1.

Nærværende appelsag tager udgangspunkt i en tvist mellem en tidligere ansat ved Eulex Kosovo ( 2 ), Liam Jenkinson (herefter »appellanten«), og Rådet for Den Europæiske Union, Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (SEAE) og Eulex Kosovo-missionen (herefter »de indstævnte«) vedrørende Eulex Kosovo-missionens undladelse af at forlænge appellantens sidste kontrakt i en række af tidsbegrænsede kontrakter, som blev underskrevet af appellanten og tre EU-missioner mellem 1994 og 2014 ( 3 ).

2.

Appellanten har ved appellen nedlagt påstand om ophævelse af den kendelse, der blev afsagt i dommen i sagen Jenkinson mod Rådet m.fl. ( 4 ), hvorved Retten afviste det søgsmål, som appellanten havde anlagt angående en principal påstand i henhold til artikel 272 TEUF om dels at omkvalificere appellantens kontraktforhold til en ubegrænset ansættelsesaftale og om erstatning for den skade, som appellanten havde lidt som følge af misbruget af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter og uberettiget afskedigelse, dels om, at det blev fastslået, at SEAE, Rådet og Kommissionen havde udsat appellanten for forskelsbehandling, og at disse derfor dømtes til at betale erstatning, og en subsidiær påstand på grundlag af EU-institutionernes ansvar uden for kontraktforhold.

3.

Inden for rammerne af det første anbringende til støtte for den første påstand i appelskriftet har appellanten gjort gældende, at Retten begik flere retlige fejl, og at Rettens begrundelse i den appellerede kendelse vedrørende omfanget af Unionens retsinstansers kompetence til at træffe afgørelse om den kontraktmæssige del af tvisten var utilstrækkelig.

4.

Med dette anbringende berører appellanten et ubehandlet spørgsmål, som kræver nærmere opmærksomhed. Selv om Domstolen tidligere har truffet afgørelse om rækkevidden af en voldgiftsbestemmelse som omhandlet i artikel 272 TEUF vedrørende et kontinuerligt ansættelsesforhold reguleret ved flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter ( 5 ), skal Domstolen i den foreliggende sag faktisk for første gang udtale sig om rækkevidden af en sådan klausul i den sidste kontrakt, som blev underskrevet af parterne, mens de forudgående kontrakter indeholdt en voldgiftsbestemmelse, der pegede på retterne i Bruxelles. Det foreliggende forslag til afgørelse er i overensstemmelse med Domstolens ønske begrænset til en analyse af dette specifikke spørgsmål.

5.

Det fremgår af artikel 1 i fælles aktion 2008/124 med overskriften »Missionen«, at Den Europæiske Union opretter en EU-»retsstatsmission« i Kosovo, benævnt »Eulex Kosovo«.

6.

Denne fælles aktions artikel 2 med overskriften »Missionsbeskrivelse« bestemmer følgende i stk. 1:

»EULEX KOSOVO bistår Kosovoinsitutionerne, de retlige myndigheder og retshåndhævende myndigheder med at gøre fremskridt i retning af bæredygtighed og ansvarlighed og med yderligere at udvikle og styrke et uafhængigt multietnisk retssystem og et multietnisk politi og toldvæsen, idet den sikrer, at disse institutioner er fri for politisk indblanding og overholder internationalt anerkendte standarder og bedste europæiske praksis.«

7.

Denne fælles aktion er blevet forlænget flere gange ( 6 ). Den blev navnlig forlænget frem til den 14. juni 2016 ved afgørelse 2014/349/FUSP ( 7 ), som finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag.

8.

Ved denne afgørelses samme fælles aktion indførtes artikel 15a, hvorefter:

»EULEX KOSOVO har beføjelse til at erhverve tjenester og leveringer, indgå kontrakter og administrative ordninger, ansætte personale, indehave bankkonti, erhverve og afhænde aktiver og indfri sine forpligtelser […]«

9.

Senest blev fælles aktion 2008/124 forlænget indtil den 14.juni 2018 ved afgørelse (FUSP) 2016/947 ( 8 ).

10.

Tvistens baggrund, således som denne fremgår af den appellerede kendelse, kan opsummeres som følger.

11.

