DOMSTOLENS KENDELSE (Sjette Afdeling)

21. april 2016 (*)

»Appel – artikel 181 i Domstolens procesreglement – annullationssøgsmål – artikel 263, stk. 4, TEUF – søgsmålsret – søgsmålskompetence – fysiske eller juridiske personer – statsstøtte – afgørelse, hvorved en støtteordning erklæres forenelig med det indre marked – retsakt, der berører sagsøgeren individuelt – regelfastsættende retsakt, der ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger«

I sag C-563/14 P,

angående appel i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, iværksat den 5. december 2014,

Dansk Automat Brancheforening, Fredericia (Danmark), ved advokaterne K. Dyekjær, T. Høg og J. Flodgaard,

appellant,

de øvrige parter i appelsagen:

Europa-Kommissionen ved L. Grønfeldt og P.-J. Loewenthal, som befuldmægtigede,

sagsøgt i første instans,

Kongeriget Danmark ved C. Thorning, som befuldmægtiget, bistået af advokat R. Holdgaard

Betfair Group plc, London (Det Forenede Kongerige)

Betfair International Ltd, Santa Venera (Malta)

ved advocaten A. Pliego Selie, O. Brouwer og M. Groothuismink

European Gaming and Betting Association (EGBA) ved Rechtsanwälte J. Heithecker, C.-D. Ehlermann og J. Ylinen,

intervenienter i første instans,

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, A. Arabadjiev, og dommerne J.-C. Bonichot og E. Regan (refererende dommer),

generaladvokat: P. Mengozzi

justitssekretær: A. Calot Escobar,

idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet at træffe afgørelse ved begrundet kendelse i overensstemmelse med artikel 181 i Domstolens procesreglement,

afsagt følgende

Kendelse

1        Dansk Automat Brancheforening har med sin appel nedlagt påstand om ophævelse af dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 26. september 2014, Dansk Automat Brancheforening mod Kommissionen (T-601/11, EU:T:2014:839, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten afviste Dansk Automat Brancheforenings søgsmål med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse 2012/140/EU af 20. september 2011 om foranstaltning C-35/10 (ex N 302/10), som Danmark agter at gennemføre i form af afgifter af onlinespil i den danske lov om afgifter af spil (EUT 2012 L 68, s. 3, herefter »den anfægtede afgørelse«).

 Sagens baggrund og den anfægtede afgørelse

2        Sagens baggrund blev i den appellerede doms præmis 1-10 fremstillet af Retten som følger:

»1      [Appellanten] er en forening af virksomheder og selskaber, der driver registreret virksomhed med opstilling af spilleautomater. Den økonomiske model, hvorpå [appellantens] medlemmers aktivitet er baseret, består i at erhverve spilleautomater og derefter indgå aftaler vedrørende opstillingen heraf i spillehaller og restaurationer. [Appellanten] tæller 80 medlemmer og repræsenterer ca. 86% af udbyderne af spil på spilleautomater i Danmark. Foreningens medlemmer oppebærer en bruttospilleindtægt og erlægger de skyldige afgifter til staten. De betaler derefter en del af spilleindtægten til de etablissementer, hvor deres automater er opstillet.

2      Efter at Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber havde indledt en overtrædelsesprocedure og fremsendt Kongeriget Danmark en begrundet udtalelse den 23. marts 2007 vedrørende hindringer for den frie udveksling af sportsvæddemålstjenester i Danmark, besluttede denne medlemsstat at ændre sin nationale lovgivning om spil og væddemålstjenester og erstatte den monopolordning, som den offentlige virksomhed D. havde for visse former af spil, med en reguleret og delvist liberaliseret ordning.

3      I overensstemmelse med artikel 108, stk. 3, TEUF underrettede Kongeriget Danmark i denne forbindelse Kommissionen den 6. juli 2010 om lovforslag L 203 om afgifter af spil, nu lov nr. 698 af 25. juni 2010 (herefter »spilleafgiftsloven«). Loven udgør en integrerende del af en lovpakke, der også omfatter en lov om spil (herefter »lov om spil«), en lov om udlodning af overskud fra lotteri samt heste- og hundevæddemål og en lov om [den offentlige virksomhed] D. Lov om spil bestemmer, at der kræves tilladelse for udbud eller arrangering af spil, og regulerer således denne aktivitet. Lovpakken indebærer samtidig en liberalisering, idet den ophæver [den offentlige virksomhed] D.s eneret til at udbyde visse former for spil.

4      I henhold til spilleafgiftsloven, hvis ikrafttræden var blevet udsat afventende Kommissionens afgørelse, er arrangement og udbud af spil afgiftspligtigt. Loven fastsætter forskellige afgiftssatser for spil, afhængigt af om de udbydes online eller fra landbaserede faciliteter. Indehavere af tilladelse til udbud af spil på gevinstgivende spilleautomater i spillehaller og restaurationer skal således betale en afgift på 41% af deres bruttospilleindtægt. Der skal af spilleautomater opstillet i restaurationer og spillehaller betales en tillægsafgift på 30% af den del af bruttospilleindtægten, der overstiger henholdsvis 30 000 DKK og 250 000 DKK. Hvad angår indehaverne af tilladelse til udbud af spil i [kasinoer, der forudsætter, at spilleren er fysisk til stede, herefter »landbaserede kasinoer«] skal disse betale en grundafgift på 45% af deres bruttospilleindtægt fratrukket værdien af spillemærkerne i troncen og en tillægsafgift på 30% af den del af bruttospilleindtægten, der overstiger 4 mio. DKK beregnet månedligt. Derimod skal indehavere af tilladelse til udbud af spil i et onlinekasino betale en afgift på 20% af deres bruttospilleindtægt.

