—

SOVAG – Schwarzmeer und Ostsee Versicherungs-Aktiengesellschaft ved Rechtsanwalt R. Heß, asianajaja E. Salonen og A. Staudinger,

—

If Vahinkovakuutusyhtiö Oy ved J. Tanhuanpää,

—

den finske regering ved J. Heliskoski, som befuldmægtiget,

—

Europa-Kommissionen ved M. Wilderspin og E. Paasivirta, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 6, nr. 2), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001 L 12, s. 1).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en sag mellem det i Tyskland etablerede forsikringsselskab SOVAG – Schwarzmeer und Ostsee Versicherungs-Aktiengesellschaft (herefter »SOVAG«) og det i Finland etablerede forsikringsselskab If Vahinkovakuutusyhtiö Oy (herefter »If«) vedrørende et regreskrav med hensyn til et beløb, der er udbetalt som erstatning til en skadelidt ved en trafikulykke.

3

Det fremgår af anden betragtning til forordning nr. 44/2001, at det af hensyn til det indre markeds funktion er nødvendigt at vedtage »[…] bestemmelser, der kan gøre reglerne for retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område ensartede og forenkle formaliteterne med henblik på en hurtig og enkel anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser truffet i medlemsstater, der er bundet af denne forordning«.

4

Følgende fremgår af 11.-13. og 15. betragtning til denne forordning:

[…]

5

Kompetencereglerne er indeholdt i den nævnte forordnings kapitel II.

6

Artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, som er indeholdt i forordningens kapitel II, afdeling 1, med overskriften »Almindelige bestemmelser«, har følgende ordlyd:

»Med forbehold af bestemmelserne i denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.«

7

Forordningens artikel 3, stk. 1, der indgår i den nævnte afdeling 1, bestemmer:

»Personer, der har bopæl på en medlemsstats område, kan kun sagsøges ved retterne i en anden medlemsstat i medfør af de regler, der er fastsat i afdeling 2-7.«

8

Forordningens artikel 4, der er indeholdt i samme afdeling, fastsætter:

»1.   Har en sagsøgt ikke bopæl på en medlemsstats område, afgøres retternes kompetence i hver enkelt medlemsstat efter medlemsstatens egen lovgivning, jf. dog artikel 22 og 23.

2.   Over for en person, der ikke har bopæl på en medlemsstats område, kan enhver, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset sin nationalitet, i lighed med medlemsstatens egne statsborgere påberåbe sig de kompetenceregler, som gælder dér, herunder navnlig de regler, der er angivet i bilag I.«

9

I henhold til artikel 5, nr. 5), i forordning nr. 44/2001, som er indeholdt i kapitel II, afdeling 2, med titlen »Specielle kompetenceregler« kan en person, der har bopæl på en medlemsstats område, sagsøges i en anden medlemsstat i sager vedrørende driften af en filial, et agentur eller en lignende virksomhed, ved retten på det sted, hvor virksomheden er beliggende.

10

Forordningens artikel 6, som er indeholdt i afdeling 2, bestemmer følgende:

»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan endvidere sagsøges:

[…]«

11

Forordningens artikel 8, der er indeholdt i kapitel II, afdeling 3, der har overskriften »Kompetence i forsikringssager«, fastsætter:

»I forsikringssager afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 4 og artikel 5, nr. 5).«

12

Forordningens artikel 11, der indgår i den nævnte afdeling 3, bestemmer:

»1.   I sager om ansvarsforsikring kan forsikringsgiveren endvidere sagsøges ved den ret, hvor skadelidte har anlagt sag mod den sikrede, såfremt den lovgivning, der gælder for denne ret, indeholder hjemmel dertil.

2.   Artikel 8, 9 og 10 finder anvendelse i tilfælde, hvor skadelidte anlægger sag direkte mod forsikringsgiveren, såfremt der er hjemmel for et direkte sagsanlæg.

3.   Såfremt lovgivningen om et sådant direkte sagsanlæg indeholder hjemmel til at inddrage forsikringstageren eller den sikrede i sagen, er den samme ret også kompetent i forhold til disse personer.«

13

§ 5 i kapitel 18 i retsplejeloven (Suomen oikeudenkäymiskaari) bestemmer:

»Hvis en part i tilfælde af, at han taber en sag, vil gøre et garanti- eller skadeserstatningskrav eller et andet tilsvarende krav gældende over for en tredjemand, kan han anlægge et søgsmål vedrørende dette krav i samme retssag.