Appellanten var først ansat fra den 20. august 1994 til den 5. juni 2002 i henhold til flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter af Den Europæiske Unions observatørmission ( 9 ). Derefter var han ansat fra den 17. juni 2002 til den 31. december 2009 i henhold til flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter af Den Europæiske Unions politimission ( 10 ). Endelig var appellanten ansat af Eulex Kosovo-missionen fra den 5. april 2010 til den 14. november 2014 på grundlag af 11 på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter ( 11 ).

12.

Under opfyldelsen af den af sine ansættelseskontrakter, som dækkede perioden fra den 15. juni til den 14. oktober 2014, blev appellanten ved skrivelse af 26. juni 2014 fra chefen for Eulex Kosovo-missionen oplyst om, at hans mission afsluttedes, og at hans ansættelseskontrakt ikke ville blive forlænget efter den 14. november 2014.

13.

Den sidste tidsbegrænsede kontrakt mellem Eulex Kosovo og appellanten blev indgået for perioden fra den 15. oktober til den 14. november 2014 (herefter »den sidste tidsbegrænsede kontrakt«), og den blev ikke forlænget. Artikel 21 i den sidste tidsbegrænsede kontrakt fastsætter i henhold til artikel 272 TEUF, at Den Europæiske Unions Domstol har kompetence til at træffe afgørelse om enhver tvist i relation til kontrakten ( 12 ).

14.

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 23. oktober 2015 anlagde appellanten sag med principal påstand om dels at omkvalificere hans kontraktforhold til en tidsubegrænset ansættelseskontrakt, at fastslå, at de indstævnte havde tilsidesat deres kontraktlige forpligtelser, navnlig pligten til at give varsel i forbindelse med, at en tidsubegrænset ansættelseskontrakt bringes til ophør, at fastslå, at afskedigelsen af appellanten var uberettiget, og at de indstævnte følgelig tilpligtedes at godtgøre appellanten for det tab, som han havde lidt på grund af misbrug af de på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, tilsidesættelsen af pligten til at give varsel og den uberettigede afskedigelse. Dels anmodede appellanten Retten om at fastslå, at Rådet, Kommissionen og SEAE havde udsat appellanten for forskelsbehandling under hans beskæftigelse ved missionerne for så vidt angår hans vederlag, pensionsrettigheder og dertil knyttede ydelser, at fastslå, at han burde være blevet ansat som midlertidig ansat ved en af disse indstævnte, og følgelig at tilpligte dem at betale en godtgørelse. Subsidiært nedlagde appellanten påstand om, at Retten på grundlag af de indstævntes ansvar uden for kontraktforhold tilpligtede dem at betale appellanten erstatning for det tab, der fulgte af tilsidesættelserne af deres forpligtelser.

15.

Ved den appellerede kendelse fastslog Retten, at det var åbenbart, at den savnede kompetence til at træffe afgørelse vedrørende de første principale påstande, og at det var åbenbart, at den subsidiære påstand skulle afvises. Retten frifandt følgelig Rådet, Kommissionen, SEAE og Eulex Kosovo i det hele samt pålagde appellanten at betale sagsomkostningerne.

16.

Appellanten har for Domstolen nedlagt påstand om ophævelse af den appellerede kendelse, at appellanten gives medhold, og at Rådet, Kommissionen, SEAE og Eulex Kosovo tilpligtes at betale sagsomkostningerne i de to instanser. Rådet og Kommissionen har nedlagt påstand om frifindelse og om, at appellanten tilpligtes at betale sagsomkostningerne. SEAE og Eulex Kosovo har nedlagt principal påstand om, at Domstolen erklærer sig inkompetent til at træffe afgørelse vedrørende appellen og subsidiært om, at appellen forkastes og om, at appellanten tilpligtes at betale sagsomkostningerne. Rådet og SEAE har desuden nedlagt påstand om, at appellen, såfremt den antages til realitetsbehandling, forkastes og om, at sagen afvises for disses vedkommende.

17.

For Domstolen er der blevet indgivet skriftlige indlæg om appellen. Der blev sendt en anmodning om at fokusere indlæggene på det første anbringende til støtte for den første påstand. Der blev afholdt retsmøde den 17. januar 2018.

18.

Det første anbringende til støtte for den første appelpåstand vedrører Rettens vurdering af omfanget af Unionens retsinstansers kompetence til at træffe afgørelse om den kontraktmæssige del af tvisten. Det første anbringende består i det væsentlige af fire led.