5      Kommissionen modtog to klager vedrørende forslaget til spilleafgiftsloven, først fra [appellanten] den 23. juli 2010 for så vidt angår den første klage, og den 6. august 2010 fra et i Danmark landbaseret kasino for så vidt angår den anden klage.

6      Den 14. december 2010 meddelte Kommissionen Kongeriget Danmark, at den havde besluttet at indlede proceduren efter artikel 108, stk. 2, TEUF vedrørende den af denne medlemsstat anmeldte foranstaltning. Ved denne afgørelse, der blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende (EUT 2011 C 22, s. 9), opfordrede Kommissionen interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til denne foranstaltning for den. I alt fremsendte 17 interesserede parter, herunder [appellanten], bemærkninger, der blev videresendt til Kongeriget Danmark, som fremsendte sine bemærkninger til Kommissionen ved skrivelse af 14. april 2011.

7      Kommissionen godkendte ved [den anfægtede afgørelse] den af denne medlemsstat anmeldte foranstaltning. [Denne] afgørelses dispositive del har følgende ordlyd:

      »Artikel 1

Foranstaltning C 35/10, som Danmark agter at gennemføre i form af afgifter af onlinespil i den danske lov om afgifter af spil, er forenelig med det indre marked efter artikel 107, stk. 3, litra c), [TEUF].

Foranstaltningens gennemførelse godkendes i overensstemmelse hermed.

      Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til Kongeriget Danmark.«

[…]

10      Den i præmis 3 ovenfor nævnte lovpakke, der bl.a. indeholder spilleafgiftsloven og lov om spil, trådte i kraft den 1. januar 2012.«

 Retsforhandlingerne for Retten og den appellerede dom

3        Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 20. september 2011 anlagde appellanten sag med påstand om annullation af den anfægtede afgørelse.

4        Uden formelt at rejse formalitetsindsigelse anfægtede Kommissionen, støttet af intervenienterne, at sagen kunne antages til realitetsbehandling. Den gjorde gældende, at appellanten ikke havde søgsmålskompetence, idet denne ikke var umiddelbart og individuelt berørt af den anfægtede afgørelse som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF.

5        Appellanten gjorde gældende, at foreningen havde søgsmålskompetence, idet den var umiddelbart og individuelt berørt af nævnte afgørelse, som er en regelfastsættende retsakt, der ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger som omhandlet i artikel 263, stk. 4, sidste sætningsled, TEUF.

6        Ved den appellerede dom afviste Retten sagen.

7        For det første fandt Retten i den appellerede doms præmis 45-52, at appellanten ikke var individuelt berørt af den anfægtede afgørelse som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, idet foreningen ikke havde godtgjort, at den omhandlede støtteforanstaltning kunne være til væsentlig skade for dens stilling på det pågældende marked.

8        For det andet fandt Retten i den appellerede doms præmis 58-60, at appellantens søgsmål, uanset om den anfægtede afgørelse udgør en regelfastsættende retsakt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, sidste sætningsled, TEUF, ikke opfyldte de i denne bestemmelse fastsatte betingelser for at kunne antages til realitetsbehandling, eftersom den anfægtede afgørelse omfatter gennemførelsesforanstaltninger.

 Parternes påstande

9        Appellanten har nedlagt følgende påstande for Domstolen:

–        Den appellerede dom ophæves.

–        Det fastslås, at søgsmålet i første instans kan antages til realitetsbehandling.

–        Sagen hjemvises til Retten til prøvelse i realiteten af de af appellanten i første instans nedlagte påstande.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger for Retten og Domstolen.

–        Subsidiært i forhold til den foregående påstand: Intervenienterne tilpligtes at betale egne omkostninger for Retten og Domstolen.

10      Kommissionen, Betfair Group plc og Betfair International Ltd (herefter under ét »Betfair«) samt European Gaming and Betting Association (EGBA) (herefter »EGBA«) har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, henholdsvis afvises, og at appellanten tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

11      Kongeriget Danmark har nedlagt påstand om, at appellen forkastes.

 Appellen

12      Artikel 181 i Domstolens procesreglement bestemmer, at er det åbenbart, at en appel helt eller delvist skal afvises, eller er den helt eller delvist åbenbart ugrundet, kan Domstolen når som helst, på forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten, ved begrundet kendelse beslutte helt eller delvist at afvise eller forkaste appellen.

13      Denne bestemmelse skal anvendes i den foreliggende sag.

 Første, andet og fjerde anbringende

14      Med disse anbringender, som skal behandles samlet, gør appellanten gældende, at Retten begik en retlig fejl i den appellerede doms præmis 41, 47-49 og 52, idet den fandt, at appellanten ikke var individuelt berørt af den anfægtede afgørelse.

15      Det fremgår for det første af Domstolens praksis, at når en sagsøgers stilling på markedet er væsentligt påvirket af den støtte, som er genstand for den anfægtede afgørelse, udgør den omstændighed, at et ubestemt antal konkurrenter alt efter omstændighederne kan påberåbe sig at have lidt lignende skade, ikke en hindring for, at det af sagsøgeren anlagte søgsmål antages til realitetsbehandling. I den foreliggende sag fremgår det af Rettens konstatering af, at der er tale om en langt lavere afgiftssats for onlinespiludbydere, at der foreligger en væsentlig indvirkning, der er egnet til at bevirke en betydelig indtægtsnedgang for appellantens medlemmers vedkommende. Retten burde derfor være gået videre i sin analyse af, på hvilken måde appellantens medlemmer var berørt, og være nået frem til, at appellanten havde påvist, at den omhandlede støtteforanstaltning er egnet til i væsentligt omfang at påvirke deres stilling på markedet.