Den, som med henblik på udfaldet af retssagen mellem parterne vil anlægge sag vedrørende et krav i henhold til stk. 1 mod en eller begge parter, kan anlægge dette søgsmål i samme retssag.«

14

§ 61 i lov om ulykkesforsikring (Tapaturmavakuutuslaki (1948/608)) af 20. august 1948 (herefter »ulykkesforsikringsloven«) har følgende ordlyd:

»Den, som har modtaget en erstatning i henhold til denne lov, er berettiget til i henhold til en anden lov at kræve erstatning for følgerne af skaden fra skadevolderen eller en anden erstatningspligtig. Der bør dog ikke tilkendes mere end det beløb, hvormed den fulde erstatningsydelse overstiger den erstatningsydelse, der er tilkendt efter denne lov.

Det forsikringsselskab, som har måttet yde erstatning for skaden i henhold til denne lov, er berettiget til at kræve refusion af det betalte beløb af en erstatningspligtig i henhold til stk. 1, dog ikke af den, som allerede har opfyldt sin erstatningspligt i god tro, og heller ikke af den, som er forpligtet til at yde erstatning i henhold til produktansvarsloven.

Forsikringsselskabet kan ikke tilkendes en større erstatning end den, som skadelidte eller dennes pårørende kunne have gjort krav på.«

15

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at A, som har været ude for en trafikulykke i Tyskland, anlagde sag mod SOVAG, som det køretøj, der havde forårsaget skaden, var forsikret hos, ved Länsi-Uudenmaan käräjäoikeus (retten i første instans i Länsi-Uusimaa, Finland). A nedlagde bl.a. påstand om, at det fastslås, at A har pådraget sig en alvorlig hjerneskade og kvæstelse af halshvirvelsøjlen, og at A efter denne ulykke er varigt uarbejdsdygtig.

16

Eftersom trafikulykken ligeledes var en arbejdsulykke i henhold til ulykkesforsikringsloven, betalte If, som er etableret i Finland, skadeserstatning til A i henhold til denne lov som følge af ulykken.

17

Efter at A havde anlagt sag mod SOVAG, anlagde If på sin side sag mod dette selskab ved samme ret i første instans. If nedlagde påstand om, at det fastslås, at A foruden andre kvæstelser har pådraget sig en alvorlig hjerneskade og en skade på halshvirvelsøjlen og er blevet varigt uarbejdsdygtig som følge af disse kvæstelser. If nedlagde desuden påstand om, at det fastslås, at SOVAG er forpligtet til at erstatte If samtlige allerede erlagte og fremtidige betalinger af skadeserstatning til A som følge af trafikulykken. If nedlagde desuden påstand om, at SOVAG i henhold til ulykkesforsikringslovens § 61, stk. 2, pålægges at godtgøre If alle de erstatningsbeløb, som If har udbetalt eller ville udbetale til A som følge af den pågældende ulykke, med tillæg af påløbne renter.

18

If fremsatte ligeledes begæring om, at dets søgsmål skulle behandles under den samme retssag som det søgsmål, som A havde anlagt mod SOVAG. På sin side gjorde SOVAG gældende, at de finske retter ikke havde kompetence til at behandle det af If anlagte søgsmål.

19

Ved afgørelse af 20. december 2012 afviste Länsi-Uudenmaan käräjäoikeus (retten i første instans i Länsi-Uusimaa) If’s søgsmål mod SOVAG i henhold til bestemmelserne i afdeling 3, kapitel II, i forordning nr. 44/2001 på grund af de finske retters manglende kompetence.

20

Efter den nævnte rets opfattelse kan spørgsmålet om den retslige kompetence i forsikringssager ifølge forordningens artikel 8 alene afgøres i henhold til bestemmelserne i forordningens kapitel II, afdeling 3, jf. dog forordningens artikel 4 og artikel 5, nr. 5).

21

Ved dom af 24. april 2013 afsagt af Turun hovioikeus (appeldomstolen i Turku), ved hvilken If havde iværksat appel af den nævnte afgørelse, blev afgørelsen ophævet.

22

Ifølge appeldomstolen finder artikel 6, nr. 2), i forordning nr. 44/2001 anvendelse på hovedsagen og ikke bestemmelserne i forordningens kapitel II, afdeling 3, eftersom det søgsmål, som If havde anlagt mod SOVAG, havde en direkte sammenhæng med tvisten mellem A og SOVAG.

23

SOVAG har iværksat appel af denne dom ved Korkein oikeus (øverste domstol).

24

Ifølge den forelæggende ret opstår spørgsmålet om, hvorvidt artikel 6, nr. 2), i forordning nr. 44/2001 omfatter en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor en tredjemand anlægger sag mod en part i en oprindelig retssag.

25

Korkein oikeus (øverste domstol) har på den baggrund besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

26

Med det præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 6, nr. 2), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at den omfatter et søgsmål, som er anlagt af en tredjemand i henhold til nationale bestemmelser, mod sagsøgte i en oprindelig retssag, hvorved et regreskrav – som har en nær sammenhæng med dette oprindelige søgsmål – med hensyn til den skadeserstatning, der er udbetalt af den nævnte tredjemand til sagsøgeren i den oprindelige retssag, gøres gældende.

