24.8.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 279/24

1)

Er det foreneligt med princippet om, at urimelige kontraktvilkår ikke binder forbrugeren, således som anerkendt i artikel 6, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF (1) af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, når de genoprettende virkninger, der er afledt af, at et urimeligt vilkår om en minimumsrentesats i en lånekontrakt er blevet erklæret ugyldigt, ikke tillægges tilbagevirkende kraft fra tidspunktet for indgåelsen af kontrakten, men fra en senere dato?

2)

Er kriteriet om, at god tro hos de berørte parter kan være grundlag for en begrænsning af den tilbagevirkende kraft, der afledes af et urimeligt vilkår, et selvstændigt begreb i EU-retten, der skal fortolkes ensartet i alle medlemsstaterne?

3)

Såfremt spørgsmålet besvares bekræftende, hvilke forudsætninger skal da være opfyldt, for at det kan fastslås, at der foreligger god tro hos de berørte parter?

4)

Er det under alle omstændigheder i overensstemmelse med god tro hos de berørte parter, når den erhvervsdrivende ved udarbejdelsen af kontrakten forårsagede den manglende gennemsigtighed, der var afgørende for, at vilkåret var urimeligt?

5)

Er risikoen for alvorlige forstyrrelser som grundlag for begrænsningen af den tilbagevirkende kraft, der afledes af et urimeligt vilkår, et selvstændigt begreb i EU-retten, der skal fortolkes ensartet?

6)

Såfremt spørgsmålet besvares bekræftende, hvilke kriterier skal der da tages hensyn til?

7)

Skal risikoen for alvorlige forstyrrelser vurderes alene under hensyntagen til, at disse kan finde sted i forhold til den erhvervsdrivende, eller skal der også tages hensyn til det tab, som en forbruger lider ved en manglende fuld tilbagebetaling af de beløb, der er indbetalt i henhold til den nævnte minimumsrentesats?

8)

Er den automatiske udvidelse af begrænsningen af de virkninger af den tilbagevirkende kraft, som følger af ugyldighedserklæringen af et vilkår om en minimumsrentesats for forbrugere, en begrænsning, der fastsættes under et søgsmål, der er anlagt af en forbrugersammenslutning mod [tre] kreditinstitutter, til at omfatte individuelle søgsmål, der anlægges af kunder, der har indgået en aftale om lån med pant i fast ejendom med andre kreditinstitutter, med henblik på at få et vilkår om en minimumsrentesats erklæret ugyldigt som følge af dettes urimelige karakter, forenelig med princippet om, at urimelige kontraktvilkår ikke binder forbrugeren, således som anerkendt i artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13, og den ret til adgang til effektive retsmidler, som er anerkendt ved artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (2)?