16      Appellanten har for det andet ikke blot hævdet at konkurrere med støttemodtagerne, men har i sin egenskab af brancheforening på medlemmernes vegne gjort gældende, at støtteforanstaltningen uundgåeligt vil påvirke virksomhedernes situation. I denne henseende har appellanten konkret gjort rede for den omhandlede støtteforanstaltnings indvirkning og fremlagt konkrete oplysninger om, hvordan denne er væsentligt påvirket.

17      For det tredje begik Retten en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 47 og 48 at fastslå, at den anfægtede afgørelse har den samme indvirkning på alle udbydere. Retten overså, at der i det foreliggende tilfælde er tale om konkrete påvirkninger, der individualiserer skaden hos den enkelte. Udbydere af automatspil udgør en afgrænset gruppe, der på grund af objektive egenskaber, der er særlige for dem, rammes på en måde, der adskiller dem fra alle andre (jf. domme Stichting Woonpunt m.fl. mod Kommissionen, C-132/12 P, EU:C:2014:100, og Stichting Woonlinie m.fl. mod Kommissionen, C-133/12 P, EU:C:2014:105).

18      For det fjerde begik Retten en retlig fejl og gengav de faktiske oplysninger, som blev fremlagt for den, urigtigt, da den i nævnte doms præmis 49 anførte, at den samme mekanisme gælder for udbydere af spil i landbaserede kasinoer, eftersom mekanismen er anderledes for så vidt angår udbydere af spil i sådanne kasinoer. For mange kasinospil gælder således, at tilbagebetalingsprocenten ligger aritmetisk fast, hvilket ikke gør sig gældende for automatspil. Appellantens stilling adskiller sig ved objektive kriterier fra situationen for andre interesserede parter.

19      Med henblik på behandlingen af disse anbringender skal der indledningsvis henvises til, at et søgsmål, der er anlagt af en fysisk eller juridisk person til prøvelse af en retsakt som den i den foreliggende sag omhandlede, der ikke er rettet til denne person, således som anført af Retten i den appellerede doms præmis 30, i medfør af artikel 263, stk. 4, TEUF kun kan antages til realitetsbehandling, såfremt vedkommende har søgsmålskompetence, hvilket forekommer i to situationer. Dels kan en sådan sag anlægges på betingelse af, at denne retsakt berører denne person umiddelbart og individuelt. Dels kan en sådan person anlægge sag til prøvelse af en regelfastsættende retsakt, som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger, hvis den berører vedkommende umiddelbart (jf. i denne retning bl.a. domme Telefónica mod Kommissionen, C-274/12 P, EU:C:2013:852, præmis 19, Stichting Woonpunt m.fl. mod Kommissionen, C-132/12 P, EU:C:2014:100, præmis 44, Stichting Woonlinie m.fl. mod Kommissionen, C-133/12 P, EU:C:2014:105, præmis 31, og Mory m.fl. mod Kommissionen, C-33/14 P, EU:C:2015:609, præmis 59).

20      Det følger af Domstolens faste praksis, som Retten henviste til i den appellerede doms præmis 31, at andre personer end en afgørelses adressat kun kan gøre gældende, at de berøres individuelt, hvis afgørelsen rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten for en sådan afgørelse (jf. bl.a. domme Plaumann mod Kommissionen, 25/62, EU:C:1963:17, s. 414, 3F mod Kommissionen, C-319/07 P, EU:C:2009:435, præmis 29, T & L Sugars og Sidul Açúcares mod Kommissionen, C-456/13 P, EU:C:2015:284, præmis 63, og Mory m.fl. mod Kommissionen, C-33/14-P, EU:C:2015:609, præmis 93).

21      Hvad angår søgsmål vedrørende en afgørelse truffet af Kommissionen på statsstøtteområdet fremgår det af Domstolens praksis, således som Retten også med rette fastslog i den appellerede doms præmis 32, at det, såfremt en sagsøger som i det foreliggende tilfælde har anfægtet berettigelsen af en afgørelse om vurdering af en støtte, der er truffet ved afslutningen af den formelle undersøgelsesprocedure, må godtgøres, at sagsøgeren har en sådan særlig stilling, hvilket bl.a. er tilfældet, hvis dennes stilling på markedet i væsentligt omfang påvirkes af den støtte, som den pågældende afgørelse vedrører (jf. i denne retning domme Kommissionen mod Aktionsgemeinschaft Recht und Eigentum, C-78/03 P, EU:C:2005:761, præmis 37, British Aggregates mod Kommissionen, C-487/06 P, EU:C:2008:757, præmis 30, 35 og 55, og Mory m.fl. mod Kommissionen, C-33/14 P, EU:C:2015:609, præmis 97).

