin prøvelsesret, for så vidt som disse begrundelser ikke indeholdt nogen oplysninger om de forhold, som Rådet havde lagt til grund for at nå frem til den konklusion, at de omhandlede hændelser skulle anses for godtgjort, at de skulle tilskrives PKK, og at de opfyldte de kriterier, der er fastsat i artikel 1, stk. 3, i fælles holdning 2001/931.

43

Rådet har, støttet af Den Franske Republik, Det Forenede Kongerige og Kommissionen, gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 67 og 68 begik en retlig fejl ved at fastslå, at Rådet var forpligtet til i begrundelserne til retsakterne af 2014 at redegøre for grundene til, at det var af den opfattelse, at indenrigsministerens afgørelse af 2001 og afgørelserne fra myndighederne i USA udgjorde afgørelser fra kompetente myndigheder som omhandlet i artikel 1, stk. 4, i fælles holdning 2001/931 og vedrørte »terrorhandling[er]« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i denne fælles holdnings artikel 1, stk. 3. Rådet er af den opfattelse, at Retten herved underkastede det et krav, som ikke er fastsat i denne fælles holdnings artikel 1, stk. 4.

44

Ifølge Rådet var det ligeledes med urette, at Retten i den appellerede doms præmis 77 og 78 fastslog, at der forelå en begrundelsesmangel for så vidt angår de 69 hændelser, som fandt sted mellem den 14. november 2003 og den 19. oktober 2011. Denne institution har gjort gældende, at med henblik på at opfylde begrundelsespligten er det tilstrækkeligt, at den angiver de forhold, der lægges den berørte person eller enhed til last i begrundelserne, således at denne er i stand til at forstå grundene til, at den pågældendes navn er blevet opretholdt på listen om indefrysning af midler, uden at institutionen herved er forpligtet til at godtgøre rigtigheden af de hævdede omstændigheder eller til detaljeret at redegøre for hele sin argumentation i begrundelserne. Beviset for den hævdede adfærd henhører under lovligheden af den begrundelse, som den pågældende retsakt er baseret på, og ikke under begrundelsespligten.

45

PKK har nedlagt påstand om, at det tredje og det femte anbringende forkastes. Ifølge denne var det med rette, at Retten fastslog, at Rådet i begrundelserne til retsakterne af 2014 var forpligtet til at angive grundene til, at det var af den opfattelse, at de nationale afgørelser, som den oprindelige opførelse af organisationens navn var støttet på, udgjorde »afgørelse[r fra] kompetent[e] myndighed[er]« som omhandlet i artikel 1, stk. 4, i fælles holdning 2001/931, og at disse afgørelser vedrørte »terrorhandling[er]« som omhandlet i denne fælles holdnings artikel 1, stk. 3. Rådet skulle desuden have præciseret grundene til, at de 69 hændelser, der var omhandlet i disse begrundelser, ligeledes udgjorde sådanne handlinger, der kunne tilskrives PKK. Navnlig skulle Rådet i forbindelse med begrundelsen til forordning nr. 790/2014 have taget hensyn til de klagepunkter, som PKK havde fremsat i denne henseende i forbindelse med sit søgsmål til prøvelse af forordning nr. 125/2014.

46

Indledningsvis skal det fastslås, at det tredje og det femte appelanbringende i det væsentlige vedrører rækkevidden af den begrundelsespligt, der påhvilede Rådet for så vidt angår retsakterne af 2014, hvorved Rådet opretholdt PKK’s opførelse på den omtvistede liste. Det fremgår af den retspraksis, hvortil der er blevet henvist i nærværende doms præmis 37, at der ved artikel 1 i fælles holdning 2001/931 er indført en sondring mellem på den ene side den i denne fælles holdnings artikel 1, stk. 4, omhandlede oprindelige opførelse af en person eller enhed på en liste om indefrysning af midler og på den anden side den i nævnte fælles holdnings artikel 1, stk. 6, omhandlede opretholdelse på denne liste af en person eller enhed, der allerede er opført herpå. I modsætning til det, som Rådet har gjort gældende, er de betingelser, som en sådan opretholdelse er underlagt, således alene dem, der er fastsat i artikel 1, stk. 6, i fælles holdning 2001/931, og selv om der i parternes argumentation henvises til denne fælles holdnings artikel 1, stk. 3 og 4, er det udelukkende i lyset af stk. 6 i nævnte artikel 1, at rækkevidden af den begrundelsespligt, som påhviler Rådet, skal undersøges.

47

Ifølge Domstolens faste praksis skal den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296 TEUF, klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt retsakten, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til begrundelserne for den trufne foranstaltning med henblik på at vurdere grundlaget herfor, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret (jf. i denne retning dom af 15.11.2012, Al-Aqsa mod Rådet og Nederlandene mod Al-Aqsa, C-539/10 P og C-550/10 P, EU:C:2012:711, præmis 138, og af 26.7.2017, Rådet mod LTTE, C-599/14 P, EU:C:2017:583, præmis 29).