19.

Appellanten har foreholdt Retten, at den ikke tog stilling til det i første instans fremførte argument, hvorefter det er appellantens opfattelse, at selv om Domstolens kompetence til at træffe afgørelse om kontraktretlige tvister kun kan følge af parternes udpegelse af Domstolen i en voldgiftsbestemmelse, som er indsat i en kontrakt, for så vidt som sidstnævnte er gyldig, er det imidlertid i henhold til den nationale ret, der finder anvendelse på kontrakten – her belgisk ret – at gyldigheden, rækkevidden og virkningerne af den omtvistede bestemmelse skal bedømmes.

20.

Desuden begik Retten efter appellantens opfattelse en retlig fejl ved at tage stilling til formalitetsindsigelserne uden at foretage en realitetsbehandling af sagens akter. Efter belgisk ret skal ansættelseskontrakten således underskrives, inden arbejdstageren påbegynder sine aktiviteter, og i mangel heraf bliver kontraktbestemmelser ugyldige, hvilket indebærer, at det kun er appellanten, som kan påberåbe sig en voldgiftsbestemmelse.

21.

Under alle omstændigheder har appellanten for så vidt angår fortolkningen og rækkevidden af den omtvistede bestemmelse gjort gældende, at Retten i henhold til belgisk ret burde have analyseret parternes egentlige hensigt i forbindelse med underskrivelsen af den sidste tidsbegrænsede kontrakt med hensyn til voldgiftsbestemmelsen, idet det er den fortolkning, som er mest gunstig for den svage kontraktpart, som gælder i tvivlstilfælde. Da voldgiftsbestemmelsen vedrører et langsigtet kontraktforhold, fremgår det således af konteksten for underskrivelsen af denne bestemmelse, at parterne ikke havde til hensigt at opdele tvisten ved kun at tillægge Unionens retsinstanser kompetence til at træffe afgørelse om den sidste tidsbegrænsede kontrakt. Den af Retten anlagte fortolkning ville i øvrigt efter appellantens opfattelse indebære, at det skulle være tilstrækkeligt for missionerne at fastsætte en forskellig værnetingsklausul i hver af de tidsbegrænsede kontrakter, for at undgå, at ansatte anlægger en sag i overensstemmelse med den ret til en retfærdig rettergang, som de er indrømmet, og for at de ansatte således skal anlægge sag ved lige så mange domstole, som de har underskrevet tidsbegrænsede kontrakter. Den appellerede kendelse er derfor utilstrækkeligt begrundet i denne henseende.

22.

SEAE, Rådet, Kommissionen og Eulex Kosovo har bestridt de af appellanten fremførte argumenter til støtte for det første led.

23.

Appellanten har foreholdt Retten, at den i den appellerede kendelses præmis 41 fastslog, at den ikke havde kompetence, idet den fandt, at de belgiske retter vil erklære sig kompetente til at træffe afgørelse i tvisten i tilknytning til alle de tidsbegrænsede kontrakter med undtagelse af den sidste tidsbegrænsede kontrakt. Det kan efter appellantens opfattelse ikke udelukkes, at de belgiske retter fortolker voldgiftsbestemmelsen i den sidste tidsbegrænsede kontrakt således, at den finder anvendelse på hele hans kontraktforhold med de indstævnte. Det er under alle omstændigheder umuligt for de belgiske retter at annullere en individuel forvaltningsakt meddelt af missionen eller institutionerne, eller som kan tilskrives disse; de belgiske retter vil højst kunne suspendere dens virkninger. Den appellerede kendelse er derfor behæftet ikke alene med en begrundelsesmangel, men også med retlige fejl vedrørende belgisk ret og princippet om litispendens.

24.

SEAE og Kommissionen har bestridt den af appellanten fremførte argumentation til støtte for dette andet led.

25.

Appellanten har foreholdt Retten, at den i den appellerede kendelses præmis 39 fandt, at da den kun havde kompetence med hensyn til den sidste tidsbegrænsede kontrakt, kunne den ikke træffe afgørelse om virkningerne af de forudgående indgåede ansættelseskontrakter. Omkvalificeringen af hele kontraktforholdet til en tidsubegrænset kontrakt kan efter appellantens opfattelse på ingen måde isoleres fra eksistensen af den sidste tidsbegrænsede kontrakt og mere præcist fra denne kontrakts ophør. Det ville således være umuligt for appellanten at opnå en omkvalificering af sit kontraktforhold – delvist ved de nationale retter og delvist ved Unionens retsinstanser. Retten undlod således at tage stilling til den argumentation, som var blevet fremført for den, og behæftede den appellerede kendelse med en retlig fejl.