22      I denne henseende henviste Retten i den appellerede doms præmis 41 med rette til, at den omstændighed alene, at en retsakt som den anfægtede afgørelse er egnet til at øve en vis indflydelse på de på det relevante marked herskende konkurrenceforhold, og at den berørte virksomhed på en eller anden måde konkurrerer med den begunstigede i medfør af denne retsakt, under alle omstændigheder ikke er tilstrækkelig til, at den pågældende virksomhed kan betragtes som individuelt berørt af nævnte retsakt. En virksomhed kan således ikke alene påberåbe sig sin egenskab af konkurrent i forhold til den støttemodtagende virksomhed, men skal desuden bevise, at den befinder sig i en faktisk situation, som individualiserer den på samme måde som adressaten (jf. domme British Aggregates mod Kommissionen, C-487/06 P, EU:C:2008:757, præmis 47 og 48, og Mory m.fl. mod Kommissionen, C-33/14 P, EU:C:2015:609, præmis 99 og 100).

23      Endvidere fremgår det, som Retten fremhævede i den appellerede doms præmis 50, ligeledes af fast retspraksis, at den omstændighed, at det er muligt med større eller mindre nøjagtighed at fastlægge antallet eller endog identiteten af de retssubjekter, som en foranstaltning finder anvendelse på, på ingen måde indebærer, at de pågældende retssubjekter skal anses for individuelt berørt af foranstaltningen, når denne finder anvendelse på grundlag af objektive retlige eller faktiske kriterier, som er opstillet i den pågældende retsakt (jf. dom Telefónica mod Kommissionen, C-274/12 P, EU:C:2013:852, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

24      I den foreliggende sag fastslog Retten efter i den appellerede doms præmis 46-48 at have anført, at appellantens medlemmer blev påvirket af den anfægtede afgørelse på samme måde som samtlige udbydere af spil på spilleautomater i Danmark, at appellantens argumentation vedrørte samtlige udbydere af spil på spilleautomater i denne medlemsstat, og at denne argumentation ikke kunne godtgøre, at et eller flere af disse medlemmer befinder sig i en særlig situation, i denne doms præmis 49, at appellanten heller ikke havde godtgjort, i hvilket omfang spilleafgiftslovens påvirkning af dens medlemmers stilling på det pågældende marked adskiller sig fra nævnte lovs påvirkning af markedspositionen for udbydere af spil i landbaserede kasinoer, idet disse kasinoer også er undergivet en langt højere afgiftssats end den, der er fastsat for udbydere af spil i onlinekasinoer. Endvidere bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 51, at betydningen af den påvirkning, som den omhandlede støtteforanstaltning kunne have på appellantens medlemmers økonomiske situation, ikke var blevet godtgjort ved hjælp af de af appellanten fremlagte beregninger, eftersom appellanten ikke havde fremlagt noget bevis til støtte for disse beregninger.

25      Retten konkluderede herefter i den appellerede doms præmis 52, at da appellanten ikke havde godtgjort, dels at følgerne af den omhandlede støtteforanstaltning ikke kun ville berøre foreningens medlemmer i deres objektive egenskab af udbydere af landbaserede spil i Danmark, på samme måde som enhver anden erhvervsdrivende, der befinder sig i en identisk situation, dels hvilken indvirkning foranstaltningen kunne have på appellantens medlemmers økonomiske situation, havde appellanten dermed ikke godtgjort, at den omhandlede støtteforanstaltning kunne være til væsentlig skade for en eller flere af dens medlemmers stilling på det pågældende marked.

26      Som det fremgår af artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF og af artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol (herefter »statutten«), er appel begrænset til retsspørgsmål. Det er derfor alene Retten, der har kompetence til at fastlægge og bedømme de relevante faktiske omstændigheder og til at tage stilling til bevismaterialet. Bedømmelsen af disse faktiske omstændigheder og beviser er således ikke et retsspørgsmål, der som sådant kan efterprøves af Domstolen under en appelsag, medmindre disse omstændigheder og beviser er blevet urigtigt gengivet (jf. bl.a. dom E.ON Energie mod Kommissionen, C-89/11 P, EU:C:2012:738, præmis 64, og kendelse Iliad m.fl. mod Kommissionen, C-624/13 P, EU:C:2015:112, præmis 68).

27      I medfør af de samme bestemmelser og artikel 168, stk. 1, litra d), i Domstolens procesreglement skal et appelskrift desuden præcist angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand. De begrundelseskrav, der følger af disse bestemmelser, er ikke opfyldt, når appelskriftet, endog uden at indeholde en argumentation, der har til formål præcist at angive den retlige fejl, den omhandlede dom angiveligt er behæftet med, blot gentager eller ordret gengiver de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremsat for Retten, herunder anbringender og argumenter, der er støttet på faktiske omstændigheder, som Retten udtrykkeligt har afvist at lægge til grund. En sådan appel har nemlig kun til formål at opnå en fornyet prøvelse af den til Retten indgivne stævning, hvilket falder uden for Domstolens kompetence (jf. i denne retning bl.a. dom Bergaderm og Goupil mod Kommissionen, C-352/98 P, EU:C:2000:361, præmis 34 og 35, og kendelse Banco Privado Português og Massa Insolvente do Banco Privado Português mod Kommissionen, C-93/15 P, EU:C:2015:703, præmis 21 og 22).

28      Det skal for det første fastslås, at appellanten med de fire argumenter, som denne har fremsat inden for rammerne af de tre anbringender, som behandles her, i alt væsentligt – idet appellanten i det væsentlige gentager de samme argumenter som dem, der blev fremsat for Retten – netop sigter mod at drage Rettens konstateringer og vurderinger i den appellerede doms præmis 45-52 i tvivl for at opnå en fornyet prøvelse af de faktiske omstændigheder og det bevismateriale, som appellanten påberåbte sig i første instans med henblik på at godtgøre, at den anfægtede afgørelse væsentligt påvirker appellantens konkurrencemæssige stilling på det pågældende marked som en virksomhed, der indgår i en sluttet gruppe af erhvervsdrivende.

