1

Repower AG har i appelskriftet nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 21. februar 2018, Repower mod EUIPO – repowermap.org (REPOWER) (T-727/16, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2018:88), hvorved appellanten ikke fik medhold i sin påstand om annullation af den afgørelse, der blev truffet den 3. august 2016 af Femte Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (herefter »EUIPO«) (sag R 2311/2014-5 (REV)) vedrørende en ugyldighedssag mellem repowermap.org og Repower (herefter »den omtvistede afgørelse«).

2

Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EU-varemærker (EUT 2009, L 78, s. 1) blev ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2424 af 16. december 2015 (EUT 2015, L 341, s. 21), der trådte i kraft den 23. marts 2016. Da den omtvistede afgørelse blev vedtaget den 3. august 2016, finder bestemmelserne i forordning nr. 207/2009, som ændret ved forordning 2015/2424, anvendelse på denne.

3

Forordning nr. 207/2009, som ændret ved forordning 2015/2424, indeholder et afsnit IX med overskriften »Bestemmelser om sagsbehandlingen«. Dette afsnit omfatter en afdeling I med overskriften »Almindelige bestemmelser«, der består af denne forordnings artikel 75-84. Artikel 4 i forordning 2015/2424 bestemmer, at visse bestemmelser i forordning nr. 207/2009 først finder anvendelse fra den 1. oktober 2017. Disse bestemmelser omfatter artikel 75, artikel 80, stk. 1 og 2, samt artikel 83 i forordning nr. 207/2009. I det foreliggende tilfælde finder artikel 75, artikel 80, stk. 1 og 2, samt artikel 83 i forordning nr. 207/2009, henset til datoen for vedtagelsen af den omtvistede afgørelse, fortsat anvendelse på denne afgørelse i deres oprindelige version.

4

Artikel 75 i forordning nr. 207/2009 med overskriften »Begrundelse af afgørelser« fastsætter:

»Harmoniseringskontorets afgørelser skal begrundes. De må kun støttes på grunde, som parterne har haft lejlighed til at udtale sig om.«

5

Artikel 80 i forordning nr. 207/2009, som har overskriften »Ophævelse eller tilbagekaldelse«, bestemmer i stk. 1 og 2:

»1.   Når Harmoniseringskontoret foretager en indførelse i registret eller vedtager en afgørelse, der er behæftet med en åbenlys procedurefejl, der er begået af Harmoniseringskontoret, sørger dette for at ophæve indførelsen eller tilbagekalde afgørelsen. Er der kun én part i sagen, og krænker indførelsen eller handlingen dennes rettigheder, foretages ophævelsen eller tilbagekaldelsen, selv om parten ikke er opmærksom på fejlen.

2.   Den afdeling, der har foretaget indførelsen eller vedtaget afgørelsen, foretager ophævelsen eller tilbagekaldelsen i henhold til stk. 1 ex officio eller på anmodning af en af parterne i sagen. Ophævelsen eller tilbagekaldelsen foretages inden seks måneder efter datoen for indførelsen i registret eller vedtagelsen af afgørelsen efter høring af parterne i sagen og eventuelle personer, der er indehavere af rettigheder til det pågældende EF-varemærke, og som er indført i registret.«

6

Artikel 83 i forordning nr. 207/2009, som har overskriften »Henvisning til almindelige retsgrundsætninger«, bestemmer:

»I det omfang denne forordning, gennemførelsesforordningen, gebyrforordningen eller appelkamrenes forretningsorden ikke indeholder bestemmelser om sagsbehandlingen, tager Harmoniseringskontoret hensyn til de principper, der på dette område er almindelig anerkendt i medlemsstaterne.«

7

Retten fremstillede tvistens baggrund i den appellerede doms præmis 1-12 som følger:

[…]

[…]

8

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 10. oktober 2016 anlagde appellanten sag med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse.

9

Til støtte for søgsmålet fremsatte appellanten fire anbringender om for det første manglende retsgrundlag, for det andet appelkamrenes manglende kompetence til at tilbagekalde deres afgørelser, for det tredje tilsidesættelse af artikel 80 i forordning nr. 207/2009, EUIPO’s retningslinjer for undersøgelser samt princippet om god forvaltningsskik, retssikkerhedsprincippet og princippet om retskraft og for det fjerde manglende begrundelse.

