1

Sagsøgerne, Automobile club des avocats (ACDA), Organisation des transporteurs routiers européens (OTRE), Fédération française des motards en colère (FFMC), Fédération française de motocyclisme og Union nationale des automobile clubs, er sammenslutninger, der har til opgave at varetage trafikanternes interesser.

2

Den 16. maj 2014 meddelte de franske myndigheder Europa-Kommissionen en plan for videreudvikling af motorveje, hvorefter varigheden af visse motorvejskoncessioner skulle forlænges som modydelse for den finansiering, som de berørte selskaber skulle overtage af arbejder, der skulle udføres inden for rammerne af deres koncession.

3

Den 28. oktober 2014 vedtog Kommissionen afgørelse K(2014) 7850 final om statsstøtte SA.2014/N 38271 – Frankrig – plan for videreudvikling af motorveje (herefter »den anfægtede afgørelse«).

4

I den anfægtede afgørelse fastslog Kommissionen, at den pågældende foranstaltning udgjorde statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, TEUF, men at denne støtte kunne erklæres forenelig med det indre marked i henhold til artikel [106], stk. 2, TEUF. Den besluttede derfor ikke at gøre indsigelser mod den pågældende foranstaltning. Denne afgørelse blev truffet under hensyntagen til især de forpligtelser, som de franske myndigheder havde givet tilsagn om.

5

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 18. maj 2015 har sagsøgerne anlagt den foreliggende sag.

6

Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 3. august 2015 har Kommissionen fremsat en formalitetsindsigelse i medfør af artikel 130, stk. 1, i Rettens procesreglement.

7

Den 7. september 2015 har Den Franske Republik anmodet om at måtte intervenere til støtte for Kommissionens påstande.

8

Sagsøgerne har ikke fremsat bemærkninger til formalitetsindsigelsen.

9

Sagsøgerne har nedlagt påstand om, at den anfægtede afgørelse annulleres.

10

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

11

Kommissionen har til støtte for formalitetsindsigelsen principalt gjort gældende, at den advokat, der repræsenterer sagsøgerne, ikke i den foreliggende sag kan anses for at være en tredjepart, der er uafhængig af en af sagsøgerne, eftersom han er næstformand i ACDA’s bestyrelse. Søgsmålet er dermed ikke anlagt i overensstemmelse med artikel 19, stk. 3 og 4, og artikel 21, stk. 1, i statutten for den Europæiske Unions Domstol samt procesreglementets artikel 73, stk. 1.

12

Subsidiært har Kommissionen gjort gældende, at sagsøgerne og deres medlemmer ikke har søgsmålskompetence i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF med den begrundelse, dels at de ikke er individuelt berørt af den anfægtede afgørelse, dels at den anfægtede afgørelse ikke er en regelfastsættende retsakt, som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger.

13

I henhold til procesreglementets artikel 130, stk. 1 og 7, kan Retten, såfremt sagsøgte anmoder herom, tage stilling til, om sagen bør afvises, eller til, om Retten savner kompetence, uden at indlede behandlingen af sagens realitet.

14

I den foreliggende sag finder Retten, at sagsakterne giver tilstrækkeligt grundlag for, at den kan træffe afgørelse uden at fortsætte sagens behandling.

15

Eftersom det argument, som Kommissionen har fremført principalt, hvis det blev tages til følge, kun kunne medføre afvisning af søgsmålet for så vidt angår en af sagsøgerne, har Retten fundet det hensigtsmæssigt først at behandle den afvisningspåstand, som Kommissionen har nedlagt subsidiært.

16

I henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF »[kan e]nhver fysisk eller juridisk person […] på det grundlag, der er omhandlet i stk. 1 og 2, indbringe klage med henblik på prøvelse af retsakter, der er rettet til vedkommende, eller som berører denne umiddelbart og individuelt, samt af regelfastsættende retsakter, der berører vedkommende umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger«.

17

Artikel 263, stk. 4, TEUF sondrer således mellem tre tilfælde, hvor et annullationssøgsmål anlagt af en fysisk eller juridisk person kan antages til realitetsbehandling, og det skal for at tage stilling til Kommissionens formalitetsindsigelse undersøges, om et af de pågældende tilfælde gør sig gældende i den foreliggende sag.