29      Det fremgår således, at appellanten sigter mod, at Domstolen erstatter Rettens bedømmelse med sin egen, uden på nogen måde at gøre rede for, på hvilken måde de retlige kriterier, som Retten i den appellerede dom, særlig dennes præmis 31, 32, 37 og 41, lagde til grund for konklusionen om, at appellanten ikke var individuelt berørt, skulle være behæftet med retlige fejl.

30      Det skal dernæst påpeges, at Retten, til forskel fra hvad appellanten, som på dette punkt støttes af Betfair, har anført, på ingen måde i den appellerede dom har tilkendegivet, at en sagsøger, der har godtgjort at være væsentligt påvirket af en støtteforanstaltning, ikke er individuelt berørt af en afgørelse, hvorved denne støtte erklæres forenelig med det indre marked, såfremt andre erhvervsdrivende også er væsentligt påvirket af denne foranstaltning.

31      Det fremgår således af den appellerede doms præmis 46-52, at Retten efter at have fastslået, at appellanten ikke havde godtgjort, at den omhandlede støtteforanstaltning påvirker dens medlemmer på anden måde end i deres objektive egenskab af udbydere af landbaserede spil i Danmark, og dermed på samme måde som enhver anden erhvervsdrivende, der befinder sig i en identisk økonomisk situation, bemærkede, at appellanten ikke havde godtgjort, hvilken indvirkning nævnte støtteforanstaltning kunne have på appellantens medlemmers økonomiske situation. På denne baggrund kunne Retten med rette konkludere, at appellanten ikke havde godtgjort, at den omhandlede støtteforanstaltning kunne være til væsentlig skade for dennes stilling på det pågældende marked. Den appellerede dom og særlig dens præmis 52, som Betfair specifikt har henvist til, er dermed ikke behæftet med nogen retlig fejl.

32      For så vidt som appellanten har kritiseret Retten for at have gengivet de faktiske omstændigheder, som var fremlagt for den, urigtigt, skal der endelig henvises til, at en appellant, når denne gør gældende, at beviserne er gengivet urigtigt, i medfør af artikel 256 TEUF, statuttens artikel 58, stk. 1, og artikel 168, stk. 1, litra d), i Domstolens procesreglement præcist skal angive, hvilke beviser Retten har gengivet urigtigt, og påvise de fejl i Rettens analyse, der efter appellantens opfattelse har foranlediget denne urigtige gengivelse. Det følger desuden af Domstolens faste praksis, at en urigtig gengivelse skal fremgå åbenbart af sagsakterne, uden at det er nødvendigt at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne (domme Lafarge mod Kommissionen, C-413/08 P, EU:C:2010:346, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis, og Østrig mod Scheucher-Fleisch m.fl., C-47/10 P, EU:C:2011:698, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

33      Argumentet om urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder skal derfor uden yderligere behandling forkastes, eftersom appellanten med sin argumentation ikke har godtgjort, at en urigtig gengivelse fremgår åbenbart af sagsakterne.

34      Følgelig skal det første, andet og fjerde anbringende delvist åbenbart afvises, delvist forkastes som åbenbart ugrundede.

 Tredje, femte og sjette anbringende

35      Med disse anbringender, som skal behandles samlet, har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl i den appellerede doms præmis 51 ved at fastslå, dels at appellanten ikke havde fremlagt nogen konkrete oplysninger om, på hvilken måde denne var væsentligt påvirket, dels at appellanten ikke havde godtgjort den konkrete indvirkning på dens medlemmers indtjening.

36      Appellanten har for det første gjort gældende, at denne har fremlagt præcise tal baseret på oplysninger hentet fra appellantens medlemmers regnskaber, selv om disse beregninger var af hypotetisk karakter, for så vidt som spilleafgiftsloven først trådte i kraft efter sagens anlæg, den 1. januar 2012. De tal, der indgår i beregningerne, er ikke hypotetiske, men dokumenterede. Dertil kommer, at appellanten også fremlagde andre oplysninger om den betydelige stigning i støttemodtagernes markedsføringsudgifter. Desuden bekræfter udviklingen siden sagens anlæg fuldt ud denne tendens. Bruttospilleindtægten for appellantens medlemmer faldt med ca. 25% mellem 2012 og 2014, mens bruttospilleindtægten for onlinespiludbydere steg med 40% i den samme periode. Retten anvendte i sine analyser kriterierne for at afgøre, hvorvidt appellanten er individuelt berørt, forkert.

37      For det andet kan virkningerne af den omhandlede støtteforanstaltning være væsentlige uden at udmønte sig i en direkte målbar indtægtsnedgang. Hertil kommer, at det ikke var muligt at dokumentere en indtægtsnedgang på det tidspunkt, hvor sagen blev anlagt, eftersom de licenshavende onlineudbydere ikke for alvor havde indledt deres markedsføring. Det vil således ikke være muligt helt at udelukke, at en indtægtsnedgang kan have andre medvirkende årsager.

38      For det tredje har appellanten bestridt, at den negative udvikling i bruttospilleindtægten for spiludbydere korrelerer med den økonomiske krise. Det er derimod ubestrideligt godtgjort af appellanten, at den påviste ulempe har ført til en indtægtsnedgang for spiludbydere. Selv hvis det kunne godtgøres, at andre faktorer har haft indflydelse på bruttospilleindtægten for spilleautomater, er det tilstrækkeligt at skabe en formodning for, at det konstaterede fald faktisk er større, end det ville have været, hvis den omhandlede statsstøtte ikke var blevet givet.