10

Ved den appellerede dom frifandt Retten EUIPO i det hele. I den appellerede doms præmis 53-59 fastslog Retten for det første, at appelkammeret ikke kunne basere den anfægtede afgørelse på artikel 80, stk. 1, i forordning nr. 207/2009, for så vidt som en manglende begrundelse ikke udgør en åbenlys procedurefejl som omhandlet i denne bestemmelse. I den appellerede doms præmis 60-88 og 92-95 fandt Retten dernæst, at den omtvistede afgørelse kunne være baseret på det almindelige retsprincip om tilbagekaldelse af ulovlige forvaltningsakter, forudsat at betingelserne for anvendelsen af dette princip var opfyldt. Retten erindrede i den appellerede doms præmis 89 om, at selv om EUIPO havde begået en fejl med hensyn til valget af hjemmel for den omtvistede afgørelse, medfører en sådan fejl kun, at den omhandlede akt annulleres, når den kan påvirke afgørelsens indhold. Efter i den appellerede doms præmis 90 og 91 at have konstateret, at appelkammerets fejl med hensyn til valg af hjemmel ikke kunne danne grundlag for en annullation af den anfægtede afgørelse, frifandt Retten EUIPO.

11

Repower har i appelskriftet nedlagt følgende påstande:

12

EUIPO og repowermap.org har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og at Repower tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

13

Ifølge repowermap.org har appellanten ikke længere nogen interesse i at påstå den omtvistede afgørelse annulleret. Med henvisning til den appellerede doms præmis 91 har repowermap.org anført, at Retten, fordi den har fastslået, at afgørelsen af 8. februar 2016 var behæftet med en manglende begrundelse, bør annullere denne afgørelse inden for rammerne af behandlingen af den under sagsnummer T-188/16 registrerede sag, der fortsat verserer for Retten, såfremt Domstolen tager appellen til følge og annullerer den omtvistede afgørelse. En sådan situation ville medføre yderligere procedurer, mens resultatet formentlig ikke ville være forskelligt fra den foreliggende situation. Da appellanten således ikke kan drage nogen fordel af, at afgørelsen af 8. februar 2016 opretholdes, må appellen efter repowermap.org’s opfattelse afvises.

14

I retsmødet erklærede appellanten, at denne fortsat havde en interesse i at opnå annullation af den omtvistede afgørelse. Appellanten anførte med henvisning til sit fjerde anbringende til støtte for appellen navnlig, at den omtvistede afgørelse havde bevirket, at afgørelsen af 8. februar 2016 var blevet tilbagekaldt i sin helhed, selv om denne afgørelse delvist var til fordel for denne. Heraf har appellanten udledt, at ophævelse af den appellerede dom og annullation af den omtvistede afgørelse og dermed opretholdelse af afgørelsen af 8. februar 2016 i sin helhed vil føre til genoptagelse af behandlingen af sag T-188/16, hvilket vil gøre det muligt for appellanten at gøre sine krav gældende, herunder i forbindelse med appel for Domstolen, med henblik på at forhindre annullation af denne afgørelse og dermed sikre de rettigheder, der tilkommer denne i medfør af den nævnte afgørelse.

15

I retsmødet anførte EUIPO, at appellanten ikke længere har søgsmålsinteresse. EUIPO medgav ganske vist, at en del af afgørelsen af 8. februar 2016 var til fordel for appellanten, men henviste til, at EUIPO selv havde fundet, at denne afgørelse var ulovlig på grund af manglende begrundelse, således at appellanten under disse omstændigheder ikke kunne påberåbe sig de fordele, der var forbundet med den nævnte afgørelse.

16

Det fremgår af fast retspraksis, at spørgsmålet om, hvorvidt en appellant har retlig interesse, forudsætter, at appellen med sit resultat kan tilføre nævnte part en fordel (dom af 19.10.1995, Rendo m.fl. mod Kommissionen, C-19/93 P, EU:C:1995:339, præmis 13, kendelse af 5.7.2018, Wenger mod EUIPO, C-162/18 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2018:545, præmis 13 og den deri anførte retspraksis, og dom af 13.7.2000, Parlamentet mod Richard, C-174/99 P, EU:C:2000:412, præmis 33).