26.

SEAE, Rådet og Kommissionen har bestridt appellantens argumenter.

27.

Appellanten har gjort gældende, at Retten under alle omstændigheder ikke behandlede appellantens påstand om den i belgisk ret fastsatte meddelelse af arbejdsretlige dokumenter i forbindelse med kontraktens ophør ved udløbet af den sidste tidsbegrænsede kontrakt, og er af den opfattelse, at denne undladelse kan sidestilles med en retsnægtelse.

28.

Rådet og Kommissionen har bestridt den af appellanten fremførte argumentation i forbindelse med det fjerde led.

29.

Nærværende bedømmelse vedrører alene omfanget af Unionens retsinstansers kompetence til at træffe afgørelse om den kontraktmæssige del af tvisten, og som kan udledes af voldgiftsbestemmelsen på grundlag af artikel 272 TEUF. Følgelig omfatter denne bedømmelse en selvstændig fortolkning af bestemmelsen. Dette forslag til afgørelse berører derfor ikke spørgsmålet om omkvalificeringen af sagens genstand – kontraktforholdet. Dette spørgsmål skal nemlig vurderes i lyset af den lov, der finder anvendelse på sagens realitet ( 13 ).

30.

For det første skal det erindres, at artikel 274 TEUF for så vidt angår den ret, der har kompetence til at træffe afgørelse i de tvister, hvori Unionen er part, fastsætter, at »med forbehold af den kompetence, der er tillagt Den Europæiske Unions Domstol ved traktaterne, er de tvister, i hvilke Unionen er part, ikke af den grund unddraget de nationale dømmende myndigheders kompetence«. Ifølge den ordning, der gælder efter EUF-traktaten for fordelingen af kompetencen mellem retsinstanserne, »har parterne […] ikke […] mulighed for at vælge mellem at anlægge sag enten ved Fællesskabets retsinstanser eller ved de nationale domstole«. I overensstemmelse med denne ordning »udelukker kompetencen for Unionens retsinstanser […] de nationale domstoles kompetence« ( 14 ).

31.

Hvad angår Unionens retsinstansers enekompetence fremgår det af artikel 272 TEUF, at »Den Europæiske Unions Domstol har kompetence til at træffe afgørelse i henhold til en voldgiftsbestemmelse, som indeholdes i en af Unionen eller i en på dens vegne indgået offentligretlig eller privatretlig aftale« ( 15 ). Denne artikel udgør en særbestemmelse, der gør det muligt at anlægge sag ved Unionens retsinstanser i medfør af en voldgiftsklausul, som parterne har aftalt i offentligretlige eller privatretlige kontrakter ( 16 ). Domstolens kompetence er derfor knyttet til, at der foreligger dels en kontrakt, som er indgået mellem EU-institutionen eller -organet og den private part, dels en voldgiftsbestemmelse i den pågældende kontrakt ( 17 ).

32.

Mens Domstolen inden for rammerne af en sådan klausul vedtaget i medfør af artikel 272 EF efter omstændighederne skal træffe afgørelse i en tvist på grundlag af de nationale retsregler, der skal anvendes på kontrakten ( 18 ), har den allerede fastslået, at dens kompetence til at pådømme en tvist vedrørende denne kontrakt derimod alene hviler på artikel 238 EF og voldgiftsklausulen, og nationale retsregler kan ikke påberåbes over for Domstolen som angiveligt værende til hinder for dens kompetence ( 19 ). For at fastslå sin kompetence skal Domstolen derfor undersøge, om der foreligger en sådan klausul i den kontrakt, der er tale om i den forelæggende sag. Forekomsten af en sådan klausul indebærer derfor udelukkelsen af andre domstoles kompetence ( 20 ).

33.