39      Det bemærkes for det første, at appellanten, idet denne rejser kritik af Rettens opfattelse af, at appellanten ikke havde fremlagt konkrete oplysninger om, på hvilken måde denne var væsentligt påvirket, og at appellanten derfor ikke havde godtgjort den konkrete indvirkning på dens medlemmers indtjening, reelt søger at rejse tvivl om Rettens bedømmelse af de faktiske omstændigheder ved i alt væsentligt at kritisere Retten for i angiveligt utilstrækkelig grad at tage hensyn til visse omstændigheder og visse dokumenter, som appellanten har påberåbt sig med henblik på at godtgøre, at denne og dens medlemmer er væsentligt påvirket af den omhandlede statsstøtteforanstaltning.

40      I denne henseende skal der henvises til, at Domstolen ifølge den retspraksis, der er henvist til i denne kendelses præmis 26 og 27, under en appelsag ikke har kompetence til at fastlægge de faktiske omstændigheder og principielt heller ikke til at bedømme de beviser, som Retten har lagt til grund ved fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder.

41      Eftersom appellanten ikke har gjort gældende, at disse beviser er urigtigt gengivet, er det åbenbart, at denne argumentation skal afvises.

42      Det bemærkes endvidere, at appellantens kritik af, at Retten pålagde denne at godtgøre, at støtteforanstaltningen havde haft en konkret indvirkning på dens medlemmers indtjening, før appellanten kunne gøre gældende, at sagen kunne antages til realitetsbehandling, beror på en urigtig forståelse af den appellerede dom. Det fremgår nemlig klart af den appellerede doms præmis 51, at Retten efter at have gennemgået de af appellanten fremlagte beregninger ikke stillede et sådant krav, men begrænsede sig til at konkludere, at appellanten ikke havde fremlagt noget bevis til støtte for nævnte beregninger, og at disse beregninger var af hypotetisk karakter og ikke godtgjorde omfanget af den mulige indvirkning, som den omhandlede støtteforanstaltning »kan have på [appellantens] medlemmers økonomiske situation«.

43      Endelig er det for så vidt angår appellantens argumentation, hvorved denne gør gældende, at Retten med urette konkluderede, at den negative udvikling i bruttospilleindtægten for spiludbydere kunne have andre årsager end den omhandlede støtteforanstaltning, særlig den økonomiske krise, tilstrækkeligt at fastslå, at denne argumentation er rettet mod en præmis, som Retten kun har tilføjet for fuldstændighedens skyld, idet den efter at have behandlet den omhandlede støtteforanstaltnings mulige indvirkning fastslog, at det ikke kunne udelukkes, at en nedgang i appellantens medlemmers omsætning skyldtes virkningerne af den økonomiske krise i Den Europæiske Union. Nævnte argumentation er derfor ikke virksom og kan ikke føre til, at den appellerede dom ophæves (jf. i denne retning dom LG Display og LG Display Taiwan mod Kommissionen, C-227/14 P, EU:C:2015:258, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).

44      Følgelig skal det tredje, femte og sjette anbringende delvist åbenbart afvises, delvist forkastes som åbenbart ugrundede.

 Det syvende anbringende

45      Med det syvende anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl i den appellerede doms præmis 59, idet den ikke tillod appellanten i overensstemmelse med gældende retspraksis, når der ikke foreligger en formel undersøgelsesprocedure, at anfægte den anfægtede afgørelse for så vidt angår spørgsmålet om den omhandlede støtteforanstaltnings forenelighed med det indre marked. Retten begik en retlig fejl ved ikke at foretage en sådan bedømmelse.

46      Det skal fastslås, at appellanten, således som Kommissionen med rette har anført, ikke gjorde gældende for Retten, at denne havde søgsmålskompetence på dette grundlag. Anerkendelsen af en adgang for en part til først for Domstolen at fremsætte et anbringende og argumenter, som parten ikke har fremsat for Retten, ville imidlertid i overensstemmelse med Domstolens faste praksis ville være ensbetydende med at give denne part ret til at forelægge Domstolen, som har en begrænset kompetence i appelsager, en mere omfattende tvist end den, der blev forelagt Retten. Inden for rammerne af en appelsag er Domstolens kompetence således begrænset til at tage stilling til den retlige afgørelse, der er blevet truffet vedrørende de anbringender og argumenter, som er blevet behandlet i første instans (jf. bl.a. dom Sverige m.fl. mod API og Kommissionen, C-514/07 P, C-528/07 P og C-532/07 P, EU:C:2010:541, præmis 126 og den deri nævnte retspraksis, og kendelse Iliad m.fl. mod Kommissionen, C-624/13 P, EU:C:2015:112, præmis 74).

47      På ovenstående baggrund er det åbenbart, at det syvende anbringende skal afvises.

 Det ottende anbringende

48      Med det ottende anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl i den appellerede doms præmis 58 og 59, idet den lagde til grund, at den anfægtede afgørelse omfatter gennemførelsesforanstaltninger som omhandlet i artikel 263, stk. 4, sidste sætningsled, TEUF. Ganske uden at præcisere, hvilken foranstaltning der udgør den i det foreliggende tilfælde omhandlede gennemførelsesforanstaltning.