17

I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at afgørelsen af 8. februar 2016, som blev tilbagekaldt ved den omtvistede afgørelse, var til appellantens fordel, for så vidt som den ikke gav repowermap.org medhold i klagen over annullationsafdelingens afgørelse af 9. juli 2014, som selv var delvist til fordel for appellanten.

18

Såfremt appellen i den foreliggende sag tages til følge, og den omtvistede afgørelse derfor bliver annulleret, opretholdes afgørelsen af 8. februar 2016, og appellen vil således med sit resultat tilføre appellanten en fordel. En eventuel opretholdelse af denne afgørelse vil således sikre appellanten muligheden for at bevare beskyttelsen i Den Europæiske Union af den internationale registrering nr. 1020351 af ordmærket REPOWER for visse produkter og tjenester.

19

Denne konstatering afkræftes ikke af repowermap.org’s argumentation, hvorefter Retten i den appellerede doms præmis 91 bemærkede, at afgørelsen af 8. februar 2016 burde annulleres inden for rammerne af det under sagsnummer T-188/16 registrerede annullationssøgsmål, og at det derfor kun ville tilføre appellanten en midlertidig fordel at tage appellen til følge.

20

Det tilkommer således ikke Domstolen inden for rammerne af undersøgelsen af søgsmålsinteressen at tilbagevise, at der foreligger en sådan interesse med den begrundelse, at Retten i den appellerede dom accessorisk vurderede lovligheden af afgørelsen af 8. februar 2016, selv om denne afgørelse ikke var genstand for det søgsmål, der var anlagt for Retten. For så vidt som det er nødvendigt at tage afgørelsen af 8. februar 2016, som er uløseligt forbundet med den omtvistede afgørelse, i betragtning, bemærkes, at der er tale om et spørgsmål vedrørende sagens realitet, og at Domstolen ikke kan lægge til grund, at afgørelsen af 8. februar 2016 er ulovlig, i forbindelse med behandlingen af spørgsmålet om søgsmålsinteresse. Det er i denne forbindelse nødvendigt, men tilstrækkeligt, at den for Domstolen iværksatte appel med sit resultat kan tilføre appellanten en fordel, hvilket er tilfældet i den foreliggende sag, således som det fremgår af denne doms præmis 17 og 18.

21

Under disse omstændigheder skal det fastslås, at appellanten har søgsmålsinteresse med hensyn til den foreliggende appel.

22

Appellanten har fremsat fem anbringender til støtte for appellen. Med det første anbringende har appellanten gjort gældende, at EUIPO ved i løbet af retsforhandlingerne for Retten at have ændret sin argumentation vedrørende hjemmelen for den omtvistede afgørelse, idet den anvendte det almindelige retsprincip om tilbagekaldelse af ulovlige forvaltningsakter, ændrede selve tvistens genstand. Inden for rammerne af det andet anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten med urette anvendte det almindelige retsprincip om tilbagekaldelse af ulovlige forvaltningsakter, for så vidt som de bestemmelser i forordning nr. 207/2009, som var i kraft på datoen for vedtagelsen af den omtvistede afgørelse, udgjorde lex specialis og dermed ikke gjorde det muligt at anvende dette princip. Med det tredje anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten har vendt bevisbyrden om i forbindelse med anvendelsen af artikel 83 i forordning nr. 207/2009. Med det fjerde anbringende har appellanten anført, at selv hvis det lægges til grund, at det almindelige retsprincip om tilbagekaldelse af ulovlige forvaltningsakter finder anvendelse, burde afgørelsen af 8. februar 2016 af hensyn til beskyttelsen af den berettigede forventning ikke være blevet tilbagekaldt i sin helhed. Endelig vedrører det femte anbringende en mangelfuld begrundelse af den omtvistede afgørelse.

23

Med det første til det fjerde anbringende har appellanten i det væsentlige gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at anvende det almindelige retsprincip om tilbagekaldelse af ulovlige forvaltningsakter, i givet fald sammenholdt med artikel 83 i forordning nr. 207/2009.