27

Indledningsvis bemærkes, at artikel 8 i forordning nr. 44/2001, hvorefter kompetencen i forsikringssager afgøres efter bestemmelserne i forordningens artikel 8-14, jf. dog bestemmelserne i samme forordnings artikel 4 og artikel 5, nr. 5), og forordningen nævner således ikke artikel 6, nr. 2).

28

Ifølge SOVAG finder sidstnævnte bestemmelse ikke anvendelse, idet kapitel II, afdeling 3, i forordning nr. 44/2001 fastsætter en selvstændig ordning for fordeling af retternes kompetence i forsikringssager.

29

Det skal imidlertid bemærkes, at i henhold til 13. betragtning til forordning nr. 44/2001 er formålet med denne afdeling at beskytte den svage part, dvs. den sikrede, den begunstigede eller forsikringstageren, ved hjælp af kompetenceregler, der er gunstigere for denne parts interesser end de almindelige kompetenceregler.

30

Det i hovedsagen omhandlede søgsmål vedrører forholdet mellem erhvervsdrivende i forsikringssektoren og kan ikke angå en proceduremæssig situation, hvori en part anses for at være svag. Formålet om at beskytte den svage part opnås, så snart kompetencen er fastslået i henhold til afdeling 3, kapitel II, i forordning nr. 44/2001, og et efterfølgende procedureforløb vedrørende forholdet mellem alene erhvervsdrivende er ikke omfattet af anvendelsesområdet for afdeling 3 (jf. i denne retning domme GIE Réunion européenne m.fl., C-77/04, EU:C:2005:327, præmis 20 og 23, og Vorarlberger Gebietskrankenkasse, C-347/08, EU:C:2009:561, præmis 42).

31

For så vidt angår et søgsmål, der som det i hovedsagen omhandlede er anlagt af en forsikringsgiver mod en anden forsikringsgiver, og som således ikke er omfattet af afdeling 3, finder artikel 6, nr. 2), i forordning nr. 44/2001 således anvendelse, for så vidt som søgsmålet er omfattet af de i denne bestemmelse nævnte tilfælde.

32

I denne henseende skal der i første omgang tages hensyn til ordlyden af artikel 6, nr. 2), i forordning nr. 44/2001.

33

Ordlyden af flere af sprogversionerne af denne bestemmelse, bl.a. den tyske, franske, finske og svenske, udelukker ikke, at den ret, der er blevet forelagt det oprindelige søgsmål, kan have kompetence til at træffe afgørelser i sager, som er anlagt af en tredjemand mod en af parterne i dette oprindelige søgsmål.

34

Andre sprogversioner af bestemmelsen, bl.a. den engelske, synes derimod at begrænse anvendelsesområdet til et søgsmål anlagt mod en tredjemand (»a person domiciled in a Member State may also be sued: [...] as a third party«).

35

I tilfælde af uoverensstemmelse mellem de forskellige sprogversioner af en EU-bestemmelse skal den pågældende bestemmelse i overensstemmelse med Domstolens faste praksis fortolkes på baggrund af den almindelige opbygning af og formålet med den ordning, som den er led i (dom Jakutis og Kretingalės kooperatinė ŽŪB, C-103/14, EU:C:2015:752, præmis 103).

36

Herefter skal den almindelige opbygning af og formålet med forordning nr. 44/2001 tages i betragtning.

37

I denne henseende bemærkes, at selv om de specielle kompetenceregler skal fortolkes strengt og ikke kan føre til en fortolkning, der rækker ud over de tilfælde, som forordning nr. 44/2001 udtrykkeligt har for øje (jf. i denne retning dom CDC Hydrogen Peroxide, C-352/13, EU:C:2015:335, præmis 18), er der flere af forordningens formål, som taler til fordel for en fortolkning, hvorefter et søgsmål, der er anlagt af en tredjemand mod en af parterne i den oprindelige retssag, ligeledes er omfattet af forordningens artikel 6, nr. 2).

38

Således fremhæves det i 15. betragtning til forordningen, at det af hensyn til en harmonisk retspleje er nødvendigt at mindske risikoen for parallelle retssager mest muligt og undgå, at der træffes indbyrdes uforenelige retsafgørelser i to medlemsstater, mens det i 12. betragtning til forordningen bemærkes, at der er behov for som kompetencekriterium at supplere sagsøgtes bopæl med alternative kriterier baseret på en sags nære tilknytning til en bestemt ret eller på hensynet til god retspleje.

