Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62017CN0294

    Sag C-294/17: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Raad van State (Nederlandene) den 22. maj 2017 — Stichting Werkgroep Behoud de Peel mod College van gedeputeerde staten van Noord-Brabant

    EUT C 293 af 4.9.2017, p. 14–15 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    4.9.2017   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 293/14


    Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Raad van State (Nederlandene) den 22. maj 2017 — Stichting Werkgroep Behoud de Peel mod College van gedeputeerde staten van Noord-Brabant

    (Sag C-294/17)

    (2017/C 293/18)

    Processprog: nederlandsk

    Den forelæggende ret

    Raad van State

    Parter i hovedsagen

    Sagsøger: Stichting Werkgroep Behoud de Peel

    Sagsøgt: College van gedeputeerde staten van Noord-Brabant

    Præjudicielle spørgsmål

    1)

    Er artikel 6, stk. 2, og 3, i Rådets direktiv 92/43/EØF (1) af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EFT 1992, L 206) til hinder for en lovbestemt ordning, hvorefter projekter og andre handlinger, der forårsager en kvælstofaflejring, der ikke overskrider en tærskel eller grænseværdi, er undtaget fra godkendelsespligten og derfor tilladt uden individuel godkendelse, såfremt følgerne af alle projekter sammen med andre handlinger, der vil kunne benytte denne lovgivning, har været gestand for en vurdering med henblik på fastsættelsen af den lovbestemte ordning?

    2)

    Er artikel 6, stk. 2 og 3, i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EFT 1992, L 206) til hinder for, at en vurdering til et program, i hvilket en bestemt samlet mængde kvælstofaflejringer er blevet vurderet, lægges til grund for meddelelse af en godkendelse (individuel tilladelse) til et projekt eller en anden handling, der forårsager en kvælstofaflejring, der passer inden for den aflejringsvolumen, der er blevet vurderet inden for programmets rammer?

    3)

    Må vurderingen i henhold til artikel 6, stk. 3, i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EFT 1992, L 206) som er gennemført med henblik på et program som Programma Aanpak Stikstof 2015-2021, omfatte de positive følger af bevaringsforanstaltninger og passende foranstaltninger for eksisterende områder med habitattyper og levesteder, som træffes i sammenhæng med de forpligtelser, der flyder af habitatdirektivets artikel 6, stk. 1, og 2?

    3a.

    Såfremt det tredje spørgsmål besvares bekræftende: Kan de positive følger af bevaringsforanstaltninger og passende foranstaltninger inddrages i en vurdering med henblik på et program, såfremt disse på vurderingstidspunktet endnu ikke er gennemført, og de positive følger heraf endnu ikke har vist sig?

    Såfremt vurderingen med hensyn til disse foranstaltninger indeholder endelige konstateringer, der et støttet på den bedste videnskabelige viden på området, har det da betydning, at gennemførelsen og resultatet af foranstaltningerne overvåges, og såfremt det heraf fremgår, at følgerne ikke er så gunstige, som det blev antaget ved vurderingen, der om nødvendigt sker korrektioner?

    4)

    Må de positive følger af den selvstændige reduktion af kvælstofaflejringen, der vil vise sig i den periode, hvori Programma Aanpak Stikstof 2015-2021 gælder, indgå i vurderingen i henhold til habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EFT 1992, L 206)?

    Såfremt vurderingen med hensyn til disse udviklinger indeholder endelige konstateringer, der et støttet på den bedste videnskabelige viden på området, har det da betydning, at den selvstændige reduktion overvåges, og, såfremt det heraf fremgår, at reduktionen ikke så gunstig, som det blev antaget ved vurderingen, der om nødvendigt sker korrektioner?

    5)

    Må genoprettelsesforanstaltninger, der træffes inden for rammerne af Programma Aanpak Stikstof 2015-2021, og hvormed det forhindres, at en bestemt naturbelastende faktor såsom kvælstofaflejring kan have skadelige følger for eksisterende arealer af habitattyper eller levesteder, forstås som beskyttelsesforanstaltninger som omhandlet i præmis 28 i Domstolens dom af 15. maj 2014, Briels, ECLI:EU:C:2014:330, og hvilke der kan tages hensyn til i en vurdering i henhold til artikel 6, stk. 3, i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EFT 1992, L 206)?

    5a.

    Såfremt det femte spørgsmål besvares bekræftende: Må de positive følger af de beskyttelsesforanstaltninger, som må inddrages under vurderingen, også inddrages, såfremt de på vurderingstidspunktet endnu ikke er udført, og den positive virkning endnu ikke har vist sig?

    Såfremt vurderingen med hensyn til følgerne af disse foranstaltninger indeholder endelige konstateringer, der er støttet på den bedste videnskabelige viden på området, har det da betydning, at gennemførelsen og resultatet af foranstaltningerne overvåges, og, (såfremt) det herved fremgår, at følgerne ikke er så gunstige, som det blev antaget ved vurderingen, der om nødvendigt sker korrektioner?


    (1)  EFT 1992, L 206, s. 7.


    Top