48

Den således krævede begrundelse skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er blevet vedtaget. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, de anførte grundes art og den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Navnlig kræves det hverken, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige forhold, eller at den detaljeret besvarer de bemærkninger, som den berørte måtte have fremsat under høringen inden vedtagelsen af den nævnte retsakt, da spørgsmålet om, hvorvidt en begrundelse er tilstrækkelig, ikke blot skal vurderes i forhold til dens ordlyd, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, der gælder på det pågældende område. En retsakt, der er bebyrdende, er følgelig tilstrækkeligt begrundet, når den er truffet under omstændigheder, som er den pågældende bekendt, og således gør det muligt for vedkommende at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne (jf. i denne retning dom af 15.11.2012, Al-Aqsa mod Rådet og Nederlandene mod Al-Aqsa, C-539/10 P og C-550/10 P, EU:C:2012:711, præmis 139-141, af 28.3.2017, Rosneft, C-72/15, EU:C:2017:236, præmis 120 og 122, og af 31.1.2019, Islamic Republic of Iran Shipping Lines m.fl. mod Rådet, C-225/17 P, EU:C:2019:82, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).

49

Hvad nærmere bestemt angår de retsakter, hvorved der træffes afgørelse om opretholdelse på en liste om indefrysning af midler, såsom retsakterne af 2014, skal det bemærkes, at Rådet i forbindelse med en fornyet gennemgang i henhold til artikel 1, stk. 6, i fælles holdning 2001/931 kan opretholde den pågældende person eller enhed på denne liste, såfremt det når frem til den konklusion, at risikoen for, at vedkommende er involveret i de terroraktiviteter, der begrundede dennes oprindelige opførelse på den nævnte liste, fortsat foreligger, idet denne opretholdelse således i det væsentlige udgør en forlængelse af den oprindelige opførelse af den pågældende person eller enhed på listen. Med henblik herpå er Rådet forpligtet til at undersøge, om den faktuelle situation har ændret sig på en sådan måde siden denne oprindelige opførelse eller siden den foregående fornyede gennemgang, at den ikke længere tillader at drage den samme konklusion angående den pågældende persons eller enheds involvering i terroraktiviteter (jf. i denne retning dom af 26.7.2017, Rådet mod LTTE, C-599/14 P, EU:C:2017:583, præmis 46 og 51 og den deri nævnte retspraksis, og af 20.6.2019, K.P., C-458/15, EU:C:2019:522, præmis 43).

50

I forbindelse med kontrollen af, om risikoen for den pågældende persons eller enheds involvering i terroraktiviteter fortsat foreligger, skal der tages behørigt hensyn til den videre skæbne for den nationale afgørelse, der har tjent som grundlag for den oprindelige opførelse af denne person eller denne enhed på listen om indefrysning af midler, navnlig om denne nationale afgørelse bliver ophævet eller trukket tilbage som følge af nye faktiske omstændigheder eller forhold eller som følge af, at den kompetente nationale myndigheds vurdering har ændret sig (dom af 26.7.2017, Rådet mod LTTE, C-599/14 P, EU:C:2017:583, præmis 52).

51

Den omstændighed alene, at den nationale afgørelse, der har tjent som grundlag for den oprindelige opførelse, fortsat er gældende, kan desuden i lyset af den forløbne tid og udviklingen af de faktiske omstændigheder i den konkrete sag være utilstrækkelig til at konkludere, at der fortsat består en risiko for, at den pågældende person eller enhed er involveret i terroraktiviteter. I en sådan situation er Rådet forpligtet til at støtte opretholdelsen af denne person eller enhed på listen på en ajourført vurdering af situationen, idet Rådet herved skal tage hensyn til nyere forhold, der godtgør, at risikoen fortsat foreligger. Med henblik herpå kan Rådet støtte sig på nyere forhold, der ikke blot hidrører fra nationale afgørelser vedtaget af kompetente myndigheder, men ligeledes fra andre kilder, og dermed også på sine egne vurderinger (jf. i denne retning domme af 26.7.2017, Rådet mod LTTE, C-599/14 P, EU:C:2017:583, præmis 52, 62 og 72, og Rådet mod Hamas, C-79/15 P, EU:C:2017:584, præmis 40 og 50, og dom af 20.6.2019, K.P., C-458/15, EU:C:2019:522, præmis 52, 60 og 61).

52

I denne henseende skal det præciseres, at Unionens retsinstanser for så vidt angår retsakter om opretholdelse af opførelsen af en person eller en enhed på en omtvistet liste om indefrysning af midler skal efterprøve dels, om den i artikel 296 TEUF fastsatte begrundelsespligt er overholdt, og dermed om den anførte begrundelse er tilstrækkeligt præcis og konkret, dels om denne begrundelse er understøttet, hvilket indebærer, at disse retsinstanser i forbindelse med efterprøvelsen af denne begrundelses materielle lovlighed sikrer sig, at disse retsakter er baseret på et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag, og foretager en vurdering af de faktiske omstændigheder, der indgår i begrundelsen for nævnte afgørelse (jf. i denne retning bl.a. dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 118 og 119, og af 26.7.2017, Rådet mod LTTE, C-599/14 P, EU:C:2017:583, præmis 70).