24

Inden for rammerne af det andet anbringende, som skal behandles først, har appellanten særligt gjort gældende, at Retten tilsidesatte princippet om, at speciallovgivning går forud for generel lovgivning. Ifølge appellanten tillader artikel 80, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 i sin egenskab af undtagelsesregel og lex specialis hverken at anvende de almindelige retsgrundsætninger, der er almindeligt anerkendt i medlemsstaterne, som er omhandlet i denne forordnings artikel 83, eller det almindelige retsprincip om tilbagekaldelse af ulovlige forvaltningsakter. EUIPO kan således kun tilbagekalde sine afgørelser i den situation, som er fastlagt i samme bestemmelse, idet bestemmelsen ellers ville være meningsløs. Appellanten har tilføjet, at EU-lovgiver med vedtagelsen af artikel 80 i forordning nr. 207/2009 har ønsket at begrænse EUIPO’s tilbagekaldelsesbeføjelse til det ene tilfælde, som er omhandlet i denne artikel.

25

Følgelig begik Retten en retlig fejl ved at undersøge muligheden for at tilbagekalde afgørelsen af 8. februar 2016 ved at vedtage den omtvistede afgørelse på grundlag af det almindelige retsprincip om tilbagekaldelse af ulovlige forvaltningsakter og artikel 83 i forordning nr. 207/2009.

26

Henset til disse argumenter fra appellantens side skal det undersøges, om Retten tilsidesatte princippet om, at speciallovgivning går forud for generel lovgivning ved at basere tilbagekaldelsen af afgørelsen af 8. februar 2016 på bl.a. det almindelige retsprincip om tilbagekaldelse af ulovlige forvaltningsakter.

27

I henhold til artikel 80, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 sørger EUIPO for at tilbagekalde enhver afgørelse, der er behæftet med en åbenlys procedurefejl, der er begået af kontoret.

28

I denne forbindelse skal det i første række præciseres, at EUIPO’s appelkamre af de grunde, som er anført af Retten i den appellerede doms præmis 29 og 33-38, og som appellanten ikke har anfægtet, har den i artikel 80, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 fastsatte tilbagekaldelsesbeføjelse.

29

I anden række bemærkes, at det fremgår af ordlyden af denne bestemmelse, at en åbenlys procedurefejl i denne bestemmelses forstand er en tydelig fejl af proceduremæssig karakter, som er begået af EUIPO.

30

Ved fortolkningen af begrebet »åbenlys procedurefejl« som omhandlet i denne artikel 80, stk. 1, skal der ifølge Domstolens faste praksis ikke blot tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori bestemmelsen indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (dom af 5.9.2019, Verein für Konsumenteninformation, C-28/18, EU:C:2019:673, præmis 25).

31

Hvad angår den sammenhæng, hvori denne bestemmelse indgår, skal det præciseres, at såvel artikel 80 som artikel 75 i forordning nr. 207/2009 vedrørende forpligtelsen til at begrunde EUIPO’s afgørelser indgår i denne forordnings afsnit IX med overskriften »Bestemmelser om sagsbehandlingen«. Det fremgår således af opbygningen af nævnte forordning, at de procedurefejl, på grund af hvilke EUIPO i medfør af denne artikel 80, stk. 1, skal tilbagekalde sin afgørelse, navnlig vedrører de procedureregler, der er indeholdt i dette afsnit, såsom begrundelsespligten.

32

Denne fortolkning understøttes ligeledes af det mål, som forfølges med den nævnte artikel 80, stk. 1. Denne bestemmelse tager således sigte på at pålægge EUIPO en forpligtelse til at tilbagekalde afgørelser, der er behæftet med en åbenlys procedurefejl, med henblik på at sikre god forvaltningsskik såvel som procesøkonomi. Henset til dette mål er der ingen grund til at udelukke åbenlyse fejl begået af EUIPO vedrørende tilsidesættelse af den begrundelsespligt, der påhviler kontoret i henhold til artikel 75 i forordning nr. 207/2009, som hører til blandt den nævnte forordnings bestemmelser om sagsbehandlingen, fra anvendelsesområdet for artikel 80, stk. 1, i forordning nr. 207/2009.