49      Spilleafgiftsloven blev vedtaget før Kommissionens vedtagelse af den anfægtede afgørelse og er i sig selv og uden nogen gennemførelsesforanstaltninger tilstrækkelig til at beregne, hvad der skal opkræves i afgift af appellantens medlemmer såvel som af onlineudbydere. Retten synes at have anset ministerens fastsættelse af datoen for lovens ikrafttrædelse for at være den administrative retsakt, der udgør en gennemførelsesforanstaltning. I den anfægtede doms præmis 59 fastslog Retten imidlertid, at det er spilleafgiftsloven, hvorved støtteordningen blev indført i Danmark, og de retsakter til gennemførelse af denne lov, som fastsætter det afgiftsbeløb, som skal betales af de afgiftspligtige personer, der som sådanne udgør gennemførelsesforanstaltninger.

50      Ifølge appellanten er der imidlertid ingen retsakter ud over spilleafgiftsloven selv, der fastsætter størrelsen af den afgift, der skal betales af appellantens medlemmer. Den ministerielle bekendtgørelse, hvorved denne lov sættes i kraft, udgør en materialisering, ikke over for appellanten, men snarere over for støttemodtagerne. Retten begik derfor en fejl, idet den ikke konkret angav den retsakt, hvis gyldighed kan anfægtes.

51      Som der allerede er blevet henvist til i denne kendelses præmis 19, kan en fysisk eller juridisk person i henhold til artikel 263, stk. 4, sidste sætningsled, TEUF anlægge et annullationssøgsmål, når den pågældende retsakt har karakter af en regelfastsættende retsakt, der ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger, og berører vedkommende umiddelbart.

52      Som Domstolen allerede har fastslået, skal begrebet »regelfastsættende retsakter, […] som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger«, som omhandlet i artikel 263, stk. 4, sidste sætningsled, TEUF, fortolkes i lyset af formålet med bestemmelsen, som er at undgå, at en borger skal være nødsaget til at overtræde retsreglerne for at kunne få adgang til en dommer. Når en regelfastsættende retsakt har umiddelbar indvirkning på en fysisk eller juridisk persons retsstilling uden at kræve gennemførelsesforanstaltninger, risikerer denne person at være afskåret fra en effektiv domstolsbeskyttelse, hvis den pågældende ikke har direkte adgang til at anlægge sag ved Unionens retsinstanser med henblik på at anfægte denne regelfastsættende retsakts lovlighed. I mangel af gennemførelsesforanstaltninger er en fysisk eller juridisk person – selv om vedkommende er umiddelbart berørt af den omhandlede retsakt – således først i stand til at opnå retslig kontrol af denne retsakt efter at have tilsidesat bestemmelserne i nævnte retsakt, idet vedkommende kan påberåbe sig, at de er ulovlige, i forbindelse med sager, der rejses over for vedkommende ved de nationale retter (domme Telefónica mod Kommissionen, C-274/12 P, EU:C:2013:852, præmis 27, og T & L Sugars og Sidul Açúcares mod Kommissionen, C-456/13 P, EU:C:2015:284, præmis 29).

53      Når en regelfastsættende retsakt omfatter gennemførelsesforanstaltninger, er domstolskontrollen med overholdelsen af Unionens retsorden derimod sikret, uanset om nævnte foranstaltninger hidrører fra Unionen eller medlemsstaterne. Fysiske eller juridiske personer, der på grund af de i artikel 263, stk. 4, TEUF fastsatte betingelser for at antage en sag til realitetsbehandling ikke kan anfægte en regelfastsættende EU-retsakt direkte ved Unionens retsinstanser, er beskyttet mod, at en sådan retsakt finder anvendelse på dem, gennem muligheden for at anfægte de gennemførelsesforanstaltninger, som denne retsakt omfatter (domme Telefónica mod Kommissionen, C-274/12 P, EU:C:2013:852, præmis 28, og T & L Sugars og Sidul Açúcares mod Kommissionen, C-456/13 P, EU:C:2015:284, præmis 30).

54      Når gennemførelsen af en sådan retsakt tilkommer Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer, kan fysiske eller juridiske personer på de i artikel 263, stk. 4, TEUF fastsatte betingelser indbringe et direkte søgsmål for Unionens retsinstanser til prøvelse af gennemførelsesretsakterne og i medfør af artikel 277 TEUF til støtte for dette søgsmål påberåbe sig, at den pågældende grundlæggende retsakt er ulovlig. Når gennemførelsen påhviler medlemsstaterne, kan disse personer påberåbe sig den pågældende grundlæggende retsakts ugyldighed for de nationale domstole og foranledige disse til at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål herom i henhold til artikel 267 TEUF (domme Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet, C-583/11 P, EU:C:2013:625, præmis 93, Telefónica mod Kommissionen, C-274/12 P, EU:C:2013:852, præmis 29, og T & L Sugars og Sidul Açúcares mod Kommissionen, C-456/13 P, EU:C:2015:284, præmis 31).

55      Med henblik på at afgøre, om en regelfastsættende retsakt omfatter gennemførelsesforanstaltninger, skal der ifølge Domstolens praksis tages udgangspunkt i situationen for den person, der påberåber sig søgsmålsretten i henhold til artikel 263, stk. 4, sidste sætningsled, TEUF. Det er således ikke relevant, om den omhandlede retsakt omfatter gennemførelsesforanstaltninger med hensyn til andre retsundergivne (domme Telefónica mod Kommissionen, C-274/12 P, EU:C:2013:852, præmis 30, og T & L Sugars og Sidul Açúcares mod Kommissionen, C-456/13 P, EU:C:2015:284, præmis 32).