53

Hvad angår den sidstnævnte efterprøvelse kan den pågældende person eller enhed i forbindelse med det søgsmål, vedkommende anlægger til prøvelse af sin opretholdelse på den omtvistede liste om indefrysning af midler, bestride samtlige de forhold, hvorpå Rådet støtter sig med henblik på at godtgøre, at risikoen for den pågældendes involvering i terroraktiviteter fortsat består, uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt disse forhold hidrører fra en national afgørelse vedtaget af en kompetent myndighed eller fra andre kilder. I tilfælde af indsigelse tilkommer det Rådet at godtgøre grundlaget for de hævdede omstændigheder og Unionens retsinstanser at efterprøve den materielle rigtighed heraf (dom af 26.7.2017, Rådet mod LTTE, C-599/14 P, EU:C:2017:583, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis).

54

Desuden bemærkes, at selv om det i tilfælde, hvor den begrundelse, der foreholdes den berørte person eller enhed, bestrides, kun er Unionens kompetente myndighed, som skal godtgøre grundlaget herfor, kan denne person eller denne enhed ikke forpligtes til at føre bevis for, at der ikke foreligger noget grundlag for begrundelsen (jf. i denne retning dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 121).

55

Når dette er sagt, er der grund til at fremhæve, at spørgsmålet om begrundelsen, der vedrører en væsentlig formforskrift, er forskelligt fra spørgsmålet om beviset for den hævdede adfærd, som vedrører den pågældende retsakts materielle lovlighed og indebærer en undersøgelse af de faktiske forhold, der er nævnt i denne retsakt, samt kvalificeringen heraf som oplysninger, der begrunder anvendelsen af restriktive foranstaltninger over for den pågældende person (jf. i denne retning dom af 16.11.2011, Bank Melli Iran mod Rådet, C-548/09 P, EU:C:2011:735, præmis 88, og af 15.11.2012, Rådet mod Bamba, C-417/11 P, EU:C:2012:718, præmis 60).

56

Det følger af det ovenstående, at med henblik på at opfylde den i artikel 296 TEUF fastsatte begrundelsespligt påhvilede det i den foreliggende sag Rådet at fremlægge præcise og konkrete grunde, der var tilstrækkelige til at gøre det muligt for PKK at få kendskab til begrundelsen for opretholdelsen af organisationens opførelse på den omtvistede liste ved retsakterne af 2014, og tilstrækkelige til, at Retten kunne udøve sin prøvelsesret. I modsætning til det, som Retten fastslog i den appellerede doms præmis 68, 77 og 78, var Rådet imidlertid ikke forpligtet til i forbindelse med begrundelsen vedrørende disse retsakter at godtgøre rigtigheden af de omstændigheder, der lå til grund for grundene til at opretholde PKK’s opførelse på den omtvistede liste, eller til i forbindelse med denne begrundelse at foretage en retlig kvalificering af disse omstændigheder i lyset af artikel 1, stk. 3 og 4, i fælles holdning 2001/931. Det bevis, som Retten således krævede, henhører nemlig ifølge den retspraksis, hvortil der er blevet henvist i nærværende doms præmis 52-55, ikke under begrundelsespligten, men under den materielle lovlighed af disse retsakter, hvilket spørgsmål ikke er omfattet af det syvende anbringende i første instans, som blev tiltrådt i den appellerede dom.

57

Det følger heraf, at Retten begik en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 68, 77 og 78 fastslog, at Rådet havde tilsidesat sin begrundelsespligt, for så vidt som begrundelserne til retsakterne af 2014 henviser til indenrigsministerens afgørelse af 2001 og til en liste over 69 hændelser, der fandt sted mellem den 14. november 2003 og den 19. oktober 2011.

58

Det fremgår imidlertid af fast retspraksis, at såfremt begrundelsen i en afgørelse afsagt af Retten indeholder en tilsidesættelse af EU-retten, men denne afgørelses konklusion er begrundet af andre retlige grunde, bevirker en sådan tilsidesættelse ikke, at denne afgørelse skal ophæves (dom af 26.7.2017, Rådet mod LTTE, C-599/14 P, EU:C:2017:583, præmis 75). Det skal derfor desuden efterprøves, om denne retlige fejl, som den appellerede dom er behæftet med, er af en sådan art, at den gør den konklusion, som Retten nåede frem til i nævnte doms præmis 80, ugyldig, eller om det derimod fremgår af sagsakterne, at retsakterne af 2014 under alle omstændigheder var behæftet med en begrundelsesmangel.

59

I denne henseende fremgår det af begrundelserne til retsakterne af 2014, således som de er blevet sammenfattet i nærværende doms præmis 11-15, at Rådet med henblik på opretholdelsen af PKK’s opførelse på den omtvistede liste, og henset til historikken over PKK’s terroraktiviteter siden 1984 og til de våbenhviler, som denne ensidigt havde erklæret navnlig siden 2009, støttede sig på den omstændighed, at indenrigsministerens afgørelse af 2001, der havde tjent som grundlag for den oprindelige opførelse af PKK på denne liste, fortsat var gældende, og særligt på en liste over 69 hændelser, der fandt sted mellem den 14. november 2003 og den 19. oktober 2011, og med hensyn til hvilke Rådet var af den opfattelse, at de udgjorde »terrorhandling[er]« – som omhandlet i artikel 1, stk. 3, i fælles holdning 2001/931 – der kunne tilskrives PKK.