33

Desuden afspejler den nævnte fortolkning også Domstolens faste praksis, hvorefter begrundelsespligten udgør et væsentligt formkrav, som bør adskilles fra begrundelsens materielle indhold, der henhører under spørgsmålet om lovligheden af den anfægtede retsakt (dom af 10.7.2008, Bertelsmann og Sony Corporation of America/Impala, C-413/06 P, EU:C:2008:392, præmis 181).

34

Heraf følger, at enhver tilsidesættelse af begrundelsespligten, såsom en manglende eller en utilstrækkelig begrundelse, udgør en procedurefejl som omhandlet i denne bestemmelse, og at en mangelfuld begrundelse som den, der blev identificeret af Retten i navnlig præmis 77-82 i den appellerede dom, som afgørelsen af 8. februar 2016, der blev tilbagekaldt ved den omtvistede afgørelse, var behæftet med, udgør en sådan procedurefejl.

35

Eftersom det dels fremgår af præmis 48 og 52 i den appellerede dom, at EUIPO og repowermap.org havde kendskab til den delvist manglende begrundelse, som afgørelsen af 8. februar 2016 var behæftet med, dels af denne doms præmis 82, at den omhandlede mangelfulde begrundelse burde have vakt tvivl hos appellanten med hensyn til nævnte afgørelses lovlighed, hvilket appellanten ikke har bestridt under appelsagen, var samtlige parter endvidere i stand til at identificere den pågældende begrundelsesmangel, således at der er tale om en åbenlys procedurefejl som omhandlet i artikel 80, stk. 1, i forordning nr. 207/2009.

36

Heraf følger, at denne forordnings artikel 80, stk. 1, fandt anvendelse i det foreliggende tilfælde. Under disse omstændigheder skal appellantens klagepunkt, hvorefter Retten ved at anvende det almindelige retsprincip om tilbagekaldelse af ulovlige forvaltningsakter i stedet for nævnte forordnings artikel 80, stk. 1, tilsidesatte princippet om, at speciallovgivning går forud for generel lovgivning, tiltrædes.

37

Imidlertid kan den således af Retten begåede retlige fejl i overensstemmelse med fast retspraksis ikke føre til ophævelse af den appellerede dom, hvis dens konklusion og navnlig konklusionen om, at afgørelsen af 8. februar 2016 blev gyldigt tilbagekaldt ved den omtvistede afgørelse, er berettiget af andre retlige grunde. Hvis præmisserne i en dom afsagt af Retten indeholder en tilsidesættelse af EU-retten, men konklusionen er berettiget af andre retlige grunde, bevirker en sådan tilsidesættelse således ikke, at denne dom skal ophæves (dom af 30.9.2003, Biret International mod Rådet, C-93/02 P, EU:C:2003:517, præmis 60 og den deri anførte retspraksis, og af 14.10.2014, Buono m.fl. mod Kommissionen, C-12/13 P og C-13/13 P, EU:C:2014:2284, præmis 62 og den deri anførte retspraksis).

38

Det fremgår af de foregående betragtninger, at EUIPO var forpligtet til at tilbagekalde afgørelsen af 8. februar 2016 ved den omtvistede afgørelse på grundlag af artikel 80, stk. 1, i forordning nr. 207/2009, hvorfor Retten med rette fandt, at afgørelsen af 8. februar 2016 var blevet gyldigt tilbagekaldt. Da den appellerede doms konklusion således er berettiget af de retlige grunde, som der er redegjort for i denne doms foregående præmisser, skal begrundelsen ændres, og det skal fastslås, at den af Retten begåede retlige fejl ikke kan medføre, at den appellerede dom ophæves (jf. i denne retning dom af 28.3.2019, River Kwai International Food Industry mod AETMD, C-144/18 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:266, præmis 22).