Det følger således af artikel 272 TEUF, sammenholdt med artikel 274 TEUF, at tvister om aftaler, som Unionen er part i, eller hvori i det mindste en af medkontrahenterne handler på Unionens vegne, som hovedregel henhører under de nationale domstoles kompetence ( 21 ). Unionens retsinstansers kompetence udelukker imidlertid de nationale domstoles kompetence ( 22 ). Eftersom Unionens retsinstanser er af den opfattelse, at påstande som led i et søgsmål er omfattet af en voldgiftsbestemmelse, er de nationale domstole ikke længere kompetente til at behandle søgsmålet. Disse retter bør derfor give afkald på deres kompetence, dels som følge af princippet om, at EU-retten har forrang ( 23 ), dels af hensyn til parternes vilje.

34.

Der opstår imidlertid problemer, når en anden ret ligeledes udpeges som kompetent enten i den samme kontrakt (konkurrerende kompetencer) ( 24 ), eller (hvilket er tilfældet her) i tidsbegrænsede kontrakter forud for en sidste kontrakt, der indgås mellem parterne i et ansættelsesforhold ( 25 ).

35.

Da Domstolens kompetence, der hviler på en voldgiftsbestemmelse, ifølge retspraksis udgør en undtagelse fra almindelige retsregler, skal den fortolkes snævert. Domstolen kan således kun påkende de påstande, der hviler på en kontrakt, der er indgået af Unionen, og som indeholder en voldgiftsbestemmelse, eller som står i direkte forbindelse med de forpligtelser, der følger af denne kontrakt ( 26 ).

36.

På denne baggrund, og når henses til den omstændighed, at samtlige appellantens krav i forbindelse med det første anbringende bygger på enten et misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter eller på hans uberettigede afskedigelse, skal der tages stilling til forholdet mellem appellantens krav, på den ene side, og de forskellige tidsbegrænsede kontrakter (herunder den sidste tidsbegrænsede kontrakt) eller de forpligtelser, der følger heraf, på den anden side.

37.

Med henblik på at fastslå, hvorvidt appellantens krav i forbindelse med det første anbringende direkte hviler på den sidste tidsbegrænsede kontrakt, som blev underskrevet af parterne, og som indeholder en voldgiftsbestemmelse, eller om disse krav har en direkte forbindelse med de forpligtelser, der følger af den sidste tidsbegrænsede kontrakt, skal det indledningsvis afklares, om ansættelsesforholdet mellem appellanten og Eulex Kosovo, der blev reguleret ved en række af 11 tidsbegrænsede kontrakter, skal kvalificeres som et kontinuerligt ansættelsesforhold, eller om den sidste tidsbegrænsede kontrakt tværtimod udgør grundlaget for et andet ansættelsesforhold end ansættelsesforholdet for de forudgående tidsbegrænsede kontrakter.

38.

Det skal bemærkes, at appellanten var ansat i næsten 20 år ved tre forskellige EU-missioner under FUSP. Hvad særligt angår appellantens ansættelsesforhold i Eulex Kosovo må det fastslås, at det arbejde, som appellanten udførte for denne mission fra den 5. april 2010 til den 14. november 2014, skabte et ansættelsesforhold baseret på 11 på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter.

39.

Det følger heraf, at ansættelsesforholdet mellem appellanten og Eulex Kosovo er af kontraktmæssig karakter. Spørgsmålet er dog, om et sådant kontraktforhold udgør et kontinuerligt ansættelsesforhold.

40.

Der er ingen tvivl om, at dette spørgsmål må besvares bekræftende. Som det for det første fremgår af tvistens baggrund, blev den sidste tidsbegrænsede kontrakt indgået mellem Eulex Kosovo og appellanten for perioden fra den 15. oktober til den 14. november 2014. I sin skrivelse af 26. juni 2014 oplyste chefen for missionen appellanten om, at hans »sidste ansættelseskontrakt« ikke ville blive forlænget af Eulex Kosovo efter den 14. november 2014. Der henvises derfor i denne skrivelse til datoen for den sidste tidsbegrænsede kontrakt, nemlig den 14. november 2014. Den omstændighed, at der henvises til den sidste tidsbegrænsede kontrakt, viser således, at denne indgik i det samme ansættelsesforhold mellem appellanten og Eulex Kosovo. Som Eulex Kosovo for det andet selv har medgivet som svar på et spørgsmål stillet under retsmødet vedrørende karakteren af ansættelsesforholdet mellem parterne, for så vidt som appellanten begyndte at arbejde for Eulex Kosovo i 2010, har den stilling, som han havde indtil udløbet af sin sidste tidsbegrænsede kontrakt, eksisteret siden denne dato, og den af appellanten udførte opgave var identisk med den, som blev udført i forbindelse med de forudgående tidsbegrænsede kontrakter.