18

For så vidt som det står fast, at den anfægtede afgørelse er rettet til de franske myndigheder og ikke til sagsøgerne, kan denne sag ikke antages til realitetsbehandling på grundlag af det første af de i artikel 263, stk. 4, TEUF omhandlede tilfælde. Søgsmålets formalitet skal følgelig undersøges på grundlag af de to andre tilfælde, der er nævnt i denne artikels stk. 4.

19

Under disse omstændigheder kan søgsmålet kun antages til realitetsbehandling i henhold til det andet og det tredje tilfælde i artikel 263, stk. 4, TEUF, hvis sagsøgerne umiddelbart og individuelt er berørt af den anfægtede afgørelse, eller hvis de er umiddelbart berørt af den anfægtede afgørelse, og denne er en regelfastsættende retsakt, som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger.

20

Ifølge artikel 263, stk. 4, TEUF kan fysiske eller juridiske personer anlægge et annullationssøgsmål især mod en EU-retsakt, som ikke er rettet til dem, såfremt de er umiddelbart og individuelt berørt af denne retsakt.

21

Ifølge retspraksis kan andre personer end en afgørelses adressat kun gøre gældende, at de berøres individuelt, hvis afgørelsen rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som en afgørelses adressat (dom af 15.7.1963, Plaumann mod Kommissionen, 25/62, EU:C:1963:17, s. 223).

22

Hvad angår spørgsmålet, om sagsøgerne er individuelt berørt, fremgår det af retspraksis, at en sammenslutning, som varetager medlemmernes fælles interesser, kan anses for at være individuelt berørt af en endelig afgørelse fra Kommissionen på statsstøtteområdet i to tilfælde, nemlig for det første såfremt den kan gøre en egen interesse gældende, navnlig fordi dens stilling som forhandlingspart berøres af den retsakt, som påstås annulleret, eller for det andet dens medlemmer eller nogle af disse har individuel søgsmålskompetence (jf. kendelse af 29.3.2012, Asociación Española de Banca mod Kommissionen, T-236/10, EU:T:2012:176, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis).

23

I den foreliggende sag er sagsøgerne sammenslutninger, der repræsenterer trafikanter, som har påtaget sig den opgave at varetage disses interesser:

24

Sagsøgerne har i øvrigt oplyst, at de handlede på egne vegne og i deres medlemmers interesse.

25

Hvad sagsøgerne angår har de dog ikke fremført nogen argumenter for, at deres egne interesser skulle være berørt. Det fremgår navnlig ikke af sagsakterne, at de intervenerede i den procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse. Generelt set er Retten ikke i besiddelse af nogen oplysninger, der gør det muligt at konkludere, at sagsøgernes stilling i en forhandling skulle være blevet påvirket af den pågældende afgørelse.

26

Spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerne er individuelt berørt, afhænger således af spørgsmålet, om sagsøgernes medlemmer kan nedlægge påstand om annullation af den anfægtede afgørelse.

27

I denne forbindelse må det konstateres, at sagsøgerne ikke i den foreliggende sag er fremkommet med nogen oplysninger, der tilsigter at godtgøre, at deres medlemmer individualiseres af den anfægtede afgørelse på samme måde som en adressat.

28

Omvendt fremgår det af sagsakterne, at det er i deres generelle egenskab af trafikanter og motorvejsbrugere, at sagsøgernes medlemmer angiveligt er berørt af den anfægtede afgørelse.

29

I stævningen har sagsøgerne i det væsentlige oplyst, at de takster, som motorvejskoncessionshaverne opkræver, er for høje i Frankrig, og at deres medlemmer er berørt i deres egenskab af brugere af disse veje.

30

Sagsøgerne har navnlig gjort gældende, at motorvejskoncessionsselskaberne i Frankrig vælter enhver stigning i skatter, statsafgifter eller øvrige afgifter, som de opkræves, over på vejafgifterne og generelt vedtager takststigninger, der belaster brugerne overdrevent meget og er uforholdsmæssige i forhold til den leverede tjeneste.

31

Sagsøgerne har ligeledes gjort gældende, at de uforholdsmæssigt store overskud, som den vejafgift, som motorvejskoncessionsselskaberne opnår i Frankrig som modydelse for deres forpligtelse til at bygge, finansiere og drive det motorvejsnet, de har koncession på, fører til overkompensationsmekanismer.

32

Sagsøgerne har fremhævet, at denne situation vil vare ved med den forlængelse af koncessionsaftalerne, som Kommissionen har givet tilladelse til i den anfægtede afgørelse.