39

Under disse omstændigheder skal det fastslås, at det første til det fjerde anbringende, der alle vedrører Rettens ræsonnement på grundlag af det almindelige retsprincip om tilbagekaldelse af ulovlige forvaltningsakter og artikel 83 i forordning nr. 207/2009, er uden virkning. De skal derfor forkastes, uden at det er nødvendigt at undersøge spørgsmålet, om det første, det andet og det fjerde anbringende kan antages til realitetsbehandling, hvilket er blevet bestridt af EUIPO og repowermap.org, eller at tage stilling til argumentet om, at artikel 80, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 udtømmende regulerer mulighederne for tilbagekaldelse af EUIPO’s afgørelser og dermed er til hinder for en sådan tilbagekaldelse, når betingelserne for at anvende denne bestemmelse ikke er opfyldt.

40

Det første til det fjerde anbringende skal derfor forkastes.

41

Med det femte anbringende har appellanten anført, at dennes henvisning til det udvidede appelkammers afgørelse ikke er blevet taget i betragtning. Ifølge appellanten bekræfter punkt 24 i denne afgørelse, at appelkamrene ikke kan tilbagekalde deres afgørelser, når de er genstand for et søgsmål for Retten. Det er således ikke muligt at anse nævnte afgørelse fra det udvidede appelkammer for ikke at være relevant i det foreliggende tilfælde. Appellanten er derimod af den opfattelse, at denne afgørelse er relevant, for så vidt som den finder anvendelse på inter partes-procedurer inden for varemærkeretten.

42

Desuden er appellanten af den opfattelse, at Retten modsagde sig selv ved på den ene side at udtale, i den appellerede doms præmis 80, at appelkammeret burde have svaret, i det mindste kortfattet, på appellantens detaljerede argumenter, og på den anden side, at appelkammeret ikke havde pligt til at svare på appellantens argument vedrørende det udvidede appelkammers afgørelse.

43

EUIPO og repowermap.org har nedlagt påstand om afvisning af anbringendet og har med hensyn til realiteten bestridt appellantens argumenter.

44

Det bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand, og at det ikke reelt skal have til formål at opnå, at stævningen for Retten pådømmes endnu en gang (dom af 18.10.2018, Gul Ahmed Textile Mills mod Rådet, C-100/17 P, EU:C:2018:842, præmis 45 og den deri anførte retspraksis).

45

I det foreliggende tilfælde skal det fastslås, at appellanten med sin argumentation om en mangelfuld begrundelse af den omtvistede afgørelse blot har anfægtet EUIPO’s afgørelse uden at fremsætte den mindste kritik af Rettens ræsonnement. En sådan argumentation, der ikke er rettet mod den appellerede dom, kan derfor ikke antages til realitetsbehandling i forbindelse med en appel (jf. analogt dom af 16.11.2017, Ludwig-Bölkow-Systemtechnik mod Kommissionen, C-250/16 P, EU:C:2017:871, præmis 28).

46

Hvad angår argumentet om, at Retten modsagde sig selv ved på den ene side at udtale, i den appellerede doms præmis 80, at appelkammeret burde have svaret, i det mindste kortfattet, på appellantens detaljerede argumenter, og på den anden side, at appelkammeret ikke havde pligt til at svare på appellantens argument vedrørende det udvidede appelkammers afgørelse, bemærkes, at appellanten ikke har identificeret den præmis i Rettens dom, som er i strid med nævnte doms præmis 80, og at appellantens argumentation i sin helhed ikke forekommer tilstrækkeligt klar til med den fornødne præcision at identificere, hvilke elementer der anfægtes i den appellerede dom, samt de retlige argumenter, der påberåbes til støtte herfor, hvorved Domstolen hindres i at kunne udøve sin legalitetsprøvelse (jf. for så vidt angår kravet om en klar argumentation dom af 30.1.2014, Fercal mod KHIM, C-324/13 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2014:60, præmis 37 og den deri anførte retspraksis).

47

Det femte anbringende må derfor afvises.

48

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at appellen skal forkastes i sin helhed.

49

I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostninger, såfremt appellen ikke tages til følge. Samme reglements artikel 138, stk. 1, der i medfør af reglementets artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, fastsætter, at det pålægges den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

50

Da EUIPO og repowermap.org har nedlagt påstand om, at appellanten tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og da appellanten har tabt sagen, bør det pålægges sidstnævnte at betale sagsomkostningerne.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Anden Afdeling):