41.

Jeg er følgelig af den opfattelse, at et sådant ansættelsesforhold, inden for rammerne af hvilket appellanten i perioden mellem den 5. april 2010 og den 14. november 2014 arbejdede for Eulex Kosovo på grundlag af en række af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, skal kvalificeres som et kontinuerligt ansættelsesforhold mellem parterne.

42.

Det skal indledningsvis bemærkes, at de flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, der blev indgået mellem appellanten og Eulex Kosovo i perioden mellem den 5. april 2010 og den 14. oktober 2014, indeholdt en voldgiftsbestemmelse, der udpegede retterne i Bruxelles. Artikel 21 i den sidste tidsbegrænsede kontrakt tillægger imidlertid Den Europæiske Unions Domstol kompetencen i henhold til artikel 272 TEUF. Det fremgår af denne artikel, at Unionens retsinstansers kompetence vedrører enhver tvist i relation til kontrakten.

43.

På denne baggrund opstår spørgsmålet om, hvilken ret der har kompetence i forbindelse med de kontraktforhold, der bygger på flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, hvoraf de fleste tildeler retterne i en medlemsstat kompetencen, mens den sidste kontrakt, som ligger til grund for dette forhold, indeholder en voldgiftsbestemmelse på grundlag af artikel 272 TEUF, hvorefter Unionens retsinstanser havde kompetence ( 27 ).

44.

For at besvare dette spørgsmål skal der vælges mellem to muligheder. Den ret, der har kompetence til at træffe afgørelse om tvister vedrørende det samme ansættelsesforhold, er således enten den ret, der er nævnt i de fleste tidsbegrænsede kontrakter, som dette ansættelsesforhold bygger på (i nærværende sag de belgiske retter), eller den ret, der er nævnt i den sidste tidsbegrænsede kontrakt (i nærværende sag Unionens retsinstanser). Jeg er overbevist om, at den anden af disse to muligheder bør lægges til grund.

45.

I denne forbindelse skal der henvises til den sag, som gav anledning til dom Porta mod Kommissionen (dom af 1.7.1982 (109/81, EU:C:1982:253)), som vedrørte et ansættelsesforhold svarende til det i sagen foreliggende og angik en række af på hinanden følgende kontrakter, som Teresita Porta hvert år havde indgået med direktøren for Det Fælles Forskningscenter i Ispra for at undervise i italiensk sprog for en periode på 15 år – i de første fem år ikke reguleret ved skriftlig kontrakt, men senere i en skriftlig kontrakt. I de sidste fire år havde ansættelsesforholdet mellem parterne været reguleret ved mere detaljerede kontrakter indeholdende en voldgiftsbestemmelse som omhandlet i artikel 181 EØF (nu artikel 272 TEUF), hvorefter alene Domstolen havde »kompetence til at træffe afgørelse om enhver tvist vedrørende [kontrakternes] gyldighed, fortolkning eller gennemførelse«.

46.

Domstolen fastslog i sin dom, at »den omstændighed, at [voldgifts]klausulen ikke forekommer i de forudgående kontrakter, og at der for de fleste års vedkommende ikke foreligger en skriftlig kontrakt, kan ikke være til hinder for, at Domstolen ved sin vurdering af forholdet mellem parterne tager hensyn til de indgåede kontrakter som helhed« ( 28 ). På trods af den omstændighed, at det kun var de sidste kontrakter, som indeholdt en voldgiftsbestemmelse, der henviste til Den Europæiske Unions Domstol, tog Domstolen ved sin vurdering af situationen således hensyn til de forudgående relationer mellem parterne som helhed.

47.