60

Hvad angår indenrigsministerens afgørelse af 2001, der oprindeligt tjente som grundlag for denne opførelse, fremgår det af disse begrundelser, at Rådet konstaterede, at denne var blevet vedtaget af en kompetent myndighed som omhandlet i artikel 1, stk. 4, i fælles holdning 2001/931, at et regeringsudvalg i Det Forenede Kongerige regelmæssigt kontrollerede den, og at den fortsat var gældende. Rådet har derfor præciseret, at det har foretaget den undersøgelse, som er påkrævet i henhold til den retspraksis, hvortil der er blevet henvist i nærværende doms præmis 49 og 50, og at det er nået frem til den konklusion, at denne afgørelses videre skæbne ikke tyder på en ændring som den, der er omhandlet i disse præmisser i nærværende dom. Disse grunde er tilstrækkeligt præcise og konkrete til at gøre det muligt for PKK at få kendskab til begrundelsen for, at Rådet bl.a. har støttet organisationens opretholdelse på den omtvistede liste på denne afgørelse, og til, at Retten kan udøve sin prøvelsesret i denne henseende.

61

Hvad angår listen over de 69 hændelser, der fandt sted mellem den 14. november 2003 og den 19. oktober 2011, nævnte Rådet i begrundelserne vedrørende retsakterne af 2014 bl.a. 17 hændelser, der fandt sted mellem den 17. januar 2010 og den 19. oktober 2011, og som ifølge denne institution ikke blot indtrådte efter de våbenhviler, som PKK ensidigt havde erklæret siden 2009, men ligeledes var tilstrækkeligt nylige til at kunne understøtte opretholdelsen af opførelsen af denne organisation på bl.a. den omtvistede liste i februar og juli 2014. Hvad angår disse 17 seneste hændelser har Rådet angivet den nøjagtige dato herfor, den by eller den provins, hvor de fandt sted, arten heraf samt ofrenes antal og status.

62

I modsætning til det, som Retten fastslog i den appellerede doms præmis 68, 77 og 78, gjorde begrundelserne vedrørende retsakterne af 2014 det herved muligt for PKK at få kendskab til de specifikke og konkrete grunde til, at Rådet havde lagt til grund, at risikoen for denne organisations involvering i terroraktiviteter fortsat bestod på trods af de våbenhviler, der var blevet erklæret ensidigt siden 2009. De forhold, der var indeholdt i disse begrundelser, var således tilstrækkelige til at sætte PKK i stand til at forstå, det som organisationen foreholdtes (jf. analogt dom af 15.11.2012, Al-Aqsa mod Rådet og Nederlandene mod Al-Aqsa, C-539/10 P og C-550/10 P, EU:C:2012:711, præmis 4 og 142, og af 20.6.2019, K.P., C-458/15, EU:C:2019:522, præmis 53 og 54).

63

Det skal endvidere bemærkes, at selv om Retten i den appellerede doms præmis 68, 77 og 78 anførte, at PKK havde fremført argumenter med henblik på at anfægte indenrigsministerens afgørelse af 2001 og de 69 hændelser, der er nævnt i begrundelserne vedrørende retsakterne af 2014, fremgår det af nævnte præmis 77 og 78 samt af PKK’s argumentation, som er sammenfattet i nærværende doms præmis 45, at formålet med denne argumentation er at bestride rigtigheden af de nævnte faktiske omstændigheder og deres retlige kvalificering, hvorved det ikke tilsigtes at godtgøre, at Rådet tilsidesatte sin begrundelsespligt, men at anfægte disse retsakters materielle lovlighed og således at udløse Rådets forpligtelse til at godtgøre grundlaget for de nævnte begrundelser.

64

For så vidt som Retten i den appellerede doms præmis 78 fastslog, at de kortfattede oplysninger, der fremgik af begrundelserne til retsakterne af 2014, ikke gjorde det muligt for den at udøve sin prøvelsesret med hensyn til de hændelser, som PKK havde bestridt, idet disse begrundelser ikke indeholder nogen oplysninger om de omstændigheder, som Rådet lagde til grund for at fastslå, at de omhandlede hændelser skulle anses for godtgjort, at de skulle tilskrives PKK, og at de opfyldte kriterierne i artikel 1, stk. 3, i fælles holdning 2001/931, skal det bemærkes, at det følger af den retspraksis, hvortil der er blevet henvist i nærværende doms præmis 53-55, at den efterprøvelse af den materielle lovlighed, som således påhviler Retten, ikke blot skal foretages på grundlag af de forhold, der er indeholdt i begrundelserne til de omtvistede retsakter, men ligeledes på grundlag af de forhold, som Rådet i tilfælde af indsigelser fremlægger for Retten med henblik på at godtgøre rigtigheden af de faktiske omstændigheder, som gøres gældende i disse begrundelser.

65

Den retlige fejl, der er anført i nærværende doms præmis 56, er dermed af en sådan art, at den gør den konklusion, som Retten nåede frem til i den appellerede doms præmis 80, ugyldig.

66

Derfor skal det femte appelanbringende og det tredje appelanbringende, for så vidt som sidstnævnte vedrører Rettens betragtninger vedrørende indenrigsministerens afgørelse af 2001, tiltrædes.