33

Det skal i denne henseende bemærkes, at den anfægtede afgørelse ikke berører sagsøgernes medlemmer på anden måde, end den berører alle brugere af de pågældende motorveje, bl.a. for så vidt angår anbringendet om, at de vejafgifter, som motorvejskoncessionsselskaberne opkræver i Frankrig, er for uforholdsmæssigt høje og vil kunne stige i den periode, som koncessionsaftalerne forlænges med.

34

Det følger heraf, at den anfægtede afgørelse ikke berører sagsøgernes medlemmer på grund af visse særlige egenskaber eller på grund af en faktisk situation, der individualiserer dem på lignende måde som denne afgørelses adressat.

35

Det må heraf konkluderes, at sagsøgerne ikke er individuelt berørt af den anfægtede afgørelse, og følgelig, at de ikke opfylder det krav, der skal være opfyldt, for at sagen kan antages til realitetsbehandling i det andet tilfælde, der er fastsat i artikel 263, stk. 4, TEUF.

36

Det følger heraf, at det er ufornødent at undersøge, om sagsøgerne i øvrigt er umiddelbart berørt af den anfægtede afgørelse.

37

Ifølge det sidste sætningsled i artikel 263, stk. 4, TEUF kan fysiske eller juridiske personer anlægge et annullationssøgsmål mod en regelfastsættende retsakt, der berører dem umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger.

38

Begrebet »regelfastsættende retsakter […], som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger«, der er omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, skal fortolkes i lyset af formålet med bestemmelsen, dvs. at forhindre, at en borger skal overtræde retsreglerne for at kunne få adgang til en dommer. Når en regelfastsættende retsakt har umiddelbar indvirkning på en fysisk eller juridisk persons retsstilling uden at kræve gennemførelsesforanstaltninger, risikerer denne person imidlertid at blive frataget en effektiv domstolsbeskyttelse, hvis den pågældende ikke har direkte adgang til at anlægge sag ved Unionens retsinstanser med henblik på at rejse tvivl om denne regelfastsættende retsakts lovlighed. En fysisk eller juridisk person, der befinder sig i en sådan situation, er således – selv om vedkommende er umiddelbart berørt af den omhandlede retsakt – først i stand til at opnå retslig kontrol af denne akt efter at have tilsidesat bestemmelserne i nævnte retsakt, idet vedkommende kan påberåbe sig, at retsakten er ulovlig, i forbindelse med sager, der rejses over for vedkommende ved de nationale retter (dom af 19.12.2013, Telefónica mod Kommissionen, C-274/12 P, EU:C:2013:852, præmis 27).

39

Domstolskontrollen er derimod sikret, når en regelfastsættende retsakt omfatter gennemførelsesforanstaltninger (jf. i denne retning dom af 23.4.1986, Les Verts mod Parlamentet, C-294/83, EU:C:1986:166, præmis 23, af 3.10.2013, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet, C-583/11 P, EU:C:2013:625, præmis 93, og af 19.12.2013, Telefónica mod Kommissionen, C-274/12 P, EU:C:2013:852, præmis 28).

40

Hvis gennemførelsen af en regelfastsættende retsakt tilkommer Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer, kan fysiske og juridiske personer på de i artikel 263, stk. 4, TEUF fastsatte betingelser indbringe et direkte søgsmål for EU’s retsinstanser til prøvelse af gennemførelsesakterne og i medfør af artikel 277 TEUF påberåbe sig til støtte for dette søgsmål, at den pågældende grundlæggende retsakt er ulovlig (dom af 23.4.1986, Les Verts mod Parlamentet, C-294/83,EU:C:1986:166, præmis 23, af 3.10.2013, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlament og Rådet, C-583/11 P, EU:C:2013:625, præmis 93, og af 19.12.2013, Telefónica mod Kommissionen, C-274/12 P, EU:C:2013:852, præmis 29).

41

Når gennemførelsen af en regelfastsættende retsakt påhviler medlemsstaterne, kan fysiske eller juridiske personer anfægte gyldigheden af den nationale gennemførelsesforanstaltning for en national ret og i denne forbindelse gøre den grundlæggende retsakts ugyldighed gældende og i givet fald foranledige denne til at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål herom på grundlag af artikel 267 TEUF (dom af 23.4.1986, Les Verts mod Parlamentet, C-294/83, EU:C:1986:166, præmis 23, af 3.10.2013, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlament og Rådet, C-583/11 P, EU:C:2013:625, præmis 93, og af 19.12.2013, Telefónica mod Kommissionen, C-274/12 P, EU:C:2013:852, præmis 29).