Det bemærkes i det foreliggende tilfælde, at appellantens krav er knyttet til eksistensen af et kontinuerligt ansættelsesforhold reguleret ved flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter. Det fremgår således klart, at både det af appellantens krav, der bygger på misbruget af tidsbegrænsede kontrakter, og det krav, der vedrører den uberettigede afskedigelse, støttes på alle de kontrakter, som blev indgået i perioden mellem den 5. april 2010 og den 14. november 2014, hvilket ubestrideligt omfatter den sidste tidsbegrænsede kontrakt. Det er således undladelsen af at forlænge denne sidste tidsbegrænsede kontrakt, som bragte appellantens ansættelsesforhold med Eulex Kosovo til ophør, som det fremgår af det skriftlige varsel ( 29 ). Ophøret af ansættelsesforholdet mellem parterne kan på ingen måde bedømmes uden at henvise til den omhandlede sidste tidsbegrænsede kontrakt. Det er derfor den voldgiftsbestemmelse, som er indsat i den sidste tidsbegrænsede kontrakt, der bør være afgørende for, hvilke domstole der er kompetente for så vidt angår alle de tvister, som vedrører hele kontraktforholdet. Den modsatte opfattelse kan risikere at medføre en opdeling af en tvist, der vedrører et enkelt ansættelsesforhold, på grundlag af antallet af voldgiftsbestemmelser. Et sådant standpunkt ville være i strid med retten til effektive retsmidler.

48.

Henset til, at det ansættelsesforhold, i kraft af hvilket appellanten arbejdede for Eulex Kosovo mellem 2010 og 2014, var ensartet, skal den domstol, der er kompetent for så vidt angår alle de tvister, som vedrører dette ansættelsesforhold, der er reguleret ved flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, under henvisning til retssikkerhedsprincippet og retten til effektive retsmidler ( 30 )være den, der er nævnt i den sidste tidsbegrænsede kontrakt. Det står nemlig klart, at den udløsende omstændighed for ophøret af appellantens ansættelsesforhold med Eulex – undladelsen af at forlænge kontrakten – er knyttet til denne sidste tidsbegrænsede kontrakt, uanset det tidspunkt, hvor det skriftlige varsel blev sendt til appellanten.

49.

Dette argument bekræftes af den omstændighed, at parternes valg om at indsætte en voldgiftsbestemmelse på grundlag af artikel 272 TEUF i den sidste tidsbegrænsede kontrakt viser deres bevidste vilje om at underlægge dette ansættelsesforhold Domstolens kompetence. Jeg fremhæver i denne forbindelse retsgrundsætningen om, at det er den vilje, som parterne senest har givet udtryk for, der bør tillægges størst vægt. Overholdelsen af dette princip medfører således navnlig, at Domstolen har kompetence til at træffe afgørelse i en tvist vedrørende et kontraktforhold, der forelå på tidspunktet for indledningen af de første administrative skridt før sagens anlæggelse ( 31 ). Hvis parterne på denne baggrund har valgt at ændre den ret, der har kompetence til at træffe afgørelse om tvister, som vedrører deres kontraktforhold, skal deres valg følgelig respekteres.

50.

De kritikpunkter, som appellanten har fremsat i forbindelse med det første anbringende, vedrører dels præmis 23-26, dels præmis 39 og 41 i den appellerede kendelse.

51.

I den appellerede kendelses præmis 23-26 fastslog Retten på grundlag af retspraksis vedrørende artikel 272 TEUF, at den kun havde kompetence med hensyn til den sidste tidsbegrænsede kontrakt i medfør af den voldgiftsbestemmelse, som denne indeholdt, og at det derfor var åbenbart, at den ikke havde kompetence til at træffe afgørelse i tvister, der måtte opstå i forbindelse med opfyldelsen af de af appellantens ansættelseskontrakter, som gik forud for den sidste tidsbegrænsede kontrakt, idet disse indeholdt en klausul, som udtrykkeligt tillagde de belgiske retter kompetence.

52.

Jeg bemærker, at denne retlige argumentation ikke kan anvendes i forbindelse med et kontinuerligt ansættelsesforhold mellem appellanten og dennes arbejdsgiver og ikke kan baseres på en række på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter.

53.

Som anført af appellanten indebærer Rettens fortolkning, at det skulle være tilstrækkeligt for missionerne at fastsætte en forskellig værnetingsklausul i hver enkelt af de ansattes tidsbegrænsede kontrakter for at undgå, at de anlægger en sag i overensstemmelse med den ret til effektive retsmidler, som de er indrømmet.

54.

Retten undersøgte i den appellerede kendelses præmis 39 appellantens påstand vedrørende omkvalificeringen af hele kontraktforholdet til en tidsubegrænset kontrakt.

55.