67

Det følger heraf, at påstanden om ophævelse af den appellerede dom skal tages til følge, for så vidt som Retten annullerede retsakterne af 2014 på grund af manglende begrundelse, uden at det er nødvendigt at tage stilling til de retlige fejl, der er gjort gældende i forbindelse med det andet og det fjerde appelanbringende, eller til de argumenter, der er fremført i forbindelse med det tredje appelanbringende, og som består i at anfægte Rettens betragtninger vedrørende afgørelserne fra myndighederne i USA.

68

Det sjette og det syvende appelanbringende, som skal behandles samlet, er rettet mod den appellerede doms præmis 95-98, 103-106 og 110-114, hvori Retten fastslog, at retsakterne af 2015-2017 var behæftet med en begrundelsesmangel.

69

I den appellerede doms præmis 95-98 og 103-106 fastslog Retten i det væsentlige, at Rådet havde tilsidesat sin begrundelsespligt, for så vidt som begrundelserne vedrørende retsakterne af 2015-2017 henviser til indenrigsministerens fornyede afgørelse af 2014 og til den omstændighed, at USA’s regerings beslutning om at udpege PKK som »udenlandsk terrororganisation« var blevet opretholdt efter en fornyet gennemgang. Hvad navnlig angår indenrigsministerens fornyede afgørelse af 2014 fandt Retten, at Rådet ikke kunne støtte sig på sidstnævnte nationale afgørelse med henblik på at opretholde PKK’s opførelse på den omtvistede liste uden at have undersøgt og forsøgt at godtgøre grundlaget for de påståede omstændigheder, hvilket der imidlertid ikke var blevet redegjort for i disse begrundelser. Endvidere har Rådet heri heller ikke anført grundene til, at det fandt, at den nævnte nationale afgørelse gjorde det muligt i tilstrækkeligt omfang at nå frem til den konklusion, at risikoen for, at PKK var involveret i terroraktiviteter, fortsat bestod. I denne sammenhæng bemærkede Retten i øvrigt, at PKK havde bestridt de hændelser, der var omhandlet i indenrigsministerens fornyede afgørelse af 2014, i sin anmodning af 26. maj 2015 om tilpasning af søgsmålet ved Retten.

70

Desuden fastslog Retten i den appellerede doms præmis 110-114, at Rådet ikke i tilstrækkelig grad havde besvaret de argumenter, som PKK havde fremført i en skrivelse af 6. marts 2015, under den procedure, der førte til vedtagelsen af afgørelse 2015/521 og gennemførelsesforordning 2015/513. Ifølge Retten er den præcisering, der er indeholdt i begrundelserne vedrørende retsakterne af 2015-2017, hvori Rådet anførte, at det forgæves havde undersøgt, om det rådede over oplysninger, som talte for at fjerne PKK’s navn fra den omtvistede liste, i denne henseende utilstrækkelig. Retten fastslog endvidere, at Rådets skrivelse af 27. marts 2015, hvorved begrundelsen vedrørende denne afgørelse og denne forordning var blevet meddelt PKK, ikke kunne afhjælpe denne utilstrækkelige begrundelse. For det første blev denne skrivelse udfærdiget efter vedtagelsen af den nævnte afgørelse og den nævnte forordning. For det andet bemærkede Retten, at selv om det i den nævnte skrivelse var angivet, at den omstændighed, at der fandtes kurdiske grupper, som bekæmpede gruppen »Islamisk Stat«, ikke påvirkede Rådets vurdering med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt risikoen for PKK’s involvering i terroraktiviteter fortsat bestod, undlod denne institution at præcisere de forhold, der havde ført den til at konkludere, at denne risiko fortsat bestod.

71

Med det sjette og det syvende appelanbringende har Rådet, støttet af Den Franske Republik, Det Forenede Kongerige og Kommissionen, gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved for det første i den appellerede doms præmis 95-99 og 103-109 at fastslå, at begrundelsen til retsakterne af 2015-2017 var utilstrækkelig, for så vidt som begrundelserne vedrørende disse retsakter var støttet på de af Det Forenede Kongeriges myndigheder vedtagne nationale afgørelser og afgørelserne fra myndighederne i USA om en fornyet gennemgang af disse myndigheders afgørelser, der havde tjent som grundlag for den oprindelige opførelse af PKK på den omtvistede liste. Ifølge Rådet finder denne retlige fejl sit udspring i den omstændighed, at Retten med urette udelukkende støttede sin vurdering på artikel 1, stk. 6, i fælles holdning 2001/931, skønt den burde have anvendt denne fælles holdnings artikel 1, stk. 4, på disse nationale afgørelser om fornyet gennemgang. På denne baggrund er Rådet af den opfattelse, at det hverken var forpligtet til at efterprøve de faktiske omstændigheder, der lå til grund for de nævnte nationale afgørelser, eller til at fremlægge oplysninger med henblik på at godtgøre rigtigheden af de nævnte faktiske omstændigheder, som burde have været anfægtet for den nationale ret. Rådet har for det andet rejst tvivl om den appellerede doms præmis 110-114, for så vidt som Retten heri fastslog, at Rådet ikke i tilstrækkelig grad havde besvaret de argumenter, som PKK fremførte under sagen for Retten. Rådet har i denne henseende gjort gældende, at dets skrivelse af 27. marts 2015, der var vedlagt begrundelsen til afgørelse 2015/521 og gennemførelsesforordning 2015/513, i tilstrækkelig grad besvarede disse argumenter.