42

I den foreliggende sag skal det bemærkes, at Kommissionen i den anfægtede afgørelses dispositive del ikke har fastlagt de specifikke og konkrete konsekvenser af erklæringen om, at den pågældende støtte er forenelig med det indre marked, hverken for de begunstigede eller for enhver anden person, der på den ene eller den anden måde kunne være berørt af den pågældende foranstaltning.

43

Det fremgår imidlertid af den anfægtede afgørelse, at de koncessionsaftaler, der er indgået mellem den franske stat og de berørte motorvejskoncessionsselskaber, skal suppleres med tillæg, der skal godkendes ved bekendtgørelse, med henblik på i aftalerne at indarbejde bestemmelserne for videreudviklingsplanen, det vil navnlig sige de arbejder, der skal udføres, forlængelse af koncessionernes varighed, foranstaltninger, der skal sikre kontrol med arbejderne, og at der ikke opstår overkompensation, samt de krav, som de franske myndigheder over for Kommissionen har forpligtet sig til at opfylde i forbindelse med proceduren, hvorved den pågældende foranstaltning er blevet behandlet.

44

De specifikke og konkrete konsekvenser af den anfægtede afgørelse for sagsøgerne og deres medlemmer skal således udmønte sig i nationale retsakter, der således udgør gennemførelsesforanstaltninger til den anfægtede afgørelse som omhandlet i artikel 263, stk. 4, sidste sætningsled, TEUF (jf. i denne retning kendelse af 21.4.2016, Royal Scandinavian Casino Århus mod Kommissionen, C-541/14 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:302, præmis 47).

45

Ifølge retspraksis skal medlemsstaterne sikre fysiske og juridiske personers mulighed for at anfægte nationale gennemførelsesforanstaltninger til en EU-retsakt ved de nationale retter. Domstolen har således fastslået, at det påhviler medlemsstaterne at fastsætte et retsmiddel- og proceduresystem, som sikrer overholdelse af den grundlæggende ret til en effektiv domstolsbeskyttelse (dom af 3.10.2013, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet, C-583/11 P, EU:C:2013:625, præmis 100, og kendelse af 21.4.2016, Royal Scandinavian Casino Århus mod Kommissionen, C-541/14 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:302, præmis 51)

46

I henhold til artikel 19, stk. 1, TEU tilvejebringer medlemsstaterne den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten (jf. i denne retning dom af 3.10.2013, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet, C-583/11 P, EU:C:2013:625, præmis 101).

47

I mangel af EU-retlige bestemmelser på området tilkommer det i øvrigt hver enkelt medlemsstat at udpege de kompetente domstole under overholdelse af de krav, der følger af EU-retten, og fastsætte de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for retssubjekterne (dom af 3.10.2013, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet, C-583/11 P, EU:C:2013:625, præmis 102).

48

Uafhængigt af spørgsmålet, om den anfægtede afgørelse er en regelfastsættende retsakt i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF, må det derfor konkluderes, at kravet om, at der ikke må findes gennemførelsesforanstaltninger, som søgsmålets antagelse til realitetsbehandling, henset til det i denne bestemmelse omhandlede tredje tilfælde, er betinget af, ikke er opfyldt i den foreliggende sag.

49

Henset til alle de ovenstående betragtninger må det foreliggende søgsmål således afvises i sin helhed, uden at det er nødvendigt at udtale sig om Kommissionens argumentation om, at sagsøgerne ikke er repræsenteret ved en advokat, der er en for sagsøgerne uafhængig tredjepart.

50

I medfør af procesreglementets artikel 142, stk. 2, er det ufornødent at træffe afgørelse om Den Franske Republiks anmodning om intervention.

51

Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

52

Da sagsøgerne har tabt sagen, bør det pålægges dem hver især at bære deres egne omkostninger og at betale Kommissionens omkostninger i overensstemmelse med dennes påstand herom.

53

I henhold til procesreglementets artikel 144, stk. 10, bærer Den Franske Republik endvidere sine egne omkostninger i tilknytning til anmodningen om intervention.

På grundlag af disse præmisser

bestemmer

RETTEN (Første Afdeling):

Således bestemt i Luxembourg den 12. januar 2017.