56      Som det fremgår af den anfægtede afgørelses artikel 1, går denne afgørelse ud på at erklære den omhandlede nationale støtteforanstaltning, som følger af spilleafgiftsloven, forenelig med det indre marked som omhandlet i artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF og dermed tillade Kongeriget Danmark at gennemføre denne foranstaltning.

57      Der skal herved henvises til, at det er ubestridt, at spilleafgiftsloven, der fastsætter de forskellige afgiftssatser for spil, hvad enten de udbydes online eller fra landbaserede faciliteter, og dermed også den afgiftssats, der finder anvendelse på appellanten, således som Retten bemærkede i den appellerede doms præmis 58, trådte i kraft den 1. januar 2012, efter at de danske myndigheder i overensstemmelse med artikel 108, stk. 3, TEUF havde udsat dens ikrafttræden, indtil Kommissionen havde truffet endelig afgørelse i sagen.

58      Heraf følger, at den anfægtede afgørelse kun har retsvirkninger for appellanten gennem denne nationale lovgivning og de afgiftsopgørelser, der vedtages på grundlag heraf, hvorved de specifikke konsekvenser, som den i nævnte afgørelse indeholdte erklæring om forenelighed har for den enkelte afgiftspligtige, herunder for appellanten, materialiseres (jf. analogt domme Telefónica mod Kommissionen, C-274/12 P, EU:C:2013:852, præmis 35, Stichting Woonpunt m.fl. mod Kommissionen, C-132/12 P, EU:C:2014:100, præmis 53, og Stichting Woonlinie m.fl. mod Kommissionen, C-133/12 P, EU:C:2014:105, præmis 40).

59      Retten begik således ikke nogen retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 59 fandt, at de specifikke og konkrete konsekvenser af den anfægtede afgørelse for appellanten har materialiseret sig i nationale retsakter, nemlig spilleafgiftsloven, hvorved den omhandlede støtteordning blev indført i Danmark, og i de retsakter til gennemførelse af denne lov, der fastsætter det afgiftsbeløb, som skal betales af de afgiftspligtige personer, som dermed udgør gennemførelsesforanstaltninger til den anfægtede afgørelse som omhandlet i artikel 263, stk. 4, sidste sætningsled, TEUF.

60      Det er i denne henseende ikke relevant, at den anfægtede afgørelse konstaterer eksistensen af en national foranstaltning, eftersom denne foranstaltning er nødvendig for, at den anfægtede afgørelse har retsvirkninger for appellanten, hvilket appellanten i øvrigt selv har påpeget, idet denne har anført, at den afgiftspålæggelse, som denne er genstand for, følger af denne nationale foranstaltning og ikke af nævnte afgørelse.

61      Der skal tillige henvises til, at Domstolen allerede har fastslået, at den angiveligt mekaniske karakter af de foranstaltninger, der er truffet på nationalt plan, ikke er relevant for at afgøre, om den anfægtede afgørelse omfatter gennemførelsesforanstaltninger truffet på dette plan (jf. i denne retning T & L Sugars og Sidul Açúcares mod Kommissionen, C-456/13 P, EU:C:2015:284, præmis 41 og 42).

62      Appellantens hævdelse af, at Retten begik en retlig fejl ved ikke konkret at angive den retsakt, hvis gyldighed ville kunne anfægtes, skal ligeledes forkastes, idet Retten i den appellerede doms præmis 59 klart anførte, at spilleafgiftsloven og de retsakter til gennemførelse af denne lov, der fastsætter det afgiftsbeløb, som skal betales af de afgiftspligtige personer, udgør gennemførelsesforanstaltninger som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, som kan anfægtes for en national domstol.

63      Det ottende anbringende skal følgelig forkastes som åbenbart ugrundet.

 Det niende anbringende

64      Med dette anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten burde have bestemt, at intervenienterne skulle bære deres egne omkostninger.

65      Der skal henvises til, at der i medfør af statuttens artikel 58, stk. 2, ikke kan iværksættes appel alene til forandring af afgørelser om sagsomkostningerne eller om disses størrelse (jf. dom Edwin mod KHIM, C-263/09 P, EU:C:2011:452, præmis 78 og den deri nævnte retspraksis).

66      Som det følger af den nævnte bestemmelse i statutten, er en efterprøvelse af afgørelser om sagsomkostningerne ikke omfattet af Domstolens kompetence.

67      Idet alle de øvrige anbringender, som appellanten har fremsat, er blevet afvist eller forkastet, er det åbenbart, at det niende appelanbringende skal afvises i medfør af procesreglementets artikel 181.

68      Følgelig skal appellen forkastes i sin helhed.

 Sagens omkostninger

69      I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostninger, såfremt en appel ikke tages til følge. I henhold til samme reglements artikel 138, stk. 1, der i medfør af dets artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen, Betfair og EGBA har nedlagt påstand om, at appellanten tilpligtes at betale sagens omkostninger, og appellanten har tabt appelsagen, pålægges det appellanten at betale sagsomkostningerne.

70      Procesreglementets artikel 140, der i medfør af dets artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, bestemmer, at medlemsstater, der er indtrådt i en sag, bærer deres egne omkostninger. Det bestemmes derfor, at Kongeriget Danmark bærer sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Sjette Afdeling) for ret:

1)      Appellen forkastes.

2)      Dansk Automat Brancheforening betaler sagens omkostninger.

3)      Kongeriget Danmark bærer sine egne omkostninger.

Underskrifter

---

* Processprog: dansk.