72

PKK har gjort gældende, at de oplysninger, som Rådet støttede sig på med henblik på at godtgøre, at organisationens involvering i terroraktiviteter fortsat bestod, i det hele kan anfægtes for Unionens retsinstanser, uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt disse oplysninger hidrører fra en afgørelse fra en kompetent myndighed eller fra andre kilder. Det er ufornødent at sondre mellem de forhold, der kan anfægtes for henholdsvis Unionens retsinstanser og de nationale domstole. Under alle omstændigheder har Rådet ikke i begrundelserne til retsakterne af 2015-2017 angivet grundene til, at indenrigsministerens fornyede afgørelse af 2014 vedrørte en »terrorhandling« som omhandlet i artikel 1, stk. 3, i fælles holdning 2001/931, skønt definitionerne af begrebet »terrorisme« på nationalt plan og på EU-plan er forskellige. Hvad angår betragtningerne i den appellerede doms præmis 110-114 har PKK gjort gældende, at enhver oplysning, der vedrører grundene til opførelsen på en liste om indefrysning af midler, ikke skal være indeholdt i meddelelsesskrivelsen vedrørende den pågældende retsakt, men i begrundelsen til denne retsakt.

73

Indledningsvis skal det bemærkes, at Rådet, således som det fremgår af behandlingen af det første appelanbringende, med urette har gjort gældende, at retsakterne af 2015-2017 henhører under såvel artikel 1, stk. 4, i fælles holdning 2001/931 som denne fælles holdnings artikel 1, stk. 6. Det er følgelig ligeledes med urette, at Rådet på grundlag af samme argumentation har gjort gældende, at PKK ikke kan anfægte disse retsakter, for så vidt som disse er støttet på de nationale afgørelser om fornyet gennemgang, der er omhandlet i nærværende doms præmis 71. I overensstemmelse med den retspraksis, hvortil der er blevet henvist i nærværende doms præmis 53 og 54, kan den pågældende person eller enhed i øvrigt inden for rammerne af et søgsmål anlagt til prøvelse af dennes opretholdelse på listen om indefrysning af midler anfægte samtlige de oplysninger, hvorpå Rådet støtter sig med henblik på at godtgøre, at risikoen for den pågældendes involvering i terroraktiviteter fortsat består, uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt disse oplysninger hidrører fra en national afgørelse truffet af en kompetent myndighed eller fra andre kilder.

74

Det skal imidlertid fastslås, at Retten begik en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 99 og 105 fastslog, at Rådet havde tilsidesat sin begrundelsespligt, for så vidt som begrundelserne til retsakterne af 2015-2017 er støttet på indenrigsministerens fornyede afgørelse af 2014. I modsætning til det, som Retten fastslog i disse præmisser i den appellerede dom, var Rådet hverken forpligtet til i forbindelse med begrundelsen vedrørende disse retsakter at godtgøre rigtigheden af de faktiske omstændigheder, der lå til grund for denne afgørelse om fornyet gennemgang, hvorpå begrundelserne til de nævnte retsakter var støttet med henblik på opretholdelsen af PKK’s opførelse på den omtvistede liste, eller i forbindelse med denne begrundelse at foretage en kvalificering af disse faktiske omstændigheder i lyset af artikel 1, stk. 3 og 4, i fælles holdning 2001/931. Det bevis, som således kræves af Retten, vedrører nemlig ifølge den retspraksis, hvortil der er blevet henvist i nærværende doms præmis 52-55, ikke begrundelsespligten, men den materielle lovlighed af disse retsakter, hvilket spørgsmål ikke er omfattet af det syvende anbringende i første instans, som blev tiltrådt i den appellerede dom.

75

Henset til den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 58, skal det imidlertid desuden efterprøves, om denne retlige fejl, som den appellerede dom er behæftet med, er af en sådan art, at den kan gøre den konklusion, som Retten drog i sidstnævntes præmis 115, ugyldig, eller om det derimod fremgår af oplysningerne i sagsakterne, at retsakterne af 2015-2017 under alle omstændigheder var behæftet med en begrundelsesmangel.

76

I denne henseende fremgår det af begrundelserne til retsakterne af 2015-2017, således som disse er blevet sammenfattet i nærværende doms præmis 16 og 17, at Rådet med henblik på opretholdelsen af PKK’s opførelse på den omtvistede liste selvstændigt undersøgte oplysningerne i indenrigsministerens fornyede afgørelse af 2014 og bl.a. kontrollerede, at de grunde, der lå til grund for denne afgørelse, var omfattet af begrebet »terrorhandlinger« som omhandlet i fælles holdning 2001/931, idet Rådet henviste til Rettens praksis, hvorefter indenrigsministeren er en »kompetent myndighed« i denne fælles holdnings forstand. Rådet præciserede endvidere deri, at den nævnte afgørelse i lighed med de øvrige afgørelser, der var blevet vedtaget af tre nationale myndigheder, som er omhandlet i de nævnte begrundelser, i sig selv var tilstrækkelig til at opretholde denne opførelse af PKK.

