4.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 190/5

—

Den omtvistede afgørelse annulleres, og sagen hjemvises til Retten, således at denne på ny kan tage stilling til sagen og træffe en materiel afgørelse, der kan gøres til genstand for en appel.

—

Subsidiært for det tilfælde, at Domstolen måtte fastslå, at betingelserne for vedtagelse af en endelig afgørelse i retssagen er opfyldt, nedlægges påstand om, at den omtvistede afgørelse annulleres, og at der gives fuldt ud medhold i de i første instans nedlagte påstande.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Der foreligger som følge af en urigtig fortolkning af artikel 45, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol en tilsidesættelse af nævnte artikel 45, stk. 2, sammenholdt med nævnte statuts artikel 53. Retten tilsidesatte princippet om lovgivningsmæssig rationalitet, idet den konkluderede, at begrebet »force majeure« og begrebet »omstændigheder, som ikke kunne forudses«, er udtryk med en tilsvarende mening,. En sådan fortolkning af de to begreber står ligeledes i modsætning til formålet med statuttens artikel 45, som består i at sikre en udligning af de forskelle, som følger af afstanden (mellem partens bopæl og Domstolens sæde). Som følge heraf så Retten uden grund bort fra omstændigheder, som ikke kunne forudses, og som gjorde det umuligt for appellanten at indlevere papirudgaven (originalen) af stævningen rettidigt.

2.

Der foreligger som følge af en urigtig fortolkning af artikel 126 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol af 4. marts 2015 en tilsidesættelse af nævnte artikel 126. Retten anvendte statuttens artikel 126, selv om betingelserne herfor ikke var opfyldt, og afviste appellantens søgsmål som åbenbart ugrundet. Tilsidesættelsen af statuttens artikel 126 fulgte nødvendigvis og åbenbart af tilsidesættelsen af statuttens artikel 45, sammenholdt med statuttens artikel 53.

3.

Det blev urigtigt fastslået, at appellanten ikke havde godtgjort, at der forelå omstændigheder, som ikke kunne forudses, som omhandlet i statuttens artikel 45, stk. 2. Appellanten havde godtgjort, at der forelå omstændigheder, som ikke kunne forudses. Appellanten havde ikke blot fremlagt flere beviser end nødvendigt for, at der forelå sådanne omstændigheder, som ikke kunne forudses, men desuden fremlagt alle de beviser, som denne havde adgang til. Med henblik på at sikre en rettidig fremsendelse af postforsendelsen med stævningen udviste appellanten en sådan omhu, som med rimelighed kunne forventes af denne. Ved afgivelsen af postforsendelsen mistede appellanten indflydelse på processen med fremsendelsen heraf. Fra dette tidspunkt var de omstændigheder, der havde indvirkning på tidspunktet for fremsendelsen, helt uden for appellantens kontrol.

4.

Der foreligger en tilsidesættelse af artikel 1, artikel 6, stk. 1, og artikel 14 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, idet Retten vanskeliggjorde adgangen til en domstol samt udsatte en part for forskelsbehandling på grund af dennes bopæl henholdsvis hjemsted. Rettens fastlæggelse af en ensartet afstandsfrist, der gælder for alle medlemsstater i Den Europæiske Union, vanskeliggør adgangen til en domstol for en part, hvis bopæl eller hjemsted ligger langt fra Rettens sæde, navnlig en part med bopæl eller hjemsted i landdistrikterne i sit hjemland, og der foreligger derfor en forskelsbehandling af parter på grundlag af deres bopæl.