EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62016CN0598

Sag C-598/16 P: Appel iværksat den 23. november 2016 af Viktor Fedorovych Yanukovych til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Udvidede Afdeling) den 15. september 2016 i sag T-346/14, Yanukovych mod Rådet

EUT C 30 af 30.1.2017, p. 26–27 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/26


Appel iværksat den 23. november 2016 af Viktor Fedorovych Yanukovych til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Udvidede Afdeling) den 15. september 2016 i sag T-346/14, Yanukovych mod Rådet

(Sag C-598/16 P)

(2017/C 030/31)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Viktor Fedorovych Yanukovych (ved T. Beazley QC)

De andre parter i appelsagen: Rådet for Den Europæiske Union, Europa-Kommissionen og Republikken Polen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Dom afsagt af Retten (Niende Udvidede Afdeling) den 15. september 2016 i sag T-346/14 ophæves i det omfang, der fremgår af appelskriftet, navnlig domskonklusionens punkt 2 og 4.

Appellanten gives medhold i sine påstande for Retten i det omfang, der fremgår nedenfor, navnlig annulleres:

Rådets afgørelse (FUSP) 2015/143 af 29. januar 2015 om ændring af afgørelse 2014/119/FUSP (1) (»den anden ændringsafgørelse«)

Rådets afgørelse (FUSP) 2015/364 af 5. marts 2015 om ændring af afgørelse 2014/119/FUSP (2), og

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2015/357 af 5. marts 2015 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 208/2014 (3)

for så vidt som disse foranstaltninger vedrører appellanten.

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale appelsagens omkostninger og omkostningerne i forbindelse med annullationspåstanden i anmodningen om tilpasning af påstandene.

Anbringender og væsentligste argumenter

1.

Med det første anbringende gøres det gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den fastslog, at opførelseskriteriet i artikel 1, stk. 1, i Rådets afgørelse 2014/119/FUSP, som ændret ved den anden ændringsafgørelse, er forenelig med målene med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, jf. artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union. Retten så bort fra, at den påstående uretmæssige tilegnelse af statsmidler i det mindste skal være genstand for en igangværende retsforfølgning eller andre retslige skridt i det pågældende land under omstændigheder, hvor der, som i den foreliggende sag, er pålidelig dokumentation for, at det pågældende land ikke sammenhængende og tilstrækkeligt har vist at kunne overholde de grundlæggende principper for menneskerettigheder eller retsstatsprincippet.

2.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at Retten begik en retlig fejl, (1) da den ikke konkluderede, at der var pålidelig dokumentation for, at Ukraine ikke sammenhængende og tilstrækkeligt overholder menneskerettighederne eller retsstatsprincippet, og (2) da den beskrev visse ukrainske myndigheder, hvis dokumentation Rådet for Den Europæiske Union var afhængig af, som værende en »høj retslig myndighed«. Endvidere begik Retten en fejl ved ikke at angive nogen begrundelse for sine synspunkter vedrørende (1) og (2).

3.

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at Retten begik en retlig fejl (1) da den fastslog, at opførelsen af appellantens navn på listen på grundlag af en skrivelse af 10. oktober 2014 fra de ukrainske myndigheder, er i overensstemmelse med opførelseskriteriet, og (2) da den fastlog, at Rådet ikke havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til opførelsen af appellanten på listen.


(1)  Rådets afgørelse (FUSP) 2015/143 af 29.1.2015 om ændring af afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT 2015, L 24, s. 16).

(2)  Rådets afgørelse (FUSP) 2015/364 af 5.3.2015 om ændring af afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT 2015, L 62, s. 25).

(3)  Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2015/357 af 5.3.2015 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 208/2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT 2015, L 62, s. 1).


Top