77

Som det fremgår af nærværende doms præmis 18 og 19, indeholdt begrundelserne vedrørende retsakterne af 2015-2017 desuden ikke en simpel henvisning til indenrigsministerens fornyede afgørelse af 2014, men indeholdt i bilag A dertil en detaljeret beskrivelse af denne afgørelse, der bl.a. præciserede rækkevidden af definitionen af begrebet »terrorisme« på nationalt plan, hvorpå nævnte afgørelse var støttet, og den omstændighed, at den var blevet vedtaget efter en procedure for fornyet gennemgang vedrørende indenrigsministerens afgørelse af 2001. Navnlig præciserede Rådet i punkt 17 i nævnte bilag A, at indenrigsministerens fornyede afgørelse af 2014 med henblik på at konkludere, at PKK fortsat var involveret i terroraktiviteter, bl.a. var støttet på PKK’s nylige terrorhandlinger og som eksempel indeholdt en angivelse af to angreb, som angiveligt var blevet udført af PKK i maj og august 2014.

78

Det skal i denne henseende fastslås, at angivelserne om, at »PKK i august 2014 angreb et solenergiproduktionsanlæg i Tyrkiet og bortførte tre kinesiske ingeniører«, ikke var tilstrækkeligt præcise og konkrete, for så vidt som de hverken angav den nøjagtige dato, den by eller den provins, hvor dette hævdede angreb fandt sted. Hvad angår det hævdede angreb kunne Retten derfor med rette i den appellerede doms præmis 99 fastslå, at begrundelsen ikke var tilstrækkelig.

79

Denne konstatering vedrørende det hævdede angreb begået i august 2014 kan imidlertid ikke føre til annullation af retsakterne af 2015-2017 som følge af en tilsidesættelse af begrundelsespligten, eftersom begrundelserne vedrørende disse retsakter ligeledes var støttet på andre forhold, der kunne sikre en tilstrækkelig begrundelse for de nævnte retsakter. Bilag A til disse begrundelser indeholdt nemlig i punkt 17 heri ligeledes en henvisning til et andet angreb, der blev begået »den 13. maj [2014], hvor to soldater blev såret på stedet, hvor en ny militær forpost blev bygget i Tunceli [(Tyrkiet)]«, og henviste i punkt 18 heri til en advarsel fra PKK, der blev fremsat i oktober 2014, og hvorefter den skrøbelige fredsproces, som PKK deltog i, kunne gå tabt, hvis ikke Republikken Tyrkiet greb ind over for gruppen »Islamisk Stat«.

80

I modsætning til det, som Retten fastslog i den appellerede doms præmis 99, gjorde begrundelserne vedrørende retsakterne af 2015-2017 det imidlertid herved muligt for PKK at få kendskab til de specifikke og konkrete grunde, der havde ført Rådet til på grundlag af konstateringerne i indenrigsministerens fornyede afgørelse af 2014 at konkludere, at risikoen for, at organisationen var involveret i terroraktiviteter, fortsat bestod på trods af den indledte fredsproces. De behørigt begrundede forhold, der var indeholdt i begrundelserne, var således tilstrækkelige til at sætte PKK i stand til at forstå det, som organisationen foreholdtes (jf. analogt dom af 15.11.2012, Al-Aqsa mod Rådet og Nederlandene mod Al-Aqsa, C-539/10 P og C-550/10 P, EU:C:2012:711, præmis 4 og 142, og af 20.6.2019, K.P., C-458/15, EU:C:2019:522, præmis 53 og 54).

81

For så vidt som Retten i den appellerede doms præmis 103 bemærkede, at PKK havde fremført argumenter med henblik på at anfægte, at de hændelser, der var omhandlet i indenrigsministerens fornyede afgørelse af 2014, som beskrevet i bilag A til retsakterne af 2015-2017, og kvalificeringen af disse hændelser som terrorhandlinger som omhandlet i artikel 1, stk. 3, i fælles holdning 2001/931, kunne tilskrives PKK, må det fastslås, at denne argumentation har til formål at anfægte rigtigheden af de nævnte faktiske omstændigheder og deres retlige kvalificering, hvorved det ikke tilsigtes at godtgøre, at Rådet har tilsidesat sin begrundelsespligt, men at anfægte den materielle lovlighed af de nævnte retsakter og således at udløse Rådets forpligtelse til at godtgøre grundlaget for de påberåbte begrundelser.

82

Endvidere fastslog Retten i den appellerede doms præmis 110-114, at begrundelsen vedrørende afgørelse 2015/521 og gennemførelsesforordning 2015/513 ikke i tilstrækkelig grad besvarede de argumenter, som PKK havde fremført i sin skrivelse af 6. marts 2015. Ifølge Retten kunne Rådets skrivelse af 27. marts 2015 ikke afhjælpe denne utilstrækkelige besvarelse, henset til dens indhold, og for så vidt som den var blevet meddelt efter vedtagelsen af denne afgørelse og denne gennemførelsesforordning. PKK har derimod gjort gældende, at Rådet ikke skulle have besvaret organisationens argumenter i en skrivelse, men i selve begrundelsen.