39

Behandlingen af det oprindelige søgsmål og af det krav, som gøres gældende af en tredjemand mod en af parterne i den førstnævnte sag, og som har en nær sammenhæng med dette første søgsmål, inden for rammerne af denne samme retssag, er imidlertid egnet til at fremme de ovenfor nævnte formål i en situation, hvor et søgsmål er blevet anlagt af den skadelidte mod den skadesansvarliges forsikringsgiver, og hvor en anden forsikringsgiver, som allerede har udbetalt skadelidte delvis erstatning for hans skader, søger regres for denne skadeserstatning hos den første forsikringsgiver.

40

Såfremt der ikke var mulighed herfor, ville der være risiko for, at to retter ville nå frem til divergerende afgørelser i den samme sag, hvis anerkendelse og fuldbyrdelse således ville være usikker.

41

Endvidere har Domstolen allerede haft lejlighed til hvad angår konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, undertegnet i Bruxelles den 27. september 1968 (EFT 1978 L 304, s. 17), at fastslå, at det søgsmål, der anlægges af den sikrede mod forsikringsgiveren med henblik på erstatning for konsekvenserne af en ulykke, og det søgsmål, hvormed denne forsikringsgiver med henblik på regres sagsøger en anden forsikringsgiver, der antages at have dækket den samme hændelse, skal anses for at være henholdsvis et oprindeligt søgsmål og et krav mod den pågældende som tredjemand som omhandlet i samme konventions artikel 6, stk. 2 (jf. i denne retning dom GIE Réunion européenne m.fl., C-77/04, EU:C:2005:327, præmis 27).

42

Domstolen støttede sig i denne forbindelse på den rapport om konventionen, der er udarbejdet af P. Jenard (EFT 1979 C 59, s. 1, navnlig s. 27).

43

Da den af Domstolen anlagte fortolkning af konventionens bestemmelser også gælder for bestemmelserne i forordning nr. 44/2001, når bestemmelserne i disse instrumenter kan sidestilles med hinanden (dom CDC Hydrogen Peroxide, C-352/13, EU:C:2015:335, præmis 60), bemærkes, at dette er tilfældet med hensyn til nævnte konventions artikel 6, stk. 2, og artikel 6, nr. 2), i forordning nr. 44/2001.

44

For så vidt angår den fortolkning, der er angivet i denne doms præmis 41, og de formål, der er nævnt i denne doms præmis 38 og 39, skal det anføres, at artikel 6, nr. 2), i forordning nr. 44/2001 finder anvendelse på et søgsmål som det i hovedsagen omhandlede, hvilket ligeledes bekræftes af den konstatering, der fremgår af den af P. Jenard udarbejdede rapport, hvorefter en interventionsbegæring ligeledes kan omfatte tilfælde, hvor tredjemand indtræder i en retssag for at beskytte sine egne interesser.

45

Artikel 6, nr. 2), i forordning nr. 44/2001 opstiller et krav om sammenhæng mellem, på den ene side, den oprindelige sag, og, på den anden side, kravet mod den pågældende som tredjemand, som omhandlet i denne bestemmelse, og det tilkommer den nationale domstol, hvor den oprindelige sag er anlagt, at undersøge, om der er en sådan sammenhæng, for derved at sikre, at kravet mod den pågældende som tredjemand ikke er fremført for at unddrage adcitatus hans almindelige værneting (jf. i denne retning dom GIE Réunion européenne m.fl., C-77/04, EU:C:2005:327, præmis 30 og 32).

46

I denne henseende er den omstændighed, at en national bestemmelse såsom § 5, stk. 2, i kapitel 18 i den finske retsplejelov gør tredjemands beføjelse til at anlægge et søgsmål inden for rammerne af en retssag, der allerede er indledt, betinget af, at dette søgsmål har sammenhæng med det oprindelige søgsmål, utvivlsomt et element, der er egnet til at undgå omgåelse af artikel 6, nr. 2), i forordning nr. 44/2001.

47

Det forelagte spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 6, nr. 2), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at den omfatter et søgsmål, som er anlagt af en tredjemand i henhold til nationale bestemmelser, mod sagsøgte i en oprindelig retssag, hvorved et regreskrav – som har en nær sammenhæng med dette oprindelige søgsmål – med hensyn til den skadeserstatning, der er udbetalt af den nævnte tredjemand til sagsøgeren i den oprindelige retssag, gøres gældende, på betingelse af, at kravet ikke er rejst for at unddrage den nævnte sagsøgte sit værneting.

48

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:

Artikel 6, nr. 2), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at den omfatter et søgsmål, som er anlagt af en tredjemand i henhold til nationale bestemmelser, mod sagsøgte i en oprindelig retssag, hvorved et regreskrav – som har en nær sammenhæng med dette oprindelige søgsmål – med hensyn til den skadeserstatning, der er udbetalt af den nævnte tredjemand til sagsøgeren i den oprindelige retssag, gøres gældende, på betingelse af, at kravet ikke er rejst for at unddrage denne sagsøgte sit værneting.