Retten bemærkede i denne forbindelse, at eftersom dens kompetence var begrænset til den sidste tidsbegrænsede kontrakt, kunne den ikke behandle virkningerne af de ansættelseskontrakter, som tidligere var blevet indgået, og at det derfor var åbenbart, at den ikke havde kompetence med hensyn til de krav, som var knyttet til meddelelsen af varslet og de i belgisk ret fastsatte arbejdsretlige dokumenter i forbindelse med kontraktens ophør ved udløbet af den sidste tidsbegrænsede kontrakt.

56.

Retten erklærede sig i den appellerede kendelses præmis 41 inkompetent med den begrundelse, at de belgiske retter vil erklære sig kompetente til at træffe afgørelse i tvisten i tilknytning til alle de tidsbegrænsede kontrakter med undtagelse af den sidste tidsbegrænsede kontrakt.

57.

Jeg bemærker, at Retten, som det fremgår af punkt 47 i nærværende forslag til afgørelse, ikke tog hensyn til det forhold, at ophøret af ansættelsesforholdet mellem parterne ikke kan forstås uden eksistensen af den sidste tidsbegrænsede kontrakt. Det er således denne sidste tidsbegrænsede kontrakt, som den udløsende omstændighed – undladelsen af at forlænge den sidste kontrakt – for ophøret af appellantens ansættelsesforhold med Eulex, er knyttet til.

58.

Eftersom tvisten, sådan som jeg har gjort rede for i punkt 48 og 49 i dette forslag til afgørelse, rejser et spørgsmål vedrørende kontinuerligheden og dermed ensartetheden i ansættelsesforholdet, bør den voldgiftsbestemmelse, som er indsat i den sidste tidsbegrænsede kontrakt, være afgørende for, hvilke domstole der er kompetente for så vidt angår alle de tvister, som vedrører dette kontraktforhold.

59.

Det følger heraf, at Retten for så vidt som den i sit ræsonnement undlod at tage hensyn til, at ansættelsesforholdet mellem appellanten og Eulex Kosovo var kontinuerligt, eller til følgen af parternes frit udtrykte vilje i voldgiftsbestemmelsen, ikke, uden herved at begå en retlig fejl, kunne lægge vægt på betragtningen om, at rækkevidden af voldgiftsbestemmelsen udtrykkeligt er begrænset til tvister i forbindelse med den sidste tidsbegrænsede kontrakt og ikke kan udstrækkes til at omfatte de forudgående kontrakter.

60.

Eftersom Retten begik en retlig fejl i relation til dens kompetence til at behandle søgsmålet, er det ufornødent at behandle appellantens argumenter vedrørende den manglende begrundelse i den appellerede kendelse og den manglende analyse af påstanden i tilknytning til den sidste tidsbegrænsede kontrakt.

61.

Det første appelanbringende bør derfor tages til følge.

62.

Henset til foregående betragtninger foreslår jeg, at den appellerede kendelse ophæves, for så vidt som Retten fastslog, at det var åbenbart, at den ikke havde kompetence til at behandle appellantens søgsmål.

63.

Ifølge artikel 61 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol ophæver Domstolen den af Retten trufne afgørelse, hvis Domstolen giver appellanten medhold. Domstolen kan i denne forbindelse enten selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise den til Retten til afgørelse.

64.

Efter min opfattelse er sagen ikke moden til påkendelse. En undersøgelse af, hvorvidt appellantens argumenter er begrundede, ville således føre til, at Domstolen skulle træffe afgørelse om faktiske spørgsmål på grundlag af beviser, der endnu ikke er blevet bedømt af Retten i den appellerede kendelse, idet denne fastslog, at det var åbenbart, at den ikke havde kompetence til at behandle søgsmålet. Derudover er de angivelige faktiske forhold vedrørende tvistens substans ikke blevet drøftet for Domstolen.

65.

På baggrund af det ovenstående er det min opfattelse, at det første anbringende, som appellanten har fremsat til støtte for den første appelpåstand, skal tages til følge, og jeg foreslår, at Domstolen alene af denne grund, og uden at dette berører muligheden for en prøvelse af de øvrige appelanbringender, ophæver Den Europiske Unions Rets kendelse af 9. november 2016, Jenkinson mod Rådet m.fl. (T-602/15, EU:T:2016:660), og hjemviser sagen til Retten med henblik på realitetsbehandling, idet afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.