83

Som det er blevet anført i nærværende doms præmis 48, forholder det sig således, at eftersom den påkrævede begrundelse skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori denne er blevet vedtaget, skal spørgsmålet om, hvorvidt en begrundelse er tilstrækkelig, ikke blot vurderes i forhold til dens ordlyd, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår. Derfor kræves det bl.a. ikke, at begrundelsen detaljeret besvarer de bemærkninger, som den berørte har fremsat under sin høring inden vedtagelsen af den pågældende retsakt, særligt når retsakten er vedtaget under omstændigheder, der er den berørte bekendt, og som gør det muligt for den pågældende at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne.

84

I den foreliggende sag blev begrundelsen vedrørende afgørelse 2015/521 og gennemførelsesforordning 2015/513 meddelt PKK ved Rådets skrivelse af 27. marts 2015, hvori denne institution besvarede de argumenter, som PKK havde fremført i en skrivelse af 6. marts 2015.

85

For så vidt som denne begrundelse og denne skrivelse fra Rådet imidlertid blev meddelt PKK samtidig, var det for det første med urette, at Retten i den appellerede doms præmis 114 fastslog, at præciseringerne i den nævnte skrivelse fra Rådet ikke kunne tages i betragtning ved vurderingen af, om de grunde, der var indeholdt i nævnte begrundelse, var tilstrækkelige.

86

For det andet fremgår det af selve den appellerede doms præmis 114, at Rådet i sin skrivelse af 27. marts 2015 havde præciseret, at den omstændighed, at der fandtes kurdiske grupper, der bekæmpede gruppen »Islamisk Stat«, ikke påvirkede dets vurdering af, om risikoen for PKK’s involvering i terroraktiviteter fortsat bestod, og at Rådet derfor havde besvaret de argumenter, som var blevet fremført i PKK’s skrivelse af 6. marts 2015, tilstrækkeligt præcist og konkret til, at denne organisation kunne få kendskab til begrundelsen for de nævnte retsakter af 2015, og til, at Retten kunne udøve sin prøvelsesret.

87

Det skal tilføjes, at præciseringerne i nævnte skrivelse fra Rådet – henset til PKK’s argumentation, således som denne er sammenfattet i nærværende doms præmis 72 – skal anses for at udgøre en del af baggrunden for de grunde, der er indeholdt i begrundelsen vedrørende afgørelse 2015/521 og gennemførelsesforordning 2015/513, og dermed for at være kendt af PKK som omhandlet i den retspraksis, hvortil der er blevet henvist i nærværende doms præmis 48. Navnlig gør de præciseringer, der er indeholdt i den nævnte skrivelse, det muligt for PKK at forstå, at grundene i den nævnte begrundelse blev vedtaget under hensyntagen til den argumentation, der var blevet fremført i skrivelsen af 6. marts 2015, og at få kendskab til de præcise grunde til, at Rådet ikke tiltrådte den.

88

Ganske vist fastslog Retten i den appellerede doms præmis 114, at Rådet ud over denne besvarelse skulle have anført de konkrete omstændigheder, som havde givet det anledning til at konkludere, at denne risiko fortsat bestod. Det må imidlertid fastslås, at Retten herved begik en retlig fejl, idet den tilsidesatte rækkevidden af den forpligtelse, som påhviler Rådet i overensstemmelse med den retspraksis, hvortil der er blevet henvist i nærværende doms præmis 52-55 og 83, og hvorefter denne institution er forpligtet til i begrundelsen til den omhandlede afgørelse at besvare de betragtninger, som den berørte har fremsat under sin høring inden vedtagelsen af afgørelsen, uden dog at være forpligtet til i selve denne begrundelse at godtgøre rigtigheden af de hævdede faktiske omstændigheder eller til heri at foretage en retlig kvalificering af disse faktiske omstændigheder.

89

De retlige fejl, der er anført i nærværende doms præmis 74 og 88, er derfor af en sådan art, at de kan afkræfte den konklusion, som Retten nåede frem til i den appellerede doms præmis 115.

90

Henset til ovenstående betragtninger skal det syvende appelanbringende og det sjette anbringende for så vidt angår begrundelsen for retsakterne af 2015-2017, der er støttet på indenrigsministerens fornyede afgørelse af 2014, tiltrædes.

91

Den foreliggende appel skal derfor tages til følge, for så vidt som der herved er nedlagt påstand om ophævelse af den appellerede dom, i det omfang Retten gav medhold i søgsmålet om annullation af retsakterne af 2015-2017 på grund af manglende begrundelse, uden at det er nødvendigt at behandle de argumenter, som er blevet fremført inden for rammerne af det sjette appelanbringende, og hvorved det tilsigtes at anfægte Rettens betragtninger vedrørende afgørelserne fra myndighederne i USA.

92

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal punkt 1-11, 13 og 14 i domskonklusionen i den appellerede dom, hvorved Retten annullerede de omtvistede retsakter, ophæves.

93

I overensstemmelse med artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen, når den ophæver den af Retten trufne afgørelse, enten selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise den til Retten til afgørelse.

94

Da Retten ikke har taget stilling til det andet til det sjette og det ottende anbringende i sagen i første instans, finder Domstolen ikke sagen moden til påkendelse. Derfor skal sagen hjemvises til Retten og afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Anden Afdeling):