EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62014TN0790

Sag T-790/14: Sag anlagt den 4. december 2014 — Hassan mod Rådet

EUT C 34 af 2.2.2015, p. 42–43 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

2.2.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 34/42


Sag anlagt den 4. december 2014 — Hassan mod Rådet

(Sag T-790/14)

(2015/C 034/50)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Samir Hassan (Damaskus, Syrien) (ved advokat L. Pettiti)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

På grundlag af artikel 263 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) annulleres:

Rådets gennemførelsesafgørelse 2014/678/FUSP af 26. september 2014 om gennemførelse af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien, for så vidt som Samir Hassan herved optages på listen i bilaget til Rådets afgørelse 2013/255/FUSP af 31. maj 2013 om restriktive foranstaltninger over for Syrien.

Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1013/2014 af 26. september 2014 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 36/2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien, for så vidt som Samir Hassan herved optages på listen i bilag II til Rådets forordning (EU) nr. 36/2012 af 18. januar 2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien.

Det fastslås, at virkningerne af de annullerede retsakter er endelige.

På grundlag af artikel 268 TEUF og 340 TEUF erstattes den skade, der er forvoldt Samir Hassan som følge af de ovennævnte restriktive foranstaltninger over for ham, på følgende måde:

Det fastslås, at Rådet for Den Europæiske Union ifalder ansvar uden for kontraktforhold for den allerede lidte og den fremtidige økonomiske skade og for den ikke-økonomiske skade.

Samir Hassan tilkendes et månedligt beløb på 2 50  000 EUR fra den 1. september 2011 som erstatning for den økonomiske skade, som han har lidt.

Samir Hassan tilkendes et symbolsk beløb på en (1) euro for den ikke-økonomiske skade, som han har lidt.

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at erstatte den fremtidige økonomiske skade.

Under alle omstændigheder tilpligtes Rådet for Den Europæiske Union at betale samtlige sagsomkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.

1.

Første anbringende om Rådets åbenbart urigtige bedømmelse af de faktiske omstændigheder og den retlige fejl, som følger heraf, idet Rådet på ny har opført sagsøgerens navn på listerne over de personer og enheder, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger, på grundlag af en begrundelse, som ikke er tilstrækkeligt underbygget.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af ejendomsretten og proportionalitetsprincippet.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af uskyldsformodningen i forhold til sagsøgeren.

4.

Fjerde anbringende om erstatning for den skade, sagsøgeren har lidt som følge af de ulovlige foranstaltninger, som Rådet har iværksat over for ham.


Top